Teheran 1979: En gang til

Teheran Ambassaden: 1979 en gang til                     

James Delingpole
                                          

En af de nyheder jeg husker mest livagtigt som teenager var Præsident Carters forkludrede forsøg på at redde gidslerne taget af Irans Revolutions Garde i Teherans ambassade.

Det som selvfølgelig blev fastholdt i hukommelsen var fotografierne af de forkullede lig af redningsmandskabet i deres udbrændte helikoptere. Disse fotos blev naturligvis ivrigt benyttet af Irans regime som del af deres brovtende propagandabudskab til US og dets allierede: “Tag Den, Store Satan!”

Det var ikke  glade dage for de af os som troede, på ægte Andrew Roberts facon, at verden aldrig havde været et bedre sted end når den blev ledet at de oplyste værdier af de to store anglofile imperier - først Storbritannien, derpå Amerika.

Her blev frihedens bolværk og Vestens civilisations Amerika i yderste grad ydmyget af de nederdrægtige nidkære hos et islamofascitisk teokrati. Langt hurtigere end de fleste af os havde forventet oplevede US allerede sit Suez øjeblik.

Nu sker det hele en gang til. OK, denne gang er det Storbritanniens Ambassade der er i spil, ikke Amerikas. Men lighederne er des mere tydelige end forskellene. Det som sker nu sker af en meget specifik årsag: Fordi Vesten har mistet sin myndighed i Mellemøsten. Ved at forsøge at forsone har man vist svaghed der foragtes i den islamiske verden og som nu udnyttes med ondsindet triumferen.

               

Studenter  (muligvis med forbindelse til Bassij millitsen) besætter den britiske ambassade i Teheran, iran, mens politiet blot sotd og så på. Lyder det ikke bekendt?

Råddenskaben satte selvfølgelig ind med Præsident Obamas berygtede Cairo Overgivelse Vrøvle Tale, hvori han, inter alia, (blandt andet) undskyldte for Korstogene, og dermed gav næring til den islamistiske holdning med Ummah, henviste til 9/11 terroristerne ikke som “terrorister” men som “voldelige ekstremister,” og gav et stærkt indtryk af det faktisk slet ikke var Amerikas sag hvilket skrupskørt islamisk teokrati, under ledelse af rablende sindsyge, djævelsk forhippet på at ødelægge Staten Israel, der har atomvåben og hvilke som ikke har det.

Åh så mange tak for det Barack. Jeg er sikker på det skrækslagne personale på den britiske ambassade, hvad der så er blevet af dem, vil sove meget mere årvågent i deres senge i aften ihukommende, hvor elskeligt og sonende dit muslimske engagementsprogram er.

Men vi skal ikke forestille os at David Cameron er meget bedre. I the Spectator i denne uge har jeg skrevet om den frygtelige skade som han og hans parti har gjort ved konservatismen ved at skaffe sig af med alle de ægte konservative, med ægte konservative værdier, fra partiet.

‘Hvis vi smider nogle få af vore egne ud af slæden for at fodre de skrupsultne ulve, så vil de måske ikke kommer efter os med samme ihærdighed.’ Det vil de ulve naturligvis, for det er det ulve gør.

Dette er præcis det som er sket som resultat af Camerons ynkelige forsøg på at distancere sig fra det eneste fungerende demokratiske og (en loyal allieret af Vesten) i Mellemøsten - Israel.  Det har ikke givet Storbritannien en fortjent yderligere respekt i Israels fjenders øjne, men snarere mindre, for det viser meget tydeligt at der er moralprincipper som Storbritannien ikke længere betrafgter som ukrænkelige.

Lad os ikke glemme, hvordan belejringen med gidslerne der i Iran sluttede: I løbet af få øjeblikke efter Ronald Reagan overtog embedet føjede iranerne sig. Skete dette, fordi Reagan havde lovet Iran særlige indrømmelser for at blødgøre aftalen? Niks. Var det fordi Reagan indrømmede - ligesom Obamas chefadministrator for NASA mere eller mindre her forleden - at formålet med Amerikas Rum Administration ville fra nu af være at sprede fred og kæærliigheed over hele Ummah? Niksen bixen!

Var det fordi iranerne fornemmede af Gipper’en var den slags “stærke hest” ledertype som man ikke kunne lave narrestreger overfor? Gæt selv! Her er der en lektion - Obama og Cameron.  

James Delingpole is a British writer, journalist and broadcaster who is (he says) right about everything. He is the author of numerous fantastically entertaining books including Welcome to Obamaland: I've Seen Your Future and it Doesn't Work. His website is http://www.jamesdelingpole.com/ and he also has a blog at the Daily Telegraph.

Fattigdomsmyter

Myter om de som er ‘ramt af fattigdom’

Thomas Sowell

De som anser rettigheder fra regeringen som hellige, og betragter de som ønsker at skære ned på rettigheder som onde og hjerteløse tegner et billede af en verden som er meget anderledes end virkelighedens verden.

At høre på nogle af forsvarerne for rettighedsprogrammer, som er aktuelt nu under den nuværende finansielle krise, og man kunne tro at noget som regeringen ikke kan yde er noget som mennesker derfor fratages.

Med andre ord, hvis man skærer ned på skolemaden, da vil børnene gå rundt og sulte. Hvis man ikke subsidiere boligerne da vil mennesker blive hjemløse. Hvis man undlader at støtte receptmedicin, da vil de ældre skulle spise hundemad for at få råd til deres medicin.

Det er det billede der fremhæves af mange politikere og i de fleste medier. Men i virkelighedens verden, gælder det ikke for de fleste mennesker der lever under den officielle fattigdomsgrænse.

De fleste amerikanere der lever under fattigdomsgrænsen ejer en bil eller en pick-up - og regeringens rettighedsprogrammer giver dog sjældent til biler og pick-ups. De fleste mennesker under fattigdomsgrænsen har også air-conditioning, farve TV og en mikrobølgeovn - og disse ting overdrages sædvanligvis ikke af regeringens rettighedsprogrammer.

Mobiltelefoner og andre elektroniske hjælpemidler er ikke ukendt i lavindkomst kvarterer, hvor børnene jo tilsyneladende går rundt og er sultne, hvis der ikke er skolemadsprogrammer. I virkeligheden er mennesker i lavindkomstgruppen overvægtige langt mere end andre amerikanere.

Med hensyn til boliger og hjemløshed, da er huspriserne højere og hjemløsheden et større problem på steder hvor der er omfattende regeringsindblanding, såsom venstreorienterede bastioner som New York og San Francisco. Med hensyn til de ældre, da ejer 80% deres egen bolig, hvis månedlige omkostning er mindre end 400 dollars, inklusive ejendomsskatter, afgifter op vedligeholdelse.

Den desperat fattige ældre, der henvises til i politisk og medieretorikken er  - i virkelighedens verden - det mest velstående segment i Amerikas befolkningsgrupper. Gennemsnitsvelstanden i de ‘ældre husholdninger’ er næsten tre gange højere end velstanden i husholdninger med mennesker i alderen 35 - 44, og mere end 15 gange højere end velstanden i husholdninger bestående af personer under 35.

Hvis det mest velstående segment af befolkningen ikke kan betale deres egen medicinregninger, hvem kan så? Landet som et hele er ikke på nogen måde rigere fordi regeringen betaler vor medicin - med penge den tager fra os.

Hvad så med de virkeligt fattige, uden hensyn til aldersgruppe? Først og fremmest da stjæler mennesker i lavindkomstgrupper ikke brød for at give det til deres børn. Den del af mennesker i kvarterer med megen kriminalitet, og som begår de fleste forbrydelser stjæler langt oftere luksusprodukter, som de kan benytte eller sælge for at få penge til at fortsætte deres parasitiske levevis.

Men hensyn til resten af de fattige påviste professor Walter Williams fra George Mason University for lang tid siden, at man kan give den fattige tilstrækkeligt med penge til at løfte dem op over den officielle fattigdomsgrænse for kun en brøkdel af hvad det koster at pumpe penge ud i et enorm bureaukrati hos velfærdsstaten.

 

.

Vi har ikke brug for at bringe landet på randen af en fallit i de fattiges navn, ved at forbruge billioner af dollars på mennesker der ikke er fattige og som kunne tage vare på sig selv. De fattige er blevet benyttet som menneskelige skjolde som den ekspanderende velfærdsstat kunne gemme sig bag, og blive stadig større.

Målet er ikke at holde den fattige bort fra at sulte, men at skabe afhængighed, fordi afhængighed igen giver stemmer til politikere der leger Julemanden. 

 

Vi har alle hørt den gamle talemåde om hvordan man giver en mand en fisk som mad een dag, mens hvis man lærer ham at fiske da får han mad hele livet. Uafhængighed giver et sundere samfund, men afhængighed er det som giver stemmer til politikerne.

For politikerne er det at give en mand en fisk hver dag i hans liv den måde man får hans stemme.

“Rettighed” er blot et fint ord for afhængighed.

Med hensyn til de ‘skrækkelige’ historier som politikerne fortæller for at holde rettighedsprogrammerne kørende; så længe vi falder for snakken, ja så vil de blot blive ved med salgstalerne.

 Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Dismantling America" and "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."

Irans Maginot linje dets skæbne?

Iran's Maginot Line

Gene Schwimmer

En af de vigtigste evner i krigsførelse er kunsten at vildlede. Ligesom tryllekunstnere der med den ene hånd afleder opmærksomheden fra hvad han har gang i med den anden, kan angriberen forføre sin fjende til at benytte det meste af sine ressourcer til at modstå et angreb et forventet sted, og dermed opnå en betragtelig fordel. Det var selve nøglen til sejren i Normandiet, og kunne denne skribent argumentere, vor fiasko ved ikke at angribe Iran da hele verden var fokuseret vil gå over i historien som en af historiens mest eklatante fejlslutninger. Havde vi gjort det, og her er det vist ikke nødvendigt at fremhæve, modstået de forventede protestbrøl fra “det internationale samfund” da ville vi kunne se et meget mere stabilt og sikkert Mellemøsten, end det vi har i dag.

Israel har også sovet ‘i timen.’ Men til landets ros, har hun fremvist, igen og igen, evnen til at lære af fejltagelser og at undgå at gentage dem. Landet er heller ikke ukendt med kunsten at vildlede.

Og når man forberedte tidligere angreb som de på det påbegyndte atomanlæg i Irak og Syrien eller gidselredningen i Entebbe (se denne artikel på synopsis), har israelerne da nogensinde gjort deres intentioner kendt på for hånd?

Derfor, da nødvendigheden og den krigeriske retorik fra Israels diplomati er blevet forstærket i de seneste uger, da kan denne skribent ikke lade være med at undre sig over om ikke noget andet, dog mindre åbenbart foregår.

Er Israel i gang med kunsten af vildlede?

En af hovedårsagerne til Israels lynhurtige sejr i 6-dages krigen i 1967, var landets evne til at smadre Egyptens Luftvåben mens dette stadig stod på jorden, og dermed opnå det absolutte herredømme i luften som er så væsnetlig i moderne krigsførelse. I modsætning hertil står, en af hovedforhindringerne til sejren i 73’ Yom Kippur Krigen, netop Egyptens russisk fremstillede jord til luft missiler, der til Israels fortvivlelse beviste sig yderst effektivt i nedskyndingen af Israels jetfly.

Egyptens luftvåben tilintetgjort i 6-dages krigen 1967

Ikke at have tilstrækkelig opmærksomhed på en fjendes luftforsvar er en fejltagelse som Israel Air Force (IAF) er opmærksom på ikke at gentage. Faktisk er det godt at huske, at samtidig med at Irans fremspirende evne til at lave atomvåben er det største problem for Israel, da har Israel gjort det klart at Irans potentielle erhvervelse af avancerede russiske S-300 SAM’s, der er i stand til at neutralisere Israels luftoverherredømme, er andet problem

Overvej også som mange har påpeget, at når man tager i betragtning, hvor langt nede i jorden Iran har lagt sine atomfaciliteter, da ville et enkelt angreb fra Israel på de faciliteter højst sandsynligt kun forsinke, ikke gøre en ende på Irans atomvåbenprogram (medmindre det iranske regime falder i mellemtiden).Flere angreb er nødvendige.

Logisk set forekommer målet for et første israelsk angreb at være ikke at ødelægge Irans evne til at lave atomvåben (skønt, som den jødiske bedstemor der tilbød kyllingen suppe, “Det kan vel ikke skade.”), men at ødelægge Irans jord til luft forsvars faciliteter. Med andre ord nøjes ikke med at undgå Irans luftvåben på vej mod at angribe atomfaciliteterne - ødelæg luftvåbnet, helst mens det stadig ikke er på vingerne..

Det samme gælder missilerne og affyringsramperne. Derpå så er det atomfaciliteterne der er målet.

For Israel kan valget ikke være mere enkelt: At tillade at Iran har kontrol over sit luftrum, dermed i stand til at afværge et angreb fra IA, og den iranske atombombe bliver en uundgåelighed. Men fratag Iran den kontrol, og Israel er frit stillet til at angribe Irans atomfaciliteter - og Den Republikanske Garde, og Den Iranske Flåde, og Det Iranske Luftvåben (om Iran forsøger at genskabe det) -- hver et sted, til enhver tid, så ofte som det er nødvendigt.

Og takket været Israels spionsatelitter og det moderne GPS målsøgningsudstyr, er den manglende evne hos en enkelt israelsk styret bombe, til at trænge igennem, ned i jorden, til de dybtliggende begravede atomproduktionssteder uden reel betydning; hvis den første bombe ikke kan klare opgave, så send den næste afsted, og endnu en. Med Israel som luften Herre, har landet alt den tid der skal til for at afslutte arbejdet.

Og selvfølgelig ville Israel også have al den tid der skal til for at ødelægge Irans ballistiske missiler og affyringsramper - de som er i stand til at nå Israel … og med tiden - os.

Men er alt ovenstående virkelig nødvendigt? Der er gjort meget ud af Irans dybe nedgravede atomsteders utilgængelighed. Men de steder er jo ubrugelige hvis iranerne ikke kan komme til dem. Derfor bliver det måske ikke nødvendigt at ødelægge de steder, men blot at forsegle indgangene.

Frankrigs Maginot linje - gravet ned.

Med en smule held ville IAF endog kunne få vigtigt personnel (og Ahmadinejad?) lukket inde.

Ideelt set ville IAF kunne få skabt tilstrækkelig ødelæggelse så undergrunds faciliteterne ikke bliver tilgængelige i et betragteligt stykke tid. Men igen, med et IAF der behersker luftrummet. da ville Israel kunne ‘tillade’ iranerne at bruge megen tid, kræfter, og penge på at rydde indgangene og derpå forsegle dem igen - og igen , og igen, ligeså ofte som Iran forsøger at åbne dem

Mest sandsynligt vil iranerne, der ved dette,  ikke bekymre sig om det, men under alle omstændigheder er det langt lettere at forhindre adgangen til Irans atomvåbenfaciliteter, end at ødelægge stederne, da man jo opnår stort set formålet med angrebet.

Men en vigtig pointe man kan lære af dette er den åbenbare kendsgerning at jo dybere Iran ‘begraver’ sine faciliteter, des sværere vil det være at få adgang til dem igen, hvis Israel forsegler indgangene.

Ved at grave sine atomfaciliteterne så langt ned under jorden for at beskytte dem mod angreb, har  Iran, ganske så ironisk, været med til at skabe en iransk Maginot Linje.

Gene Schwimmer is the author of The Christian State.

Read more: http://www.americanthinker.com/2011/11/irans_maginot_line.html#ixzz1eQUrHsSx

Frihed til Jø'dehad i Egypten

Egypterne nyder deres nye frihed til at hade jøderne

Bernie Planck

Den politiske kommentator fra New York Dan Friedman har dette at sige om Det Arabiske Forår:

Obama’s Arabisk Forår har gjort Mellemøsten til en zoologisk have i brand, en ‘have’ hvor Israel kan se sig selv i en stadig mere farlig position - og for den sags skyld gælder det også USA. Opløsningen har været så hurtig, og frigivelsen af radikale islamiske kræfter så overvældende at man kunne tro det hele var Obamas hensigt. Men lad os nu ikke blive ført med. Sandsynligvis er det blot Obamas mangel på kompentence.  

Her er hvad Dan taler om og hvad vore pinlige førende medier ikke vil rapportere: Israel News, Ynetnews, Cairo demonstration: En skønne dag slår vi alle jøder ihjel
Det Muslimske Broderskab holdt ‘giftige’ anti-Israel demonstration i Cairo Moskeen fredag; islamiske aktivister hyler: Tel Aviv, Dommedag er kommet.

Cairo, Graffiti, Tahrir Square, November 2011

Photo Credit: Denis Bocquet

Af Eldad Beck

Arabisk had: Det Muslimske Broderskabs demonstration i Cairo mest prominente Moske fredag blev til en giftig anti-Israel protest, med tilhørerne der svor at “en skønne dag slår vi alle jøderne ihjel.”

Cirka 5000 mennesker sluttede sig til demonstrationen, og råbte op om at fremskynde “kampen mod Jerusalems judaisering.” Begivenheden faldt sammen med årsdagen for FN delingsplan i 1947, der gik ind for oprettelsen af en jødisk stat. …

'Forræderiske jøder’ Talerne ved begivenheden gav lidenskabelige hadfyldte taler mod Israel, tordnene mod de “Zionistiske besætter” og de “forræderiske jøder. Da man gik hjem fra demonstrationne fik de tilstedeværende små flag, Egyptens på den ene side og det palæstinensiske på den anden, sammen med kort over Jerusalems Gamle By som beskrev i detaljer hvor “Zionisterne har som mål at forandre Jerusalems muslimske karakter.”

Jovist, tingene er virkelig under forandring i den arabiske verden: Youtube, Arab Times are a changin'

Elendige lærere i skolen - hvorfor mon?

Det er lærerne - din klovn!

 Jack Curtis

Fagforeningsorganiserede lærere er dem der er flest af, blandt de som arbejder for regeringen og de leder skolerne i hver stat. Hvorfor bliver vi ved med at acceptere deres ledelse, gennem årtier, med  elendige resultater.

En hensynsløs pilot, en luddoven tjener, en taxichauffør der smadrer biler hele tiden, en uproduktiv sælger, en bogholder uden sans for tal vil alle skulle finde sig et andet arbejde; de stakkels lærere bliver dog ved med at undervise og får højere løn, som årene går og børnene lærer ikke noget. Så selvfølgelig styrer de, sammen med deres fagforeninger hele skuespillet.

Adam Smith var nærmest profetisk da han skrev Nationernes Vestand, og sagde om professorer i 1776:

Hvis myndigheden  han er underlagt er i et selskab, en skole, eller universitet som han selv er medlem af, og som det store flertal af de andre medlemmer er medlemmer af, ligesom ham selv er personer der enten er, eller burde være, undervisere; da er det sandsynligt at de vil udgøre en fælles sag, og være meget overbærende overfor hinanden, og hver mand vil godkende at hans kollega kan forsømme sin pligt, forudsat at han selv får lov til a forsømme sin egen.

Professor Smith behøvede ikke se på lærernes fagforeninger for at begribe overforbruget.

De offentlige skoler administreres som om alle lærerne var lige produktive, en holdning der er blevet godt og grundigt støttet af fagforeningerne. Evalueringer af lærerne har som helhed sjældent omfattet, eller undgået, at se på elevernes resultater, eller undersøgelser i, hvorfor resultaterne er som de er.

Min undersøgelse af Federal No Child Left Behind's (NCLB) sproglige test data for 2009-2010 viste helt klart, at lærerne ikke er lige effektive. Undersøgelsen omfattede 1019 lærere i Albuquerque Public skoledistriktet, New Mexico. De tre grundskoler der vises på listen herunder omfatter den højeste, den mellemste og den laveste procentdel af elevernes test i sproglig kunnen.

NCLB Procentdele af elevernes afprøvede sproglige læsefærdighed g matematikfærdighed pr. lærer

Lærer nr..     Højest placeret skole               Mellemste placerede skole             Lavest placerede skole

   1                               96%                             61%                                                     25%

   2                               97                                62                                                         44

   3                              100                              43                                                          43

   4                               83                                68                                                          23

   5                               94                                46                                                          31

   6                               92                                60                                                          47

   7                               96                                47                                                           30

   8                               91                                73                                                           19

   9                               77                                66                                                           23

 10                                                                                                                                    0

Lærerne blev opført på listen i alfabetisk orden ved deres navn, og ikke resultater. Maximumforskellen mellem lærerne var 23 procentpoint ved Højest placerede skole, 30 point ved Mellemste placerede skole og 47 point ved den lavest placerede skole. Lærere med gode resultater var mere agtpågivende, end de med de dårligste resultater, forskellene er meget markante i alle tre tilfælde. Sådanne forskelle mellem lærerne og mellem skolerne synes at kræve - men som ikke er sket - en offentlig undersøgelse.

Disse resultater blev kraftigt støttet af data der er fremkommet gennem en lignende undersøgelse af Los Angeles Times fra august 2010, i artiklen med overskriften: "Hvem underviser L.A.'s børn?

The Times beskrev sin analyse ved en gennemgang af data der i det store og hele ignoreres af skolerne i L.A. Data der viser, hvilke undervisere der hjælper de studerende med at lære, og hvem der holder dem tilbage. Analysen benyttede eksamensresultater i matematik og engelsk fra 7 år, og fra flere end 6000 lærere i klasserne 3 - 5 i Los Angeles Unified School District. Det the Times fandt kan opsummeres med deres egne ord:

De kom alle sammen fra den samme 'verden' dem som deltog i undersøgelsen - det fattigste sted i San Fernando Valley, en kvarter i Pacoima omgivet af to omkørselsveje hvor nogle af dem havde mistet venner på grund af rivaliserende banders kugler. Mange er sønner og døtre af latinoindvandrere der aldrig selv afsluttede skolen, hårdtarbejende forældre der holder sig tilbage i respekt og har tiltro til at underviserne gør deres allerbedste.

Eleverne fik de samme lektioner. De er ofte ved det samme kapitel i den samme bog. Alligevel, lærer eleverne i 5. klasse (10-11 år)år efter år meget mere end de andre på samme gang. Forskellen har næsten intet som helst at gøre med størrelsen på klassen, eleverne eller deres forældre. Det er lærerne.

Med Migule Aguilar har eleverne vedvarende opnået en slående fremgang ved statens standardiserede prøver, mange af dem steg fra at være blandt den nederste tredje del af eelver i Los Angeles til et godt stykker over gennemsnittet....John Smith's elever ved siden af var noget foran Aguilar's, men ved årets afslutning var de langt foran.

I Los Angeles og over hele landet, har undervisningsembedsfolk længe kendt til den ofte enorme forskel på lærerne. De har set de soleklare effekter, af godt eller dårligt på børnene. Men fremfor at analysere og gå i gang med disse forskelle, uligheder har de valgt i det store og hele at ignorere dem.

For nogle få år siden indførte New Mexico en tretrins lærerlønskala med den hensigt at forbedre undervisningen; ekstra undervisning og optræning medførte en højere løn. Et forsøg på at forøge elevernes prøveresultater blev smadret under en enormt pres fra lærernes fagforening. I 2006 og 2009 da ingen kunne komme med data for at sammenholde lærernes højere løn med deres resultater, anbefalede statens lovgivningsapparat at man igen benyttede elevens resultater, som Albuquerque Journal fornylig i en leder beklagede, ikke er blevet gjort. Lærerne der får lønbonus kan vise mere i ledelse, men de kan ikke vise nogen forandringer i deres elevers præstationer.

The Times, the Journal og data er meget entydige: Der er en en helt klar grund til at skolerne er så dystre som vi kan se; grunden er fastslået i Adam Smith's forudsigelse fra 1776: Det er lærerne. Der er oveni det ansvaret hos politikerne der har understøttet status quo med skattepenge, fordi de modtager tjenester og kontanter fra lærernes fagforening; det er dem der gør det muligt.

Det er ikke kun lærerens præstation: Administrationen fejler også. For at gøre det klart for de som måske tvivler, så se på Project Follow Through, en Kongres-beordret (1967) næsten milliard dollars sammenlignende evaluering af såvel progressive som gammeldags uddannelsesmetoder i 120 kommuner, med 10000 grundskoleelver i gennem otte år. Undersøgelsen afslørede, at de gammeldags undervisningsprogrammer slog de progressive uddannelsesmetoder i undervisningen af de udvalgt emner hos børnene. Ikke desto mindre har politikerne efterfølgende, efter krav fra administratorerne, ignoreret data der afslørede den mindre effektivitet (og dog langt dyrere) ved de  progressive programmer, og sikrede sig at de gamle - og veltjente afprøvede - metoder blev forladt.

Det må stå soleklart at effektiviteten og en effektiv undervisning af børnene ikke har været det primære mål for U.S. undervisningssektoren på noget niveau.

Således giver det mening, det Adam Smith også sagde:

I enhver profession, står anstrengelsen hos flertallet af de som udøver den, altid i forhold til den nødvendighed de er underlagt for at foretage denne anstrengelse.

The Times og  Albuquerque undersøgelsen viste nogle fremragende lærere der gav sig selv et skub fremad - men de er en minoritet og de har ikke førertrøjen på. I hver stat har lærerne den største regeringsfagforening; ingen andre får lov til a lede den offentlige uddannnelse. Derfor skal de leve op til deres ansvar.

Hvis det at holde dette spejl op foran de offentlige skoler er noget der vækker bekymring, så se godt efter; da det helt sikkert ikke er børnenes skyld, der er kun een tilstede der kan ses i spejlet. Lærerne.

http://www.americanthinker.com/2011/02/its_the_teachers_stupid.html

Om Islam af Toqueville

Toqueville om Islam

                           
FSM: Quote of the Day
                                          

“Jeg har studeret Koranen grundigt. Da jeg var færdig med det studium havde jeg den overbevisning, at der kun har været få religioner i verden med en så dødbringende påvirkning af menneskeheden som Muhammads. Så vidt jeg kan se, er det hovedårsagen til dekadencen der er så tydelig i den muslimske verden i dag, skønt mindre absurd, end oldtidens polyteisme, dens sociale og politiske tendenser er efter min mening noget man bør frygte, og jeg betragter den derfor som en slags dekadence fremfor en form for fremskridt i relation til selve hedenskabet.”  

                              
                   

- Alexis de Tocqueville (1805 – 1859), skrevet i et brev til Arthur de Gobineau, 22 Oktober 1843, gengivet i “Tocqueville Reader”, s. 229.