Manden der bekæmpede Hollywoods røde.

Manden der bekæmpede de røde i Hollywood.

Ben-Peter Terpstra

Der var engang en mand der var konservativ antikommunist i Hollywood, og som med stolthed kæmpede for Amerika.

I 1940'erne var instruktøren Samuel Grovenor Wood , blevet grundigt træt af Stalin's ven præsident Franklin Roosevelt, og det med rette. Hollywood's forsoningskultur, var lige så uansvarlig som den var ufølsom på grænsen til det arrogante. Gulaglejrene i Rusland var ægte nok. De venstreorienterede skuespillerinder var ikke ægte.

Hvordan udfordrede Sam så Hollywood? Nogle historikere påstår at Mission to Moscow , en film beskrevet som kærlighedsbreve til Røde Rusland, fra det venstreorienterede Hollywood, var det der fik instruktøren til at se 'rødt.' (En gennemført forfærdelig film der hylder Stalins Rusland og benytter diverse tricks for at fremstille forfølgelserne i landet som nødvendige - Synopsis-kommentar.)

Ligefremme Sam's ligefremme svar? Han var med til at skabe Motion Picture Alliance for Preservation of American Ideals, for at udfordre Hollywwod alliancen for bevarelsen af idealerne fra Røde Moskva. Heldigvis stillede Hollywoods ægte kvinder og ægte mænd sig på samme side som Sam.

Jo, der var politisk uhæderlige skribenter, politisk uhæderlige instruktører, politisk uhæderlige producere, og -- oh skræk -- politisk uhæderlige skuespillere, der i Tinseltown. Der var tilmed nogle helt utroligt dygtige konservative kostume designere (men det er en helt anden historie).

Cecil B. De Mille, Victor Fleming. Leo King Vidor. Walt Disney. Gary Cooper. Glark Cable. Den Pulitzer vindende Morrie Rsykind i drama (hans søn blev redatør på den konservative Human Events). leo McCarey (en hengiven romersk-katolik). De var alle klasseskuespillerne, og trofaste støtter til den konservative alliance, der fik det hurtige kælenavn "the MPA."

Robert Taylor, Ronald Reagan, Adolphe Menjou, og fodbold kammeraterne fra college John Wayne og Ward Bond var også med i rådet.

Det er selvfølgelig ikke sådan Hollywoods venstrefløj husker historien. George Clooneys' fanklub holder af at fantasere om ( Husets Komite til Undersøgelse af U-amerikanske aktiviteter) HUAC' s Katolske Joe der jagtede fattige rødsocialister. Men McCarthy, den anti-Nazi/anti-Stalinistiske Senator var ikke med i den "slemme" HUAC. Faktisk var Hollywoods mest intense kritikere, de bekymrede skuespillere, de bekymrede skribenter, de bekymrede producere, Red Dalton Trumbo's toiletrensere (se denne artikel på synopsis), og endog nogle bekymrede fagforeningsfolk. (Roy Brewer, den berømte anti-kommunistiske fagforeningsleder var f.eks. medlem af MIA.)

Mange af Hollywoods bekymringer var rettet mod den såkaldte Røde Fare. Der var endog nogle gennemført bekymrede make-up artists. Meget betegnende, til at begynde med, var anti-kommunitiske møder hemmelige, hvilket altså viser at konservative allerede var gidsler hos tankepolitiet.

Ydermere var Hollywoods antikommunister ikke tandløse tåber med ufrivillige ansigtstics. I denne virkelighed, var det glødende intellektuelle typer, som f.eks. Ayn Rand, der gav næring til deres intellektuelle argumenter.

I sandhedens interesse skal siges at MIA var en stor komsammen af hjerner, fra liberale manuskriptforfattere til kristne konservative skuespillere (og, OK, nogle fantastiske kostumedesignere.)

Har vi brug for flere beviser? Den frihedselskende liberalttænkende manuskriptforfatter/romanforfatter Ayn Rand skrev følgende i en officiel MPA brochurer med titlen Screen Guide for American:

Kommunisternes mål i Hollywood er ikke at producere politiske film der åbent går ind for Kommunismen. Deres formål er at korrumpere vore moralske forudsætninger ved at korrumpere ikke-politiske film - ved at introducere små, tilfældige bidder af propaganda i uskyldige sammenhænge -- og således gradvist lade tilskuerne absorbere grundprincipperne i Kollektivismen gennem indirekte antydninger og indblanding.

Retten til frit at kunne ytre sig kræver at vi ikke bruger politisk magt til at forbyde at kommunisterne kan udtrykke deres ideer -- hvilket betyder at vi ikke skal vedtage love der forbyder dem at tale. Men princippet om ytringsfriheden kræver ikke at vi forsyner kommunisterne med midler så de kan prædike deres ideer, og det indbefatter ikke at vi har pligt til at give dem arbejde og støtte for at fremme vor egen ødelæggelse for egne udgifter.

Og USA's åbne ører hørte og lyttede.

Rand's skriverier sendte Coulter-lignende chockbølger gennem det etabelerede. De ovennævnte argumenter blev trykt i aviser over hele USA, og kom endda på forsiden af The New York Times underholdningssektion.

Vi skylder den kloge Sam en del. Han stod midt i kampens hede. I dag klager vi over venstreorienterede skuespillere, men dengang var kommunisterne blot fire år fra at overtage Hollywood og dermed Amerikas kulturelle maskine for evigt. Den konservative Sam forandrede alt det. Han satte fokus på forsonerne. Han prædikede ikke for de overbevist konservative, han gav næring til konservative, liberale og uafhængige. Minder han ikke om Ronald Reagan.

Mens vor tids Hollywood stadig er magtfuld, er veluddannede mennesker dog klar til at være opmærksomme på hendes narrelege. Takket være Sam, Alliancens første præsident, og hans patriotiske kammerater behøver vi ikke bekymre os om at vælge mellem Ruslands Sang, og Ruslands Sang III, i en nedslidt videobutik.

Det konservative Hollywood lever i John Wayne's westerns. Det konservative Hollywood lever i Walt Disney piratkopiversioner af Song of the South. Det konservative Hollywood lever i Clark Gable's ligefremme film. Og den vil overleve alle de frygtelige moralistiske film fra 1990'erne.

I 1950'erne var der ingen Gulags i Amerika. Men der var "lyserød-talende" Stalin entusialster med deres historier om indbildt forfølgelse og deres had mod foretagsomme kvinder som Ayn Rand. Hun kendte den ægte Sam og det ægte Rusland. Rand vidste at de offentligt kontrollerede madkøkkenerne var ægte. Det var absolut ikke noget at fejre. På grund af Sam kan vi rejse til (og ikke fra) det konservative Hollywood uden at rødme.

Andre artikler af Ben Peter Terpstra ved klik