Chavez: Trofast til døden

Hugo Chavez: Trofast til døden

           
Paul Kengor    
   

Vil præsident Obama sende Dennis Rodham som U.S. repræsentanten ved begravelsen i Venezuela?

Der er en gammel joke blandt anti-kommunister og koldkrigere. Den lyder såldes: Den hårdkogte Østtyske kommunist Walter Ulbricht døde og kom til Helvedet. Der gav Djævelen ham et valg mellem den socialistiske sektor og den kapitalistiske sektor. Overbevist lige til det sidste sagde Ulbricht: “Jeg tager den socialistiske sektor.” “Udmærket valg” indvilligede Djævelen. “Over i den kapitalistiske sektor får de hele den brandvarme behandling, men i den socialistiske sektor er de løbet tør for kul.”         

       

Man kan sige hvad man vil om Hugo Chavez, om hans taktik, om hans overbevisninger, og måske hvor han befinder sig lige nu, men dette er sikkert: Han holdt fast ved troen.

Mange af os var direkte forbløffede da Chavez sidst i sine 50’ere, og særdeles syg af cancer, valgte at drage til Cuba for behandling. Det var en stensikker dødsdom. Kun den mest håbløst overbevist kommunist ville være så naiv, så dum. Med sin enorme rigdom, stjålet fra folket, valgte Chavez akupunktur, igler, salver  og urter frem for det 21. århundredes sundhedsmuligheder der kan fås overalt i Vesten.

 

Men den venezuelanske diktator holdt fast ved sin religion. Han drog til Havana. Det reddede ham så sikkert som Helvedet ikke.

Chavez fik tilsyneladende en form for lindring nær det aldrende bryst af sin døende, beskæggede, elskede Fidel. Han har så meget til fælles med Castro, beundrende den totalitæres hidtil usete greb om magt og ressourcer, alt sammen i omfordelingens og “social retfærdighedens” navn.

Som Fidel stjal han tilstrækkeligt med rigdomme fra den velstående undertrykte klasse til at gøre sig selv til en af verdens mest velstående ledere. Under denne proces, udspyede han propaganda og gav skylden for enhver dårligdom i hans nation på sine forgængere og de riges påståede kriminalitet - som også Fidel har gjort og som venstrefløjen altid har gjort.

For nogle år siden var min hustru og jeg i Washington for at mødes med en gammel ven fra skoletiden, en indfødt Venezuelaner ved navn Daria. Da vi introducerede hende til endnu en bekendt bemærkede hun med et trist smil, “Jeg er fra Venezuela. Vi er nu kommunister.”

Til Chavezs delvise forsvar - og det er ikke meget - opnåede han aldrig de grader af kollektivisme og den depravation som Fidel Castro, eller andre af verdens virkelig slemme kommunister. Venezuela blev ikke Cuba eller Sovjetunionen. Hugo Chavez var ikke nogen Josef Stalin - selvom han døde samme dag som 60 årsdagen for Stalins død.

Ikke desto mindre, som enhver anden på venstrefløjen, havde han sine fjendegrupper og han benyttede dem fuldt ud til egen fordel. Nogle af disse forskellige skurke blev udstillet i en mærkelig Washington Post Mindeartikel der fremhævede Chavez som en “lidenskabelig” dog “polariserende” person. Hvad gjorde at han fortjente denne kompliment fra Post? Ja, hvem ved det? Den samme artikel bemærkede at Chavez omtalte Den Katolske Kirkes hierarki som “djævler i kjoler.” Men måske var Post mindre imponerede over Chavez’ vanhelligelse af Den Katolske Kirke end af hans lovtaler af Barack Obama.

Selvfølgelig var Chavez en stor fan af Obama. Han gjorde det klart første år i Obamas fremkomst. I en ekstraordinær udtalelse i FN den september snerrede Chavez, “Der stinker ikke mere af svovl her.” Dette var et hip til tidligere præsident George W. Bush. Nærmest inspireret fremført Chavez: “Der dufter af noget andet. Der dufter af Håb.”

Jovist, selv for Hugo Chavez var Barack Obama symbolet på Håb; Obamas teologiske dyd. Venezuelas caudillo, gik virkelig ind for David Axelrods legendariske kampagne slogan.

Og ligesom Obama forkastede Chavez den håbefulde retorik da skamløs demagogi bedre passede til hans intentioner. Ligesom Obama excellerede han i at give skylden for fortrædelighederne på de rige, på profitmagerne, på grådige virksomheder, på ondskabsfulde jetflyejere og millionærer og milliardærer, på bankerne, på investorer, og så selvfølgelig George W. Bush. Hans hellighed Obama blev aldrig kaldt “djævel” som George W. Bush.

Total kuk i kysen, og hvordan kan tilhørerne høre på det pladder uden at kaste op? 

Chavez synes ofte at fremmane Djævelen.

Den  Alinsky lignende Chavez var fremragende til at isolere sine mål og dæmonisere dem, kalde dem “degenererede,” “hylende svin,” og “mod-revolutionære” med al den slyngelsprogbrug der er typisk for venstrefløjsdemagogi.

I dette og så meget mere var Hugo Chavez trofast til det sidste. Troede han virkelig han ville blive helbredt i Havana? Var der intet andet håb? Eller til sidst, var tro måske det eneste Chavez besad. Han skulle have lært af millioner af cubanere gennem de sidste 50 år: Tro på Fidel fører kun til ødelæggelse og død.

       

Paul Kengor is professor of political science and executive director of The Center for Vision & Values at Grove City College. He is author of the new book The Communist: Frank Marshall Davis, The Untold Story of Barack Obama’s Mentor. His other books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America’s Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.

http://spectator.org/archives/2013/03/06/hugo-chavez-faithful-to-death