Japansk ro - arabisk hysteri

Japansk stoicisme kontra arabisk hysteri

To kulturer med forskellige æresbegreber - dog fælles om 'skam-ære.'

Nancy Kobrin, PhD, Joan Lachkar, PhD

Ikke alle kulturer der har 'skam' som et karaktertræk er ens, dog er det nøglen til forståelsen af, hvordan mennesker handler agressivt, i vrede, voldeligt og traumatisk.

Som psykoanalytikere udforsker vi forskellene mellem Japans stoicisme (upåvirkethed) og arabisk agression. Når vi således  hører og lærer rapporter fra de tragiske begivenheder ved jordskælvet/tsunamien/strålings katastrofen, og den seneste opstand i Libyen og nedslagtningen ved Itamar (Palæstinensisk terrormord i Israel) kan vi ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan begge grupper behandler katastrofer.

Mere simpelt konstateret bliver det til en spørgsmål om tolerance versus intolerance. Kaoset, volden og hysteriet vi ser ved store dele af den arabiske revolution står i skærende kontrast til den stoicisme og tilpasningsevne til de nye konditioner som japanerne viser. I Japan er der et koncept der omtales som "wa" der betyder harmoni - ønsket om at opretholde homeostasis (indre harmoni og stabilitet) for enhver pris.

Dette ses tydeligt når det drejer sig om orden, ordentlighed, deres haver, vandløb, søer disse eksemplificerer en meditativ dvælende kvalitet. Selv klippestykkernes uregelmæssighed bliver placeret således, at de ikke forstyrrer roen i landskabet. Selv under de vanskeligste forhold søger befolkningen at opretholde harmonien ved at undgå konflikt. Flygtningcentre, som det i Hadenya, fremviser denne ånd, og også et oprigtigt ønske om at holde fast ved Japans gennemførte perfektionisme. Se Martin Flacker "Adskilt fra verden overlever beboerne gennem tætte bånd og opgavefordeling".

Stræben efter det perfekte er et meget dominerende japansk karaktertræk, man kunne næsten sige en besættelse, men altid med formålet at opretholde harmonien og freden. Kaos og ting i opløsning har tilbøjelighed til at give konflikt. Selv ved huslysteder slås vi af køkulturens ordentlighed, kasser med forsyninger ligger i perfekt orden og i rækker. Toiletterne er pinligt rene med sæbe og toiletartikler nydeligt ordnet. Ved indgangen er der papirer med navne på de som har fået dagens opgaver, såsom at hugge brænde, flytte forsyningerne og madlavning.

 

I lyset af katastrofens udvikling er mange japanere begyndt at vise bekymring for om den japanske regering har undervurderet alvoren ved kernestrålingen for at ville undgå konflikt. Peter Berton*, professor emeritus ved University of Southern California of International Relations fastslår, at i Japan er der mange måder at sige "nej" på, hvor ja betyder nej, og nej betyder ja, netop for at opretholde gruppens sammenhæng. Skønt begge grupper har tilbøjelighed til at underkaste sig har araberne ikke det samme niveau af tolerance, at udsætte, forsinke belønningen, i modsætning til japanerne. Japanerne holder fast ved koncepterne "honne" og "tatameo," hvor "honne" repræsenterer det individuelle selv og "tatameo" det offentliges interesse, hvor man ikke udstiller følelser offentligt. I arabiske kulturer er deres meget direkte vrede et udtryk for troskab overfor deres stamme. 
 

Endnu et dynamisk træk i japansk kultur er "mato-damashi" eller den japanske ånd. Selvopfattelsen er altafgørende i gruppen. Ansvaret ligger hos gruppen fremfor hos individet. Ironisk nok er den arabiske kultur også en 'skam' kultur hvor gruppeselvet dominerer individets, alligevel er ved den måde agressionen der kommer til udtryk forskellighederne kan ses. Det bliver et spørgsmål om tilpasning versus hævn og gengældelse som de mere udprægede træk. 

Jasmin revolutionen, som den er blevet kaldt i Tunesien viser, hvordan araberne faktisk forsøger at bryde ud af den lukkede cirkel i et 'skam' 'ære' samfund som David Pryce-Jones så fint har beskrevet det. Forskellige arabiske muslimske land er nu under forandring og på forskellige stadier i forsøgene at bryde ud af de snærende bånd af 'skam-ære.'

I Libyen hersker Gaddafi stadig, Tunesien har rejst sig og har det ligesom Egypten. Bahrain og Yemen, kan vi ikke sige noget om endnu, og så er der Syrien. De synes alle at dele det samme ønske - det universelle om vækst, frihed og menneskelig fremskridt, Selvfølgelig kan vi blot spekulere på og håbe af dette er deres inderste fælles ønske.

Overfladisk set, udefra, kan man sige at både japanerne og araberne ikke behandler kvinder godt, men som andenklasses borgere. De japanske kvinder vokser op til at være mænd underdanige, men der er en forskel. Kvinder står som ledere af finanserne og kan tage rigtig mange beslutninger. De har også frihed til at få en uddannelse, et arbejde, en større stilling og nyde alt det det moderne liv kan tilbyde. Arabiske kvinder er under begrænsninger vedrørende enhver myndighedsstilling og er helt og aldeles mændenes ejendom. Hvis de forsøge at komme ud af dette forhold bliver de slået, æresmyrdet og ydmyget offentligt. 

Så hvorfor var japanerne i stand til at komme videre og araberne er ligesom låst fast? Professor Peter Berton forklarede også, at dette har at gøre med en økonomisk revolution i Japan. Japanerne blev som besatte af ting og det moderne. Dette opbyggede deres gruppeselv da de kunne benytte disse ting, såsom teknologi, til at komme videre udviklingsmæssigt. Vi kan også opleve, hvordan internettet, Facebook, Twitter og mobiltelefoner har hjulpet med til at sætte energi til den nuværende opstand i den arabiske verden.

En MEMRI anmeldelse fra 22. januar 2004, nummer 648, af en bog om arabisk kultur af den anerkendte japanske forsker Nobuaki Notohara med titlen Araberne: Japanernes mening, understregede den kendsgerning, at japanerne havde og  har udviklet deres evne til selvkritik. Da han blev spurgt af en araber om hvorfor japanerne ikke hader Amerika efter Hiroshima sagde han:

“Vi skal indrømme vore fejltagelser. Vi var imperialister og vi erobrede folkeslag og ødelagde mange lande - Kina, Korea, Oceaniet. Vi skal have selvkritik, og derpå rette vore fejl. Når det drejer sig om følelser, er dette en personlig sag, som ikke opbygger en fremtid."

Selv her er der en forskel i sammenligning med araberne. Japanerne dræbte ikke mennesker der bragte bibler til deres land, de brændte heller ikke de få synagoger de har. De har en mere selvsikker identitet, således at de ikke behøver at bevise deres tilstedeværelse ved konstant at være i konflikt med andre. 

Dette står i modsætning til araberne, der stadig leder efter en mere stabil og tilfredsstillende identitetsfornemmelse. Begge samfund går ind for underkastelse og tilpasning, og i tilfældet med jordskælvet har vi oplevet nogle falde ud af den rolle. Det japanske folk stoler ikke på regeringsrapporterne angående kernekatastrofen fordi i Japan er det at åbne op for en konfliktmulighed mod harmonien eller "wa," så japanerne forsøger altid at undertrykke de indre 'tsunamier' som vi kan se i begivenhederne der folder sig ud nu for tiden.

Det bliver interessant at se, hvordan indflydelsen fra udlændinge der hjælper med til at genopbygge og hjælpe vil få virkning på det lukkede samfunds væsen. Der sker altid en gradvis forandring. Japan åbnede sig en smule op efter 2. Verdenskrig. På lignende vis kan man spekulere på i hvilken grad den arabiske muslimske kultur og ikke arbaiske muslimske kulturer her belvet påvirket af krigen i irak og Afghanistan og nu den europæiske/US og endog arabiske intervention i Libyen. 

Som konklusion holder begge samfund fast ved gruppeviljen, hvorved det individuelle selv faktisk er ikke eksisterende. Begge er 'skam-ære' kulturer, der går ind for underkastelse og begge idealiserer moderen og devaluerer det kvindelige. Begge deler fantasier om sværdet - samuraien og jihadi. Imidlertid er der kvalitative forskelle der er helt deres egne.

Måske kan araberne lære mere om tolerance og stoicisme af japanerne. Måske kan japanerne lære noget om hysteriet fra araberne og give sig selv lov til at at være mindre underkastende især i krisetider. Måske kan vi få en større forståelse og værdsættelse af vore egne kulturforskelle ved at huske på tendenserne og dynamikken i skam-ære' kulturen.

Skam og det at redde ansigt er fælles smertelige menneskelige følelser.

* The second author is very grateful to Professor Berton for his insights into Japan and Japanese culture. On November 3, 2010 the Government of Japan announced the recipients of its Fall 2010 Decorations. From Los Angeles Consulate General jurisdiction, Dr. Peter Berton, Distinguished Professor Emeritus of International Relations, University of Southern California was awarded the Order of the Rising Sun, Gold Ray with Neck Ribbon.

FamilySecurityMatters.org Contributor Dr. Nancy Kobrin, a psychoanalyst with a Ph.D. in romance and semitic languages, specializes in Aljamía and Old Spanish in Arabic script. She is an expert on the Minnesota Somali diaspora and a graduate of the Human Terrain System program at Leavenworth Kansas. Her new book is The Banality of Suicide Terrorism: The Naked Truth About the Psychology of Islamic Suicide Bombing. 

FamilySecurityMatters.org Contributor Dr. Joanie Jutta Lachkar is a licensed and in private practice in Brentwood and Tarzana, California, who teaches psychoanalysis and is the author of The Narcissistic/Borderline Couple: A Psychoanalytic Perspective on Marital Treatment (1992, The Many Faces of Abuse: Treating the Emotional Abuse of High -Functioning Women (1998), The V-Spot, How to Talk to a Narcissist, How to Talk to a Borderline and a recent  paper, “The Psychopathology of Terrorism”  presented at the Rand and  the International Psychohistorical Association. She is also an  member for the New Center for Psychoanalysis.affiliateCorporationFamily therapistMarriage

Et ønskejob og så dog ikke

En muslim kommer ind på et socialkontor i England

Bernie Planck

Ahmed gik ind på det lokale arbejdsformidlingskontor i London for at få sin ydelse. Han marcherede direkte hen til skranken og sagde: "Hej, du ved jeg virkelig hader at være på understøttelse. Jeg ville meget hellere foretrække at have et job."

Socialrådgiveren bag skranken sagde: "Hvor er det godt du kommer lige nu. Vi har netop fået et ledigt job hos en meget velhavende ældre gentleman der har brug for en chauffør og livvagt til sin smukke datter. Du skal køre rundt i hans 2011 Rolle Royce Phantom Coupe og han vil give dig uniform og andet tøj. På grund af de mange arbejdstimer vil du få alle måltider. Det forventes også at du eskorterer hans datter på hendes ferierejser til udlandet. Det er godt nok måske lidt besynderligt det der nu følger, men en del af dit job er at tilfredsstille hendes seksuelle lidenskaber, da datteren er i midt 20'erne og er meget sexfokuseret."

Ahmed sagde med forbavselse i øjnene, "For fanden da, tager du gas på mig?"

Socialrådgiveren sagde, "Nuvel, det var dig der begyndte."

I den forbindelse:

Bare Naked Islam, UK: Flere uduelige Muslimske velfærdssnyltere lever i luksus betalt af britiske skatteydere.

En arbejdsløs familie af tidligere asyansøgere fra Somalia bor i et byhus til 3,2 millioner dollars på en af Storbritanniens mest eksklusive adresser til en omkostning af 12000 dollars om måneden, fordi de ikke bryder sig om den 'fattigere' del af byen hvor de før boede.

Hr Nur, 42, arbejdsløs buskontrollør, og hans 40 årige hustru, der aldrig har haft et arbejde, lever nu i Kensington trods det at de er helt afhængige af velfærdsydelser fra staten.

...

Man mener at familiens nye hjem er et af de dyreste huse der betales til gennem tilskud, der administreres af det lokale byråd, som igen betales af Department for Work and Pensions...

Hr. Nur sagde hans tidligere hjem i Kensai Rise området i Brent med 5 soveværelser, der kostede 900 pund om ugen i leje, var udmærket til at dække familiens behov, men han sagde at han følte de var tvunget til at flytte, fordi de ikke brød sig om at bo "i en meget fattigt kvarter' og var ulykkelige over kvaliteten af de lokale skoler og butikker.

Nogle af mine muslimske læsere kan undre sig over, hvordan hr. Nur kan have forbindelse med vittigheden der indledte artiklen, for trods alt er det så ikke muligt at hr. Nur faktisk leder efter et arbejde som buskontrollør? Næ, sådan set ikke, at dømme efter denne kommentar som svar på historien.

Vi ægte briter bliver løbet over ende af disse parasitter mens de får hjælp af vore nytteløse rygradsmanglende egenrådige politikere. Denne hr. Nur beskriver sig selv som en arbejdsløs buschauffør. Hvor belejligt. For at sige man er uden arbejde i UK skal man være ude af stand til at bevise at der findes et arbejde der svarer til ens kvalifikationer. Kendsgerningen er at Storbritannien ikke har brug for buskontrollører da enmands betjente busser blev indført for år siden. Dette stykke dovne slim er udmærket klar over dette og det gælder også vore nytteløse politikere.

Når lærere strejker: En erindring

Beverly Gunn

I efteråret 1980 var vor familie udstationeret ved en forlægning ved navn Ft. Huachuca, Arizona. Den nærmeste by var Sierra Vista, Arizona. Lærerne i Sierra Vista skolerne blev  prøveklud for et kollektiv forsøg af NEA, i en af deres første eksursioner for at opnå fagforeningskontrol versus skatteyderne. Men der skete noget besynderligt det efterår der nu er ved at gentage sig, da strejkerne i Wisconsin netop drejer sig om kollektiv indblanding og som en følge heraf de lokale skatter.

I 1980 besluttede lærerne på alle skoler i Sierra Vista at gå i strejke. De blev opmuntret til det at NEA, da NEA netop var ved at mobilisere sin styrke for at få lærere i andre stater organiseret, og dermed forsøge at få kontrol over lokale beslutninger af de lokale skatteudskrivningsmyndigheder, og de lokale skatteydere.

Lærerne gik ind på strejken. og skolerne lukkede, men Borgmesteren og Skolederen for skolerne i Sierra Vista konfererede med hinanden og blev enige om, at hvis det lykkedes for NEA at få deres sag gennemført så ville de fratage de lokale skatteydere evnen til at kontrollere de lokale skatter. Fælles overenskomst kan være udmærket i en privat drevet virksomhed, men når lokale skatter er involveret, da er fælles overenskomst næsten det samme som tab af den lokale kontrol, eller beskatning uden repræsentation.

Efter de to mænds konfereren ringede de til den øverstbefalhavende ved Ft. Huachuca. Mændene fremførte et ganske enkelt forslag som følger: Mange officerer arbejdede på forlægningen, og mange boede i byen, så derfor berørte det deres børn der ikke kunne komme i skole. Mændene bad kommandøren om at spørge officerernes hustruer om de ville komme og overskride grænserne, og holde de lokale skoler åbne, til bedste for lokalsamfundet. Ideen var fornuftig, fordi mange officershustruer havde universetsuddannelser. Faktisk trådte så mange hustruer frivilligt til  for at være erstatningslærere indtil strejken var forbi, at der var nok til at alle klasserne i skolerne kunne forsynes.

Jeg var en af de frivillige. Jeg var mor til tre, den yngste 18 måneder gammel. Jeg havde en veninde der tilbød at passe mit barn, men kommandøren for basen havde også ansat ekstra arbejdere fra dagplejen således, at der var tilstrækkelig omsorg for alle de som gik i gang med at undervise. 

Det som skete derpå var min introduktion til den virkelig grimme verden af fagforeninger, blokadevagter og terror ved hyrede strejkeagitatorer der kom langt østfra, der blev bragt hertil for at agitere og vinde slaget. Det blev virkeligt grimt i Sierra Vista i de næste seks uger.

Vi blev ikke informeret om hvad vi kunne forvente, i stedet mødtes nogle af os i dagligstuen hos andre hustruer der havde set NEA strejker, og der kunne de give os en forestilling om, hvor slemt det ville blive. Den første dag indtraf og ganske troskyldigt kørte jeg til skolen med undervisningsplanerne, og en indre bøn, fordi jeg vidste at børnene ville være delt i hjerter og sind. Jeg ankom til den skole jeg skulle være på og parkerede, og trådte lige ud til en række af protesterende, agitatorer, lærere og andre der råbte rædselsvækkende ting mod os og kaldte os smædeord. Det syntes som om, at fagforeningsbosserne havde ganske god informationskanaler, da mine veninder der underviste på andre skoler oplevede de samme ting. Jeg ville ikke have forventet at blokadevagterne kendte mit navn fra dag eet, men det gjorde de altså.

Jeg erfarede at eleverne var blevet 'trænet' udenfor skolen af deres lærere om ikke at vise respekt og være usamarbejdsvillige overfor deres vikar. Mine elever fortsatte dog ikke med at genere mig efter de første dage. Jeg lod dem vide, at jeg mente   alvor, og at de havde behov for at lære noget. Det syntes de at respektere, og de fortalte deres lærer der var blokadevagt dette, og efter den første uge tror jeg hun fortrød hun var gået med i strejken. Eleverne fortalte mig efter den første uge, da hun så at jeg underviste, og så at jeg var effektiv, at hun derpå opmuntrede sine elever til at samarbejde og få lært noget. 

For hver dag, når skoledagen var forbi var det som en stor blyklump blev løftet af vore hjerter. Vi vidste, at nogle af fagforeningsagitatorerne der var rejst dertil var havnearbejdere, og de var kendt for deres fysiske konfrontationer og intimidering. Vi blev også fulgt af disse agitatorer indtil de af os, som boede på militærforlægningen nåede i sikerhed indenfor portene, hvor MP'erne stod. Disse kære mænd og kvinder trådte virkelig til og sikrede, at ingen agitatorer kom ind i forlægningen. 

Efter den første uge begyndte telefonen at ringe om aftenen. Efter den første opringning sagde jeg til mine børn at de ikke måtte tage telefonen, da min syvårige svarede  fik hun smidt en skovlfuld  bandeord og trusler i ørerne der fik hende til at bryde sammen i gråd. Fra det tidspunkt svarede vi ikke telefonen om aftenen, medmindre jeg overlod opgaven til min mand. Intimideringen var voldsom hver dag, men jeg blev ved med at tænke på, hvad skatteyderne ville miste, hvis den kollektive overenskomst blev godkendt i denne første prøvesag, og det holdt mig kørende. Min familie har indbefattet mange lærere, medlemmer af skolebestyrelser og skoleadministratorer, og vi betragter udddannelsesområdet som helligt, et der er helt specielt og unikt og som kræver troskab overfor eleverne og overfor lærergerningen.

Strejken varede rundt regnet seks uger. Det blev helt tydeligt for de strejkende lærere i Sierra Vista at undervisningen kunne godt foregå uden dem. Faktisk tvang den øverste skoleleder noget af en nedtur igennem for dem da han holdt et møde med medlemmer af skolebestyrelserne og var klar til at anbefale at alle vikarerne skulle ansættes og undervise børnene. Endelig sluttede strejken, og jeg blev igen hjemmegående husmor, og elskede det. Jeg fik den kompliment at Skolelederen der indbød mig i sit hjem tilbød mig ethvert arbejde jeg kunne ønske i distriktet, jeg afviste det dog med stor taknemmelighed. 

Jeg fik også en anden lille overraskelse. Nogle få uger efter strejken tog jeg telefonen en aften. I den anden ende var den lærer, hvis klasse jeg havde undervist i alle de uger. Hun ville gerne takke mig for at have undervist hendes børn så godt, og hun indrømmede at hun måtte have været kortsluttet i hovedet da hun indgik i noget så tåbeligt som at gå i strejke. Hun fortalte mig at hun betragtede det som den værste beslutning hun nogensinde havde taget , og at hun bitterligt havde fortrudt den. Hun sagde også at hendes elever ikke havde samme respekt for hende siden da, da de syntes hun havde svigtet dem. Jeg fortalte hende blot, at jeg ville bede for hende og hendes klasse og at jeg elskede hvert minut af undervisningen til disse specielle elever.

Når jeg nu ser de strejkende lærere i Wisconsin lukke skolerne er jeg taknemmelig for historien om  at lærerne i denne stat, Texas, ikke er fagforeningsorganiserede. Vi går ikke i strejke i denne stat. Vi beder ikke skatteyderne om at give mere end de lokale skatter kan klare. Det holder måske lærerlønningerne lavere. end vi måske synes de skal være, men det opdeler også lærerne i den særlige opgave at sætte eleverne over sig selv. Staterne er ved at løbe tør for midler, det er den barske sandhed, men jeg lærte for mange år siden at de lokale skatteydere har noget at skulle have sagt. Nu da kassen er tom i mange stater, erfarer læreren og andre fagforeningsarbejdere de barske sandheder, og mens brønden løber tør og der ikke er flere penge, da vil de strejkende arbejdere blive mødt af vrede skatteydere der er dødtrætte af at have misten den lokale kontrol over de stigende skatter.

Tiden med at benytte de generøse skatteydere i et spil om at snyde, og om flere midler er endeligt ved at være forbi.

http://www.americanthinker.com/2011/02/when_teachers_strike_a_memoir.html 

Kan Japan rejse sig - kan Vesten?

Kan Japan komme på fode igen?

---

Pat Buchanan

Vi kan takke Forsynet for at jordskælvet ikke var 220 kilometer tættere på Tokyo, for da ville Japans døde være millioner.

Premierminister Naoto Kan kalder det den værste krise siden 2. Verdenskrig. Ja, så skrækkeligt som det er, så kan det dog ikke sammenlignes med 2. Verdenskrig. For de døde i jordskælvet er 'kun' 1% af de som forsvandt i 2. Verdenskrig.

Mellem 1942-1945 blev Japan indskrænket som det imperium der havde omfattet Formosa, Korea, Manchuriet, hele Kinas kyst, hele fransk Indokina (Vietnam, Laos, Cambodia), Thailand, Burma, Malaysia, Singapore, Hollansk Indonesien, Filippiner og øerne i den vestlige del af Stillehavet ud til Guam og sydpå til Guadacanal.

Japan i sin storhedstid under 2. Verdenskrig

Man havde 2 millioner døde i militæret og 500000 til 1 million civile døde, under U.S. tæppebombninger, der reducerede landets store byer til grusbunker og Hirshima og Nagasaki til atomaske.

Alligevel, 25 år efter det mest ødelæggende nederlag i moderne historie, kunne Japan komme frem til at være den andenstørste og mest dynamiske økonomi i verden.

Under prokonsulen Genral MacArthurs ledelse kom Japan på fode, fortrød krigen og nåede en årlig vækst på 10% i 1960'erne, 5% i 1979'erne, 4% i 1980'erne. Selvom landet er mindre end staten Montana og med færre ressourcer skabtes der en økonomi halvt så stor som U.S. og på mange måder teknisk overlegen.

En ekstraordinær kraftanstrengelse af et ekstraordinært folk.

I slutningen af 1980'erne så det ud til at Japan ville overgå Amerika.

Det skete ikke. De sidste to årtier var tabte årtier, med Japans økonomi i tilbagegang til en tredjedel af United States. Sidste år blev Japan overhalet som verdens andenstørste økonomi af Kina. Beijing producerer nu flere biler og har et handelsoverskud med Amerika der får Japans til at ligne en dværg.

I 1988, var 8 af de 10 største virksomheder i verden japanske. I dag har Japan ikke en virksomhed i top 20, og kun 6 i top 100. Landets nationale gæld er 200% af BNP. Kan Japan rejse fra dette jordskælv og 20 år med økonomisk stagnation og politisk elendighed og genvidne dynamikken landet kunne udvise i årtierne efter 2. Verdenskrig?

Hvis det skal ske, kræves der et større mirakel. Grunden til pessimismen kan opsummeres med et enkelt ord: Demografien.

Japan har 127 millioner indbyggere, det højeste nogensinde. Alligevel forudser FN at 25 millioner japanerne vil 'forsvinde' ve år 2050. Hvorfor? Japan er det 'ældste' land på jorden, men en gennemsnitsalder på 45, og en fertilitetsrate under 0 i befolkningsvækst i de næste 40 år.

For at opretholde et befolkningstal skal fertilitetsraten for kvinderne være 2,1 barn. Japans er 1,27 barn per kvinde, hvilket ikke er to-tredjedele af det der skal til for at erstatte den nuværende befolkning.

I 1960 da Japan kæmpede om at overhale Vesttyskland som nummer 2 økonomien, var 49% af befolkningen under 25. Mindre end 8% var over 60.

I dag er blot 23% af Japans befolkning under 25, flere end 30% af alle japanere er over 60, og Japans gennemsnitsalder er nået op på 45. Man regner med at Japan vil 'miste' 3 millioner mennesker i dette årti og næsten 6 millioner i 2020'erne.

For virkelig at sige det barsk. Japan bliver oldgammel, skrumper ind og er døende.

I 2050 vil færre end 19% af alle japanere være under 25, mens 44% vil være over 60. Gennemsnitsalderen vil nå 55, og dette formoder endda iflg et FN-projekt en stigning i fertilitetsraten, som ikke forekommer sandsynlig.

Washington Post rapporterer om nedgangen i de japanske studerendes antal på U.S. universiteterne: "Antallet af børn (i Japan) under 15 er faldet i 28 på hinanden følgende år. Størrelsen på landets afgangskalsser er skrænket ind med 35% på to årtier."

Hvor er alle børnene henne?

Dog er det som sker i Japan ikke noget enestående for Japan.

Ruslands befolkning falder to til tre gange hurtigere end Japans. Landet mister en halv million mennesker om året. Tyskland og Ukraine ligger meget tæt på Japan i det 'kapløb.' Kun indvandring fra Afrika, Sydøstasien og Mellemøsten gør det muligt for Storbritannien at have en befolkningstilvækst. Indfødte briter rejser bort og dør.

Faktisk så har hvert eneste af de Østasiatiske og europæiske nationer der har opnået de højeste scorer i internationale test i matematik og videnskab en fertilitetsrate der også er en garanti for en aldrende og mindre befolkning.

Hvor kommer verdens befolkningstilvækst så fra?

I tidsrummet fra nu og til 2050 vil Afrikas befolkningstal blive fordobet til 2 milliarder. Latinamerika og Asien vil føje 1 milliard til.

Kun seks nationer, muslimske og fattige - Bangladesh, Egypten, Indonesien, Pakistan og Tyrkiet - forventer man vil føje næsten 500 millioner mennesker til deres samlede befolkningstal ved år 2050.

Hvis demografien er skæbne, da er Solen ikke kun ved at gå ned i Landet med den opstigende Sol. Solen går ned over Vesten.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=275077
Get Pat Buchanan's classic, "The Death of the West," autographed at low price

---

Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.

Oklahoma City Bomben - den tredje terrorist dukker op.

Oklahoma City Bomben -- den "tredje terrorist dukker op"

Wes Vernon

Det er altså kun småting når en fyr bliver arresteret for at knalde en flaske i hovedet på en anden fyr, ikke sandt? I dette tilfælde, helt forkert! Politiet i Quincy, Massachusetts (en del af Boston by området) fængslede tidligere på måneden en ølflaskekaster, der viste sig at være en formodet anklaget terrorist - på fri fod i de sidste otte år. Dette genopliver sagen, med højt sandsynligt den største skjulte historie, i vor nations historie.

Det omfattende røgslør over plottet dukker op når vi overvejer at nogle meget magtfulde mennesker håber at den anklagede ølflaskekaster, Hussain Al-Hussaini bare vil forsvinde, som han gjorde i 2003, efter to forfejlde forsøg på at rense sig i retten. TV journalisten Jayna Davis har antydet hans medvirken i Oklahoma City Bombe i 1995 der dræbte 171, herunder børn, levende som ufødte.

Denne klumme har forsøgt at få nogen oplysninger fra FBI og U.S. Justitsministeriet: Hvordan kan det være at FBI nu siger -- ifølge lokalavisen Patriot Ledger fra Quincy --at Al-Hussaina blev "helt og aldeles undersøgt" og "at man ikke fandt han havde nogen rolle overhovedet i angrebet" på Murrak Federal Bygningen.

Nå, passer det virkelig?

Det er højst forbavsende for Davis, der brugte otte år på at indsamle beviser der peger på at Al-Hussaini er inblandet i massemordet. Det er særligt forundrende fortæller hun til denne klumme i betragtning af at forbundsundersøgerne "fejlede og/eller nægtede grundigt at undersøge øjenvidne vidnesbyrd, og solide bekræftende beviser der dirket implicerer Hussain Al-Hussaini i forbrydelsen."

Hvad fik FBI til at ændre holdning?

Derfor kontaktede denne skribent FBI og DOJ ( Justitsministeriet) for at finde ud af hvordan myndighederne - der i årevis har ignoret beviset i sagen - nu kan sige at Al-Hussaini "absolut intet" havde at gøre med angrebet, skønt de i selv i 2004 aldrig havde afhørt ham.

Den første person vi kontaktede var Special Agent Greg Comcowich -- talsmand for FBI Boston afdelingen -- for at finde ud af, hvordan og, hvor FBI havde "grundigt efterforsket" Al-Hussaini og konkluderet at han var fri for nogen skyld i 1995 angrebet.

Agent Comcowich var meget venlig og samarbejdsvillig. "Dette var før min tid," forklarede han. Han henviste os til FBI Hovedkvarteret i Washinton og bad os komme tilbage til ham hvis vi havde problemer med at komme videre.

FBI hovedkvarteret: Al hvem?

På Washington FBI kontoret sagde en ikke identificeret talsmand der tog telefonen: "Jo, det er ikke den sammen person. Jeg tror ikke det er den samme person ..vent et øjeblik..."

(Lad os holde inde her og lægge det tilside: Ved at have set Al-Hussainis forbryderalbumbilleder, da har Davis positivt identificeret ham som "den samme person." Efter sin arrestation, iflg. Patriot ledger, spurgte den tidligere KFOR-TV (Oklahoma City) journalist en detektiv fra Quincy politiet om manden som betjentene havde pågrebet i ølflaskeangrebet havde et anker tatoveret med en slange rundt om. Det havde han. Hun sagde anker-slange tatoveringen var almindelig blandt medlemmer af Saddam Husseins irakiske hær.

Efter at have ventet i adskillige minutter vendte FBI Washington talsmanden tilbage og uden at sige et ord blev jeg sat på en telefonsvarer, hvor jeg gentog forespørgselen, og forklarede, hvilken nøjagtig information jeg søgte, og bad om at de ringede tilbage.

To dage og der skete intet.

Derpå tog jeg Boston FBI agent Comcowich på ordet om at komme tilbage til ham, hvis jeg forblev tomhændet med Washington forespørgselen. Der er gået endnu 2 dage og der er intet svar mens jeg skriver dette.

Eric Holder's Justice Department gav på lignende vis mig e-mail adressen på en talsmand der - efter to dage - endnu ikke har svaret.

Hastesagen

Hussain Al-Hussaini er nu i et Quincy fængsel -- sidst vi kontrollerede -- anklaget for at smadre en anden mands ansigt med en knust ølflaske. Angrebets offer blev kvæstet og det var nødvendigt at benytte 40 sting og hospitalsindlæggelse. Al-Hussaini fotalte angiveligt politiet at han var blevet generet af andre mænd i et hjemløsecenter på grund af "hans rolle i Gulf Krigen."

Han blev bragt for en dommer i Quincy Court den dag han blev arresteret. Hans næste fremstilling - igen sidst vi så efter -- er beregnet til mandag den 28. marts.

Her er hvad der står på spil: Denne mand bør ikke frigives indtil myndigheder har gjort deres arbejde og virkelig "grundigt" har efterforsket sagen og forfulgt den. Forbundsagenter har alle Davis' beviser, herunder 22 vidner der så ham med Timothy McVeigh (der senere blev dømt) i de aktuelle timer på den dag Oklahoma City Bomben skete.

Da Davis' rapportede kendsgerninger der implicerer Al-Hussaini, har han to gange lagt sag an mod journalisten for bagvaskelse - først ved statsretten, så på forbundsniveau - og begge gange blevet afvist. Hendes beviser mod den mand har retten fundet som værende "uden for tvivl" og hendes omtale har ikke udvist "en hensynsløs mangel på respekt for sandheden."

Når hr. Al-Hussaini dukker op i retten mandag bør han under ingen omstændigheder løslades - på kaution eller anden vis. Han er helt klart en flugtrisiko, af grunde der ikke har forbindelse med anklagen om at angribe en hjemløs mand med en ølflaske. Offentlighedens interesse kræver at dommeren i sagen bliver informeret om de meget større problemer, og at der ydes dem behørig hensyn. Jeg er ikke advokat, men håber på at nogen i den domstol kan se hvad der står på spil her.

Spørgsmål: Hvorfor?

Hvem ved hvorfor forbundsmyndighederne har undladt at se på beviserne mod Al-Hussaini? "Politisk korrekthed" (hans Mellemøstlige herkomst)? Måske ønsker myndigheder ikke at stå ansigt til implikationerne ved et sådant angreb - hvis det indbefattede en fremmed magt - var en "krigshandling"?

Men vi skriver er det sandsynligt at nogen - eller nogle - er begyndt at svede derude. De ville bare elske at se hr. Al-Hussaini forsvinde -- ligesom han gjorde efter journalisten Jayna Davis blev givet højeste troværdighed ved to domstole - stats- som forbunds.

Hvad tror du er chancerne for at vi endelig vil se en domstol hale nogle myndighedspersoner ind for at svare på, hvorfor de har nægtet at følge adskillige troværdige ledetråde i dette massemord og at det derfor bør betragtes som en sag om pligtforsømmelse?

"The Third Terrorist" (titlen på Davis's bog om sagen) vender sagen — de to andre McVeigh (henrettet) og Terry Nichols (livstid og myndigheder har blokeret for alle forsøg på at interviewe ham).

Vi er slet ikke færdige endnu. Mere i næste klumme. Der er for meget på spil her end blot noget slagsmål i et hjemløsecenter.

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/110324

Læs endelig denne artikel på synopsis om Oklahoma City Bombeangrebet og mordet på JFK: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/mordet-pa-kennedy-og-oklahomabomben.html

Offervilje - hvad er det?

Den virkelige betydning af offervilje...


Maj. Gen. Patrick Brady

Amerika har ingen konger eller dronninger men vi har ædelmodige. Vor ædelmodighed består af veteraner og de er garantien for vort lands værdier. I dag er det den nationale Medal of Honor Day, og vi fejrer det hos vore ædelmodige der bærer medaljen.

Maj. Gen. Patrick Brady

Vi i Medal of Honor Society kan spore vore rødder tilbage til Abraham Lincoln og Civil War. På vore lister er navne der for altid vil være en del af amerikansk historie - Sergent Alvin York, Charles Lindbergh, Douglas MacArthur, Jimmy Doolittle, Eddie Rickenbacher, Audie Murphy, og navne ikke så velkendte men absolut ikke mindre helte - Lucian Adams, Robert Howard og Jose Lopez fra San Antonio.

Vor medlemsskare inkluderer generaler og menige, millionærer og ludfattige, politikere og digtere og krigsfanger. Vi dækker hele spektret af den amerikanske erfaring, og har haft ledere fra alle områder af amerikansk kultur. Vi er en gruppe af borgere der ikke alene forsvarede vor kultur, vi hjalp med til at opbygge den.

Vi er ikke knyttet sammen gennem velstand, social klasse eller rangfølge. Vi er knyttet sammen ved patriotismen - det er den eneste lim der er kraftig nok til at holde os sammen. Vi indser, at det vi bærer gør vi mere på grund af nåde og barmhjertighed af den Almægtige Gud - og den gode vilje og støtte af vore kolleger i kamp - end for noget andet vi udførte da vi kæmpede i kampens kaos og tumult.

Vi er blevet æret til døden. Men det vi helst gerne så æret er de værdier der gav os motivation - værdier der ophøjes ved mod og offervilje.

Vigtigst skal nutidens ungdom se, at Amerika er taknemmelige for vore veteraner - at mod og offervilje er noble mål der bør hyldes i dette land. De skal lære, at det er en blanding af godhed med mod der giver en ægte helt. Godhed er væsentligt; berømtheder er ikke altid helte.

Veteraner ved vi ikke alle er født lige, særlig ikke når det drejer sig om evner og mulighed. Men på den eneste måde der virkelig gælder er vi alle født lige. Det er området man kalder mod: Mentalt, moralsk og åndeligt mod.

Hver person kan have alt det mod han eller hun ønsker. Gud har givet denne fantastiske gave ubegrænset til alle. Man kan ikke bruge den op - og det er nøglen til succes i livet.

Hvad er kilden til mod? Jeg tror det er tro på noget der er værd at dø for. Frygt er intet andet end vor tro på prøve - vor tro under ild.

Offervilje er vigtig, og der er ingen sand offervilje uden en omkostning. Den er uselvisk. Den forøger vor evne til at yde mere offervilje. Den forøger også vor evne til at udvise lederskab for at opfylde det at være lykkelig. Evnen til at vise offervilje kan være det ultimative mål for en person.

Hvis du virkelig er enig med mig i, at offervilje bedst kan defineres som en kærlighedsgerning så er det let at se at vore veteraners kærlighed er selve grundlaget for sikkerheden i denne nation.

Vort budskab i dag til vor ungdom, kommer fra de som ofrede deres ungdom for at friheden kan blive gammel. I løbet af mange år og utallige kamppladser, over ligene af millioner af døde, er det et budskab om at modets værdier, grundlagt på tro og offervilje i kærlighed vil føre til en ubegribelig evne til at tjene andre - og til selve Amerikas sikkerhed. Fred er den ultimative sejr for alle krigere.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=278909

---

Patrick Brady, a retired U.S. Army major general and helicopter pilot, was awarded America's highest decoration, the Medal of Honor, for a series of rescues during the Vietnam War in which he used three helicopters to rescue more than 60 wounded. At the end of the day his aircraft had over 400 holes in them from enemy fire and mines. In two tours in Vietnam he flew more than 2,500 combat missions and rescued more than 5,000 wounded. Some pundits recognize him as the most decorated living veteran. His website is GeneralBrady.com.

Helte fra 1. Verdenskrig æres

Ære til alle vore helte fra 1. Verdenskrig

Ken Blackwell

Præsident Obama og vicepræsident Biden tog i denne uge på et uofficelt besøg på Arlington National Cemetery. De drog dertil for at udtrykke en taknemmelig nations tak for den tjeneste som Frank Buckles, den sidst kendte overlevende af de amerikanske "Doughboys" (infanterister) i 1. Verdenskrig udførte. Buckles var knap 16 år gammel da han 'snød' med sin alder for at komme i uniform.

Buckles i 1917 (16 år)
Samt Buckles underskrift i 2000 Frank W. Buckles February 1, 1901 – February 27, 2011
(110 år, 26 dage)

Det er altsammen meget passende og ærværdigt, at de gjorde dette.

Den Store Krig var Amerikas ilddåb på verdensscenen. Skønt Frankrig og Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand allerede have kæmpet på Flanderens marker og i Nordøstfrankrig i tre lange blodige år, da U.S. kom ind i krigen mod Tyskland, da blev amerikanerne på det hjerteligste budt velkommen, især af de udmattede franskmænd. 

Præsident Woodrow Wilson sagde at Amerika "ønskede at gøre verden sikker for demokratiet." Det var en nobel sag. Men det var besynderligt at bedes Amerikas sorte soldater kæmpe for det. Trods alt, var dette tiden med KKK lynchninger i mange af Unionens stater. Dette var på den tid da Jim Crowe lovene tvang sorte amerikanere ind i en slags andenklasses borgerskab i det land de var født i. Dette var et tidspunkt da stemmerettighederne, garanteret af 15. og 19. Amendment i Forfatningen rutinemæssigt blev nægtet sorte ved tusinder af afstemningssteder.

Wilson sagde nej til de ihærdige appeller fra franske generaler om at få soldater fra American Expeditionary Force (A.E.F) til at udfylde hullerne i deres rækker. Som øverstkommanderende uden militær erfaring eller interesse fulgte han klogeligt råd fra den kommanderende general John Pershing, om at amerikanske soldater burde kæmpe som en enhed - og kun under amerikanske officerer. Pershing afvist endog franske trænere til hæren. "En amerikansk hær kan ikke udgøres af franskmænd." sagde han.

 

John Pershing

Wilson indvilligede dog i en undtagelse. Han gav tilladelse til at enheder som New Yorks 369. Regiment - den udelukkende sorte enhed "Harlem Hellfighters" tjente under franskmændene. Selvom Wilson med denne handling kan have behandlet sin sorte soldater, ikke som sønner, men stedsønner, bød Harlem Hellfighters muligheden velkommen til at komme i kamp og bevise deres værd.

 

.

Harlem Hellfighters i Frankrig

Og de beviste deres værd. Harlem Hellfighters nød den gode modtagelse de fik i de franske styrker. Wilson's uduelige administration havde efterladt U.S. Army og Navy i en smertelig uforberedt stand til at føre krig, men franskmændene vist delte deres varme vinteruniformer, støvler og endog deres karakteristiske bedre beskyttende stålhjelme. 

Vore mænd fra Harlem og andre sorte enheder -- dengang kaldt farvede tropper -- værdsatte Frankrigs ægte forpligtelse at at vise ligheder for racer. Frankrigs sårede soldater -- hvide og de fra Frankrigs afrikanske kolonier -- blev behandlet af hengivne sygeplejerkser på fælles hospitaler. Denne ære blev automatisk overført til Amerikas sårede sorte soldater i forsvar for Frankrig.

Ikke alle amerikanerne på hjemmefronten var enige i opsplitningen af de militære enheder, eller med de politikker der behandlede sorte 'Doughboys' anderledes, end andre der tjene frihedens sag.

Tidligere præsident Theodore Roosevelt, den gamle Stridsmand, var inderligt optaget af borgerrettigheder. Han ønskede at kæmpe for friheden. Han gik med hatten i hånden til Det Hvide Hus for at bønfalde Wilson om at få lov til at være med i skyttegravene. Men du kan blive dræbt der, føjede Wilson til. Jeg ville være mere end tilfreds med, sagde den frygtløse TR, hvis der på min gravsted stod "Roosevelt for Frankrig."

TR havde en formodning, at om Wilsons virkelige grund til at nægte at opfylde hans ønske var frygt for at Roosevelt ville udmærke sig endnu en gang i et slag og slå Wilson ved præsidentvalget i 1920. Bitter over han var blevet nægtet trådte Roosevelt med ind i koret af kritikkere af Wilsons håbløse administration -- og klagede over den uretfærdige behandling af Amerikas sorte soldater.

Harlem Hellfighters havde alt for travlt med at bekæmpe tyskerne til at være opmærksomme på de politiske skærmydsler hjemme. Det taknemmelige Frankrig udøste medaljer over de tapre sorte soldater der kom for at redde landet. Officererne og deres mænd i 369th Regimnet blev belønnet med 170 Corix de Guerre, og Legion d'Honneur. Blot seks uger før våbenhvilen ledte korporal Freddie Stowers fra 371. Regimnet an i et angreb mod en tysk maskingeværrede ved Maison-en-Champagne. Tyskerne overgav sig, men løb hurtigt tilbage til deres skyttegrave. Eddie Stowers satte efter dem, udslettede reden og opmuntrede sine mænd til at følge sig. Men han blev kort efter ramt af endnu en kugle. Hans mænd fulgte hans eksempel, og indtog højen hvor Eddie Stowers fald. Korporal Stowers var den eneste sorte soldat i 1. Verdenskrig der vandt Congressional Medal of Honor, som blev givet ham posthumt.

 
Freddie Stowers

Da Harlem Hellfighters vendte tilbage til New York efter deres store sejr, var der titusinder der tog imod dem. De marcherede stolt op af Manhattans Fifth Avenue, og blev hyldet al alle racer. Deres fremragende regimentsorkester under ledelse af James Reese Europe, førte dem til Harlem, hvor han skiftede fra kampmusik til jazzmelodier. De overstadige folkemængder -- hustruer, sønner og døtre af disse sorte helte -- brød ud i begjestring da Big Jim Europe's band spillede "Here Comes My Daddy."

Der burde aldrig have været raceadskillelse med enheder i hæren i denne store republik. Vi kan være taknemmelige for at Pærsident Harry Truman, endnu en Doughboy fra 1. Verdenskrig, indførte fuld integration i vore væbnede styrker i 1948. Men nu da Franck Buckles er stedt til hvile, kan vi også være stolte over Harlem Hellfighters og huske på deres tapre forsvar af friheden.

Kenneth Blackwell

http://www.americanthinker.com/2011/03/honoring_all_our_wwi_heroes.html

Muslimer ikke ansvarlig for alt Ondt i verden!

Muslimer ikke ansvarlige for alt Ondt i verden

Bernie Planck

Kunne du forestille dig, hvad folk ville have sagt om Ted Bundy om han ville have sine seriemord undskyldt med den begrundelse at der var andre mennesker der begik endog endnu flere, og endnu mere frygtelige onde handlinger og pegede på Vlad Pælfæsteren og Hunnen Attila som eksempler? Hvordan mon dette argument ville have virket i retten?

Men muslimer skammer sig ikke over at pege på de onde vantro i historien for at undskylde deres egne overgreb.

Overvej denne kommentar af læseren Nizami fra Jakarta, Indonesien som svar på min artikel "Islam er den hurtigst voksende religion - nej;

Hvem påbegyndte 1. Verdenskrig med 17 millioner døde?
Frankrig, Rusland, Storbritannien mod Tyskland. De fleste kristne.

Ikke muslimer!


Hvem begyndte 2. Verdenskrig med 55 millioner dræbte? Det var kristne!

Nizami peger derpå på sin blogartikel Er Islam den mest voldelige religion i Verden,? hvor han går i flere detaljer om kristne krige og udnyttelser, og frækt udelader han de hundreder af millioner døde i muslimske krige i århundredernes forløb.

Men hvordan kan det dog undskylde nutidens muslimske barbariske handlinger?

Her følger mit svar til hans argumenter:

Derfor Nizami, siger du at vr bør undskylde muslimer når de stener kvinder for utroskab, skærer hænderne af de som stjæler, og halshugger mennesker for blasfemi fordi muslimer ikke er ansvarlige for 100% af det onde i verden? Hvor skrev jeg at muslimer er det eneste onde i verden?

Når det drejer sig om 1. Verdenskrig var det Tyskland og Det Muslimske Osmanniske Riger der begyndte den krig, læs din historie.

Vedrørende 2. Verdenskrig, ved du da hvem der samarbejdede med nazisterne for at slå millioner af jøder ihjel? Ved du hvem der rekrutterede muslimer til SS? Slå  Mohammad Amin al-Husayni, Stormuftien af Jerusalem op, læs din historie.

Hvis du ikke kender disse kendsgerninger at muslimer er dybt involveret i begge de krige du nævnte, så er du blot et ignorant redskab der gentager de muslimsle myter der findes på muslimske hjemmesider. Hvis du kendte disse kendsgerninger, men håbede vi ikke gjorde, så er du blot endnu en muslimsk bedrager.

Under alle omstændigheder er du enten en idiot eller en løgner. Det er ikke personlig ment.

Jeg er forbavset over at Nizami i sin galskab ikke beskylder jøderne for de fleste af verdens krige, se 13 ting man kan give jøderne skylden for.

Selvfølgelig er der en kæmpeforskel mellem kristne, der kæmpede i begge verdenskrig og muslimer der skærer halsen over på sovende børn. Da tyskerne fik ordre til at kæmpe, citerede hverken Kejseren eller Hitler vers fra Jesus hvor han beordrer dem til at udslette deres fjender. Når muslimer begår overgreb, giver deres imamer dem Sura og vers hvor Muhammad kommanderer dem til at dræbe de vantro.

Nogle soldater i 1. Verdenskrig og 1. Verdenskrig kan udmærket have været kristne, men imidlertid blev ingen af krigene udkæmpet for at sprede den kristne religion over verden. Hverken Hitler, Mussolini eller Toro kæmpede for den kristne sag. Om noget blev aksemagter af den kristne verden opfattet som værende anti-kristen.

Men handlingerne hos nutidens jihadister har helt sikkert følgende mål: At sprede Islam til hele verden og til underkastelse, omvendelse eller døden for de vantro.

Således er det et meget ringe lidet overbevisende argument du kommer med Nizami; andre onde gerninger undskylder ikke dine egne. Det giver ingen undskyldning for seriemorderen det undskylder ikke de muslimske barbariske gerninger.

---

Beskrivelse af fotoet:

Photo Credit: WebUrbanist

Smukt, dog bizart, billedet foroven skildrer Tyskland, Italien og Japan der dræber Jesus Kristus! Den amerikanske kunstner Thomas Hart Benton malede dette forbløffende tableau med titlen "Igen," i 1941 umiddelbart efter angrebet på Pearl Harbor. Maleriet er en del af Bentons 8 dels værk "Farens År," hvis præcise formål var at vække amerikanernes bevidsthed om farerne ved fascismen.

En Fredsflåde for det 21. århundrede

En Great White Fleet for det 21. århundrede

James B. Brinton

Størrelsen af katastrofen i Japan får hjælpeforanstaltningerne til at se smerteligt ringe ud; de humanitære behov kræver virkelig stærke værktøjer for at kunne give hjælp. Flere jordskælv vil følge, nogle kraftigere, og de fleste nationer vil få brug for langt mere hjælp, end det velforberedte Japan.

Da de fleste af Japans indbyggere bor i kystområderne da vil det at bringe den nødvendige hjælp meget passende være en flådemission. Der er allerede 2 U.S. Navy hangarskibe og en krydser til stede ved Japan, og cirka et dusin flere flådefartøjer ankommer hen ad vejen. De 40000 tons tunge angrebsskibe er velegnede til katastrofehjælp med deres flydæk og amfibie egenskaber -- for ikke at nævne deres delinger af Marine Corps.

Men den rolle der kan udfyldes af vore to, 100.000 tons superhangarskibe USS George Washington og USS Ronald Reagan vil være betragtelig, langt udover størrelsen af deres muligheder. Dette er fremragende fartøjer til brug ved katastrofeintervention.

Som tidligere flådeofficer er jeg slået af forbavselse over disse skibes muligheder. Som forsker i flådehistorien husker jeg også Teddy Roosevelts Great White Fleet, med dens demonstration af magt og fredelige hensigter, og jeg mener vi burde kombinere suparhangarskibene og flådens koncept til en ny humanitær mission.

Den Første Flåde

Enhver mariner ved at den oprindelige Great White Fleet bestående af 16 krigsskibe sejlede verden rundt på en goodwill mission i 1907 på ordre af præsident Roosevelt. Den demonstrerede, at mens United States havde mulighed for at nå frem overalt på kloden, og mens dens magt til havs måske ville bekymre andre, da var Amerikas intentioner fredelige. Flådens hvide farver symboliserede ikke overgivelse, men formålets renhed i en idealistisk tid.

USS Connecticut fører an i Great White Fleet da den sejler ud fra Hampton Roads, Virginia, 1907

United States kan genbekræfte sine idealer i dette århundrede med en ny Great White Fleet. U.S. Navy har inaktive superhangarskibe der med lethed, og relativt omkostningsfrit kunne forvandles til katastrofehjælps skibe. Vi burde gøre dette fordi vi er Amerika: Amerikanerne ville hellere redde nationer, end ødelægge dem, for Flåden demonstrerer amerikansk medfølelse i kølvandet på katastrofer, og fordi Amerika er den eneste nation der kan.

Naturkatastrofer som dem på Haiti, Chile, Pakistan, New Zealand, Kina og Japan presser nationerne og de lokale ressorucer til bristepunktet. De øjeblikkelige´behov går fra drikkevand, mad og ly til lægehjælp og medicin, til elektricitet, transport, svært entreprenørmateriel og næsten enhver anden ressource i et civiliseret samfund. Et ombygget superhangarskib -- med dens størrelse, flydæk, og lastevne -- er det perfekte fartøj til at levere enomre mængder af hjælp til et katastroferamt land eller by. Fordi disse hangarskib er blandt de hurtigste skibe i flåden, ville hjælpen kunne komme frem når der er brug for den.

Vi har tre 'ledige' superhangarskibe, der ligger i havn, afventer ophugning, men dog stadig brugbare, plus et USS Enterprise, der går ud af flåden i 2013.

Disse skibe burde vi lade udgøre en Great White Fleet her i det 21. århundrede og give det en humanitær mission. TR's genfærd ville smile hans berømte tandsmil, og landets stolhed og prestige ville få et gevaldigt løft.

Hvad ville et superhangarskib kunne udføre?

Mange jordskælvsramte haitianere husker ankomsten af superhangarskibet USS Carl Vinson som et tegn på at der var håb. Mange japanere vil muligvis nu kunne se USS George Washingtion, nu i Tokyo Bay, og USS Ronald Reagan i samme retning.

Disse skibe kan sørge for, for eksempel ca. 1,6 millioner liter ferskvand om dagen; de kan levere enorme mængder af elektrisk kraft til et område hvor mere end en million har brug for den. De kan medbringe mad og medicin, give mad til tusinder gennem deres messfaciliteter, og kan give landingsplads for helikoptere for logistiske og for redningsaktioner. De kan bruges som hospitalsskibe, og også medføre trænet personel for redningsarbejde. Men det er blot begyndelse, de kan gøre langt mere end det. I Virkeligheden er de kun begrænset af eksperternes forestillinger, det opfindsomme mandskab og de krav som den nødlidende befolkning har.

Forestil dig hvad en demilitariseret udgave en en af disse superskibe kunne udføre, befriet for sin militære udrustning, kunne et superhangarskib være en flydende by og medføre bjerge af forsyninger fra antibiotika til skovle, hakker og alt andet ind i mellem. Vi husker stadig de mange dag det tog at sende forsyninger af nogen betydning med flyt til Haiti; et enkelt hangarskib kunne være med til at indfri alle behov på en enkelt tur. Derfor ville et ombygget superhangarskin, især med nogle få tungtlastede pramme som støtte være det bedst mulige hjælpeskib.

For det første kan de medføre enorme mængder mad og medicin. Lagerrum der tidligere var til militært udstyr og flybrændstof kunne ombygges til varehuse, boligkvarterer og hospitalsfaciliteter for de hjemløse og sårede. På hangardækket kunne der placere mængder af entreprenørmateriel - kraner, bulldozers, gravemaskiner, cementblandere, transportable generatorer -- der kan hjælpe med at redde, rydde op, flytte og påbegynde nybygninger. Der kunne medføres store dieseldrevne kraftværker til brug i land og selvfølgelig det brændstof der skal benyttes.

Lige så vigtigt, fordi kommunikationsmidler er en af de første ting der går tabt ved naturkatastrofer, og noget af det vigtigste at genoprette, kunne superskibene medføre telefoner og mobiltelefonsendetårne, bærbare computere, trådsløst internetudstyr, sendestationer til satellitter, tusinder af civile oh politi walk-talkies -- alt det der er brug for for at genoprette de livreddende effektive kommunikationsmidler. Selv den mest ødelagte by ville kunne genforbindes til verden gennem superhangarskibet i havnen.

USS Kitty Hawk

De ikke atomdrevne USS Kitty Hawk og USS Constellation ligger for tiden ved kaj i Bremerton, Virginia, og USS John F. Kennedy er blevet overdraget til Philadelphia og afventer en ombygning som museumsskib. Disse hangarskibe kunne hurtigt gøres klar til at blive 'afmilitariseret' og bygget om. Da det er dieseldrevne skibe, kan deres kapacitet eventuelt være begrænset af deres lagerkapacitet, men Navy har tankskibe til det formål. Overgået kun af den næsten uendelige elektriske kapacitet ved de atomdrevne hangarskibe, kunne disse skibe klare missionen perfekt. Og da de allerede er inaktive, ville deres ombygning ikke formindske Flådens beredskab.

Udsendelsen af Great White Fleet

Hvor skulle vi stationere dem?  Vi burde følge den militære praksis med at være velforberedte; Fylde dem op med nødvendighederne og stationere dem rundt om i verden således at de ville være anvendelige når der var brug for dem så hurtigt som muligt. Jeg ville lægge en i havn i Pearl Harbor for at betjene Stillehavet (herunder vor egen Vestkyst) endnu et ved Diego Garcia i Det Indiske Ocean for at betjene Østafrika, Sydasien og Australien og et tredje i May Port, Florida for at betjene Bordatlanten. Et fjerde, når det bliver muligt, skulle placeres i Argentina eller Brasilien og dermed give mulighed for at hurtig udrykning rundt om Kap Horn, eller til Sydatlanten til Vestafrika.

Undtagen det personel der lige netop skal til for at sætte stikke til søs og bemande flydækket, kunne det meste personnel (civile) forblive i land indtil der var brug for dem, og blive fløjet til skibene ombord på US Navy COD transporter. Fordi skiben sædvanligvis ikke vil være i aktion, ville bemandings-  og vedligeholdelsesomkostningerne være beskedne, ligesom det er tilfældet med de forsyningsskibe der sendes ud i forvejen. 

Der er selvfølgelig altid spørgsmålet, "Hvor skal pengene komme fra?" Blandt andet fra Amerikas milliardærer hvoraf de fleste går ind for filantropisk arbejde, de kunne have råd til ombygning og forsyne fire katastrofehjælps superhangarskibe. Trods alt skal de jo ikke betale for at skibene første skal bygge. Husk også at da perserne angreb, gav Athens købmænd de penge der skulle til for at bygge de triere (slagskibe) der besejrede dem. Det er en tradition der er værd at genoplive.

Udover det, så gør det til et internationalt program med rimelige bidrag fra ethvert land der ligger ud til kysten.

I mellemtiden så forestil dig USS Kitty Hawk, JFK, Constellation -- eller det ikoniske USS Enterprise med dens otte kernereaktorer -- skinnende, demilitariserede, ombygget til katastrofehjælp, og malet blændende hvide, sejle ind i en smadret havn for at redde liv, hjælpe de sårede, brødføde de sultne, huse de uden hjem, gå igang med oprydningen og hjælpe med til at genopbygge energisektoren og civlisationen.

USS Enterprise

Jeg kan ikke forestille med en bedre anden karriere for noget pensioneret krigsskib; det ville være i bedste amerikansk moraltradition og for U.S. Navy. Ikke alene ville Roosevelts genfærd anerkende det, men også de hundredetusinder som the Fleet kunne redde ville værdsætte en af Amerikas største styrker - idealismen.

Thirty years a journalist and writer about high technology, James B. Brinton served as a Naval Officer in the U.S. Navy Special Projects Office's Ballistic Missile Submarine program. His duties involved communications, intelligence, and support of advanced navigation technology. He still lives near the sea in New England.

http://spectator.org/archives/2011/03/18/a-great-white-fleet-for-the-21