mandag den 31. oktober 2011

Bliver Islam fremstillet dårligt

Er Islam dårligt repræsenteret?



For årtier siden observerede Marshall McLuhan, "Mediet er budskabet." Da de trykte og elektroniske medier mere og mere gennemsyrer hvert aspekt i livet vokser deres indflydelse i at skabe holdninger og opførselsmønstre i offentligheden. Mediernes magt er en blandet velsignelse. På den ene side, kan de tjene til at afsløre uretfærdigheder og fejl. På den anden er de i stand til at fremme misinformation og direkte fejlagtig information.

Manipulation og kontrol med medierne er af afgørende betydning i totalitære stater. Frie samfund, skønt mindre underlagt kontrolleret information, er dog stadig i betragtelig risiko for at blive selektiv informeret eller direkte fejlinformeret. Offentligheden kan blive bedraget langt lettere at mediernes moguler når politisk korrekthed benyttes som et påskud for at fremme visse ideer.
Et sådant tilfælde kan ses i mediernes udstilling af Islam, artikuleret af politikerne og de 'kloge' - snakkehovederne på TV og radio, ligesom analytikerne der skriver for aviserne og tidsskrifterne i Vesten. Igen og igen hører vi og læser at Islam er "Fredens Religion" til trods for den kendsgerning at Islam har været en religion med vold fra dens begyndelse til nutiden. Dette mantra "Islam er en Fredens Religion" gentages så ofte at det er blevet en indiskutabel kendsgerning i manges tankegang.


Når radikale muslimer slår ihjel, halshugger og voldtager forbliver MSM tavs og gentager det samme mantra om Islams fredsommelighed, og de gør det i multikulturalismens navn. De insisterer på, at den civiliserede verden accepterer islamisk kultur, under rubrikken multilulturalisme. Muslimer og deres ofte godt betalte apologeter benytter kun multikulturalismens beskyttende paraply i ikke-islamiske lande for at dække sig selv ind fra den strøm af legitim kritik som de der kender Islam overduscher denne voldskult med, den voldskultur der fører sig frem som Fredens Religion.


Lyt ikke til mig og lyt ikke til disse hyklere der ser igennem fingre med det. Find selv ud af det. Se om eufemismen multikulturalismen nogensinde står trykt i den islamiske presse, eller nogensinde forekommer i nogen form noget sted i de muslimske lande. Dette multikulturalismens spil benytte af Islam til at lægge et slør over ikke-muslimernes øjne mens muslimerne selv bliver ved med deres hensynsløse kampagen ved at udslette alt eller enhver der er ikke-islam noget sted i verden.


De af os, der gennem fornuftig ræsonneren og en enorm viljestyrke, har befriet os fra det det slavelignende åg der er Islam og som var blevet os pålagt fra fødselen kender alt til det rædselsvækkende indre skidt i denne menneskehedens plage. Vi har oplevet Islam på første hånd og er ganske bekendt med den indefra. Vi har studeret Koranen, Hadith og Sunna. Vi har set Islam i aktion, hvor den hersker. Nogle af os har endog desperat forsøgt at klynge os til dette sikkerhedsbælte der blev lagt om os fra fødslen. Dog jo mere vi studerede og des mere vi erfarede Islam, des mere blev vore bestræbelser for at forblive i 'folden' uholdbare.
Vi brød ud af det islamiske slaveri og fandt at det var vor højtidelige pligt at udstille dette bedrag af en religion, hjælpe muslimer til at befri sig selv fra den, og advare de godhjertede og godtroende ikke-muslimer mod at blive dens bytte. 

Husk hvordan tidligere Præsiden George W. Bush ved adskillige lejligheder gentog mantraet og tilregnede den forfærdelige vold der bliver begået under Islams banner til kun en lille gruppe af ekstremister? Den tidligere præsidents vurderinger var enten baseret på uvidenhed om kendsgerninger om Islam eller som hans forsøg på politisk korrekthed. Måske var præsidentens tøven med at tale om Islams sande natur på grund af hans ønske om at undgå at opflamme de allerede udfordrede følelser hos mange om Islam. I sådanne tilfælde, er sandheden blevet ofret, og offentligheden fortsætter med at klynge sig til den falske formodning af Islam er en Fredens Religion. Mennesker der vover at afklæde Islams sande natur løber en risiko for at blive tugtet og kaldt hyklere eller hadskabere.


Selv en overfladisk undersøgelsen af Islams historie og islamiske tekster medfører en konklusion der er præcis den modsatte af - fredsommelighed. Islam var, og fortsætter med at være en bevægelse af utøjlet vold.

Araberne der gjorde udfald fra de arabiske ørkener kom ikke til den omkringliggende verden med Koranen i den ene hånd og blomster i den anden, prædikede kærlighed og fred fra gade til gade, og dermed indfangede hjerterne og sindet hos menneskene. Islam blev påtvunget ethvert folk ved sværdets spids og indførelsen af de benhårde skatter, Jazyyeh, (særlige skatter) der blev pålagt de, hvis liv blev sparet og som fik lov til at holde sig til deres religiøse overbevisninger. Til trods for at de betalte den tunge Jazyyeh, blev ikke-muslimerne behandlet, når det var bedst, som andenklasses-borgere i deres egne fædrelande.

Den vederstyggelige forfølgelse af ikke-muslimer i islamiske lande er en standard procedure. I mange islamiske land bliver ikke- muslimske ægteskaber ikke anerkendt som lovlige og børn af de par bliver stigmatiseret som bastarder. Pyt være med at Saudi Arabien, og endog Egypten, det mere civiliserede islamiske land og modtager af milliarder af dollars i US hjælp, behandler ikke-muslimer som andenklasses borgere og fratager dem deres lovlige menneskerettigheder.


De bedrevidende, analytikerne og politikerne gør offentligheden en kæmpe bjørnetjeneste, hver segment af sine egne presserende grunde, ved som en papegøje at gentage mantraet om Islams fredelige natur. Som en kendsgerning er den såkaldte lille gruppe af islamiske ekstremister Islams sande ansigt. Det skal indrømmes at fra tid til anden, fra sted til sted har muslimer vist en vis grad af tolerance overfor ikke-muslimer. Denne tolerance går tilbage til de allerførste år med Muhammad. Fra begyndelsen var Muhammad ydmyg og proklamerede, "For dig, din religion, og for mig, min religion." Denne holdning varede dog kun nogle få år indtil Muhammads bevægelse havde samlet nok styrke og Islam blev det eneste alternativ til døden eller tung beskatning. Indførelsen af Jazyyeh var en klog plan for at fylde de islamiske skattekister til støtte for deres hærenheder og for at finansiere yderligere erobringer.


En islamisk praksis, der går rigtig langt tilbage, er at være ydmyg når man er svag og derpå benytte despotisk intolerant magt når man har styrken til det. Den seneste indvandring til ikke-islamiske lande begyndte  tilsyneladende harmløst, endog nyttig, da der manglede arbejdskraft. Inden længe oversvømmede større og større antal af muslimer de nye territorier og da de blev flere - ved en høj fødselsrate sammen med flere nyankommne - begyndte muslimerne at vende tilbage til deres intolerante metoder, ved for eksempel at kræve lovlig status for Sharia (islamiske love), den slags drakoniske love der i det store og hele ligner noget fra menneskehedens barbariske fortid.

Jovist er Islam dårligt repræsenteret. Islam er ikke dårligt repræsenteret ved de som "nedrakker" den. Den er dårligt repræsenteret ved de islamiske lejesoldater: Organisationer og individer der generøst er betalt af stater som af velhavende trosfæller der tjener milliarder af dollars på at pumpe og sælge olie til astronomiske priser. Ærefulde universiteter i Vesten, der altid leder efter almisser, nærmest falder over hinanden for at oprette islamiske forskningsprogrammer under ledelse af professorer der synger Islams pris. Islamiske foreninger intimiderer rutinemæssigt aviserne hvis disse vover at trykke sandheden om Islam. Legioner af advokater, både muslimer og 'lejesoldater' holder øje med muligheder for at intimidere og gøre enhver stemme tavs der siger sandheden om Islam. Medierne der falder til patten kan modtage generøse reklamemidler og andre goder af islamiske lobbyister.
 
På den vis er det en kendsgerning at Islam er dårligt repræsenteret. Den er misrepræsenteret meget effektivt ved ikke-muslimske enkeltindivider der generøst belønnes af de moderne tid islamiske erobrere. I vor tid benytter muslimerne deres gigantisk mange petrodollars som de har suget ud af de afhængige ikke-muslimer. 

Sværdet er midlertidigt erstattet af et ligeså dødbringende våben - Petrodollaren. Inden længe vil muslimernes tilføje en mere dødbringende version af sværdet - Den Islamiske Bombe.

Med bomben i den ene hånd og den anden på oliehanen, vil den ikke-muslimske verden blive bragt på knæ af Fredens og Broderskabets Religion.


 
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Amil Imani is an Iranian-American writer, poet, satirist, novelist, essayist, literary translator, public speaker and political analyst who has been writing and speaking out about the danger of radical Islam both in America and internationally. He has become a formidable voice in the United States against the danger of global jihad and Islamization of America. He maintains a website at www.amilimani.com. Imani is the author of the riveting book Obama Meets Ahmadinejad and the upcoming thriller Operation Persian Gulf.

søndag den 30. oktober 2011

Kultivere taknemmelighed

Om at opdyrke taknemmelighed

Patrice Lewis

I forgangne uge brugte jeg, som mange millioner andre, en masse tid på at fjerne ukrudt i min have. I de tidlige morgentimer går jeg rundt og fjerner uønskede planter og giver gødning til de jeg kan bruge. Fuglene synger, det er ikke for varmt, og hele skønheden ved morgenen er overvældende. Havearbejde tror jeg er med til at kultivere det personlige ansvar (ved at det samtidig kan give mad på bordet) og så også en taknemmelighedfølelse. 

Her fornylig læste jeg nogle børnebøger igen, som jeg læste første gang for rigtig lang tid siden. Det var beretningerne skrevet af Laura Ingalls Wilder's mor, Caroline Quiner, under hendes år langt ude på landet i Wisconsin i pionertiden. Carolines mor, Charlotte, var tidligt blevet enke, og hun var alene om at opfostre seks børn. Ofrene, kampene, sliddet, usikkerhedet og sulten de oplevede var alt for almindeligt dengang. Når der så var en god høst var det en gevaldig velsignelse. 

Fem år som enke og Charlotte blev gift igen, men kort tid derefter blev hun, ægtemanden og fire af børnene ramt af kolera. Alle overlevede, men stærkt svækkede - lige netop som haven skulle forberedes, og høstes inden frosten. Takket være gode naboer fik de høstet al deres mad i tide.
Caroline og Charles Quiner Ingalls

Deres taknemmelighed, ikke kun for høsten, men over deres liv var overvældende, i betragtning af de brutale arbejde der skulle til for at høste samtidig med at familien skulle passes og plejes
og styrkes efter den havde været nær ved at dø.

Jeg tænkte på dette mens jeg lugede mellem løgnene og kålene. Hvis min have går til - som det undertiden sker, da jeg ikke er særlig god til havearbejdet -det behøver jeg ikke bekymre mig. Jeg går blot til købmanden og køber det ind jeg har brug for. Men hvis Charlotte Quiners have svigtede, da stod hun og hendes børn overfor en øjeblikkelig sult.

Dette er en af grundene til at pionererne derude i ødemarken var så fromme som de var. Livet var usikkert. Usikkerheden om føden var altid tilstede. Lægehjælpen var primitiv. Det eneste som var 'konstant' var Guds rene kærlighed og de velsignelser der følger med hårdt arbejde og personligt ansvar. Det kan ikke undre at de opdyrkede taknemmelighed.

Vi har oplevet et stort tab af den religiøse drivkraft ligesom med vor arbejdsmoral i vort land, og da jeg der lugede i haven spekulerede jeg på - er det mon fordi vore velsignelser er så rigelige nu? Betyder det at vi har alt samtidig at vi mangler tro og vi så indtager en slags offerrolle? Kræves der mon en økonomisk depression for at genskabe en taknemmelighedsindstilling blandt amerikanerne, eller er vi kommet så meget på vildveje at vi ikke kan finde tilbage?

I en ideel verden ville vi med god samvittighed være taknemmelige for hverdagens velsignelser (helbredet, rent vand, rigeligt med føde, passende husly) fremfor at anse det som noget naturligt. Jovist så bliver vi en gang imellem revet ud af vor selvtilfredshed når der er en afbrydelse i leveringen af varer og tjenesteydelser; men for mange mennesker er resultatet ikke taknemmelighed for den i det store og hele pålidelige levering af disse ting, men snarere en ærgelse over den midlertidige afbrydelse. Vi klager over at elnettet ikke repareres hurtigt nok efter en storm. Vi klager over at buttikkerne ikke har flere chips og øl. Vi klager over at ambulancen ikke kom hurtigere frem gennem trafikken.

Forventningen om at vore liv aldrig skal blive 'forstyrret' (og meget mindre skåret ned på) har medført mindre taknemmelighed, ikke mere. Som kontrast, da mindede enken Charlotte Quiner, der undertiden knap var i stand til at give sine børn en tynd grønsagssuppe, dem om at de skulle være taknemmelig for deres mad, uanset hvor lidt der var af den. De takkede Gud selv under mangeltilstande.

Der er nogle mennesker i vort land der er så frastødt af denne nationale utaknnemelighedsholdning at de på det nærmeste ønsker en økonomisk implosion ville indtræffe, hvis den dog blot kunne lære nogle af os nogle barske sandheder. Jeg deler ikke den holdning, da jeg alt for godt ved hvor mange uskyldige mennesker der ville komme til at lide under sådanne omstændigheder. Men jeg må indrømme at jeg godt kan se hvad de mener.

Ting og sager vi får for nemt bliver let værdiløse i vore øjne. Når jeg malker vor ko, laver noget cheddar ost, lader den lagre i tre måneder, og derpå skærer den i skiver til at lægge på en sandwich ...da er jeg utrolig taknemmelig for den ost, fordi jeg jo ved hvilket arbejde der gik med at fremstille den. Når jeg køber noget cheddar ost i butikken, lægger jeg uden at tænke over det en skive på min sandwich og tænker slet ikke på køerne der gav mælken, hænderne der skabte osten. 

Hårdt arbejde er den løftestang hvormed vi modtager vore velsignelser. Husk på det - hårdt arbejde. At lave ost er hårdt arbejde. Det samme med at passe haven og få grønsager. At pløje marken. At passe en familie.


Mens jeg var bøjet over havens ukrudt i denne uge, tænkte jeg på hvor taknemmelig jeg er for den effektive fødevareforsyning i vort land, der giver mig lov til at købe næsten alt og på hvilket som helst tidspunkt af året. Jeg er taknemmelig over de gode lagre i butikkerne så jeg kan klæde min familie på for små penge. Jeg er taknemmelig over at lægevidenskaben er kommet så langt at vi ikke dør af at rive os på et rustent søm.


Men de som ikke er i stand til eller er uvillige til at værdsætte det hårde arbejde der medfører deres velsignelser mister samtidig evnen til at opdyrke taknemmelighed. De ville hellerede overlade deres værdighed til regeringen og få goder derfra i bytte.

"Den venstreorienterede velfærdsstat får mennesker til at foragte arbejde," bemærker Dennis Prager. "Intet garanterer ødelæggelsen af karakteren mere end at få noget for ingenting....Det hæmmer at de unge borgere kan blive modne og blive ansvarsbevidste voksne."

Caroline Quiner og hendes søskende blev tvunget af det hårde liv og tabet af deres far til at opdyrke ansvarlighed og en arbejdsmoral i en ung alder for at hjælpe deres enlige mor med at skaffe mad. De kultiverede samtidig taknemmeligheden. Disse lektioner fra barndommen blev hos dem gennem hele livet og blev overdraget til fremtidige generationer der byggede deres hjem op ud af ødemarken.
Laura Ingalls med søskende

Men nu, da vi er en nation der ikke længere opdyrker noget som helt undtaget offergørelse og være slaver af rettigheder er vi villige til at bytte friheden for ynkelig afhængighed, taknemmelighed for vanvittige hysteriske krav.

Vore velsignelser flyder fra Gud - ligesom sveden fra vore pander. Når vi glemmer det og forventer at regeringen velsigner os, da kender vor utaknemmelighed ingen grænser.


Learn how to achieve a simple lifestyle without "going green" or joining a monastery. Read Patrice Lewis' helpful new book, "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable"

Read more: Cultivating gratitude http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=324953#ixzz1SwjOFSld

lørdag den 29. oktober 2011

Sex Sex,Sex allevegne - hvad betyder det?

Sex Sex Sex

Bernie Reeves

Thomas Malcauly's observation om at "der ikke er noget mere latterligt, end når nogle af serierne (TV) vil beskæftige sig med moral" er ikke længere tilfældet.

Sex viser sit grimme ansigt så ofte i dagens menneskelige drama at borgerskabet er ligeglad. De utallige synder af tidligere US Senator og præsidentkandidat John Edwards har mistet deres greb, skønt de er blevet genvagt ved forbundsanklagerne fornylig i North Carolina.

Dominique Strauss-Kahns påståede sexovergreb på en stuepige på Sofitel, Manhattan hvirvlede noget støv op i et par uger, og Anthony Weiners foto af sit, som det er omtalt, 'begejstrede' lille medlem neden for sine underhylere er kun interessant på grund af Kongresmedlemmets atletiske hykleri krydret som "terminologiske unøjagtigheder" som den store Churchill beskrev en modstanders uregelmæssigheder.


Ligesom en tåbe ikke aner han er en tåbe, da kan en civilisation ikke se sin egen nedtur. Men Weiners kombination af afhængighed for at pirre sig selv seksuelt, og derpå lyve om det -- når det knyttes sammen med den vedvarende strøm af seksuelle skandaler og hykleri i dagens samfund -- er varsler på et kulturelt kollaps der begyndte for 50 år siden.


En fyr jeg kendte kommenterede, at han kom til skelsår og alder i den "store sextørke i 1950'erne" som reaktion på historierne om 1960'ernes promiskuitet. Han oplevede ikke fødselskontrolpillen der midt i 60'erne da pigerne begyndte "at byde sig til" senere i årtiet, og til midt-70'ernes sammenkædning med antikrigs- antisamfunds- demonstrationerne der kendetegnede den store ungdomsgenerations promiskuitet.


Sex, stoffer og rock 'n' rolle skabte en uforanderlig opdeling defineret ved  alder og erfaring. De som blev født et år tidligere end de første Boomers levede i en ancien regime skabt af deres forældre i de tidlige 1940'ere. Deres børn holdt fast ved den vedtagne norm om at jomfruelighed var en dyd, at man var flittig med sine studier og accept af militærtjeneste for mænd -- der førte til stabile og succesrige liv der kun gav lidt plads til at tvivle på sig selv. Selvfølgelig var der utallige dramatiske og usædvanlige undtagelser.


Uønskede graviditeter og oprør mod forældrene beskrev den dystre side af det ægte liv i bogen Peyton Place og filmen Vildt Blod, .men flertallet accepterede samfundets standarder - eller hvis de afveg var klar over at de netop krænkede normen. (Præsident John F. Kennedys narrestreger beviste at samfundets holdning til sex i 50. og 60'erne for det meste blot var facade, men pressen rapporterede først om hans eskapader årtier efter han var død).


 


De mest støjende blandt de første Boomers, den største demografiske gruppe der satte sit store præg i Amerika, anså de gamle regler som "firkantede" og neo-Victorianske, og de foretrak et hedonistisk livssyn drevet af individualitet og oprørstrang i harmoni med de nye rock album og forstærket ved marihuana og syre. Selvom de fleste Boomer ikke brugte stoffer, da trivedes de i en atmosfære af frihed og promiskuitet. Med kvinder 'befriet' ved pillen så de kunne indgå i sex med kun lidt risiko for en graviditet, kom hele spillet hurtigt til et andet plan. En enorm konsekvens var begyndelsen af en stigende skilsmisserate forårsaget af Boomerne der giftede sig når de opdagede de savnede den seksuelle revolution, som igen resulterede i brudte ægteskaber da par begyndte at betragte monogame forhold som hæmmende og kedelige.


Koblet med den nye seksuelle frihed for kvinder dominerede den politiske magt i form af kvindebevægelserne den offentlige debat. "Frigjorte" kvinder anså sex som et værktøj for at opnå magt og benyttede den uden blusel. College piger, der blot ti år tidligere var iført hvide handsker offentligt og var påklædt så de undgik at udstille deres seksualitet brændte deres BH'er og vrikkede med bagdelene for at annoncere deres nyfundne overlegenhed.
Det samme samfund der forbød importen af Lady Chatterley's Elsker i 1950'erne accepterede den offentlige fremvisning at hård sex i bøger og film - og tidsskrifter. 

Playboy tog føringen med at vise mere og mere af den kvindelige anatomi, men blev snart efter overhalet af Hustler og lignende tidskrifter fra den tid, der udnyttede den grafiske pirring for at fremme pornografien på bladdisken.


Pigerne forkastede Nancy Drew og havde kopier af Kama Sutra. Bekymrede grupper blev fortørnede over sex på film, hvilket resulterede i filmbedømmelser vi har i dag. I 1970'erne lokkede kabelTV-industrien deres kunder med pornografiske film der tidligere var reserveret for særlige forsamlinger af mænd. Endog "gratis" TV, reguleret for indholdet, med det formål at bevare den offentlige moralske standard, reagerede med at løsne op på disse standarder da de lumre kabelTV progammer trak seerne bort. 


Sex viste ikke kun sit ansigt frem; det gennemsyrede hele samfundet. Sagen Roe v. Wade gav en forbundssmæssig ret til abort der overvågede de forskellige staters love der tidligere var i overensstememelse med det lokale flertals holdning. Denne politisk bestemte frihed til at kontrollere virkninger af sex var et segl for kvindemagten. Men så kom konsekvenserne brølende som torden fra himlen: En eksplosion af kønssygdomme og AIDS epedemien ramte der tidligt i 80'erne forårsaget af hyppig ubeskyttet sex.


Gennem et politisk spin for ikke at isolere bøsser fyrede aktivistgrupper op under deres propagandakedler for at forbinde AIDS med heteroseksuelt samleje. Skønt dette kun gjaldt en lille procentdel af sygdomstilfældene, skabte virkningen heraf en ny æra med sexundervisning, anmodninger om begrænsninger af promiskuiteten og information om beskyttelse mod graviditet og sygdom.

Men virkningen af den stadige march for seksuel frihed falmede da AIDS behandlingsmidlerne blev udviklet og den heteroseksuelle forbindelse blev underbetonet.


Som det skete med kabeltv i de tidlige 70'erne blev der i de tidlige 90'erne ved internettet lokket med grafisk pornografi, og man skabte et globalt  malerisk bordel der blev tilgængeligt for børn. Mens HBO (betalingskanal) havde tilstrækkeligt med teknik i 70- og 80'erne så forældrene kun havde lidt grund til at forklare sex for deres børn, da går Internet pornoen langt ud over forældrenes viden, og giver børnene en usund opmærksomhed om sex. Der er så langt fra de tidlige 60'ere da en Brigitte Bardot film, film om nudister, en kontrabandekopi af Playboy, eller bøger med fotos, var det tætteste drengeteenagere kom på den nøgne kvindekrop. 


Samtidig med at kvinders frihed og teknologiens march er årsager til at sex gennemsyrer det moderne liv, er den parallelle nedtur i moralsk fornuft og etisk opførsel endnu en sag der vedrører sex. Spørg enhver socialist eller overlevende kommunist om det og svaret er, at samfundet har brug for at frigøre sig for religiøst begrundet opførsel og borgerlige strukturer. Seksuel frihed personificerer sejren i kampen for at udslette det hvide mandsdominerede tyranni, som de ser det, ofte sammenstiller man de seksuelt frigjorte kvinder med frigivelsen af slaverne.


Analogien fortsætter med at blive benyttet selvom kvinderne siver bort fra problemet. Ved vore elite universiteter er sex- og kønsstudier fremhævet som eksempler på oplysning og fortsætter selvom deres værdi i høj grad kan betvivles ligesom lærdommen der fremføres. Klasser i nogle skoler præsenterer prostituerede og levende sex som gyldigt materiale for de studerende. Og da fælles uddannelse nu er normen fremfor undtagelsen og har været det siden 70'erne er drenge og piger nu indkvarteret på de samme soveværelser og dermed skabes konstant kontakt.


Sex er overalt, inklusive de offentlige skoler. Forældrene står som hjælpeløse, hvis de ønsker at indføre viden om blomster og bier i konfrontation med hensynsløse sexuddannere. Børn beskæftiger sig med sex hele tiden i deres dagligdag. I klasseværelset, på reklame-TV programmer (se blot Two and a Half Men og bemærk den underforståede og seksuelt sofistikerede dialog), på kabelTV, i bøger, og selvfølgelig online hvor der kun er få mysterier tilbage af dykke ned i. Vort samfund er blevet inficeret med sex, så kan det  derfor undre nogen, at  voksne er beskæftiget med det uforsvarligt og regelmæssigt? Uden noget moralsk kompas eller rettesnor har kursen da ikke fået renset ud i historiens lektioner og erstattet dem med rådgivende sociologi og moralsk lighed?


Vor civilisation er i frit forfald. Og styrker der står udenfor vil gerne give os nådestødet. Piger i US er flere end drenge med 4%. Ved offentlige universiteter der beskæftiger sig med kunst og lignende er andelen 64% kvinder, 36% mænd. Man kan se konsekvenserne da den  oprindelige opfordring til at få børn tvinger pigerne til at annoncere deres 'tjenester' med en stadig øget liderlighed i konkurrencen om færre og færre drenge.


Britney Spears og Lindsay Lohan er rollemodeller der dramatiserer den kollektive virkelighed. For drenge er det at interagere med kvinder som en levende granat der kan eksplodere i deres ansigt. På den ene side har pigerne ingen kvaler med at udstille og falbyde deres seksuelle charme offentligt. Dog er er det privat, sådan at intimiteten er skiftet fuldstændigt hen mod kvinderne. Det som kan forekomme som et frivilligt møde kan forandre sig til anklager om voldtægt. Pigen ved, at blot anklagen om det er det eneste der skal til for at ødelægge livet for en mand, der troede han var beskæftiget med en handling begge var enige om.


Sexuel vellystighed har konsekvenser - fra syfilis til AIDS til fængsling. Når offentlighedspersoner ikke forstår det, og folk ikke længere er chokerede, er det måske ikke afslutningen -- med det er begyndelsen til afslutningen.


Bernie Reeves is Editor & Publisher Raleigh Metro Magazine and Founder of the Raleigh Spy Conference.


http://www.americanthinker.com/2011/06/sex_sex_sex.html

fredag den 28. oktober 2011

Stemning fra Jerusalem 2011

Sidste gang jeg besøgte Jerusalem mødte jeg en araber, der sagde han var klar til at dø i et atomholocaust sålænge bomben ødelagde Israel.


Hver gang jeg besøger landet, forsøger jeg at tale med arabere så jeg ikke kun hører problemstillingen fra jødernes side. Ikke at der kun er en jødisk holdning, selvfølgelig. Enhver der har blot den mindste opmærksomhed på Israel ved, som det er så velkendt  at landet er delt op i fraktioner. Det overvejende flertal af jødiske israelere er imidlertid enige om visse ting, og du skal enten tale med mennesker der er på den kugleskøre side af spektret, med radikale udenlandske aktivister, eller med palæstinenserne, hvis du vil høre noget anderledes. En palæstinensisk mand der bad mig citere ham som "Ghazi" skuffede mig ikke da jeg søgte efter noget der var anderledes.

Han sælger smykker i det muslimske kvarter i Jerusalems Gamle By, et sted jeg holder af at gå til engang i mellem for at snakke politik med butiksejerne. Det er ubetinget behageligt at sidde samme med dem, og de er meget interessante. De siger ikke altid det du forventer. Det gjorde Ghazi helt sikker ikke. 

Ghazi's butik i Jerusalem
Skønt nogle af dem ikke ønsker at tale om politik selvom jeg fortæller dem jeg er journalist. Det er ikke deres opgave. Det er ikke derfor de befinder sig der.
Den første mand jeg talte med på min seneste rejse rystede på hovedet da jeg bad om et interview. Han sad udenfor på trappen til sin butik og lignede en mand der krøb sammen mens han lod en storm passere.
“Kan du i det mindste ikke fortælle mig, om den politiske situation er god eller dårlig?" sagde jeg.

"Den er dårlig," sagde han, men han ville ikke uddybe. "Der er nogen her rundt omkring der vil tale med dig," sagde han mens han blinkede afværgende. 
Måske følte han sig overvældet af de zionistiske-imperialistiske kolonisatorer. Måske var han skuffet over sine medpalæstinenserne og deres evige afvisninger. Han kan have haft forskellige bevæggrunde, nogle jeg ikke kunne regne ud. Jeg aner det ikke, men uanset hvad det var, ville han ikke fortælle mig det.

Ghazi, sagde dog at jeg måtte komme til det rigtige sted da jeg spurgte om vi kunne tale politik. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke ønskede at han skulle fortælle mig, hvad han mente amerikanere ønskede at høre. Enhver journalist der ønsker at bære titlen med værdighed kan regne ud at det er netop det der sker i masser af tilfælde i Mellemøsten, og det skal bare tages i betragtning. Jeg ønskede at vide hvad Ghazi virkelig tænker, og det sagde jeg.

“Lov mig du ikke bliver vred på mig," sagde han.
Det muslimske kvarter i Jeruslams gamle bydel
“Jeg har arbejdet i denne region i årevis," sagde jeg. "Jeg har hørt det hele. Så nej, jeg bliver ikke vred, og vil ikke tage det som noget personligt."
Lov mig det," sagde han igen. Det han absolut ikke havde brug for som butiksejer, der lever af turister, var en amerikaner der råbte af ham i hans butik. 
“Jeg lover dig jeg ikke bliver vred," sagde jeg og grinte. Jeg kunne godt lide den vej situationen var ved at tage, og at han var nervøs. Han forberedte sig på at være ærlig.

“Og du er sikker?” sagde han. “Jovist,” svarede jeg. "Jeg er journalist og jeg har hørt det hele. Der er ingen mening i at tale med dig, hvis du ikke er ærlig overfor mig.
"OK," sagde han lettet. "Så vil jeg fortælle dig hvad jeg har på sinde."
Cirka 20% af Israels borgere er arabere. Ulig deres brødre i regionens flygtningelejre blev de i Israel efter den jødiske stats Uafhængighedserklæring fra det post-osmanniske Britiske Mandat, og de blev derfor statsborgere. Nogle mennesker omtaler dem som palæstinenerne fra 1948, og de er politiske og kulturelt anderledes end palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, de fleste af dem vil med tiden blive indbyggere i Palæstina fremfor Israel.

De israelske arabere får utrolig lidt opmærksomhed i medierne og som en følge heraf bliver de i det store og hele ignoreret og glemt udenfor Israel. Der er en tredje gruppe, blot nogle få hundredetusinde i antal, der får endnu mindre opmærksomhed end Palæstinenserne fra 1948, og det er dem som jeg tænker på som Palæstinenserne fra 1967.

Jeg henviser her til de arabiske indbyggere i Jerusalem. Som Israels arabere fik de tilbudt statsborgerskab, men denne gang i kølvandet på 1967 krigen, fremfor 1948 krigen. I juni det år besatte Israel af forsvarshensyn Vestbredden fra Jordan og Gaza Striben fra Egypten, men man annekterede aldrig områderne. Begge forblev de indenfor Israels grænser ikke kun ifølge det "internationale samfund," men også ifølge den israelske regering.

Israel annekterede imidlertid formelt de tidligere jordansk besatte dele af Jerusalem. Alle der boede i de kvarterer på den tid var arabere fordi Jordan etnisk havde udrenset de jødiske indbyggere da man gennemførte erobringen af den østlige halvdel af byen i 1949. Det sejrende Israel ville ikke etnisk udrense nogen, skønt ved at annektere Østjerusalem annekterede man samtidig dets befolkning, og palæstinenserne dér blev tilbudt statsborgerskab af Israel.

Hus i Jerusalems Gamle By.
Nogle accepterede det med glæde men de fleste afviste det. Ulig palæstinenserne af 1948 var de ikke interesseret i at bo i Israel. De sagde nej til tilknytningen og derfor til statsborgerskabet. Da Israel ikke ønskede at påtvinge statsborgerskab på de modvillige, erklærede regeringen dem "indbyggere i Jerusalem," og gav dem dem de samme identifikationskort som israelerne benytter, og gav dem alle statsborgskabets rettigheder. Det eneste de ikke kunne var at stemme til Knesset, det israelske parlament, det først når de havde ansøgt om statsborgerskab.

På det seneste har flere og flere af Jerusalems palæstinensere taget imod Israels tilbud. Antallet var i årtier kun en brøkdel, men er blevet dramatisk forøget nogle få år efter den 2. Intifada.

“I nogle og fyrre år," forklarer historikeren Yaacov Lozowick mig, at "mellem 1967 og til midt i 2000, nød de at have denne 'limbo' status. De stemte endog ikke til kommunalvalg, skønt de havde ret til det. De var i stand til at stemme i palæstinensiske valg, og de fleste af dem udnyttede heller ikke denne ret. De stemmer ikke, fordi de ikke ønsker af stille sig på den ene eller anden side."
Historikeren Yaacov Lozowick
Det må være endog yderst vanskeligt, for i det mindste nogle palæstinensere der bor i Israel. De sympatiserer naturligvis med deres med palæstinenserne i det overordnede. Hvordan skulle de noget andet? Og dog nyder de alle goderne ved at bo i Israel, goder de øjeblikkeligt ville miste hvis de kom under palæstinensisk suverænitet.

"Deres levestandard er betragteligt højere end palæstinenserne på Vestbredden," sagde Lozowick. "Den er lavere end på byens vestside, men den er på vej op. Og folk der deltog ikke i den 2. Intifada. De har en fuldstændig anderledes opfattelse end palæstinenserne på Vestbredden. Og i de sidste tre år, har der været en stadig stærkere bevægelse blandt dem om at opnå det fulde israelske statsborgerskab. 12 - 15 tusind har fornylig udfyldt papirerne. Og cirka 20 tusind er allerede blevet israelske statsborgere. Antallet vokser hele tiden.

"Der er et enormt socialt og politisk pres på dem fra palæstinenserne i Vestbredden," fortsatte han, "om ikke at gøre det fordi alle anerkender, at hvis antallet af arabere i Østjerusalem når et kritisk punkt med israelske statsborgere, så vil Israel ikke være i stand til at dele Jerusalem. Hele byen ville være med israelske statsborgere."
Manden jeg mødte som kaldte sig Ghazi, er helt sikkert ikke en af palæstinenserne fra 1967, der ønsker at blive i Israel.
"Hele processen er uden mening," fortalte han mig i baglokalet af sin guldforretning. "Israel har hele Jerusalem med amerikansk støtte. Hvor er vores stat? Hvor er vores frihed? Alle andre har en stat. Det internationale samfund bekymrer sig mere om dyrenes rettigheder end om palæstinensernes."

"Er du interesseret i en 2 statsløsning," spurgte jeg, "eller tage hele det historiske Palæstina tilbage fra israelerne?"

“Israel har 80% af Palæstina," sagde han. "Jeg vil godt indgå komprimis om 1967 grænserne skønt jeg ikke bryder mig om det, fordi hvis jeg ikke indgår på kompromis om 1967 grænserne får jeg ingenting."

Den første gang jeg vandrede ind i Den Gamle By for at interviewe arabere mødte jeg en helt anden form for  palæstinenser, en type Lozowick fortalte mig om, ved navn Samir.

"Når der med tiden kommer en 2 statsløsning," sagde jeg, "ønsker du da at bo på Israels- eller på Palæstinas side?"

"Israels side!" sagde han med det samme og med kraftig betoning som om der ikke var nogen anden svarmulighed. "Ingen af os ønsker at have noget med den Palæstinensiske Selvstyreenhed at gøre. De er helt umulige. De er ikke ærlige. Man kan ikke indgå aftaler med de mennesker."
"Er israelerne ærlige?" spurgte jeg.
"Nej," sagde han. "Men de er bedre. Hvilken side ville du helst bo på?"
Ghazi, havde dog ingen interesse overhovedet i at bo i Israel under nogen omstændigheder. "Selvfølgelig vil jeg helst bo i en palæstinensisk stat!" sagde han.
Jerusalems Gamle By kan en dag blive delt mellem Israel og Palæstina. Ehud Barak, tilbød at give palæstinenserne 3 af deres 4 kvarterer mens han kun ville beholde det Jødiske Kvarter for Israel. Yasser Arafat fremfor at gå ind på aftalen igangsatte krigen med selvmordsbombere. Bill Clinton gjorde det klart for Arafat at hvis han afvist tilbudet ville han ikke få endnu en chance, men palæstinenserne blev tilbudt noget lignende af Israels premierminister Ehud Olmert, og en skønne dag kunne deres ledere være tilbøjelige til at sige ja.

Jeg ønskede at vide, hvad det kunne betyde for mig som amerikaner. Jeg havde netop gået rundt i det muslimske kvarter fra den tyske koloni på den jødiske side af byen. Skulle jeg en skønne dag have brug for et visa for at foretage samme rejse? Ville en grænse mellem Israel og Palæstina endog være åben? Ingen kan krydse grænsen mellem Libanon-Israel, og kun en håndfuld hellige Drusiske mænd kan krydse grænsen Syrien-Israel.

“Når jeg kommer her på besøg," sagde jeg, "vil jeg hurtigt være i stand til, og med lethed krydse grænsen fra Israel til Palæstina, eller vil der være en uigennemtrængelig grænse som den oppe i nord ved Libanon?"
En tunnel i Jerusalem's Gamle By
“Du vil kunne gå rundt her," sagde Ghazi. "Det vil ikke være som Libanon. Libanon, ligesom Jordan er mændenes land. Hezbollah kæmper for deres rettigheder meget bedre end vi gør. Hezbollah er mere ærlig end jeg. Jeg bekymrer mig udelukkende om penge."
Jeg ville ikke skændes med ham, men han handler med mennesker for at tjene til livets opretholdelse, og kunne se på mit ansigt, at jeg var skuffet over hans ros til Hezbollah.

"Der kan ikke være en ægte fred med Israel eller med jøderne, tro mig," sagde han. "Du drømmer om fred, men der vil aldrig blive fred."


"Men du har netop haft jødiske kunder i din butik," sagde jeg, "og du var venlig overfor dem."
"Javist," sagde han, "det er fordi jeg kan bruge deres penge, og er ligeglad med om de er jøder. Hvis det var en Hezbollah butik, ville man bede dem forlade butikken."
Han beundrer Hezbollah, men er ikke nødvendigvis villig til at efterligne dem eller flygte og slutte sig til Hamas som en kriger eller selvmordsbomber.

"Jeg ønsker ikke at slås," sagde han. "Jeg vil bare hare mine rettigheder."

Han kunne opnå den endelige ret til israelsk statsborgerskab - ret til at stemme på medlemmer til Knesset - blot ved at udfylde papirerne, men det er ikke hvad han mente. Han talte ikke om individuelle rettigheder, der findes i langt højere grad i Israel end i noget andet land i området. Nej, han henviste til samfundsrettigheder, hans samfunds ret til at være suveræn, i det mindste i den del af Det Hellige Land.

"Du lyder ikke særlig optimistisk," sagde jeg.

"Der vil aldrig blive fred her," sagde han.

"Der er da stille og roligt her," sagde jeg.

En stille gade i Jerusalems Gamle By
"Jo," sagde han, "fordi vi ikke kæmper. Hezbollah kan dog. Israel er ikke klar til at kæmpe mod Hezbollah. Israelerne kunne invadere Syrien, og spise frokost i Damaskus imorgen, men de kan ikke slå Hezbollah."

Selvom om han selv er Sunni bekymrede ham det ikke det mindste da jeg mindede ham om at Hezbollah er Shia, der invaderede Sunni delen af Vestbeirut i 2008.

"Hezbollah er mere ærlig end jeg," sagde han.

"Hvordan det?" spurgte jeg.

"De vil kæmpe," sagde han, "og de vil dø for det de tror på. Jeg tænker på min butik og på at forsørge min familie, mine børn."
Jeg er ikke så sikker på, at det er præcis ordet "ærlig" han ledte efter. Måske er det han mente, at Hezbollah krigerne er mere ægte overfor sig selv end han er.

Amerikanske modoprørsofficerer under kommando af General David Petraeus hjalp middelklassens butiksejerne med mikrohjælp for netop at forvandle mulige radikale oprørere til folk som Ghazi. Irakere med familier og en indflydelse på økonomien, de med ansvar og noget at miste, er langt mindre tilbøjelige til at ville kæmpe eller tolerere kamphandlinger.

Jeg havde brug for at vide, hvor mange af Jerusalems palæstinensere der hemmeligt eller ikke-så-hemmeligt havde holdninger som Ghazis sammenlignet med de med mere moderate opfattelser. Med kun nogle få undtagelser har nogen af dem næppe forpligtet sig til terrorhandlinger, men kunne de gøre det i det værst tænkelige scenario? Hvad nu hvis der kom en 3. Intifada? Kan Jerusalems arabere da opføres sig som fuldstændig neutrale?

Blot ved at tale med tilfældige arabere i den østlige del af byen ville jeg ikke kunne finde ud af det. Derfor mødtes jeg med Hillel Cohen, en israeler der kender de palæstinensiske indbyggere i Jerusalem bedre end de fleste. Han har været journalist men er nu forelæser på universitetet. Han har skrevet et antal bøger, og hans nyeste er en engelsk oversættelse The Rise and Fall of Arab Jerusalem, hvor han beskriver palæstinensisk politik i byen, især siden Oslo Aftalen, men også under og efter den 2. Intifada. 
“Du er derfor ekspert i den arabiske del af byen" konstaterede jeg.

"Efter israelske øjne, ja," sagde han.

"Hvad med arabiske øjne?" spurgte jeg.

"De siger jeg er ekspert i israelske emner," lød svaret.

Jeg kluklo.

"Næ, nej, jeg mener det alvorligt," sagde han. Jeg skrev en klumme for nogle år siden om israelske forhold. Og selvfølgelig kender en person der lever i et samfund sit samfund bedre end så mange andre udenfor."
Derfor kender han det palæstinensiske samfund langt bedre, end jeg gør, og jeg håbede han kunne forklare mig på Vestens sprogbrug.
"Er det sandt," sagde jeg, "at den Arabiske Nationalistiske Fløj af den palæstinensiske bevægelse i Jerusalem er mere eller mindre færdig?
"Nej," sagde han, "men den er svækket. De er meget svagere end den nogensinde har været. De er isolerede. Palæstinenserne i Jerusalem, herunder medlemmer af nationalistbevægelse er rent fysisk adskilt fra selve hovedbevægelsen af palæstinensere på Vestbredden. Mange af dem er ikke tilknyttet politik. De er dog ikke mindre knyttet til palæstinensisk ideologi, men de er langt mindre tilbøjelige til at praktisere den."

"Hvad er så den førende politiske tendens blandt Jerusalems arabere?" spurgte jeg.

"Passivitet," svarede han. "De er passive. Det er faktisk sandt for de fleste mennesker i de fleste samfund, men her kan det ses og føles. De plejede at være ekstremt politiserede, men nu er de det meget mindre."
Jeg ved han har ret. Næppe nogen af Jerusalems arabere har deltaget i den anden Intifada, og de omgås høfligt og fredeligt med israelske jøder hver dag i Den Gamle By, og i de tilstødende områder hertil.

Det historiske område i det centrale Jerusalem set fra Syd
"Der har været en udvikling hen mod en ny identitet," sagde han. "De har en separat identitet indenfor den større palæstinensiske identitet. Der er mange under-identiteter. De kan vlrke kristne, israelske, fra Gaza, fra Vestbredden og fra Diaspora. Nu er der så en Jerusalem-palæstinensisk identitet."
Der har været megen røsgslør over den kendsgerning at en palæstinensisk identitet faktisk ikke eksisterede før skabelsen af staten israel, og det er sandt, men det betyder knap nok at den ikke eksisterer idag. Den jordanske identitet er også ny i verden og står i kontrast med den palæstinensiske identitet, der sameksisterer i det samme land. (Og en kæmpeprocentdel af de jordanske indbyggere er palæstinensere.) Og det er på samme måde sandt, som Cohn påoeger, at der er under-identiteter herunder den jordansk-palæstinensiske som han glemte at nævne.

Jerusalems palæstinensere er for eksempel meget anderledes en palæstinenserne i Hebron, der fysisk må holdes borte fra de jødiske bosættere i byen med skrækindjagende sikkerhedsforanstaltninger.


En  mur adskiller jøder og arabere i Hebron
Jøderne og araberne dér har intet med hinanden at gøre, heller ikke med rent praktiske gøremål. Hebron har den mest benhårde del af de jødiske bosættere, den berygtede Baruch Goldstein der massakrerede 29 palæstinensere i Patriarkernes Grav i 1994, og et antal voldelige rejektionister på den palæstinensiske side, herunder en snigskytte der skød en baby i en barnevogn gennem hovedet. Hebron er mørkt, voldeligt og hadfyldt mens Jerusalem til sammenligning er en lysets by på bakketoppen.
"Der er mange forskellige strømninger i det samfund," sagde han, "men dette gælder også mange enkeltindivider. Der er to anderledes politiske fraktioner blandt palæstinenserne og du kan høre det samme fra de samme mennesker. En vil fortælle dig at jøderne bør dræbes fordi de er fjender af Gud, at de ingen rettigheder har her, og så videre. Men næste dag vil han sige vi er alle brødre, vi skal bo her sammen i Det Hellige Land. Jeg hører det fra de samme mennesker."

"Hvad får du ud af alt dette?" spurgte jeg.

"Jeg forstår det ikke," svarede han, "hvis de siger det ene til den ene person og noget andet til den næste, se det kan jeg forstå. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor jeg hører så anderledes udtalelser fra den samme person. Kulturen har dog to forskellige lærer. En med fred og en med kamp, en med menneskerettigheder, og en med ...jeg aner det ikke."

Den eneste forklaring jeg kan komme på, er at de har to modsatrettede opfattelser, men dog oprigtige, i deres hjerter og deres sind på samme tid. De fleste mennesker har noget blandede følelser om visse ting, og det kan kun give mening at en palæstinenser der bor i Israel, og har næsten de samme rettigheder som israelske jøder, kan blive trukket i modsatte retninger i langt højere grad end de fleste andre.
"Mener du de er oprigtige når de siger modsatrettede ting?" spurgte jeg Cohen.

"Jovist," sagde han.

"Har du nogensinde stillet spørgsmål om dette?" ville jeg vide.

"Ja, selvfølgelig," sagde han.

"Hvad svarer de så?"

"Ikke noget der er værd at huske på," sagde han. "jeg kan ikke huske noget helt specifikt. Jeg blev klar over det for mange år siden. I begyndelsen var jeg selvfølgelig for ængstelig til at spørge, men da jeg så fik begyndt med de mennesker jeg kendte bedst da måtte jeg holde op igen. De er forvirrede, men de har faktisk intet interessant at sige om det. De vil sige noget lignende, 'Ja, vi ved det godt, det er Islam, det er skrevet i vor bog, derfor skal vi sige det, men vi mener det ikke altid.' De vil også sige 'i Islam kan man også finde andre ting, ikke kun at vi skal dræbe jøderne.'"
Han ønskede at vide, hvorfor jeg kom for at lære om araberne, hvilket er et ganske godt spørgsmål. Jeg har en god grund. 

"Fordi du fortæller mig ting og sager som de ikke vil fortælle dig," svarede jeg.

"Det er fordi de fortæller mig ting som de ikke vil fortælle dig," sagde han.

"Præcis," sagde jeg.


"De vil dog fortælle dig om jøderne," sagde han. "De vil fortælle dig mange interessante ting. De ville gerne sige 'Hold op med at benytte muslimsk blod i din Matzoh' ved deres demonstrationer, men blev ikke godkendt af komiteen for Isrels venstrefløj." Han lo. Han er en lun fætter selv når interviewet er alvorligt. jeg aner ikke om han lavede sjov med i halvdelen af sætningen, eller kun den sidste del.

Haifa's Tyske Koloni set fra Bahai Haverne. Babs skrin (nederst til højre) var dækket til da jeg var der
Jøderne og araberne er integrerede i Haifa. De bor i de samme kvarterer, hænger ud på de samme caffer, og går til de samme fester. Mennesker på begge sider af det etniske og religiøse skel er stolte ove den kendsgerning at de har overvundet de fleste af deres forskelle. Der er et sameksistenscenter der som jeg vil besøge næste gang.
I Jerusalem er relationerne noget køligere. De er ikke iskolde, og de er helt sikkert ikke fjendtlige med vold til følge som de er i Hebron, men hvert samfund holder sig for det meste for sig selv. Jeg ser næsten ingen arabere i jødiske restauranter eller vice versa, udenfor Den Gamle By.

Det jødiske Vestjerusalem
"De eneste relationer er på steder, hvor jøder og arabere arbejder sammen," sagde Cohen. "Du finder ofte gode relationer blandt arbejdskolleger, men det beytder ikke at de holder af hinanden eller at det har nogen politisk betydning. Når palæstinensere taler om perioden før 1. Intifada, siger de vi plejede at arbejde sammen. De siger vi plejede at have mange jødiske venner, de plejede at komme til vore bryllupper. Og det er slut. Der er mange tilfælde som dette, især med den lavere middelkalsse i israel, eller med Mizrahi jøderne. Det er lettere for dem end for den højere middelklasses Ashkenazi jøder."

Et jødisk kvarter i Jerusalem
Jeg kan ikke lade være med at overveje om ikke den arabiske del af byen aldrig vil blive integreret med den jødiske. Der eksisterer kun meget få venskaber der krydser denne civilisationsgrænse. Bortset fra  Den Gamle By er der næppe nogen der krydser over til den anden side medmindre de arbejder der, hvilket også er sjældent. Det synes om om Den Arabiske Del slet ikke eksisterer. Beirut er delt ved religionen, med kristne på den østlige side og muslimer på vestsiden, men det er dog stadig en samlet levende by sammenlignet med Jerusalem.

"Jøderne og araberne finder dog så fint sammen i Haifa som det er kendt," sagde jeg. "Jeg hører hele tiden det. Hvorfor tror du de to grupper er mere adskilte her?"
"I Haifa," sagde han, "er araberne israelske statsborgere. Palæstinenserne i Jerusalem er ikke. Jeg tror ikke de kan have et godt indbydes forhold hvis de ikke er lige. Det er en grund. Palæstinenserne i Jerusalem er også, i det mindste ifølge det der siges, i en kamp om uafhængighed. Palæstinenserne i Haifa kæmper ikke for uafhængighed, de kæmper for lighed indenfor Staten Israel. Det er meget lettere for dem."

Et israelsk vagttårn over den palæstinensiske by Bethlehem
De palæstinensiske indbyggere i Jerusalem har ikke lov til at stemme til Knesset medmindre de har statsborgerskab men de kan stemme i Jerusalems kommunalvalg. Kun meget får gør det imidlertid.
"Hvorfor stemmer de ikke?" spurgte jeg Cohen.
"De bryder sig ikke om at stemme," sagde han. "De sender heller ikke breve med posten. De bryder sig ikke om at lægge kuverter i postkasserne." Han lo af sin egen vittighed. Jeg smålo også, delvist fordi det er sjældent nogen fortæller vittigheder når jeg optager et interview. "Men alvorligt talt, så har de ingen grund til at stemme."

"Men de kunne stille deres egne kandidater op og stemme på dem og få repræsentation i regeringen hvis de ikke bryder sig om at blive regeret af jøderne."

"Det ville være forkert, politisk set, fra deres perspektiv," sagde han.

"Hvad der deres politiske retning?" spurgte jeg. "Er der endog en retning?"

"Nej, det er der ikke." lød svaret.

"Hvilken fraktion er den største?"

"Jeg ved det ikke, Man skal have nogle undersøgelser, og man skal stille de rigtige spørgsmål. Det er meget vanskeligt. Hvis du spørger dem om de hellere ville have 1967 grænserne eller et islamisk Kalifat, så vil intet af det komme til at ske. Men tendensen er imod væbnet kamp i Jerusalem. Det betyder ikke at problemet snart vil blive løst, men jeg tror det fortsat vil være det fremherskende. Jeg mener det er meget vanskeligt at være palæstinenser i Jerusalem."

"Hvad forventer du vil ske i Jerusalem? spurgte jeg. "Hvad er dit gæt om situationen om f.eks. 50 år?"

"En krig," svarede han. "En form for fred. Nogle forhandlinger. Det sædvanlige." Vi lo begge. Det er mere eller mindre det som alle i Mellemøsten tænker.
"Hvad mener du den israelske regering burde gøre?" sagde jeg.
"Regeringen burde gå af," sagde han.
"Jeg mener ikke Nethanyahu regering i sig selv, jeg mener regeringen som et hele." sagde jeg.
"Det gør jeg også," sagde han, "og ikke kun i Israel."
Vi lo  begge. Men en mand der ikke synes noget af dette er morsomt er Ghazi tilbage i Den Gamle By.
Ghazi gav mig et glas vand og en stol og lod mig sidde bag disken hos sig, men bad mig venligt om at lade ham arbejde når der kom kunder i butikken. Jeg hørte ham tale arabisk, fransk, engelsk og russisk med forskellige kunder. Da jeg spurgte, hvor mange sprog han kendte til, sagde han at han også taler italiensk.

På et tidspunkt kom en meget grov og agressiv fransktalende ind i butikken. Ghazi's blodtryk steg, og snart råbte de to mænd til hinanden om hvad et halsbånd burde koste. Kunden truede med at tage halsbåndet for 200 shekels. Ghazi greb ham hårdt i armen og skubbede ham fysisk ud på gaden. "Forsvind! råbte han. "Ud af min butik!"

Han var blodrød i ansigtet, drak noget koldt vand og blev rolig.

"Hvor kom vi fra?" sagde han.

"Vi diskuterede politik," sagde jeg, "lad mig spørge dig om hvad du mener om Barack Obama."

"Jeg vil skære min hånd af, hvis Obama kan skaffe fred i dette land," sagde han. "Det kan han ikke. Og når han er borte vil det være det samme med den næste præsident. Obama er på Israels side. Jeg aner ikke om det er på grund af Israel lobbyen eller hvad, men han vil aldrig tvinge Israel til at give os en stat."

"Alle vore tidligere præsidenter," sagde jeg, "herunder Bill Clinton og George W. Bush, støttede en palæstinensisk stat."

Han afviste det med en håndbevægelse.

"Hvad med Israels tilbagetrækning fra Gaza?" spurgte jeg.

Igen viftede han afværgende.

Så spurgte jeg indtil Barak's og Clintons tilbud om en endelig aftale i 2000, der ville have givet palæstinenserne hele Gaza, næsten hele Vestbredden og dele af Jerusalem, herunder de muslimske, kristne og armenske kvarterer i Den Gamle By.

På tagene over Jerusalems muslimske kvarter
“De ville ikke give os moskeen," sagde han.

“Al Aqsa Mosque?,” sagde jeg.

"Ja, moskeen," sagde han.

"Israelerne har ikke ønske om at beholde moskeen," sagde jeg, "De ønsker blot at beholde Templets Vestlige Mur."

"Jeg håber Iran får bomben," sagde han. "Så bliver vi lige."


"Tror du ikke det vil gøre Mellemøsten endnu farligere end det allerede er?" spurgte jeg.

"Jeg er klar til at dø," sagde han. "Hvis Israel kan blive ødelagt, er jeg villig til at dø."

Ghazi er muligvis en del af et politiske mindretal blandt de palæstinensiske indbyggere i Jerusalem. Men hvor mange der bor på vestbredden og Gaza tænker som han?


"Jeg er ikke klar til at dø" sagde jeg. "Og jeg ønsker ikke at dø her."

Så lagde han sin hånd på min arm og sagde, "så bør du rejse tilbage til dit land."

Author Photo
Michael Totten

http://pajamasmedia.com/michaeltotten/2011/06/19/the-palestinians-of-1967/

torsdag den 27. oktober 2011

Hvad EU glemte - Kulturen!

Vigtigheden af Kultur         


Det er kultur der skaber økonomier, og ikke omvendt.        
       
Jeg besøgte første gang Grækenland for 50 år siden, på tommelfingeren med en skolekammerat fra England, i søgen efter den glorværdige verden hos Homer, Platon og Thucydides.                     
.

   

Selvfølgelig fandt vi ikke den verden. Men vi fandt noget næsten ligeså interessant, det var et sted hvor kirken og de gejstlige dominerede livet på landet, hvor landsbyerne var selvopretholdende samfund, hvor lokale helgener nød deres festivaler og hvor de game danse stadig blev danset på markedspladsen, mænd i grupper, og kvinder i grupper, iklædt de kostumer der overlevede Osmannertiden, og en genopførelse af det gamle kønsdrama med ægteskabet som dets evige løsning.

Det var et land der endnu manglede at gå ind i den moderne verden. Dets livsrytme var landsbyens, gæld og pligter var lokale, og hvor solen, søvn og ro, styrede dagen.     
   
Det var komplet ubegribeligt for en ung anglo-saksisk besøgende at sådant et land kunne bedømmes ud fra samme termer som Tyskland eller Frankrig, eller at det kunne spille en rimelig rolle i en økonomi som skulle inkludere alle tre lande som lige partnere.

På et tidspunkt løb jeg tør for penge og stillede mig i køen til et hospital i Athen, hvor man kunne give blod og få udbetalt nogle drakmer. Lægen på vagt gik hastigt hen for at byde den høje rød-hårede unge mand velkommen og afviste de to små mænd der stod foran mig, idet han bedømte deres blod som nytteløst. Navnene på mine mindre succesrige rivaler var Heracles og Dionysus. Det var den eneste tegn der blev givet mig under dette første besøg om at disse mennesker var efterkommere af grækerne som vor civilisation skylder så meget.

Jeg har ikke noget ønske om at komme tilbage til Grækenland, idet jeg frygter hvad turisterne og ejendomsspekulanterne har gjort ved landet. Men jeg ved at uanset forandringerne er det ikke til at fatte at Grækenland skulle have udviklet sig på samme måde og i samme rytme som Frankrig eller Tyskland.

Selvfølgelig er landet blevet moderniseret. Vejene er blevet bygget og byerne er blevet større. Turisthandelen har nærmest udryddet den venlige imødekommenhed i landsbyerne. Tilfældige seksuelle forhold er indtrådt - noget senere end 1963, som er det tidpsunkt Philip Larkin så bekendt daterede det til, men ikke desto mindre med de samme ødelæggende virkninger på ægteskab og familieliv. Ingen tvivl om at folkesangenes gamle levevis er blevet glemt og ingen tvivl om at de multinationale mærkevarer har smidt deres logoer på butiksfacaderne over hele landet. Men helt sikkert er kulturen med lokal forpligtelse blevet den samme. Helt sikkert betragter folk stadig afslappethed som mere vigtigt end arbejde, og gæld som mindre vigtigt, jo længere borte kreditor befinder sig i disse netværk af menneskelige relationer.

Hvis du ikke ved dette fra besøg i Grækenland, da kunne du med lethed lære det ved at læse
Kazantzakis, Ritzos, Seferis, eller nogen anden af forfatterne der fremstod i det store øjeblik med litterær opblomstring efter Osmanner Rigets kollaps. Du kunne endog få det gennem  Louis de Bernières og  Kaptajn Corelli's Mandolin. Enhver med øjnene åbne og sit hjerte på rette plads ville vide, at Grækenbland er et produkt af en særlig kultur, og at denne kultur, uanset, hvordan den udvikler sig, altid vil bringe landet tilbage i sit eget tempo og retning.


Alligevel kendte arkitekterne bag EUROEN ikke til dette. Hvis de havde gjort ville de også have vidst at virkningen af at indføre en enkelt valuta på Grækenland og Tyskland ville være at opmuntre grækerne til at overføre sin gæld til Tyskland efter den forståelse, at jo længere borte kreditor befinder sig des mindre forpligtelse til at betale. De ville have vidst, at den græske politiske klasse kan benytte ‘kongelig’ gæld til at betale familie, venner og bekendte, og til at købe sig de stemmer der skulle til for at blive ved magten, - for det er jo det den politiske klasse gør.

De ville have anerkendt at love, forpligtelser og suverænitet ikke har helt samme betydning i Middelhavsområdet som de har i Baltikum, og at i et samfund der har været vant til en kleptokratisk regering er den nemmeste vej ud af en økonomisk krise - devaluering - med andre ord at stjæle lige meget fra alle.

Hvorfor vidste arkitekterne bag EUROEN ikke dette? Svaret skal findes dybt i det Europæiske Projekt.

For det var et projekt med en skjult dagsorden og den dagsorden var at ødelægge, og samtidig benægte de nationale realiteter. Og da nationerne er bærere af kultur, betød dette en benægtelse af kulturgrundlagene.

Kulturelle kendsgerninger var simpelthen ubegribeligt for Eurokraterne. Ved at tillade sig selv at fornemme kulturen, se det ville svare til at anerkende at deres projekt var helt umuligt. Dette ville ikke have så stor betydning, hvis de havde haft et andet projekt der kunne erstatte det. Men - som alle radikale projekter - blev EU undfanget uden en plan B.  

Derfor er det skæbnebestemt til at kollapse og i følget på dets kollaps vil det trække vort kontinent med sig.

En gigantisk pøl af forstillelse er akkumuleret i projektets centrum mens den politiske klasse kæmper i spredt uorden i yderkanterne, i et forsøg på at afværge de konstante anslag mod virkeligheden. Men denne forstillelsens pøl er et betændt sår i selve hjertets centrum, og en dag vil det briste og oversømme os alle med sit pus.

Således skal vi altså lade som om, at de forskelle, som man har kunnet betragte så længe, mellem det Protestantiske Nord og det Katolske og Ortodokse Syd, ingen økonomisk betydning har. Som en kulturel kendsgerning skulle det være uden betydning, ikke desto mindre var det Webers forsøg på at gøre det til en central økonomisk historie.

Max Weber

Forskellen mellem almindelig lovs kultur og den med Code Napoleon, mellem de
Romerske og de Osmanniske lovlige traditioner, mellem lande hvor loven er sikker og fast og dommerne ikke er korrupte, og stederne hvor loven kun er det sidste sted man søger til i et system med bestikkelse - alle disse forskelle skulle altså bare glemmes, ses bort fra.

Tid og arbejdstempo og balancen mellem arbejde og fritid, der er centralt i ethvert samfund, da det jo definerer sin tilknytning til tid, skulle ignoreres, ellers regelsættes ved et nytteløst edikt fra centrum. Og alt skulle bringes på ‘lige linje’ af disse frygtindgydende domstole - Den Europæiske Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - hvis uvalgte dommere aldrig kommer til at betale omkostningerne ved deres afgørelser, og hvis dagsorden med “ikke-diskrimination” og “altid-tættere-union” er designet til at udslette sporene af de lokale troskaber, den familiebaserede moral, og livsmådernes rødder.

Ikke som nogen overraskende kan det være, at når man opbygger et imperium på så omfattende formodninger, drømme, da bliver dette imperium meget hurtigt ustabilt.

Det var Marx der argumenterede for at fundamentet for social orden, og motoren i social forandring ligger dybt i de økonomiske strukturer, og at kultur blot er et sideprodukt - sammenbringningen af institutioner og ideologier - der stammer fra de økonomiske fundamenter og holder dem på plads. Således er det Marx vi først og fremmest skylder de første og katastrofale forsøg på at organisere samfundet alene på økonomiske principper, og til at formode at kulturen ville passe sig selv.

Faktisk er det kultur der skaber økonomierne og ikke omvendt, og hvis der er noget bevis på dette skal vi blot betragte resultatet af Det Marxistiske Eksperiment.

Endnu bedre så kunne vi se på de succesrige økonomier i den moderne verden - den amerikanske for eksempel - og bemærke i hvilken udstrækning den har været afhængig af respekt for love, og de sociale omgangsformers interaktion.

For at analysere alle trådene, der er blevet vævet sammen for at skabe den amerikanske kapacitet for længere-varende økonomisk redelighed, da skal man spore sig tilbage til dette lands grundlæggelse og længere bagud. Man skulle tage Protstantismen i betragtning, fornuftens lov, traditionerne ved private universiteter og uddannnelsessteder, og de små ‘delinger’ i et samfund af frivillige. Man skal forstå selve pionerånden, de dybe troskaber overfor lokalsamfundet, og den kulturellle raceblanding der gav jazz, gav Hollywood og gav Broadway musicals.

Selvfølgelig deler jeg den tro som mange konservative amerikanere har om, at denne kultur er gået tabt, og at Amerika virkelig har tage sig nogle skæbnesvangre skridt i den europæiske retning. Men denne forandring er i sig selv blevet på det kulturelle niveau. Hvis den var overladt til sig selv ville den amerikanske økonomi ikke have opbygget de i sandhed fantastiske gældsposter som er blevet ophobet af den elendige administration som Bush og Obama igangsatte og fortsætter.
I begge tilfælde har kulturelle faktorer drevet lederskabet til at lade landet være gidsel for ideologiske målsætninger.

Og det samme er sandt for Europa. Det var ikke økonomierne, men kulturen der fik barslet EUROEN - en kultur af en herskende klasse i krig med Europas folk, et klasse der ønsker at etablere en trans-national regering, uanset omkostningerne, og ønskede at udslette ethvert spor af nationale tilhørsforhold.

Ved at ødelægge disse gamle valutaer som Europas folk havde kunnet ladet deres særegenskaber udtrykke sig ved, håbede den eruopæiske elite at tage et afgørende skridt hen mod målet om UNIONEN.

I stedet har man begravet kontinentet i nye gældsbyrder, nye krænkelser, og en lurende katastrofe, der ikke blev forudset udelukkende fordi man regnede det som en umulighed.
                        
   
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).