Et nyt Vietnam

Bruce Walker

Barack Obama og Demokraterne har brugt år på at nedgøre den nationale sikkerhedspolitik i USA mens vi har været i krig. Denne modstand er gennemsyret af kritik af politikken hos, eller direkte angreb på Præsident Bush. Senator Reid,udtalte, mens vore tropper var i kamp i Irak, at krigen var tabt. Andre Demokrater sammenligner vore soldaters opførsel med nazisternes eller med brutale styrker der bomber landsbyer. Det Demokratiske Parti feterer sådanne surrealistiske konspirationstosser som Michael Moore, og erklærede anti-amerikanske marxister som Van Jones udnævnes til vigtige embeder. "Bush løj, Folk Døde" bumber stickers poppede op som ulækre bumser på bagkofangeren af utallige køretøjer i Amerika. Vor nuværende udenrigsminister kaldte i al væsentlighed General Petraeus for en løgner, uden det mindste bevis på sin udtalelse.

Som Jeremiah Wright udtrykker det nu "som man sår så høster man." Nu leder Demokraterne, de Demokrater der allermest indædt var fjendtlige overfor vore militære styrker og deres kommandør, de leder nu Washington. De kontrollerer ikke alene den udøvende magt, men de har også et komfortabelt, filibusterisk flertal i begge Huse i Kongressen. Præsident Obama og hans parti har derved også det fulde ansvar for, hvad der sker med vor krig mod den globale terrorisme.

Nu er Irak trods protesterne fra Demokraterne i de år, hvor Bush var præsident i en ganske god tilstand, også da Obama overtog embedet. Præsident Bush's politik sejrede tilsidst. Der er rigtig mange ting han kunne have gjort anderledes i Irak, og andre dele af Mellemøsten (styrte terrorsponsoren Syrien, er det første der falder en ind ved afslutningen af Operation Befri Irak; at give al den støtte, bortset fra militær intervention til den iranske frihedsbevægelse ville også have været et klogt trææk.) Den uomtvistelige kendsgerning er dog denne: At under Bush blev Amerika aldrig siden angrebet af terrorister, og under Bush fik vi afsluttet et uhyggeligt regime af en modbydelig anti-amerikansk slyngel i Bagdad. Vi har også holdt fast i Afghanistan og tvunget al Queada tilbage der. Bush's strategiske mål var noget lignende den strategi som Reagan havde i Den Kolde Krig: Vi vinder,de taber.

Et stort antal af Obama støtter mener imidlertid ikke at Amerika bør vinde den strategiske krig mod terror. De beskylder snarere CIA fremfor al Queda for farerne i nutidens verden. De anser anti-amerikanske tyranner i Venezuela og Iran som demokratisk valgte ledere, som heltene på verdens scene, fremfor det amerikanske folk.. Som Jeanne Kirkpatrick, selv Demokrat, sagde ved Det Republikanske Konvent i 1980, "De giver altid først skylden til Amerika." Det har sådan set ikke ændret sig siden. Ved afslutningen af Carters præsidentskab opdagede denne tilsyneladende da først, at Sovjet kommunismen var agressiv, amoralsk og bevæbnet. Teddy kennedy der her fornylig er blevet mindehøjtideligholdt for at have gjort, i virkeligheden ingenting, besøgte Kreml bag præsident Reagans ryg i et forsøg på at svække Reagan politisk. LBJ måtte erfare, på den hårde måde, hvor fjendligt indstillede mange af hans kolleger hos Demokraterne var overfor amerikansk succes.

Under Vietnamkrigen var der adskillige overvejelser at tage i betragtning. Var det i vor strategiske interesse at standse kommunismen i Vietnam? Måske og så måske alligevel ikke? Frankrig var medlem af SEATO og den tidligere koloniherre i Indokina. Hvorfor var det ikke Frankrigs pligt at holde Sydvietnam frit? Storbritannien var et andet medlem af SEATO, og alligevel ignorerede vor traktatligt forpligtede allierede deres pligt og handlede med Nordvietnam. Der var en fornuftig grund til at Amerika burde have holdt sig ude af Vietnam og fastholdt vor militære styrke og nationale vilje overfor trusler der var mere direkte rettet mod os.

Barry Goldwater var talsmand for at kæmpe krigen, men ved at benytte vor overvældende overlegenhed i luftrummet og til havs i direkte angreb på Nordvietnam. Vor Iowa klasse slagskibe kunne ramme omtrent ethvert mål i Nordvietnam med deres præcise seksten tommer kanoner uden at risikere amerikanske liv (vi havde fire sådanne slagskibe.) Minering af havnen i Haiphong, hvorfra det meste af forsyningerne til Nordvietnam ankom kunne være gjort uden at amerikanske liv stod på spil. Ved at sætte luftforsvarsbatterierne ud af spil ved flådens kanonild ville have givet vore luftstyrker mulighed for at afbryde eller ødelægge næsten alt af militær og økonomisk værdi i Nordvietnam.

Fremfor dette lagde Lyndon Johnson mere vægt på den internationale mening, støtten fra sine kolleger hos Demokraterne, og frygten for Sovjets magt, end han gjorde på de hundredetusinder af liv hos de udskrevne landtropper han sendte ind i Sydvietnam for at forsøge at vinde en guerilla krig i særdeles vanskeligt terræn. Endnu værre han handicappede vore landtroppers handlefrihed ved at kræve at Det Hvide Hus skulle give grønt lys for artilleriangreb og ved at forlange at der skulle være visse fristeder der ikke måtte angribes. Vi forblødte på grund af denne tåbelige inkompetence. Vi tabte en krig som vi aldrig burde have udkæmpet eller vi skulle have kæmpet for at vinde.

Det ser ud som om Lyndon Baines Obama er i gang med at gentage de samme fejltagelser som sin Demokratiske forgænger. Hvis vort mål er at vinde i Afghanistan, så bør vi vinde. Obama burde piske Demokraterne til at støtte eller tie. Han burde række hånden frem til republikanerne. Han burde undskylde, om ikke direkte, for at dæmonisere præsident Bush og hans krig mod terror. Obama viser ingen tegn på at ville gøre hverken det ene eller det andet.

Hvis han fortsat vil holde amerikanske tropper i Afghanistan, så fortjener disse tapre mænd og kvinder, en kommandør der selv er villig til at ofre sig for dem. Han burde gøre det som militære ledere i området føler er rigtigt. Han burde forklare det amerikanske folk vor mission og vort mål. Han burde tale om Afghanistan som del af "vor fælles og forenede krig mod global terrorisme." Han burde offentligt insistere på at vore NATO allierede fastholder deres styrker derude, om de så er i kamp eller ej, af rent praktiske og psykologiske grunde.

Det vil han ikke. Obama vil ikke trække sig ud af Afghanistan, men han vil heller ikke virkelig forsøge at vinde. Ligesom for 40 år siden tjener amerikanerne deres nation ved en leder som ikke vil lede. Lisgesom for 40 år siden bliver vore tapre landsmænd dræbt og lemlæstet af ingen større grund, andet end politisk kynisme hos en korrupt politiker.

Obama vil få sit Vietnam og de som risikerer deres liv for os alle - vil betale prisen.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.