torsdag den 18. april 2013

Kulminer - helt i orden - brænde kul af Nej tak.

Kulminer er OK, brænde kul af Nej? Forsøg på at forstå venstrefløjen



DANIEL HANNAN                                                         

Dette er ikke endnu en blogpost om Jernladyen. Der har været rigeligt af dem til nu: Vi er, sandt at sige nået mætningspunktet med Thatcher.


Dette er snarere et forsøg på at begribe, hvorfor så mange mennesker reagerer med en nederdrægtig vrede blot ved hendes navn. Nogle af dem er selvfølgerlig blot idiotiske teenagere der lægger post ud på Twitter (jeg har nogle eksempler for at I kan få en smag på hvad det går ud på). Men masser kommer fra mennesker, der i andre sammenhænge ellers er afbalancerede og eftertænksomme.

 


Jeg har brugt tre dage på at forsøge at forstå intensiteten i deres reaktion. Så vidt jeg kan opklare, har anti-Thatcher’itterne to hovedklagepunkter. Det første er at Tory Lederen benhårdt lukkede kulminer og andre sværindustrier. Det andet, er det større skel mellem rig og fattig, at hun gjorde Storbritannien mere selvisk og materialistisk.


Lad os se på dem en ad gangen. Det er sandt at UK, i fællesskab med ethvert land i Vesten gennemgik en de-industrialiseringsproces i 1980’erne. Den proces var begyndt mindst et halvt århundrede tidligere og var kommet i omdrejninger i 60’erne og 70’erne, da Harold Wilson lukkede næsten dobbelt så mange miner som Margaret Thatcher havde til hensigt.


Med udtrykket ‘lukkede’ mener vi naturligvis af Regeringen holdt inde med støtteordninger og hjælp der have holdt de ikke rentable miner i drift. Hverken Wilson eller Thatcher forbød brydningen af kul; de standsede blot forpligtelsen hos alle til at subsidiere det.


Hvorfor var minerne og andre sværindustrier så ikke rentable? Delvist på grund af lavere produktionsomkostninger i udviklingslande og delvist på grund at fagforeningernes militante opførsel hjemme.
 


Som det sker til alle tider, og i alle nationer, da kommer visse sektorer i fremgang mens andre har tilbagegang. Ligesom da telefonerne nærmest gjorde stenografer arbejdsløse, således var der et skifte fra sværindustri til tjenesteydelser. Sådanne omskiftelser er aldrig lette. Selv de mænd der benyttede deres pensionsmidler til at få gode karrierer i deres pensionsalder kan se tilbage på denne forvandling med smerte. Jeg kan udmærket forstå, hvorfor følelserne dengang var så stærke.


Det der forekommer mig forstyrrende er, hvorfor minelukninger nu omtales som bevis på Tory ondskab. Ingen, med undtagelse af SWP og BNP ønsker at genskabe en statsejet kulindustri i dag. Faktisk er det sådan at de folk der mest bittert klager over lukningerne generelt set er de samme som er imod afbrænding af kul.


Jamen så siger du, man kan ikke blot have en service-sektor økonomi. Måske ikke. Men hvorfor er produktion af biler som en levevej mere værdifuldt end de som kører i dem? Hvorfor er det at fremstille kedler mere vigtigt end at installere dem? Udvidelsen af service-sektoren har forbedret vore liv ganske betragteligt. Den har givet os bedre sundhed, mere belejlige butiksåbningstider, flere og bedre fritidsaktiviteter.


Misforstå mig endelig ikke, det at skabe, producere ting er vidunderligt. Vi er den 8. største fremstillingsøkonomi på Jorden, sælger te til Kina og vodka til Polen og eksporterer flere biler end vi importerer, og det for første gang siden i begyndelse af 170’erne. Det gør vi uden subsidier.


Trods, - eller snarere på grund af - fjernelsen af statsstøtten var fremstillingsudkommet 7,5% højere da Margaret Thatcher forlod embedet end da hun overtog det. Nostalgien er med andre ord ikke for tingenes tilstand som sådan, men for de specifikke industrier: Kul og skibsværfter, stålindustri.


Det er en nostalgi, der indrømmer, jeg ikke kan begribe. Min bedstefar arbejdede på Clyde Skibsværftet i mellemkrigsårene, og som så mange af sine arbejdskolleger døde da han var i tresserne. Det liv ønskede han ikke for sit barnebarn.


Hvad så med den anden udfordring, at vi er blevet mere kolde, hjerteløse da vor sociale sammenhængskraft blev slækket? Det er helt sikkert sandt at kløften mellem rig og fattig er blevet større, men det er hændt overalt i den industrialiserede verden siden 1960’erne, af årsager som socialvidenskabsforskere diskuterer.


De to populæreste forklaringer så vidt jeg kan forstår dem, er den større sociale mobilitet, der ‘dræner’ fattige områder for deres dygtigste indbyggere og tendensen med at velstående mennesker gifter sig med hinanden - en tendens der kom i kølvandet på at massevis af kvinder kom ind i arbejdsstyrken.


Jeg er ikke klar over hvad forklaringen er. Det jeg dog ved, er at kløften mellem rig og fattig blev endnu større under Labour. Jeg ved også, at bidrag til velgørenhed fordobledes - udover inflation - under Thatcher årene. Så med den målestok er vi blevet mindre selviske. Helt sikkert mindre end Ladyens modstandere i fagforeningerne, der aldrig mistede deres tro på at verden skyldte dem deres levebrød.


Jeg har forsøgt, det har jeg virkelig at forstå vreden, men jeg kan ikke. Jeg ved at denne blog bliver fulgt at mange tolerante fornuftige Labour vælgere. Måske kan en af Jer hjælpe.
               
 
Daniel Hannan is a British writer and journalist, and has been Conservative MEP for South East England since 1999. He speaks French and Spanish and loves Europe, but believes that the EU is making its constituent nations poorer, less democratic and less free. He is the winner of the Bastiat Award for online journalism.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/mining-coal-is-good-but-burning-coal-is-bad-struggling-to-understand-the-left?f=must_reads#ixzz2QiaWf5YC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar