Jack Cashill
I deres spændende nye bog om mordet på John F. Kennedy, "Brothers In Arms," gør forfatterne Gus Russo og Stephen Molton konspirationsteoretikerne en bjørnetjeneste: De holder ikke fokus på skudbaner og ballistik, men på biografien og geopolitikken.
Ved dette kaster forfatterne et afslørende lys på de faktiske mekanismer der ledte til, hvordan og hvorfor U.S. regeringen kunne blokere for en undersøgelse af en national katastrofe. (klik på Oklahoma bomben i overskriften)
De der er overbeviste om at mafiaen dræbte Præsidenten eller oliemagnater fra Texas, eller Lyndon B. Johnson, eller CIA eller anti-Castro cubanere, eller kliken af New Orleans Nancy Boys - som Oliver Stone fastholder - vil måske ikke ønske at være med længere i læsningen.
Forfatterne gør på en meget overbevisende måde klart, at Lee Harvey Oswald faktisk skød JFK fra Texas Book Depository, men at han gjorde det med, i det mindste, tilskyndelser fra Cubas efterretningsvæsen og dere apokalyptiske marionetter, Castro brødrene.
Hvis læseren har et problem med denne tese, så må vedkommende klare det med forfatterne. Det der var yderst interessant for mig var deres yderst grundige og veldokumenterede analyse af regeringens sandsynlige cover-up af opklaringen.
De beretter om, at i september 1963 tilbragte den nidkære pro-Castro Oswald en interessant uge i Mexico City, den vestlige halvkugles Casablanca, et centrum for intriger, hvor Sovjet, Cuba og Amerikas efterretningsvæsener brugte megen af deres virkelyst og mexikanerne spillede kispus med dem.
Vi ved meget om Oswald's mexikanske eventyr. I ugen efter mordet gjorde FBI og CIA ganske gode fremskridt i opklaringen denne omstændighed da det blev meddelt fra højere sted, at der ikke ville kunne komme noget positivt ud af at bevise en cubansk forbindelse med mordet.
Faktisk ville ingen, udover de som blev falskeligt anklaget, have ønske om at undersøgelserne gik videre. Selvom Castro var selvmordskandidat med et sygt sind var han dog ikke ivrig efter at hans Paradisø skulle ende som verdens største askedynge.
Russerne havde helt sikkert heller ingen interesse i at tage ansvaret. Umiddelbart efter pågribelsen af marxisten Oswald igangsatte KGB en kampagne der lod fokus koncentrere sig om den amerikanske højrefløj.
Skønt forfatterne ikke går nærmere ind på de amerikanske mediers rolle i misinformationen da bider de gladeligt på KGB maddingen. Faktisk var det en ung Dan Rather der med vilje spredte rygtet om, at skolebørn i Dallas - denne reaktionære "hadets by"- jublede - da de fik kendskab til skyderiet.
Overvældet af skyldfølelse var Bobby Kennedy kløgtig nok til at erkende at en undersøgelse af de cubanske forbindelser næsten uundgåeligt ville have afsløret Kennedy'ernes fremadskridende forsøg på at gennembanke Castro.
Som værende Texaner selv profiterede den nye amerikanske præsident politisk af skiftet i skyldssprøgsmålet fra venstrefløjen til højrefløjen. Han stod overfor et valgt mod en "højrefløjsekstremist" om mindre end et år. (Barry Goldwater)
Oveni måtte Johnson også overveje reaktionen hvis et ophidset Amerika vidste at Castro, enten taktisk eller aktivt havde godkendt mordet på en amerikansk præsident.
Amerika havde været på randen af en krig mod Cuba og Sovjet kun et år forinden. På nuværende tidspunkt ville et sorgfuldt amerikansk borgerskab ikke have været parat til at lege med ilden.
Johnsons foregribende lukning af Mexico City forbindelsen og undersøgelsen siger forfatterne, "kunne være Lyndon Johnson's hædersgerning." Uheldigvis fik denne cover-up Amerika til at blive en nation af kynikere og tjente som en paradigme på præsidenter der skulle vise sig at være endnu mere opsatte på egne interesser end Johnson.
Hvis sagen med JFK om "national sikkerhed" afhang af en undrsøgelse der blev ledt på afvje, så tjente sagen om Oklahoma City - og TWA Flight 800 - også kun som et belejligt dække for "national sikkerhed." Endemålet for Bill Clinton var altid at blive genvalgt. Parallelerne viser sig tydeligst i sagen om Oklahoma City. Timothy McVeigh gjorde det beskidte arbejde og blev pågrebet straks derefter.
Umiddelbart efter skød medierne skylden på den politiske højrefløj, i særdeleshed Newt Gingrich og Rush Limbaug, for en bombemand hvis politiske holdning var mere anarkistisk end konservativ.
Clinton var langt mere underfundig end sine tilhængere. Han beskyldte blot "de som går ind for had og opsplitning" næsten ligesom de der beskyldte Dallas for mordet i 1963. Hans tilhængere gjorde så resten af arbejdet.
Ligesom Oswald fik McVeigh og hans partner Terry Nichols helt sikkert tilskyndelser fra udlandet. I "Against All Enemies" siger den meget roste og respekterede Richard Clarke dette om de sammenfaldende besøg af Nichols og den islamiske terrorist Ramzi Yousef i den samme by, i det samme land og på det samme tidspunkt.
"Vi ved helt sikkert at Nichols' bomber ikke duede før hans besøg på Filippinerne, skriver Clarke, "og at de var dræbende da han vendte hjjem."
Udover det, trods adskillige øjenvidner, der identificerede en anden "fremmed-udseende mand" i selskab med McVeigh umiddelbart efter sprængningen, da lukkede FBI pludseligt og uforklarligt sine undersøgelser af identiteten på den nu berømte "John Doe nr.2."
I retssagen, fremfor at benytte blot et enkelt vidne der kunne sætte McVeigh i forbindelse med, eller blot i nærheden af Oklahoma den 19. april 1995 - mange havde altså set ham med denne anden mand - lod anklageren hele sagen bygge på omstændighedsbeviser.
Clinton var i vildrede under retssagen. Som mester i sorgrådgivning var han taget til Oklahoma City med en popularitetsrate på knap 40 og da han forlod byen et godt stykke over 50, den "republikanske revolution" var således begravet i murbrokkerne.
Sent i 1996 kampagnen betroede Clinton journalister at vejen tilbage til Det Hvide Hus begyndte i Oklahoma City.
"Kunne eksperten fra al-Queda i eksplosiver have været introduceret overfor den vrede amerikaner der havde givet udtryk for sit had til Amerika," skriver Richard Clarke om Nichols' besøg på Filippinerne. "Vi ved det ikke, trods FBI den delvise undersøgelse."
En delvis FBI undersøgelse?" Hvorfor var der ikke en omfattende FBI undersøgelse? "National sikkerhed" var den angivne årsag, men i dette tilfælde overtrumfede politik den nationale sikkerhed.
Ingen vil hævde at Oklahoma City var "Clintons hædersgerning." I dette tilfælde forårsagede forhindringen af opklaringen ikke apokalypsen. Snarere så bragte den helt sikkert flere med sig.
http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=88614
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar