Tidens åbenbaringer

Tidens afsløringer

Raymond Ibrahim

David Horowitz's bog A Point in Time er i bund og grund en udstilling af Tidens natur, det dobbeltægget sværd, der ved at sløre alt i sine spor, sætter fuldt blus på det der er værdifuldt over det overflødige i vore liv.

I bund og grund indeholder bogen Horowitz’ betragtninger - over sin barndom, og som far til sin afdøde datter, og sin egen dødelighed -- ikke ulig tilgangen hos den romerske kejser Marcus Aurelius, som forfatteren citerer store dele af, og tilsyneladende har lært meget fra (og man kan næppe finde en bedre instruktør)

Men dette er ikke en abstrakt eller en teoretisk bog. Horowitz begynder ofte med det verdslige og konkluderer med det dybsindige. Således udvikler kapitlerne, der begynder med anekdoter vedrørende hans kæledyr, sig progressivt til filosofiske reflektioner. Horowitz citerer ikke kun de store mænd, han deltager i, og sammenstiller deres tanker, viser deres anvendelighed i moderne tider.

For eksempel vurderer den stoiske kejser at ting udenfor vor rækkevidde “ikke rører sjælen, for de er eksterne og urørlige; vor foruroligelse stammer udelukkende fra vor holdning til dem, der er indenfor” -- ord der over et årtusinde senere blev gentaget af Shakespeares Hamlet: “Intet godt eller dårligt, men det er tankegangen der gør det således.” Horowitz forenkler: “Man kan ikke forandre verden, så gør ikke dig selv elendig i forsøget på det.”

Når man tænker på at forfatteren har brugt en stor del af sin karriere som aktivist er hans grublerier - alle fører de til den uundgåelige konklusion at vore liv kun er en lille prik i tidens spektrum, og snart bliver glemt - med til at gøre hans reflektioner særlig intense; for vi har her en mand, hvis profession udelukkende drejede sig om at “forandre” og som kommer til den erkendelse at “således er naturens vej, at komme og forsvinde. Lad det være.” Han indrømmer endda, at han spekulerer over, “idet jeg ved det jeg nu ved, (det vil sige om livets tidsbestemhed) da ville jeg ikke have været i stand til at gå videre.”

Men Horowitz forfalder ikke til passivitet eller skæbnetro. Snarere dukker en intern debat op da han forsøger at forsone sig med vort korte liv i konteksten med den uendelige tidslinje. Resultatet er, at igen og igen, om det er gennem den stoiske kejser eller den engang så revolutionære Dostojevski, så dukker det uundgåelige emne, religion og Gud op.

Det er ikke noget at skamme sig over: Som Horowitz vurderer, da underlægger sig enhver, selv den mest ihærdige ateist sig et trossystem: “verdslige frelsere må sætte deres lid til mennesker. Men hvordan kan mennesker skabe sig selv påny? Et blik på menneskets historie afslører dette som at være et meget større skridt i tro, end at have tillid til en skjult Gud?” Selv de ateistiske kommunister var motiveret af “en religion (om) dog af en anden slags”; og “den radikale ide er i dag troen hos millioner af ateister, men det giver ingen mening.”

Kan disse menneskecentrerede religioner der lover at bringe Utopia til jorden nogensinde være svaret - det seneste dogme insisterer på at “vi bliver formet af vort miljø” og således “har miljøet skylden”? Nej, “det jordiske paradis som almindelige dødelige skaber er ikke Frihedens Kongedømme, men den totalitære stat.”

Faktisk uden noget “højere” at tro på, noget tydeligt metafysisk, da hælder alle trossystemer sig mod nihilismen, dette uvorne barn af den moderne filosofi. Alligevel demonstrerer Horowitz, at nihilismen ikke kun er en tro på ingenting, men en tro på alt andet end Gud -- en tro på mennesket som Gud.

Og hvis denne halvgud var ‘Overmennesket’ for år tilbage, så er han i dag det ukrænkelige offer for samfundet -- i alle tilfælde, må verden føje sig til hans vilje eller griller. “Nihilismen i noget ædelts navn.”

Horowitz siger ikke han har svarene; snarere er hans svar en reflektion over livet -- uden nogen rationaliseringer, ingen hyklerisk stoicisme, eller påtvungne lykkelige slutninger:

Trods alt det som jeg tror jeg ved vender jeg tilbage til sikkerheden i mine beretninger, og jeg er tilfreds med at leve i deres verdener. Hvad er alternativet? Uden vore livshistorier ville vore liv være kaos og vor eksistens ubærlig. Derfor fortsætter jeg med at gå fremad, som jeg altid har gjort, skønt mine skridt er blevet langsommere og mine lidenskab er blevet mindre klar. Min tid er brugt på at reflektere over disse kendsgerninger, og fortsætte det arbejde der har bragt mig hertil, i omsorgen for familien, vennerne og dyrene på min livsvej.

Budskabet er, at tiden er kort -- “noget der overraskende nemt glemmes.” Lad os derfor lægge forfængelige stridigheder til side, og få det bedste ud af livet; lad os ikke spilde livet på at jagte tankespind, født i et sind, hvis det er skabt efter det guddommelige, er omgivet af kød og omstændigheder der kun eksisterer i et øjeblik.

http://www.americanthinker.com/2011/10/revelations_of_time.html