onsdag den 9. august 2017

De spedalskes ø - Sorok

Sorok - de spedalskes ø

Ved den Koreanske Halvøs sydvestlige hjørne ligger Sorokdo eller Sorok øen. Ved første blik ligner det et udmærket feriefristed - den er lille, 4,46 kvadratkilometer, dog kan man let komme dertil, gode strande, fyrretræer og der bor cirka 1000 mennesker. Man kan komme når man har lyst - i 2009 kom der en bro der forbinder øen med hovedlandet - regeringen foretrækker dog man ikke besøger øen. Man foretrækker også at øens beboere bliver hvor de er.

Og de fleste beboere vil ikke have det på anden måde.

Sorok Øen har en brutal umenneskelig historie. I 1916 kontrollerede Japan Den Koreanske Halvø - og brugte øen som koloni for de som led af sygdommen spedalskhed. På den tid var spedalskhedskolonier karantænesteder - isoleret fra resten af samfundet - og der var mange af dem. Sygdommens varighed strækker sig over masser af år, kunne ikke kureres (det gælder ikke længere), og man mente den var yderst smitsom (passer ikke), og de ramte blev ofte svært deformeret.

At separere spedalskhedsramte fra sunde mennesker synes en klog disposition, men som det så ofte er tilfældet når mennesker flyttes mod deres vilje, fulgte overgreb med.
Ifølge the Independent, behandlede Japan de syge som “menneskelige forsøgsdyr” med tvungen sterilisation, man udførte operationer der ikke var nødvendige, og eksperimenterede med ligene. Patienterne blev også sat til at arbejde under trusler om vold.

Da japanerne forlod regionen i 1945, overtog Korea kontrollen over øen, og selvom brutaliteten blev en anelse mindre, var forholdene absolut ikke til det bedre. Mænd og kvinder fik lov at gifte sig med hinanden, men kun hvis manden blev steriliseret.

Sorok fik stadig ikke de nødvendige ressourcer til at have tilstrækkelig med lægelige faciliteter vil de knap 25000 indbyggere. Og befolkningen var stadig isoleret.

Korea opretholdt karantænen indtil 1968, og fortsatte med at bosætte spedalske på øen indtil 1991.

I 2009, forbandt en bro Sorok med hovedlandet. Broen var beregnet på at bryde isolationen.

Den hjalp ikke, da den nedgroede mistillid krævede mere en blot en bro over vandet. Som en motelejer på hovedlandet sagde til  the Taipei Times, ønskede han ikke at bringe de to verdener sammen. “Vi plejede at holde de spedalske ude. Nu ved jeg godt de ikke smitter, men jeg er stadig noget ubehagelig til mode over deres hæslige udseende.”  Den form for hykleri er ikke overraskende - og den har givet samme mistillid fra de spedalskes side. Mange af indbyggerne på Sorok - nu cirka 600 - har besluttet at blive i den nu tidligere koloni. Nogle bliver fordi de føler sig uvelkommen på den anden side, som the Daily Mail forklarer, “mange tidligere spedalske siger de aldrig har været på en offentlig badeanstalt, og nogle bliver stadig afvist på restauranter. Mange bliver også forstødt og udstødt af deres familier.”

Men for de tilbageværende spedalshedspatienter var det ganske enkelt for sent at rejse fra øen - det hjem de kendte, uanset hvor skrækkeligt det engang var der ikke mere.. Befolkningen var godt oppe i årene, og fik nu langt om længe noget kompensation.

I 2001 begyndte Japan at betale erstatninger til en værdi af 55000 dollars til berørte, og i de seneste år er Korea også kommet med erstatninger, dog i småpenge afdelingen. Ydermere er behandlingscentrene stadig åben på øen, og den gratis lægehjælp er faktisk aldeles udmærket.

Resultatet er at mange af den tidligere karantæneramte generation af spedalske har valgt at blive isoleret fra resten af nationen, i stedet for at krydse broen.

Bonus Fakta: Sorok øen er ikke den eneste spedalskhedskoloni som tidligere karantænerame ikke kan forlade. Byen Tichilesti i Rumænien blev skabt i 1857 som spedalskhedskoloni, og i 116 år blev spedalske sendt dertil for at dø i karantæne. I 1991, fik beboerne lov til at rejse, men som  the BBC kunne fortælle 10 år senere, "efter at have tilbragt det meste af deres liv der, var det meget få der greb lejligheden til at flytte.” Før eller senere vil landsbyen uddø, da ingen flytter dertil. Befolkningen var cirka 200 i 1930 og er nu nede på 19.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar