7 skodprodukter som skyldes De Grønne

7 skodprodukter takket være Den Grønne Bevægelse

J. Christian Adams

Kan du huske tiden før vandsparetoiletter, da man kunne benytte et badeværelse uden fare for ydmygelse?                    

I de gode gamle dage fik forbrugerne det de ønskede. Udbud og efterspørgsel, ikke ideologi eller påfund styrede produkternes design og fremstilling. Det er derfor vi har store amerikanske ikoner som 1969 Chevy Camaro, trækulsgrillen Weber og DDT.    

                                        

Men de tider er forbi. Den Grønne Bevægelses tilbedelse af knaphed har forvandlet forbrugersamfundet til det værre. I stedet for store, kraftfulde, og allervigtigst effektive produkter, så lider forbrugeren anno 2013 under skvattede produkter. Jovist, de er designet til at spare energi - og få dig til at føle dig godt tilpas. Men de fungerer bare ikke nær så godt som de gamle og sædvanligvis billigere versioner.

Her følger så 7 skodprodukter vi skal leve med, takket været Den Grønne Bevægelse.

           

               

               

1. Vandsparetoiletter

Vi kan kun begynde med sparetoillettet. Mange af os vil kunne huske en tid før regeringen besluttede at vand var der knaphed på, da man kunne regne med sit toilet. I 1992 vedtog Kongressen Energy Policy Loven, og præsident George Bush underskrev den. Den fastlagde et maximum for skyllekapaciteten for toiletter. Naturligvis stod Den Grønne Bevægelse bag loven og bag den Republikanske sponsor, medlem af Repræsentanternes Hus Philip Sharp fra Indiana. Siden Bush underskrev loven er salget af ‘svuppere’ eksploderet. Sharps elendige ide har været årsag til nogle af de mest pinlige øjeblikke i mennesker liv, især når de er på toilettet hos fremmede.

Pas gevaldig på, det næste tåberne ønsker at fjerne er vandet i dit toilet og så lige toiletpapir. 

2. Kviksølvfyldte elpærer

Vi har lært nogle ting i de seneste år. For det første er de nye miljøvenlige elpærer præcis ikke miljøvenlige. Når de går i stykker kommer der kviksølv ud af dem og i dit hjem. Og selv når de ikke går i smadder, de afgiver de dog stadig cancerfremkaldende kemikalier, når du tænder for dem. Så er de oveni købet dyre. Den Grønne Bevægelse siger de holder længere. Goddav do! Jeg begyndte at skrive ned hvornår jeg satte en ny pære i, for at se hvor længe de holdt. Holdbarheden sammenlignet med de gammeldags pærer er nærmest den samme, blot det at de gamle kun kostede en tredjedel af de nye.

 

3. Boeing 787

Jeg elsker at rejse med fly. Jeg har fløjet over 180000 ægte kilometer sidste år. Jeg kunne bare ikke vente med at gå ombord i den nye Boeing 787 Dreamliner. Det er slut. En række uheld har udstillet et frygtindgydende problem med flyet - de elektriske komponenter går der ild i. Dette er ikke noget problem som Boeing med lethed kan løse. Boeing har introduceret et helt nyt designparadigme der forårsager problemerne med 787, et paradigme der gør Den Grønne Bevægelse lykkelige. I stedet for at benytte mekanisk energi til flyets kraftsystemer benytter 787 elektriske. Denne elektricitet lagres i højtydende lititum-ion batterier, og dermed er motorerne ikke med til at levere energien, og der spares brændstof.

Boeing forkastede de effektive kobberledninger og erstatter dem med de lettere aliminiumsledninger. På FAA’s opfordring har man reduceret batteriers kraft, fordi det var velkendt at de kunne eksplodere og brænde - og har medført at mindst en 747 har måttet nødlande. Det nye Boeing designparadigme er et let, elektrificeret, brændstofbesparende jetfly der altså bruger mindre energi. Lyder det bekendt? Boeing er faktisk stolt over dette nye paradigme.

Ingeniørerne hos Boeing er nogle af de klogeste i verden. Derfor er chancerne for at de vil løse problemet store, forhåbentligt hurtigt inden det går helt galt. Indtil da så flyv med de brændstofkrævende MD-80 eller 737. (Update U.S. og andre lader 787 være på landjorden på ubestemt tid).

 

4. Vaskemaskiner med frontpåfyldning

Her er så den beskidte hemmeligjed om energieffektive vaskemaskiner med frontåbning: De er elendige. Før jeg fik en sådan advarede en ven mig, “de vasker ikke tøjet helt rent.” Jeg troede hende ikke, men hun har ret. Frontpåfyldning benytter en teknologi der stadig benyttes ved Ganges floden i Indien - små vandmængder og sæbe benyttes til at fugte klæderne på klipper. I stedet for klipper har den amerikanske vaskemaskine en riflet tromle. Tøjet hvirvles blidt rundt, hviler så og falder ned i en portion sæbevand. Jovist de bruger mindre energi, men hvem bryder sig om det når tøjet ikke er ordentligt rent? Og så er der den påtvungne sæbe man skal købe og som koster mere. Den Grønne Bevægelse hadede de topladede vaskemaskiner der vaskede ordentligt. I de gode gamle dage, blev tøjet sænket ned i masser af vand med sæbemiddel. Masser af elektricitet gjorde tøjet rent og duftende. Bliv ikke narret af nabo eller sælger der fortæller dig at frontpåfyldte er bedre. Få fat i en stor, energislugende, men effektiv topladet før regeringen forbyder dem.

5. Chevy Volt

Det man kan sige om Chevy Volt er allerede sagt ikke sandt? Husk blot tilbage til det første noget forvirrende øjeblik da du erfarede at denne elektriske bil faktisk havde en benzinmotor. Hvad? 

6. Vandflasker der bryder sammen

Vand i flasker industrien kan føle varmen fra Den Grønne Bevægelse. En tosset dokumentarfilm ved navn Tapped argumenterer for at flaskevand er usikert og miljømøssigt følsomt. Kongressen har endog hodlt høringer om flaskevand på foranledning af Den Grønne Bevægelse. Vandflaskeselskaberne mener de kan købes sig til fred. Tro om igen.

Virksomheder som Deer Park har opfundet en elendig, økoflaske der knuses i din hånd som Hulken ville knuse en Volkswagen. Den “Grønne Øko-Flaske af Deer Park” praler med det er den letteste halvliterflaske på markedet. Det er også den mest irriterende, fordi man spilder udover sig selv når man åbner det. Den falder også sammen når man drikker af den. Som så mange andre industrier tror Deer Park at Den Grønne Bevægelse vil lade dem være i fred, hvis de kommer med små kapitulationer. Det vil ikke ske.

Den Grønne Bevægelse vil fortsætte med at stille krav og trænge sig på indtil vand-i-flaske

virksomheder forsvinder fra landskabet. Det er det Den Grønne Bevægelse kun handler om -- at eliminere forbrugerprodukter der ikke passer med deres teologi om knaphed og enkelthed.

7. Stille højeffektive opvaskemaskiner

Grunden til at de nye høj-effektive opvaskere er så stille er at de ikke vasker ordentligt. Ligesom de ineffektive frontpåfyldte vaskemaskiner da er det at spare energi og vand mere vigtigt for Den Grønne Bevægelse end rene tallerkener. Forsøg blot at åbne en af disse ‘stille’ opvaskere midt i et program, og se hvad den laver. Sammenlign det så med din gamle opvasker. Nye høj-effektive opvaskere benytter mindre vand, der blot sprøjtes henover opvasken, og i rigtig lang tid.

Når du åbner din gamle opvakser er det den rene vold med vand. Stråler af dampende hedt vand, støj og energislugende kaos gør tallerkener rene. De nye energieffektive opvaskere, som de nye vandsparetoiletter kræver ofte en ekstra tur.

Den Grønne Bevægelse fortjener det meste af skylden for at vi har fået disse produkter der gør livet værre. Men det gør Republikanerne og industriens ledere der mener at det at kapitulere til Miljø venstrefløjen køber dem fred også. Fred Upton har ikke fortjent deres venskab for han bragte os sparepæren. Anti-vand-flaske bevægelsen har stadig Deer Park i sigtekornet, trods deres skrækkelige økoflaske. Den Grønne Bevægelse kender ikke til kompromis, indtil på et tidspunkt toiletterne ikke kun er mindre, men også mangler vand, eller er helt borte. Det er en erstatning for teologi, som er primitiv og intolerant.

                                                                                                    

J. Christian Adams is an election lawyer who served in the Voting Rights Section at the U.S. Department of Justice. His New York Times bestselling book is Injustice: Exposing the Racial Agenda of the Obama Justice Department (Regnery).  His website is www.electionlawcenter.com. Follow him on Twitter @electionlawctr.

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/01/15/7-crappy-products-courtesy-of-the-green-movement/?singlepage=true

Mænd af ære - de sidste af de store

Begravelsen af Ted

TOM MCLAUGHLIN                                                     

Vi begravede min 90 årige svigerfar Ted Kosiavelon, forleden på Arlington National Cemetery. Det var det han ønskede. Han fortjente det privilegium ved at have tjent både på Solomon Island og på Filippinerne under 2. Verdenskrig. Som millioner af andre unge mænd i hans generation kæmpede han for sit land mod ondskabens magter. I Ted’s tilfælde var det mod japanerne hvis uprovokerede angreb mod US Navy ved Pearl Harbor førte Amerika ind i krigen, og Ted i kamp.

Som en talentfuld svømmer blev Ted udvalgt af Navy til The Naval Training School (Redningstjenesten), som efter krigen blev til Dykker- og Redningsskolen i Bayonne, New Jersey, og som blev gjort berømt i filmen "Men of Honor" med Cuba Gooding og Robert De Niro.

Efter sin oplæring tilbragte han det meste af krigen i Manila Bugten, hvor tørdokken han arbejdede på hele tiden blev angrebet af japanske fly, og hvor han blev såret. Således husker jeg Ted: “En Ærens mand.” Han var en ydmyg mand, men meget stolt over sin militærtjeneste.

Young Ted in the Navy

15 millioner amerikanere tjente deres land i 2. Verdenskrig, som forfatteren Studs Terkel kaldte “Den Gode Krig.” Ingen krig er god, især ikke en, hvori 400000 amerikanere døde sammen med millioner af andre rundt om i verden, men således kaldte Terkel den fordi det nærmest ikke moralsk kan betvivles.

Der kan kun være lidt tvivl om at amerikanerne var de gode fyre, mens de tyske nazister og de japanske krigsherrer var onde. Ted og millioner af andre sætte livet på spil og de fleste overlevede så de kunne fortælle om det. Ted brugte resten af livet på at tjene sin familie lige så stabilt og pålideligt som han tjente sit land. Han var en ydmyg helt.

Mænd som Ted og min egen far blev disciplineret, oplært lige i det øjeblik de gik fra ungdom til manddom fem eller seks år efter de var trådt ud af deres knickers. De skulle ikke bruge et årti eller mere på at “finde sig selv,” som så mange fra min generation har gjort. Verden fandt dem og de forstod tydeligt hvad de måtte gøre.

De måtte blive ved med at kæmpe indtil deres fjender overgav sig. Det var en dødsensfarlig vanskelig opgave de var på. Sejren var så absolut ikke sikker, især ikke i krigens første år, da vi tabte næsten ethvert slag, men i det mindste tvivlede de ikke på at deres opgave var vigtig, eller meningsfyldt, eller hvorvidt de gjorde det rigtige. Som jeg nævnte før: Den moralske dobbeltydighed var ikke et problem, mens de påtog sig den pligt som kom til at præge dem resten af livet.

                                  

Hver gren af vort militær har forskellige begravelsesceremonier på Arlington National Cemetery og jeg var dybt imponeret over den måde Navy foretog begravelsen af Ted. Skønt flere end et dusin veteraner bliver begravet der hver dag, var der ingen antydning af nogen rutine hos æresvagten. De var gennemført professionelle, og foretog handlingen hos Ted med al den værdighed og den ære han fortjente.

Red’s lig blev kørt i rustvogn fra et kapel i Massachusetts. Da vi ankom ved graven, stod 8 uniformerede søfolk og en officer og ventede som kistebærere. Inden for synsvidde var 7 geværskytter med endnu en officer klar til at udføre 21 skud som hilsen blandt de til perfektion ordnede rækker af hvide marmorgravsteder på de bløde bakkedrag. I en lignende afstand, i en anden retning, stod en ensom trompeterer klar til at spille tappenstreng. Alt det de foretog sig var simpelthen uden fejl.

Lige før vi fløj derned fortalte en ven mig. at studerende fra Cheverus High School i Portland, Maine skulle hjælpe 20000 andre amerikanere følgende weekend med projektet "Wreaths Across America.” (Kranse over hele Amerika).

Dette blev påbegyndt for tyve år siden af Merrill Worcester, ejer af Worcester Wreath Company i Harrington, Maine, der var i besiddelse af et overskud af jule kranse og blev bevæget til at placere dem på gravstene i Arlington.

Alle disse rækker af ens hvide gravsten, markerer gravene for mænd og kvinder der kæmpede for United States of America, og jeg kunne føle deres tilstedeværelse mens de bød endnu en af deres egne velkommen til den evige hvile hos dem.    

                           

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Tom McLaughlin is a (now retired) history teacher and a regular weekly columnist for newspapers in Maine and New Hampshire. He writes about political and social issues, history, family, education and Radical Islam.  Email him at tommclaughlin@fairpoint.net.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/burying-ted?f=must_reads#ixzz2FsXpS92t

Sådan kan OPEC knægtes! Bryd et monopol

Bryde monopoler er en regerings vigtigste ansvarsområder

I deres nye bog Petropoly kommer Anne Korin og Gal Luft med et meget tungtvejende overbevisende argument, gående ud på, at de mest indflydelsesrige fortalere for det frie marked altid er gået ind for en særlig brug af regeringssystemet: At bryde monopoler eller forhindre monopoler - således af frie markeder og konkurrence er i spil.

Mange mennesker går ind for konkurrence på brændstofområdet, men mener at Open Fuel Standard er der, hvor regeringen går for langt. Korin og Luft’s argumenter gør det tydeligt at intet kunne være længere borte fra sandheden.

Mange mener at årsagen til at andre brændstoffer ikke konkurrerer med benzin er, at det kan de ikke - de er altfor dyre. Men det passer ikke. Etanol og metanol kan sælges i dag for mindre pr. kilometer end benzin. Den eneste grund til at de ikke benyttes er, fordi bilerne ikke giver garanti for at de kan anvendes i dem. Motorerne selv kan godt benytte alternativerne. Men der gives kun garanti på bilerne til et brændstof, uanset hvor let og omkostningslavt det er at gøre dem i stand til at køre på alle tre. Det er den eneste årsag til at der ikke er konkurrence på brændstoffer.

Det vi har er et reelt monopol. Og da transport i den grad er med til at være grundlaget for vor økonomi, da styrer dette monopol vor allervigtigste økonomiske råvare- Hvad ville Nobel Pris modtageren (i økonomi) Friedrich August Hayek mon ment der skulle gøres ved dette? Han var som Korin og Luft udtrykker det, “En af de største økonomer og politiske filosoffer i det 20. århundrede og verdens førende forkæmper for det frie marked.... I 1945 udgav Hayek sin succesrige sejrende bog “Vejen Til Trældom”, et manifest i forsvaret for markedet og fri  konkurrence, hvilket gjorde ham til de konservative partiers yndling og hos ledere over hele verden, herunder Margaret Thatcher.”  

Hayek sagde at man ikke strengt kan holde sig til regler når det drejer sig om frie markeder og han nævnte specifikt laissez-faire som en af de regler man ikke skulle være ufleksibel over for. Hayek mente at regeringen skulle tjene som “en modvægt mod monopolistisk tvang,” som Luft og Korn udtrykker det. Det er præcis det vi oplever i transportsektoren. “Biler der blokerer for konkurrerende brændstoffer,” skriver de, “er en barriere for udviklingen af det frie marked i brændstoffer.” 

Fordi vi ikke har nogen andre attraktive valgmuligheder for at bryde OPEC’s monopolistiske grebom vor økonomi, da ville Hayek muligvis helhjertet have støttet Open Fuel Standard Act.

Endnu en vigtig og indflydelsesrig frimarkeds fortaler var også en Nobel Pris i Økonomi modtager - Milton Friedman. Han skrev, at “den første og mest presserende nødvendighed i regeringspolitikkens område er elimineringen af de virkemidler der direkte støtter monopoler.”

Hvad er det der i vort samfund direkte støtter monopolet med benzin? Det køretøj der kun kan køre på benzin!

Hvad kunne knække det monopol? The Open Fuel Standard.

Mange mennesker er forståeligt nok vrede over vor regerings konstante indblanden og manipulation med det frie marked. Men at befri markedet fra et monopols dominans over en vigtig råvare er en af de få gode grunde til at vor regering burde intervenere. Lad os håbe denne forståelse rammer tilstrækkeligt med mennesker - i tide.

http://www.openfuelstandard.org/2013/01/breaking-monopolies-is-one-of.html?utm_source=feedburner&utm_medium=email&utm_campaign=Feed%3A+OpenFuelStandard+%282+-+Open+Fuel+Standard%29

Hvad skal vi gøre´? - sprøg Lady Houston

Gøre hvad? Spørg Lady Houston

           
Hal G.P. Colebatch       

Mange forfattere har til fulde dokumenteret den islamistiske trussel, men når det drejer sig om at give et svar på den, så leder de efter ord.

                    

Siden 9/11 har den muslimske jihad mod Vesten ført til et antal fremragende bøger der i detaljer beskriver Vestens byrde. og også i detaljer dokumenterer hvad der foregår. Jeg inkluderer ikke kun den muslimske kolonisering af Europa, men også angrebene på kristne samfund i Afrika, Asien og de få kristen der er tilbage i Mellemøsten.

Imidlertid lider de værker jeg har læst, og nogle af dem er virkelig fremragende skriverier og forskning, af den samme svaghed.

Når de i de afsluttende kapitler går fra i detaljer at beskrive den bitre fremgang for Islam på det ene kontinent efter det andet, vigtigheden af et liberalt demokrati for at stå den imod, og til hvad der faktisk bør gøres ved det så bliver deres ofte knivskarpe prosa til nogle afdæmpede platheder og talemåder.

Det er umuligt at give forfatterne skylden for dette. For det første står Vesten over for en fjende man ikke før har kendt til, en fjende der især er rigtig dygtig til at benytte Vestens institutioner af liberalt demokrati og de pacifistiske tendenser i Kristendommen til deres egen fordel.

Ydermere har fjenden ikke nogen genkendelig militær struktur. Den har ingen overkommando, hvis fejl kan udnyttes, ingen befolkningskoncentrationer der kan bombes.

 

Mod indsatsen for at islamisere verden har bomber i Afghanistan aldrig været meget andet end spild af tid og ressourcer for at skabe en illusion om at der er et formål med indsatsen og dermed skære nogle få hoveder af en Hydra.

At dræbe Osama bin Ladan skadede ikke islamisk jihadisme, som det i 2. Verdenskrig ville have skadet den tyske nationalsocialisme af få Hitler slået ihjel. Der er ingen mulighed for at nogen islamisk Gorbachev kunne træde frem, der enten kunne eller ville få afsluttet jihad. terrormaskinen

Krigen i Afghanistan har været nytteløs fra begyndelsen, hvis dens hensigt var at besejre international terrorisme. Boko Haram der dræber kristne i Afrika i Allahs navn har sandsynligvis aldrig hørt om Afghanistan. At tabe eller vinde i nærheden af Khyber Passet vil ikke udgøre nogen forskel for de arbejdsløse muslimske “unge” i slumkvarterer i Frankrig (og ikke kun i Frankrig), der betragter Vestens civilisation med afsky og foragt.

Vi har de bedste flådestyrker og luftvåben i verden, der i praksis er nytteløse mod en fjende der intet har. Ydermere er det at gå ind for nogen form for sammenligneligt modangreb ikke kun uforeneligt med vore civiliserede værdier, men sandsynligvis ulovligt.

Jeg erkender, at jeg mere eller mindre gør det som jeg kritiserer andre for: Tumler rundt efter et svar. Det er den første krig. hvor vor side har sendt vor egen propaganda mod os selv. Tingene har nået et stadie, hvor selv en kulturel genvækkelse af patriotismen (en, men kun en af, de væsentlige ting der skal til, og det mere for Europa end for USA) ville muligvis skulle bruge en form for censur, eller regeringsindflydelse i medierne der kunne svare til f.eks. anti-ryge-kampagnen.

Blot at nævne systematisk diskrimination er at begive sig ud på farlig politiske grund, skønt det at nævne det som en mulighed endnu ikke er ulovligt, i hvert fald de fleste steder og så skal man endda  træde varsomt.

At betragte den enorme muslimske kolonisering i Storbritannien, og andre steder herunder den gradvise accept af Sharia Lov, polygami og tvungne ægteskaber skal uundgåeligt føre til, man må udtænke metoder til at ‘udtørre’ det islamiske ocean hvori jihadist fiskene svømmer.

Når der er store distrikter i byer i Vesten hvor ikke-muslimer ikke har adgang, og hvorfra ikke-muslimske beboere og forretninger systematisk er blevet drevet ud efter de har været der i århundreder, så kan det forekomme naturligt, at en eller anden reaktion er nødvendig.

“En eller anden reaktion” så er jeg der igen. Det bedste jeg kan tilbyde er med de svagest mulige ord. Det fænomen er et produkt af en konflikt, måske enkeltstående i menneskehedens historie, hvor det kun er den ene side der har lov til at udøve agression - eller blot svare igen.

De “advarende” bøger og artikler jeg har læst konkluderer med observationen om at 9/11, bomberne i Spaniens tog, bomberne i Londons busser, natklubben på Bali, Fort Hood massakren, Benghazi massakren og alle andre steder, var “Et Vågn Nu Op Signal.” Det var de ikke.

Selv 9/11 gjorde ikke meget mere end at provokere til et par anslag i den forkerte retning. Drabet på bin Laden var tilfredsstillende og han fortjente det, dog havde det intet at gøre med den større strategiske mål, såsom at rydde Taliban ud i Afghanistan.

Uden at ville underbetone tapperheden, pligtfølelsen og oprigtigheden hos de som var med til det (mine stærkeste følelse overfor de som dræbte ham er - misundelse), så havde hele ‘øvelsen’ en duft af overtro over sig, som om at det at udslette et symbol var det samme som at udslette en virkelighed. Hvilken forskel har det egentlig gjort ved den islamiske kolonisering af Afrika eller Vesten?

En af mine favoritkarakterer i historien er Fanny Radmall, en korpige fra London født i slummen, der giftede sig med en  rig mand og blev Lady Houston.

 

Mens de store statsmænd i demokratierne var forvirrede og splittede over totalitarismens fremhersken i Europa og de ‘strålende’ intellektuelle underskrev bønforskrifter for Fred, betalte hun af egen lomme en fantastisk stor sum penge for udviklingen af det fly der førte direkte frem til Spitfire-jagerflyet.

For mig er det en historien med en fabelagtig kvalitet over sig. Man kunne sige: Hvis det dog blot var så enkelt i dag. Og mennesker, som Lady Houston, der instinktivt vidste hvad det rigtige var at gøre, og gjorde det, er sjældne i enhver tidsalder.

   
                    
 
   
Hal G.P. Colebatch’s “Immram,” Counterstrike, is being published by Australian publisher Imaginites.

http://spectator.org/archives/2013/01/09/so-what-to-do-ask-lady-houston

Ekstra info:

Det var Lady “Poppy” Fannie Lucy Houston der reddede Spitfiren fra at være blevet skrinlagt ni år før slaget om Storbritannien. Hun gav 100000 pund, et kæmpebeløb dengang for at holde forskningen i gang med forgængeren til Spitfire -Supermarine S6, et hurtigt en motors fly - da Ramsay MacDonalds regering havde ophørt med at betale under Den Store Depression i 1931. 

 

Tydeligt at se - det var forløberen for Spitfire