Hvordan vi fik vendt heldet til vor fordel i Revolutionskrigen
Rich Lowry
General George Washingtons hær trak sig tilbage fra New York i vanære i november 1776. Da den drog gennem New Jersy, stod løjtnant James Monroe, en fremtidig præsident, ved vejsiden og talte tropperne: 3000 var der tilbage af den oprindelige styrkes 30000 mand.
I december 1776 afhang Amerikas fremtid af en hær klædt i laser, og den var knap et skridt fra udslettelsen.
Amerikanerne stod med 2/3-dele af den britiske hærs styrke, og med en lillebitte flåde, for ikke at nævne de tusinder af hessiske lejesoldater på briternes side. Ron Chernow fortæller i sin nye bog, Washington: Et Liv, at da den britiske flåde stod ind ved New York undrede en amerikansk soldat sig over om det ikke har "hele London til søs."
At kalde det for et forsvar er en overdrivelse. Da de britiske tropper gik ind i Manhattan ved Kips Bay, stak amerikanerne af. Washington udbrød, sådan nævnes det, i skuffelse, "Er det de mænd jeg skal forsvare Amerika med?"
Senere fra New Jersey Palisaderne betragtede han da briterne indtog Fort Washington ved Hudson floden, som ellers blev holdt af 3000 amerikanske tropper, og de overlevende amerikanere blev henrettet. Ifølge en beretning, vendte Washington sig bort og græd "med et barns følsomhed."
Den britiske strategi afhang af at amerikanerne blev rystede i troen på Continental Army og ville forlige sig med, at de oprørske kolonier gik ind under Kronen. Da amerikanerne flygtede til Pennsylvania siden af Delaware Floden, besatte briterne New Jersy og tilbød amnesti til enhver der ville erklære dem troskab. Det var der tusinder der gjorde, inklusive en underskriver af Uafhængighedserklæringen.
Som David Hackett Fischer understreger i sin klassiker Washingtons Crossing, begyndte den amerikanske genvækkelse helt spontant. Med mangel på forsyninger måtte de besættende tropper fouragere for at få mad. Det blev til plyndringer. Det var med til at sætte en græsrodsbevægelse i gang blandt "de lusede bønder" som en hessisk officer udtrykte det.
Med et New Jersey i opløsning og med manglende tilmelding på hvervelisterne, der således truede med at reducere hans hær yderligere besluttede Washington sig for en plan om at krydse Delaware floden Juledag og overraske hessernes garnison i Trenton. Hvis anslaget gav bagslag," skriver Chernow, "var krigen sandsynligvis forbi og han ville kapitulere og blive dræbt."
Bagud i forhold til planen krydser Washingtons hovedstyrke på 2400 mand floden den aften. Jo, de fleste af dem stod op i de fladbundede pramme. Jo, der var isflager. Det var ført kl. 4 om morgenen at alle mændene var ovre. De havde ni mil at marchere til Trenton i en forrygende snestorm og ville ikke kunne nå det før daggry. Washington besluttede at aflyse, men han var allerede kommet for langt. (Læs evt. denne artikel på synopsis.)
De ankom kl.8 til Trenton og hans besjælede tropper syntes "opsatte på at gå videre fremad," skrev han bagefter. De overraskede hesserne, ikke fordide lå og sov i deres julebivuak. Det at de var blevet pint og plaget i New Jersy havde udmattet hesserne, ved at de konstant måtte være på vagt. I et sådant vejr forventede de da ikke et angreb. Kampen sluttede hurtigt - 22 hessere døde, 83 alvorligt såret, og 900 taget fange, to amerikanere døde i kamp.
"Man kan med god ret spekulere over, om så lille et antal mænd har forårsaget større og mere vedvarende effekt på verdenshistorien, på så kort tid,"
skrev den britiske historiker George Trevelyan.
De amerikanske tropper fandt 40 tønder rom i byen, hvilket midlertidigt sløvede deres effektivitet. Washington fulgte sejren op med endnu en ved Princeton. I løbet af nogle få uger havde amerikanerne dræbt eller tilfangetaget op til 3000 fjender, og uafvendeligt vendt krigens dynamik.
David Hackett Fischer ser i denne genopståen, efter at vort held havde været på det laveste niveau, en vederkvægende aspekt ved vor nationale karakter i denne tid med mismod: Vi svarer igen når vi bliver presset. Dr. Benjamin Rush, en stor støtte af den amerikanske sag skrev:
"Vore republikker kan ikke eksistere længe i velstand. Vi har brug for modgang og ser ud til at besidde mest af den republikanske ånd når vi er mest nedtrykte."
Gid det må være således!
http://www.nationalreview.com/articles/255792/america-s-first-christmas-rich-lowry
— Rich Lowry is editor of National Review. He can be reached via e-mail, comments.lowry@nationalreview.com. © 2010 by King Features Syndicate.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar