Var Vietnam Krigen omkostningen værd?

Charles Farlow

Vietnam Veterans’ Day fejres årligt den 29. marts. Her mindes lidelserne og ofrene som ni millioner amerikanere, og deres familier som støttede dem gav ved Vietnam Krigen før, under og efter. 

I årenes løb har jeg forsket en del i krigen for at forstå krigens patologi fra begyndelsen til enden. Jeg er vendt tilbage til Vietnam to gange på besøg i forskningsøjemed og vietnamesiske og amerikanske venner og veteraner har givet mig deres opfattelser og overvejelser. Resultatet af disse anstrengelser har afstedkommet en klokkeklar dom: Krigen var en grum selvpåført skade på vor nation og det på mange planer, en “græsk tragedie” der løb løbsk, der forandrede vort land for evigt, og hvis følger stadig plager os. 

Det var en geopolitisk og udenrigspolitisk fejlbedømmelse af monumental karakter, en bevidst uvidenhed om Sydøstasiens nationalisters motiver og alliancer, racemeæssigt motiveret hybris, grådighed hos virksomheder, og mange muligheder man ikke greb for diplomatiske løsninger hen ad vejen.

Krigen voksede fra små ‘diskret’ hændelser og eskalerede derpå til en ildløs der levede sit eget liv. Den var årsag til at en generation af amerikanere mistede tilliden til deres fædrelands institutioner og sled smerteligt på nationens sociale sammenhæng, åbnede flænger i vort samfund der stadig splitter os.

På den økonomiske front er der blevet argumenteret at de milliarder og atter milliader der blev brugt på krigen medførte tektoniske konsekvenser der fortsat plager vor nationale finansielle stabilitet. Der er ganske enkelt ingen fordele at finde når man ser objektivt på kendsgerningerne i Vietnam kontroversen.  

Så hvad med de af os der tjente derover? Hvordan forliges man med 58000+ liv der gik tabt, de hundredtusinder der blev såret og lemlæstet for resten af livet og den anslåede 1 billion i inflationsjusterede dollars der blev hældt ind i denne bundløse sump? Det kan man ikke. 

Der er ganske enkelt ingen logisk måde at rationalisere dette på et personligt plan, udover at anerkende at vi der “tog mod opfordringen" tjente med ære og gjorde det bedste vi kunne for vort land. 

Som 18-19 årige havde vi helt sikkert ingen forestilling om krigens overordnede strategiske skridt, og fejltrin, og slet ikke de tektoniske, geopolitiske eller socioøkonomiske kræfter der var i spil. Hver af os, vi der befandt os i bunden af pyramiden, så på det med et fokus på vor specifikke mission og det ansvar der fulgte med, og opbyggede loyalitet for de som tjente med os. Alt det andet var ren abstraktion.

Med baggrund i denne kraftfulde smertelige historie, skulle man forvente at lektionerne ville give afsmitning på den politiske, diplomatiske og militære ledelse der kom frem af den æra. 

Tværtimod, de lektioner er blevet ignoreret. Vor efterfølgende interventioner i Irak, Syrien, og sub-Sahara Afrika sammen med vor ydmygende nederlag i Afghanistan har skabt nye hængedynd, for vore tropper og milliarder af dollars er spildt - det har vi ikke råd til

For de tropper der lige for tiden er, eller kan komme i ‘skudlinjen’ og for de unge mænd og kvinder der overvejer at melde sig, følger her nogle værdifulde råd; Vær opmærksom på motiverne hos de politiske ledere og hos de militære “ledere,” Søg information om vore tidligere og nuværende militære mareridt og hvad der kom ud af dem, og fasthold en sund skepsis over for systemet der har gjort dem mulig. Held og Lykke!  

 

Image via Picryl.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/03/was_vietnam_worth_the_cost.html