søndag den 30. november 2008

Pædofili i spillefilm!

Normaliseringen af sex med børn og Towelhead




Hollywood's seneste kraftanstrengelse for at portrættere pædofile sympatisk.


John Nolte

I 1999 ved Academy Awards modtog Elia Kazan, den berømte instruktør til On the Waterfront, A Streetcar Named Desire, Øst for Paradis, og mange andre klassikere en hæders Oscar for sin livslange indsats. Da den 90 årige gik på scenen nægtede en tredjedel af Hollywoods venstreorienterede at rejse sig og applaudere, og nægtede at 'tilgive' Kazan hans 40 år gamle "synd," der bestod i at han havde angivet nogle navne under sortliste æraen.

Men blot tre år senere blev der ikke fremført nogen som helst protest da Oscar prisen for bedste instruktør gik til Roman Polanski, en mand der i 1977 blev dømt skyldig i at bedøve med stoffer og derpå have samleje med en 13 årig pige. Selvfølgelig var Polanski ikke tilstede for at modtage sin Oscar. Han er stadig i landflygtighed for at undgå lovens straf.

Er det blot endnu et eksempel på Hollywood's liberale holdninger? Uheldigvis, desværre, er det meget mere dybereliggende end som så. Der er en ny borgerrettigheds tendens i Hollywood: Retten til at have sex med dine børn. Og nu på fredag, med Towelhead, giver Hollywood med premieren deres næsten teatralske skub til at normalisere den værste form for seksuel afvigelse.

Under 'spørgsmål og svar', efter en snigpremiere på Towelhead, sagde manuskriptforfatter/instruktør Alan Ball (Six Feet Under) om voldtægt af børn, "Samfundet vil have os til at tro at det er en handling der er ødelæggende, det tror jeg ikke på." Hvorfor en sådan udtalelse fremsættes er vigtig og kan udledes af hans film, historien om en 13 årig arabisk pige Jasira (Summer Bishil), der bliver voldtaget af hendes nabo som er reserve i hæren (Aaron Echart), forulempet af moderens kæreste og seksuelt manipuleret af Thomas /Eugene Bradley), en klassekammerat. Når det hele er overstået er ikke blot Jasiras sjæleliv intakt, men hun lider ikke af nogen form for følelsesmæssige eller psykologiske skader overhovedet. Faktisk for at citere Ball, "har erfaringen gjort hende stærkere." Filmen slutter i en triumferende note om at den 13 årige er blevet seksuelt erfaren af misbruget og er klar til at indlede et forhold til den førnævnte Thomas.

Towelhead er den nyeste i det årelange korstog som Hollywood er i gang med for at fremstille børnemishandlere sympatiskt og at mishandlingerne blot er endnu et skridt i udviklingen af normale, sunde unges seksualitet. Hvilket altså vil sige, at børnemisbrugere ikke blot skal fremstilles som entydige, overskægsvridende afvigere.

I såvel Stanley Kubrick's 1962 udgave og Adrian Lyne's på samme niveau fine 1997 udgave af Lolita er Hubert Humbert en pæderast opslugt af begær for den 14 årige datter af sin udlejer, som han senere gifter sig med, for dog blot at være lidt nærmere på den unge pige. Efter konen dør begiver han sig ud på en køretur og har en seksuel affære med sin nye steddatter. Humbert er ikke kun et monster. Til tider er han endog ynkelig og man har ondt af ham. Men uundgåeligt kan man betragte, hvordan hele begivenheden afklæder ham al værdighed indtil den nedbryder og ødelægger ham så følelsesmæssigt, at han er i stand til at slå ihjel. Den unge Lolita klarer sig ikke meget bedre. Hun gifter sig med den første mand der frier til hende og ender gravid og nedbrudt på en beskidt landejendom før hun fylder 18. Se også denne artikel på Synopsis.

I 1998 skrev og instruerede Todd Solondz indie filmen Happiness, et indgående eftertænksomt billede på den seksuelle dysfunktion i en sammenbragt familie. Som et centrum er Dylan Baker's uforglemmelige spil som Bill Maplewood, en fader i forstæderne, ægtemand og børnevoldtægtsmand. Da han hører at sønnens klassekammerat er alene hjemme nogle dage, og skønt han kæmper desperat imod sine tendenser, voldtager Maplewood dog alligevel drengen. Efterfølgende bliver sagen afsløret for såvel familien som nærsamfundet.

På samme måde i filmen fra 2004 "Der Untergang" afklædes Adolph Hitler uden formildelse af omfanget og uhyrligheden af hans forbrydelser, Solondz og Baker præsenterer deres børnevoldtægtsmand som et tredimensionelt væsen uden at bede os om at have ondt af ham. Indrømmet såvel Downfall som Happiness opdelte deres publikum i to poler med disse portrætter, men jeg vil hævde at jo mere realistisk uhyret fremstilles, des mere afskyvækkende er opførslen.

Der er imidlertid intet der er værd at forsvare i stømmen af de seneste film, der ikke nærmer sig afklædningen af disse uhyrer det mindste.

I 2001, gik indie branchen løs med NC-17 L.I.E., en Oliver Twistagtigt syn på en problemfyldt overklasseteenagedreng der finder en mentor i den lokale børnemisbruger (Brian Cox). L.I.E. modtog både begejstrede anmeldelser og vandt adskillige priser. Selvom det vil være uærligt at mig at sige, at den ikke var godt lavet, så er det også historien om et forhold mellem en 15 årig dreng og en 50 årig pæderast - et forhold gennemsyret af seksuelle spændinger og endegyldigt skildret som værende sundt.

Med The Woodsmand fra 2004, bevægede denne syge genre sig tættere på mainstream. Kevin Bacon spiller en børnemisbruger der vedkender sig sin last og er dømt for den og fremstilles som det sympatiske offer for politibetjente og deres lømmelagtige medarbejdere der krænker hans "borgerrettigheder." Det samme år fremstillede ingen ringere end Nicole Kidman i Birth en enke der er overbevist om, at hendes afdøde ægtemand er reinkarneret i skikkelse af en ti-årig dreng. Deres nøgenscene sammen i et badekar var en særlig afskyvækkende måde at overgå de 90 minutters optræden i seksuelle spændinger og længselsfulde blikke mellem en kvinde i midten af 30'erne ... og en 10-årig knægt.

I 2006 gik Hollywood i gang med endnu to film med stjerneskuespillerinder i rollerne. I Kate Winslet's Little Children, er Jack Earle Haley den sympatiske misbruger netop løsladt fra fængsel og offer for forstadshykleriet, fordomme og forulempelser. Cate Blanchett gik endnu videre med Notes On A Scandal. Hun spiller en gift lærerinde involveret i en lummer seksuel affære med en 15 årig elev. Hendes karakter præsenteres som både fortaler for og som offer for Judi Dench's "skæbnessvangre tiltrækning." Værre endnu, sexscenerne mellem den 37 årige Blanchett og den 16 årige skuespiller der spiller hendes elev er erotisk udfordrende, simuleret, men meget tydelige. På intet tidspunkt standser filmen for at undersøge den psykologiske skade denne form for forhold har på drengen.

Den venstreorienterede intolerance i Hollywood mod rygning (altså den del der er lovlig), enhver og alt der er borgerligt/konservativt og George W. Bush er gennemført og alligevel formår de altid at fremstille nuancerne hos samfundets uhyrer - den sympatiske side hos terrorister og børnemisbrugere.

Men der er noget endnu mere ondskabsfuldt end blot hykleri igang. Det er et forsøg på at normalisere, undskylde og fremme den mest afskyvækkende og onde for form seksuel afvigelse.

pajamasmedia.com/blog/towelhead-and-the-normalization-of-sex-with-children/

Måske vil denne artikel også interessere. Bøsser pædofili og Obama!

John Nolte is a screenwriter and director living in Los Angeles. He blogs at Dirty Harry's Place

lørdag den 29. november 2008

At takke pænt nej!

Jesse Helms og jeg

Burt Prelutsky

Skønt jeg meget beklager at jeg aldrig fik chancen for at mødes med Jesse Helms, da havde vi dog, det man ville kalde en overfladisk kontakt. Den første fandt sted for næsten 20 år siden mens jeg aftjente det andet af mine to perioder i Manuskripsforfatternes Råd her i Amerika.

