Lolita og barndommens seksualisering!

Lolita og barndommens seksualisering

Mediernes hensynsløse alfonseri med unge piger er noget der giver kassen - og er ødelæggende!

Meenakshi Gigi Durham

Hun er alt for velkendt i dagens medielandskab: Ungmøen med baby-ansigt med de overnaturlige yppige kurver, let påklædt vrider kroppen sig i musikvideoerne, poserer erfarent på teenage magasinernes forsider, og optræder i film ogpå tv skærme over hele jorden.

Hun er blevet fast inventar i Vestens popkultur: Vi kender alle hendes forskellige forklædninger, fra Gidget til Miley Cyrus, fra Brooke Shield's barneprostituerede i Pretty Baby til Jon Ben'et Ramsey. Hun bliver lidenskabeligt fejret og skingert censureret, og hun er genstand for en rasende debat om køn, seksualitet, definiton på barndom og kriterierne for, hvad der er normen for det acceptable.

Måske en af grundende for vor fascination af hendes forførende dobbeltrolle i vort samfund i dag er at - hun på samme tid er et symbol på kvindelig magt og legemliggørelsen af en perverteret mandschauvinist. Hun fremkalder pædofilispøgelset, mens hun får den kvindelige seksualitets styrke til at blusse op. Hun plager vor forestillingsevne og fantasi og vi kender hende allerbedst ved øgenavnet, der genkalder betydninger langt fra det oprindelige litterære forlæg: Hun er Lolita.

Udtrykket er blevet dagligdags kendt, en symbolsk kulturel henvisning til en tidlig moden, og upassende, seksuel lille pige - det vil sige, en pige der i lovens betydning endnu ikke er voksen og derfor ikke, i kulturel henseende, må indlede tilladt seksuel aktivitet. På grund af dette lovlmæssige og kulturelle forbud, er hun forkert på den - tilmed ond - fordi hun med vilje frembringer fantasier om en sådan aktivitet. "Lolitaerne" i vor tid kan defineres som nogle der med vilje er seksuelle provokatører, der prøver at vende voksnes tanker mod sex, og derved forleder dem til ondskab, hensynsløst forandrer vor grundmoralnormer og vor opfattelse af lov og ret. Alt ved denne Lolita er uacceptabelt og herved understreges hendes tiltrækning og hendes skændsel.

Den 'oprindelige' Lolita - den 12 år gamle Dolores Haze, hovedpersonen i Vladimir Nabokov's roman fra 9155 - var en noget anderledes pige. Det fremgår af bogen at hun var et viljeløst offer for hendes begærlige stedfar, Humbert Humbert. Nabokov's Lolita har en sindrig karakter, hvis seksualitet er kompleks: Ligesom mange piger i puberteten er hun nysgerrig med det seksuelle - men hun har ingen kontrol over hendes forhold til Humbert, der er grov og manipulerende. Alligevel er den omhu, hvormed Nabokov skildrer hende, og understregningen af Humberts forbryderiske væsen, blevet overset i årene der er gået siden romanen blev udgivet. Det er som om, at den kendsgerning at Lolita's seksualitet - den almindelige anerkendelse af, at en pige i puberteten kan have seksuelle følelser, den direkte fokus på en incestuøs forbindelse mellem den voksne mand og den lille pige - har gjort hende til en fantasifigur, en efterligning af Humbert's besættelse, snarere end den seksuelt krænkede og tragiske person i romanen.

Scene fra filmen Lolita, 1962, med den fantastiske James Mason

Det er denne fantastiske Lolita der er trådt ind i vor kultur som en omsiggribende metafor. Hun bliver promoveret med iver i medierne som et tegn på den vellystighed, der synes at karakterisere nutidens unge piger. "Lad os få skoleuniformerne tilbage til de små Lolita'er!" kræver London's Daily Telegraph i en artikel der fordømmer nutidens sexfikserede skolepige mode.

Bart maveskind og barnligt tøj som f.eks. babydoll kjoler og Mary Jane højhælede sko bæres af piger for "at fremkalde Lolita fantasierne," ifølge en artikel her fornylig i New York Times. Tokyo's Daily Yomiuri henviser til "Lolita-udseende sex appealen" hos attråværdige, endnu ikke i teenagealderen, japanske tegneseriefigurer. Selv i et essay vedrørende en katedral i Barcelona skriver kritikeren Will Self, "La Sagrada Familia besejrer mig med dens liderlighed som bygning - det er den hellige arkitekturs Lolita."

Det er helt tydeligt ud af disse og mange andre lignende eksempler, at Lolita i moderne sprogbrug er en metafor for en barnehunræv, en erfaren kokette med en libido der ikke er kontrol over, en slags babynymfoman.

På trods af de temmelig klare forskelle mellem Lolita fra romanen og den Lolita der benyttes som nutidens metafor, er det den sidstnævnte der gennemtrænger den nuværende offentlige debat. Ordet "Lolita" bruges ikke som et billede på et barn der er blevet krænket eller som incestoffer; Lolita, i nutidens sprogbrug er aldrig det modvillige offer for en planlagt og begærlig voksen, som Nabokov's Lolita var. Nej - vor Lolita er en djævelsk, fremmelig lille forfører med en god forståelse af konsekvenserne for hendes koketteri. Og ufravigeligt er nutidens Lolita metafor en afskyvækkende person. Den seksuelt bevidste provokerende pige har forandret vore moralnormer og har tilegnet sig en ekspertviden på områder der ikke burde være hendes.   

På samme tid er der en udbredt anerkendelse at, at hun er blevet formet til denne opførsel af en større magtfaktor - medierne, populærkulturen, og reklamebranche. "Reklamer, teenagefilm og musikvideoer udspyer en spærreild af uundgåelige seksuelt provokerende billeder af teenage piger," observerer historikeren Rachel Devlin. "I vor gennem kommercialiserede forbrugersamfund, er der simpelthen ingen mulighed for at undgå den hensynsløse seksualisering af de unge og af børn," skriver Rosa Brooks i en meningstilkendegivelse i Los Angeles Times. "Seksualiseringen af barndommen er en rigtig god forretning - mainstream megakorporationer såsom Disney tjener milliarder ved at markedsføre produkter med seksuelle undertoner til børn, der er for unge til at forstå deres betydning."

En Boston Globe nyheds historie erklærer, "Bombarderet at seksualiserede kulturelle mekanismer bliver pigerne voksne hurtigere end nogensinde." Artiklen beskriver, hvordan 13 årige er klædt ud som prostituerede ved Halloween, de bærer "fiskenetstrømper, halter tops (bindes i nakken), mini skørter og højhælede sko," og det medfører forøget seksuel aktivitet blandt skolebørn. Den beskriver disse tendenser som "en tidevandsbølge af (formidlet) seksuelle budskaber målrettet mod stadig yngre piger" fremkaldt ved reklamer, musik i fjernsynet og ved Internettet.

Så denne Lolita metafor er en af kapitalismens frembringelser, et genfærd fremmanet af kulturindustrien for at gøre forældrene bekymrede, for at korrumpere små piger og opmuntre pædofile. Hun fremstår med sin egen garderobe - lingeri, stiletter, fishnetstrømper og korte frakker - og hun bør afvises af alle eftertænksomme, moralske og ansvarlige mennesker. Hun er, for at sige det det direkte, en strå'mand.'

Denne Lolita er faktisk det modsatte af en pige med seksuel tiltrækning. Sex er naturligt, normalt, og (når det er bedst) et vidunderligt aspekt af den menneskelige erfaring. Det bør ikke være et tabu eller en skændsel, men samtidig må pigerne lære at forstå at de må lade deres kroppe udvikle sig på en naturlig, passende sund måde, der tillader dem at modnes til at blive seksuelt kompetente og helstøbte voksne. Den version af seksualitet som markedsføres så massivt og som drejer sig om at udnytte pigekroppene med det formål at tjene penge er ikke den version af seksualitet som tjener pigerne bedst. I USA er der masser af beviser på, at vi ikke tilbyder pigerne en forståelse af sex der vil kunne hjælpe dem til at kunne vurdere risici og ansvarlighed.

Med high-school pigerne i Massachutess der blev gravide en masse, til de en ud af fire teenagepiger med STD's (seksuelt overførte sygdomme)  som Center for Disease Control beskrev tidligere i år er det helt tydeligt, at vi har behov for at udvikle mere progressive hjælpsomme tiltag når det drejer sig om piger og sex i det 21. århundrede.

http://pajamasmedia.com/blog/lolita-and-the-sexualization-of-childhood/