En historie om undertrykkelse, vold og fanatisme

En historie om undertrykkelse, vold og fanatisme

Dr. Sami Alrabaa

Har du nogensinde spekuleret på, hvad Islam og muslimer har bidraget med til verdenscivilisationen? Svaret er meget ligetil og enkelt: Undertrykkelse, vold, diskrimination og fanatisme. Disse negative umoralske værdier har været en væsentlig del af Islam siden dens grundlæggelse.

Her er så beviset. Muhammad, muslimernes leder påstod han var en "profet," og i Allahs navn, beordrede han sine efterfølgere at dræbe de "vantro", ikke muslimer; i særdeleshed jøderne og kristne.

Mens jødedommen og kristendommen spredtes fredeligt gennem selvopofrelse hos Moses' og Jesu efterfølgere blev Islam spredt under truslen af sværdet: "Underlæg dig Islam, ellers vil du blive dræbt." Islam betragter ikke-muslimer som fjender af Allah. Yderligere detaljer kan finder her i Understanding Muhammad af Ali Sina.

Samtidig, i Allahs navn, opfordrede Muhammad sin efterfølgere til at erobre verden og tvinge dets befolkninger til at konvertere til muslimer. Muslimerne kaldet dette "Futuhat" (Åbningen). De muslimske erobringer var langt langt blodigere end "kolonialismen." De britiske og franske kolonialister tvang aldrig mennesker til at afsværge deres lokale trosholdninger. For yderligere detaljer se her Islamic Jihad ad M.A. Khan.

Efter Muhammads død, overtog fire af hans pålidelige samtidige efterfølgere hans værk, kaldet Kaliffer, eller "Al Khulafa' Al Rashidun" (de korrekt førte efterfølgere) som muslimer foretrækker de kaldes. Abu Bakr, Omar, Othman og Ali, de blev alle myrdet i forbitrede kampe af andre muslimer i kampen om, hvem der skulle føre an i det voksende muslimske imperium .

Ved at udnytte magttomrummet i verden efter Romerrigets fald, erobrede muslimerne store dele af verden: Mellemøsten, Nordafrika, Spanien, Iran, Afghanistan, Pakistan, Kazaksthan, Azerbadjian (og andre områder i Centralasien) dele af Indien, Bangladesh, dele af Kina, ned til malaysia og Indonesien.

Da Omar Ibn Al Khattab, den anden kalif, besøgte Alexandria Ægypten, efter hans tropper havde erobret det, stod han foran for det største og mest værdifulde bibliotek i verden på den tid, og han spurgte, "Hvad er dette?" Han fik at vide at det var et bibliotek. Han fastslog, "Hvis bøgerne der siger det samme som Koranen, så er det overflødigt. Hvis de ikke gør det da skal de ødelægges." Det blev det.

Som turist, hvis du rejser i arabiske og muslimske lande, hvilke historiske ruiner ser du da? Absolut ikke muslimske. I Ægypten finder du Paranoiac ruiner, i Irak babyloniske ruiner, i Syrien, Tunis, Marokko og Tyrkiet finder du græske og romerske ruiner, i Libanon fønikiske ruiner osv. osv.

To smukke kirker blev forvandlet til moskeer i Sofia, Istanbul og den der nu hedder Umayyah Moskeen i Damaskus.

Siden islams fremkomst har muslimerne inddelt verden i Darrul-Islam, hvor islam er statsreligion og Darul-Harb, hvor muslimerne bor i Kafir-stater (vantro stater) som en minoritet.

Iflg. en undersøgelse af det Amerikanske Universitet i Kairo/Ægypten ønsker flertallet af muslimer i verden Sharia "Allahs lov" indført og anvendt over hele kloden.

Ideologisk, det vil sige religiøst, har muslimerne hævdet islams "renhed" og "suverænitet" over andre religioner i særlig grad judaismen og kristendommen, som det påstår er blevet forvansket gennem tiden. Moskeer og madrassaer over hele kloden prædiker dette dag ind og dag ud.

Desuden er det utænkeligt for flertallet af muslimer af adskille islam og staten. De påstår at islam er et gennemført system der regulerer såvel det religiøse som det verdslige liv. De mener også at Sharia er "den bedste lov" for alle, til alle tider og alle steder.

Fremførere af "rationalismen" og "sekularismen" som Ibn Khaldrun (1336-1406) ogIbn Rush (1126-1198), inspireret af græsk filosofi blev forfulgt og sat i husarrest under den såkaldte "gyldne tid" i det muslimske imperium. Begge lærde kunne studere græsk filosofi og skrive deres lærde værker, ikke i centrum af det muslimske imperium, ikke i Bagdad og Kairo, men i yderområdet Spanien, som på den tid nød økonomisk og kulturel rigdom.

