Livsro i uanede mængder

Ih du milde, hvad min 1500 kg tunge stud lærte mig om tro!

Jon Katz

En lille munter nytårshilsen til læseren med brøl i. I det nye år ligger en mængde artikler og venter så følg med.

Studen Elvis med en kammerat

Jeg har besøgt massevis af kirker. Været til kvækermøder, i synagoger og i buddhistiske templer. Jeg har dyrket yoga, læst Joseph Cambell, Thomas Merton, C.S. Lewis, St Augustine og Bibelen. Jeg beder ofte. Her forleden fik jeg en foruroligende erkendelse af, at min stud Elvis allerede har den åndelige sindsro jeg altid har higet efter. Han er tilfreds mig sig selv, har ingen alvorlige bekymringer, tager livet som det kommer, og i ro og mag. Klager ikke, er venlig og loyal overfor sin ven, og stoler på og accepterer mennesker.

Kulde, regn, fluer, tæger, bremser, mudder og lort. Han er flintrende ligeglad. Han kan stå fuldstændig som forstenet og nyde et solbad sammen med sin ven en Guernsey stud ved navn Harold. Elvis er kærlig på sin egen facon. Han æder hatte og elsker wienerbrød. Han savler i rigelige mængder på mit hoved og skuldre og hans tunge er virkelig imponerende. Engang slikkede han tørklædet af mit hoved og skuldre og begyndte aft æde det.

Elvis vejer 1500 kg og er på størrelse med en mindre campingvogn. Han er et enormt hav af brune nuancer og med sjælfulde brune øjen der indikerer, uden tvivl, helt forkert, visdom og sørgmodighed. Jeg bruger en wideangle linse blot for at kunne tage et rimeligt godt bilede af ham og er mere end en gang blevet væltet fordi han svinger sit enorme hoved for at se, hvad jeg laver. Det bliver han altid forundret over, da han tilsyneladende ikke er klar over sin egen styrke.

Han elsker at blive nusset på næsen og ørerne og sænker så hovedet, gnubber sig mod mig og spinder næsten når jeg børster halsen. Jeg er den eneste han giver lov til at komme tæt på for at han kan blive sprøjtet mod utøj og hvis han skal have medicin. hvis Elvis ikke er i humør til at du kommer tæt på, så lad hellere være.

Jeg forsøgte engang at binde ham til siden på laden for at dyrlægen kunne undersøge et sår på benet. Han trak hele siden af laden tre meter ud på engen inden jeg panik fik skåret rebet over der holdt ham. Elvis går lige præcis hvor han lyster. I tiden, før jeg fik koen Luna, for at holde ham med selskab gik han regelmæssigt lige gennem mit hegn for at besøge mig. Trak pælene op en efter en, ligesom i tegnefilm, og hundredevis af meter hegn fulgte ham med lethed. Jeg havde endda stød på hegnet, og selvom det gav et gevaldigt stød så det blot ud til at ærgre ham en smule, men dog ikke så meget at det forhindrer ham i at græsse under hegnstråden.

Elvis i et eftertænksomt øjeblik

Elvis lugter ligesåmeget som han er stor og han bevæger sig i en sky af bremser, møg og skidt og savl, uophørligt akkompagneret af gryntelyde, bøvselyde pg forskellige former for udstødningsgasser, der bogstaveligt tager tager pusten fra mig, hvis jeg befinder mig i vindretningen. Når han er våd bliver han særlig sur og grov idet. Han har pisset på mine sko og efterladt en enorm ladning gødning midt i en samtale.

Når Elvis løber mig i møde for at hilse på skal man være opmærksom på, om der er plads nok til siden fordi han sædvanligvis ikke kan må at standse og man skal sikre sig en flugtmulighed. Engang fik han i fart slynget sin røv rundt om et lille træ så det knækkede. Så begyndte han blot at æde barken og bladene.

Jeg har forsøgt at lære ham at sætte tempoet ned og at "stå," men Elvis er ikke meget for træningen, hvorfor skulle han dog også være det? Han plejer jo at gøre lige hvad der passer ham alligevel.

I Elvis kan jeg se det åndelige liv jeg har higet efter. For nogle måneder siden tog jeg et bind af Yeats' digte med ud til Elvis, jeg er egentlig ikke meget for poesi, men jeg læser ofte digte for Elvis da han ser ud til at nyde dem, fro han svinger med halen for at holde fluerne væk fra sin bagdel. Elvis har sin egen rytme. Sædvanligvis befinder han sig på det samme sted på det samme tidspunkt hver eneste dag og foretager sig det samme, æder hele tiden. Jeg har læst St. Augustine' 'City og God' for ham, noget af james Herriott, Merton og Carl Sandburg for ligesom at appellere til hans maskuline side. Jeg har læse C.S.Lewis' 'The Problem of Pain,' og her fornylig gik jeg op på bakken og læste en haiku antologi for ham, idet jeg syntes det var passende for et så selvcentreret bæst, der tager livet så let.

Elvis er fotogen

Jeg læste to eller tre digte af Yeats for ham og lagde bogen i græsset og derpå åd Elvis hele bogen, ja nærmest inhalerede den, og han så ud til at nyde den som et stykke wienerbrød. Så kiggede han på mig og det så ud som om hansagde, "hvad skal der nu ske, kammerat."

Ja, jeg valgte at sætte mig ved siden af ham og så fik vi en dejlig time sammen, hvor vi åd vores foderboller og stirrede betydningsfuldt på, ja netop - ingenting. Jeg nød det. Elvis kan være en rigtig grubler, i stand til at meditere i timevis mens han blot betragter verden omkring ham. Undertiden smitter det af på mig.

Jeg er en smule jaloux. Jeg købte selvfølgelig de der bøger til mig selv, og jeg formoder mit ønske om at dele dem med Elvis stammer fra en spirende erkendelse af, at han på den mest naturlige facon er indehaver af alle de karaktertræk jeg har forsøgt at finde med så stor vanskelighed, i så mange år. Man skal åbenbart være et kreatur for at besidde denne sindsligevægt. Som menneske må du kæmpe og søge og lede og du bliver klar over det er en ulige kamp fyldt med nederlag og sejre, op og nedgangstider, vildveje, hegn og porte. Thomas Merton skrev, at en af de vigtigste, og dermed også mest glemte ting ved begyndelsen af et ægte udendørsliv, er evnen til at erkende værdien og skønheden i helt almindelige ting. Elvis har grebet det.

Når jeg tager fotos eller skriver kæmper jeg for at få det rigtige lys og de rigtige farver til at brede sig over vor verden og undertiden er mine forsøg på at fange skønheden i ganske almindelige ting helt unaturlige. Elvis er skideligeglad. Han behøver ikke bestræbe sig på at blive accepteret eller på at begribe forskellen mellem ondt og godt.

Her forleden eftermiddag blev jeg rystet af de dystre trommeslag og de omstridte nyheder der flød ud fra Wall Street og Washington, først kom de på bilradioen, og derpå råbtes de hysterisk ud af kommentatorerne på TV nyhedskanalerne. "Vi står ved afgrundens rand!," sagde den ene for ligesom at give perspektiv til situationen. Jeg gik ud på engen med et æble og satte mig ned ved siden af Elvis. "Det ser ud til vi står på afgrundens rand," sagde jeg. Han rettede sine enorme brune øjne mod mig og kiggede på hegnet udover engen bagved, så på de mindre heldige køer, der lever udelukkende i stalde, som æder silage og ikke friskt hø, som sover på betonunderlag, og helt sikkert om kort tid skal sælges på markedet. "Det betyder ikke en skid," så det ud til han sagde, og jeg var rørende enig.

Det tror jeg er hele den åndelige verden som dyr, som Elvis, lever i, og det kan de undervise os i og demonstrere. Elvis er, så vidt jeg kan se, ikke selv klar over det. Han har ingen bevidsthed om det, så vidt jeg kan bedømme. Han æder, sover, og stirrer på verden, helt tilfreds med at betragte den.

Når hverdagen er hård eller jeg er nervøs, da fantaserer jeg sommetider om at slå Elvis ned eller sende ham til en anden gård eller til slagteriet, da det er lidt vanskeligt at retfærdiggøre jeg bruger så mange penge på foder og hans velbefindende.

Elvis slapper af med en kammerat

Selvom jeg har disse onde drømme tvivler jeg på, om jeg nogensinde vil kunne slå ham ned, fordi jeg på den mest velsignede måde har oplevet, hvordan kreaturer som ham virkelig har liv, ligesom jeg selv.

Elvis er ikke klar over det, og vil heller aldrig blive det, at han nu egentlig burde være på menuen i McDonalds og burde have et kort liv, da kun få stude oplever deres femårs fødselsdag, fordi bentøjet ikke er designet til at bære en så massiv vægt i alt for mange år. Der er kun få metoder til at behandle et så gigantisk og stærkt bæst, hvis han bliver syg. hvis det bliver tilfældet er jeg helt sikker på, at så er det slut. Det kan godt gøre mig ked af det, skønt jeg også kan se ironien idet. Han er nemlig fuldstændig komplet fløjtende ligeglad.

http://www.slate.com/id/2205131/pagenum/all/#p2