Hvordan jeg blev en overlegen person

David R. Carlin

Da jeg var en ung mand (lang tid siden) besluttede jeg at være politisk liberal, og det af to sammenhængende grunde. 

For det første gik jeg ind for de politiske værdier hos liberale. De var pro-borgerrettigheder (ytringsfrihed, pressefrihed etc.) De var pro-fagforeninger. De var pro-lighed for Blacks (Negroes som de blev kaldt dengang) Det var jeg også. 

For det andet forekom det mig at liberaltsindede var mere intellektuelle og moralsk overlegen i forhold til politiske konservative, der slog det mig, i gennemsnit syntes at være ret så stupide og ret så moralsk ufølsomme. Jeg ønskede at tilhøre klassen af personer der var smarte og gode. Hvis jeg blev en af dem ville jeg også være smart og god. 

Jeg beundrede de liberales intellekt. De var fordomsfrie, ikke snæversynede som konservative. Deres tankegang var forfinet, nuanceret og komplekst, ikke simpel som tankegangen hos konservative. Det var højt uddannede, godt oplyste. Og de havde god smag i musik, kunst og litteratur. Der var intet tølperagtigt ved dem.

Den eneste virkelig kloge konservative jeg kendte til var William F. Buckley; klog i den forstand at han havde en høj IK. Men Buckley, som jeg så det, benyttede sin storartede hjerne til at forsvare dårlige sager -- næsten som John C. Calhoun i hans forsvar for slaveriet. Buckley, tænkte jeg, var blot lidt mere end en klog sofist. 

Når det drejede sig om moralsk godhed må jeg indrømme at jeg havde en del tvivl om visdommen i de liberales tolerance for seksuel frihed. Måske havde jeg en underforstået forståelse af, at den frembrusende seksuelle revolution ville ende i en katastrofe, hvilket jo er sket. 

Det var dog en lille ting i forhold til liberalismens beundringsværdige sympati og støtte til samfundets svage, især de der arbejder iført blåt tøj, og endda Negroes, især i det raceopdelte South. 

Og således var jeg blevet liberal, og det havde jeg det rigtig godt med. Jeg var medlem af en kulturel elite minoritet - det var hvad liberale var dengang, en elite minoritet. Grundet den uforholdsmæssige indflydelse liberale havde på Democratic Party og det lige siden FDR og the New Deal, støtter utallige Democrats visse liberale mærkesager. Men ægte liberale -- personer der var gennemført liberale i tanke og hjerte, liberale helt ind til knoglerne var relativt få. 

Sådan er det ikke i dag. Hvis den typisk liberale fra min ungdom var på sæt og vis en der følte sig bedre end andre så er den typisk liberale i dag præcis det modsatte, en person intellektuelt som moralsk mindreværdig - efter min bedømmelse. Jeg er stadig lige så indbildsk som jeg var i min ungdom; hvilket betyder, at jeg stadig betragter mig som en moralsk og intellektuel overlegen person. Tilbage i ‘de gamle dage’ drev det ønske mig til den nuværende liberalisme; i dag fører den mig bort fra den nuværende liberalisme. 

Det er ganske almindeligt, at en overlegen elite forfalder i gennemsnit kvalitet, når dørene til eliten åbnes og masserne strømmer ind. 

Det skete for eksempel med værdien af en high school eksamen. I 1870’erne da kun en lille brøkdel af alle drenge og piger gik ud af high shcool, indikerede gennemsnits eksamen at indehaveren var ret god uddannet. I dag fortæller gennemsnits eksamen  os intet. 

I Romerriget lige før Kejser Konstantin kom til var den kristne, medlem af en foragtet og ofte forfulgt minoritet, men dog en person med en overlegen kvalitet. Da Konstantin legaliserede kristendommen, blev den respektabel og en fordel at høre til - og kvaliteten af en gennemsnitskristen gik baglæns.

I reaktion på denne vulgarisering (så at sige) af Kristendommen begyndte klostervæsenet hurtigt at sprede sig, som om munkene og nonnerne gav formaninger til de som ønskede at være ægte kristne: “Nu da det at leve som en sand kristen er blevet nærmest umuligt i den verdslige verden, så slut dig til vore klostre. Her kan du være en sand kristen.” 

Analogt med dette er nutidens fænomen med forældre der trækker deres børn ud af de mangelfulde offentlige skoler og uddanner dem enten gennem hjemmeundervisning eller på private skoler. 

Et eksempel mere. Før revolutionerne i 1917 og den efterfølgende borgerkrig i Rusland var bolsjevikkerne (senere omdøbt til kommunisterne) i det mindste målt efter revolutionære standarder, en overlegen elite. Med lidenskab var de dedikeret til deres sag; de studerede samvittighedsfuldt Marx og Lenin; de samarbejdede, ofte helt uselvisk med deres bolsjevik kammerater; villigt gik de i eksil i Sibirien; og de var i en vis forstand idealister troende på at deres lidelser og forbrydelser ville føre til en med tiden voldsomt bedre menneskerace.

Men da først Kommunisterne var sikre i deres magt nu den etablerede myndighed hos Sovjetunionen, der kontrollerede næsten alt i det enorme land - da først det indtraf, blev der åbnet for medlemskab af partiet. Og hvem strømmede til? Den sædvanlige mængde: Karrierefikserede opportunister, bøller, sadister, slyngler, tyve etc., plus uden tvivl mennesker med gode hensigter. Gennemsnitskvaliteten af den russiske kommunisme gik hurtigt ned af bakke.

Denne nedtur illustreres i Arthur Koestler’s store roman, Darkness at Noon. Rubashov’s første afhører er en gammel Bolshevik, med noget af den menneskelighed der kendetegnede de gamle præ-revolutionære medlemmer af partiet. Rubashov’s næste afhører er en neo-kommunist, meget tæt på at være direkte brutal.

Under alle omstændigheder gør mennesker stadig det jeg gjorde for nogle årtier siden, og bliver liberale for at få dem til at føle at de er moralsk og intellektuelt bedre end andre (hvilket berettiger dem, blandt så mange andre ting, at foragte Trump og hans fans). I det mindste havde jeg en slags undskyldning tilbage i tiden. Nutidens liberale har ingen undskyldning. Du skal være (min ydmyge mening) nærmest en tåbe for at forestille sig at den liberalisme nu i denne tid gør dig til en person der er bedre end andre.

Image: FreeRange Stock/Ed Gregory

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/how_i_became_a_superior_person.html

 

Kun en ‘overuddannet’ ekspert ville kunne give så elendigt et råd 

Mike Konrad

Undertiden erfarer man om ting man bare ikke kan tro på. Det synes som om det man hidtil har troet intet betyder.  

The National Institute of Health overvejer effektiviteten af et opiod /Tramadol) til behandling af depression. The USA befinder sig stadig midt i en opoidkrise, og vor ‘overuddannede’ eksperter betragter opioider som en behandlingsmulighed? 

Tramadol: En ikke brugt mulighed for behandling af depression

Der er flere end 50 udtalelser der kan ses i biomedicinske og patentlitteratur som dokumenterer effektiviteten af tramadol som et antidepressivt middel hos dyr og mennesker.

Nuvel Tramadol befinder sig i den lavere ende af spektret for opioider. Teorien går altså ud på at det måske ikke er så afhængighedsskabende. .

Sammenligneligt svarer 100 mg Tramadol til 10 mg morfin. Forestillingen om, at det et svagere og mindre afhængighedsskabende opiod, er derfor misforstået..

Udsagn fra petienter er rosenrøde og positive. Lyder det bekendt? Husk denne opildnende reklame for oxycontin i 1998, hvor forbrugeren blev garanteret, “Vær ikke nervøs for at tage det de giver dig?”?

Som en person der har haft voldsomme smerter i sit liv ved sjældne lejligheder, hvor jeg måtte tage smertestillende midler - og hvor jeg dog havde brug for dem. Jeg fandt også ud af at de var fremragende til at peppe humøret. Hvem kunne vide det? Tilsyneladende ikke de ‘overuddannede’ eksperter. Hvilken overraskelse! 

Uheldigvis forhindrede min naturlige skepsis mig i at overforbruge opioider. Lige så snart smerten var væk, var min standard praksis at smide de tilbageværende smertepiller ud. Mit dårligere helbred gjorde mig nedtrykt, og det var jeg så, jeg smed lindrende medicin ud som jeg stod med i hånden. 

Hvor dum jeg dog var? Jeg var ikke 'overuddannet' nok. 

Nuvel så er der faktisk masser af beviser på, at Tramadol er et anti-depressivt middel... og det af alle steder fra ...Gaza.

Selv før de nuværende omstændigheder ser det ud til at det at leve i Gaza var deprimerende. Man behøver ikke give hverken Hamas eller Israels restriktioner skylden - ungdommen var, er uden beskæftigelse og nedtrykt.

Tramadol var redningen. For mange år siden - længe før den nuværende krig - rapporterede Al Jazeera om en 'afhængigheds' krise i Gaza. Her kunne man ikke indtage øl eller alkohol da Islam ikke giver lov til en ærligt skud whisky, derfor medicinerede gazaborgerne sig selv med Tramadol, lød historien..

Måske tog nyhedsrapporten fejl. Måske gik gazaborgerne blot modigt forrest i den psykiatriske forskning.

TRAMADOL...testet i Gaza.  Godkendt i Gaza.

Image via Pexels.

Måske når den kommende nødhjælpshavn til Gaza åbnes, kan Biden sikre at der sendes masser af det nu antidepressive middel, med et nyt navn, ind. Når man tager de nuværende ødelæggelser i betragtning vil gazaborgerne få brug for det mere end nogensinde. 

Jeg gentager - jeg er ikke en led slyngel. Der er tider da smertestillende midler er absolut nødvendige, og de kan redde liv, forhindre patienter der venter på et kirurgisk indgreb i at gå i smerterelateret chock. Men hold nu for Guds skyld op med at kalde opioater for antidrepressive midler - medmindre, naturligvis du er en ‘overuddannet’ ekspert der skriver til lægetidsskrifter. 

Nogle flere beviser kommer fra Egypten. der også har en Tramadol afhængighedskrise.

På en måde kan jeg ikke belaste egypterne for det. De var nedtrykte. Det kan Islam gøre ved dig. Med et Islam der ikke opfordrer til en lun toddy om aftenen - ja så vendte de sig mod Tramadol. Halal accepteret, godkendt af mullaherne. 

For lige at gøre det krystalklart. Jeg foreslår ikke at alkohol skal betegnes som antidepressivt middel. Den giver en behagelig tilstand - hvilket er derfor folk drikker det - men med måde og i moderat brug er det en del af Vestens kultur, og har tilmed det gode at det er ‘ærligt.’

Skriften forsikrer os om at Gud gav os “vin der glæder menneskets hjerte” (Salme 104:15), og selvom jeg læner mig mod Baptismens fortolkninger af Bibelen tror jeg at det er vin der var tanken ikke grape juice. ‘Ærligt’ benyttet og i mindre mængder kan vin være sundt. Men pointen her er at vi ikke ophøjer alkohol mere end rimeligt er, som videnskabelig medicin. 

Skulle lægelige eksperter omdøbe alkohol til et mildt antidepressivt middel, kunne det udskrives på recept som en lovlig behandling for vanskelige børn i forskolen. Lidt ligesom Ritalin. 

En lærer kunne sætte Lille Søren i kategorien ‘belastning’ og sende ham til skole psykiateren der ville diagnosticere ham som havende øjeblikkelig behov for psykiatrisk behandling. Søren ville derpå være tvunget til hver morgen at møde på rektors kontor for at få sit afmålte skud Jack Daniels, og indlede dagen med en holdningsændring, klar til at klare verden. 

Rigtig mange af efterkommerne af irere og skotter har gjort det i årtusinder - blot hviler deres definition på ikke lægelig brug på den gamle pålidelige A&P Blended Whiskey.  Men igen, så har vi fejlagtigt forhånet disse gæliske folk som simple. De var sådan set forud for deres tid med omkostningsbesparende strategier, og foretrak 'folkemidler' fremfor knalddyre mærkevarer. De ægte banebrydende var disse bondeknolde, der fandt lindring i basis mdiler, der havde  mærkelige professionelt lydende navns som MD 20/20.  MD lyder så vidunderligt terapeutisk, som en læge, men de nedtrykte hobos kaldte med stor begejstring deres medicin for Mad Dog.

Og her har vi problemet. Islam hader hunde, hvilket forhindrer egypterne at benytte en sådan vantro lindring. Derfor, hellere end Mad Dog, gik egypterne over til Tramadol. Ydermere er MD 20/20 fremstillet af Mogen David, som lyder mistænkeligt jødisk. Langt bedre at holde sig til Tramadol, et ikke-zionistisk, halalgodkende middel der meget snart får godkendelse som psykiatrisk middel. 

Husk blot på at Dr. Freud engang anbefalede kokain. Hvis han var i live i dag ville han nok også anbefale Tramadol!

Igen hvis du har udfordringer med smerter, er der intet galt med Tramadol. Det er ganske effektivt, og det fungerer. Brug det med omtanke, klogskab. Men kald det ikke antidepressivt. Og igen, og igen, kan jeg udmærket forstå, hvorfor nogle mennesker kunne have brug for psykiatrisk medicin, men opioider burde ikke være en del af det psykiatriske arsenal. 

Hold dig til Jack Daniels, hvis du skal. En god hivert er ærlig. Hvis du ønsker at spare penge, gå til Thunderbird, der er en amerikansk klassiker.

Nogle har gennemskuet dette idioti, især Evoke Wellness (citeret før), som konkluderede:

Kendsgerningen at Tramadol har et udbredt ry for at være mindre afhængighedsgørende er ganske enkelt ikke sandt. Det stimulerer hjernens opioid receptorer og kan virke på samme måde som heroin eller andre receptpligtige smertestillende midler der indeholder opiater.

Fremragende sagt.

I sidste ende skal enhver være sin egen læge. Stol ikke blindt på de ‘overuddannede’ eksperter.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/04/only_an_educated_expert_could_give_advice_this_bad.html

 

Rusland er ikke en aggressor, og Ukraine er ikke et offer

Alexander G. Markovsky

Det er udbredt accepteret at den ukrainske krise fremkom ved en militær konflikt den 24. februar 2022 med den russiske invasion af Ukraine. 

Modsat konventionel visdom blev frøene til fjendtlighederne sået ca. 30 år tidligere af præsident Clinton, og senere George W. Bush, der begge ganske hensynsløst skubbede på for udvidelse af NATO mod øst. 

I årenes løb advarede Gorbachev, Yeltsin, og Putin, gentagne gange om at Moskva ikke ville tolerere den fortsættende “Drang nach Osten” (“drive to the East”) af NATO, i særlig grad Ukraines medlemskab og den efterfølgende etablering af militærbaser langs Ruslands grænse.

Den 25. februar 2024 udgav The New York Times en artikel der bekræfter Moskvas frygt. Artiklen afslørede at US efterretningsvæsen ikke kun spillede en særdeles vigtig rolle i Ukraines besutning om krig men også etablerede og betalte for avancerede  Command-and-Control spioncentre længe før Ruslands invasion den 24. februar 

Avisen udstillede, hvordan CIA i det sidste årti havde opereret på tolv baser i Ukraine. Disse baser, der gjorde det muligt at opfange russisk militær kommunikation og overvåge spionsatellitter der benyttes til at affyre og styre droner og missiller til angreb på russisk jord. Med amerikanske biologiske våben faciliteter spredt over Ukraine er det forståeligt at Moskva opfattede dette som en tydelig trussel for Ruslands nationale sikkerhed.

Image: Vladimir Putin by AI.

Ville the United States acceptere tilstedeværelsen af russiske militærbaser ved sine grænser? Kendsgerningen er at man ikke accepterede det selvom det var ca. 2000 kilometer fra grænsen. I 1983 beordrede præsident Reagan invasionen af Grenada grundet bekymringer over konstruktionen af en lufthavn af cubanere der potentielt kunne benyttes af Sovjet styrker.

Det er af betydning at bemærke, at Putins sag var langt mere overbevisende end Reagans. Ikke som Ukraine delte Grenada grænse med the United States, og der var ingen russisk militær tilstedeværelse på Grenada, hvilket gjorde Reagans bekymringer yderst hypotetiske. Det er værd at bemærke at trods den tvivlsomme retfærdiggørelse for den amerikanske invasion, blev the United States ikke kaldt en agressor,og Reagan blev heller ikke omtalt som krigsforbryder. 

Faktisk forsøgte Putin at undgå den nuværende konflikt. Den 7. september 2023 som NATO Generalsekretær Jens Stoltenberg fortalte ved et møde i EU parlamentets komite:

Præsident Putin erklærede i efteråret 2021, og sendte faktisk en forhandlingsaftale som man ønskede NATO underskrev, med løfte om ikke mere udvidelse af NATO. Det var hvad han sendte til os. Og det var en forudsætning for ikke at invadere Ukraine. Naturligvis underskrev vi den ikke.

Ruslands geografiske sårbarhed har været en bekymring for de russiske ledere siden tiden med Peter den Store, Stoltenberg burde have været opmærksom på de russiske følelser, dersom han ønskede at undgå en konflikt. 

Stoltenberg kom ikke nærmere ind på, hvorfor han ikke accepterede forhandlingsaftalen, hvorfor man ikke indledte forhandlinger, eller hvorfor alle alternativer til en konflikt ikke var blevet udforsket. I sidste ende gjorde hans manglende villighed til at tale om tingene, at det ikke var muligt længere at komme til en diplomatisk forståelse..

Diplomati fik ikke en chance fordi NATO havde brug for at genskabe sit image og gøre sin fortsatte eksistens validt efter 30 år med fiasko. Stræben efter "nation-building" - erstatte autoritær stabilitet med demokratiet i lande der ikke passer til Bill of Rights - er heller ikke lykkedes. I stedet har det resulteret i tabet af millioner af liv og ødelæggelser i mange lande. 

Ydermere efter en katastrofal tilbagetrækning i 2021 fra Afghanistan har alliancen mistet den modstander der så længe var begrundelsen for formålet. Da en militær alliance ikke kan eksistere uden en rival, var NATOs behov for en troværdig fjende en livsnødvendighed. Ruslands indgriben i Ukraine kunne skabe den opfattelse og portrættere NATO som en uundværlig søjle i global sikkerhed, især hvis NATO fremstod sejrrig. 

Når dette er tilfældet manglede de europæiske ledere kapaciteten til at søge hævn, hver især efter århundreder med militære nederlag og ydmygelser ved Det Russiske Imperium. Efter imperiets fald, øjnedes en mulighed for gengældelse uden direkte militær konfrontation.  

Ydermere ville for præsident Biden, der var desperat efter flugten fra Afghanistan, en sejrrig konflikt være det ‘skønne’ øjeblik i hans præsidentskab. Oveni gjorde han aldrig det hemmeligt at han var opsat på et skifte i lederskabet i Moskva. 

Og så var der selvfølgelig Ukraine. Aldrig før i de internationale relationer var der en stat der handlede så stædigt mod sine nationale interesser. Landet satte sig selv i alvorlig fare da det gav meddelelse om sin intention om at slutte sig til NATO i 2004,og dermed krænke 1997 Venskabstraktaten mellem Ukraine og Den Russiske Føderation. Denne traktat omhandler specifikt ukrainsk neutralitet, og fastslår i sektion 6 side 148: 

Hver høj kontraherende part skal afholde sig fra at deltage i eller støtte enhver handling rettet mod den anden høj kontraherende part og skal ikke indgå traktater med tredjelande mod den anden part. Ingen af ​​parterne må tillade, at deres territorium bruges til skade for den anden parts sikkerhed.

Ukraine ledere fattede aldrig at Moskva så denne traktat som særdeles vigtig for Ruslands sikkerhed og ville ikke tillade at Ukraine krænkede aftalerne uden at blive straffet. Zelensky kunne have undgået krigen ved at frasige sig anmodningen om medlemskab af NATO og således redde landet fra ødelæggelse. Imidlertid var de korrupte ledere i Kiev drevet af finansiel og militær hjælp og søgte konflikt for personlig vinding. 

Sandhed i politik involverer forskellige synspunkter og analyser, der ofte er influeret af ens egen ideologiske baggrund. Imidlertid er det kendsgerningerne der gælder. 

De foreliggende kendsgerninger illustrerer en fælles overvældende interesse blandt NATO lederskabet, dets medlemsstater og Ukraine i anstiftelsen af invasionen, dog med varierende grunde, Rusland var den eneste der forsøgte at hindre konflikten. 

Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/russia_is_not_an_aggressor_and_ukraine_is_not_a_victim.html

 

Fortæl mig ikke hvad jeg skal gøre

Amerikanernes tryk over for små kontroltyranner

Bruce Thornton

The Wall Street Journal fortalte fornylig om en voksende bevægelse kaldet “Dontells.” Voksne, som progressive afviser som lidende af en af de der tvivlsomme mentale lidelser man sætter på børn, ODD: ODD: Oppositional Defiant Disorder, den irrationelle modstand mod myndighedsudøvelse. Vor ledende elite anvender denne neurose på børn over for voksne der går imod det herskende teknokratis “bløde” tyranni.

Frie mennesker har et medfødt instinkt for at være imod at blive dikteret af fjerne myndigheder der ikke selv står med ansvaret. Det er grunden til at regeringen lægger vægt på uklar videnskab og forskning for at tvinge mennesker til at acceptere, gennem frygt, sådanne indgreb i deres privatsfære og sociale liv. 

Indblandingen i det private liv og det civile samfund er blevet øget i løbet af de sidste 100 år, og kraftigt udvidet under Covid pandemien, der har givet stadig mere magt til et stadig større forbundsbureaukrati der på underfundig vis bortvisker vor autonomi for at skaffe sig stadig mere og mere magt.

 

Men dette ‘program’ for at begrænse vore friheder kræver at det amerikanske karaktertræk, der priser frihed, det at kunne klare sig selv og fastholden af de borgerlige rettigheder skal undermineres og erstattes med sløve, blødagtige og formbare undersåtter under beherskelse af den teknokratiske Leviathan.

“Klimaforandring” er selvfølgelig mere ‘ærligt end’ “menneskeskabt katastrofal klima opvarmning” den mest fremherskende og glubske af disse ‘kriser’ som vor forbundsgodgørere og kontrollanter og deres kammesjukker benytter for at kontrollere vore liv gennem elendig videnskab og frygtscenarier.

Det røde advarselslys som disse “grønne” politikker, og den selvmorderiske krig mod fossile energikilder, er udtryk for er en trussel mod vor økonomi og hele  tilværelse, for her følger en kendsgerning: Selv om enhver politik gennemtrumfet ved Paris Klima Aftalen blev indført globalt i morgen, så ville vi stadig ikke sænke temperaturen nok til at afværge den forudsagte apokalypse. 

Alligevel er ingen krise, ægte eller indbildt, for tvivlsom eller for lille for appetitten hos nogle af regeringens kontorer. Cirka samtidig, som the Journal’s klumme, fik vi et eksempel på denne krise og dynamikken i reguleringstendensen. The Federal Consumer Product Safety Commission har foreslået et forbud mod gasovne, baseret på tvivlsom “forskning” der forbinder disse ovne til astma i barndommen, ildebrande, indendørs forurening og naturligvis global opvarmning. New York, der sammen med Californien konkurrerer om titlen som havende den mest skrupskøre offentlige politik, ønsker at forbyde alle enheder der benytter gas, herunder de som bruges til opvarmning.

Men denne gang har the CPSC’s overdrevne indsats fremprovokeret modstand fra naturgasbranchen og borgere med sund fornuft i behold. The American Gas Association har udstillet den tvivlsomme “forskning” benyttet til at skræmme folk til at gå ind for denne håbløse politik. For eksempel, påstanden om at gasovne har en større risiko for at være årsag til ildebrande - afvises. Ifølge the National Fire Protection Agency, er raten for ildebrande med følgeskader i private hjem 4,8 gange højere per million husstande med elektriske apparater til opvarmning end i husstande der benytter gasapparatur.” 

Hvis du er bekymret over menneskeskabt global opvarmning og skifter til elektriske muligheder, ja det hjælper heller ikke til at reducere emissionerne, da det meste af strømforbruget kommer ved benyttelse af fossile energikilder. Og hvordan skal du lave mad når elektricitetsforsyningen svigter når alle disse nye elbiler skal oplades?

Om astma fortalte the Wall Sreet Journal, “International forskning af astma og allergier i barndommen fandt ‘ingen bevis på en forbindelse mellem brugen af gas som middel til madlavning og heller ikke astmasymptomer eller astmadiagnose’.” Denne seneste ikke begrundede barnepigestats indblanding i vore liv og gerninger minder the Journal os også om, er blot det sædvanlige fra CPSC, “der har en lang forhistorie om at gå direkte efter produkter, såsom vinduespersienner, IKEA kommoder, og Peloton trædemøller, på grund af fejl begået af kunden, brugeren.”

Det er således, som Tocqueville forudså, den lurende tyran manøvrerer for “at holde (folket) i evig barndom,” og gøre Leviathan “den eneste agent og dommer over deres lykke” og således lede folket bort fra opfattelsen af at kunne klare sig selv. 

Indtil nu har denne modstand fungeret. Alexander Hoehn-Saric, Chairman of the CPSC afviste kritikken som en overreaktion mod “forskning” og forsikrede os skatteydere, “Jeg forsøger ikke at forbyde gasovne og the CPSC har ingen planer om at gøre det.” Det er bureaukratisk sprogbrug for “Ikke endnu.” 

Ligesom med rust, så sover vore regulativbosser aldrig, og de er altid klar til at trænge ind i forhold vedrørende individers gerninger, i suveræne staters bestemmelser, i professioner og virksomheder. Der er netop udklækkket to yderligere reguleringsplaner. 

The Federal Trade Commission oversvømmer nationen med forbud om non-compete agreements, (inden for aftaleretten en konkurrenceklausul, en restriktiv aftale eller en aftale om ikke at konkurrere, en klausul, hvorefter den ene part accepterer ikke at indgå i eller starte et lignende erhverv eller handle i konkurrence mod en anden part.) der i øjeblikket reguleres af enkeltstaten. “Hvis det gennemføres” rapporterer, the Wall Street Journal “ville det ulovliggøre 30 millioner aftaler og forebyggende love i så at sige alle former. Det ville også ifølge FTCs egen opgørelse, reducere investeringer af kapital, optræning af medarbejdere og muligvis vækst i antal jobs samtidig med det ville øge lønforskelle.”

  

Endnu et foreslået regulativ er ved at blive kørt i stilling til anvendelse i lægeprofessionen. Uden tvivl inspireret af den hævdede misbrug af stoffer til behandling af Covid. Denne nye regel er en ‘giftpille’ smuglet ind i den nylige 1,7 billion dollars lov gældende alle. Denne forandring vil inddæmme lægernes frihed til at udskrive stoffer til ikke receptbrug, der udgør 20% af anbefalede midler. Ifølge the Journal, “Truer denne uberettigede indblanding i læge/patient forholdet med at underminere lægelig innovation og patientbehandling,” samtidig med det begrænser indførelsen, opdagelsen af nye behandlingsmetoder, terapier.” Viagra, for eksempel blev oprindeligt produceret som et middel mod forhøjet blodtryk og angina, og nu anbefalet ved erektionsproblemer næsten to millioner gange om året. 

Sådanne uophørlige regulerende forslag hjælper med til at forklare, hvorfor vi har over 220 bind med forbundsregulativer. 

Disse indblandinger i vore liv, der kommer i en endeløs række, forsøger at skræmme og tvinge borgerne til at overdrage mere og mere af deres selvstændighed, så tvivl om at man kan stole på sig selv, og deres personlige handlemåde. For at styrke tyranniet ved disse indgreb gives det et lægeligt navn “Oppositional Defiant Disorder,” for at marginalisere, om ikke direkte dæmonisere vore foretrukne goder og dyder ved den amerikanske karakter;bevarelse af den personlige frihed, og selvbestemmelse, mistillid til selverklærede moralbelærere og oprør mod de små tyranner der mener de er bedre i stand til at skalte og valte med alle andre. Du ved de aggressive progressive og snobbede Eurokrater, som begge er antiamerikanske i hadet til traditionelle amerikanske karaktertræk.

Vor “bløde despoter” er klar over at deres ambition om at centralisere magt og udvide den er på bekostning af borgernes frihed hvilket har en stor modstand i den amerikanske nationalkarakter. Fra vor Colonial begyndelse har det været åbenbart. Det dukker op i hver side af historien og litteraturen og også i lav- og højkulturen. En hel genre af populærlitteratur og film, Westerns, har hyldet (eller dæmoniseret) dette billede af den amerikanske karakter. 

Faktisk er antiamerikanismen i bund og grund et angreb mod den definerende amerikanske karakter. Så tidligt som det 19. århundrede har James Cesar dokumenteret, at europæiske elitære og andre der opfatter sig som eliten har set ned på amerikanerne for at hylde den personlige frihed, velstand eller klasse - selve de grundlæggende ideer i vor Constitutional republik. 

Tidligt det 19. århundrede kaldte den tyske digter Heinrich Heine for eksempel the U.S “frihedens svinesti beboet af vildsvin der lever i lighed,” og et “gigantisk frihedsfængsel” hvor “det mest omfattende tyranni hersker, som masserne udøver med rå autoritet.” 

Andre dimensioner af den amerikanske karakter, som f.eks. arbejdsmoral og ambitionen om at klare sig selv, eller fortræffeligheden i industriproduktionen og teknologien bliver også angrebet, og er stadig målet for gryntende elitær kritik.

Friedrich Nietzsche anklagede Amerika for at reducere livet til materialisme, dominans og stræben efter velstand: “Den åndeløse hastighed hvormed (Amerikanerne) arbejder ....er allerede ved at inficere det gamle Europa, og spreder sin åndelige tomhed på kontinentet.” Senere satte Martin Heidegger (tidligere nazist) denne etiket på Amerika som “stedet for en katastrofe,” den “moderne tids monster.”

Vi kan med lethed i disse anklager høre klicheerne fra vor egen progressive elite der regelmæssigt udtaler sig om almindelige amerikanere der nægter at underkaste sig den teknokratiske arrogance hos “ledelseseliten” - og den “bitre klyngen sig til våben og religion,” denne “klynge foragtelige” og “de stinkende Wal-Mart handlende,” der så ivrigt blev Donald Trump tåber. De er uden sjæl, selviske, grådige pengegriske og intolerante lavpandede filistre og som sådan ikke værdige til selvstyre, eller ukrænkelige rettigheder som the First and Second Amendments, naturlige rettigheder som den progressive Charles Beard i 1912 forkastede som “overflødige og uforsvarlige.” 

Således er det at svække Constitutional struktur med begrænset regering, føderalisme og ukrænkelige rettigheder nødvendigt for de som ønsker den politiske magt til en teknokratisk elite. Den amerikanske karakter og individualisme, patriotisme og stolen på sig selv skal således transformeres og borgerne gøres til objekter, fra voksne til børn der har brug for vogtere ved regeringen for at leve deres liv. Og den afhængighed kaldte .A. Hayek “vejen til trældom.”

Heldigvis er der nok af den amerikanske karakter, som vor Constitution har skabt, grundlag for til at give os kræfter til at kæmpe imod. De buldrende  katastrofale, politiserede Covid afbødningspolitikker har givet udbredt modstand hos “Dontells” der forkaster de selverklærede “eksperter” og nævenyttige “Kloge-Åger.” 

Og måske kan en guvernør som Floridas Ron Desantis, der er blevet kendt over hele nationen for sn ihærdige modstand mod “woke” elitens greb om magten, skabe en politisk bevægelse for at genskabe de amerikanske traditioner med selvstyre ved frie borgere. 

I mellemtiden har vi brug for at stå op imod regulativregimet der angriber vor økonomi og vor autonomi. Kort sagt, flere og flere af os skal råbe op. “Fortæl os ikke hvad vi skal gøre!”

https://www.frontpagemag.com/dont-tell-me-what-to-do/