Nu for tiden tør muslimske lærde ikke kritisere ufornuftige arkaiske passager i Koranen og Hadith. De risikerer livet eller forfølgelse. Den ægyptiske teolog Nasser Hamed Abu Zeid er et sådant eksempel.

Overhoveder for de religiøse etablissementer, der i overvejende grad var og er fundamentalister har opnået fuld magt og har været de arabiske-muslimske lederes tro fæller.

Religiøse etablissementer, der ledes af religiøse ministerier ved navn Wazarat Al Awqaf, eller skoler som Al Azhar i Kairo/Ægypten har altid spillet et "vigtig" rolle i cementeringen af de politiske totalitære regimers styre. Gennem deres "ljtihad" (fortolkningsbestræbelser) og fatwas har de forsøgt at retfærdiggøre/legimitisere herskernes handlinger når og hvor som helst det tjener begges interesser. De har også spillet en vigtig rolle i hjernevasken af masserne og således har de hjulpet med til at underlægge dem herskerens vilje.,

"Underkastelse" spiller en vital rolle i underlæggelsen af masserne især de illitterære blandt dem, som udgør flertallet i den muslimske verden. Ordet Islam betyder i grundbetydingen "underkastelse." I tilgift skal, ifølge Koranen og Hadith, muslimerne underlægge sig "Walee al'Amr" (herskerens) vilje og de ældre mænds vilje i familien.

Muslimer holdes fast gennem troslæren: "Det er Allahs vilje. Belønningen vil ske i Paradiset." Islam opfordrer muslimer til at overgive deres vilje til Walle Al'Amr. Det er "haram" (syndigt) at nægte at følge herskerens vilje. Derved lærer muslimerne at hykle, og blive bange for det altruistiske lederskab.

Yderligere fornægter islam, herunder Koranen og Hadith, selve ideen om "demokrati" og oprettelsen af politiske partier som de mener er hedenske påfund der kun splitter den muslimske Umma (nation). Man fremhæver i islam i stedet "Shura" (rådgivning) blandt de magtfulde i samfundet.

Muslimer henvender sig til hinanden ved "akhi" (broder), men i praksis gør de alt for at få deres egne interesser sat først og tager ikke hensyn til det fælles. Involvering i samfundet er i praksis ukendt i de muslimske samfund. De med magt gør alt der skal til for at underlægge sig masserne.

Muslimske ledere stoler ikke på hinanden og tolererer ikke kritik. Enhver blandt dem mener de handler korrekt, og de som er uenige med dem bliver brændemærket som "forrædere."

I tilgift har de arabiske stater altid givet næring til interne som eksterne hændelser for at aflede opmærksomheden på fiaskoen hos deres egne til at indføre reformer, give nødvendig udvikling og fremsætte løsninger. Den Palæstinensiske/Israelske konflikt er et hovedeksempel på dette.

Derfor har de arabiske og muslimske stater altid været plaget af interne splittelser, konflikter og svagheder.

Det muslimske imperium, og senere flertallet af uafhængige muslimske stater i løbet af det 20. århundrede har været, og er stadig behersket af udemokratiske despotiske regimer. De er enten absolutte monarkier som i Saudiarabien, Jordan, Emiraterne, Qatar, Bahrain, Oman og Marokko, eller halvmilitære styrer som i Ægypten, Algeriet, Tunis, Syrien, Yeman, Sudan og Saddams Irak. Pakistan, Bangladesh, Tyrkiet og Indonesien er blevet hersket af militæret fra tid til anden.

Arabiske og muslimske samfund plages også af bedrag og en tankegang gennemsyret af ønsketænkning. De arabiske og muslimske medier er stopfuld af hjernevaskende propaganda og konspirationsteorier der fremstiller islam som den bedste religion og det bedste socio-økonomiske system til alle tider og beskylder den udtalte elendighed i den muslimske verden som værende på grund af Vestens overherredømme.

Ali Gom'a, stormuftien i Ægypten, påstår at islam er den bedste religion på jorden. "De som ikke kan lide den gør det fordi de ikke forstår den."

Islam-apologeter som f.eks. Navid Kermani, en iransk-tysker påstår at "kun meget få mennesker forstår Sharia." Med andre ord alle de afskyvækkende passager i Koranen og Hadith der tilskynder til had, vold og diskrimination mod kvinder er altså blot en "misforståelse."

Mens muslimerne forkaster "renter", som kræves og betales til banker, og siger det er "riba" (åger) betaler de selv i virkeligheden renter men kalder det "murabaha" (delt fortjeneste). De praler også med, at islam har "befriet" kvinder, men i såvel teori som i praksis diskrimineres de på alle felter og nedværdiges. Undersøg det her på “Is Islam a Violent Faith?” og “Women in Hadith.”

Muslimske gejstlige praler også med, at Koranen er den "bedste videnskabsbog til alle tider." Zaghul Al Najjar, en muslimsk teolog, der ugentligt udgiver artikler i den ægyptiske Al Ahram fremholder, at Koranen er den vigtigste videnskabelige bog til alle tider. Blot fordi Koranen benytter orden "tharra" (atom), da påstår han at muslimernes hellige bog er "mor" til alle" videnskabelige bøger.

Ligeledes fremstiller muslimske propagandister et til kvalmende vidunderbillede af den såkaldte "gyldne tid i islam" som aldrig har været der. Lærde som Ibn Khaldun og Ibn Rush havde deres storhedstid i Spanien og ikke i Riyadh, Bagdad og Kairo.

Der er ingen tvivl om at religion bliver en del af dens tilhængeres kultur. Mens protestantismen, ifølge Max Weber, fremmede den industrielle revolution, har islam hæmmet al økonomisk og social udvikling blandt muslimer, og det uanset hvor de har boet.

Under overskriften "Kultur og Økonomisk Succes," i det tyske månedsmagasin Mercure, undrer Siegfried Kohlhammer sig over slægtskabet mellem kultur og økonomisk fremgang.

Kohlhammer definerer "kultur" som summen af religiøse normer og troslærer, traditionelle vaner der helt eller ubevidst bestemmer vor tankegang og opførsel som folk. Kultur som vi antager og lærer gennem vor sociale forhold har indflydelse på vor "Weltanschauung" og opfattelsen af det intellektuelle, menneskelige og materielle miljø omkring os.

Dette gælder også muslimerne, hvor de udgør flertallet, eller bor som minoriteter i udviklede lande.

Kohlhammer tilegner en stor del af sin artikel på at forklare hvorfor muslimerne er mindre økonomisk succesrige som flertal betragtet og dårligere integreret som indvandrede. Han mener, at visse religiøse og kulturelle normer hindrer muslimerne i at opnå økonomisk succes.

Kohlhammer gør opmærksom på, at muslimer som regel er yderst beskyttende overfor deres familier, i særlig grad de kvindelige medlemmer. De er også patriarkalske. Som andre kulturgrupper, tillader de ikke at deres kvinder arbejder udenfor hjemmet og ønsker en karriere. Forholdet mellem indvandrende muslimer og ikke muslimske samfund er domineret af mistænksomhed og mistro.

Som hovedregel anfører muslimer deres materielle fiasko til "Allahs vilje." De tror at livet på jorden er besværligt, og at det ikke er værd at være økonomisk foretagsom. Nogle af dem er helt overbevist om, at de er de eneste der vil få adgang til Paradiset. "Ambitioner" er det samme som "grådighed" i den arabisk muslimske kultur. Denne holdning og tilbageholdenhed i økonomiske tiltag er blevet en del at den arabiske arbejdsetik og økonomiske kultur.

For at kunne overleve i et undertykkende økonomisk miljø udvikler arabere og muslimer "kreative" metoder i bedrag mod staten og deres medborgere. Snydehandler og bestikkelse er en væsentlig del af dagens transaktioner. Butiksindehavere vil sværge ved Allah at "prisen" er indkøbsprisen. Når kunden derpå vi gå ud af butikken kalder de dem tilbage og sælger til den pris som kunden tilbyder, det vil sige "at indkøbsprisen" selvfølgelig ikke er korrekt. Denne form for transaktion kaldes "Shatara" (at være smart) og dominerer handelen i arabiske og muslimske lande og er ikke en fornuftig ærlig handel. Flertallet af arabere og muslimske immigranter udnytter Europas velfærdssystemer som en slags Shatara.

I den arabiske verden er regimer ikke rigtig interesseret i økonomisk udvikling til gavn for hele befolkningen gennem et moderne frit økonomisk marked. Det lille antal succesrige arabiske forretningsmænd er ikke en integreret del af regimet. De er som oftest partnere i regimet.

Økonomisk undertrykkelse opretholdes som et værktøj til politisk undertrykkelse. Basis forbrugsvarer som brød, sukker, te, osv. får støtte af staten i et forsøg på at købe sig troskab hos befolkningen og som et kontrolværktøj. Et moderne frit, ikke reguleret marked kunne måske skabe fremskridt og velstand. Dette ville til gengæld give magt til folket, yderligere krav om uafhængighed og tilskynde folket til at kræve demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

I de fleste arabisk muslimske lande er sikre lukrative jobs hovedsageligt kun opnåelige i regeringsdepartementer og statsdrevne institutioner. Eliten og middelklassen er i overvejende grad beskæftiget i statsapparatet. Den private sektor tilbyder kun sjældent gode jobs. En befolkningstilvækst på 2-3% om året gør det yderst besværligt for såvel staten som den private sektor at skaffe jobs nok. De fleste muslimske stater er på fallittens rand og den private sektor er nærmest lammet. Nepotisme og korruption benyttes som middel til at "støtte" mellemindkomster og udsætte en truende inflation.

Modtagerne af bestikkelse er regeringsembedsmænd, politiet, dommerne og endda universitetsprofessorer. Resten af befolkningen lever under svære forhold. Dette korrupte miljø er kvælende for den menneskelige foretagsomhed og kreativitet. Den fremmer en "kultur" der giver næring til konspirationsteorier og rygter, "det er de andre der er skyld i elendigheden, især Vesten." Alligevel gentager islamisterne og nationalisterne så det er til at kaste op over "Vi er den bedste Umma (nation) på jorden, det er Vesten der hæmmer vor udvikling."

Der savnes økonomisk planlægning. Arabiske og muslimske statsledere og krigsherrer holder deres befolkning travlt beskæftiget med afskyvækkende konflikter - smurt af de samme ledere og herrer - Irak, Palæstina, Libanon, Libyen, Afghanistan og her fornylig i Somalia.

De politiske samtaler hos arabiske regimer er krigeriske og udfordrende. For eksempel, efter Saddam Hussein var henrettet i Irak, meddelte den libyske diktator Al Gaddaffi at der skulle rejses en statue af Saddam i hver libysk by.

De fleste arabere er "eksperter" i politiske og økonomiske analyser, det er deres favorit tidsfordriv samtaler. Kritik af det lokale politiske lederskab og demonstrationer dysses ned og udøverne straffes med fængsel og tortur. På den anden side bliver selv den mindste demonstration af internationale menneskerettigheds organisationer mod Guantanamo omtalt på hver eneste arabisk statskontrolleret TV-station.

Som minoritet har muslimerne ikke været så succesrige som andre etniske og religiøse minoriteter og det gælder både i udviklede som underudviklede lande. Minoriteter som jøder, tyskere, japanere, koreanere, kinesre, indere, sikher og armeniere er de mest succesrige mennesker i Nord- og Sydaemrika, i Afrika og Asien, men det gælder ikke muslimerne.

Jøden, muslimernes ærkefjende udgør i USA kun 1% af den amerikanske befolkning, men har en leve og uddannelsesstandard der er 80% højere end deres amerikanske medborgere. 15% af alle Nobelprisvindere har været jøder.

De kinesiske samfund, for eksempel i Indonesion (et land med muslimsk flertal), i Thailand og Amerika er de økonomisk mest succesrige. Det samme gælder japanerne, inderne og de koreanske minoriteter. I Uganda og Kenya bidrager den indiske minoritet med 35% af bruttonationalproduktet.

De muslimske arabere og muslimer, som hovedregel, i Amerika og Europa er ikke særlig succesrige. I Storbritannien er 61% af bangladesherne og pakistanske indvandrere uden arbejde. 48% af pakistanerne og 60% af bangladesherne har en lavere uddannelse. På den anden side er indkomsten hos inderne i UK højere end gennemsnitsbriten.

I Sverige, hvor beskæftigelsesprocenten blandt den oprindelige befolkning er ca. 74 er der kun 42% blandt tyrkere, 31% blandt libanesere, 21% blandt irakere og 12% blandt somaliere.

I modsætning, ifølge en frisk undersøgelse udført af et hold af undersøgere ved det Amerikanske Universitet i Beirut/Libanon er de arabiske kristne, som minoritet i muslimske og ikke muslimske samfund, langt mere økonomisk succesrige end deres muslimske modparter.

Den muslimske kultur belastet med en middelalderlig undertrykkende religion ved navn islam har aldrig gennemgået en moderniseringsproces. Medmindre det sker vil islam vedblive med at hæmme fremskridtet i de muslimske samfund.

Derfor er politiske og religiøse reformer yderst nødvendige i den arabiske og muslimske verden og den oplyste verden skal intensivere sit pres på de arabisk/muslimske regimer for at indføre reformer. Kun derved kan krigen mod ekstremisme og forarmelse vindes.

Politiske og religiøse reformer er løsningen på udvikling og fred i den muslimske verden. Jeg plejer ikke at være psssimist, men nu for tiden, er jeg det dog.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Sami Alrabaa, an ex-Muslim, is a professor of Sociology and an Arab-Muslim culture specialist. He has taught atKuwaitUniversity, KingSaudUniversity, and MichiganStateUniversity. He also writes for the Jerusalem Post.