Foragten er gensidig. Den er forbundet med den store historiske rivalisering mellem den engelsk talende verden og så den fransktalende. Den er også forbundet med den kendsgerning, at Frankrig engang dominerede Europa og besatte store dele af jorden, mens Frankrig i dag stort set kun er Frankrig. Bismarck sagde engang at den vigtigste politiske faktor i det 19. århundrede var, at Amerika og Storbritannien talte samme sprog. Stadig sandt, og mere er kommet til: Australien, det meste af Canada, og statsadministrationen i Indien er baseret på engelsk. Canadierne kan fortælle om, hvor meget Canadiens er imod det.
Alt dette kan somme tider forekomme at som småproblemer for os. Men Frankrig er virkelig en stor nation. Den kulturelle og intellektuelle arv er uadskilleligt forbundet med den Vestlige Civilisation. Ydermere blev såvel Frankrig som Amerika født gennem revolutioner, der havde udganspunkt i kærlighed til frihed. Amerika og Frankrig har begge indbygget frihedsbegrebet som et væsentligt princip for regeringsformen (skønt begge lande har fjernet sig for langt væk fra disse rødder, og den gudløse Franske Revolution indholdt i sig selv spiren til sin egen ødelæggelse.)Europa forsøgte stadig at rejse sig igen i efterdønningerne ad menneskehedens værste selvskabte katastrofe. De menneskelige lidelser og antallet af døde, den fysiske ødelæggelse, tabet af troen på omtrent alt -- alt dette plagede Europa. Det Onde Imperium havde besat næsten halvdelen af Europa og Den Røde Hær, der ville efterkomme enhver ordre fra Kreml var i stand til at løbe det meste af det tilbageværende frie Europa over ende på nogle få dage.
Tyskland engang den naturlige forsvarsmur mod de russiske ambitioner var delt og blev delt igen. Østpreussun, Pommern, Schlesien og andre østelig dele af Tsykland blev annekteret af Polen og Rusland. Resten af Tyskland - hvad vi i dag kalder "Stortyskland" -- blev delt i en vestlig og en østlig del. Selvfølgelig betragtede det Tyskland, der engang havde sluttet sig til Hitler, sig selv som en parianation.
I dette Europa havde Frankrig en særlig rolle. Landet forsøgte at lede Europa, men fordi den franske regering var en vittighed kunne den knap lede selve Frankrig. Selvom vi amerikanere sjældent kan se den gavnlige effekt af noget fransk, da var en stabil fransk regering yderst vigtigt for vore interesser. Gallisk stolthed, en hovedpine for os, men en ednu større for Moskva - forskellen var nemlig, at vi ikke forsøgte at erobre Europa, mens Sovjet søgte det totalitære overherredømme.
For 50 år siden tog de Gaulle, en mand der fremkaldte voldsomme følelser, kommandoen over Frankrig. Churchill klagede over at han måtte bære Lorraines Kors. Næsten enhver allieret leder og general syntes han var vanskelig at samarbejde med. Men de Gaulle alene førte De Franske Styrker i kampen mod nazisterne da ingen andre ville. I efterkrigstidens Frankrig, der hele tiden havde påmindelser om den franske overgivelse var de Gaulle den eneste person som franskmændene kunne samles om og være stolte over. Endnu før Churchill blev premierminister førte de Gaulle styrkerne heroisk i kampen mod nazisterne -- og han holdt ikke op med at kæmpe uanset, hvor håbløst chancerne forekom at være eller hvor alene han var om det.
Kort sagt, han var frygtløs og havde 'gåpåmod.' Ligesom så mange store amerikanske militære ledere -- Patton, MacArthur og Sherman for blot at nævne nogle få -- da kunne de Gaulle være meget vanskelig, undertiden fjern og alt for stolt, men de Gaulle havde mange gode kvaliteter. Det kan måske overraske mange amerikanske konservative at vide, at de Gaulle selv hørte til på den franske højrefløj.
I et meget verdsligt Frankrig tog han sin katolske tro meget alvorligt - hans fader var lærer på en jesuiterskole. De Gaulle og Yvonne var trofaste overfor hinanden i deres ægteskab livet igennem. Da deres datter, Anne, blev født med Downs Syndrom i 1928 elskede den dybt religiøse de Gaulle hende helhjertet i hendes korte tyveårige liv. De Gaulle kaldete Anne "Min fryd" og sagde om hende "Hun hjalp mig med at overkomme alle menneskers fejl og at se videre frem." Madame de Gaulle sagde om deres Anne i dagene i kaoset da Frankrig faldt: "Vi skulle altid tage os af Anne og aldrig overlade hende til sig selv. Gud gav os hende. Vi beholder hende."
De Gaulle var et fremragende modtræk til den Darwinistiske tankegang der på det tidspunkt rev og flåede i Tysklands og Ruslands sjæl. Måske tror vi, det er en biting i vores nemme verden i dag, men de Gaulle, den eneste general der ville bekæmpe tyskerne, forsøgte også at redde den familie han elskede, herunder hans højt elskede og handicappede datter, ud af den triumferende nazismes kaotiske Helvede. Det var dengang da nemme fraser som 'socialkonservativ' løb hovedkulds ind i de heftige storme der knuser svage sjæle.
Det er derfor ingen overraskelse, at i Den Fjerde Republiks tidligste år, hvor de Gaulle betragtede det parlamentariske systems kaos og rod, at han da foreslog, når krigen var slut, en regering med en stærk præsident. Hvem var imod ham? Hvem bekæmpede ham? De franske venstrefløjspartier der også ville have kastet Anne i en brønd.
De Gaulle var næsten 70 år da det franske folk endelig gav ham det præsidentskab og den regeringsform han ønskede. 3 måneder senere valgte det franske folk de Gaulle som præsident under hans nye system. Hvordan kan benyttede magten er kontroversielt. Han støttede at Quebec ville rive sig løs (fra Canada) han ville afslutte den Indokinesiske krig som Frankrig havde udkæmpet før Amerika, han trak noget af sin støtte til Israel tilbage da OPEC begyndte at spille med musklerne, han anerkendte det kommunistiske Kina.
Men samtidig styrkede han det franske militær. Han ville sikre sig, at Sovjetunionen, som han drillede og kørte om hjørner med, skulle vide at den mand som bekæmpede Hitler også ville bekæmpe dem uden nåde. Han stod op imod folkedrabet i den Nigerianske borgerkrig, som kun få verdensledere gjorde. Han grundlagde Den Femte Republik som har været det mest stabile regeringssystem som Frankrig har haft siden Bourbon monarkiet.
Konservative går ind for stabilitet, især når den stabilitet indeholder et velfungerende demokrati og en omhyggelig påpasselighed overfor menneskets frihed. Jo, Frankrig og det meste af Europa er noget rod idag. Jo, den vestlige civilisation og den jødisk-kristne moralske tradition bliver forkastet af europæerne og er under angreb af militante muslimer. Kan Frankrig overleve som Frankrig? Svært at sige! Det er en kampzone i dag. Hvis landet overlever, vil det være som styrket, fordi for 50 år siden besluttede det franske folk at skabe en regering der ville holde. Det er et gyldent jubilæum af fejre.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar