Bob Owens
Af de elleve tidligere tilbageholdte der er blevet interviewet af PHR, var de otte blevet fanget, mishandlet og såret i kamp umiddelbart før de blev taget til fange af US tropper, således er det vanskeligt at afgøre om skaderne, der er dokumenteret ved de fysiske undersøgelser var resultatet af hændelser før eller om de er fremkommet efter de blev overført til amerikansk varetægt. To af de otte fanger blev samlet op og afhørt af lokale styrker, et stykke tid efter de var løsladt fra US fangenskabet, men før de blev undersøgt, derved kan muligheden for, at mishandlinger har fundet sted før PHR's fysiske som psykologiske undersøgelser ikke udelukkes.
Seks fanger have psykologiske traumer eller havde psykiatriske diagnoser før fangenskabet hos US styrkerne, heraf havde den ene forsøgt selvmord to gange. Adskillige af fangerne der hævdede, at de fysiske problemer var et resultat af mishandling, kunne ikke understøttes af undersøgelserne, herunder havde den ene fange hævdet, at han havde fået et hjerteanfald som senere tests ikke kunne finde bevis på, og en anden gav skylden for dårligt stramt tøj som årsag til at hans kønsdele var opsvulmede. En havde ikke været ude for noget der med rimelig kunne beskrives som tortur, han havde kun været udsat for krænkende sprog og en forsinkelse i medicinsk behandling.
Mens mishandling af fanger og tortur har fundet sted i krigen mod terror og er blevet dokumenteret til fulde, da var PHR's rapport ikke et øjenvidne dokument og indeholdt fejl, forvirrende beskyldninger og gentagne anklager der ikke kunne understøttes af de indsamlede beviser. På trods af, hvordan det er blevet fremstillet i medierne, er PHR's beretning så langt fra et objektiv eller endeligt dokument, som selv rapportens forfattere undertiden er blevet tvunget til at indrømme:
Det er muligt, at beskyldningerne om tortur og dårlig behandling fremført af de tidligere fanger er afstedkommet af erindringsfejl og/eller bevidst overdrivelse eller fortegnelser af personlige og/eller politiske mål. PHR kunne ikke af sig selv undersøge og bekræfte alle udtalelserne fremført af de tidligere fanger i rapporten, ejheller bedømme rigtigheden af fangernes historier. På grund af logisktiske og sikkerhedshensyn var PHR ikke i stand til at indhente 1) Bedømmelse fra nogen af de tidligere fangers familiemedlemmer vedrørende deres -før-tilfangetagelsen- helbred og funktionsevne, eller 2) tidligere medicinske rapporter for at bekræfte tidligere forløb. Hvor det var muligt forsøgte PHR at bedømme de tidligere fangers beskyldninger sammenholdt med eksterne kilders. Den medicinske beretning af eet individ og den uafhængige medicinske vurdering af en anden tidligere fanges blev brugt til at bedømme deres historiers sandfærdighed. Kilder fra medierne og offentliggjorte US regeringsundersøgelser om beskyldninger om mishandling af fanger blev brugt til at bedømme beretningerne fra to andre tidligere fanger.
De der vurderede havde intet medicinsk udgangspunkt for at vide, om nogen af de 11 fanger havde haft problemer enten før de blev holdt som fanger i amerikansk varetægt, eller om de havde det bagefter. I stedet havde de en uafhængig -efter- fængslingen medicinsk evaluering af en enkelt fange, og fængselets medicinske historie på en anden fange. Uden noget -før- fængslingen udgangspunkt er beskyldningerne fra fangerne blot lidt mere end eftersnak, der ukritisk offentliggøres af en officiel forsvarsgruppe.
De individuelle sager har mange datasammenfald, der peger mod mishandling og måske endda tortur, men sådanne konklusioner er ikke endelige, som en gennemgang af de individuelle sager afslører.
“Kamal”Taget til fange i sit hjem i spetember 2003, sendt til Abu Ghraib, torteret til november 2004, overført til en fængsels telt by, og hævder at fået et hjertetilfælde der ikke blev behandler (en påstand som tests ikke støtter). Løsladt i juni 2004. Igen taget i varetægt af irakisk politi i januar 2005, i denne varetægt blev han ikke torteret, men nogle gange blev han nægtet vand, mad eller adgang til toilet under fængselsopholdet. Han blev også fornærmet verbalt af fangevogterne. Han blev løsladt anden gang i oktober 2006. Fysiske vidnesbyrd er "overensstemmende" med beskyldningerne, men ikke på nogen måde et endegyldigt bevis på tortur. Der er heller ikke vidnesbyrd der indikerer, at arrene fra sår er kommet som et resultat af hændelser under fangenskabet, og ikke fra de mere end 40 års livsforløb. Psykologiske prøver afslører depression, PTSD (Posttraumatisk Stresstilstand), ængstelse, mv. Der er ingen test af hans påståede tab af hørelse.
Fanget i november 2003, skønt midt i 50'erne blev han sendt til Abu Ghraib i syv måneder hvor han blev udsat for tortur. At venner var blevet dræbt af amerikanerne under Gulfkrigen i 1991 Havde gjort ham "oprigtigt ked ad det", måske givet ham et motiv til at overdrive eller forfalske sin vidneforklaring. Han blev såret i 1998 ved en bombesprængning han deltog i vendt mod amerikansk militær, hvilket, for anden gang, gav ham grund til at bære nag (sidenotits: Tidsskemaet for hans sår var under perioden "No Fly Zone War," hvor koalitionens fly typisk skød mod antiluftskyts batterier og radar stationer, herved gøres hans påstand om ikke at have deltaget i militærtjeneste angribeligt). Han påstår, at soldater plyndrede hans hjem for penge og værdier, men kan ikke bevise det. Endnu engang var de fysiske vidnesbyrd i "overensstemmelse" med hans påstand om tortur, men ikke endegyldige. Han påstod også, at ved at være iført dårligt siddende tøj fik han opsvulmede kønsdele. Undersøgernes analyse indrømmer, at de ikke var i stand til at afgøre om hans psykologiske problemer kunne henføres til hans fængselsophold, om han havde lidt af disse før, eller om disse problemer var resultat af faktorer efter fængselsopholdet.
“Laith”Han blev arresteret oktober 2003, sendt til Abu Ghraib og løsladt i juni 2004. Som værende midt fyrrerne tjente han i militæret og blev såret i kamp mod Iran i 1980'erne. Han påstår han blev torteret de første 35-40 dage i fangenskabet. Han fik konstateret sukkersyge mens han var i Abu Ghraib og får medicinsk behandling. Endnu engang er de fysiske beviser i "overensstemmelse" med hans påstande, men ikke endegyldige. Mærkværdigvis påstår han ikke, at han blev voldtaget, men der er tegn i endetarmen der stemmer med en sådan hændelse. Han påstod at han blev brændt med cigaretter på brystet, men ingen ar forefindes. Der er tegn på andre udefinerede fysiske beviser der ikke han henføres til hans arrestation og fængselsophold, men disse sår, og hvorledes de helt præcist holdes adskilt af undersøgeren, fra fængselstidens sår, forklares ikke. Psykologiske tests peger på PTSD og alvorlig depression, i sammenhæng med et overdrevet alkoholmisbrug. Undersøgerne peger kraftigt på, at hans fysiske og psykologiske symptomer viser han er blevet voldtaget, endskønt han fortsætter med at benægte det.
“Yasser”
Midt i fyrrerne, blev arresteret, tilbageholdt og mishandlet i 1990'erne af irakiske styrker. Han påstår, at han ikke lider af nogen fysiske eller psykologiske skader fra sit syv måneders fængselsophold, dog hævder han at have en ikke nærmere navngiven skade før sin arrestation, som ikke blev behandlet. Han formoder, at kun den sidste tilbageholdelse af US. styrker i Abu Ghraib, efter arrestationen i 2003, er årsag til hans permanente skade. Han hævder han blev transporteret af en "tank" efter arrestationen, men da USA ikke har tanks, der kan passe med den beskrivelse af transporten han beskriver, henviser han øjensynligt til en Bradley IFV. Han blev frigivet i februar 2004 og har tydelige ar, som efter elektriske stød, men undersøgeren kan ikke give bevis på, at dette skete under hans varetægt hos US styrker eller om de stammer fra hans syv måneders fængselsophold under Saddam æraen. Han henviser til adskillige voldshandlinger med voldtægter, men en kort undersøgelse viser ikke fysiske beviser der stemmer overens med denne anklage. Psykologiske prøver viser tegn på depression, PTSD, og andre symptomer forbundet hermed.
“Morad”Sidst i 50'erne, arresteret september 2003, tilbageholdt i 10 måneder og løsladt i juli 2004. Fysisk overlast ikke så udpræget som hos andre klagere, snarere psykologiske overgreb. Han blev behandlet med insulin (øjensynlig lidende af sukkersyge) under sin indespærring efter at have oplyst fangevogterne om sin tilstand. Råt sprog og forsinket medicinsk behandling lader til at være hans eneste klagepunkter. Med baggrund i hans relative fysiske som psykologiske velbefindende, kan jeg ikke se, hvorfor han er med i rapporten om påstået tortur.
“Rahman”
Fanget i oktober 2003, tilbageholdt i Abu Ghraib og løsladt i maj 2004. Først i 40'erne. Påstår han kom til afhøring hos myndighederne i 1989 og 1994 under Saddam Hussein's styre, men benægter nogen form for mishandling under disse forhør. Han påstår hans tortur er forskellig fra de andre klageres ved at der var tale om brug af nedsænkninger i koldt vand og at koldt vand blev kastet over ham sammen med slag og spark, der åbenbart var almindeligt forekomende hos de interviewede mænd. Han blev "bortført" af Irakisk hemmeligt polti og tilbageholdt i 18 dage i sommeren 2006, men nægter at tale om denne hændelse. De to tidligere indespærringer og tilbagehodelsen af det hemmelige polti, som han nægter at tale om, gør det endnu engang vanskeligt at finde ægte bevis på fysisk som psykologisk mishandling, ligesom det er svært at pege på under, hvilken af hans fire tilbageholdelser overgrebene skulle være sket.
“Amir” Han blev arresteret i august 2003 og i fængsel til januar 2005. Påstande om fysisk mishandling herunder tvunget til løb i tilgift med mere typiske påstande som at blive slået, sidde i stressstillinger og høje lyde. Han blev overført til Abu Ghraib i september 2003, hvor han led under fysisk såvel som seksuel mishandling. Overført til Camp Bucca i juli 2004, hvor han blev dårligt behandlet og blev løsladt i november 2004 efter at være ført tilbage til Abu Ghraib i to dage før løsladelsen. Dette stemmer ikke med tidligere påstand om løsladelsen i januar 2005. Mente Physiscians for Human Rights forfatterne to måneder, eller to dage i Abu Ghraib før løsladelsen? Hvis rapporten havde været tilstrækkeligt gennemlæst (eller gennemkontrolleret) ville en sådan uoverernsstemmelse sandsynligvis være opdaget før offentliggørelsen. Fysiske og psykologiske undersøgelser afslørede skader "overensstemmende" med hans påstande.
Fangelejren Camp Bucca, Irak Hævder at være fanget af henholdvis Taliban, afghanske styrker og US miltær i Afghanistan i oktober og november 2001. Han blev holdt fanget i såvel Kandahar som Guantanamo til midt i 2004. Han led af adskillige psykologiske problemer før sin tilbageholdelse og forsøgte selvmord to gange før han tog til Afghanistan. Rapporten beskriver øjensynligt aflusningsprocedurer ved ankomsten til Kandahar, men forklarer ikke at det var en almindelig helbredsprocedure snarere end tortur. Undersøgeren beskriver to gange at en finger blev stukket op i endetarmen ved ankomsten til Kandahar og Guantanamo. Dette er åbenbart en del af en medicinsk undersøgelse for nyankomne i søgen efter ulovlige stoffer. Rapporten er uklar her. Han fastslår at blev mishandlet og truet med hunde kort efter ankomsten og hævder han en gang blev pebersprayet, selvom han ikke kan forklare hvorfor. Han mishandlede sig selv ved at slå sit hoved mod celledøren og blev medicineret med Zoloft. Ved løsladelsen i sit hjemland blev han "afhørt yderst grundigt" af det lokale politi, men siger han ikke blev mishandlet af dem. En fysisk undersøgelser viser, at han mangler tænder der kan passe med de slag han siger han blev udsat for, og fysiske ar, som han hævder kommer fra mishandling. En fuldstændig kropsundersøgelse udført af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRTC) "afslører ingen beviser på unormaliteter."
“Adeel”
Fanget i Pakistan af pakistanske soldater i maj 2002, tilbageholdt af Pakistans Efterretningsenheder i et sikkert hus, og påstår han ikke blev mishandlet af dem. Han blev sendt til Baghram og senere til Guantanamo og blev løsladt i efteråret 2006. Endnu engang, indslusningen, herunder en gennemgribende undersøgelse af kroppen, som er almindeligt i alle fængsler, beskrev han som mishandling, også fællesbadningen. Tortur og mishandling, skulle være konstant iført lænker, slag, ydmygelser og høj musik. Han nægter at opgive detaljer, men hævder at "nogen rørte ved ham på en ydmygende måde" under en overførsel mellem fængsler, hvilket sandsynligvis er en beskrivelse af den almindelige søgen efter ulovlige stoffer. Fysisk led han af peforerede trommehinder og betændelse og andre indikationer på dårlig hygiejne og begrænset bevægelsesfrihed sammen med en ikke nærmere diagnostificeret misfarvning af huden.
“Youssef”
Tilbageholdt ved grænsen til Pakistan sent i 2001 eller tidligt 2002. Mishandlet i et pakistansk fængsel før overførslen til Kandahar og Guantanamo. Løsladt i november 2003. Hævder fysisk mishandling i form af slag i Kandahar og elektrostød ved at blive skubbet mod en generator ved en lejlighed. Han blev holdt i Camp X i Guantanamo, hvor han hævder at være blevet slået på grund af små overtrædelser, men led ikke permanent skade. Under opholdet i Camp X rapporterede han ikke om gennembankninger, men blev udsat for meget høje temperatuer og høj musik. Han beskyldte lejrens psykolog for krænkelse af patient/doktor relationen, da afhøringsofficererne brugte hans bekymring over savnet af familien mod ham efter han havde betroet sine følelser i den henseende med psykologen. Fysiske vidnesbyrd om mishandling var minimale, og han indrømmede, at en del psykologisk fortvivlelse fandtes.
“Rasheed”
Fanget i Afghanistan i november 2001, indespærret i Bagham, Kandahar og Guantanamo før sin løsladelse i efteråret 2006. Konverteret til Islam og tidligere anholdt med mistanke om terrorhandlinger i sit hjemland, og var blevet slået. Han fik lov til at forlade fængslet på den eneste betingelse at han ville blive udvist fra sit hjemland. Han hævder at have været flygtning i månedsvis før landet han boede i, lod ham føre til Afghanistan. Han hævder han blev fanget af banditter og solgt til den Nordlige Alliance som fange. Han siger han blev slået og fik en operation mod sin vilje (senere påvist at være en brok, udført af personlale i Guantanamo). Efter overførslen til Guantanamo benytter han simulerede psykologiske symptomer for at undgå fortsat mishandling, men anstrengelsen fører kun til at han blev kraftigt medicineret. Han hævder han stadig blev slået i mere end 300 tilfælde i Guantanamo. Som noget særligt blandt de undersøgte forsynede "Rasheed" Physicians for Human Rights med en kopi af hans 1200 sider Guantanamo lægerapport der indikerede hans tidligere voldsomme brug af alkohol og stoffer og en beretning om psykiatriske problemer i familiens historie. Undersøgelse af hans muskulator og knogler, som rapporteret af PHR, viste ikke udprægede vedvarende skader, som man burde forvente en almindelig person kunne fremvise efter at have gennemgået 300 gennembankninger.
Physicians for Human Rights fortsætter i deres rapport at komme med andre beskyldninger og påstande, men når man tager i betragtning at disse konklusioner er baseret på påstande og anklager der kan sættes spørgsmålstegn ved, og er politisk begrundede da var yderligere gennemsyn uden mening.
http://pajamasmedia.com/blog/author/bobowens/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar