Fænomenet Obama er ikke nyt!

Fænomenet Obama er ikke nyt!

J.R. Dunn

En nation der gennemgår en vanskelig tid. En krig der giver frustrationer. En præsident der stilles spørgsmåltegn ved. Offentlig uro. Politisk uenighed. Jo, fremtidsudsigterne er mildest talt usikre. Så dukker der en person op ud af intet, en verdslig Messias, enestående, tiltalende, der giver løfter der er effektive, hurtige og nemme. Han afstedkommer straks en øjeblikkelig og udbredt forventning over hele landet, selvom mange har deres stille tvivl.

Jo, jeg er udmærket godt klar over, hvad det kan forbindes med i dag. Men året er faktisk 1861 og vi har her at gøre med George McClellan.

Det er lykkedes for Barack Obama at sammenligne sig med historiske personer. Der er John F. Kennedy (og nu må vi ikke glemme Jesus Kristus), men det er jo en anden snak. Sammenligninger med JFK er et spørgsmål om smag og om fremtoning og ikke meget andet. Jo, det er rigtigt, der er vel en udtalt lighed mellem de to - deres slanke figur, deres gode udseende, og så den her udefinerbare aura fra de tidlige 1960'ere.

Men så slutter lighederne også. Kennedy havde lang erfaring på adskillige områder før hans præsidentkampagne - længerevarende perioder i såvel Senatet som Huset sammen med en erfaring i krigstid som kaptajn i flåden. (Jo han mistede kommandoen under de mest mærkværdige omstændigheder man kan forestille sig. Hans biograf ThomasReeves peger på, at JFK var den eneste torpedobåd kaptajn der mistede sin båd ved en kollision.) Kennedy skrev også bøger der fik en positiv modtagelse - selvom Profiles in Courage skyldes ligesåmeget Ted Sorensons evner som skribent. (For ikke at nævne Arthur Krock's assistance med "Why England Slept.")

Men udover JFK har der blot været få forsøg på at sammenligne Obama med andre historiske personer, fordi ja, fordi det ville føre direkte til McClellan.

Når man betragtede George McClellan så det ud til at alt gled som i olie for ham. En West Point uddannelse, en glimrende indsats i den Mexianske Krig, en karriere som civilingeniør, der lige før Civil War's udbrud førte ham den direkte vej til præsidenskabet. Alle kunne lide McClellan, han indgød tillid blandt dem der arbejdede sammen med, og alt pegede på, at her var en ung mand på vej mod toppen.

Som øverstkommanderende for Ohio Volunteers sikrede McClellan den vestlige del af Virginia (nu West Virginia) fra at falde i hænderne på en håndfuld dårligt ledede Confederate tropper. Pressen blæste operationen op som en kæmpesejr og McClellean var en kombination af Napoleon og Wellington tilsammen. Så da Unionen næsten tabte krigen på en eftermiddag ved Bull Run (21 juli, 1861) efterladende hele hærkommandoen i vanære, hvem kunne man så vende sig til andre end Little Mac? (Ude Vestpå var der en alkoholiker ved navn Grant og en person på grænsen til vanvid ved navn Sherman, men dem var der ingen der regnede med.)

McClellan i Napoleon attitude

McClellan gjorde et fremragende arbejde med at få den demoraliserede Union hær på benene igen. Han standsede dog ikke her, han overtog også rollen som øverstkommanderende for Army of the Potomac, og over alle Unionens øvrige styrker. "Jeg kan klare det hele," forsikrede han en bekymret Lincoln.

Og sådan så det også ud, i et stykke tid. Offentligheden, tilskyndet af den hysteriske forføreriske presse, blev ikke ladt i tvivl. Little Mac blev hyldet som en helt overalt hvor han befandt sig.

Men snart skulle der begynde at komme urovækkende tegn. En form for forfængelighgd, en uvillighed til at lytte eller informere andre personer med ansvar - selv Lincoln. En observatør fastslog at McClellan forekom at "være i en dødlignede tilstand af mental henrykkelse." McClellans brev til sin hustru afslørede meget præcist dette:

"Jeg befinder mig i en ny og forunderlig stilling her: Præsidenten, kabinettet, general Scott og de andre henviser til mig. Ved en eller anden mærkværdig magisk handling forekommer det mig, at jeg er selve landets myndighed....Alle fortæller mig at jeg vil blive holdt som ansvarlig for nationens skæbne og at alle midler skal stilles til min rådighed."

Til offentligheden sagde han, "Det er med stolthed og ære at betragte et helt folk, ægte og ukomplicerede, der ser hen til mig som tyranniets udfrier."

Sådan fortsætter det. Omtrent det eneste McClellan ikke omtalte sig selv som var "symbolet på de amerikanske værdier", skønt han uden tvivl ville have gjort det hvis han var kommet på det.

Som historikeren Bruce Catton siger det:

"Denne mand, yderst tiltalende og beskeden og veltalende overfor alle han mødte, kunne simpelthen, inderst inde, ikke få nok af at betragte sig selv som den betydningsfulde person han var ved at udvikle sig til, kunne ikke få nok af den beundring og kærlighed der blev ham til del....Hvilken dybtliggende følelse af personlig utilstrækkelighed, mon plagede denne mand, der måtte se sig selv som en mytisk helt af mænd og kvinder?

Som det oftest er tilfældet kunne myten ikke leve op til virkeligheden. Efter en langsom og metodisk opbygning der varede næsten et år påbegyndte McClellan endelig et felttog mod Confederates(Sydstaterne). Strategien var intet mindre end brillant - at omringe Confederates ved at lade hæren landsætte på James Peninsula i Virginia og derpå marchere mod Richmond fra en uventet retning, mens en anden Union styrke omringede modstanderen fra nord. Det var en godt udtænkt plan og i andres hænder ville den måske have virket. Men ikke i McClellan's hænder.

McClellans opblæste selvtillid svigtede ham da han stod overfor en udfordring. Fremfor et friskt felttog mod Richmond tøvede McClellan, og hævdede at en enorm, ikke eksisterende, Confederate styrke forhindrede ham i at avancere. Da han endelig tog sig sammen var det i et langsomt tempo der tillod Confederates at befæstige deres frontlinjer og forstærke deres styrker. Da Union tropperne endelig nåede Richmond indledte den øverstkommanderende for Conferates, en anden uprøvet person ved navn Robert E. Lee, en serie af lynangreb der blev kendt som Seven Days Battles, hvorved McClellan ubarmhjertigt blev tvunget tilbage til floden. Fremfor at forsøge at forsvare sin position gik McClellan i panik og evakuerede hele hæren og overlod derpå slagmarken til den sejrende Lee.

Robert E. Lee

McClellan surmulede og beskyldte alle andre end sig selv for fiaskoen og så konspiratorer bag hver lukket dør. Hans selvrespekt var dog ikke mindsket det mindste, ejheller hans evne til trække tiden ud. Der gik uger, hvor tropperne var ubeskæftigede. De allerede begrænsede politiske manøvremuligheder mindskedes som ugerne gik. Under et besøg af præsidenten hos tropperne nægtede McClellan, en general i en demokratisk regering der burde tjene præsidenten, at mødes med Lincoln. De allerede tydelige beviser på McClellans mangelfulde evner fik ny næring.

Så vendte Lee sin hær mod nord for at få endnu en sejr som ved Bull Run. McClellan indledte en forfølgelse. Endelig gik det som han håbede. Union soldater fandt Confederate kampagne planer indsvøbt om et bundt cigarer og sendte dem straks til hovedkvarteret. McClellan fik herved kendskab til Lee strategi ned i detaljer. Hans tropper var på det rigtige sted. Han havde rigeligt med tropper. Sejren blev serveret for ham på en måde der sjældent er set i historien.

Her var sejren foræret til ham og alligevel tog han ikke imod den. Først ved at fare rundt i lejren med de opsnappede planer og råbe "Jeg har ham..." der meget nemt blev opfattet af en Confederate spion der straks red til Lee for at advare denne. For det andet ved at tage sig god tid før fremrykningen. For det tredje ved ikke at lede sine styrker. Han satte Ambrose Burnside, en kompetent stabsofficer, men ingen ægte hærfører som ansvarlig for fortropperne. Da Burnside kludrede i opgaven, betragtet af McClellan blot nogle meter fra ham, undlod han dog at erstatte ham og kunne derpå se, i den lange eftermiddag, 22000 mænd falde ved Antietam Creek, i det blodigste endagsslag i amerikansk historie.

Han svigtede, hvor han ikke kunne have svigtet. Lee tvang ham til at trække sig tilbage og kunne derved føre sin Army of Virginia i sikkerhed.

McClellan blev erstattet i november 1862 og bedt om at vende hjem til Trenton, N.J. for at afvente yderligere ordrer. De kom aldrig. Lincoln vendte sig mod Burnside og derpå Joe Hooker i sin bestræbelse på at få en general der kunne vinde indtil det var helt umuligt at undgå at indse den kendsgerning at det var lykkedes for drukkenbolten og den bindegale mand bogstaveligt talt at dele Confederacy i to dele. Grant drog mod øst, mens Sherman fik kommandoen over tropperne i vest.

McClellan var ikke inaktiv. I 1864 præsidentvalgtet, efter først at have holdt på, at han ikke ville deltage, accepterede han den Demokratiske nominering på anmodning af Copperheads, en gruppe der var for slaveriet og mod krigen og som havde effektiv kontrol over partiet. McClellan var stadig meget populær. Krigen var gået i stå i løbet af sommeren da Army of the Potomac belejrede Richmond. Lincoln var overbevist om at han ville tabe valget. Med McClellan som præsident ville Syden have fået lov til at bestå, slaveriet ville have forsat i mange årtier fremover og en anden borgerkrig, måske udkæmpet med de våben og den ondskab som i 1. Verdenskrig ville have været uundgåelig.

Som sommeren gik viste Union strategien, hvor Grants styrker holdt Lee's hær på plads, mens Sherman drog hærgende gennem Syden, sig at give resultater. Sherman nåede endelig havet og 'gav' Savannah - og valget - som en gave til Lincoln. Den nye strategi fjernede grundlaget for antikrigsbevægelsen på samme måde som general David Petraeu's indsats 140 år senere. Lincoln fik 212 valgmandsstemmmer mod McClellan's 21.

En Union med fornyet styrke øgede presset. Til sidst kunne Sydens tropper ikke klare mere. Det hele sluttede en smuk dag i april ved retbygningen i Appomattox.

Et gribende maleri af sejrens og nederlagets mænd

McClellan, en glemt mand, gik tilbage til sit gamle erhverv som ingeniør. Det var han god til.

En af Karl Marx's mindre skadelige udsagn var at historien gentager sig selv, først som en tragedie derpå en komedie. Det er vel kun delvist sandt. Som den intellektuelle absolutist han var overså Marx den kendsgerning at de fleste hændelser har såvel tragiske som komiske elementer sammen med meget andet. Der var ingen mangel på tragedie ved McClellans vilde ridt i landskabet ikke mindst hos de mænd der faldt i Seven Days og ved Antietam. Der var heller ingen mangel på komedie. Overvej disse ord som McClellan udtalte da han fik kommandoen over sin første hær: "Soldater! Jeg har hørt at det er farefuldt og jeg er kommet for at være jeres hoved og dele faren med jer. Jeg frygter kun en ting - at I ikke finder fjenderne værdige til jeres stål.!

Husk så samtidig lige på, at den mand der sagde dette var 162 cm høj. (Kun en anelse højere end Napoleon)

McClellan indtager en plads i Amerikas historie som personen hvis første hensigter mislykkedes af begivenhedernes gang. Den kendsgerning, at Barack Obama mest af alt ligner en af dette lands største kludremikler er hans uheld. Lignende hensigter vil føre til lignende resultater. Hvis Obama følger det samme spor vil resultatet få sin egen komiske udgang. Det har det allerede - husk de 57 stater, helgenkåringen, besøget og talen i Berlin. Men som begivenhederne løber af stablen vil vi heller ikke kunne undgå at opleve tragedien

http://www.americanthinker.com/2008/08/before_obama_there_was_mcclell.html