Tag elevatoren når du skal cykle op ad bakke

Tag elevatoren når du skal cykle op ad en høj bakke

Du behøver ikke være en hardcore cyklist for at vide det er langt hårdere at cykle op ad bakke end ned. På vejen ned skal du bruge bremsen for ikke at få for megen fart på. Men på vejen op skal der trampes hårdt i pedalerne.

Eller du kan tage verdens eneste cykellift.

Billedet viser Brubakken en stejl gade i Trondheim, Norge. At cykle er et ganske almindeligt transportmiddel i byen på cirka 20000 indbyggere. En mand ved navn Jarle Wanwik var en af dem. en at køre op ad Brubakkem var for Wanwik en vanvittig kamp, derfor fandt han på en anden metode. Ifølge Atlas Obscura, opfandt han en løsning.

Den kaldte han Trampe cykelliften, den er verdens første og til dato eneste cykelelevator. Du kan se flere billeder her.

Højre fod placeres på på en lille plade der stikker ud fra hejset. Så bevæger pladen sig hele vejen op til toppen af bakken, løftende cyklisten samtidig.” Den bevæger sig med cirka 2 meter i sekunder, det lyder ikke hurtigt, men bakken er cirka 130 meter lang. Turen tager cirka et minut, men man behøver ikke vente på at komme til for der er seks plader som kan benyttes samtidigt.

Trampe, blev sat op i 1993 og fungerer som en skilift, undtagen stolen, med plade selvfølgelig til en cykel. For at bruge liften forklarer Slate, "cykles der til stationen i bunden og cyklisten placerer sin hTrampe blev renoveret i 2013 da den skulle leve op til sikkerhedsreglerne (nogle få er kommet til skade i de tyve år den havde eksisteret, og så fik den et nyt navn CycloCable, for at være mere salgbar.) I Trondheim er turen gratis, og ikke kun for cyklister ifølge Business Insider, "benytter skateboarders liften som en velkommen pause, og forældre benytter den til at få barnevognen op ad bakken.”

Bonus fakta: Hvis man bestiller noget der skal leveres på hjemadressen er der en risiko for at der kan opstå skader under transporten. Hvis man køber en cykel på den måde kan det virkelig være et problem, da en cykel er skrøbelig og ret dyr. Den hollandske cykelproducent Vanmoof kendte alt for godt til dette, de fleste cykler solgte man online, og for nogle få år siden, blev cirka 25% af deres cykler skadet under transporten. Løsningen: Som CNN fortalte, begyndte Vanmoof at pakke cyklerne i kasser med et billede af et TV på siden. Tranportvirksomhederne og deres personale begyndte at behandle kasserne mere skånsomt, og ifølge CNN “faldt antallet af skadede cykler med 80%.”

Trods cykelelevatorens brugbarhed og det håb virksomheden bag havde for at bygge flere af dem over hele verden, så forvent ikke at de dukker op rundt omkring. Der er nogle steder hvor det at cykle er ganske almindeligt, men det kan knibe de steder der har stejle bakker, skråninger mv. Og løsningen er ikke billig ifølge Slate "koster CycloCable cirka $2,800 per meter at installere” og vedligeholdelsen skal lægges oveni. Uheldigvis er det langt mere end de lokale myndigheder vil investere i at gøre det at cykle op ad bakke lettere. Således er Trampe/CycloCable et særtilfælde.

Kina forvandler Afrika til deres koloni

Cam Brown

Det er ret tydeligt at Kina nu er den nye store kolonimagt. Dog næsten udelukkende via økonomisk kolonialisme, fremfor den Victorianske model. Uanset om det er Kinas virtuelle kapitalistiske opslugen af adskillige europæiske virksomheder under den Store Recession, eller den mere forfinede metode med at få indflydelse ved køb af fast ejendom eller investeringer i virksomheder i lande som Australien, Canada og måske i mindre udstrækning the USA eller landets stadig større indflydelse på Hollywoods filmbranche, så er Kina gået over til en position med dominans over hele verden. Nu her er det Kinas voksende indflydelse i Afrika der bekymrer os. Igen, ulig den tidligere europæiske udgave af kolonialisme har Kina snedigt, indtil nu benyttet økonomien som hovedredskabet, men det kan måske snart ændre sig. 

I godt over et årti er Kina blevet den dominerende ikke-afrikanske spiller i mange nationer på kontinentet. Ladende som om det er godgørenhed tilbyder man hjælp i form af kreditter til virksomheder i knibe ja til hele industrigrene. Efter kort tid befinder de afrikanske modtagere sig, med denne formodede hjælp, i svære finansielle problemer. Når de først indser de ikke kan klare forpligtelserne der følger med træder den kinesiske regering til (enten direkte eller ved en eller anden regeringsejet eller regeringskontrolleret  virksomhed) som ‘ridderen’ på den hvide hest’ og tilbyder at klare udfordringen ved at eftergive de eksisterende lån i bytte for den fulde kontrol over pågældende industrigren, hvor kinesere træder ind i stedet for den afrikanske virksomhed eller regering.

Med tiden begynder så udskiftningen af ledelse og man sætter egne folk ind, og i stadig større grad også andet personale - for at forbedre effektiviteten og overskuddet. Sørgeligt, om man kan lide det eller ej, så er kompetenceniveauet og arbejdsetikken hos alt for mange af disse afrikanske nationer et godt stykke under hvad deres nu kinesiske herrer præsterer.  

Som nævnt bliver udfordringen med mangel på kompetencer og arbejdsetik en dominerende bekymring for den nye kinesiske koloniledelse, og det til et punkt at de bliver stærkt utilfredse med deres afrikanske ‘undersåtter.’

Dette blev konstateret i dokumentaren Empire of Dust, hvor især den kinesiske chef er så frustreret at han går ind og overtager hele ledelsen og til det slående øjeblik, hvor han bidende surt kritiserer at det koloniale Afrika ikke længere findes og sammenligner det med den status kontinentet havde under de europæiske nationer og Kinas inferiøre position i den periode.

Med de kroniske vanskeligheder der er kendetegnende for så mange afrikanske nationer i ledelsen af deres industrier der igen resulterer i konkurser og efterfølgende overtagelse af kineserne ser vi en ny økonomisk æra der vil resultere i større kontrol over ressourcerne til fordel for denne stadig mægtigere supermagt.

Dette antyder en anden fase af koloniseringebestræbelserne der kan synes endnu mere omfattende (eller endog overgå) det som skete under æraen med de europæiske nationers udnyttelse af Afrika, og det i langt større grad, idet kineserne indser de ikke kan stole på den afrikanske arbejdsmoral og arbejdsstyrke eller kompetencer, så de vil importere deres egne i ledelserne og endog som almindelige arbejder. 

Dette vil uundgåeligt medføre det som tegner sig for fremtiden: Fuld kolonisering via immigration. Hvis dette er det næste stadie i Kina kolonisering og indflydelse vil det sandsynligvis forvandle Afrikas status som tilbagestående kontinent til et potentiel kraftcenter, dog et der primært gavner kontinentets kinesiske Masters.

I sidste ende vil denne koloniale transformation næsten med sikkerhed have positive økonomiske afledninger for de oprindelige folk i de berørte afrikanske nationer som en hjælp (blot ved en mere ‘tvungen’ politik) og forbedring af deres arbejdsetik og den sociale orden. Inkluderet i dette er en interessant ‘fra at være koloniseret til at være kolonimagt’ påvirkning af den kristne tro. Skønt Kristendommen er i øgning i betragtelig grad i Kina, er det langt mere sandsynligt, at de kinesiske kolonisatorer ikke vil være kristne, hvorimod Kristendommen er mere fremherskende i mange af de selvsamme afrikanske lande, der måske kan opleve at se mange af kolonisatorerne konvertere (men også mange af den lokale befolkning der er blevet forfulgt på grund af deres tro, en position som Islam måske også vil opleve i større grad).

Den helt store ironi ved al denne koloniseringsaktivitet er, hvis noget at det nævnte var blevet gjort (og meget af det skete i tidligere kolonimagttider) af mennesker af europæisk herkomst ville der allerede i store kredse være forhånelse ved en kakofoni af vrede over dødssynder mod menneskeheden, et tegn på racistisk hykleri og undertrykkelse. I stedet så forvent dyb tavshed fra den liberale intelligentsia, de førende medier og de fleste medlemmer af den så opblæste Progressive pøbel, da sådan foragtelig opførsel i de venstreorienteredes opfattelse ikke er så problematisk når blot den udføres af formodede marxister der ikke er hvide.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/01/chinas_colonial_transformation_of_africa.html#ixzz6Bq2aY8f1

Iran viser opløsningstendenser efter Soleimanis død

Iran i opløsning efter Soleimanis død

Andrea Widburg

Da præsident Trump gav ordre til militæret om at ramme Qassem Soleimani, et lovligt militært mål, ansvarlig for hundreder af amerikaneres død, gik Democrats amok i forargelse, hvor vovede Trump at udfordre iranerne ved at slå til mod nogen så nær på Ayatollah Khamenei?  Democrats var sikre på Trump havde indledt 3. Verdenskrig.

Republicans havde mere tro på at angrebet ville, i det mindste, fjerne en farlig person fra Irans fyrre år lange krig mod Amerika, og i bedste fald få regimet til at falde. Det sidste var baseret på den kendsgerning, at Irans regime er skrøbeligt nu da Trump har opsagt Obamas frygtelige aftale og genindført sanktioner. Økonomien i landet er elendig, og det iranske folk protesterer over hele landet. Efter 40 år med et undertrykkende teokrati, har det persiske folk, vant til skønhed og livsglæde, fået nok af Islams barske puritanisme. 

Michael Ledeen, en erfaren udenrigspolitisk observatør mener the the Republicans har fat på noget korrekt, fordi der foregår bemærkelsesværdige ting i Iran — alle gode, dersom man ønsker at se de dystre regime kollapse:

 

Fjernelsen af Quassem Soleimani har givet overraskende følger. Det viser sig at the United States fik efterretninger om Soleimani's bevægelser fra forskellige kilder, nogle indenfor hans Irans Revolutionsgardes Quds Styrke, andre fra Israel dygtige efterretningsvæsen. 

Operationen mod Soleimani og hans slæng var så godt organiseret at ledende terrorister i Irak løb i dækning og gemte sig:

U.S. embedsmænd har opfanget rygter og modtaget information om at terrorist ledere i Irak er flygtet fra regionen, og er gået i skjul af frygt for at United States efterretningsoplysninger skal gøre det muligt at ramme dem efter det succesrige droneangreb der slog Quds lederen Qassem Soleimani, ihjel..

Uden tvivl indgår nogle terroristledere aftaler med U.S. efterretningsvæsenet og begivenhederne lader formode at i det mindste noget af den information har nået de demonstrerende i Irak.

Oveni i de eskalerende protester er Irans Islamiske Revolutions Garde, base for Quds Stryken der var Soleimanis special enhed, i alvorlig opløsning, med det helt klare mål at fjerne de som er loyale mod Soleimani.

Soleimani, trods det han var direkte ond, var også en knalddygtig general. Dette betyder at det vakuum hans død skaber tvinger Iran til at trække sig frem for at skubbe yderligere på i Mellemøsten. Denne tilbagetrækning betyder meget, da det iranske folk, ifølge Banafsheh Zand og Harold Rhode, to eksperter om Iran, er følsomme over for tendenser. Hvis folket oplever at mullaherne svækkes, vil de går hårdere til værks mod regimet:

Både Zand og Rhode anser slaget mod Soleimani som et potentielt vendepunkt for Iran, men begge insisterer på at de demonstrerende i Iran har brug for utilsløret støtte fra Trump administrationen for at få endnu mere momentum. Rhode advarede om at regimet vil forsøge at fastholde magten uanset omkostningerne og bare ikke vil bøje sig for internationale økonomisk og diplomatisk pres, uanset styrken. Det samme gælder Irak og Libanon.

"Soleimani blev forrådt af kolleger i IRGC. De slår hinanden ihjel," sagde Zand.

Rhode ser tendensen i blomst allerede, som det var tilfældet med den video der gik viralt og viste demonstrerende vandre omkring, snarere end på amerikanske og israelske flag der lå på jorden. Imidlertid siger han at, mens den iranske regering er svækket, så har Amerika stadig en betydende rolle:

"Det er vigtigt at Trump administrationen forbliver klar og stærk og nu ikke viser nogen svaghed over for Iran og svarer på enhver aggression med overvældende styrke,” sagde Rohde. samtidig med han bemærker at de hæmmende internationale sanktioner administreret af the U.S. koster Iran meget dyrt, og for det islamiske regimes stabilitet

For føje yderligere troværdighed til ovennævnte analyse rapporterede Reuters onsdag at i Iran blev en af Soleimanis vigtigste allierede dræbt af oprørere. Snigskytter dræbte en kommandør for Basij militsen som gik ind for en hård linje, og som var allieret med Qassem Soleimani, den øverste kommandør for Revolutionsgarden der blev dræbt af en U.S. drone i Irak fortalte det offcielle nyhedsbureau IRNA - onsdag.

Basij er under kommando af Garden, den mest magtfulde og svært bevæbnede sikkerhedsstyrke i Den Islamiske Republik.

Da Trump omhyggeligt og tålmodigt ventede syv måneder på det rigtige øjeblik til at slå til mod Soleimani, kan han have skubbet til den første dominobrik, igangsættende en kaskade af faldende brikker der i sidste ende fører til afslutningen på de gale Mullahers tyranniske og farlige ekspansionistiske regime.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/01/interesting_things_are_happening_in_iran_following_soleimanis_death.html#ixzz6C1tMpS4N

En rigtig hund på landet

En rigtig hund på landet i Amerika

                

Susan D. Harris

                                 

Før man skulle have tilladelse til at have hund, og før der kom regler om at holde hund i snor, før hunde mokkasiner, før man farvede hunde og malede neglene på dem, før man fandt på tandrensninger til 100 dollars, dyrlægeregninger i megaklassen, og før man iførte hundene ydmygende Halloween kostumer eksisterede der - i næsten hver eneste søvnige by med en rød murstensskole og en hvid kirke - en udryddelsestruet art af hunden som jeg holder af at kalde den amerikanske hund. Han eller hun havde navne som Old Shep, Old Dog Tray, eller Spot.  Her følger så historien om en amerikansk hund.

Onkel ROY og hans hvalp: SPOT’s eventyr begynder 

Min morbroder Roy var veteran fra 1. Verdenskrig. Han havde været udsat for gas i skyttegravene i Frankrig og kom sig aldrig rigtig. Sent i 1930’erne forlod Roys hustru ham, det eneste der var tilbage var deres nye hundehvalp. Dybt ulykkelig og deprimeret indså Roy at han ikke kunne passe hvalpen.

Han lod derfor sin søster få hunden. Hun var gift og havde seks børn, og hvalpen var yderst velkommen. Hvalpen og det mindste barn, min mor Arlene, skulle med tiden blive uadskillelige. Således er indledningen til Spots lange og eventyrlige rejse.

BYENS HUND

Spot var en blandingshund - cocker spaniel og så noget andet. Han var hvid med brune pletter og kom til at veje 20 kilo. Hele familien elskede Spot, men han blev mors hund og trofaste følgekammerat. Spot havde fundet sin lille pige for resten af livet.

Mor kan ikke huske første dag Spot mødte hende da hun fik fri fra skole, men det blev en imponerende rutine der varede ved i samfulde fem år.

Endnu mere bemærkelsesværdigt var det da han begyndte at møde hende efter Pige Spejder møder. Uanset hvilket tidspunkt møderne sluttede på, så sad han udenfor og ventede. Det mærkelige er, at hans lille pige gik direkte fra skolen til Pige Spejder møde i kirken. Hvordan vidste Spot, hvor han skulle dukke op?

Endnu mere mystisk var det at Spot også dukkede op for at møde sin lille pige udenfor biografen om eftermiddagen eller efter en sen aftenforestilling.

På grund af hans ‘rejser’ blev han lige så meget del af byen som del af sin familie. “Arlene, din hund venter udenfor på dig,” blev en ganske almindelig sætning i byen. Mørke vinteraftener og varme sommerdage - Spot var der og ventede.

Spot elskede alle årstider. Han elskede sne, og han elskede børn, derfor var det kun helt naturligt at han tilbragte mangen en vinterdag på kælkebakken og nød det.

Når solen stod på en særlig måde og sneen faldt på en særlig måde da vidste Spot, at det årlige eventyr med at finde det rigtige juletræ var nær. Hver Jul, drog mors brødre ind i skovene for at finde det allerbedste juletræ. De ville være væk i timevis .... men Spot skulle så absolut bare med.

Spot åd af en 25 kg stor Kellogs Gro-Pup tørfodersæk, og han fik regelmæssigt rester fra spisebordet efter aftensmaden. Under aftensmaden var han en uforbederlig tiggerhund: Sad lige ved siden af bordet med forpoterne i vejret, en stilling han kunne indtage i timevis. Undertiden sad han så længe at han langsomt, ganske langsomt  faldt roligt forover ...men aldrig helt.

Efter en god regnbyge elskede han at drikke af de friske vandpytter, men det så man ikke med venlighed på i hans familie. “Spot! Kom så her - holdt op med at drikke af de beskidte vandpytter! Kom ind og drik det rene vand!” Spots lille piges mor kunne råbe dette til ham hver eneste gang, men selvfølgelig skulle han forsøge igen efter næste regnbyge.

Når Spot så en riffel, gik han helt bersærk af ren spænding. En riffel var det samme som jagt, og jagt det samme som en lang tur i skovene efter kaniner og en million spor at snuse til.  

Nu kunne du måske spekulere på, hvordan Spot kom overens med den der store hunde nemesis - katte. Spot elskede dem, især når de løb væk fra ham. Han elskede især at jagte dem inde i huset. Som en Tom og Jerry tegnefilm drillede kattene som signal til Spot om at legen kunne begynde. Hans poter hamrede i gulvet som Fred Flintsone når han skulle i gang. Han kunne opbygge så megen fart at han ukontrolleret rullede rundt om hvert hjørne, og desperat søgte at få kontrol igen efter at være fløjet gennem rummet. Han fangede aldrig en kat - det var heller ikke meningen. Men denne kontrollerede eksplosion af spænding gav masser af morskab for hans familie.

Ude på manøvrer

Efter et stykke tid flyttede Spots oprindelige ejer, Roy, ind hos sin søster og hendes børn ..og Spot. Roy havde et godt arbejde, men alle vidste, at en del af hans hjerne stadig var skadet af sennepsgassen. Selvom Spot sådan set aldrig blev Roys hund igen havde Roy stor morskab og fornøjelse af at betragte hundens daglige rutiner og spekulere på hans hemmelige eventyr.

Spot foretog regelmæssigt ture på egen hånd. Det er et evigt mysterium hvad Spot havde gang i med sine ensomme foretagender, men det er kendt at han regelmæssigt blev set så at sige i hver eneste krog af byen. Med en så stor familie derhjemme, var der altid en eller anden der kunne fortælle, at de netop havde passeret Spot, og således var der stor omsorg for hans velbefindende. I disse timer væk fra hjemmet, formodes det med stor sandsynlighed at han besøgte venlige borgere, der i al hemmelighed gav ham godbidder.

Når Spot ikke ‘var tilstede.’ ville Onkel Roy af og til højtideligt råbe ud af vinduet og meddele: “Spot er på manøvre!” Han beundrede hunden så meget at han mente den beskyttede frontlinjen selv her årevis efter Den Stor Krig.

Nogle problemer med Spot.  

Spot’s særdeles gode rygte fik et alvorligt hak. Min mor (Spots lille pige) var babysitter for bankdirektøren, hr. Wilson. Familien Wilson ejede to grumme bokserhunde der altid gøede af folk. Da mor var babysitter skulle Spot jo mødes med hende der; bokserne var altid inde i huset og kunne se ham udenfor. En dag da mor ankom til Wilsons hus for at babysitte, fortalte de hende, at Spot havde været nede i byen forrige morgen - ved banken.

Spot havde fået opbygget en del frustration over ikke at have mødt de gøende hunde i hjemmet, og havde ventet på at hr. Wilson gik ind i banken og efterlod tit bokserne alene i den åbne bil. Da hr. Wilson kom ud igen var bilen fuldstændig splittet ad indvendig og der var tre hunde i den: To boksere ....og Spot. Overraskende nok tog Wilson oplevelsen med godt humør og så var det det. Mor nærmest besvimede da hun hørte hvad Spot havde lavet. At et familiemedlem kunne opføre sig sådan var totalt uacceptabelt.

Gårsdagen heldige hund.

Der er så mange andre historier om Spot, som da han var udenfor hele natten (hvor han helst opholdt sig i godt vejr), og gøede af de lurende giganter der langsomt omringede hans families hjem, mens de sov. Hvor var familien dog flov over de ikke var opmærksom på Spots advarsler om fare før det var for sent. Det første stråler af morgensolen afslørede at en hel flok køer fra en nærliggende gård havde taget bopæl i haven. Spot havde stået vagt og blokeret for døren, ikke vidende af de mærkelige væsener ikke havde til hensigt at komme indendøre.

Spot levede længe nok til at se sin lille pige blive gift. Hans 13 år på denne jord var fyldt med gode oplevelser og et frit liv. Hans “manøvrer” forblev et mysterium, og det er helt i orden, enhver hund har brug for lidt privatliv. Hans ubegribelige evne til at finde sin lille pige, hans omhyggelige planlægning og snedige forudanelse vil altid blive husket sammen med hans ubetvingelige hengivenhed.

Selvom store fremskridt i medicin til dyr har reddet mange elskede kæledyr så tror jeg Spot vil være enig med mig i at han var særdeles heldig med at være en ‘gårsdagens’ amerikansk hund ...der nød friheden, og sikkerheden som kun få hunde gør i dag, og som kun få mennesker nogensinde kender til.

Susan D. Harris can be reached at http://susandharris.com.

http://americanthinker.com/2014/07/growing_up_american_smalltown_dog_.html

Onde kristne i Middelalderen - eller Islams hævn?

Onde kristne i Middelalderen - eller Islams hævn? 

Raymond Ibrahim

Ved at citere fra historien - eller som vi skal se - pseudohistorien - det er en af de mange metoder Islams apologeter forsøger at bruge for at få deres deres religion og tilhængere til at fremstå mere ædelsindede.

For at fremhæve de ‘ædle’ muslimer, bliver Middelalderens kristne regelmæssigt portrætteret som selve indbegrebet af hykleri, barbarisme og grådighed.

De som står i spidsen for ‘gangsterne’ kunne være Vlad Pælfæsteren, Ivan d. Grusomme og Tomas Torquemada (alle portrætteret i bogen fra 2002, The Most Evil Men and Women in History).

Virkeligheden er imidlertid, at disse tre mænd - og den kultur de befandt sig i - var under meget stærk indflydelse af Islam. Alle tre var omringet af og kæmpede mod muslimer hele livet. 

Den historiske person Vlad III (1430-1476) -- som den fiktive blodsugende karakter Dracula er baseret på -- portrætteres i Vesten som et sadistisk uhyre der bare elskede at pælfæste sine egne og drikke deres blod - ofte samtidig med han lyttede til munke der sang hymner, minsandten.

CNN hævder endog at Islamisk Stat har lært sine sadistiske metoder i tortur og henrettelser af Vlad.

Virkeligheden fortæller en helt anden historie: Den rumænske prins’ “dyriske lille vane” med at pælfæste sine fjender, som en historiker karakteriserer det, kom fra og blev næsten udelukkende benyttet mod tyrkerne og deres hemmelige agenter. I løbet af sin ungdom var Vlad fange hos en af historiens mest moralsk fordærvede sultaner -- Muhammad (eller “Mehmet”) II, der også holdt Vlads lillebror som elsker. Vlad blev altså først introduceret til “kunsten” at pælfæste af sin Osmanniske sultan, der regelmæssigt anvendte den. 

Med tiden, og som del af hans strategi med at bryde med det muslimske styre gik Vlad over til at pælfæste som en slags gengældelse - for at vise Osmannerne at han og hans folk kunne være ligeså ‘gode’ som dem. Dermed opstod ironien: Hvis Vlad blev anset som et blodtørstigt uhyre i Vesten,så er han en nationalhelt i Rumænien, fordi han bekæmpede og stod op mod Islam i rigtig lang tid.

Så er der Tomas Torquemada (1420-1498), det katolske Spaniens “grand inquisitor,” og ‘ansigtet’ på den meget dæmoniserede Spanske Inkvisition. (Som historikeren Thomas Madden forklarer, “Inkvisitionen fremstod ikke ud af ønsket om at knuse diversitet eller undertrykke folket, den var snarere et forsøg på at hindre uretfærdige henrettelser.” Den populære mening om at Torquemada var en ond kristen fanatiker der var fast besluttet på at tvinge jøder og muslimer til at konvertere til Kristendommen, ellers... er næsten altid fremstillet i et vakuum - ude af kontekst.

Som en begyndelse så lad os lige fastslå at en af hovedårsagerne for at den spanske krone indførte Inkvisitionen og udnævne Torquemada sjældent anerkendes: Den sidste bastion med Islam i Granada var kommet under kristent styre da Reconquista var ved at være afsluttet. Den halve million indbyggere i Granada området fik generøse betingelser, herunder retten til at rejse til udlandet og frit kunne praktisere Islam. Disse generøse betingelser misbrugte de, de foranstaltede mange opstande som var svære at få under kontrol - adskillige “omhandlede stening, lemlæstelse, halshugninger, pælfæstelser og man brænde kristen levende” -- og samarbejdede regelmæssigt med udenlandske, for det meste muslimske magter. 

Man blev tvunget til, at få styr på den mistænkelige halve million muslimer der lod som om de var konverteret til Kristendommen, kom til gudstjenester, lod deres børn døbe, og lærte hele den kristne kulturs finurligheder, samtidig med de hemmeligt arbejdede for at underlægge sig Spanien, i det mindste Granada tilbage til muslimsk styre. 

“Med den tilladelse og licens som deres hadefulde religion tillod dem,” bemærkede en frustreret spanier med henvisning til den islamiske doktrin taqiyya, “kunne de lade som om de tilhørte hvilken som helst religion ud af til, og uden at synde, så længe deres hjerter var hengivent over for deres falske profet. Vi så mange af dem der døde mens de tilbedte Korset og talte godt om vor katolske religion, dog i hjertet var de nidkære muslimer.” (Sword and Scimitar, p.201-202).

Inkvisitionen under ledelse af Torquemada blev den eneste metode til at afgøre om de var “gode” katolikker, eller om de var muslimer i hemmelighed og med hensigt at ville lade andre være deres undersåtter. Ydermere, ligesom de omkringboende muslimer havde givet Vlad tilskyndelse til pælfæstelser, således gav muslimerne spanierne tilskyndelse til inkvisitioner og deportationer.

I århundrederne der fulgte forsøgte muslimer - især Almoravid og Almohad dynastier -- utallige gange af få spaniere til at konvertere til islam ved tortur, de blev som slaver deporteret til Afrika, eller blot dræbt, hvis man mente de ikke var sande muslimer, med femte kolonne agenter der hjalp deres kristne fæller i det nordlige Spanien.

Endelig Ivan IV (“den Grusomme,” 1530-1584) endnu et ofte citeret eksempel på en kristen fra Middelalderen - en from ortodoks den gang, - der var et blodtørstigt uhyre, selve definitionen på en tyran. Man nævner ikke at blot et par hundreder år tidligere, cirka år 1300, havde Rusland været under - og under kraftig indflydelse af -- Islams åg ved islamiske tatarer, der på brutal vis slaveholdt og mishandlede russerne under dække af Jihad.

Selv efter 1480 da russerne formelt knækkede Det Tatariske Åg, og gennem hele Ivans regeringsperiode, iværksatte Khanen på Krim adskillige ødelæggende slavetogter ind i Rusland, under Ivans styre. Hundredetusinder af slaver blev bortført og solgt til islamiske slaveri.

“Århundreder med tyranni og brutalitet ved de islamiserede mongoler og deres tyrkiske agenter gjorde Rusland til et land, hvor despotisme blev anset som noget normalt, og hvor menneskelivet ingen pris har.” observerer en historiker. “Det er måske intet under, at disse ting er gået dybt ind i den russiske karakter,” -- herunder Ivans. 

Det er så den ikke særlig kendte ‘bagside’ ved Ivan den Grusomme, dette “kristne monster,” hvis opførsel, som Vlads, som Torquemadas, og mange andres - ofte præsenteres i et vakuum, og dermed er en kommentar om hykleriet og barbariet der formodes at være medfødt hos Middelalderens (altså de fromme) kristne. (Som sidebemærkning, og grundet deres lange og intime historefællesskab med Islam, er østeuropæerne - russere, rumænere, polakker, ungarere mv. - stadig meget opmærksomme på Islam og er imod muslimsk immigration).

Ikke kun fik Islam indflydelse på den personlige opførsel hos individuelle europæere, den havde en grundlæggende indflydelse på hele kulturer. For eksempel er det ikke muligt at begribe brutaliteten og fanatismen hos de spanske Conquistadores vis-à-vis indbyggerne i Americas uden at spore det tilbage til Spaniens eksistentielle kamp mod Islam, der nødvendiggjorde skabelsen af en militant kultur med fromt islæt. Da Islam først var borte, kunne Spaniens ‘hellige’ krigermentalitet - formet gennem næsten otte hundrede års krig - blot ikke forsvinde i løbet af natten, og fik så nye manifestationer under den gamle kontekst med Kristendom versus vantro.

Intet af det førnævnte skal opfattes som en “soning” af Vestens egne handlinger, i sidste ende er det individer der er ansvarlige for deres handlinger - men et forsøg på at placere kendsgerninger i kontekst. .

Trods alt er det et hovedpunkt i Mellemøstlige Studier, og hos medierne og analytikere af alle slags at udstille Vestens indflydelse - fra Korstogene til kolonialismen - som grundlæggende være ansvarlig for den moderne islamiske verdens problemer.  Derfor er det at udforske problemstillingen fra et andet udgangspunkt i den ønskværdigt.

I det mindste så trænger al denne pseudohistoriefortælling om barbariske kristne og de ædle muslimer i sandhed til en seriøs genovervejelse.

Note: See author’s recent book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West, for many more instances of Islam’s subtle -- and not so subtle -- impact on the West.  American Thinker reviews of the book can be readhere and here.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/04/evil_medieval_christians_or_islams_victims_retaliating.html#ixzz5kIQg0HKd 

Højt kolesteroltal - og du lever længere viser ny forskning

Højt kolesteroltal og du lever længere

Thomas Lifson

Højt uddannede “eksperter” hersker i vore dages avancerede samfund, med deres råd om, hvordan resten af os bør leve - ofte ved en regeringslovgivning - bliver i stigende grad eksponeret som, i bedste fald for letkøbt, og i værste fald, misforstået, ikke fyldestgørende, direkte dumt eller bedragerisk.

Nu er der endnu et råd om diæt fra “eksperter” der kan vise sig direkte skadeligt. Højt kolesterol, især LDL er blevet dæmoniseret for angiveligt at kunne medføre hjertetilfælde og død. Men en spændende analyse af data offentliggjort ved Medium.com synes at vise at den totale dødelighed ved for højt kolesterolniveau, endog ved LDL, er for nedadgående. Som skribenten P.D. Mangan skriver:

Fra et offentligt helbredssynspunkt synes det at være en fejl at fokusere på at ændre noget der sænker risiko for død ved en årsag og blot forhøje den risiko ved en anden.

Her følger så et af de vigtige tabeller der viser at mennesker med højt kolesteroltal lever længere end de med et lavt kolesteroltal. Denne er fra Japan:

Her er en fra Nederlandene:

Og en fra Finland:

Der er et antal mulige forklaringer for de data:

Kolesterol kan beskytte mod infektioner og åreforkalkning.3

Kolesterol kan beskytte mod cancer.4

Man har fundet en stærk association mellem lav kolesterol og vold. Odds  størrelsesforholdet for vold ved kolesterol  <180 mg/dl var 15.49. 5

Adskillige studier har fundet en forbindelse mellem lavt kolesteroltal og selvmord. F.eks. viste en undersøgelse at de med laveste fjerdedel af kolesterol koncentration har 6 gange større risiko for selvmord end de med den højeste andel..6

Mennesker der faster på bacon og æg eller Kobe kød er altså langt mindre tilbøjelige til at slå sig selv eller andre ihjel, ikke sandt? Langt oftere tager de sig en lur, det er noget jeg kan bevidne ved strenge forsøg med mig selv.

Breakfast at Dover Air Force Base.

Photo credit: U.S. Air Force photo/Airman 1st Class Zachary Cacicia.

Den helt store nyhed er altså at æg er særdeles godt for dig, og også smør, mens transfedtet i margarine gør det usundt. Således må slås fast at ernæringseksperterne kan man ikke stole på, for de ved ikke nær så meget som de lader som - med implikationer for, ikke kun om global opvarmning, men for den populistiske bevægelse som helhed. Gør oprør mod den uddannede professionelle, og akademiske klasse der udgør den herskende i avancerede økonomier.  

Woody Allen's film Sleeper fra 9173 synes at have været profetisk ved at den forudså den forventede ‘ydmygelse’ af ernæringseksperterne:

Måske er det på tide at hive Amerikas enorme nedfrosne flæskebjerg op af fryserne, det største i 48 år, kalde det “den strategiske bacon reserve,” og så begrænse eksporten til Kina, hvor et udbrud af svinepest har ødelagt flæskeproduktionen.

https://www.americanthinker.com/blog/2019/10/high_cholesterol_associated_with_longer_life.html