Skovene dør - så spar på printet

Skriv ikke denne artikel ud

På grund af de fortsatte og stadig værre problemer med afskovning vil jeg bede mine læsere om at ikke at printe indholdet af denne artikel , eller nogen af de andre artikler jeg har skrevet, ud på papir, som derved går til spilde. Hvis du absolut vil dele mine holdninger og ynkelige aforismer vil jeg blot bede dig om at emaile dem til dine venner og slægtninge. Den trofaste læser Kim B. har sendt mig et foto, der viser hvor alvorligt problemet er blevet.

Spøg til side. Der er to slags mennesker i verden: De som ser på dette foto og ikke opfatter nogen fare for træet og så de der ved at i det virkelige liv, da vil et træ der udsættes for så meget hundeurin snart dø.

Når det drejer sig om første kategori, så hør hvad Etta B. fra Baltimor spurgte om i The Straight Dope, "skader hundes urin hække (buske og træer?" Svaret var selvfølgelig: "Det er ikke hundene der bekymrer mig Etta, det deres idiotiske ejere. Det er svært at forestille sig at du er kommet så langt i livet uden at bemærke at hundeurin kan være årsag til at græs, urter og andet planteliv bliver brunt og visner."

På lignende måde er der idioter der går gennem livet fuldstændig og aldeles udvidende om slagterierne, som foretages af muslimer.

Tag nu for eksempel en kommentar fra læseren Karan (Hyderabad, Indien) som svar på en af mine mest læste artikler Muslimsk Humor - Muslimske vittigheder: "Er du gal i kysen når du spilder vor tid med at lave alt det lort om det gode forhold mellem hindu og muslimer i Indien eller er i bare jaloux?"

Jeg svarede: "Karan, hvem prøver du at narre? Tror du at vi engelsktalende ikke læser aviser? Har vi ikke været vidner til massemyrderierne i Mumbai, Delhi, angrebene på Ram Templet i Ayodha, Kashmir og så videre, ja i hundredvis ja tusindvis af hændelser med sekterisk vold mellem muslimer og hinduer?

Hvordan kan du, med en uddannelse, ignorere den splittelse muslimer forårsagede i 1948, hvor Indien blev flået i stykker i to adskilte lande?

Gode forhold mellem hinduer muslimer i Indien? Det er da morsommere end mine muslimske vittigheder."

artikel fra plancksconstant.org

Tvungen godgørenhed smadrer den positive ånd

Tvungen barmhjertighed ødelægger menneskets ånd

Joseph Rosenberger

Efter at Repræsentanternes Hus vedtog Senatets sundhedslov (uden ændringer fordi de ikke kunne skabe eller få deres egen lov vedtaget), da udtalte Husets Speaker Nancy Pelosi, at bestræbelsen var en afspejling af amerikanernes deklaration til Forfatningen om "liv, frihed og retten til at søge lykken."

Intet kunne være længere væk fra sandheden. Et samfund der tvinger hvert individ til at sørge for naboens personlig lykke, der kun kan komme ved at man sælger sin arbejdskraft eller sin private ejendom, og derpå overdrager disse udkommer gennem konfiskatoriske skatter, er et samfund med meget mindre individuel frihed og virkelyst.

Med de nuværende fiaskoer af godhed, der består af Medicare, Medicaid og Social Security vil denne sundhedsreform uden tvivl pulverisere hver knogle i os. Ødelæggelsen af vor store nation - det som Amerikas fjender ikke kunne opnå gennem krig, gør vi nu selv gennem misforstået barmhjertighed.

Vi er ikke et kollektiv. Vi er heller ikke slaver, eller hinandens tjenere. Selvom vi har mange ting til fælles, så skal vi holde os langt borte fra det som al ægte godhed og barmhjertighed stammer: Enkeltindividet.

Vi er en nation af enkeltindivider, ikke kun som et princip, men også i praksis. Det som gør et individ ægte er den plads og de grænser der omgiver hver enkelt - grænser der sikrer ethvert individs friheder og lykke. Uden sådanne meget stærke, ukrænkelige grænser er friheden til at nyde livet, friheden og søge efter lykken helt umulig.

Når et individ går ind i sig selv, og frivilligt giver noget af værdi, såsom arbejdskraft som medhjælper eller plejer, eller køber medicin til en syg nabo, da giver yderen af sit inderste jeg, hvilket er frihed, og ved en sådan handling opnåes ægte lykke -- og det skaber, uden tvivl også lykke hos modtageren.

På den anden side, når et individ -- uden at være motiveret overhovedet, det være sig ved medlidenhed eller misundelse -- tvinger et andet individ til at tage noget af værdi og give det for at lindre en andens ulykkelige situation, for ellers bliver individet straffet, da begår den som udøver tvangen et ran. Det er en forbrydelse.

Lovbestemt venlighed er et tyveri af liv og frihed, og det formindsker evnen til at søge lykken. Ved at stjæle fra sin nabo ved tvang, ved at lade sin valgte repræsentant gøre det på sine vegne, er ikke kun kujonagtigt, det er ondt. Tvungen barmhjertighed lærer os at det er OK at nedtrampe enkeltindividets grænse. Det lærer os at gå på jagt på vor nabos ejendom, og at gå ind for at stjæle.

Ydermere giver det oldgamle visdomsord en påmindelse om, "Dovenskabs brød er en forbandelse." Intet smadrer livsånden vedvarende, end ved at leve af andres barmhjertighed.

Det bliver værre endnu. De utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser er rundt om os.
Ved at have betalt sine 'velgørenhedsskatter' så er det menneskets natur at vedtage samfundets normer og sige, "Nu har jeg været flink nok. I kan rende mig..." Er du uenig? Så se på de godgørende bidrag blandt venstreorienterede, socialisterne og de progressive, og sammenlign det med de borgerliges, ved at regne det ud som en procentdel af indkomsten.

Betragt engang hvad 'velfærdslidenskaben' har gjort ved familieinstitutionen og især faderrollen. Af vor vildførte lidenskab har vi gjort det økonomisk irrationelt for fattige kvinder at gifte sig, da den offentlige ydelse er en langt mere pålidelig ægtemand, og det uanset at det fordømmer kvinden til at være i stadig afhængighed og fattigdom. Vore fængsler er fyldt op med mænd der ingen fædre havde til at lære dem, hvordan de kunne kanalisere deres energi til civiliserede formål. Jovist, nogle mødre klarer sig rigtig godt og skal hyldes derfor, men det store flertal gør ikke.

Endnu en vildført lidenskab er rettet mod kvinder der nægter at handle med ansvarlighed og praktisere sikker sex. Vi overbeviser hende om at det spæde liv hun bærer på ikke er, hvad det er - et liv. Fa du bare få en abort og vær fri; hvis det er det du bare vil. Vær blot ligeglad med at liv, frihed og søgen efter lykke forudsætter at man har et liv som første betingelse. (Tror vi ærligt talt at nogen der er i stand til at retfærdiggøre mord på et uskyldigt levedygtigt menneskeligt liv, der ikke udgør en fare for moderen, andet end at det er ubelejligt, også skulle være i stand til at lede et retfærdigt samfund? Hvis de går ind for det, så vil de gå ind for hvad som helst der passer dem.)

Vor Forfatning fortæller os at vi alle skal bidrage til -- at skatterne er der, som betaling for vor civilisation. De skal tilegnes, til f.eks. vort forsvar, en fælles valuta, og til fremme af handel mellem staterne. Det som alle skatter skal have til fælles er forpligtelsen til at beskytte og udvikle markeder, hvor individer kan befinde sig for at de kan udveksle ting af værdi og derved tjene penge og skaffe kapital til endnu flere gode ting. Vore Vise Grundlæggende Fædre tilføjede Bill og Rights for at beskytte privat ejendom i alle dens former.

Sundhedsloven er endnu en pæl direkte i Amerikas hjerte. Det er tyveri af vor individuelle frihed, en ondsindet skattebyrde på vort markedplads, og en ødelægger af menneskets Ånd.

Efterskrift: De vise fra gamle dage lærte os den højeste, ypperste form for barmhjertighed netop er at give nogen et arbejde eller hjælpe ham til at komme igang med en forretning. At få en forretning til at vokse og virke er en langt større barmhjertighedsgerning, end at give hjælp til den fattige. Det er langt mere værdifuldt fordi det giver kraft til individet til at skabe noget der kan ydes tilbage til samfundet, og derved ikke blot modtage noget og forbruge det. For at indvider kan skabe jobs, så skal de holde på deres velstand, i alle dets former, være sikre indenfor individets grænse, sikre og fri fra en godgørende, lidenskabelig, paternalistisk regering.

Løsningen, eller måske snarere, kompasset der kan føre hen mod en god løsning er at gøre såvel frivillig godgørenhed og personligt ansvar hos individerne noget helt igennem uimodståeligt. Hvis vi ønsker klinikker til de i nød, så giv generøse bidrag til dem ved at gøre det muligt at trække fra i skat med op til 25% af vor indkomst. Sådanne fonde skal kun gives til registrerede klinikker med omsorg som hovedbeskæftigelse. Lad alle professionelle i sundhedssektoren være immune for skadelige sagsanlæg, medmindre en objektiv jury med professionel kompetence bedømmer dem som at have fejlet bevist.

Lad sundhedsopsparingskonti være urørlige; beskyt dem fra al beskatning. Vi kan udføre dette vidunderlige uden at stjæle eller ødelægge friheden.

Jøder og succes, hvorfor mon?

Hvad gør jøderne så succesrige?

Læseren Kim Bruce spørger som svar på min artikel Den Japanske Spillemand på en Tagryg (kan læses her), hvad det er, der gør at jøderne er så flittige, kloge, pengepugende og fyldt med succes i sammenligning med andre religiøse grupper?

Man kunne godt argumentere for at det er fordi jøderne er blevet spredt over hele verden og således kom de i kontakt med mange kulturer, og var således i stand til at tage de bedste ideer fra hver nation og benytte dem til egen fordel.

Men den Afrikanske Diaspora spredte hundrede millioner af sorte afrikanere over hele Asien, Mellemøsten, Europa og Den Vestlige Halvkugle, og trods det at de blev spredt og fik kontakt med mange kulturer er sorte afrikanere som gruppe betragtet en sørgelig fiasko. For eksempel har kun en sort afrikaner modtaget en Nobel Pris i økonomi og ikke en har modtaget en Nobel Pris i fysik, kemi eller medicin (se denne artikel), mens flere end 159 jøder har vundet Nobel Priser udover fred og litteratur.

Læseren ville kunne indvende at sorte afrikanere kom fra mange forskellige kulturer før de blev spredt og derfor er de ikke en homogen gruppe der kan arbejde sammen og hjælpe hinanden.

Det samme kan dog siges om jøderne fra Ætiopien, Spanien, Tyskland, Persien, Frankrig, Marokko, Kina, Japan og hundredevis af andre lande og kulturer.

Ah ha, måske er det deres religion? Sorte afrikanere har mange religioner og er således ikke forenede som jøderne. Men der er milliarder af kristne i verden, og trods deres fælles tro, har de ikke opnået samme succes som jøderne.

Der er rigtig mange gange flere katolikker i Polen end jøder, dog er halvdelen af alle polske Nobel Prismodtagere: Jøder. Så måske er det ikke den fælles religion - judaismen - som sådan der giver jøderne succes. Men det forklarer ikke den bemærkelsesværdige indflydelse og magt hos jøder i film, skuespil, finans, som ejendomsbesiddere, bankvæsen, mode og andre virksomheder i Amerika, hvor flertallet af jøder er verdslige.

Så er det måske at jøderne har overlevet konstant forfølgelse og udholdt lidelser der gør dem så formidable. Lad os derfor se på armenierne der er blevet spredt over hele Amerika, Afrika, Europa, Asien og Mellemøsten siden 1375, og på lignende vis har lidt under udstødelse, diskrimination, og endog et folkemord fra tyrkernes side.

Der er ingen tvivl om at armenierne er meget succesrige og har sat deres præg på finansverdenen, videnskaben og på mange andre områder. Kirk Kerkorian, Garry Kasparov, Kevork Hovnanian, William Saroyan og mange andre, selvom om de har udrettet mange store ting, er stadig som dværge når man sammenligner med antallet af jøder der har opnået lignende. Det bør bemærkes at Kasparov, måske historiens største skakspille, havde en jødisk far, hvilket vel ikke er så bemærkelsesværdigt da mere end halvdelen af de største skakspillere i det sidste hundrede år var jøder.

Svaret er altså lidt komplekst: Jøderne hjælper hinanden, stoler på hinanden, de blev tvunget til at blive handelsfolk og købmænd, de havde et fælles sprog, skabte samfund med gensidige hjælpesamfund, opmuntrede deres børn til at søge en uddannelse. Faktisk havde de kristne kongelige og højtstående i regeringerne jødiske læger som behandlede dem, selvom jøderne som et hele led ganske forfærdeligt i de tider.

Da Spanien havde brug for at få en aftale med Portugal eller Portugal med Italien eller Italien med Storbritannien da anvendte disse lande jøder. Hvor de fleste andre nationaliteter havde mistro til hinanden da omgikkes jøderne fra Middelhavsområdet og de fjerntliggende provinser i Det Osmanniske Imperium med hinanden som var de landsmænd.

Da de ved lovgivning var udelukket fra de fleste professioner af de lokale herskere, kirken og laugene, blev mange jøder tvunget til at beskæftige sig med 'rædselsvækkende' beskæftigelser, såsom rentefortjenester (åger), pantelånervirksomhed og pengeudlåning, samt være skatteopkrævere.

Da jøderne ikke havde problemer med at handle med hinanden, blev mange købmænd, fabrikanter, og internationale bankfolk. Kommunikation fra Spanien til Marokko blev hjulpet på vej ved at man talte 'Judezmo' et sprog i den romanske sproggruppe blandt jøderne i Sydeuropa og Nordafrika.

Jødiske købmænd i Polen, Tyskland, Østeuropa, Litauen, Letland, dele af Rusland og Ukraine talte Yiddisch med hinanden.

Da jeg ankom til Israel i 1965 boede jeg hos slægtninge, som jeg var i familie langt ude. Jeg havde aldrig mødt dem eller bare hørt om dem. Skønt jeg var fuldstændig fremmed for dem fik jeg et værelse at sove i og de hjalp mig med at blive meldt ind på Hebrew Univeristy. Forestil dig en fransk kristen fætter i 12. led, der kommer ind i en by og får hjælp af italienske slægtninge langt ude i stamtræet. Er det sandsynligt?

Efter nogle uger mødte jeg en persisk ung jødisk mand, (havde aldrig set ham før) der inviterede mig hjem til sig for en kop te og jeg boede hos ham i to år.

I 1967, fik jeg mulighed for at studere i Paris. En meget, meget langt ude slægtning, hjalp mig med at finde et sted at bo og melde mig ind i klasserne.

Jeg kan rejse overalt i verden og finde sammen med en jødisk slægtning eller en ven til en slægtning og bosætte mig, hvis det var det jeg ville, med hjælp af mine jødiske venner.

Mange immigranter der efterligner sådanne vaner med at hjælpe hinanden har også ofte succes i Amerika. I New York kan man se koreanere hjælpe andre koreanere med at åbne delikatsseforretninger, kinesere hjælper kinesere med at åbne juvelerbutikker eller restauranter og så videre.

Det man meget sjældent ser er sorte der hjælper andre sort. Når en sort entertainer, forretningsmand, sportstjerne tjener en formue - puf så er han væk. Der flyder intet tilbage til deres samfund - hver mand har nok i sig selv.

Eller kvinde har nok i sig selv. Hvad gør Oprah egentlig for ungdommen i byerne? Intet. I stedet bruger hun sine penge på ikke-amerikanske sorte, se Oprah burde hjælpe US sorte.

Nå, men jeg er ved at komme bort fra emnet.

Sidste år var jeg på jagt efter en person der kunne foretage noget trykkearbejde for min telecomforretning. Han bragte mig til en jødisk restaurant og før måltiden var over havde han introduceret mig til et lille dusin jøder der kunne klare mit forretningsforehavende.

Det er det der gør jøder så succesfyldte. De er ikke bange for at dele med en kunde, at netværke, at hjælpe en anden jøde.

En Harvard mand vil helt sikkert hjælpe en anden Harvard mand, under forudsætning af at de er i samme sociale klasse. Blandt jøderne, kan en millionær spise af den samme skål som en fattig og alligevel kan de lave forretning sammen.

Det var det der gjorde, at Hollywood blev til Hollywood, det er det som gjorde Broadway til Broadway.

Note

Jinfo.org, Jøder i Skak.

I sin bog fra 1978, Opgørelse af Skakspillere, Førhen og Nu laver professor Arpad Elo en opgøresle af cirka 476 turneringsspillere fra det 19.århundrede og frem. Af de 52 højest placerede spillere var cirka halvdelen jøder, eller af jødisk afstamning. Lignende resultater ses i en 1951 opgørelse over de 55 største skakspillere igennem tiderne af professor Andrean de Groot i forskningsresultatet Thought and Choice in Chess og i 1989 opgørelsen af de 64 stærkeste spillere nogensinde opgjort i undersøgelsen Warriors of the Mind:A Quest for the Supreme Genius of the Chess Board, af stormesteren Raymond Keene and Professor Nathan Divinsky.

I 1998, gav Bobby Fischer sig tid til, fra sine anti-semitiske tirader, af informere Chess Life om hans vurdering af de fem stærkeste spillere om verdensmesterskabet igennem alle tider. Af de 5, var tre (hermed også Bobby Fischer selv) jøder og en var halv-jøde.Den ungarnsk-jødiske stormester Judit Polgar kan nemt udpeges som den stærkeste kvindelige skakspiller nogensinde.

Artikel fra plancksconstant.org

Alice's Eventyrland - der er vi!

Vi befinder os i Alice's Eventyrland

Mark Hyman

"Men jeg bryder mig ikke om at være sammen med gale mennesker," sagde Alice.

"Åh, det kan du ikke undgå," sagde katten.: "her er vi tossede allesammen. Jeg er tosset.

Du er tosset."

"Hvordan ved du jeg er tosset?"

"Det må du være," sagde katten, "ellers var du ikke kommet her."

(Alice i Eventyrland - Lewis Carroll)

Det ser ud til at Amerika er blevet det sindssyge land som Alice tumlede ned i gennem kaninhullet. Der er så meget i det amerikanske samfund der ikke længere giver nogen mening. Op - er ned, sort- er hvidt, rigtigt- er forkert. Vi har været vidner til indførelsen af programmer, politik og domsafsigelser i de sidste årtier der har været modsat sund fornuft og logik. Desværre ser det ud til, at der ikke er noget lys for enden af tunnelen af dette sindssygens mørke.

Overvej at FDR's New Deal skabte en regering med en umættelig appetit efter flere penge, flere ansatte i regeringen og mere bureaukrati, der forbruger på en måde, der er det rene spild. Lyndon Johnsons Great Society programmer intensiverede arbejdsløsheden og skabte generationer der blev afhængige af håndsrækninger fra regeringen. Juristerne blev aktivister der så stort på Forfatningen og fremsatte love fra bænken.

Der eksisterer i Washington D.C., i dag, et politisk klima der betragter det at drive forretning som noget ondt, det at arbejde hårdt uden værdi, og at individuel frihed og fri tænkning som en plage der skal elimineres.

I løbet af tiden demonstrerer regeringens bureaukrater, politikerne, akademikerne, de større nyheds organisationer og den kulturelle elite at de bare er af trit og føling med det amerikanske folk og deres værdier.

Overvej følgende sammenstillinger.

Et land, hvis nationalkarakter er fremkommet gennem den helt store smeltedigel bliver til stadighed omdefineret af enkeltindivider der fremmer racemæssige, etniske, religiøse og kønsforskellene.

Valgte embedsmænd der bogstaveligt talt sværger Eden om at støtte og forsvare Forfatningen bryder undertiden den selvsamme ed.

Militærpersonel, mænd som kvinder, der kæmper mod en beslutsom fjende i Irak og Afghanistan bliver undermineret af deres chefer der meddeler at militærets første prioritet og strategi, ikke er at vinde disse krige, men i stedet at komme frem til forskelligartethed blandt officererne..

Se, det er et ægte Tea Party!

The Internal Revenue Service -- betroet Treasury Secretary (Skatteministeriet) ligner noget luskeri -- implementerer en skattepolitik skrevet af House Ways and Means (skattekommission) som også er skattesnyder (Charles Rangel)

Amerikanske virksomheder har mistet millioner af arbejdspladser på grund af en vanvittig økonomisk politik, mens milliarder at skatteyderdollars er brugt på at subsidiere "grønne jobs" der ikke fører noget som helst med sig andet end et oppustet regeringsbureaukrati.

Washington D.C magtens børsknækkere behandler håndsrækningen til AIG (kæmpe forsikringsforetagende - Too Big to Fall) som en sag af national sikkerhed ved at skjule detaljerne på samme tid som CIA's antiterror politik bliver vidt og bredt offentliggjort, som om det var del af en national reklamekampagne.

Der bruges hundredvis af milliarder af dollars på at løbe udenlandsk olie, men oliefelterne hjemme ligger inaktive hen.

I Kongressen er udtrykket "nedskæring" ikke en nedgang i forbruget, men i stedet blot en lille reduktion i en forventet forbrugsforøgelse, der ligger et godt stykke over inflationsraten.

Ansatte i regeringen er blandt de bedst kompenserede i Amerika skønt den offentlige sektor er den mest dysfunktionelle og ineffektive del af vor økonomi.

Præsidenten udnævner som nations "Skolernes Sikkerheds Zar" en livslang aktivist der går ind for seksuel udnyttelse af børn.

Man skynder sig at støtte en Honduransk diktator uden at tage hensyn til denne nations Kongres, Højesteret og militær mens de kæmper for at bevare et frit og levende demokrati for deres folk.

Store dele af pressens budskaber hylder levevisen hos moralsk betændte individer som Ted Kennedy, Michael Jackson og George Tiller, og ignorerer de virkelige helte såsom modtageren af Æresmedaljen Robert Howard.

En national leder der så at sige intet har udrettet fik Nobels Fredsprisen fremfor fredselskende ledere på græsrodsplan og borgere -- herunder snesevis der blev slået ihjel -de der modstod totalitarismen i Iran.

Det at praktisere religion -- særlig Kristendommen -- behandles som en hadforbrydelse.

Embedsmænd der står i spidsen for Justitsministeriets Antiterror politik er de samme personer der arbejder febrilsk på at befri tilbageholdte terrorister.

Forbundsregeringen forkaster to århundredes banklov og praksis ved at undeordne de sikre kreditorers rettigheder til fordel for interesserne hos politisk forbundne usikre kreditorer.

Administrationen argumenterer for at abortmodstanderne, tilhængere af 2. Amendment, modstandere af floden af illegale indvandrere, og endog militær veteraner udgøre en hjemlig trussel, men virkelige terrorister der slagter amerikanere forkæles.

Amerikanske borgere og virksomheder giver generøst mere end en milliard dollars til hærgede hjørner på kloden såsom Sydøstasien og Caribien, og andre lande der blot yder en brøkdel vover alligevel af kritisere vore motiver.

Den kulturelle elite kanoniserer brutale mordere og politimordere såsom Stanley "Tookie" Williams, Leonard Pelletier, og Mumia Abu Jamal, mens de glemmer de uskyldige ofre de myrdede.

De bemærkelsesværdige gerninger som 2. Verdenskrig veteranerne udførte bliver nedgjort af en præsident der undskylder for at de besejrede nazismen og den japanske imperialisme.

Retssagen mod 9/11 mesterhjernen Khalid Sheik Mohammed og andre terrorister er flyttet il U.S. mens sagen om Navy Seals der angiveligt skulle have givet en terroristleder en flækket læbe måske skal afholdes i Irak.

Samfundet udnævner som menneskerettighedsledere individer der arbejder utrætteligt for at uddybe de racemæssige, politiks, etniske og religiøse skel. Partiske interesse organisationer og politiske frontgrupper får en respekt som ikke-partiske tænketanke retteligt burde have.

Den nationale presse ignorerer i bogstaveligste forstand mere reelle nyhedshistorier.

Hele fantasiverdenen med menneskeskabt global opvarmning bliver fremmet af uærlige videnskabsforskere der benytter forfalskede data. De jublende tilbedere af global opvarmning nægter stædigt at anerkende kendsgerningerne der underminerer deres tåbelige overbevisning.

Efter en præsident højtideligt erklærede at der ikke skulle arbejde lobbyister for ham, udnævnte han øjeblikkeligt netop lobbyister med stor indflydelse til stillinger i hele hans administration. Valgte embedsmænd beskæftiger sig med at sætte en verdensrekord i regeringsforbrug, mens de samtidig hævder at det vil hjælpe landets økonomi, hvor det eneste resultat er verdensrekord i underskud.

Ud fra enhver målestok så fører U.S. i verden i forbruget af flest penge til offentlig uddannelse, og så alligevel er præstationerne på akademierne i stadig tilbagegang. Den politiske venstrefløj, synes det er forkasteligt at U.S. efterretningskontorer aflyttede telefoner mellem mistænkte terror-celler i U.S. og kendte terrorister i udlandet, men er helt tavse når embedsmænd på skolerne udspionerer mod mindre-årige børn ved at benytte webkameraerne på skolernes laptops.

Amerikanske familier får at vide at deres skatter vil stige med "ikke en øre" alligevel indeholder lovgivningen milliarder af nye skattepenge som de vil blive tvunget til at betale.

Undersøgende journalister der søger at udstille det massive bedrag på nationalt niveau behandles som var de gadekriminelle, men den kriminelle organisation de søger at afklæde betragtes som offeret.

Sørgeligt nok så kunne vi fortsætte med at komme med flere eksempler. Det er dog ikke nødvendigt. Der er tilstrækkeligt til at bevise at hjulene på Amerikas vogn alle er punkterede. Hvordan det egentlig skete er ikke så vigtigt. Det er langt vigtigere hvordan vi får nationen tilbage på sporet.

Måske dette giver en forklaring på nødvendigheden af et Tea Party. Og tilmed et Tea Party der er tosset.

Haver i Palæstina og i Israel

Palæstinensiske og israelske haver

I min artikel om Forskellen mellem Israelerne og Palæstinensere påpegede jeg, at i israelske eventyr da ender historierne altid med fred selv mellem naturlige fjender, mens det i palæstinensiske eventyr altid ender med at jøderne dør, og Israel fjernes fra landkortet.

I dag ville jeg gerne påpege forskellen mellem palæstinensiske og israelske haver. Fotoet (til højre) er af Tabor bjerget i 1912 da de osmanniske tyrkere havde ledelsen; et forladt øde, ugæstfrit sted, en ørken.

I tiden med Bibelen, og indtil de ankom var Tabor bjerget fuldstændigt dækket med vegetation.

Da tyrkerne ankom begyndte de at skove landet og lod sletterne overgræsse af deres dyr. (En lille besynderlighed:) Mellem araberen til hest og Tabor bjerget (i baggrunden) er Jezreell Dalen, hvor slaget ved Megiddo blev udkæmpet. I kristen eksatologi er denne del af dalen det sted, som man mener er bestemt til at være den sidste slagmark, mellem godt og ondt, også omtalt som Harmagedon.

Da jøderne igen fik kontrol over Israel begyndte de at plante skov igen i området. I dag er det meste af Tabor bjerget dækket med fyrretræer.

Photo Credit: Wiki

Således ser området rundt om Tabor ud nu:

Rain and sun above Jezreel Valley, Israel
Photo by: vad_levin

Mount Tabor flowers
Photo by: _Albertina_

The fertile Jezreel Valley
Photo by: Roamer61

Jezreel/Harod Valley from the Gilboa
Photo by: xnir

Jezrael Valley
Photo Credit: The Sandman

"Men vent lige et øjeblik, Bernie!," kunne nogle af mine læsere måske indvende, "det er da ikke retfærdigt at dømme de fattige arabere der ikke har fået hjælp med landet, med israelerne der har fået hjælp af filantropiske amerikanske jøder."

Nuvel, lad os se lidt på den holdning: I 2005 da Israel trak sig ud af Gazastiben efterlod de for millioner af dollars væksthuse med alt udstyr og magasiner som en gestus af god vilje fra amerikanske jøder til palæstinenserne. Disse faciliteter kunnne have givet palæstinenserne titusinder af jobs og ville kunne brødføde hele Gaza.

Hvordan behandlede Gazas palæstinensere så de mere end 3000 væksthuse?

Photos courtesy: Zionism-israel.com

Jeg er ateist, men jeg må bare beundre de jødiske bosættere der opdyrkede Gaza fordi de behandlede landet som en Guds gave.

Palæstinenserne behandler deres eget land som et sygdomsbefængt stedbarn. De er en svøbe for såvel jorden, som for menneskene.

Denne artikel er tilegnet de som tror man kan indgå fred med tåber.

Noter:

Khaleej Times, 19 Aug 2005, US Jøder køber væksthus i Gaza til palæstinenserne

Amerikanske jødiske filantroper har bidraget med 14 millioner dollars til at købe de tidligere bosætteres væksthuse i Gaza ov overdrage dem til palæstinenserne, blev det oplyst i går.

Uden disse midler ville de jødiske bosættere have ødelagt væksthusene for at de ikke skulle falde i arabernes hænder da de blev tvunget til at forlade Gaza striben, sagde New York Times.

Væksthusene giver arbejde til 3500 palæstinenser og har været et lukrativt marked for friske produkter for de jødiske bosættere, sagde Mortimer B. Zuckerman, redaktør på New York Daily News og en ejendomshandler i storklassen der i sidste uge fik en forespørgsel fra tidligere Verdensbank chef James E. Wolfensohn om at rejse penge for at redde væksthusene. Zuckerman lod et ord falde til de jødiske organisationer i USA.

Indenfor 48 timer modtog han 14 millioner dollars. Wolfensohn bidrog selv med 500000 dollars, og er den internationale udsending der overvåger Israels tilbagetrækning fra Gaza.

Han repræsenterer sponsorerne i det såkaldte vejkort for fred i Mellemøsten - USA, EU, Rusland og FN.

Tilbagetrækningen fra Gaza er den del af denne kvartets fredsplan.

MSNBC, 13 Sep 2005, Plyndringsmænd smadrer Gazas væsthuse

Palæstinenserne smadrede dusinvis af væksthusene tirsdag, og stjal vandingsredskaberne, vandpumperne og plasticdækkener i et forsøg på at forhindre bestræbelserne på at genopbygge Gaza Stribe.

Palæstinensisk politi så hjælpeløst til tirsdag da plyndringsmænd fjernede materialer fra væksthusene i adskillige bosættelser og de ledende beklagede, at de ikke havde mandskab nok til at beskytte de værdifulde ting. I visse tilfælde var der sikkerhedsfolk til stede, og i andre sluttede politiet sig til plyndringsmændene, sagde vidner.

Artikel fra plancksconstant.org

Bøder og politiet, hvorfor?

En politibetjents dag

Bob Weir

Et af sværeste jobs for enhver politibetjent er udstedelsen af bøder for trafikforseelser, selv de mindste. Det er en ting at standse nogen for at have kørt adskillige kilometer for hurtigt og minde ham om farerne ved for høj fart, samtidig med at du informerer ham om at en stor bøde vil lade ham huske det gode råd. Ideen om at standse en person på vej til og fra hans arbejde, og ramme ham med en bøde for ikke at have benyttet blinklyset eller for en ikke betalt P-bøde, det får politibetjenten til at forekomme smålig overfor en person, som vel ikke udgør en fare for samfundet. Dog skal selv mindre forseelser påtales, men det giver dog ikke de bedste relationer til offentligheden for politibetjentene.

Brandmænd har som hovedregel et meget bedre image fordi, når du ser dem så bærer de et barn ud af en brændende bygning eller står sammen med nogle lokale børn på brandbilen og lader de små pus være iført noget af deres udstyr.

Skønt begge jobs er service-orienterede mod offentligheden, og er skabt for at bevare sikkerheden for folket, da bliver de fleste kørere nervøse når de ser en politibil, men oplever absolut ikke det samme når den store røde maskine bliver set på vej mod en brand.

Hvor ofte har du ikke holdt øje med disse synlige enheder i dit bakspejl, og så ikke lynhurtigt set ned på speedometeret? Hvis du så bemærker at du har haft en lidt tung fod, så er du noget tøvende med at træde på bremsen, fordi betjenten vil lægge mærke til dit røde bremselys. Hvis du imidlertid kører derud af, og pludselig bemærker en politibil komme i din køreretning eller er parkeret ved vejsiden, da kan du få en øjeblikkelig impuls til at berøre bremsen let, hvis du nu skulle have været lidt for gavmild på speederen. Så holder du skarpt øje med de uniformeredes handlinger mens du afventer din skæbne. Vil lyset på taget begynde at blinke, og skal du køre ind til siden?

Se her er en lovovertræder sikkert uden førerbevis

Det er en situation der kan ødelægge enhver borgers gode dag. I løbet af tyve år som betjent i New York City kan jeg ikke komme i tanke om en fører der var glad for at få en bøde. Faktisk så har mange følt sig motiveret til at fortælle mig, hvad han mente om en offentlighedens tjener der åbenbart ikke havde noget andet mere fornuftigt at foretage sig, end at besvære anstændige hårdtarbejdende skatteydere når han i stedet skullle se at få støvet nogle narkohandlere op, og få låst dem inde.....

Jo, de fleste betjente ville langt hellere låse skurkene inde, end jagte førere der måske har et lys der ikke virker, men hvis det nu var det eneste de koncentrerede sig om, hvor lang tid ville der så mon gå før alle biler på vejen ville ligne stock-carbiler? Hvor sikker ville du føle dig på motorvejen, hvis de der fartgalninge ikke var bange for de her offentlighedens skildvagter med deres radar udstyr?

Det er med politiarbejdet soleklart, at ingen har brug for os, før de vitterligt har. Må Himlen forbyde det, hvis vi ikke er tilstede når behovet er der. Den person, hvis hjem blev plyndret mens han var på ferie, kan med god rette undre sig over, hvorfor tyvene ikke er blevet arresteret. "Jeg har fået fem fartbøder sidste år af Jer drenge, men da mit hus blev ryddet, så var I der ikke." kunne han med rette sige med sarkasme. Måske er det, fordi betjentene har travlt med holde øje med Jer fjolser der ikke respekterer fartgrænserne. Jeg har brugt det meste af min politikarriere på at foretage efterforskningsarbejde, men da jeg var ung betjent, brugte jeg en del tid på at jagte de slemme drenge.

En skoldhed dag i Brooklyn blev min partner og jeg opmærksom på en kvindes skrig et par boligblokke borte. Vi kom frem til åstedet, hvor en barbrystet mand med en machete gik frem mod en tydeligt bange ung kvinde, der lå på fortovet med hænderne løftet for at afværge et umiddelbart angreb. Mens min makker betjente radioen rettede jeg min pistol mod fyren, og den formodede slagter, og gav ham en advarsel.

Han blev opmærksom på mig og gik et par skridt mod min retning. Jeg vippede med våbnet og advarede ham igen, og fortalte ham at hans fremtid ikke ville være omfattet af en tredje advarsel. Efter han havde indset, at mit våben var mere formidabelt end hans, lagde han snerrende det langbladede instrument på fortovet. Som det var almindeligt i sådanne møder med potentielle drabsmænd, viste det sig at hans kæreste var ikke spor trofast, så han havde besluttet, at skille sig af med hende i bogstaveligste forstand. Han blev arresteret og hun var taknemmelig for at vi afholdt ham fra at lade hende ligge i småstykker på fortovet.

Senere samme dag standsede jeg en kører for at køre over for rødt lys. Mens jeg udskrev bøden, forklarede han, "Hvorfor laver I fyre ikke noget ægte politiarbejde i stedet for at genere folk?"

Bob Weir is a former detective sergeant in the New York City Police Department. He is the executive editor of The News Connection in Highland Village, Texas. E-mail Bob.

Livsløgnen om Israel på venstrefløjen

Europæiske politikere lever på en løgn om Israel: Interview med Fiamma Nirenstein

Den italienske politiker og forfatter taler om Østjerusalem problemet og kommer med nogle overraskende udtalelser om ligheden mellem den europæiske venstrefløj og jihadisterne.

Stefan Frank

Den italienske journalist Fiamma Nirenstein er forfatter til flere bøger om anti-semitisme, Israel og Mellemøstkonflikten, herunder Israel is Out: The New Anti-Semitism and the War against the West.

I april 2008 blev hun valgt til det Italienske Deputeret Kammer som medlem af Silvio Berlusconis PDL Parti. Hun er for tiden vicepræsident i komitteen for Udenrigsanliggender. I februar deltog hun med premiermnister Berlusconi på et tre-dages besøg i Israel.

Stefan Frank talte med Fiamma Nirenstein om de israelske byggeprojekter i Østjerusalem, anti-semitismen på venstrefløjen, Europas kritik af Israel og betydningen af Berlusconi's seneste besøg.

********

S: Jerusalem er nu for tiden i fokus for mediernes opmærksomhed. Nogle mennesker siger, at ved at have givet meddelelse om opførelsen af nye bosættelser i Østjerusalem da har Israel kastet skygger over mulighederne for fred i Mellemøsten og gjort USA vrede. Forholdet mellem de to lande siges at være i en dyb krise.

Fiamma Nirenstein: Den 10 måneders stilstand der ensidigt blev indgået af Nethanyahu i december - som Obama hilste velkommen med glæde - drejede sig om bosættelser på Vestbredden. Østjerusalem var aldrig på tale. Jerusalem er et emne som Israel og palæstinenserne kun kan forhandle om ved forhandlingsbordet. De fleste mennesker er ikke klar over den kendsgerning at det som man plejer at omtale som Østjerusalem blev behersket af Jordan fra 1948 -1967. Før den tid, havde byen et jødisk flertal igennem åprhundrederne.

I tidligere forhandlinger, såsom dem mellem Arafat og Barak i 2000, eller mellem Olmert og Abu Mazen i 29007, mente selv palæstinenserne at mange af de nabolag der blev kaldt "bosættelser" i aviser, som Rama Shlomo, muligvis kunne blive tildelt den jødiske del af byen i en endelig aftale. Dette er fordi de fleste bebyggelser er blevet opført, enten i forladte områder eller i områder der allerede var beboet af jøder, der ikke kunne, bo der under jordansk styre, et styre der truede dem på livet.

Kort sagt, beslutningen om at opføre 1600 boliger er taget for lang tid siden. Amerikanerne er blevet knotne over det dårlige tidspunkt for meddelelsen, under Bidens besøg, for at sætte skub i fredsprocessen i den retning Obama ønsker det.

S: Du skriver en masse om venstreorienteret anti-semitisme. Hvornår og hvordan fik du øje på dens eksistens?

Fiamma Nirenstein: Denne opdagelse gjorde jeg såvel i terori som i praksis. I 1967, som unge pige, var jeg kommunist, som så mange andre på min alder dengang. Mine forældre sendte mig til en kibbutz i det nordlige Israel ved navn Neot Mordechai. Det var en venstreorienteret kibbutz, hvor man hver uge tilegnede en arbejdsdag til Vietcong.

Under Seks Dages krigen, der brød ud da jeg var der, passede jeg på børnene og sørgede for de kom i skjul.

Da jeg kom hjem til Italien efter krigen, mente jeg at mine venstreorienterede venner burde være stolte over mig. Men reaktionerne jeg fik var ikke sympatiske og venlige, men frygteligt anti-Israel. Til at begynde med kunne jeg ikke forstå det. Men pludseligt måtte jeg indse at det drejede sig om jøderne. Der var en fordom om at jøderne stod bag kapitalismen og imperialismen og var imod de fattige i Den tredje Verden - en kategori der omfattede diktaturer som Syrien og Ægypten, der var allierede med Sovjetunionen. Langsomt begyndte jeg at fatte de stærke følelser der lå bag disse reaktioner: Jøderne blev betragtet som noget negativt, noget dårligt, og Israel blev betragtet som Den Kollektive Jøde, der hungrede efter magten.

S: Lad os dvæle lidt mere ved dine erfaringer fra 1967. Mener du at anti-semitismen i lande i Vesten allerede havde været der, dog i en slumrende tilstand, og så pludseligt var der en anledning til at den kunne bryde ud i lys lue? Eller var året 1967, et psykologisk vendepunkt, fordi så mange mennesker blev forvirrede i alvorlig grad da de opdagede at jøderne ikke per definition var ofrene, men at de var i stand til at forsvare sig og ikke bange for at gøre det?

Fiamma Nirenstein: Helt sikkert, du har fat i det rigtige. Folk så at jøderne holdt op med at være jøder, som de godt kunne lide de var: Den fattige jøde der boede i et samfund som en foragtet minoritet, der blot holdt sig for sig selv i deres hjem eller i deres synagoger for at bede, og som skulle have lov af hedningene til at gøre noget som helst. Folk opdagede at jøderne var stærke nok til at forsvare sig mod angreb fra Ægypten, Syrien og Jordan, og det endog lykkedes dem at erobre terrotorium i en krig der ellers var bestemt til at afgøre deres skæbne.

Den usandsynlige udvikling af begivenhederne gør dem totalt rundtossede. Alt var vendt på hovedet. Uheldigvis, er der stadig mange jøder der gerne vil udstille sig selv som får der bringes til slagtning. De er i gang med at sælge ud af billedet med et stærkt Israel, og gør sig selv så små som muligt.

S: I 2006, erklærede et medlem af det tyske Parlament, fra det tidligere Kommunistiske Venstre Parti, at hun stod på samme siden som Hezbollah. Er det blot et tilfælde at anti-semitismen og anti-amerikanismen udgør en fælles platform for dele af venstrefløjen og jihad terrorister eller er der stærkere bånd under overfladen?

Fiamma Nirenstein: De er forbundne gennem deres forkastelse af det moderne demokrati. Ikke alle der er født ind i et demokrati er demokrat. Der en en masse anti-demokratisk ideologi i den demokratiske verden, og den kendsgerning at man kan give udtryk for den er jo demokratisk. Dette er en modsætning som vi bare må leve med.

Enhver der siger vedkommende er på Hezbollahs side, og som kender historien hos denne organisation, burde skamme sig grundigt. Hezbollahs ideologi er krigerisk. De søger altid efter en mulighed for krig, og de ødelagde fuldstændigt det libanesiske demokrati. Libanon plejede at være et af de få lande i Mellemøsten der nød en mangfoldighed af befolkninger. Processen med at skabe et blomstrende demokrati - noget som de fleste libanesere stadig ønsker - er blevet stillet overfor gigantiske vanskeligheder på grund af Hezbollahs tilstedeværelse.

Og skønt Israel trak sig ud af Libanon i 2000 fortsatte Hezbollah sin krig mod Israel og fremprovokerede såeldes en retfærdig reaktion. Man kan ikke blive ved med at bombe israelske byer og dræbe israelske soldater, og så ikke forvente en reaktion. Når det drejer sig om den kvinde du nævnte, så tror jeg ikke hun ønsker at bære en chador.

S: Du besøgte Israel i februar som medlem af Berlusconis delegation. Kan du fortælle om hvordan besøget forløb?

Fiamma Nirenstein: Det var vigtigt at Israels folk følte at Berlusconi ikke kun besøgte deres land af diplomatiske grunde, men fordi han har dybfølt sympati for jøderne. Israel trænger til der bliver vist kærlighed og sympati, som en modvægt til den megen had mod det. Da Berlusconi besøgte Yad Vashem var der en guide der forklarede alt. Da nogen bad hende korte sine forklaringer noget af, insisterede Berluconi på at høre det hele.

Ydermere var der også det politiske aspekt ved besøget. I sin tale til Knesset, nævnte Berlusconi Den Jødiske Stat fem gange. Der er intet usædvanligt ved dette udtryk, men de fleste politikere er bange for at benytte det af frygt for at araberne kunne blive oprørte. At tale om den Jødiske Stat betyder at man anerkender den jødiske nation. Det er så typisk for anti-israeltilhængere ikke at betragte jøderne som en nation.

Berlusconi nævnte også det som Italien har gjort for Israel, og det er rigtig meget. Jeg har været en del af det og det er jeg stolt over. Først og fremmest så stemte vi - Udenrigsministeriets Komite i det italienske Parlament - venstrefløjen som højrefløjen - imod at deltage i det som blev kaldt "Durban 2:" FN konferencen mod racisme, som faktisk var en racistisk konference. Italien var et af de få stater der ikke var tilstede.

For det andet så stemte Italien mod Goldstone rapporten. Ydermere, under Gazakrigen, fordømte vi ikke et land der forsvarede sig. I stedet deltog medlemmer af Parlamentet - igen venstre som høre - og Parlamentets præsident i en demonstration med mennesker der svinge det israelske flag. Det skete på et tidspunkt da folk i andre europæiske lande afbrændte israelske flag og råbte: "Hamas, Hamas, jøderne til gaskamrene." Således kunne Berluconi vise det israelske Parlament, at der var praktiske resultater.

S: Berlusconi er ikke den eneste europæiske politiker som betragtes som ven af Israel. Nogle folk siger det samme om den tyske kansler Angela Merkel, og den franske præsident Sarkozy er i det mindste mindre anti-Israel end hans forgænger Jacques Chriac. I Storbritannien bliver den pro-Israel David Camron måske premierminister snart. Kan alt dette udfordre den gamle europæiske orden, der altid har været stærkt for araberne?

Fiamma Nirenstein: Der er kun ringe mulighed for at dette vil være vendepunktet. Palæstinensernes kæmpe propagandamaskine med masser af penge og som har haft gavn af en velvillig medieverden den har arbejdet fortræffeligt. Den har erobret pressen, TV, de intellektuelle og har skabt utallige måder hvormed man har ulovliggjort Israel. De taler om Israel som en "apartheid stat", eller som en stat der med vilje begår forbrydelser. De har en opildningsmetode og kommer med påstande om at Israel 'høster' organer fra palæstinenserne og så videre.

Ingen person der har omtanke og blot med den mindste smule forståelse for Israel ville kunne tro sådanne påstande - men uheldigvis bliver de dog godtaget af mange mennesker.

S: Så selvom de mest magtfulde lande i Europa blev ledet at pro-Israel politikere, så ville de stadig ikke være i stand til at handle til fordel for Israel på grund af dette pres.?

Fiamma Nirenstein: De europæiske politikere lever på en kæmpeløgn. Hver gang man har kunnet tage en beslutning der virkelig ville kunne hjælpe Israel da svigter modet. For eksempel, begivenhederne ved drabet på en Hamas embedsmand i Dubai. De europæiske regeringer har indkaldt Israels ambassadører fordi Israel angiveligt skulle have forfalsket pas fra europæiske lande. Disse anklager er bare så fulde af hykleri. Tænk lidt over, hvem denne Hamas mand var og hvad han har gjort: Smuglet iranske raketter til Gaza, raketter der kan ramme Tel Aviv.

Under Gaza krigen blev Israel anklaget for at dræbe og sætte civiles liv i fare, fordi man åbenbart ikke ramte de udsøgte mål præcist nok. Nu her, hvor et mål er udpeget meget præcist, og bliver ramt så protesterer man også. Hvordan skal Israel kunne forsvare sig, når det hverken får lov til at føre krig eller at handle med ekstrem præcision mod dets værste og farligste fjender?

S: Er politikerne der tror på læren om at Fatah er "moderat" og på "behovet" for en palæstinensisk stat ude af trit med virkeligheden?

Fiamma Nirenstein: Ja, netop. Som Nathan Saransky siger: Samfundet er vigtigere end staten. Før vi taler om en palæstinensisk stat da bør man se efter palæstinensere der ønsker at opbygge et demokratisk samfund og støtte dem. Det ville være tåbeligt at grundægge en Palæstinensisk stat der støtter terrorisme og vil påbegynde endnu en krig.

Siden 1948 har palæstinenserne afvist alle planer om en deling, fordi deres virkelige mål er ødelæggelse af Israel. Man behøver blot gå hen på web Palestinian Media Watch og se hvad palæstinensisk TV siger om at ødelægge Israel dræbe jøderne og om martyrium.

Den Palæstinensiske Selvstyreenhed døber fodboldbaner og ungdomslejre efter såkaldte shadids, mennesker der dræbte jøder. Et UNRWA uddannelsesprogram i Ramallah har året terroristen Abu Jihad - der har myrdet hundrede vis af mennesker - men en fodbioldturnering i hans navn. Dett er den uddannelse man giver de palæstinensiske børn. Derfor skal vi finde en ny vej til fred i Mellemøsten. Al denne anti-semitisme og opildnende til den skal standsen ved ikke længere at give penge til anti-semitterne.

Stefan Frank is a Hamburg-based journalist and author of Die Weltvernichtungsmaschine [The Doomsday Machine], a study of the development of financial markets and the origins of the current economic crisis.

Journalistikkens fremtid?

Dage på ugeavisen

Christopher Orlet

En stor del af mit liv har jeg knoklet på ugeaviserne. Det var ikke min oprindelige hensigt. Min hensigt var at blive sportsstjerne som midtbanespiller for Oakland Atheletics. Men som det gamle ordsprog lyder, "Hvis du gerne vil høre Guds latter, så fortæl ham om dine planer."

Det ville være let at sige at ugeaviser, som så meget andet, ikke er hvad de plejede at være. Men her fornylig gjorde jeg et stop ved mit gamle arbejdssted (faktisk en trailer, hvor hvilerummet også fungerede som mørkekammer), og nuvel ...alt var ved det gamle, herunder Macintosh LC computerne og internetforbindelsen med modem. Ejerskabet havde imidlertid forandret sig. Et utal af gange. Der var engang da alle ugeaviser var familieforetagender. Så for omkring tyve år siden begyndte de store aviser at opkøbe dem, og det meget billigt. Der var ingen der ønskede dem mere. Mindst to at de ugeaviser jeg arbejdede på er gået fallit.

Mit første avisjob var hos et famile-ejet foretagende langt ude i Ozarks (virkelig bøhland i USA). Advertiser blev grundlagt i 1850 og havde været overdraget fra far til søn i adskillige generationer. Hver onsdag kl. 15.00 stod byens befolkning i kø foran skranken, og ventede på at avisen skulle komme frisk fra trykken. Køen ville bogstaveligt talt gå rundt om bygningen og ned langs sidegaden. Jeg fattede det bare ikke. Hvorfor skulle nogen dog stå i kø for at læse forsidehistorier som: "Jasper er blandt toppen af vaskebjørnejægere i staten," eller erfare at hr. og fru Evans havde selskab sidste uge med gæster udefra? Det viser sig at mennesker blot er meget nysgerrige?

Med mit første journalistjob tilbage i 1986 optjente jeg en årsløn på 14000 Dollars. I dag kan nutidens reportere på sådanne aviser måske tjene forygende 21000 dollars om året, hvilket sandsynligvis er mindre end jeg tjente i 86' med de forøgede leveomkostninger i betragtning. Journalistik er noget af det dårligst betalte arbejde, hvilket er noget som de smarte undervisere på journalistskolerne vist glemmer at nævne den første dag med klassen. Selv nybegynder lærere i børnehaveklasser og socialarbejdere tjener det dobbelt eller tredobbelte af gennemsnit journalistens løn. Alligevel fortsætte j-skolerne med at måtte afvise elever.

Tyve år med ugeavisjournalistik har givet mig mere end blot et par stykker cocktailparty historier. Der var den historien vi kørte om countrymusik legenden, og engang tidligere indsat fange på dødsgangen David Allan Coe, da han flyttede til en ranch lige uden for vor landsby med sine pumaer, som han holdt som kæledyr og med sin motorcykelbande, Outlaws MC, som næsten konstant blivende gæster. De lokale betragtede DAC's tilstedeværelsen som en blandet velsignelse, for at sige det mildt. Coe blev der et år, og før han drog afsted, lang tid nok til at kunne åbne et museum for besynderligheder, og give en mindeværdig og improviseret solokoncert til langt ude på natten på Htichin' Post Saloon, hvor han genfortale en historie om at undervise den unge Charles Manson i guitarspil.

Så var der dengang vi lavede en undersøgende jorunalistik, hvor vi anklagede byens embedsmænd for at hæmme indsigten i de åbne møders akter, og borgmesteren beordrede at hans ansatte skulle køre rundt i byen og indsamle alle ugens aviser. Vi fandt dem en dag smidt i en kæmpe, stinkende bunke udenfor byen. Der var også blevet pesset på dem.

Medie eksperterne siger, at de daglige aviser der kæmper for overlevelse kan lære en hel del om klog forretningsførelse af ugeaviserne. Det de mener er, at de daglige aviser burde koncentrere sig om det væsentlige: Fjerne de internationale nyheder, krydsord, tegneserier og klummerne skrevet af virksomheder, TV-programmerne og filmanmeldelserne, og begrænse den trykte udgave til mindeord over afdøde, sporten, og masser og så endnu flere billeder af skolebørn. Og så koncentrere sig om de lokale nyheder.

Problemet med dette er, igen, at ugeaviserne ikke klarer sig særlig godt. I hvert fald ikke dem som er ejet af de store selskaber. De som klarer sig er ofte drevet af pensionerede eller halvpensionerede journalister der køber en udsultet ugeavis, der har brug for kærlig omsorg og så forsøger de at pleje den tilbage til finansiel sundhed. Ofte er det de nye ejere, ægteparret, der udgør hele personalet og laver det hele, fra salg af annoncer til at skrive historierne og omdele aviserne. Hvis denne glædelige trend fortsætter, kan vi måske igen opleve at de famileejede aviser får en renæssance.

Hvis ikke, vil der måske komme noget godt ud af nedturen for lokalaviserne. Nysgerrige folk fra området kan måske blive tvunget til at overvære byrådsmøderne og skolebestyrelsemøderne for selv at finde ud af, hvilke små tricks deres valgte embedsværk har gang i. Vi vil måske endda slukke for TV'et og blive involveret i vore lokalsamfund. Måske vil vi overvære en fodbold kamp fredag aften, fremfor at "læse alt om den" næste ondsag. Henry David Thoreau troede på at møder i byen ville være republikkens redning:

"Når landmændene i en eller anden ubetydelig landsby mødes ved en særlig anledning om byens anliggender, så udtrykker de deres holdning om et emne der plager området, det, mener jeg er den ægte Kongres, og den forsamling som fortjener den største respekt USA."

Hvis det nu lyder som for besværligt og for meget at investere i, så kunne du måske overveje at købe et abonnement på din lokalavis - mens det stadig er muligt.

Kapitalisme versus socialisme på film

Socialismen versus kapitalismen - skildret på film

James Hudnall

Skønt det muligvis var utilsigtet så har instruktøren Godfrey Reggio's fremragende film fra 1982 Koyaanisgatsi (En Verden i Ubalance) en sekvens der på smukkeste vis illustrerer den fiasko der følger med store socialprogrammer versus det frie markeds kapitalisme. Dette illustrerer og afslører, hvorfor regeringsstøtte med tiden ofte ender i elendig services og fallit.

Her var så filmklippet. Vi begyndte med scener fra det majestætiske New York, derpå fulgt af gadeslum, efterfulgt af rækker af udlejningsejendomme i fuldt og voldsomt fordærv, og derpå nedrivning.

Så ved afslutningen får vi vist glinsende glastårne der er et produkt af det frie markeds kapitalisme. Udlejningsejendommene var produkter af Præsident Johnson' Krig Mod Fattigdom, der medførte at milliarder blev spildt, og afstedkom det som man kunne forvente at milliarder af skattedollars der smides ud på et abstrakt projekt - som fattigdom - ville medføre. Disse beboelsesejendomme ville nu været over 60 år gamle. Filmen blev optaget cirka 1979. På mindre end tyve år kom bygningerne til at se ud om skildret. Tænk på det når du ser klippet.

Det er regering i aktion vi får vist. Nogle af bygningerne var knap 20 år gamle. Og så vil de tage over en sjettedel af vor økonomi, til sundhedssystemet, og behandle det på samme måde som de gør med alt muligt andet. Du ved ligeså effektivt som Medicare, Social Security, Postvæsenet, Amtrak, der alle er ved at gå nedenom og hjem. Freddie Mac og Fannie Mae? Nej hvor de svigtede. Og hvorfor ikke se lidt på regeringens gæld, når vi nu er i gang og se, hvor godt, eller elendigt, de klarer den. Man har skabt billioner i gæld med de løfter man har givet. Løfter givet af politikere som du og dine efterkommere skal være med til at betale. De spurgte ikke om du var med på den. De ignorerede blot offentlighedens vilje med sundhedsreformen.

Regeringer skaber intet, de forbruger. De tager fra os, folket, der skabte tingene og konverterer nogle af disse ressourcer til "goder." Disse "goder" er, langt oftere end ikke, bestikkelser der skal få os til lade dem slippe afsted med at bruge vore penge som galninge. På et eller andet tidspunkt, for langt tid siden, holdt de op med at bekymre sig og ønskede og begyndte at fortælle os at det var til vort eget bedste. De begyndte at tage penge og endnu flere skattepenge og bestak de mindst produktive borgere så de ville få deres stemmer så de produktive borgere kunne sættes uden for indflydelse, hvis de klagede for meget.

De benyttede en hersk og del strategi. De lovede alle forskellige grupperinger det de bad om, men de fik noget helt andet.

Intet at det regeringer gør skabes ud af den blå luft. Det fremskaffes ved den velstand som man tager fra andre. Mens det frie marked har skabt mange mirakler er de fleste af regeringens store programmer nu som i en fjern fortid og de smuldrer på grund af uduelighed.

De fleste af de stolte skyskrabere på Manhattan og i andre byer blev bygget af virksomheder der tjente midlerne til at bygge dem. De rådnende projekter der går mere og mere i forfald blev negligeret af en regering, der lovede disse mennesker de ville blive løftet ud af fattigdommen. I stedet fastlåste det dem i et stinkende helvede, og fanget i en afhængighedscirkel.

Skattepenge løser ingen problemer. Det gør regeringer heller ikke.

James Hudnall

Vi er dødsdømte - igen

Vi er dødsdømte - nu igen

John Dietrich

Global opvarmning er langt fra den første apokalyptiske forudsigelse, ejheller den første baseret på computermodeller. Troen på at verdens ende er nær ser ud til at være et universelt koncept, med grundlag i et medfødt psykisk behov. Alle de store religioner - Kristendommen, Judaismen, Ilsam, Buddhismen, Hinduismen - har en udgave af Verdens Ende.

Mens de større religioners visioner kan spores tilbage til oldtidens Persien og de Zoroastriske troslærer, så har Mayaerne og Hopi-indianernes visioner om tidernes afslutning med stor sandsynlighed ikke deres oprindelse i Mellemøsten. Vi har dog stadig nogle religionsbaserede selvmordgrupper (Himlens Port, Davidianerne, Folkets Tempel) disse grupper har nu en konkurrent. I et verdsligt samfund, sætter vi ikke længere vor lid til åbenbaringer. Det tydelige psykiske behov for en apokalyptisk myte er dog ikke forsvundet. De nye apokalyptiske visioner er ikke længere baseret på åbenbaringer, men på "videnskab."

I 1960'erne forudsagde Paul Ehrlichs bestseller bog "Befolkningsbomben" afslutningen på civilisationen ved året 1983, som et resultat af overbefolkning. Ehrlich, der var professor i Befolkningsstudier ved en afdeling af Biological Sciences ved Stanford University og præsident for Stanfords Center for Conservation Biology påstod at "kampen om mad til hele menneskeheden var forbi...I 1970- 80'erne ville hundredevis af millioner sulte ihjel trods alle de programmer der blev sat lid til nu." Han var den første til at basere sine konklusioner på computer modeller. I 1970'erne forudsagde Romklubben at mange af være nødvendige ressourcer ville løbe tør, herunder olien i 1992. Dens rapport "Vækstens grænser" solgtes i 12 millioner eksemplarer. Under Den Kolde krig var Vesten fastfrosset af frygt for en atomar apkalypse som blev fremmanet (blandt andre) af Jonathan Schell's "Jordens Skæbne" og TV-programmet "Dagen efter." "Undervisning i termonuklearitet" blev et vigtigt emne i skolers undervisning. Commentary magasinet beskrev denne indoktrinering som "retfærdiggjort sadisme." Det medøfrte kommentarer fra unge studerende som, "Tror du virkelig nogen vil kunne finde på det?, Hvis de gør, er det så med vilje? Jeg beder til at jeg er heldig nok til at dø inden."

Hvis hungernød og atomar udslettelse ikke dræber os, så gør sygdomme det måske. I 1987, var overskriften i New York Times' artikel "AIDS vil kunne gøre Pesten til en dværg." Sundhedsministeriets Donna Shalala fortalte til en kongreskomite, "Vi kunne bruge vor energi på forskning og immunisering, og uddannelse og dog stadig vil der ikke være nok amerikanere tilbage, medmindre vi er indstillede på at stå op imod AIDS krisen." Oprah Winfrey meddelte at "en ud af fem heteroseksuelle ville være død af AIDS i 1990."

Svineinfluenzaens "pandemi" næsten udslettede turist industrien i Mexico. I oktober 2009, erklærede præsident Obama en national nødsituation på grund af svineinfluenzaen. Det er meget muligt at flere mennesker vil dø ved at falde i deres badekar end ved at få svineinfluenza. Så vidt har præsidenten dog ikke udvidet det nationale nødberedskab.

Dagens krise er global opvarmning. Meget af hysteriet der er bygget op om global opvarmning er et resultat af forskning ved Climatic Research University of East Anglia, i England (CRU). Det påstår at verdens mest omfattende temperatur data og dets arbejde med matematiske modeller var indarbejdet i IPCC's (United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change) Nobelpris vidnende rapport fra 2007. Rajendra Pachauri, chefen for IPCC, afviste en rapport fra den indiske regering der sagde af gletscherne måske ikke smeltede så hurtigt som man frygtede. Dr. Pachauri beskrev rapportten som "voodoo videnskab."

Der er adskillige problemer med de apokalyptiske scenarier. For det første, kan en virkelig ægte uundgåelig krise blive ignoreret på grund af 'krisetræthed.' Indbyggere der hele tiden for at vide at de skal evakueres på grund af de kommende orkaner kan blive ligeglade når så en rigtig alvorlig orkan er på vej.

Patologisk videnskab formindsker troen på ægte videnskab. Verden er fuld at swamier, troshelbredere, slangeolie sælgere, og kvaksalvere. Der er nu tusinder af professionelle hvis ry og rygte er investeret i af holde fast i det globale opvarmnings bedrag. Måske er den mest sigende karaktertræk ved apokalypse-svindlerne at de går efter børn. Ifølge Commentary magasinet var uddannelse i termonuklearitet nærmest "det mest alvorlige misbrug af børn."

Truslen om global opvarmning vil måske holde inde igen. Behovet for en apokalyptisk vision, vil imidlertid ikke forsvinde. Den næste trussel vil indeholde mange af de karaktertræk som den globale opvarmning besidder. Det vil forudsige Verdens Ende. Det vil være baseret på "videnskabelige kendsgerninger." Det vil kræve omfattende rådgivning og helbredelse for den psykologiske fortvivlelse den vil forårsage. Det vil kræve skabelsen af et kæmpemæssigt bureaukrati. Det vil kræve en overførsel af enorme pengebeløb til de hypotetiske ofre for fremtidens krise.

John Dietrich is a freelance writer and the author of The Morgenthau Plan: Soviet Influence on American Postwar Policy (Algora Publishing)

Ny Moske ryster lille by

Ny Moske ryster lille østrigsk by

Erick Stakelbeck

Muslimsk indvandring forandrer helt tydeligt Europas udseende på steder som London, Amsterdam og Bruxelles. Østrig er ingen undtagelse.

Landets største by Wien har oplevet en enorm indflydelse fra tyrkiske muslimer i de seneste år. Denne voksende indflydelse er ikke kun begænset til de store byer.

CBN NEws rejste fornylig til en lille by i Østrig, hvor indbyggerne er noget oprørte over den nyeste lokale attraktion: Et multi-million dollars islamisk center.

Kæmpe forandringer for en lille by

Bad Voslay er en meget traditionel østrisk by med cirka 11000 indbyggere, i nærheden af Wien. Den er muligvis det sidste sted man ville forvente at et state-of- the art islamisk center skulle dukke op.

Det er lige netop det der er sket. Det islamiske Kultur Center i Bad Voslau åbnede i oktober 2006 midt i et tæt befolket tyrkisk kvarter.

Nu er lille Bad Voslau blevet det helt store blikfang for det større kultursammenstød med islam i Europa.

"Der var et bederum her i Bad Voslau, " siger borgmesteren Christoph Prinz. "Det var gammelt og levede ikke op til deres behov, derfor planlagde de en ny bygning."

Prinz fortalte CBN News at det tyrkiske samfunds ledere først henvendt sig til ham om bygningen af centeret i 2006. Der boede da cirka 900 tyrkiske muslimer i Bad Voslau - tæt på 10% af befolkningen.

"Vi var i forhandlinger i cirka to år," forklarede Prinz. "I denne proces forsøgte vi at få alles meninger frem og de forskellige aspekter hos en sådan bygning."

En lokalpolitiker fortalte CBN News at forhandlingsprocessen var fuld af fejl fra begyndelsen og at den ikke var gennemskuelig.

"Først var der bestræbelser for at holde offentligheden i uvidenhed om moskeplanerne," sagde Peter Gerstner, et medlem af Friheds Partiet i Østrig. "Men en lokal Friheds Parti byrådsmedlem afslørede planerne og i løbet af to uger var vi i stand til at indsamle 1600 underskrifter der var imod moskeprojektet."

"Men borgmesteren affejede disse og klargjorde at alt var i orden, og at moskeen ville blive bygget fordi den var nødvendig for integrationen," fortsatte han.

Der var nogle grundlæggende regler i løbet af forhandlingsprocessen:

Moskeen skulle kun have en meget lille kuppel sammen med minareterne. Moskeen skulle være ikke synlig fra gaden. Det var også meningen der skulle bygges en mur rundt om komplekset. Det er aldrig sket - der er et lille hegn istedet. "Der er også mange mennesker der betragter en minaret og en kuppel som tegn på islamisk dominans," sagde borgmester Prinz.

Indenfor i det islamiske center.

CBN News fik en eksklusiv rundvisning i det islamiske center af dets leder Selfet Yilmaz. Moskeen er selve formålet. Der er også klasseværelser, mødelokaler og plads til aktiviteter efter skoletid.

"Denne bygning har åbent døgnet rundt, og vi har masser af besøgende," sagde Yilmaz. "Vi har cirka 50 bsøgende om dagen fra hele Østrig, undertiden også udenfor Østrig, der ønsker at se dette projekt og hvordan et sådant projekt er åbent og frit. Det var vigtigt for os at komme overens med den lokale befolkning."

CBN News erfarede at der blev stillet krav før centeret blev bygget på grund af bekymringer over at det tyrkiske samfund ikke assimilerede sig med Østrigs kultur.

"Jeg og andre politikere fra Friheds Partiet bliver ofte konfronteret og informeret om piger der ikke er i stand til at gå gennem tyrkiske områder uden de bliver generet og kaldt "ludere" eller det der er værre," fortalte Gerstner CBN. "Dette sker også andre steder, på natklubber, og situationen bliver stadig værre for unge østrigske piger."

"På grund af den nye moske føler de tyrkiske drenge sig endnu stærkere og frækkere i den henseende at østrigske drenge ikke får lov at gå gennem parken uden de bliver generet af en gruppe af voksne tyrker der siger, 'Hvad laver iI her? Det tilhører os. Forsvind'" tilføjede han.

Åbent hus eller muslimsk overtagelse?

Yilmaz siger at komplekset er med til at løsne spændinger - at det er "et åbent hus" hvor ikke-muslimer er frie til at komme ind og se på.

"Denne moske, og kulturcenter projektet har yderligere fremmet integrationen, sagde Yilmaz.

Gerstner er meget, meget uenig.

"Tyrkerne her holder sig for sig selv," sagde han. "Resultatet er at de ikke har nogen grund, eller selv den mindste grund eller behov for at lade sig integrere eller gå andre steder hen for at mødes med de lokale og den oprindelige befolkning."

"Dette er helt sikkert ikke godt for integrationen, det fører til misforståelser, også på grund af sprogproblemer," forsætter Gerstner. "Hvorfor skulle de lære sig tysk, hvis de ikke blander sig med lokalbefolkningen, og kun taler tyrkisk med hinanden?"

Endnu et problem er, hvordan moskeen blev finansieret. Projektet var oprindeligt beregnet til at koste 1 million euros, svarende til 8 millioner kroner. Lokale kilder fortalte CBN News at projektet har kostet langt mere.

Borgmester Prinz sagde at der ikke er brugt nogen skattepenge til projektet og at alle pengene blev stillet til rådighed af den lokale tyrkiske kulturorganisation med navnet ATIB Bad Voslau. ATIB har direkte forbindelse med embedsmænd i den tyrkiske regering.

"Den tyrkiske øverste leder for Mission er chefen for ATIB Østrig, "forklarede Gerstner. "Denne Mission rapporterer direkte til den tyrkiske premierminister. Dette betyder vi har en direkte indflydelse af den tyrkiske regering i Østrig og på vor østrigske kultur."

Vinder anti-assimileringen?

I 2008, fortalte den tyrkiske premierminister Recep Erdogan de tyrkiske indvandrere i nabolandet Tyskland at "assimilering er en forbrydelse mod menneskeheden."

Trods Erdogans kommentar tror borgmester Prinz at Bad Voslau kan være et eksempel for lande som Schweiz, hvor borgerne fornylig stemte mod minareter.

Mange af indbyggerne i Bad Voslau som CBN News talte med var ikke så optimistiske. De frygter, at Erdogans anti-assimilation holdning vil vinde frem blandt de lokale tyrkiske muslimer og for evigt forandre deres lille by.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Erick Stakelbeck is a terrorism analyst for CBN News.

Se også denne artikel af Erick Stakelbeck