David Forsmark
Thrilla in Manilla
En film af John Dower
Genfortalt af Liev Schreiber
I behandlingen af emner stækkende sig fra Orkanen Katrina og Irakkrigen til valget i 2000 er HBO's (betalings-tv-kanal) dokumentarfilm ikke lige præcis rettet mod det at følge den konservative linje. Men kabel-tv-netværkets seneste frembringelse, en film af den britiske instruktør John Dower, Thrilleren i Manila, giver et ganske alvorligt knockout slag til et af venstrefløjens afgudsbilleder, nemlig Muhammed Ali.
Hvor dybt rammer Thriller i Manila så Ali? Hvad med denne udtalelse: "Ali var talerør for en religiøs gruppe, der havde samme troslære som KKK med deres hvid herredømme teori."
Kabonk! Tjubang! Smak!
Det som gør det endog endnu mere svidende er, at den som siger det er HBO' sportstemme Bryant Gumbel, denne venstrefløjslokkedue der så nedrigt kaldte Joe Frazier "den hvide mands champion."
Ali er blevet kanoniseret frem til idag, men Thrilleren i Manila minder os om, at denne dydshelgen engang var en af de mest splittende mænd i Amerika - og med god ret.
Ali's berømte skift til Nation of Islam førte til at han erklærede sig som samvittigheds militærnægter under Vietnam Krigen, og han begyndte at holde taler, hvor han udtrykte enighed med KKK i spørgsmål om blandede ægteskaber. Ali udkæmpede den berømte Århundredets Kamp som mere end blot en boksekamp, han beskyldte hensynsløst Frazier for at være en Onkel Tom, "fjenden,"(artikel her på synopsis, bør læses) og fik publikum til at tage stilling baseret på racepolitik.
Takket været mediernes logren for Ali, blev Ali's holdning accepteret af publikum, af alle andre grunde end boksning. Som rapportøren Liev Schreiber fastslår: "Hvis du stod på Muhammed Ali's side, da var du sort og venstreorienteret, eller ung og imod Vietnamkrigen og støttede borgerrettighedsbevægelsen. Hvis du støttede Joe Frazier da repræsenterede du det hvide konservative Amerika."
Som en af de mest højrøstede i filmen, Sunni Khalid fra WYPR, bemærker, "Vi var alle overbeviste om at Joe måtte være en Onkel Tom. Hvorfor? Fordi det sagde Ali."
Dette er dybt ironisk både personligt og politisk. At medierne lod Ali slippe afsted med det var i sig selv bekymrende. Ali var medlem af en voldelig racistisk gruppe der stod for adskillelse, ikke en åben bevægelse der stod for integration som NAACP.
Nation of Islam var med til at udforme Ali's fremtoning og hans offentlige image. Ifølge Khailid, "Elijah Muhammed var lederen, de kørte en hierakisk organisation, ingen sagde eller gjorde noget medmindre det var godkendt af hovedkontoret."
Med et billede af Ali, der hylder en racistisk højtravende tale fra Nationens leder, rapporterer Khalid, "De gav ham endog de berømte sætninger 'Ingen Vietcong har nogensinde kaldt mig nigger.'" Dette kan bevidnes af kameraet gennem Nationens talsmand Abdul Rahaman, der hævder at han personlig stod for sætningen - og nu pryder sig med Ali's mesterskabsring på fingeren.
"Det var det mest ultimative manipulationstrick jeg nogensinde har set," erklærer Freddie Pacheco, hvis arrogante fremtoning i filmen skildrer Ali's hjørne, men som undertiden også er forfriskende åbenhjertig.
Filmen viser et interview som Ali gav til en britisk tv-reporter og hvor Ali erklærer, "Du er ude i en åndelig hellig krig, når du møder mig nu!"
"Hvad så dengang du kæmpede mod Joe frazier," spørger den forundrede reporter, "Er boksning en hellig krig?"
"Ja, det kan du tro! For han er Onkel Tom!" råber Ali.
"Nej da, han er ikke en Onkel Tom," indvender reporter, idet han forgæves forsøger at få lidt fornuft ind i samtalen.
Det vil Ali ikke høre tale om. "Han er den anden type Neger, han er ikke som mig," råber Ali til den nu forbavsede hvide interviewer. "Der er to slags slaver, Joe Frazier's er værre for mig end dig ....Det er hvad jeg mener når jeg siger Onkel Tom, jeg mener han er en bror, en dag kan han måske blive som mig, men lige nu arbejder han for fjenden."
Som en fra Frazier lejren, Dave Wolf, påpeger, "Joe var en sort person fra den arbejderklasse Ali hævdede han kæmpede for, Ali har aldrig arbejdet en dag i sit liv, undtagen for at være sig selv."
Det var Frazier der boede og trænede (og det gør han stadig) i kvarteret "The Badlands" i Philadelphia. Det var Frazier der voksede og pløjede markerne i et raceadskilt South Carolina, hvor den lokale bank ikke engang ville indløse en lille check for ham da han vendte tilbage som verdensmester.
Alt dette vidste medierne godt, men journalister spillede alligevel spillet, ivrige efter at høre det næste Storslåede Citat fra Ali, ligesom spotlightalfonsen Howard Cossell der altid søgte berømmelse og ære med laveste fællesnævner. De tillod som Schreiber bemærker Ali "hele tiden" at benytte "racespørgsmålet for at nedgøre Joe Frazier."
Ifølge sønnen Marvis frazier førte dette til bombe trusler mod deres hjem og konstant politiovervågning og beskyttelse. "Alle og enhver plejede at banke mig fordi jeg var Joe Frazier's søn."
Men bedraget er endnu værre og mere chokerende en hvad en tilfældig observatør har indsamlet af information. Under Ali's tre års suspension fra boksning på grund af, at han nægtede at lade sig indkalde, og hvor Frazier var blevet mester, arbejdede Frazier for at Ali kunne få sin licens tilbage og gav ham også penge. Frazier var endog generøs vedrørende Ali's nægten af lade sig indkalde, Wolfe siger, "Joe sagde engang til mig, 'Hvis baptister ikke har lov til at bokse, så ville jeg heller ikke.'"
Frazier ønskede Ali tilbage i ringen så han kunne bevise overfor sig selv, at han var en værdig mester. Han samarbejdede endog med Ali ved at opføre nogle af deres 'voldsomme' konfrontationer bare for at få offentlighedens interesse og lægge pres på bokseverdenen. Ligeså snart Højesteret ophævede Ali's forbud mod at bokse, blev episoderne langt alvorligere og mere grumme, da "Ali igen anvendte racemæssig mishandling."
Således belv scenen for deres første kamp klargjort. Ali -- helten fra antikrigsbevægelse og ikonet hos sort magt bevægelsen -- ville få et triumferende comeback og igen blive konge over sportsverdenen og derved fremme sin sag til en umålelig succes.
Den detroniserede champ var oppe imod en mand, hvis opvækst var så ydmyg, at den fik Ali til at ligne et forkælet barn, og som ikke krævede, at han skulle hyldes på kongelig vis. Frazier -- en ydmyg champion der behandlede sine investorer godt og som var tro overfor boksningens traditioner -- stod i vejen for historiens uundgåelige overskrift og vandt den største kamp i moderne tid.
Så måtte venstrefløjen mobilisere for at få Joe Frazier, manden som bokseren Muhammad Ali ikke kunne klare ringen, ødelagt som mand. Skamløse idioter som Bryant Grumble skrev at "Joe Frazier er den hvide mands champion," mens Cosell gjorde det til sin karriere at være alfons og hofnar for Ali journalisttikken.
På det tidspunkt de to skulle mødes i Manila i den ultimative konfrontation i 1975, var Ali mediernes konge. Hans racistiske angreb nåede nye lave højder mens pressekorpset fnisede tøseagtigt med.
"Sprogbrugen af racistisk overhøjhed formede Ali's angreb på Joe Frazier, og i Manila, tog den hensynsløse brug af ordet gorilla en dyster tone" siger Schreiber.
Det begyndte ved en pressekonference da Ali igen begyndte på sine kendte rimende udtalelse, "Det bliver en thriller når jeg slår gorillaen i Manila," pralede han, og tæsker løs på en gummigorilla som han kaldte "Joe Frazier's sjæl." Det var dog mere end blot ord, det blev et gennemført tema som kom på T-shirts, dukker og selv på tøj til mænd der sparrede med Ali i hans træning.
"Ali portrætterede Joe Frazier som dum, ikke kun som bokser, men også som menneske," filmen viser klip med Ali, hvor han benytter udtryk som "Flad næse, plump krop, kan ikke danse, dum" og det allestednærværende "gorilla."
Thrilleren i Manila er ikke bare et socialt dokument -- det er en fantastisk sportfilm oveni. At se Manila kampen med Frazier mens han ser billederne for første gang er en betagende oplevelse.
En kun lidt omdiskuteret aspekt af kampen, vil overraske mange boksefans. Thrilleren rejser alvorlig tvivl om Ali ville være kommet ud til 15. omgang, hvis Joe Frazier's hjørne ikke havde stoppet kampen.
Interviews fra begge ringhjørner og billederne i sig selv synes at bekræfte denne kontroversielle formodning. Grunden til at kampen endte på denne måde er dog mere relevant end kendsgerningen at det gjorde den altså og det belyser forskellene mellem Ali og Fraziers lejrene.
Mens Frazier var i heftig diskussion med sit hjørne om, at han ville ud til 15. omgang, så var de mennesker som havde Joe Fraziers velbefindende på sinde - i særlig grad hans træner, Eddie Futch, der havde set otte mænd dø i ringen - anderledes indstillet og smed håndklædet.
Da han afsluttede 14. omgang fortalte Thomas Hauser, den officielle biografiskriver, til filmproducenten Dower, at Ali havde bedt sin træner klippe handskerne, at han var færdig. Pacheco siger ligeud at det var "muslimerne" der krævede at deres ikon gik ind i ringen uanset de personlige omkostninger.
I slutningen af filmen bliver Fraziers foragt for Ali afsløret, med bokseskribenter og venner, der beklager at Joe ville gøre det han gjorde da han peger på Ali i hans ynkelige tilstand og siger med tilfredshed, "Det gjorde jeg," som bevis på at han faktisk vandt kampen.
Her er det at filmen ikke helt afslutter historien. Mediernes ynkelige rolle bliver nemlig kun indirekte dækket.
Vi ser Ali sidde der og udspy racistiske skraldespandsudtryk mens journalister ler, og det er sjældent at nogen udfordrer ham. Mediernes dagsorden skinnede endog igennem fra kamp til kamp. Da Frazier's slag rammer Ali's kæbe udbryder kommentatoren, "Uh, Ali gled!" Med et smil kommenterer Frazier, "Gled på hvad?. Gled på et venstre hook."
Indtil i dag har Frazier måttet se på en mand (Ali) der har brugt årevis i en publicistisk racistisk kampagne for at få fremstillet sig selv som en helt og en stor humanist.
Selvom Ali er fremkommet med nogle privat tilbud om forsoning efter hans offentlige ydmygelser af Frazier, som denne har afvist, har medierne fortsat Ali-historien, minus den med gorilla dukkerne. Den eneste undtagelse er faktisk Ghosts of Manila, en fantastisk bog af afdøde skribent på Sports Illustrated, Mark Kram ( som filmen kun giver begrænset tak).
Mens Ali stadig overhældes med ærestilkendegivelser såsom at tænde den Olympiske Ild, bliver Frazier knap anerkendt i sin hjemby Philadelphia. Skønt Ali, måske har været den værste sportsmand i nogen større sportsgren, har Sports Illustrated, utroligt nok udnævnt ham til "Århundredets Sportsmand" (over Babe Ruth, der af alle skabte den moderne professionelle sport). Frazier - der, på points, må betragtes som død ovenpå de tre kampe mod Ali - når ikke engang ind på top 100 listen.
Hvis listen nu blot var om sportsmænd, om manden der kæmpede mod topatleten til dødelig udmattelse, - og gjorde det, som både Kram og Thrilleren afslører, trods den forbavsende kendsgerning at han næsten var blind på det ene øje hele sin karrriere, og aldrig burde have været sat i en ring - det burde i det mindste nævnes.
Hvorfor al den hyldest til Muhammed Ali? Ali var den person der var mest ansvarlig for at ødelægge sin sport. Don King ville være nul og niks uden ham. Hvad symboliserer han? Dårlig sportsmandsskab? Forhåner af modstandere?
Nation of Islam? Mod raceblanding? Racehad?
Ali er ingen Jackie Robinson, han er faktisk det modsatte. Frazier er hvad amerikanerne gerne vil se hos deres mestre, så meget at Sylvester Stallone brugte elementer af Frazier's ydmyghed direkte i sin historie om Rocky. Som en vedvarende hyldest til mediernes kraftesløshed står der i Philadelphia en statue af denne fiktive Rocky, ikke af Joe Frazier.
Selvom enhver synes at beskrive ham med ordet "bitter," er Frazier alt andet end det. Joe forekommer at være i ro med sig selv, med sin retfærdige foragt fra Ali som menneske. På den måde er Frazier et modsvar til en pre-terapeutisk mandighedstidsalder, hvor alle ikke behøvede at få et gruppekram for at være tilfreds med tingenes tilstand.
Det er meget passende for Joe Frazier var også som mester et modsvar - en nobel god sportmand der respekterede sin sport og sin modstander -- og som var uforberedt til en tid hvor helte blev skabt af mediernes dagsorden istedet for at det enkelte individs handlinger.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar