|
|
søndag den 30. juni 2019
Restauranters krig mod vand fra hanen
fredag den 28. juni 2019
Antal mord under Obama og under Trump - en kæmpeforskel
Antal mord under Obama og under Trump - en kæmpeforskel
En overskrift i the New York Times december 2018 kom med en sjælden godbid fra the Times om Trump tidsalderen da man lader læserne få at vide: “U.S. antallet af mord er ved at falde stort.
Selvom den officielle statistik fra FBI ikke er tilgængelig før i september måned, anerkendte the Times at “antallet af mord i the United States i 2018 ser ud til at være det største fald oplevet i fem år.” Det foreløbige estimat på 7% svarer til 1000 færre dødsfald/mord.
Der mangler dog et ord i artiklen af Jeff Asher, ikke overraskende, og det er ordet “Trump.” Endnu et ord mangler det er ordet “Obama.” Asher og hans redaktører foretrækker at årsagen til faldet i forbrydelserne skal forblive et mysterium.
Hvis der var en Pulitzer pris for undvigelser så ville Asher være i front. “At finde frem til forandringen i antallet af mord nationalt er langt lettere end at forklare, hvorfor det sker,” skrev han. “Der er stadig ingen enighed om, hvorfor antallet af mord steg i 2015 og 2016, selvom forskellige teorier har været fremført, herunder at det er tilfældigt.”
Blandt de som er villige til at se hvad der skete i 2015 og 2016 er der en vis enighed. Chicagos borgmester Rahm Emanuel satte fingeren på det ved et hastemøde for borgmestre og politichefer sent 2015.
Hvis medierne vælger at være uden antydning af en løsning så var Emanuel det ikke. Han forklarede fænomenet til Attorney General Loretta Lynch, og sagde, “Betjente ønsker ikke i sig selv at være en nyhedshistorie, De ønsker ikke at deres karrierer slutter tidligt, og det har en indvirkning.”
Emanuel vidste udmærket at stigningen i kriminalitet faktisk begyndte i august 2014. En dag efter Ferguson, Missouri, da Michael Brown blev skudt af betjent Darren Wilson, dukkede the Washington Post’s Jonathan Capehart op på MSNBC for at forklare hvad der skete. Han havde helt galt fat i sagen.
Capehart kædede det at Brown blev skudt sammen med det som overgik Trayvon Martin to år tidligere og accepterede vidneudsagn af en svindler “hænderne op, skyd ikke,” som værende sandheden og insisterede på at sorte mænd i Amerika levede som “under belejring.” I de næste seks måneder, var det budskabet der blev sendt på alle de større medier, undtaget Fox News.
Tre dage efter skudsepisoden fik Brown samme behandling af the Washington Post som Trayvon, Man viste et stort foto af ham med kasket og trøje og forklarer, hvordan denne “milde gigant”, manden “for sky” til football, havde kæmpet for at få et diplom af en slags.
Fem dage efter skudepisoden tonede præsident Obama frem og talte til nationen om Ferguson. Som en afrikansk-amerikaner var han jo den perfekte, og eneste til at fortælle sandheden.
Obama kunne have sagt at Brown, som Trayvon Martin før ham, flyttede fra hjem til hjem da hans familie var gået i opløsning, at han kom ud i et liv med stoffer og vold, og projekterede sin vrede mod sine forældre over for en hvid myndighedsperson. Obama gjorde intet af det.
Han gjorde det han havde gjort i Trayvon sagen, og sammenlignede sin skæbne med “ofret” i dette tilfælde Michael Brown. “Vi mistede en ung mand, Michael Brown, under hjerteskærende og tragiske omstændigheder,” sagde Obama på en pressekonference. “Han var 18 år gammel, og hans familie vil aldrig holde Michael i deres arme igen.”
Senere, efter at være mødtes med demonstrerende i Ferguson forestillede Obama sig værende i Brown sko, “Mine tanker gik tilbage til hvordan det var for mig da jeg var 17, 18, 20 år.” Han gik sådan set sin ‘velsignelse’ til pøblen.
Om betjent Darren Wilson, havde Obama ikke meget at sige. Mens Ferguson brændte måtte Wilson og hans familie gå i skjul, og han dukkede kun op møder med juryen.
Politiet over hele landet noterede sig budskabet. Selvom de gjorde alt rigtigt i handlemåden over for en sort person, kunne de dog blive anklaget, suspenderet, få dødstrusler og komme i fængsel, fuldt ud vidende at politikerne med glæde ville ofre betjentenes fremtid til pøblen.
Kriminalitetsekspert Heather Mac Donald kalder denne reaktion for the “Ferguson Effect.” I 2016 skrev Mac Donald, “Antallet af anholdelser, mange tiltalefrafald, og seen fingre gennem løsgængeri blev almindeligt i mange byer, hvor data om sådan politiaktivitet var tilgængelig. Arrestationer i St. Louis og County, for eksempel, faldt med en tredjedel efter skudepisode med Michael Brown. Anholdelser af narkohandlere faldt med to tredjedele i Baltimore op til i november 2015.”
Syv måneder efter skudepisoden havde the Washington Post en artikel af Jonathan Capehart med overskriften, “‘Hænder op, skyd ikke’ var bygget på en løgn.” Efter frigivelsen af en rapport fra Justitsministeriet indrømmede Capehart, “Brown overgav sig aldrig med hænderne over hovedet, og Wilson havde fuld ret til at skyde Brown.”
Pøblen fik aldrig den forklaring. Den fortsatte med at råbe “Hands up, don’t shoot” i hvilken som helst by aktivisterne og medierne forsøgte at gøre til et nyt Ferguson. Og Obama fortsatte med at ‘velsigne’ dem.
Resultaterne var katastrofale. I 2015 steg antallet af mord med næsten 11%, det mest voldsomme hop i 50 år. I 2016 øgedes antallet af mord med 8,5% over 2015. Næsten 3000 flere amerikanere blev myrdet i 2016 end i 2015, cirka 1800 af dem sorte.
I Missouri, stedet for hændelsen var antallet forbløffende. Efter Ferguson postyret havde St. Louis det højeste antal mord i nationen i 2014, et ‘førerstilling’ man holdt i hele 2017.
Over hele staten blev antallet af mord næsten fordoblet fra 2014-2017.
I 2017, fladede antallet af mord i landet ud. I 2018 faldt det. I 2019 ser det igen ud til at falde. Redaktørerne på Times hævder ikke at ane hvorfor det sker.
Kendsgerningen at pøblen ikke længere har en cheerleader i Det Hvide Hus - men det har betjentene - kunne aldrig falde dem ind at overveje.
onsdag den 26. juni 2019
Mænd med knold i håret - Hvad gik galt?
Knoldfrisurer hos mænd. Hvad gik galt?
En mand med “hårknold” er i bund og grund en mand der altså har sat sit hår op i en knold. Hos de fleste mænd er det bare ikke kønt. Og det gælder såmænd også på mange kvinder.
Lad os se lidt på berømte kvindelige ‘hårknolde’ i historien.
Der er ballerina knolden, Emily Dickinson’s stride skolelærerinde knold, prinsesse Leias franske oprullede knold, og den strittende hårknold med spisepinde antenner. Så er der den berygtede - og meget grimme - top knold, eller den knold der er placeret direkte på kvindens hoved som en muffin eller et æble klar til at blive skudt igennem af en pil.
Hos de fleste kvinder giver ‘hårknolde’ et indtryk af dyb alvor, stenghed, fordi håret er strammet til i nakken og placeret stramt på hovedet. Dette “tilbagetrukne” udseende udstiller personens ansigt helt utlsløret. Alt er fremhævet, fra store næser til store ører, til bumser, men især store næser fordi disse altid ser større ud når ansigtet ikke er prydet med løst hår. Løst hår optræder ofte som en æstetisk distraktion eller understregning, og kan gøre selv det mest ordinære ansigt smukkere.
(Shutterstock)
Angående næser så kommer jeg i tanke om hvad forfatteren Muriel Spark engang skrev. Næsen skrev hun “er vort tøjr mellem ånd og substans.” Hun citerer 1. Mosebog: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." og tilføjer da, “Det første der skete med Adam var med hans næse. Derfor er næsen et emblem på vor engang ‘jordiske’ oprindelse og vor ånd.”
Nå, men tilbage til knolde: En knold der sidder helt oven på toppen af en kvindes hoved ser sådan set tåbeligt ud, husk Judy Collins sangen, Send in the Clowns, hvorimod en knold placeret i nakken (som en hestehale) har et mere raffineret og kultiveret udtryk.
Det kan se ud til at flertallet af kvinder bruger knold når de ikke har tid til “at sætte” håret. Knolden er slutresultatet af en 'hår' nødsituation. Undertiden kan en knold være nødvendigt i arbejdsrelation. Ballerinaer har håret sat op i en knold for at undgå at få hår i ansigtet når de optræder. Det betyder dog ikke at ballerinaer så altid har deres hår sat op i en knold når de ikke er på scenen.
At der nu er kommet “mande knold” er imidlertid bevis på at Vestens civilisation ikke kun er ved sin “afslutning” men nu befinder sig i den anarkistiske post-apokalyptiske fase kendt som Absurditetens Teater.
Hvorfor en mand skulle ønske at sætte håret i en knold er et af de spørgsmål man ikke sådan lige kan svare på. Er det fordi han føler sig kønnere eller mere feminin?
De flest “mandeknolde” jeg har set har været på mandetyper der kun havde lidt at miste ved at blive “grim.” Med andre ord, fordi disse mænd kan være yderst attraktive, har de ‘råd’ til at tage sig grumme friheder med deres udseende.
En delvist skaldet mand med bifokale briller og kæmpende med et overvægtsproblem kunne man rådgive til at holde sig helt borte fra en “mande knold,” fordi som med kvinder med muffinknolde gør den blot endnu mere opmærksom på hans fysiske ufuldkommenheder.
Hvilken type mand (udover modeller) har “mande knolde”? Måske er han sensitiv, en kunstnerisk type, en musiker, en orkesterleder, kunster, arbejder i et lydstudie, hvor han ønsker han i stedet var musiker.....
For at forstå det perverse ved “mande knolden,” så lade os hurtigt se tilbage på den nyeste historie om mandens hår.
Da langt hår første gang kom på scenen i moderne tid var offentlighedens reaktion ikke god. Sent i 1960’erne blev high school elever bortvist, hvis de ikke lod sig klippe. Avisartikler rapporterede om debatter om det “etiske” og “moralske” i langt hår hos drenge og mænd.
Langt hår blev associeret med the Beatles og derpå radikal politik. Det var en måde at vise sympati eller at man identificerede sig med anti-krigs demonstrationerne og 1960’ernes modkultur.
Modstanden mod langt hår var intens, grænsende til direkte had. Borgerlige i forstæderne, lastvognschauffører, veteraner fra 2. Verdenskrig, politibetjente og forretningsmænd af alle slags var med til at forhåne og latterliggøre de langhårede. Langhårede blaffere blev nærmest fejet af vejen. Langhårede, fik ikke jobs, eller blev kaldt bøsser eller kyllinger. Intolerancen var fremherskende. Folk var ikke venlige.
Så standsede pludselig det lange hår hos mænd med at handle om politik. Yale uddannede politiske konservative med lange lokker kunne man se på William F. Buckley’s Firing Line.
De selvsamme lastvognschauffører der nærmest plejede at ‘feje’ langhårede blaffere af vejen fik efterhånden hippie hårfrisurer. Det samme gjaldt motorcykelbanderne der plejede at foragte “peacenik” hippierne. I mellemtiden gik “farlige” politiske radikale typer over til retro-beatnik gedebukkeskæg.
Ira Einhorn, grundlægger af Philadelphia’s Earth Day og selvbestaltet New Age guru, kopierede det lange hår og skægstilen hos Abbie Hoffman og digteren Allen Ginsberg. Einhorn blev naturligvis anklaget for mordet på sin kæreste, Holly Maddux i 1979, og FBI jagtede ham efter han flygtede til Frankrig for at undgå en retssag.
Charles Manson gjorde helt sikkert det lange hår og skæg til noget usselt med sine særdeles onde gerninger.
“Hår kulturen er mest åbenbar i the United States,” skriver den franske journalist Hadrien Laroche i sin bog, The Last Genet, om den berømte manuskriptforfatter og romanforfatter Jean Genet. Laroche citerer Genet om hippie hår: “Enhver stil går an, tilsyneladende: Langt, medium længde, med pandehår, lige, sort og fedtet, flydende over hele ansigtet, brunt og strittende, blondt og krøllet....Denne mode, ført helt ud i det ekstreme og spredende sig til England, blev født i Californien og som følge af den amerikanske hærs nedture i Vietnam...”
Noget at det mest interessante om “hår” som Laroche diskuterer i sin bog er udviklingen af Afro- og outrerede frisurer blandt sorte dengang.
Laroche nævner Ralph Ellison’s book, Invisible Man, og går derpå videre med tanker om sloganet fra dengang, Black is beautiful, og fastslår, at “mænd der havde været skjult nu blev synlige ...gennem deres provokerende hår og outrerede frisurer.”
Den nuværende mande “knold” kan ikke sige sig fri for ideologi. Hvis man skulle reducere “mandeknolden” til politik, så ville det være politisk personlig narcissisme, men den stinker også af venstrefløjs progressivisme. “Mandeknolden” er en ‘kosmetisk’ provokation der proklamerer, “Jeg er anderledes,” og “jeg er mere radikal end Jer.”
Lad mig postulere, at når en mand ikke har noget at gøre opstand imod - lad os sige han er en super “normal” type helt i ro med den kulturelle status quo - så er der intet der skiller ham fra de usynlige masser rundt om ham. En løsning kunne være at afvige kosmetisk for ligesom at opstille en overflade af ‘oprør’ - manden med irokeserfrisuren der hader den anonymitet det er at arbejde i kassen i en bank, eller den mand der lader sig tatovere i nakken eller panden, fordi han aldrig kom til at klare sig som kunstner og han bare inderligt ønsker at man med alle midler skal lægge mærke til ham.
Mande “knolden” leger også med antydninger af androgyni og den (allerede) irriterende og alt for ofte benyttede frase ‘kønsudflydning,” og det på en ikke attraktiv opfindsom tjenestepige facon.
Trods alt er det sådan, at hvis ‘knolde’ ikke klæder de fleste kvinder så gælder det mangefold mere når det drejer sig om mænd med knold.
mandag den 24. juni 2019
Pigcassos mesterværker
Pigcassos mesterværker
Giv en flok aber en skrivemaskine, og som man hævder, vil de før eller senere levere Shakespeares samlede værker.
Det er ikke sandt -- aberne vil nok smadre skrivemaskinerne. Måske skal talemåden have en lille justering. Som “giv en malerpensel til en gris, og du får et Jackson Pollock værk.” Eller i det mindste et værk af Jackson Pollocks ikke så talentfulde fætter.
Mød nu Pigcasso, grisen der maler mesterværker.
I 2006, blev Pigcasso -- dengang en pattegris - reddet fra slagteriet og kom til at bo på et dyreinternat i Sydafrika. Internatets ejer dengang, Joanne Lefson, lagde mærke til noget særligt ved grisen. Pigcasso åd alt den kom over, ligesom grise nu gør, men denne særlige gris rørte ikke en bestemt ting - Lefsons malematerialer. Per Modern Farmer, "blev Pigcasso så forelsket i at samle ting op og lege med malerpenslerne at, ....Lefson besluttede at se hvad der ville ske hvis den også fik noget maling og et lærred."
Det viste sig at Pigcasso, kunne håndtere pensler, maling og lærred. Hun gik i gang, greb penslerne med munden og strintede malerstriber - som et spædbarn ville gøre. Slutresultatet var ret så flot, især for en gris. Med tiden blev Pigcassos værker til en hel samling af mangefravede penselstrøg, uden særlig mening eller rytme, men når man overvejer hvem kunstneren er værkerne ganske exceptionelle.
Hendes værker har fået en del opmærksom fra købere i kunstverdenen - og nogle ekstra penge til internatet, som jo er hendes hjem. Ifølge Inside Edition, "Pigcasso sælger ofte sine værker for at støtte internatet.” Og i februar 2019 lancerede urmærket Swatch en speciel edition af et ur - med et Pigcasso værk - på både for som bagside. Salgspris $120.
Ikke dårligt for et menneske - og især flot af en gris. Men hvis du vil have et af urene - desværre er det for sent. De er udsolgt.
Bonus fakta: Hvis du mener at Pigcassos skriblerier er mere kaos end kunst, så har du måske ret. Kunst er jo noget subjektivt, trods alt.
Ingen ved det bedre en kuratoren på the Museum of Modern Art tilabge tidligt i 1960’erne. I 1961 udstillede man værker af Henri Matisse, og der kom masser af besøgende, kunsthandlere. Der var dog et problem. Som ArtNet fortalte var et af Matisses værker udstillet på hovedet, og ingen bemærkede det i hele syv uger. Værket kom derefter til at hænge rigtigt.
onsdag den 19. juni 2019
Hvem ejer egentlig Sydafrika?
Hvem tilhører egentlig Sydafrika?
Donald R. Morris’s indsigtsfulde store bog The Washing of the Spears: The Rise and Fall of the Zulu Nation, er en til alle tider PIG (Politically Incorrect Guide) til Zulu historien.
I bogen bemærker Morris, helt korrekt at Bantu, som Boerne, ikke var oprindelige folk i Sydafrika. De “sivede ned mod syd” fra et “sted i det grænseløse nord,” og som de europæiske bosættere benyttede de deres militærmagt til at få udskiftet Hottentotter, Buskmænd (hans antikverede terminologi) og hinanden gennem intern krigsførelse, borgerkrig.
Jo, i sandhed var der bitter blodsudgydelse på Bantu landområder et godt stykke tid før de hvide bosættere ankom til Sydafrika.
Vesterlændinge har kaldt det lille San folk i Sydafrika for “Buskmænd” for på folkloristisk vis at minde om deres uforlignelige evner til at finde vej og for deres delikate tegninger som de udsmykkede “åbne klippeflader” med.
San folket var jægere, men de var også blandt de som blev jaget, Ganske nådesløst. Boerne, Hottentotterne og sorte “jagede og slagtede Buskmænd for sportens skyld et godt stykke ind i det 19. århundrede.”
I “bogen der gør op med alle bøger om den tragiske konfrontation mellem assegai (langt spyd) og Gatling maskingeværet” nævner Morris at Cape Town’s grundlægger og Dutch East India Company embedsmanden J. A. Van Riebeeck, landede i Kaplandet i 1652, 500 miles syd for og 1000 miles vest for det nærmeste Bantu område. Andre protestanter fra Europa fulgte herefter. Hollandske landmænd, som vi kender, bosatte sig i Kapkolonien.
Ingen tvivl om at spørgsmålet om ejerskab var dybt bekymrende for det 19. århundredes Boere og pionerer, mens de forberedte sig på at flytte fra den britisk styrede Cape Colony og begive sig nordpå. Som følge heraf sendte de udforskningshold, spejdere ud med det formål at forhandle med de sorte høvdinge, der meget ofte handlede storsindet og tillod europæerne at bosætte sig i visse områder. Det som taler imod disse pionerer, Boere er at de var lige så barske som de indfødte og forhandlede med stor dygtighed og finesse.
Dog er narrativet om de landlige, oprindelige, halv-nomadiske indfødte der skulle være blevet fordrevet i det 17. århundrede fra deres land af et andet folk, dog med anden hudfarve, - ligeså forenklet som det er sentimentalt.
Da Boerne og Bantu endelig stødte sammen ved Sydafrikas Great Fish River var det et sammenstød af civilisationer. “Bantu betragtede landet som nedarvet land der tilhørte stammen, klanen. En høvding kunne fravige retten til bo i landet, men han kunne ikke fravige retten til selve landet.” Den europæiske tankegang kunne i det store og hele ikke fatte konceptet med kollektivt ejerskab, og “betragtede en overdragelse af land som en permanent udveksling af ægte ejendom.”
Som Morris observerer ganske faktabevidst, “Bantu synspunktet var en forsikring om europæisk indtrængen og det europæiske synspunkt var en forsikring om fremtidige stridigheder.”
Siden er Sydafrika gået over til “Bantu synspunktet.” Det er således måske uundgåeligt at det 21. århundredes hævd på land eller på “tilbagelevering” i Sydafrika ikke er domineret af individuelle arvemæssige ejere der gør krav på eksproprieret land med baggrund i nedskrevne skøder.
Snarere er det sådan at en gruppe af sorte der har planer om en særlig ejendom slår sig sammen som en “stamme,” og benytter skatteydernes midler som gruppens medlemmer har modtaget gratis med det formål at købe ‘okkuperet’ land.
Der går ikke længe før denne nyskabte forenede “stamme” (eller faktisk banditter) fremsætter en hævd hos the South African Department of Rural Development and Land Reform, som squatters (besættere) - undertiden i tusindvis - og flytter til for at ‘kolonisere landområdet. De tilsmudser jorden og grundvandet ved at bruge dette som en kæmpemæssig latrin, og terroriserer, endog dræber de mennesker og dyr som bor der i håbet om at gøre dem så utilpasse at de flytter fra det land de retmæssigt ejer.
.
Det seneste offer for denne guerilla krigsførelse er en vinbonde Stefan Smit der blev skudt ned på sin vingård i Stellenbosch i Western Cape.
Tilbage i tiden betragtede Shaka Zulu de europæiske klansmænd for at være de retmæssige ejere af the Cap Frontier, og nogle han kunne bruge for på diplomatisk vis at forhandle, hvis han ønskede at underlægge sig sine sorte brødre, Xhosa-Nguni stammerne ved de sydlige dele af hans imperium der grænsede op til Cape.
Og det lykkedes til overmål Shaka at underlægge sig sine brødre.
De hvides civilisation der skabtes syd for the Orange River mødte ikke den sorte civilisation inde i landet i ganske lang tid. Men i løbet af den tid, førte de sorte klaner ved kysten krig mod hinanden, frem og tilbage raserede de hinandens Kraals, bortførte kvæget og udslettede menneskene. Før konsolideringen af Zulu imperiet, søgte cirka 800 Naguni Bantu klaner en ‘plads i solen’ i Natal Regionen mellem bjergene og kysten . Hvor er disse ‘grænser’ i dag?
Særlig brutal var perioden der gik fra tidligt 1820’erne og kendt som Mfecane, “Knusningen.” Op til to millioner indfødte døde “i et årti der affolkede det der i dag er the Orange Free State.”
Denne dødshøst var delvist, men ikke udelukkende, en fejl af Shaka, der smadrede klanstrukturen i Natal —den herskende Zulu høvding var et uhyre af psykopatiske proportioner, der engang tilfredsstillede sin ‘videnskabelige nysgerrighed’ ved at dissekere 700 gravide kvinder.
Stammekrigene var årsag til masse udvandring, hvorved “ikke en eneste klan blev tilbage i et bælte 100 miles bredt syd for Tugela River; i et område der til overflod var med foretagsomme klaner. Tusinder af forladte Kraals er tilbage, mange af dem ligger i aske.”
Der skjulte sig nogle få tusind rædselsslagne indbyggere i bushen eller skovene i ynkelige grupper, enheder, og “kannibalismen blomstrede op” som den gjorde overalt hvor Kraal økonomien blev smadret i de stadige krige.
Jo, “kannibalismen” der for Bantu civilisation var noget afskyeligt, som hos os, blev almindelig og nåede det punkt, hvor hele klaner var afhængig af den for at kunne skaffe føde til den selv.”
Pøbel der flyttede sig hele tiden markerede deres “spor” med DNA rige menneskeknogler. Var der aldrig en pligt til at guddommeliggøre disse knogle til andre formål end ‘varseltagning - det vil sige fortære retfærdighed?
Nu om stunder får de hvide sydafrikanere at vide at de skal acceptere deres pligt til at opgive deres fædrene landområder, som de hævdes at have stjålet. Burde ikke slægtninge til kannibalerne, der fortærede deres sorte brødre også følge samme standard?
Buskmændene - Sydafrikas første nationer - er blevet udelukket af Botswana Bantu, de kan ikke gøre krav på deres fædrene landområdet i det centrale Kalahari. Hvor er den internationale forargelse? Og burde vi ikke diskutere de inter-racemæssige erstatninger?
Citations are in “Into The Cannibal’s Pot: Lessons From America From Post-Apartheid South Africa” by ilana mercer.
mandag den 17. juni 2019
Den uduelige bombedetektor
Bombedetektoren der ikke fungerede
Aqeel Yousif Yaqoub, Irak, havde en take-out falafef ran a take-out falafel bod i efteråret 2009. Den lå ikke langt fra Justitsministeriet i Bagdad. Den lå således aldeles udmærket, ikke alene var der en masse gående trafik og dermed kunder, men det var også et sikkert sted - noget der er værdsat i en krigszone. Men i oktober gik en bombe af. Yaqoub, blev ifølge the BBC, såret på hænderne og ansigt, og hans falafel bod blev også ødelagt.
Bomben burde aldrig være gået af - den burde være opdaget. Vagter ved Justitsministerient - og såmænd vagter ved mange andre institutioner i Irak - var udstyret med meget avancerede state-of-the-art bombe detektorer (som på billedet) ved navn ADE 651, fremstillet af en britisk virksomhed kaldet Advanced Tactical Security & Communications Ltd (ATSC).
Ifølge en omtale i 2009 i the New York Times, “Hævdede ATSC’s salgsmateriale at deres detektor kunne finde våben, ammunition, narko, trøfler, lig og endda kontrabande elfenben på en afstand af op til en kilometer - under jorden, gennem vægge, under vandet eller endog fra fly 4 kilometer oppe i luften.” Der var ikke brug for batterier - den fik sin energi ved “statisk magnetisk ion attraktion,” per the Times. (CBS News fortalte at detektorens manual instruerede brugerne om at “gnide deres fødder for at skabe statisk elektricitet så den fungerede.”)
Dette mirakelværktøj - en bombedetektor der var bærbar, så at sige ingen vedligehold nødvendig, og kunne finde tilsyneladende alt - også på afstand - synes perfekt til det krigsramte Irak.
Iraks regering var enig - under alle omstændigheder investerede de $85 millioner for at købe tusinder af dem. Mange andre nationer i regionen gjorde det også. Dog fortsatte bombeangrebene, som det netop beskrevne uhindret.
Hvorfor ‘fangede’ ADE 651 ikke bomberne? Fordi indretningen var svindel - fup og snyd.
Flere og flere bombeangreb fandt sted, og briterne og U.S. militærer lod ‘værktøjet’ gennemgå omfattende tests, og konkluderede at denne ‘perfekte’ bombedetektor var lidt for god til at det kunne være rigtigt. Jo, sikkerhedsvagterne fandt eksplosiver under brug af ADE 651, men var sådan set på grund af vagternes oplæring og erfaringer, der således gav dem spor om at noget ikke var som det skulle være.
ADE 651 var uduelig - den var ikke meget andet end en stok med et fancy håndtag, og uanset, hvor hurtigt man gnubbede sine fødder kom der ikke tilstrækkelig elektricitet til at apparatet kunne ‘tændes. ATSC havde ikke alene malket irakerne for millioner af dollars, man havde også udsat tusinder af irakere og andre for livsfare.
Kort derefter forbød the UK eksport af apparatet, og anklagede ATSCs grundlægger James McCormick for svindel. Han blev i sidste ende kendt skyldig i salg af fup bombedetektorer og idømt 1o års fængsel.
I Irak holdt man ikke straks op med at bruge ADE 651. Efter bombetilfældet i 2009 fortalte General Jehad al-Jabiri, the Times “Jeg er ligeglad med laboratorierne der udførte test, eller Justitsministeriet eller alla andre. Jeg kender mere til denne udfordring end amerikanerne. Faktisk kender jeg mere til bomber end nogen anden i verden,” og derpå lagde han skylden for apparatets fiasko på de som betjente de, ved at hævde “de har brug for mere oplæring.”
Til sidst fik Jabiri en skæbne lig McCormicks - per the Guardian, "kilder i politiet sagde at Jabiri blev betalt millioner for at købe ADE 651, og offentligt forsvare den,” han blev dømt og sidder i fængsel.
Bonus fakta: I 2010, udgav et U.S. regeringskontor resultaterne af et seks år langt, pris $19 millioner, studium for at skabe en bedre bombedetektor end de som var til rådighed dengang. Det bedste man kunne komme frem til? Hunde. Ifølge Popular Science, "havde den hidtil mest sofistikerede detektor (som the Joint Improvised Explosive Device Defeat Organization] en succesrate på 50% i at finde vejsidebomber i Irak og Afghanistan.
Når soldaterne havde hunde bombehunde med gik tallet op til 80%. Generalløjtnant Michael Oates sagde ved konferencen at hans organisation nu fokuserer på at eliminere brugen af IED (vejsidebomber) frem for at finde dem ...fordi de har ikke gjort fremskridt på detektionsfronten.”