Hvordan Washington reddede Amerika

Hvordan Washington reddede Amerika

Vore problemer i dag er intet at regne mod de rædsler vort land har stået overfor førhen.

Rick Moran

2008 vil ikke gå over i historien som et hædersår i Amerikas historie. Det har været, som dronning Elizabeth beskrev 1992, det år Diana-Charles blev skilt, et "annus horribilis." Det økonomiske kollaps hjemme, opstande i udlandet, og udsigten til arbejdsløshed bekymrer alt for mange familier.

Uanset hvor slemt vi tror vi har det - uanset hvor forfærdeligt vi tror det kan blive - er vore problemer kun nogle bagateller sammenlignet med de rædsler George Washington stod overfor i julen for 202 år siden.

Vi kender alle til, hvordan det gik de decemberdage, 25,26 i 1776. Washington krydsede den isfyldte Delaware River med sin lille hær og gik til angreb på den Hessiske lejsoldathær ved Trenton, New Jersey. Hans sejr var en vitaminindsprøjtning til en vigende sag og hjalp med til at sikre amerikansk uafhængighed.

Dette var skolebogsversionen. Den sande historie er lidt mere problematisk og langt mere skræmmende. Faktisk er der al mulig god grund til at tro, at uden Washington's små udflugter til landområderne i New Jersey (skete igen den 3. januar ved Princeton), da ville patrioternes sag være tabt og ideen om et uafhængigt Amerika, ville være blevet forsinket - om ikke endeligt ødelagt.

Der har aldrig være en så trøstesløs jul i Amerika som i denne frygtelige, tidlige vinter i 1776. Vinteren ved Valley Forge året efter var barsk, men nu var der grund til håb; den fransk/amerikanske alliance var ved at blive etableret og den omhyggelige træning og hjælp af Baron Von Stueben var ved at forvandle den ivrige uafhængige amerikanske soldat til en disciplineret og effektiv kampenhed.

Et sådant håb var ikke tilstede i patrioternes rækker mens de rystede af kulde i deres primitive lejr på Pennsylvaniasiden af Delaware River. 90% af hæren der havde kæmpet i New York den forrige sommer og efterår var faldet, fanget eller var deserteret, da de mente sagen var tabt. The Continentals havde kun kendt til nederlag og katastrofer. Washington var blevet udmanøvreret, omringet og strategisk rundbarberet ved alle lejligheder; Brooklyn Height, Harlem Heights, White Plains, Forts Washington og Lee (hvor 3000 Continentals overgav sig i stedet for flygte fra et fort der ikke kunne forsvares) disse steder var blevet et fiaskoens sørgelige klagesang for den amerikanske hær.

Den britiske øverstkommanderende, General Sir William Howe, optog forfølgelsen af Washington's smuldrende hær over det meste af New Jersey til begyndelsen af december da vinteren satte ind og Howe besluttede at vende tilbage til de mere behagelige rammer i New York og deltage i selskabeligheder der. The Continental Army - sultne, frysende og demoraliserede - befandt sig uden trøst i deres lejr og afventede det endelige angreb af briterne. Men at føre krig om vinteren dengang var yderst risikabelt. Howe troede han kendte indstillingen hos de mænd han kæmpede imod, og besluttede at om seks uger ville hæren alligevel være opløst.

Det så også ud til at resten af landet mente det samme. Patrioter i New York og New Jersey tog ivrigt imod General Howe's generøse tilbud om en benådning og flokkedes om det britiske flag. Af frygt for at blive taget til fange flygtede Kongressen fra Philadelphia til Baltimore. De satte Washington i spidsen for såvel de militære som civilie opgaver, og gjorde ham således til en de facto diktator. Ikke fordi der var noget at være diktator for. Washington selv mente at sagen var tabt da han skrev til sin fætter i midten af december: "Jeg tror at jagten snart er forbi."

Det kunne måske været rigtigt hvis det ikke var for to ting: Washington's nidære beslutning om at gå til angreb og så en indædt indpisker fra New England ved navn Thomas Paine.

Han var allerede kendt som en god politisk skribent, havde udgivet skriftet for uafhængighed Common Sense foråret samme år, og kunne nu se hæren gå i opløsning. Han skrev en række af essays, begyndende med The American Crisis, som hans særskilt henvendte til hæren, men som mest huskes for dens gribende indledning:

Dette er en en prøvelsernes tid for menneskesjælen. Soldaten kun af ord (oprindeligt- summer soldier) og patrioten i medvind (oprindeligt - sunshine) vil, i denne krise, afholde sig fra at tjene sit land, men derimod den der holder ud nu, fortjener kærligheden og taknemmeligheden fra mænd og kvinder. Tyranniet, ligesom Helvedet, overvindes ikke let; dog har vi denne fortrøstning i hjertet, at uanset, hvor hård kampen er, des mere ærværdig sejrens triumf.

Washington fik essayet oplæst for alle mand i hæren. Mange af de hårdt prøvede Continentals var muligvis ikke oplagt til den slags patriotisme som Paine fremførte, men ikke desto mindre opmuntrede det de amerikanere der stadig var trofaste overfor sagen i New Jersey og Pennsylvanien. Samtidig udgjorde det grundlaget til den politiske begejstring der fandt sted efter Trenton.

Howe havde etableret en forsyningslejr ved New Brunswick, New Jersey, og opretholdt kommunikationslinjerne ved at skabe en 500 miles lang række at udposter mellem Hackensack og hans forsyningdepoter. To af disse udposter - Trenton og Princeton - var nu målet for Washingtons planer. Som den uforbederlige spiller han var (han var en eminent Wist spiller), forberedte Washington sig nu på det spil om nationens fremtid der forekom at være et horribelt ulige spil. Han planlagde at kæmpe "Krigen om posterne," ved at nedkæmpe de ikke tungt forsvarede britiske udposter og derved tvinge Howe til at indskrænke sine linjer og befri New Jersey for britiske tropper og de forhadede Hessiske lejetropper.

Washington havde knap 2400 regulære soldater i lejren, suppleret af 1900 militiamænd fra New Jersey. Hans første planlagte angreb betød at Delaware River skulle krydses og angrebet på Trenton skulle ske tidligt om morgenen den 26. december med tre kolonner fra hver deres retning. Ved at føre enhederne sammen ville han derpå bevæge sig mod Princeton og, hvis forholdene var til det, den britiske lejr ved New Brunswick.

Planen udviklede sig til en fiasko denne julenat da to af enhederne ikke var i stand til at krydse den isfyldte Delaware River. Kun ved de heroiske anstrengelser af det berømte Marblehead Regiment, der sad ved årerne og roede til total udmattelse lykkedes det Washington at få 2400 mand og to kanoner over floden. Men i stedet for nogle få timer tog turen hele natten. Først ved daggry kunne Washington begynde den langsomme og smertefulde tur mod Trenton. Da Washington's ukonventionelle, men meget effektive efterretningsstyrker havde givet ham et detaljeret overblik over Hessernes positioner - herunder, hvor vagterne var placeret - følte han sig overbevist om, at han stadig kunne opnå det overraskelsesmoment han så desperat behøvede for at felttoget skulle lykkes.

Det var en frygtelig march under de absolut værst tænkelige vejrforhold. Sne og slud fyg gennem hullerne i mændenes frakker, så de måtte svøbe tæpper om sig i forsøget på at holde sig blot nogenlunde varme. Det siges at man kunne følge hærens skridt ved at følge blodet fra de blødende fødder i sneen, da mange af mændende ikke havde nogen sko og havde svøbt klude om fødderne. Frostknuder og skader var almindelig hos soldaterne. To døde af udmattelse. Washington pressede på.

De nåede Trenton ca. kl. 8.00, overvandt hurtigt vagterne og gik ind i byen. Hesserne fik ikke en chance og det hele var overstået i løbet af nogle minutter. Washington fik sin sejr og tonsvis af velsignede forsyninger, sammen med 900 fanger. Dog var resten af hæren stadig på Pennsylvania siden og Washington blev tvunget til tilbagetrækning. Han vidste at angrebet på Trenton ville vække briternes vrede, så den 30. december krydsede han igen Delaware og gjorde klar til briternes angreb på Trenton ved Assunpink Creek, hvor han havde opført en meget stærk forsvarsposition.

Under alt dette havde briterne under General Cornwallis haft det frygteligt, idet de var blevet generet af de nu pludseligt opildnede militiamænd fra New Jersey, opildnet af Washington's spektakulære sejr et par dage tidligere ved Trenton. Cornwallis lod 1600 mand blive i Princeton og tog afsted til Trenton for at knuse Washington, men guerillataktikken hos militsen forsinkede ham i betragtelig grad. Det var næsten mørkt før hans 5500 mænd var nået de 11 miles fra Princeton til Assunpink Creek, og Cornwallis havde således kun mulighed for tre nyttesløse angreb på de amerikanske brystværn. Cornwallis indstillede slaget og regnede med at afslutte kampen mod Continentals dagen efter.

Washington ville det anderledes. Idet han efterlod et par hundrede mand for at vedligeholde lejrbålene, så briterne troede han stadig var i Trenton marcherede hans 6000 mand hele vejen rundt om den britiske hær og Princeton var faldet om morgenen.

Til at begynde med gik kampen dårligt for amerikanerne. Washington havde igen opdelt sine styrker og den ene fløj af hans hær løb direkte ind i en kolonne af briter som var på vej for at støtte Cornwallis ved Trenton. Efter en hård kamp begyndte amerikanerne at trække sig tilbage i forvirring. Washington kom til undsætning med forstærkninger, red direkte ind i den britiske spærreild og med kuglerne fløjtende i luften rundt om sig råbte han, efter hvad der berettedes, til sine mænd:

Stil Jer sammen med mig, i tapre gutter, vi vil snart have gjort kål på dem!

Mændene, der var ved at trække sig tilbage, standsede og hele kontingentet mosede nu fremover for at afskære briterne. Derpå, rolig som en istap, førte Washington sine mænd til højdredragene ovenfor Morristown, hvor Howe nu kom til klarhed over, at hans energiske modstander nu kunne feje nedad og overvinde alle hans små udposter placeret ude i New Jersey landskabet. Tøvende efter tre nederlag på mindre end en uge, blev Howe tvunget til at trække sine tropper væk fra New Jersey.

Sejren ved Trenton ville have været tilstrækkelig til at gøre George Washington afholdt for evigt i amerikansk historie. Det var dog hans efterfølgende sejre ved Assunpink Creek og Princeton der forandrede krigens gang. De genantændte patrioternes glød og begejstring i kolonierne. Tilmeldingerne til hæren eksploderede. Ånden af patriotisme spredte sig over hele landet og kirkeklokker ringede fra New England til Georgia i glædesbimlen og erkendelse af sejrene.

14 dage før så det ud til at kampen om amerikansk uafhængighed var tabt. Der var meget lidt at fejre for Patrioterne denne jul. Men i begyndelsen af det nye år var hele krigens stemning ændret, og folket der kæmpede fik fornyet håb i denne højt værdsatte sag.

George Washington ville komme til at lide flere nederlag for briterne og andre kriser ville udfordre de tidligere kolonier i de kommende år. Der er dog ingen tvivl om at Washington's sejre i de aftagende dage i året 1776 skabte hans ry og genindsatte USA på den vej der førte til uafhængighed.