Prisen for succeskravene!

Hvorfor 'De Gode Børn' bliver heroinafhængige

Det er ikke længere kun taberne og dem på bunden der rammes.

Michele Catalano

Der var mistanke om et problem med heroin blandt teenagerne på Long island. De lokale nyhedskanaler mødte op på et gymnasium og udspurgte rektor om problemet. Long Island Press udgav en beretning om emnet. Forældrene talte om det, sammen ved forældremøder og til sportskampe. Men alle sagde det samme. Vi har intet problem her. Ikke mit barn. Vore børn er gode børn. Indtil en køn 18 årig ved navn Natalie Cappa blev forsidestof på Newsday, da hun blev fundet død efter en fest. Et par dage efter hendes død blev det afsløret, at hun døde af en overdosis heroin. Da var det, at hendes forældre stod frem og sagde, at deres datter havde et misbrugsproblem. Hun var ellers æresstudent. En cheerleader. Et godt ungt menneske.

Natalie Ciappas død på Plainedge High School æresstudent med en sangstemme som hendes mor siger var for god til American Idol bekræfter, hvad politiet, anklagere og de federale narkotika agenter har hævdet er et voksende problem på Long Island: Billig, stærk heroin, der sælges på skolens områder, parker og indkøbcentre og andre steder, hvor unge samles.

Long Island, vi har et problem.

Og det har de masser af andre steder rundt om i landet. Du kan ikke tage een overdosis hos een teenager og kalde det en epedimi eller blot et udbredt problem. Men når du hører om flere og flere børn som Natalie og når du undersøger det og finder ud af, at det foregår overalt da forstummer din 'nu skaber de blot panik,' og du bliver forfærdet over virkeligheden.

I Tucson: "Oro Valley Police bemærker en alarmerende tendens: Flere og flere stofafhængige er teenagere og unge voksne forfaldne til heroin.

I Oregon: "Som en følge af Oregon's kamp mod methamphetamin, siger politiet, at heroin er blevet et billigere og rigeligere alternativ..."

I Michigan: "Heroin er blandt de adskillige narkotika, herunder receptmedicin, der synes at være i vækst i popularitet."

Der er beretninger om dette i hver eneste stat, og de er næsten alle om børn af hvide forældre fra middel/overklasse samfund. Mange forældre betragter heroin som et stof for de fortabte og rockmusikere, eller noget som kun mennesker der allerede er på bunden benytter. Ikke deres børn. Deres unger kan måske drikke for meget eller ryge noget pot, men heroin? Heroin er for junkier. Heroin er for taberne. Ikke for børn der tager en højere uddannelse eller for deres sønner og døtre der er idrætsudøvere og tilhører inderkredsen af de bedrestillede.

Så hvorfor? Hvorfor er dette narkotikum på vej ind i forstæderne, hvorfor nedbryder det ene barn efter det andet mens forældrene forbliver naive og glemesomme overfor dets tilstedeværelse? Hvorfor er børn der har alle forudsætninger for et godt liv begyndt at afprøve et stof der har større social lavstatus end methamphetamin og ekstasy, de stoffer som teenagere hidtil har valgt? Svaret kan måske findes ved at se nærmere på virkningerne af disse stoffer. Mens amfetamin og ekstasy er stimulanser og tilbyder brugeren fornyet energi og en følelse af lykke og større nærvær er heroin et beroligende stof der blokerer smerte, sløver tankeprocessen og bringer brugeren bort fra denne verden.

Vi skal tilbage til de tidlige 90'ere da dagens heroinafhængige fravalgte dette liv for at forsøge at finde ud af hvorfor disse børn dør som en følge af denne flugt. Det var på det tidspunkt, at det at være forældre nærmest blev en konkurrence. Aldrig før havde en generation af børn fået den enkelte dag så skemalagt. Fra børnehave svømmeundervisningen til gymnastikopvisningerne, disse børn havde knap lært at kravle og de blev indskrevet til aktiviteter der udfyldte mødrenes personlige planlægningskalender i månedvis fremover.

Børnehaveklasser blev en nødvendighed, ikke en luksus. Det der engang var sjovt, en fælles oplevelse for ungerne blev nu et 'du skal' hvis du ikke ønsker at se dit barn sakke bagud. Når barnet så endelig begyndte i den 'rigtige' skole skulle de lære langt mere end vi andre gjorde i den alder. Vi plejede at lære bogstaverne i børnehaven; lige pludselig fik dit barn prædikatet som en 'langsom' elev hvis han var fem år gammel og ikke kunne skrive et essay om impressionistisk kunst i det 18. århundrede.

Presset begyndte tidligt og blev bygget mere og mere op, og på samme tid blev disse børn skubbet fremad og alt blev skemalagt og de fik masser af lektier, 'den selvbevidste bevægelse' var i fuld skrue. Hvert barn var en unik èner. Hver barn er helt sig selv og vidunderligt og hver enkelt er månedens elev! Falsk tom ros blev benyttet blot for at få dit barn til at føle han var noget værd. Hver lille bitte ting en elev gjorde var jo 'åh så fantastiskt.'

Lærerne holdt op med at benytte rød kuglepen for at markere fejl af frygt for at eleverne skulle blive kede af det. Konkurrencer blev sløjfet. Fra gymnastiktimerne forsvandt stikbold og tagfat lege. I stedet blev der indført fællesskabslege, hvor hver enkelt kunne føle sig som en vinder. Det var en overbeskyttende æra, hvor ungerne blev indpakket, af lærerne og forældrene, i sikre, varme kokoner, med det formål at beskytte dem mod såvel mental som fysisk skade. Legepladser blev renoveret for at sikre at børnene ikke fik blot den mindste lille skramme. Visse skoler havde en "ikke berørings" politik af frygt for at børn der blev skubbet mod hinanden i gangene af andre børn skulle føle sig forulempede.

På samme tid blev disse børn pakket ind, beskyttet og opdraget af falske pædagoger, de blev også presset ud i at skulle være perfekte. Denne overskemalagte tendens, der begyndte da de var små fortsatte i de forskellige klassetrin og i gymnasiet. Børn der udøvede sport gjorde det i flere idrætsgrene. At være medlem af inderkredsen var ikke nok. Du skulle være accepteret i flere klubber. Du skulle være bedre og gøre mere end naboens søn/datter. Du skal være bedre end alle de andre. Universiteterne blevet i stigende grad konkurrenceprægede og ungerne blev tvunget til at foretage deres karrierevalg meget, meget tidligt. Der blev fokuseret på kun een ting. Universitetet. Forældrene hang over deres børn og ville sikre sig at, hvert projekt var perfekt, hver opgave noget særligt. Helikopterforældrene var skabt, og disse forældre havde ingen ide om, hvad de gjorde ved deres barn.

Så her er denne generation af unge, der blev forledt til at tro at de var noget helt specielt her på planeten. De blev beskyttet mod ondt, beskyttet mod nederlag, holdt borte fra enhver form for mental lidelse. Disse unge blev 16 eller 17 år gamle og livet begyndte at være mere følelsesmæssigt dramatisk, og måske begyndte de at indse, at de måske ikke kunne komme ind på det gymnasium de ønskede og så begyndte de interessante resulater af opdragelsen af disse unge at vise sig: De evnede ikke at klare problemerne.

Disse unge havde aldrig lært at tackle vanskeligheder. De havde ikke lært, hvordan ting kan klares når det går skævt, fordi de aldrig havde oplevet det før. Presset deres forældre havde lagt på dem for at de skulle have succes blev uudholdeligt og sammen med erkendelsen af, at de ikke var et unikum, og at der var tusinder af unge som dem, der alle søgte plads i den perfekte skole forårsagede et nedbrud og en nedsmeltning for masser af disse unge.

Stoffer og alkohol er tilstede i rigeligt mål for teenagere. De ved, hvor det findes og de vil benytte det. Der er ikke en skole derude der ikke har en gruppe af unge der tilbyder disse ting til de andre. Statistikkerne viser, at en stor del af de ældre på high school drikker og ryger pot. Men for nogle unge er den afslappende brug af øl og pot ikke nok. De ønsker ikke at blive fulde eller høje til en fest. De ønsker noget mere. De ønsker at slippe helt væk. De ønsker ikke at høre helikopterfoældrenes stemmer i deres hoveder og de vil slippe væk fra presset i et stykke tid. Og måske, netop måske, derfor vælger nogle af dem heroin - det mest vanedannende af alle stoffer - som et underbevidstheds oprør.

"Der er ingen der begynder med at sige, jeg vil være heroinafhængig," siger C.P. en tidligere misburger. "Disse unge kan være til en fest og nogen får dem overtalt til at prøve det. Og de kan lide det. For første gang i lang tid føler de sig afslappede. Det er ikke ligesom kokain eller amfetamin. For den teenager der har været under en masse pres og måske er ængstelig for livet er det ligesom en flugt." En af grundene der henvises til for forøgelsen af brugen af heroin er, at det er relativt billigt. Men det er blot en myte. Heroin er et meget vanedannede stof. "Det er meget nemt for enhver at gå fra en ti dollars flugt til en 400 dollars daglig flugtvane," siger C.P.

Brugerne indrømmer at det ikke koster særlig meget at komme igang. En lille pose kan koste så lidt som 7 dollars. Når heroinvanen virkelig tager fat begynder junkierne at købe i 'bundter,' hvilket kan være 11 til 12 poser, men som regel 10. Det kan koste omkring 200 dollars eller mindre. Den typiske bruger der køber den mængde vil få omkring 20 poser. En teenager jeg talte med sagde hun kendte en pige i hendes klasse, en æreselev, der havde to jobs blot for at kunne få råd til sin heroinvane. Denne pige kom sammen med unge fra nabobyerne, unge ligesom hende. Gode unge. Gode elever. Atleter. Heroinmisbrugere.

Det er, hvad der sker når man opdrager en generation af unger der ikke har lært at klare problemer. De vil lynhurtigt vende sig til noget som vil hjælpe dem med at klare tingene nu og her. Uheldigvis ender det med, at mange førstegangsbrugere af heroin hurtigt fbliver afhængige. Det er det historiske problem ved heroin der får enhver moder til at nægte at tro på at hendes præmiedatter kunne finde på sådan noget. Alkohol? Marihuana? Ingen forældre vil være glade for at ders barn bruger disse stoffer, men de er næsten accepterede i sammenligning med brugen af heroin. Ingen ønsker at forestille sig deres barn stikke en nål i armen. Men med dagens heroin kan man omtrent undgå at få disse afslørende misbrugsmærker.

"Uheldigvis , netop fordi det kan sniffes ind tror de unge at tegnet på at være en stofmisbruger er fjernet," sagde John Gilbride, DEA special agen der er leder af New York kontoret. "Der er ikke de samme tegn som når en hardcore misbruger sprøjter det ind."

Jeg ved ikke om jeg er helt enig, da der altid er et vist kendetegn forbundet med heroin. Måske ikke med teenagebrugerne, men så sandelig med deres forældre og lærere, der stadig tror at heroin er den sidste udvej for mennesker der har nået bunden. "Det er farligt at betragte det på den måde," siger C.P. "De fleste heroinbrugere jeg kendte påbegyndte først deres nedtur efter de blev brugere." Måske skulle forældre, i stedet for at holde øje med åbenbare misbrugstegn, fokusere mere på tegn på, at deres barn har nået et punkt, hvor stress er ved at få dem til at bryde sammen.

Der har været en stigning i antallet af unge misbrugere, over hele landet der er blevet lokket af billigt meget rent heroin der enten kan sniffes eller ryges fremfor at blive sprøjtet ind. I dag er gennemsnitsmisbrugeren en hvid teenager fra mellemklassen.

Uanset grunden til problemet, uanset om det er min teori eller måske det blot drejer sig om, at det er tilstede derude, prisen og en fuldstændig naivitet fra tennagerernes side så er der altså et problem. Det er endnu ikke epidemisk, det er endnu ikke et vidt udbredt fænomen, men problemet er stort nok til at forældre skal holde op med at tænke, "det sker ikke for mit barn."

"Jeg sad ved hendes dødsleje og det der var hjerteskærende var, at så mange troskyldige forældre kom hen til mig...og jeg har set deres børn sammen med min datter, og hvis de var sammen med min datter, da burde de ikke være så godtroende." - Natalie Ciappas mor.

Michele Catalano lives, writes, and takes photographs on Long Island.