Fordi Rådet havde autoritet til at uddele enhver sum mindre end 5000$ uden, at det skulle til afstemning hos medlemmerne, optrådte der konstant grupper og enkeltindivider til vores møder og ønskede 4999$. Ofte ønskede de hjælp til at dække deres sagsomkostninger i sager der drejede sig om censur, og fordi censur altid er en varm kartoffel hos skribenter, og fordi de fleste medlemmer af Rådet var venstreorienterede, med en lille overvægt exkommunister, så kan man nok regne ud at vi sædvanlig vis hostede op med mønterne. Venstreorienterede er trods alt virkelige ødelande når det drejer sig om andre folks penge.Ved denne særlige lejlighed var det Robert Mapplethorpe's sagførere der stod med hatten i hånden. Mapplethorpe, hvis du skulle have glemt ham, var pornograf - ups, jeg mener fotograf - hvis arbejde hovedsageligt bestod af fotos forfra af helt nøgne homoseksuelle mænd og drenge og piger i deres tidlige pubertet. Han havde også begejstret de kraftesløse snobber ved at tage et selvportræt, hvor han lod en tyrepisk stikke ud af sin røv.

Nå, tilbage til sagen. Jesse Helms havde benyttet hr. Mapplethorpe's arbejder som en grund til at skære ned i regeringens tilskud til National Endowment of the Arts. Lige så meget som jeg var enig i senatorens ringe mening om NEA, således har jeg altid været modstander af at skattepenge skal gå til støtte af kunst, således stemte jeg imod at forære ærlige penge for at hjælpe i Mapplethorpe's kamp mod den anklage om obskønitet der var rejst mod ham. 

For at overbevise en venstreorienteret om, at noget er kunst, da blev jeg klar over, at du blot skal sætte en ramme rundt om det. Ved mere end en lejlighed er dette "noget" ikke nødvedigvis noget illustrativt, men kan bogstaveligt talt være menneskelort.

Jeg er ikke sikker på hvad senator Helms sagde da han førte kampagne mod NEA, men mon ikke det er nok at sige, at han blev hudflettet af New York Times og hele den øvrige venstreorienterede presse. For mit vedkommende var jeg imod NEA af to hovedårsager. 1. I et land af vor størrelse og velstand da har enhver kunstner der ikke kan forsørge sig selv behov for erhvervsvejledning, og ikke en håndsrækning fra regeringen. 2. Enhver talentløs krukke, der henvendte sig til NEA og ikke fik støtte, kunne man regne med vil erklære sig politisk martyr der var under censur af Big Brother, og som uundgåeligt ville dukke op til vore bestyrelsesmøder og kræve 4999$ af medlemmernes penge.

Jeg var ikke særligt overrasket da jeg blev nedstemt 18-1 den aften. For pokker, senator Helms lykkedes det ikke at få NEA nedlagt og han havde en hel del mere indflydelse end jeg. Selv før afstemningen var resultatet givet på forhånd. Det var nemlig nok, at Jesse Helms var på den anden side. Således stillede mine kolleger i Rådet sig på samme side som denne 'overskrifts-fikserede' artiste, men de fik også lejlighed til at stikke næsen i sky mod denne Sydens konservative. De fik en masse omtale og respekt for deres 4999$.

Jeg fik derimod en masse hånlige blikke af mine kolleger. Det var som om jeg havde afsløret mig som en de de der podede mennesker fra "Invasion of the Body Snatchers." Det var belejligvis også ligesom min anden periode skulle til at slutte.

Den anden gang senatorens og min vej krydsedes var da jeg forsøgte at få medvirkende til min interview bog, "The Secret of Their Success." Skønt jeg lejlighedsvis var i stand til at interviewe typer som Gerald Ford, Billy Wilder, Henry Mancini, Gene Kelly, Steve Allen, Ginger Rogers, Art Linkletter, Michael Medved, Dinah Shore, Dennis Prager, Bernard Goldberg, Pat Sajak, George Carlin og Ward Connelly var det dog aldrig nemt at få dem til at medvirke.

Det mest overraskende er, hvor ofte man ganske enkelt ignorede mine forespørgelsesbreve. Dette var mennesker, der havde kadre af sekretærer og masser af personlige assistenter til at behandle sager som mine.

Min egen holdning var, at ingen skyldte mig en time eller to, men da jeg jo ikke bad om at kunne låne penge følte jeg dog jeg fortjente den høflighed et svar er, selvom det kun er et "Takker, men beklager." I det mindste så kunne jeg jo fjerne deres navn fra min liste.

Du vil helt sikker blive overrasket over de hundreder af mennesker, mænd som kvinder, unge som gamle, venstreorienterede som borgerlige, der aldrig nedlod sig til at svare.

Kendsgerningen er, at Jesse Helms ikke indvilligede i et interview. Han skrev imidlertid et brev til mig, hvor han takkede for min interesse, men sagde, at han hans stramme og travle tidsskema forhindrede ham at at tage imod min venlige invitation til det fine selskab, og at han ønskede mig alt godt med bogen. Som om det ikke var nok lod han sin sekretær fra Washington ringe mig op, et par dage senere, og takkede mig endnu engang for min interesse, samtidig med at han overbragte mig Senator Helm's hilsener.

Så vidt jeg er orienteret var han ikke alene en fremragende senator, han var tilmed en meget rar og venlig mand. Et ægte menneske, som man siger. Jeg er oprigtigt ked af at jeg aldrig fik lejlighed til mødes med ham og fortælle ham det ansigt til ansigt.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080811PrelutskyHelms.html

torsdag den 27. november 2008

Helten fra Trafalgar

Helten fra Trafalgar 250 år efter


Daniel Mandel

For næsten tre år siden blev 200 året for slaget ved Trafalgar markeret forskellige steder på jorden og idag fejres 250 års fødselsdagen for en søhelt der besluttede sig og gennemførte sin beslutning - Horatio Nelson.

Kampen udkæmpet mellem Royal Navy's 27 skibe under kommando af Nelson og den kombinerede Fransk-Spanske Flåde bestående af 33 skibe under kommando af Admiral Pierre Villeneuve, førte til, at 17 af Villeneuve's skibe blev kapret og nr. 18 sprængt i luften, uden at et eneste britisk skib gik tabt. Det var den hidtil største sejr i et søslag og blev efterfølgende omtalt med stor lidenskab -- Nelson blev dødeligt såret af en fransk snigskytte midt under slaget. Men hvorfor er et søslag udkæmpet af europæere for to hundrede år siden af særlig interesse i dag?

Først og fremmest er det en historisk begivenhed med eftervirkninger. Slaget ved Trafalgar indtraf som afslutningen på en toårig invasionstrussel mod England under forberedelse af Napoleons Frankrig, der havde travlt med at underlægge sig det europæiske fastland. Den britiske premierminister William Pitt, ligesom Winston Churchill 135 år senere, udførte et Herkulesarbejde med at sikre Storbritannien og arbejdede påpasseligt med at åbne nye fronter mod diktatoren på Kontinentet alt imens de allierede blev underlagt hans styre. En omtrent lignende, men på samme måde skræmmende udfordring, i en verden der er i højere grad i fare på grund af den moderne teknologi, vil snart gå i arv til den næste valgte præsident i Det Hvide Hus. Ligesom Pitt og Churchill vil den næste præsident også blive tvunget til at gøre sin tropper kampklare rundt omkring i verden for at stå op imod den transnationalistiske Islamiske udfordring, og også her uden at have gavn af stabile og pålidelige allierede.


For det andet, en fremragende uortodoks taktik: På Nelsons tid var flådetaktikken at klumpe skibene sammen i parallelle rækker og derpå udveksle bredsider, men her var der mulighed for en mere risikofyldt, men dog langt mere afgørende taktik. Nelson beordrede sin flåde opdelt i to rækker og til at gennemføre et frontalangreb for at gennembryde den fransk/spanske kamplinje. Målet var at at overmande Villeneuve's centrum og bagflanke før hans fortrop kunne vende og komme til undsætning. Det var et klassisk eksempel på at benytte knappe ressourcer i et koncentreret angrebspunkt, hvor de ville være ødelæggende effektive. I dag hvor store slag er undtagelsen snarere en reglen i krigsførsel da har antallet af tropper stadig betydning (f.eks. ved den øgede indsats i Irak), men vigtigst af alt er dristige ukonventionelle stategier (General Petraeus' innovative brug af mod-oprørsdoktrinen f.eks.) for at splitte, desorientere og slå modstanderne.

For det tredje, den karismatiske kommandør der hverken er en diktator eller handler på vegne af en: Mod, pligtopfyldenhed og vedholdenhed. Nelson passede ikke ind i den traditionelle støbeform. Han overvandt aldrig søsygen og var næsten kvindagtig i sine følelser, men hans taktiske geni blev sammenkædet med hans officerers og mandskabs uforbeholdne troskab, der på denne måde gengældte hans ekceptionelle kærlighed. En person som Nelson optræder kun een gang i løbet af flere århundreder og det er ingen nedvurdering af vore dages dristige officerer at vi må sige at vi må klare os uden en person som Nelson.

For det fjerde, den langt vigtigste faktor - værdinormer: Storbritanniens sejr ved Trafalgar er selve indbegrebet af et motiv der giver genlyd i dag - at formå at få styrker til at stå op imod indeslutningen og besejringen af trusler fra flere sider. En gang var det Royal Navy's opgave at holde søhandelsvejene frie, bekæmpe pirateri på verdenshavene, gøre en afslutning på havets slavehandel og isolere diktatorer. I dag er opgaven med at bevare freden og eliminere de globale trusler i det store og hele lagt på US. styrker. Det skal, imidlertid, også i stigende grad være baseret på et netværk af ligesindede allierede.

I en politisk centraliseret verden, med øgede bureaukratiske tendenser, med et stærk suverænt frihandelsmarked, består den demokratiske alliance hovedsageligt af lande med britiske normer og traditioner - døbt "anglosfæren" af James C. Bennett . Hverken økonomisk, etnisk eller geografisk forbundet kan en sådan alliance levere et forenet svar på den pinlige mangelfuldhed hos internationale institutioner som FN, der er forpligtet af politik med den laveste fællesnævner, og som består af regeringer (de fleste af dem undertrykkende og ikke repræsentative), ikke af befolkningerne.

Denne alliances vigtighed skal findes, ikke kun på land, men i stigende grad til havs. Flådestyrker i samarbejde med luftstyrker, ballistiske missiler og atomvåben vedbliver at være vigtigere end nogensinde. Hangarskibe kan sættes ind over hele kloden og en hurtig indsats af kampstyrker med opbakning fra flådestyrker og luftstyrker kan udjævne den risikofyldte tilstedeværelse i konfliktområder, hvor landene er ustabile og politisk Byzantinske.

Af disse grunde vil hangarskibe vise sig at være mere vigtige end førhen i de kommende år. Dog er US Navy på samme tid overinvolveret i forpligtelser, og det i vidstrakte områder: De 15 hangarskibe fra 1970 og 1980'erne er blevet formindsket til blot 11 i aktiv tjeneste og på følgende steder, måske reduceres de til 9 i 2012.

Det er en grund til, at i fraværet af en Nelson og den afgørende triumf ved Trafalgar - at flådestyrker fra andre demokratier (Storbritannien, Indien, Australien for blot at nævne tre) vil få stadig stigende vigtighed. Lad os håbe på, at Amerikas allierede vil være sig deres ansvar voksen.


http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=D80B6D49-D66C-4633-B11F-006339839B16

tirsdag den 25. november 2008

Bigami for de rige!

En sejr for rige Iranske bigamister

Den store 'kærlighed' i Teheran --- med tilladelse af præsident Ahmadinejad.

Der er en voksende følelse af vrede blandt iranske kvinder. I næste uge (medio aug.) har et antal menneskerettigheds kvindegrupper aftalt at mødes foran Majlis (Parlamentet) for at demonstre mod en ny lov, der hvis den vedtages ville tillade at iranske mænd kan tage en hustru nummer to uden at den første hustru giver sin tilladelse.

Indtil nu har denne tilladelse af den første hustru været et lovkrav. Hvis den nye lov godkendes er det slut med den praksis. Alt manden skal gøre er at bevise, at han kan sørge finansielt for hustru nummer to og derpå kan han så lovligt gifte sig med hende uanset, hvor ihærdigt hans første hustru protesterer. Da iransk lov giver ret til at have fire hustruer vil det, når denne lov engang vedtages, kun være et spørgsmål om penge for enhver der ønsker at være bigamist.

Sammenlignet med visse Mellemøstlige lande, herunder USA's allierede Saudiarabien, har iranske kvinder flere rettigheder. Iran har kvindelige medlemmer af parlamentet. Iranske kvinder udøver sport, går på univeristeterne i rekord stort antal (højere end mændene), og deltager i kunst og underholdningsverdenen, for blot at nævne nogel få.

I Saudiarabien må kvinder ikke køre bil, (artikel her på synopsis) undtagen under særlige omstændigheder. Har du nogensinde hørt om Zohreh Vatankhah? Hun er Irans kvindelige rallymesterkører, YOUTUBE VIDEO

Det er dog tydligt, at hvis man sammneligner med Vestlige lande da har kvindernes rettigheder meget tilbage at ønske. For eksempel er en kvindes vidneforklaring i en retssag kun af den halve værdi som en mands, og det er officielt anerkendt. Der er endog tilfælde, hvor kvinder er blevet stenet for utroskab. Hvis en kvinde forlader sin mand da mister hun med stor sandsynlighed også sine børn.

Denne nye lov, selv om den ikke vedtages, viser at kvinders rettigheder under præsident Ahmadinejad (der nægter at give hånd til en kvinde) er ved at være i tilbagegang. Dette er en modsætning til dengang Ayatollah Khatami var præsident, hvor der var en kvindelig vicepræsident.

Den nye lov giver også problemer for de dårligere stillede iranske mænd, fra fattigere kår, der øsnker at gifte sig (for første gang). De vil finde det langt vanskeligere at finde en hustru fra deres egen økonomiske klasse, fordi kvinder, der ønsker at slippe væk fra fattigdommen nu vil kunne finde en lettere udvej, ved at blive hustru nummer to til en rig mand. Så i stedet for at hjælpe den fattige, som han hele tiden siger han har til hensigt, overdrager Ahmadinejad og hans regering mere magt til de rige.

Samtidig med at de iranske kvinder vil demonstrere forsøger de at finde andre udveje for at fastholde deres rettigheder. For eksempel er en af deres bekymringer, at under en skilsmisse vil en ægtemand kunne overbevise retten om, at hun ikke skal have noget hustrubidrag. For at løse det problem forhøjer mange kvinder den kompensation de ville kunne få fra manden i skilsmissesager. Niveauet opgøres i antal af guldmønter der aftales som medgift til en brud i et aftalt ægteskab. Indtil for fem år siden var mellem 100-200 guldmønter taksten for piger fra middelklassefamilier. Nu for tiden er der beretninger fra Iran om, især Teheran, at taksten er forhøjet til 600 guldmønter. Endog 1000 er blevet nævnt.

Ifølge en artikel på BBC på persisk har dette medført at alarmklokkerne ringer i den iranske regering og det af forskellige grunde. Den ene er at regeringen kan se, at ægteskabet, der har været en hellig iransk tradition, nu er "ved at blive et økonomisk projekt," som Ahmadinejad's vicepræsident Gholam Hossein Elham udtrykker det. Det har også gjort livet meget vanskeligt for nogle iranske mænd. I visse tilfælde, efter han er blevet gift, vil manden måske indse, at han og hustru simpelthen ikke kan sammen. Men han er ikke i stand til at skille sig fra hende da han ikke har råd til at tilbagebetale medgiften. Og det er noget man bare ikke kan undgå. I marts måned i år blev en mand i en skilsmissesag beordret til at købe 124000 roser til sin hustru iflg. ægteskabsaftalen. Det er selvfølgelig ikke alle der har råd til det. Så spørgsmålet er om man så ikke blot bliver i det ulykkelige ægteskab, eller vælger at komme i fængsel.

Det betyder også at ugifte mænd, der hører om sådanne beretninger, beslutter at forblive single eller udskyde ægteskab i så lang tid som muligt, indtil de har råd. Men det er selvfølgelig ikke alle der vil være single indtil de bliver ældre. Så for at løse problemet med deres romantiske længsler vælger flere unge fyre midlertidige ægteskaber, der kaldes sighe på farsi som en behagelig midlertidig løsning indtil de har råd til at gifte sig rigitigt. Sådanne ægteskaber der kan vare fra to timer til 99 år skal helliggøres af en Shiitisk gejstlig for at være anerkendt. Antallet af piger der vil indgå i sådanne ægteskaber er meget lav. Man kan endog benytte internettet for at finde en sighe.

For at løse det faldende tal at mennesker fra de fattige klasser der ønsker at blive gift har regeringen planer om en ny maximum skatte-fri grænse for de arrangerede ægteskaber. Hvis prisen er højere end lovens vil den være belagt med skat. På denne måde er det målet at forhindre par i at aftale mere end det man anser som ekstraordinært stort medgift. Ved således også at nedsætte den finansielle byrde håber Ahmadinejads regering at de iranske mænd vil være mindre bange for at blive gift. Om det vil lykkes er en helt anden sag.

Så mens verden raser mod Irans atomprogram finder de øvre klasser i Iran nye måder at blive bigamister på for at øge antallet af kvindeligt selskab hos sig. Og ligesom atomprogrammet ser det ud til at myndigheder udenfor Iran intet kan gøre for at stoppe dette. Imidlertid er alt håb ikke ude.

Der er nemlig en stor forskel her. Oppositionen i form af Irans kvinder har højst sandsynlig fået endnu mere energi til at indføre "konsekvente" og "modsvarende" sanktioner og ulig FN er de langt mere opsat på at udføre dem.

http://pajamasmedia.com/blog/a-victory-for-rich-iranian-bigamists/

mandag den 24. november 2008

Flere falske alarmer og ..Gore...

Flere falske alarmer og frygtbilleder fra Gore

Marc Sheppard


En gåde? Er der nogen der kan gætte, hvor Al Gore kastede skylden for oversvømmelserne der plagede Iowa i juni måned hen? Jeps!

Som rapporteret af Des Moines Register, da fortalte den mest berømte "Lille Kylling, Himmelen Falder Ned" i verden, tilhørerne ved en pengeindsamling for demokraterne lørdag aften i samme by, (Des Moines) at de ødelæggende oversvømmelser skyldtes "de menneskeskabte CO2udledninger der giver større fordampning fra havene og forøger fugtigheden over hele kloden." Han forsatte med at sige at:

"I 66 af 99 counties (distrikter) var oversvømmelsen historisk. Ingen har nogen sinde set en oversvømmelse som denne."

Forkert.

Så trak han en af sine favorit løgne op af hatten -- den med, at den globale opvarmning forårsager flere og kraftigere tornadoer, "herunder den der lagde det meste af Parkerburg i ruiner tidligere i år," og tilføjede:

"Jo, vi har altid haft tornadoer i Iowa og Tennessee. Men nu kommer de i langt mere regelmæssigt og de er kraftigere."

Forkert igen.


Næste dag dissekrede meteorologen og klima-alarm afmontør i særklasse Anthony Watts den videnskabelige utilstrækkelighed hos vor favorit drivhusklovns lunefulde forbindelser og slog fast at Gore demonstrerer at han ikke forstår meteorologiens grundprincipper, for ikke at tale om klimaets.(Watt's blog) Mens mange klimatologer har afsløret denne ekstreme 'Bøh'vejr/mands menneskeskabte opvarmningsteori da burde de, der er interesserede i reel videnskab fremfor Gore's humbug klikke over på Watt's side og selv finde ud af hans meget let forståelige tekniske analyser.
I mellemtiden vil vi her sætte fokus på de Gore'ske rædselsgerninger.

Endnu engang har mestercharlatanen afsløret sig selv som en fuldstændig skamløs opportunist, der vil udnytte menneskelige lidelser til det yderste, hvis det er nødvendigt for at fremme hans 'globale opvarmnings' fis i en hornlygte. Du husker måske at i maj måned var vi efter Gore da han kastede skylden for de 150000 dødsfald (tallet usikkert) og ødelæggelsen for over 10 milliarder dollars, på menneskehedens grådighed, der er skyld i CO2 udledningen og som førte til Cyklonen Nargis. (Se Gore's Myanmar udtalelse her som er både upassende og frastødende.)

Nuvel, groft at overdrive såvel klimaforandrings effekter (stigende vandstand i havene, dyrearter der forsvinder osv.) og den menneskeskabte drivhusgasudledning som hovedårsagen er i sig selv forkasteligt. Men denne perverse tendens med at udnytte de døde og ødelæggelserne - især med kendgerninger der er meteorologisk tilfældige - forekommer at være en kontra-mission hos denne selvudnævnte 'frelser' af Planeten Ikke desto mindre, med tanke på den påviste globale afkøling og en økonomisk krise der må afvise opvarmningsalarmerne, er Gore og hans kompagnoner stadig desperate efter at være 'betydningsfulde' og derved også opnå de gode gager der følger med deres foredragsrækker, de videnskabelige tilskud, CO2 skemaerne og alt det andet bytte der normalt hældes ud over ridderne i de grønne rustninger.

Gore forklarede, hvordan dette kan opnås, på fornemmeste vis i et interview i maj 2006 med Grist. Da han blev spurgt om folk burde være motiverede til at igangsætte tiltag mod den globale opvarmning med hjælp af skræmmetaktikker eller ved hjælp af håb, svarede han:

"Ingen er interesseret i løsningerne, hvis de ikke tror der er et problem. Fra det udgangspunkt så tror jeg, at det er passende at være i besiddelse af en overrepræsentation af faktuelle formodninger om, hvor farlig situationen er, som et incitament til at få tilhørerne til at lytte til, hvad løsningerne er, og hvor optimistisk det er, at vi vil løse denne krise."

Og denne bedrager fik Nobel Fredsprisen. Hvor sygt er det ikke!

fredag den 21. november 2008

Fatwa mod terrorisme ? Hvordan det?

Fatwa mod terror: Har den nogen indflydelse?

Walid Phares

Mange i Vesten og andre steder i verden var imponeret over udstedelsen af en fatwa, der fordømte terrorisme (Islamisk teologisk løfte), fra et af de førende religøse centre i den muslimske verden, Darool-Uloom Deobandi i Indien. Et islamisk præsteuddannelsessted der siges at have 'inspireret' Taliban, har ifølge det omtalte dokument forkastet "terrorisme" som værende imod Islam og benævner det som en "utilgivelig synd."

I håbet om en forandring i ideologien har de internationale anti-terror myndigheder og politiske leder spurgt eksperter for at få afgjort om Deobandi erklæringen vil hjælpe med til at neddæmpe tilskyndelserne til voldelig jihad hos al Queda og deres forbundsfæller rundt om på kloden. I denne krig om ideoliog hos jihadisterne har mange af Vestens strategiske kommunikationseksperter holdt øje med, om hjerterne og sindene og sympatierne er ved at ændre retning i denne problematik. Fra Washington DC til Bruxelles og videre, er der bureaukrater der beskæftiger sig med den muslimske verden og holder øje med nye tendenser, såsom det de kalder, "beretninger om modtræk mod ekstremisme."
Deobandi Skolen, en klassisk del af Salafi Islamismen (sammen med Wahabismen og Det Muslimske Broderskab) har især betydning i det sydlige Asien. Dets lære er baseret på en streng fortolkning af den islamiske lov og har tråde til mange lande, herunder Afghanistan og Storbritannien, hvor de siges at have været med til at indoktrinere Taliban.

"Hvis de skifter kurs da er al Queda og Taliban færdige," har jeg hørt sige i Europa og USA. Så spørgsmålet nu er; har de virkelig forandret deres doktrin og er denne fatwa en vidnesbyrd om det? Jeg må med beklagelse konkludere, at det ikke er tilfældet endnu.

I begyndelsen lovede det rigtig godt

Titusinder af gejstlige og deres elever fra hele Indien mødtes ved det 150 år gamle Deobandi nord for Delhi, og erklærede at de stod samlet "mod terrorhandlinger."

"Der er ikke rum til terrorisme i Islam," sagde Maulana Marghoobur Rahman, en ældre rektor ved Deobandi til Reuters. "Terrorisme, drab på uskyldige er imod Islam. Det er en kærlighedens og fredens religion ikke voldens." Rahman sagde, at det var uretfærdigt at sætte Islam lig med terrorisme, at betragte enhver muslim som en mistænkt eller for regeringer at benytte dette til at genere uskyldige muslimer.

"Der er så mange eksempler på mennesker fra andre samfund, der er blevet taget til fange med bomber og våben, hvorfor bliver de aldrig dømt?" sagde Qazi Mohammed Usman, en af lederne ved Deobandi. Mødet definerede terrorisme som enhver handling rettet mod uskyldige mennesker, såvel muslimer som ikke-muslimer, uanset om terroren udføres af et enkelt individ, en organisation eller en regering.

Disse udtalelser forekommer imponerende når nyhedsbureauerme skynder sig at sende dem ud i jagten, også på gode nyheder, men for den erfarne analytiker af Salafismen da blev de grundlæggende rødder til jihadisme ikke berørt. Her følger hvorfor.

Fatwa'ens mål

Udfra selve fatwaen og følgeudtalelserne, som de er blevet refereret, er det højst sandsynligt at følgende politiske mål har afstedkommet mødet og fatwaen.

Skab en opdeling i offentlighedens øjne mellem Islam (som en religion) og terrorisme som en ulovlig voldshandling.

Et sådant skridt er lovligt og skal opmuntres da det formindsker spændingerne mellem muslimske og ikke-muslimske nationer, særligt i Vesten, da nogle hævder at Islam teologisk er forbundet med jihadisternes handlinger og udtalelser. Logikken af "vi er muslimer og vi er imod terrorisme," hjælper på en effektiv måde til at sætte skel mellem samfundet og voldshandlingerne. Imidlertid kritiserer fatwaen ikke voldens rødder, men fremsætter en ønskesituation ikke en foranstaltning til at forhindre volden. En mere åbenhjertig fatwa burde have været helt klar og meget tydeligt sagt: "vi forkaster jihad forpligtelsen til vold, uanset motiverne." For jihadismens tro følgesvende betragter ikke deres jihad som "terrorisme." Deres replik har altid været - når sådanne fatwas fremsættes - "men vi udfører ikke terrorisme, vi udfører Jihad." På dette afgørende punkt ville Deobandi fatwaen ikke tage stilling til selve problemets kerne.

Nægt regeringerne deres mulighed for at undertrykke muslimer ved at de anklager Islam for at tilskynde til terror.

Fatwaen drejer sig mere om geopolitik, end det er en teologisk reform. At være bekymret for sine religonsfæller er selvfølgeligt helt i orden og lovligt og burde fremmes. Men Jihadismen, den politiske volds lovbefæstede rod, kan der ikke ses bort fra i, hvilket som helst forsøg på at beskytte muslimske liv.

Der er ikke noget bevis på, at nutidens moderne regeringer har udtrykt, at religion og terrorisme hører sammen, tværtimod det modsatte. Næsten alle internationale ledere der har haft kontakt med jihad-kæmpere siden11.09. har meget tydeligt adskilt religion og terrorisme.

Nogle er endda gået så vidt at de har benægtet, hvilken som helst forbindelse mellem de teologiske tekster og Jihadismen, hvilket selvfølgeligt ikke er sandt. For i teksterne er der passager som terroristerne benytter i deres indoktrinering. Derfor burde Deobandi fatwaen i stedet have bedt jihadistene om helt entydigt ikke at benytte disse citater for ellers ville de blive betragtet som syndere. Men i stedet for at benytte deres religøse indflydelse, ved at fjerne det teologiske våben fra jihadisternes argumentation, har de gejstlige fra Deobandi forsøgt at beskytte jihadisterne mod regeringstiltag ved at benægte, at disse ekstremister virkleig benytter - og misbruger - religionen.

Nogle kan måske sige, at fatwaens hovedformål er at forsvare muslimer mod uretfærdigt at blive et mål for ikke-muslimske regeringer, (ganske sympatisk), men en gennemgribende analyse af teksten afslører, at hovedintentionen med denne erklæring er, at forsvare islamisterne mod at blive forbudt af såvel muslimske som ikke-muslimske regeringer rundt omkring på jorden. Med andre ord ved at benægte at jihadismen er selve årsagen til terror i Europa og i USA, og i Afrika, i store dele af Mellemøsten og i Asien, da beskytter Deobandi fatwaen faktisk jihadisterne mod at blive anklaget for terrorisme, og således vil de kunne opnå beskyttelse.

Hvem er "uskyldig"?

Fatwaen definerer terrrorisme som vold "rettet mod uskyldige mennesker" En sådan definition er ikke ny og klarlægger ikke grænserne helt tydeligt. For spørgsmålet nu og her er, hvad menes der med ordet "uskyldig"? På adskillige websider og i mange shows på al Jazeera TV benytter jihad apologeter ofte det arabiske udtryk
"bare'e" for "uskyldig" og forsikrer tilhørerne at Jihad ikke kan rettes mod de sidstnævnte.

Men Osama bin Laden og Ayman Zawahiri, og i nogen grad Hassan Nasrallah, hævder samstemmende at 'uskyldig' kan opfattes relativt. Al Queda har helt åbenbart uskyldige civile som deres mål og har givet tilsagn om en massakre på 4 millioner amerikanske borgere, ligesom i 2001. Bin Laden forklarer at civile der stemmer og betaler skat til den vantro fjende ikke er "uskyldig."

Hezb'allah retter også deres vold mod uskyldige civile ikke kun i Israel, men også i Libanon og i udlandet (såsom Argentina). Opfattelsen af "uskyldig" er, ikke så uskyldig for jihadismen. For de militære ideologier kan fastsætte individuelle eller samlede grupper som "bare'e' eller ikke "bare'e'" efter deres eget valg.

Den førende islamiske lærde Sheik Yusuf al Qaradawi udvider med fuldt overlæg forståelsen af begrebet uskyldige civile ved i detaljer at vise, hvordan befolkningerne er en del at krigsbestræbelserne for fjender af Kalifatet. Kort sagt, de "uskyldiges" stilling overlapper ikke og kan ikke være det sammen som "civile." Det er en del af fortolkningen i Jihadi krigsførelse. Derfor at hævde, at terrorisme er at ramme uskyldige mennesker er at hævde at ikke alle civile er uskyldige, og det er ikke alene et brud på international lov , men giver jihadvolden troværdighed.
Hvem er "terrorist"?

Yderligere så peger fatwaen ikke på al Queda eller nogen anden lignende gruppe, herunder Taliban, som værende terrororganisationer. Og det ved vi nu, at ingen yderligere fatwas baseret på denne Deobandi fatwa vil gøre. Derfor når det drejer sig om at sætte navne på terrorens venner har ediktet ikke formået at afsløre dens tilhængere - de som udfører den.

Denne fatwa bringer simpelthen ikke noget nyt ind i debatten og den jihadbaserede terrorisme. I flere år, særligt siden 2001, har islamiske ideologer og militante grupperinger undladt at sætte, i det mindste, navn på sådanne terrorgrupper. Talsmænd har hele tiden gentaget, at de dog fordømmer terrorisme, og at det må være nok.

Hvis de muslimske lærde fulgte denne logik i besættelsesspørgsmåler, da burde hverken Irak eller Palæstina nævnes særskilt. Men det sker ikke.

Det lovlige grundlag

Deobandi fatwaen forklarede ikke, hvad deres lovgrundlag for ediktet er. Er det noget normbrydende? Hvilke tidligere regler er blevet ændret vedrørende terrorisme? Er fatwaen kun en påmindelse om et princip eller et nyt pricip der nu skal indføres? Er afvisning af terrorismen en pligt (wajib) og hvad går den ud på, hvad følger med?

Alle disse spørgsmål er væsentlige så en mere retfærdig og korrekt bedømmelse af udtalelsen kan fastslåes. Uheldigvis er lovgrundlaget ikke specifikt nok til at læserne - og eventuelle tilhængere - kan forstå den absolutte stillingtagen til afvisning af terrorismem.

Fatwa rådene

Historisk har der været lignende udtalelser og fatwas fremsat i andre området i Mellemøsten som dog ikke har haft en afgørende indflydelse på virkeligheden. Og gennem undersøgelse af årsagen til disse deklarationers ineffektivitet kan man se, at fatwa rådene ikke er interesseret i en reform, en tydelig afvisning af doktrinen (aqidah) bag Jihadismen.

Deobandi fatwaen fortæller - ligesom sine forgængere - at princippet bag Jihad krige (og bestræbelserne) er helt i orden, og at uskyldighedsniveauet hos de der angribes er et fortolksningspsørgsmål, men dog, at voldshandlingen skal være disciplineret og ikke udført i kaos. Kort sagt, giv ikke de vantro et alibi til at sætte spørgsmål ved kampen mod det endelige mål ved at gennemføre uansvarlige voldshandlinger. Ganske enkelt: Vi behøver ikke benævne Jihadismen som terrorisme.

På grund af dens uklare udmeldinger vil der være plads til mere præcise fatwas der vil kunne opfordre til vold mod en eller flere målgrupper, og til at de at kunne få støtte fra indoktrinerede dele af samfundet. Disse fremtidige fatwas kunne annullere Deobandi fatwaen.

Så, hvordan skal vi klare dette og fremtidige edikter? Først skal vi dog byde velkommen enhver udtalelse, der ulovliggør al Queda's forskruede Jihadisme, selv om fatwaen ikke overskrider doktrinen bag. Ethvert forsøg på at standse terrorisme er positivt og der skal bygges videre på den.

Man kan i princippet betragte Deobandi fatwaen som et skridt fremad, et skridt der dog kræver flere skridt i retning af en reform af doktrinen bag. I det mindste burde disse fatwas sætte navn på al Queda og lignende grupperinger som terrorister. Men for at betragte fatwaen som en helt afgørende nyhed da skal jihad-vold gøres ulovlig og terrorisme mod ikke-kæmpende ulovligt, uanset de teologiske, ideologiske eller politiske mål.

http://www.americanthinker.com/2008/07/the_deobandi_fatwa_against_ter.html

torsdag den 20. november 2008

De Gaulle's Frankrig

De Gaulle's FrankrigAmerikanerne elsker at hade Frankrig. Mark Twain den store amerikanske forfatter beskrev menneskeheden som værende noget mellem engle og franskmænd. Jonah Goldberg fra vor tid kaldte franskmændene "de ostegnaskende stikken halen mellem benene aber." Disse snurrige amerikanske kommentatorer opsummerer fint følelserne hos amerikanere om franskmænd.

Foragten er gensidig. Den er forbundet med den store historiske rivalisering mellem den engelsk talende verden og så den fransktalende. Den er også forbundet med den kendsgerning, at Frankrig engang dominerede Europa og besatte store dele af jorden, mens Frankrig i dag stort set kun er Frankrig. Bismarck sagde engang at den vigtigste politiske faktor i det 19. århundrede var, at Amerika og Storbritannien talte samme sprog. Stadig sandt, og mere er kommet til: Australien, det meste af Canada, og statsadministrationen i Indien er baseret på engelsk. Canadierne kan fortælle om, hvor meget Canadiens er imod det.

Alt dette kan somme tider forekomme at som småproblemer for os. Men Frankrig er virkelig en stor nation. Den kulturelle og intellektuelle arv er uadskilleligt forbundet med den Vestlige Civilisation. Ydermere blev såvel Frankrig som Amerika født gennem revolutioner, der havde udganspunkt i kærlighed til frihed. Amerika og Frankrig har begge indbygget frihedsbegrebet som et væsentligt princip for regeringsformen (skønt begge lande har fjernet sig for langt væk fra disse rødder, og den gudløse Franske Revolution indholdt i sig selv spiren til sin egen ødelæggelse.)

Dog, uanset om vi kan lide det eller ej da har Frankrig stor indflydelse i verden. Sådan har det været længe, og det vil fortsætte således. Vi bør ønske for Frankrig at det må tilstræbe at være den bedste nation som muligt. Engang havde udtrykket "Fransk Regering" en dobbeltbetydning. I 1939, men den næstbedste hær i verden, gjorde en lammet fransk regering intet da Polen blev angrebet, og da det selv blev angrebet af Nazi-Tyskland, formåede den ikke at handle så den kunne redde sig. Den Tredje Republik i Frankrig afgik ved døden ydmyget og lod gennem afstemning det halve af Frankrig blive en vaslastat ledet fra Vichy af Petain og hans kumpaner. Dette var virkelig virkelig Frankrigs absolutte nulpunkt. Efter befrielsen så det ud som om at Frankrig intet havde lært af alt dette.

Den Fjerde Republik, den tilfældige afløser af den Tredje Republik, havde parlamentariske regeringer der havde 21 premiermistre i sin 11 årige eksistens. For 50 år siden, den 28. september 1958 tog befolkningen i Frankrig et afgørende skridt hen mod at blive en stabil nation. Den Fjerde Republik ophørte med at eksistere. I stedet for, med et overvældende stemmetal for, på 75% vedtog det franske folk den Femte Republiks forfatning.


Europa forsøgte stadig at rejse sig igen i efterdønningerne ad menneskehedens værste selvskabte katastrofe. De menneskelige lidelser og antallet af døde, den fysiske ødelæggelse, tabet af troen på omtrent alt -- alt dette plagede Europa. Det Onde Imperium havde besat næsten halvdelen af Europa og Den Røde Hær, der ville efterkomme enhver ordre fra Kreml var i stand til at løbe det meste af det tilbageværende frie Europa over ende på nogle få dage.

Tyskland engang den naturlige forsvarsmur mod de russiske ambitioner var delt og blev delt igen. Østpreussun, Pommern, Schlesien og andre østelig dele af Tsykland blev annekteret af Polen og Rusland. Resten af Tyskland - hvad vi i dag kalder "Stortyskland" -- blev delt i en vestlig og en østlig del. Selvfølgelig betragtede det Tyskland, der engang havde sluttet sig til Hitler, sig selv som en parianation.

Italien var meget fattigt. Italienerne var meget tæt på at vælge kommunismen på demokratisk vis (selv i 1970'erne blev de italienske kommunister respekteret og blev styrket selvom kommunistpartierne over hele resten af Europa mistede deres greb.) Storbritannien der havde udkæmpet en Verdenskrig der tærede på dem i over 6 lange år var i færd med at miste imperiet og skulle finde deres noget mindre rolle på verdens scene.

I dette Europa havde Frankrig en særlig rolle. Landet forsøgte at lede Europa, men fordi den franske regering var en vittighed kunne den knap lede selve Frankrig. Selvom vi amerikanere sjældent kan se den gavnlige effekt af noget fransk, da var en stabil fransk regering yderst vigtigt for vore interesser. Gallisk stolthed, en hovedpine for os, men en ednu større for Moskva - forskellen var nemlig, at vi ikke forsøgte at erobre Europa, mens Sovjet søgte det totalitære overherredømme.


For 50 år siden tog de Gaulle, en mand der fremkaldte voldsomme følelser, kommandoen over Frankrig. Churchill klagede over at han måtte bære Lorraines Kors. Næsten enhver allieret leder og general syntes han var vanskelig at samarbejde med. Men de Gaulle alene førte De Franske Styrker i kampen mod nazisterne da ingen andre ville. I efterkrigstidens Frankrig, der hele tiden havde påmindelser om den franske overgivelse var de Gaulle den eneste person som franskmændene kunne samles om og være stolte over. Endnu før Churchill blev premierminister førte de Gaulle styrkerne heroisk i kampen mod nazisterne -- og han holdt ikke op med at kæmpe uanset, hvor håbløst chancerne forekom at være eller hvor alene han var om det.


Kort sagt, han var frygtløs og havde 'gåpåmod.' Ligesom så mange store amerikanske militære ledere -- Patton, MacArthur og Sherman for blot at nævne nogle få -- da kunne de Gaulle være meget vanskelig, undertiden fjern og alt for stolt, men de Gaulle havde mange gode kvaliteter. Det kan måske overraske mange amerikanske konservative at vide, at de Gaulle selv hørte til på den franske højrefløj.


I et meget verdsligt Frankrig tog han sin katolske tro meget alvorligt - hans fader var lærer på en jesuiterskole. De Gaulle og Yvonne var trofaste overfor hinanden i deres ægteskab livet igennem. Da deres datter, Anne, blev født med Downs Syndrom i 1928 elskede den dybt religiøse de Gaulle hende helhjertet i hendes korte tyveårige liv. De Gaulle kaldete Anne "Min fryd" og sagde om hende "Hun hjalp mig med at overkomme alle menneskers fejl og at se videre frem." Madame de Gaulle sagde om deres Anne i dagene i kaoset da Frankrig faldt: "Vi skulle altid tage os af Anne og aldrig overlade hende til sig selv. Gud gav os hende. Vi beholder hende."


De Gaulle var et fremragende modtræk til den Darwinistiske tankegang der på det tidspunkt rev og flåede i Tysklands og Ruslands sjæl. Måske tror vi, det er en biting i vores nemme verden i dag, men de Gaulle, den eneste general der ville bekæmpe tyskerne, forsøgte også at redde den familie han elskede, herunder hans højt elskede og handicappede datter, ud af den triumferende nazismes kaotiske Helvede. Det var dengang da nemme fraser som 'socialkonservativ' løb hovedkulds ind i de heftige storme der knuser svage sjæle.

Det er derfor ingen overraskelse, at i Den Fjerde Republiks tidligste år, hvor de Gaulle betragtede det parlamentariske systems kaos og rod, at han da foreslog, når krigen var slut, en regering med en stærk præsident. Hvem var imod ham? Hvem bekæmpede ham? De franske venstrefløjspartier der også ville have kastet Anne i en brønd.

De Gaulle var næsten 70 år da det franske folk endelig gav ham det præsidentskab og den regeringsform han ønskede. 3 måneder senere valgte det franske folk de Gaulle som præsident under hans nye system. Hvordan kan benyttede magten er kontroversielt. Han støttede at Quebec ville rive sig løs (fra Canada) han ville afslutte den Indokinesiske krig som Frankrig havde udkæmpet før Amerika, han trak noget af sin støtte til Israel tilbage da OPEC begyndte at spille med musklerne, han anerkendte det kommunistiske Kina.

Men samtidig styrkede han det franske militær. Han ville sikre sig, at Sovjetunionen, som han drillede og kørte om hjørner med, skulle vide at den mand som bekæmpede Hitler også ville bekæmpe dem uden nåde. Han stod op imod folkedrabet i den Nigerianske borgerkrig, som kun få verdensledere gjorde. Han grundlagde Den Femte Republik som har været det mest stabile regeringssystem som Frankrig har haft siden Bourbon monarkiet.


Konservative går ind for stabilitet, især når den stabilitet indeholder et velfungerende demokrati og en omhyggelig påpasselighed overfor menneskets frihed. Jo, Frankrig og det meste af Europa er noget rod idag. Jo, den vestlige civilisation og den jødisk-kristne moralske tradition bliver forkastet af europæerne og er under angreb af militante muslimer. Kan Frankrig overleve som Frankrig? Svært at sige! Det er en kampzone i dag. Hvis landet overlever, vil det være som styrket, fordi for 50 år siden besluttede det franske folk at skabe en regering der ville holde. Det er et gyldent jubilæum af fejre.



Bruce Walker is the author of Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and the recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

tirsdag den 18. november 2008

Lolita og barndommens seksualisering!

Lolita og barndommens seksualisering

Mediernes hensynsløse alfonseri med unge piger er noget der giver kassen - og er ødelæggende!




Hun er alt for velkendt i dagens medielandskab: Ungmøen med baby-ansigt med de overnaturlige yppige kurver, let påklædt vrider kroppen sig i musikvideoerne, poserer erfarent på teenage magasinernes forsider, og optræder i film ogpå tv skærme over hele jorden.

Hun er blevet fast inventar i Vestens popkultur: Vi kender alle hendes forskellige forklædninger, fra Gidget til Miley Cyrus, fra Brooke Shield's barneprostituerede i Pretty Baby til Jon Ben'et Ramsey. Hun bliver lidenskabeligt fejret og skingert censureret, og hun er genstand for en rasende debat om køn, seksualitet, definiton på barndom og kriterierne for, hvad der er normen for det acceptable.

Måske en af grundende for vor fascination af hendes forførende dobbeltrolle i vort samfund i dag er at - hun på samme tid er et symbol på kvindelig magt og legemliggørelsen af en perverteret mandschauvinist. Hun fremkalder pædofilispøgelset, mens hun får den kvindelige seksualitets styrke til at blusse op. Hun plager vor forestillingsevne og fantasi og vi kender hende allerbedst ved øgenavnet, der genkalder betydninger langt fra det oprindelige litterære forlæg: Hun er Lolita.

Udtrykket er blevet dagligdags kendt, en symbolsk kulturel henvisning til en tidlig moden, og upassende, seksuel lille pige - det vil sige, en pige der i lovens betydning endnu ikke er voksen og derfor ikke, i kulturel henseende, må indlede tilladt seksuel aktivitet. På grund af dette lovlmæssige og kulturelle forbud, er hun forkert på den - tilmed ond - fordi hun med vilje frembringer fantasier om en sådan aktivitet. "Lolitaerne" i vor tid kan defineres som nogle der med vilje er seksuelle provokatører, der prøver at vende voksnes tanker mod sex, og derved forleder dem til ondskab, hensynsløst forandrer vor grundmoralnormer og vor opfattelse af lov og ret. Alt ved denne Lolita er uacceptabelt og herved understreges hendes tiltrækning og hendes skændsel.

Den 'oprindelige' Lolita - den 12 år gamle Dolores Haze, hovedpersonen i Vladimir Nabokov's roman fra 9155 - var en noget anderledes pige. Det fremgår af bogen at hun var et viljeløst offer for hendes begærlige stedfar, Humbert Humbert. Nabokov's Lolita har en sindrig karakter, hvis seksualitet er kompleks: Ligesom mange piger i puberteten er hun nysgerrig med det seksuelle - men hun har ingen kontrol over hendes forhold til Humbert, der er grov og manipulerende. Alligevel er den omhu, hvormed Nabokov skildrer hende, og understregningen af Humberts forbryderiske væsen, blevet overset i årene der er gået siden romanen blev udgivet. Det er som om, at den kendsgerning at Lolita's seksualitet - den almindelige anerkendelse af, at en pige i puberteten kan have seksuelle følelser, den direkte fokus på en incestuøs forbindelse mellem den voksne mand og den lille pige - har gjort hende til en fantasifigur, en efterligning af Humbert's besættelse, snarere end den seksuelt krænkede og tragiske person i romanen.

Scene fra filmen Lolita, 1962, med den fantastiske James Mason
Det er denne fantastiske Lolita der er trådt ind i vor kultur som en omsiggribende metafor. Hun bliver promoveret med iver i medierne som et tegn på den vellystighed, der synes at karakterisere nutidens unge piger. "Lad os få skoleuniformerne tilbage til de små Lolita'er!" kræver London's Daily Telegraph i en artikel der fordømmer nutidens sexfikserede skolepige mode.
Bart maveskind og barnligt tøj som f.eks. babydoll kjoler og Mary Jane højhælede sko bæres af piger for "at fremkalde Lolita fantasierne," ifølge en artikel her fornylig i New York Times. Tokyo's Daily Yomiuri henviser til "Lolita-udseende sex appealen" hos attråværdige, endnu ikke i teenagealderen, japanske tegneseriefigurer. Selv i et essay vedrørende en katedral i Barcelona skriver kritikeren Will Self, "La Sagrada Familia besejrer mig med dens liderlighed som bygning - det er den hellige arkitekturs Lolita."

Det er helt tydeligt ud af disse og mange andre lignende eksempler, at Lolita i moderne sprogbrug er en metafor for en barnehunræv, en erfaren kokette med en libido der ikke er kontrol over, en slags babynymfoman.

På trods af de temmelig klare forskelle mellem Lolita fra romanen og den Lolita der benyttes som nutidens metafor, er det den sidstnævnte der gennemtrænger den nuværende offentlige debat. Ordet "Lolita" bruges ikke som et billede på et barn der er blevet krænket eller som incestoffer; Lolita, i nutidens sprogbrug er aldrig det modvillige offer for en planlagt og begærlig voksen, som Nabokov's Lolita var. Nej - vor Lolita er en djævelsk, fremmelig lille forfører med en god forståelse af konsekvenserne for hendes koketteri. Og ufravigeligt er nutidens Lolita metafor en afskyvækkende person. Den seksuelt bevidste provokerende pige har forandret vore moralnormer og har tilegnet sig en ekspertviden på områder der ikke burde være hendes.   

På samme tid er der en udbredt anerkendelse at, at hun er blevet formet til denne opførsel af en større magtfaktor - medierne, populærkulturen, og reklamebranche. "Reklamer, teenagefilm og musikvideoer udspyer en spærreild af uundgåelige seksuelt provokerende billeder af teenage piger," observerer historikeren Rachel Devlin. "I vor gennem kommercialiserede forbrugersamfund, er der simpelthen ingen mulighed for at undgå den hensynsløse seksualisering af de unge og af børn," skriver Rosa Brooks i en meningstilkendegivelse i Los Angeles Times. "Seksualiseringen af barndommen er en rigtig god forretning - mainstream megakorporationer såsom Disney tjener milliarder ved at markedsføre produkter med seksuelle undertoner til børn, der er for unge til at forstå deres betydning."

En Boston Globe nyheds historie erklærer, "Bombarderet at seksualiserede kulturelle mekanismer bliver pigerne voksne hurtigere end nogensinde." Artiklen beskriver, hvordan 13 årige er klædt ud som prostituerede ved Halloween, de bærer "fiskenetstrømper, halter tops (bindes i nakken), mini skørter og højhælede sko," og det medfører forøget seksuel aktivitet blandt skolebørn. Den beskriver disse tendenser som "en tidevandsbølge af (formidlet) seksuelle budskaber målrettet mod stadig yngre piger" fremkaldt ved reklamer, musik i fjernsynet og ved Internettet.

Så denne Lolita metafor er en af kapitalismens frembringelser, et genfærd fremmanet af kulturindustrien for at gøre forældrene bekymrede, for at korrumpere små piger og opmuntre pædofile. Hun fremstår med sin egen garderobe - lingeri, stiletter, fishnetstrømper og korte frakker - og hun bør afvises af alle eftertænksomme, moralske og ansvarlige mennesker. Hun er, for at sige det det direkte, en strå'mand.'

Denne Lolita er faktisk det modsatte af en pige med seksuel tiltrækning. Sex er naturligt, normalt, og (når det er bedst) et vidunderligt aspekt af den menneskelige erfaring. Det bør ikke være et tabu eller en skændsel, men samtidig må pigerne lære at forstå at de må lade deres kroppe udvikle sig på en naturlig, passende sund måde, der tillader dem at modnes til at blive seksuelt kompetente og helstøbte voksne. Den version af seksualitet som markedsføres så massivt og som drejer sig om at udnytte pigekroppene med det formål at tjene penge er ikke den version af seksualitet som tjener pigerne bedst. I USA er der masser af beviser på, at vi ikke tilbyder pigerne en forståelse af sex der vil kunne hjælpe dem til at kunne vurdere risici og ansvarlighed.

Med high-school pigerne i Massachutess der blev gravide en masse, til de en ud af fire teenagepiger med STD's (seksuelt overførte sygdomme)  som Center for Disease Control beskrev tidligere i år er det helt tydeligt, at vi har behov for at udvikle mere progressive hjælpsomme tiltag når det drejer sig om piger og sex i det 21. århundrede.

http://pajamasmedia.com/blog/lolita-and-the-sexualization-of-childhood/

søndag den 16. november 2008

Pressen afslører ubevidst racisme?

Pressen afslører 'ubevidst' racisme'

James Lewis


Associated Press har opdaget og afsløret racisme, og det er hos dig ---- ja, netop, dig, der måske har dine tvivl om Obama.

Hvordan kunne AP dog 'læse' din grimme racistiske tankegang? Jo, ved at se på det som kaldes associationsord, en metode der blev indført for hundrede år siden af psykologen Carl Jung. Det viser sig at næsten halvdelen af vælgerne er sorte associeret med ord som "voldelig" og "dovne." AP har i samarbejde med psykologer ved Stanford Univeristetet fundet frem til at "40% af alle hvide amerikanere har et delvist negativt syn på sorte, og det inkluderer mange Demokrater og uafhængige."

Det kunne jeg såmænd godt have fortalt dem. Hvor mange begiver sig til et overvejende sort beboerområde om natten, uden at være bange? Herunder også de sorte selv?

Lad os formode at AP's undersøgelsresultater er rigtige nok, blot for at komme videre i argumentationen. Da burde det næste spørgsmål være: Afspejler de negative holdninger overfor sorte virkeligheden eller fordomme? Som Alan Keys så ofte siger, er det blot en velovervejet afgørelse at være kritisk overfor mange sorte, (især de som blindt følger Al Sharpton og Jeremiah Wright) eller er det ren og skær ufornuftigt racehad?

Kan du komme i tanke om en eneste grund til at ordet "sort" måske kunne associeres med "vold" i Amerika? Det kan P Diddy i det mindste. Han blev fornylig citeret for at sige om Sarah Palin:

"Alaska, Mother Fucker?...Der er jo ingen crackbrugere i Alaska. Der er jo ingen sorte i Alaske. Der er jo ikke engang kriminalitet."

Nu er hr. P Diddy jo en såkaldt gangster rapper. Vold her og der og allevegne? Gangsta rap er bandernes musik, der er blevet populært og fejret af de hvide og sorte medier, og det uanset, hvor mange sorte og hvide der er ofre i processen.

Selv Louis Farrakhan stiller sig kritisk til de sortes kriminalitet og sociale patologi. De eneste sorte ledere der ikke er kritisk over dårligt selskab er præsten Jeremiah Wright, Al Sharpton og Jesse Jackson -- og på den mest kyniske måde får de indflydelse over de sortes lidelser ved at skyde skylden på de hvide.

Nå, men er 40% af de hvide så helt forkert på den, hvis de stiller sig noget kritisk an mod de sorte, når P Diddy associerer sorte med kriminalitet? "Der er jo ikke engang kriminalitet" i Alska, sagde den ædle gentleman.

Lad os nu afprøve denne anden "sofistikerede" psykologiske test på andre ord.


Parat til ordassociationer? Hvad er det første ord du tænker på når du hører f.eks.

1. Clarence Thomas
2. Condoleezza Rice
3. Thomas Sowell
4. Rosa Parks
5. Bill Cosby
6. New Orleans Jazz
7. Duke Ellington
8. J.C. Watts
9. Col. Alan West
10. Colin Powell

Jeg vil afsløre nogle af mine associationer. Clarence Thomas: Inderlig medfølelse, mod beundring. Condi Rice: Gå på mod, resultatorienteret, tilgivelse, skønhed. Rosa Parks: En heltinde. New orlelans Jazz. Glæde. Oberst Alan West: Gå på mod, en helt, rygrad, høj moral. Disse er lutter sorte moralsk uangribelige helte.

Lagde du mærke til, hvad der skete her. De er de sorte, der som gruppe betragtet er blevet fremstillet som ofre af hvide såvel som sorte medier, som har hyldet gangster rappere fremfor heltene. Det har fundet sted i stigende grad siden Den Politiske Korrethedskultur kom på banen fremført af Sort og Hvid venstrefløj.

Det der er sket siden Borgerrettighedsrevolutionen er en dødbringende lederskabsfiasko i mange af de sortes samfund -- ikke dem alle, og tak for det. Men de modige der har tilladt sig at gå op imod den sociale patologi i storbyernes sorte kvarterer bliver ofte angrebet og anklaget for det. Selv Barack Obama blev angrebet af Jesse Jackson da han udtalte kritik af de sorte høje andel i den sociale patologi.

Der er en anden grund til at Barack Obama ikke bør vælges. Obama har måske evnen til at skabe en moden og ansvarlig positiv ledelse af de sortes samfund, en ledelse der kan hjælp med at føre hans folk ud af deres selvpåførte slaveri - af stoffer, vold, af hyldelsten af musik der beskriver kvinder som "ludere" og "tæver," og mænd med "n-ordet." De sorte og hvides medier og musikindustrien har afstedkommet en ganske forfærdelig bjørnetjenste overfor de sorte lige siden Den Politiske Korrektheds politik blev indført. Førhen var musikindustrien et pragtfuldt symbol på de sorte kreative evner og talenter. Bare tænk på "gospel", "jazz," "soul musikken," "Motown," "rhytm & blues."

Det er derfor jeg nærer den største beundring for Clarence Thomas, Condi Rice, Thomas Sowell og andre sorte borgerlige helte. Det er sådanne mennesker der skulle hædres mest; Ikke P Diddy, ikke Louis Farrakhan, ikke Jesse Jackson. Det er nogle skiderikker der har overgivet sig til og profiteret af den sociale patologi, ikke kæmpet imod den. Og det ved de udmærket godt.

Når hvide er kritiske overfor sorte kaldes de racister. Når sorte er kritiske overfor hvide siges det, at de er oprigtigt vrede. Men det er ligegyldigt, hvad du kalder det: Spørgsmålet er, hvilken gavn medfører det? Sort vrede mod hvide er det værktøj som benyttes i Jeremiah Wrights' verden, disse demagoger der udnytter og lever fedt af de sortes skuffelser.

Det er derfor jeg mener at tiden endnu ikke er kommet for en som Barack Obama som valgt præsident? Hvorfor? Fordi Obama samtidig vil medbringe 2700 venstreorientrede udnævnelser, mennesker som har fået et godt udkomme, er blevet fede og magtfulde gennem mediernes gøren dem til ofre og nedgørelsen af de sorte. Det er ikke mennesker der nogensinde vil løse problemerne. Det de har forstand på er, at gøre problemerne værre.

Når Amerika får sin første sorte præsident da skal det være en der kan komme med positive ledere, ikke demagoger, ikke udnyttere, ikke være moderne slaveejere -- fordi man trælbinder folk ved at sælge og hylde stoffer, ved at gøre noget stort ud af usikker og uansvarlig sex, ved voldelig kriminaltiet, ved at se ned på uddannelse ved "at opføre sig som hvide" --- opsummeret ved ikke at tillade at de sorte tager eget ansvar for deres handlinger. Disse destruktive mennesker bør straffes for den skade de udøver.

Ingen ansvarlig politiker - sort som hvid - vil have nogen forbindelse (associate) med dem.


http://www.americanthinker.com/2008/09/the_press_discovers_unconsciou.html

James Lewis blogs at dangeroustimes.wordpress.com