Castro and Che's ofre æres
Man kan ofte se mennesker med næser der tørres og med rødrandede øjne blandt de lange rækker af hvide kors ved Tamiami Park på Coral Way og 107 Avenue i Miami.
Det er en mini-Arlington kirkegård der hedder Cuban Memorial, til ære for mordofrene for Castro og Che, for de som faldt i forsøget på at befri Cuba fra den morderiske barbarisme de inførte sammen med deres Sovjettiske overherrer mens "De Bedste og de Klogeste," blev decimeret, forrådt og endeligt svigtet.
Gravene er dog symbolske. De fleste lig er stadig i massegravene gravet af bulldozers efter ordre af Ted Turner's fisk
ekammerat, Harry Belafonte's hjerteven og Barbara Walters foretrukne middagsselskab.
Har du aldrig hørt om denne Højtidelighed for Cuba i medierne? Nuvel, men den ærer altså titusinder af Fidel Castro's og Che Guevara's ofre (mange af dem havde US statsborgerskab). Jeg behøver vist ikke at sige mere om denne blackout hos medierne? ..... Nej, vel.
Nogle af de besøgende til denne Højtidelighed vil knæle, andre vil gå langsomt, søgende efter et navn. Du kan måske huske en lignende scene fra åbningsscenerne til filmen "Saving Private Ryan." Mange har rosenkranse. Mange af kvinderne vil gemme ansigtet i brystet hos den slægtning der kørte dem dertil, en slægtning der holder om hendes rystende hulkende skuldre.
Selvom han forsøger ikke selv at græde, da er det meget svært ikke at give efter for moderens, bedstemoderens eller tantens gråd, som virker smittende. Dog er han ofte alt for ung til at kunne huske, hvordan hans ofrede onkel, far eller fætter så ud - det navn de netop har genkendt på et hvidt kors.
"Fusilado" – eksekveret ved henrettelse - står der nedenunder.
Dette samlede antal på 14000 eksekverede, alle efter ordre af den mand som hyldes og feteres af handelsdelegationer fra USA, fra Louisianna til Nebraska til Maine. Selv mange af de ældre mænd der går blandt korsene vil have røde øjne, og en klump i halsen. Hvorfor skal vi benægte at vi er et følsomt folk. Vi er heller ikke skamfulde over at vise det, når situationen er til det.
Den ældre kvinde holder stadig et lommetrøklæde ved øjnene og næsen mens de venter på at kunne gå over gaden efter Højtideligheden. Hendes rødøjede barnebarn har stadig armene rundt om hende. Hun fortalte ham om hans bedstefader der kæmpede for friheden mens han råbet "Viva Cuba Libre!" og "Viva Christo Rey!" samtidig med at kuglerne smadrede hans krop.
De krydser gaden langsomt, tavse, og møder et ungt menneske der kommer ud af en musikforretning. Hans T-shirt har kontrafejet af hendes mands morder, Che Guevara. De ser i vrede hen mod butiksvinduet. Jo, der er morderens kontrafej igen, på en enorm plakat. 19,95$ står der ved prisskiltet, lige ved siden af indskriften "Bekæmp undertrykkelse!"
Kan I forestille Jer, hvordan hun har det?
Endnu en kvinde vil gå hjem efter at have sat blomster ved hendes fars kors - en far hun aldrig har kendt. "Dræbt i kamp, Svinebugten den 18. april 1961" står der på en inskription på korset. ( se også denne artikel på Synopsis)Hun var 2 år dengang. "Vi vil ikke blive evakueret!" råbte hendes fars befalhavende i radioen den dag da 41000 Røde tropper og sværme af Stalin tanks omringede hendes far og de øvrige 14000 efterladte Band of Brothers. "De Bedste og de Klogeste" havde vigtigere sociale ting at beskæftige sig med den dag.
"Vi kom hertil for at kæmpe!" råbte den befalhavende i vrede til den oprørte og fortvivlede CIA mand der tilbød at evakuere dem fra det dødsdømte forehavende dér på stranden. "Lad det slutte her" var hans sidste ytring der knap kunne høres på grund af de øredøvende brag fra det sovjettiske artilleris stormangreb.
Hendes 23 årige far - en bogholder i Cuba blot et år forinden, nu en opvasker på et hotel i Miami kun to måneder tidligere og nu hærget, udmattet af tørst og afsindig efter tre dages uafbrudte kamphandlinger - hørte ordren af sin befalhavende: "Ingen tilbagetrækning! Vi bliver og kæmper!" og ladede for sidste gang. På det tidspunkt havde han vidst meget længe, at han aldrig ville se sin datter vokse op.
Han løb tør for ammunition og kunne derfor ikke efterkomme de ordrer der kom fra "De Bedste og Klogeste," og faldt sammen med100 af sine Band of Brothers, efter at have maltrakteret sine kommunistiske fjender i et antal svarende til 1 til tyve. "Klynkere, Ja, Klynkere!" kan kvinden høre som benævnelse af hendes far og hans Band of Brothers udtalt af Michael Moore og en af de mest sælgende bøger i Amerika. "De er også Tudemikler!"
Igen, kære venner forsøg at fortælle mig, hvordan hun mon har det.
Castro myrdede hendes slægtninge, smadrede og spredte hendes familie og plyndrede og hærgede en nation - som havde det dobbelte i indtægt pr. indbygger som Japan i 1958, plus en stor immigration fra Europa - og gjorde denne nation til en pesthule der frastøder selv de sultne haitianere. Han fængslede, torterede og myrdede flere politiske fanger end Hitler før krigen og omtrent 20 gange så mange som Mussolini.
Han tiggede, ja bønfaldt og endelig forsøgte han at overtale Budapests Slagter (1956, Krhustcheff) til et altødelæggende atomangreb på Amerika. Da det mislykkedes forsøgte han at sprænge Macy's, Gimbel's, Bloomingdale's og endelig Grand Central Station i luften med mere TNT end det der blev benyttet af terroristerne i Madrids undergrundsbane.
Alligelvel hyldes han som "En Fandens Karl" af Ted Turner, som ""Meget sympatisk, en mand jeg betragter som en ven!" af George McGovern (eks. præsidentkandidat 1972); og "Utrolig sej!" af Bonnie Raitt, sammen med dusinvis og atter dusinvis af andre hyldelster af dusinvis af andre venstreorienterede slyngler og tåber. I dag er USA hans største leverandør af fødevarer.
Titusinder cubanere (og dusinvis af amerikanere) bekæmpede ham. "Vi kæmpede ligeså meget for Amerikas forsvar som for Cuba's frihed. At kalde os lejesoldater er en grov fornræmelse," siger officer ved Alabama Air Guard, Albert Persons, om hans kammerater fra Alabama der kæmpede heroisk i kampen i Svinebugten. De intellektuelle fra Ivy League (de gamle universiteter i USA, se evt. denne artikel på Synopsis ) 'De Bedste og de Klogeste' ville måske blot se passive til mens vore kammerater faldt. Det ville vi fande'me absolut ikke.
Det var mere end blot tomme ord. Fire frivillige fra USA - Pete Ray, Riley Shamburger, Leo Barker og Wade Grey - klædte sig på, armerede ders fly og sluttede sig til kampen. Dette var Sydens Drenge, ikke forkælede Ivy Leaguers, de så ikke kun deres egen næsetip. De havde arkaiske holdninger til rigtigt og forkert, til ære og troskab, om hvem Amerikas fjender virkelig er. Deres cubanske kammerater - mænd de havde trænet og været venner med - var ved at blive slagtet på denne berømte sandstrand. Selvom de vidste at deres langsomme B-25'ere var som nem lokkemad for Castro's intakte flyvevåben af Hawker Sea Furies , da fløj de fire fra Alabama Air Guard hen over den dødsdømte sandstrand for at vise deres støtte til deres Brothers in Arms der var blevet forrådt.
Alle fire blev skudt ned. Alle fire mænd har fået deres navne på æresteksten ved siden af deres cubanske kammerater ved Svinebugts Mindesmærket, samtidig med at gader er opkaldt efter dem i Little Havna, plus deres kors ved Højtidelighedsmonumentet.
Da Douglas MacArthur vadede i land på Leyte, greb han en radio: "Filippinere, jeg er kommet tilbage. Ved den Almægtige Guds Nåde, står vore styrker nu igen på filippinsk jord - jord som er indviet af blodet fra v
ore to folk."
Cubansk jord blev på lignende måde indviet.
"Mit had til bolschvismen og bolschvikkerne er ikke på baggrund af deres tåbelige økonomiske system eller deres absurd doktrin om en umulig lighed," skrev Winston Chruchill. "Den stammer fra den blodige og ødelæggende terror som de udøver i ethvert land som de har brudt ind i, og kun ved denne terror kan deres kriminelle styre opretholdes."
Sir Winston Churchill mistede ikke et eneste familiemedlem eller nær ven til den "blodige og ødelæggende terror." Dog ses hans udtalelse og bemærkning stadig som et efterlignelsesværdigt eksempel på retfærdighed og heltemod. I modsætning hertil, hvis en cubansk-amerikaner der har mistet halvdelen af sin familie til de kommunistiske eksekutionspelotoner, udtrykker sin følelser, ja da vil han omgående blive nedgjort af de venstreorienterede som et "råbende, ufornuftigt brushoved!"
"Afskyvækkende!" spyttede Bryan Grumbel da han betragtede de cubansk-amerikanske demonstranter foran Elian Gonzalez's onkels hus for seks år siden.
Nogle meget beslutsomme og uselviske mennesker holdt denne Højtidelighed herunder en Messe og en nats vågen ved det Cubanske Mindesmærke i Miami's Tamiami Park her i februar. Højtideligheden er åben for offentligheden. Du kan vælge at overvære den i denne skov af kors over mange helte og heltinder sammen med de overlevendes venner og slægtninge. Hvis om nogen fortjener en Takke Højtidelighed, så er det heltene og heltinderne der her æres. Selv om du ikke er i familie med nogen af disse mennesker, selvom deres beretning er ny for dig, så vil du, hvis du er tilstede, ære helte der kæmpede mod Amerikas mest rabiate fjende - derved vil du kunne stikke en foragtens finger op i øjnene på venstreorienterede medier.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar