Allah er Død: Hvorfor Islam ikke er en religion
Rebecca Bynum & Janet Levy
Ved en beslutning fra juli 2009 i U.S. Court of Appeals for the 4th Circuit blev bønnens sprog i al væsentlighed reguleret ved at lave regler om at det at nævne “Jesus” i en offentlig bøn er forfatningsstridigt og sekterisk sprogbrug. The Board of Commissioners of Forsyth County, North Carolina, havde i lang tid benyttet sådanne talemåder. Men ACLU og Americans United for Separation of Church and State (AU)
bragte det op som en lovsag i forsøget på af gøre en ende på Forsyth
Countys traditionelle almindelige praksis der blev benyttet før
offentlige møder i stats og lovgivende råd i Amerika.
Sådanne
angreb fra venstrefløjen mod religiøse udtryksformer er almindeligt. På
denne måde kritiserede venstreorienterede grupper åbenlyst Texas
Guvernør Rick Perry’s ønske om en daglig bøn for at “søge Guds
vejledning og visdom i behandlingen af de udfordringer vore samfund,
stat og nation står overfor.”
I januar måned bøjede Hawaii sig for ACLU’s
krav og blev den første stat der fjernede den daglige bøn, selvom
godkendelse af en lov fra 2009 om at fejre “Islams Dag” på mystisk vis
undgik deres censur.
Samtidig, som jeg har fortalt om her,
har adskillige statslige lovgivende forsamlinger, herunder Iowa, Texas
og Washington indledt deres forsamlinger med islamiske bønner der
påkalder Allah og beder om “sejr over de vantro” og indtrængende anmoder
om “beskyttelse mod Den Store Satan.” Disse anmodninger om at Allah
giver sejr over ikke-muslimerne er vel knap bønner for at velsigne de
lovgivendes arbejde, men hverken ACLU eller AU er kommet med indvendinger, skønt bønnerne udelukkede kristne og jøder, og erklærede en kulturkrig med det amerikanske samfund.
Tilbage
i tiden gjorde venstrefløjen, der stillede det nihilistiske spørgsmål
“Er Gud død?” fælles sag med kommunismen og forkastede religiøs tro til
fordel for “gudløs” sekulær humanisme. I dag er forbindelsen mellem
venstrefløjens totalitarisme - kontrol over menneskets aktivitet i “den
sociale retfærdigheds” navn - og Islams totalitarisme - kontrol over
ethvert aspekt af livet gennem Sharia - et bånd der giver energi til
deres bestræbelser om et fælles mål: At underminere Amerikas jødisk-kristne værdier og traditionelle institutioner.
I sin bog Allah er Død: Hvorfor Islam ikke er en Religion
udforsker Rebecca Bynum (forfatter og udgiver af New English Review)
grundigt religionens traditionelle rolle, Gud er Død indstillingen hos
venstrefløjen, og så selve Islams natur.
Hun giver omhyggelige observationer om betydningen
af essensen af religion som selve grundlaget for Vestens kultur,
udstiller dens ædle formål med at ophøje mennesket mod en
retfærdighedens sti, og sætter som kontrast de nihilistiske ideologier
der præsenteres som religion af Venstrefløjen og Islam, op.
Hun beskriver venstrefløjens skadelige påvirkninger på betydningen, værdien og udøvelsen af religion, og argumenterer for, at Islams grundlæggende karaktertræk ikke giver den status som religion.
Bynum
sætter fokus og identifikation på den vigtige rolle religion spiller i
udformningen af moral, samfundets grundfæstning, omsorgen for familien
og i at fremme social harmoni, offentlig tjeneste og velgørenhed. Hun
angiver vigtige forskelle mellem den mekaniske tilslutning til religiøs
doktrin og den ophøjede levende troserfaring. Som
en transcendent virkelighed indfanger troen menneskets hjerte og ånd og
giver vore liv mening, skriver Bynum. Tro er ikke tvang gennem
recitation af passager fra Bibelen. I stedet er skriften en serie af
retningslinjer for menneskelig opførsel der muliggør, at individerne
frit og kreativt kan gå på en vej, og hele tiden stræbe mod åndelig
fuldkommenhed. Bynum understreger at individuel frihed, opmuntret af
tro, er vejen til at forstå godhed, sandhed og skønhed, og ultimativt
den unikke oplevelse af at opdage Gud og gudfrygtighed.
Indflydelsen
fra anti-religion Venstrefløjen har fået kirken til at gå bort fra
denne traditionelle rolle og disse værdier lader Bynum formode. I
det store og har kirken vendt sig fra den åndelige tjeneste hen mod
politiske og sociale emner med en fokus på “gerninger” fremfor tro og
religiøs praksis. Religion benyttes politisk som middel til at indføre
sociale reformer, skriver hun, fremfor at give næring til åndelig og
moralsk udvikling.
Religion
betoner selv-erkendelse og følelsesmæssig komfort for at søge frem til
sandhedens idealer, skønheden og godheden. Venstrefløjen mener at i
stedet for at hjælpe individer til at søge hen mod dyderne ved
selv-erkendelse, selvbeherskelse og taknemmelighed fostrer religion en
barnlig følelse af ‘rettighed’, en offermentalitet, hvor man giver
skylden på ydre faktorer, og en uvillighed til at påtage sig et
personligt ansvar.
For Venstrefløjen er religion fjenden,
moral eksisterer ikke, og gerningerne relaterer til narcissistiske
ønsker. Bynum beskriver den moderne verdslige bevægelse der er blevet
promoveret af Venstrefløjen som noget der nedgør mennesket og
formindsker menneskets betydning i universet, og betragter mennesket som
værende ikke af højere værdi, og ikke fortjenende mere end alle andre
skabninger på jorden. Hvis man følger dette synspunkt er menneskets
højere formål, menneskets evne til selvrefleksion og forestillingsevne
noget der ikke anerkendes. Mennesket er ikke længere heroisk. Mennesket
er reduceret til et plan som ethvert andet medlem af dyreriget, blot
endnu en organisme, der konkurrerer om at overleve og formere sig.
Mens
menneskets værdighed er blevet nedgjort, de menneskelige værdier ved
kærlighed, sandhed og godhed, og også den religiøse oplevelser afvises
som det rene bedrag konkluderer Bynum, at åndelig gennemskuelighed er
umuligt når den frie vilje betragtes som en illusion og moral et
tilvalg.
Ligesom
den venstrepåvirkede religion i Vesten har forkastet søgen efter
åndeligt udsyn, giver Islam på lignende vis heller ikke en vej til
åndelighed, vurderer Bynum.
Islam
kvalificerer sig ikke som en religion, argumenterer hun, fordi den
mangler de væsentlige kvaliteter og egenskaber som religion. Muslimer er
nemlig ikke fri så de kan skabe sig et forhold til Allah, men det
kræves at de reciterer bønner i en specifik form og retter dem til et
objekt - Kaaba’en, en kubeformet bygnig i Mekka der er det
allerhelligste sted i Islam. I Islam regulerer strenge regler al
opførsel og islamisk tilbedelse er blot betingelsesløs lydighed.
Man mangler enhver søgen, eller spørgsmål, om sandhed, anerkendelse af virkeligheden, eller de historiske realiteter. Målet
for Islam er den fuldstændige kontrol over sindet og den fysiske krop
og dens funktioner. Krop og sjæl kontrolleres uden næring til sjælen.
Uden
mulighed for individuel ytring i Islam, eksisterer kreativitet ikke og
det gør heller ikke andet der ville kunne indfange menneskehjertet eller
menneskeånden.
Det er ikke nødvendigt at udforske Allah, fordi han jo udelukkende er
til for at blive adlydt. Fromhed påtvinges ved den islamiske doktrins
konformitet, med syndere der straffes strengt eller dræbes for at
opretholde samfundets renhed. Islams
mål er den fuldstændige underkastelse, der hæmmer nysgerrigheden,
kreativiteten, motivationen og individualiteten, samt benægter
sandheden.
I
Islam begynder historien med Muhammad. Intet der hændte før hans
tilværelse er at nogen værdi, således er historien omskrevet og kundskab
om historien betragtes som uden betydning. Islam
kræver kulturelt folkedrab fordi kultur er en forhindring for at
oprette Allahs autoritet på Jorden. Intet koncept med en gudgiven fri
vilje og tolerance eksisterer. Individuel tænkning betyder intet, fordi
kun de islamiske doktriner og dekreter har værdi.
Islam
kræver fuldstændig selvbenægtelse og en robotlignende opførsel som del
af kollektivet: Ummaen eller det islamiske samfund. Opførslen er
underlagt Sharia, der gør lov og moral et og det samme. Islam anerkender
ikke staten som en højere myndighed og kræver den ultimative
jurisdiktion i alle verdens forhold. Ingen udforskning af og ingen
uafhængige konklusioner om retfærdighed og dom eksisterer da Sharia
tydeligt dækker ethvert aspekt af tilværelsen og går ind for tvungent
ægteskab, barneægteskab, polygami, dødsstraf for frafald, dhimmi stauts
for ikke-muslimer og andre regler og aktioner der ellers er forbud mod i
andre samfund. Islam er den højeste Værdi, uden plads for nåde eller
medfølelse. Islamisk doktrin er ubestikkelig, kan ikke stilles spørgsmål
ved, og bøjer sig ikke for nogle menneskelige omstændigheder.
På
grund af alle disse karakteristika er Islam ikke en religion
konkluderer Bynum, da Islam sætter sin ideologi over selve livet. Den
fejler i at fremme individuel moralsans, den ofrer individet til
kollektivet. Den er ude af stand til at bevare visdom, fordi den
benægter alt andet end islamisk troslære. Den magter ikke at skabe fred
og social harmoni, og kræver i stedet en vedvarende krig mod
ikke-troende. Den svækker familien som den grundlæggende enhed i
samfundet ved at fremme polygami. Den er ikke gennemskuelig i sin
hensigt, da dens højeste formål er bestandigt at sikre sig mod
fremtiden, og udover ritualerne har den kun ringe mening.
Islam
kan ikke bestå i en sammenligning med de andre religioner i verden som
et trossystem der knytter humanitet med åndelighed og moralværdier, og
som mætter livet med mening, skriver Bynum.
I
stedet er Islam en overherre- totalitær, teo-politisk- lov-ideologi der
er beskæftiget med en konstant krig mod ikke-troende, kontrollerende
livet hos de troende der ikke er i stand til at stille spørgsmål eller
slippe ud af dets mandat, og som mangler at give åndelig næring og
fremme den sociale harmoni.
Ligesom
den verdslige humanisme hos Venstrefløjen sætter mennesket lavt, sætter
Islam på lignende vis mennesket lavt gennem dens had til ikke-troende
og dens ophøjelse af dens brutale morderiske profet som idealet af et
menneske.
Således
arbejder venstreorienterede der ellers vurderer deres ikke-religiøse og
ikke-åndelige dagsorden, og som arbejder flittigt for at eliminere Gud
fra det offentlige rum - herunder forbud mod religiøse højtideligheder,
helligdage, symboler og bønner - sammen med muslimske bestræbelser for
at dæmonisere og fortrænge ikke muslimske trosretninger.
Begge
repræsenterer de en fare for Vestens samfund og i sær grad USA, der
blev grundlagt på en kernefast tro på Gud og den overskyggende kraft ved
åndelighed.
Både
Islam og venstrefløjens verdslige humanisme er gudløse ideologier der
underminerer Vestens værdier og civilisation.
Janet
Levy, MBA, MSW, is an activist, world traveler,and freelance journalist
who has contributed to American Thinker, Full Disclosure Network,
FrontPage Magazine, Family Security Matters and other publications. She
blogs at www.womenagainstshariah.com
http://pajamasmedia.com/blog/what-defines-religion/?singlepage=true
Ingen kommentarer:
Send en kommentar