Araberne i Sydamerika

Araberne i Sydamerika

Mike Konrad

De fleste amerikanere er ikke klar over dette, men der er et stort arabisk samfund i Latinamerika. Alt i alt er cirka 5% af Latin Amerika af arabisk oprindelse, hvilket svarer rundt regnet til mellem 25-30 millioner mennesker. Dette kan variere fra det lave 2% i Uruguay til til forbløffende 9% i Argentina; men dog hører man sjældent om det, undtaget ved de tilfældige anholdelser af al-Queda medlemmer. Det er der god grund til.

De latin-amerikanske arabere er i overvældende grad kristne; sædvanligvis er de syriske ortodokse eller romersk-katolske, de oldgamle liturgiske kirker der tilpasser sig så fint i regionen. De som ikke er har ofte konverteret til Evangelisk Kristendom

Islam, skønt den findes, er ikke så almindelig blandt dem. Overordnet set er muligvis 97% af de latin-amerikanske arabere kristne, dog kan det variere fra land til land.

Grunden til vi så sjældent hører om disse arabere er at de for det meste er vestliggjorte kristne, Det var denne kristendom der blev det værktøj, hvormed de blev assimileret og fik succes.  

Araberne i Sydamerika synes at tilhøre eliten. På mange måde er deres succes en afspejling af jødernes i USA, og har undertiden overhalet dem.  

Den rigeste mand i verden er en libanesisk-mexikaner, Carlos Slim. En præsident i Argentina, Carlos Menem, var af syrisk afstamning. Tre præsidenter i Ecuador har været af libanesisk oprindelse, ligesom en præsident i Colombia, Julio Tubay. En vicepræsident i Uruguay og endnu en i Brasilien stammede fra Libanon. Mindst to Central-amerikanske præsidenter var af palæstinensisk oprindelse, og listen er på ingen måde komplet. Den berømte skuespiller Salma Hayek blev født som libanesisk-mexikaner. Shakira er delvist libanesisk og så videre. Doktorafhandlinger er blevet skrevet på latin arabisk, men sørgeligt nok kun få på engelsk.

Carlos Slim Carlos Menem

Araberne begyndte at ankomme midt 19. århundrede, Nogle såsom de libanesiske Maronitter var katolikker, der flygtede fra folkemordsovergrebene af tyrkerne og drusiske muslimer, hvilket kunne have udslettet dem om det ikke havde været for fransk intervention i 1860. Senere hen ville Maronitter flygte på grund af PLO forsøg på at udslette dem. Andre såsom palæstinensiske kristen flygtede fra Osmannisk tyrkisk undertrykkelse og militærtjeneste, hvor det ikke var sikkert at være dhimmi i en muslimsk hær. Syriske kristne flygtede af de samme årsager.

Næsten absolut intet af dette kan man give zionisterne skylden for, som det jo for tiden er på mode. Den arabiske flugt begyndte langt tidligere. I tilfældet palæstinensiske-kristnes flugt fra tyrkisk styre betød det at en betragtelig andel af kristne flygtede ud af Det Hellige Land før Israel-Muslim konflikten endog var begyndt. Jo, nogle få flygtede i 1948 og 1967, men de er ikke typiske for demografien.

I Brasilien er den arabiske tilstedeværelse så allestedsnærværende at en libanesisk ret, Kibbe, kan findes overalt, solgt af gadesælgere. En fast-food restaurant kæde ved navn Habib’s har 300 udsalgssteder over hele landet og specialiserer sig i libanesisk mad. Arabisk mad bliver nu anset som en del af det brasilianske køkken, ligesom vi amerikanere har adopteret den italienske pizza.

I Chile, der har taget imod en stor palæstinensisk-kristen indvandring, stod en familie, Yarur, på et tidspunkt for 60% af Chiles tekstilfremstilling. Palæstinensiske-kristne udgør nu 3% af Chiles befolkning, en anelse mere end procentdelen af jøder i USA. Endnu 2% af Chiles befolkning udgøres enten af libanesiske eller syriske kristne. Det fleste taler nu kun et sprog, spansk, med mange der gifter sig udenfor deres samfund i andre etniske grupper for at fuldstændiggøre dynamikken i samfundets udvikling. Processen er gået begge veje, og Chiles syrisk-ortodokse kirke rapporterer nu at “der også er et stigende antal af ikke-arabiske chilenere der slutter sig til den ortodokse kirke.”

Araberne er så fuldstændig integreret i Chile, at en reklame der ærer deres historie kørte under Chiles 200 årsdag i 2010.

Chiles palæstinensere, der udgør mellem 450-500000 er det største antal af kristne-palæstinensere på planeten, og slår i antal deres kristne fætre i Judæa og Samaria (den såkaldte Vestbredden) i forholdet 3 til 1. Chilenske palæstinensere er for 99%’s vedkommende kristne og de udgør cirka halvdelen af verdens kristne palæstinensere. Kun Mellemøsten har flere palæstinensere, men disse er for det meste muslimer. Chile er verdens centrum for Palæstinensisk Kristendom. Hvad kan vi lære af alt dette?

Det første er at i modsætning til såvel fordom som politisk korrekthed så er de latin-amerikanske arabere bevis på at det ikke er araberne der er problemet. Det er Islam. Når araberen er skilt fra Islam, så lykkes tingene bare for ham, når han forbliver i Islam så går det galt. Selv i Mellemøsten, udover olierigdommen, er muslimerne næsten altid fattigere end de kristne. Det er kun efterspørgselen på olie der holder dem oven vande.

Latin Amerika var indtil fornylig meget sjældent en model for god regeringsførelse; og dog har Latin-araberne haft velstand og udvikles. Han har det medfødte talent. I løbet af denne samme periode var fattigdom normen i den arabiske verden udover nogle få olieplutokratier. Den eneste forskel mellem de to var den religiøse tilknytning, og dette kan bare ikke ignoreres. Det er heller ikke racemæssige fordomme da vi jo taler om det samme folk. Den eneste afgørende forskel er at Latin Amerikas arabere er i overvældende grad kristne.

Irernes, sicilianernes og jødernes succes i Amerika demonstrerede, at deres elendige fattige tilstand i Europa var resultatet af undertrykkelse, og ikke et eller andet racemæssigt eller religiøst karaktertræk. Den helt afgørende forskel var - Frihed versus Tyranni.

Men de latin-amerikanske regeringer var ofte lige så korrupte som de arabiske. Den afgørende forskel mellem latin-arabere med succes og den-gamle-verdens arabere var religion, og vi er tvunget til at konkludere at Islam er kilden til arabisk tilbageståenhed.

Dette er bare så åbenbart, dog tales der ikke om det.

Kristendommen var, indtil det 7. århundrede, den dominerende religion blandt araberne. Med tiden er den gået kraftigt tilbage. I dag er 90% af syrerne og palæstinenserne muslimer. Libanon der plejede at være kristen, er nu flertalsmuslimsk, og med de kristne på flugt. Det er ofte blevet forklaret med at kristne har en lavere fødselsrate, men kendsgerningen er at de fleste er flygtet. Skulle de syrisk-ortodokse og Maronitterne i Latin Amerika igen komme tilbage til Mellemøsten, Syrien og Libanon da ville disse steder have flertal af kristne; men ingen latinsk araber med sund fornuft ville ønske at komme tilbage, især nu da stabilt demokrati er normen i deres latin-amerikanske hjemlande.

Mellem 25-30 millioner meget succesrige Latin-arabere der fik velstand under en række regeringer der gik fra tyranni til frihed, fra det europæiserede Argentina til Mestizo Mexico, beviser at det eneste der kan holde en araber i skak, tilbage, er Islam.

Imidlertid er der ved at fremstå noget som er foruroligende.

Iransk og islamisk olierigdom er valset ind i Sydamerika sammen med en kampagne for islamisering og med anti-zionisme. Når nu langt, langt de fleste er kristne, da kunne man forvente at Latin-araberne var immune over for islamisk overtalelse. og alle ting viser, at det er de. Dog, selvom saudierne og iranerne ikke kan få mange konvertittet hos disse Latin-arabere, så har de med succes fået konvertitter til en voldsom anti-zionisme.

Saudierne har finansieret bygningen af Kong Faud Moskeen i Buenos Aires, selvom kun cirka 1% af Argentina er muslimsk, og de store flertal af dem ikke er praktiserende, ifølge de argentinske akademikere Pedro Brieger og Enrique Herszkowich, der skrev, “et realistisk gæt for den muslimske befolkning Buenos Aires er den kunne være cirka 4500, langt færre end det antal som nogle muslimske embedsmænd anslår.”

Fra denne moske har Islamisk Center for Republikken Argentina (CIRA) allerede været værktøjet i annulleringen af et populært verdsligt arabisk-argentinsk program for at give plads til et saudi-finansieret muslimsk show ved navn El cálamo y su mensaje (Pennen og dens budskab). Showet er nu på Argentinas offentlige TV, skønt det arabisk-argentinske samfund ikke ønskede var være del af det og har protesteret for at få det fjernet.

Iranerne har nu indført Hispan TV, et iransk propagandanetværk rettet mod Latin Amerika. Irans engelske pendant, PressTV, blev forbudt at sende fra Storbritannien her for nylig på grund af dens overdrevne propaganda. Men HispanTV fortsætter.

Vi burde ikke være overrasket over at erfare at Chiles palæstinensiske samfund er begyndt at være radikaliseret mod Israel, og er gunstigt indstillet overfor den islamiske palæstinensiske sag. Skønt deres forfædre flygtede fra Islam, er de nu blevet Vestens kristne ansigt med pro-palæstinensisk propaganda i Sydamerika.

Det som også skal erindres er, at i Latin Amerika, samtidig med der er jødiske samfund, især i Argentina, så er de ingen steder i nærheden af den indflydelsen som AIPAC eller ADL har, og derfor kan den islamiske propaganda flyde uhindret ind -- og i Venezuelas tilfælde, med støtte af Chavez’ regering.

Hvis nogen tror Zionist grupper har for megen magt i Amerika, så burde samme undersøge Sydamerika, hvor de arabiske løgne fremføres uden modargumenter og så kan de se forskellen. Den er ganske grim, og grum.

Vesten skal kæmpe for Latin Amerika. De islamiske grupper er næsten kommet uhindret ind for at propagandere i regionen. Mens USA og Israel sov, er propagandamaskinen marcheret ind.

Vi kan ikke give Hugp Chavez, og hans partnerskab med Iran skylden for alt dette. Politik, ligesom naturen, opsuger et vakuum, og vi så det ikke ske. Muslimerne vidste de havde slægtninge i Vesten - dog vantro - og sendte følere ud.  Al-Jazeera rapporterer regelmæssigt om sydamerikanske nyheder. Hvorfor ikke vore netværker?

USA og Israel skal gå med i en samlet indsats. De skal minde latin-araberne om, hvorfor de først og fremmest flygtede til Sydamerika. De skal være lige så politisk ukorrekte om det som muslimerne er. USA skal frasige sin religiøs neutralitet om dette emne, ellers taber vi.

Lige nu er Chiles palæstinenserne en elite, og de burde løsrives af deres anti-zionisme. De har potentialet til at være en kæmpehjælp, eller skade, for Israel, da de er flagbærerne af den palæstinensiske sag i Sydamerika. Der burde indledes seriøse forhandlinger.

Jødiske organisationer kunne overveje at støtte nogle kristne i de områder der kæmpes i for at motivere dem til at udvandre til Chile. Disse kristne står i en væmmelig situation mellem to lejre - hvor hører de til. Uanset hvilken side der vinder sejr i Det Hellige Land, så skal de kristne vide at de vil være en minoritet. Velstand i Chile kunne være et attraktivt alternativ.

Brasilien er gået forbi Storbritannien i økonomisk indflydelse. Chile er nu i 1. klasse. Argentina er nær ved at komme med. Sydamerika er i fremgang. Kontinentet burde ikke overlades til at muslimsk propaganda præger dets verdenssyn.

Gud ske tak og lov er arabernes historie i Sydamerika en hjælp. De skal blot mindes om, hvorfor de først og fremmest kom til Sydamerika.

For os i Vesten da burde vi blive langt mere bekendt med at Sydamerika er det levende bevis på at Islam er det der ‘ødelægger’ araberne, I Sydamerika er araberne der blev befriet for Islam  steget frem til en misundelsesværdig elitestatus. Dette burde basuneres ud over verden ...og til den islamiske Ummah.

Sydamerika udstiller for verden et andet syn på hvad det betyder at være araber: Succesfuld, rig, elite og respekteret. Alt dette udspringer af deres Kristendom. Der er ingen som helst grund til at den muslimske verden ikke skulle få årsagen til deres egen fiasko at vide, og løsningen: Kristendommen.

Der et et strålende lyspunkt i alt dette. Der er en ganske massiv Evangelisk vækkelse over hele Sydamerika. Den har endog ‘indtaget’ nogle arabiske krisnte.

Brasilien er klar til at gå væk fra katolicismen. Chile er nu 15% Evangelisk. Selv det katolske Argentina bliver berørt. Disse Evanglikerer er meget pro-Israel, og Israel er begyndt at lægge mærke til det, skønt det er noget sent.

The author goes by the pen name of Mike Konrad.  He is American -- not Hispanic, Latin, or Jewish -- and runs a website latinarabia.com, where he examines this Latin-Arab subculture.   The website is in preliminary stages.  He first has to improve his Spanish.

http://www.americanthinker.com/2012/09/the_arabs_of_south_america.html#ixzz25Io79hzw

Mozart versus Paven

Mozart Versus Paven

I 1630’erne skrev den italienske komponist Gregorio Allegri et værk med titlen Miserere.  Det omfattede to kor, et på fem og et på fire, Miserere varede fra 10-15 minutter. Det blev sjældent opført - det var reserveret til brug mellem de to hellige uger (ugen før Påske) gudstjenester i Det Sixtinske Kapel.

For at bevare eksklusiviteten ved Miserere, afgjorde Paven, at det ikke måtte skrives ned eller opføres andre steder, under straf - ekskommunikation fra Kirken.  Det forbud holdt ved i over 100 år, med den eneste undtagelser af tre opførelser med tilladelse af Paven, og for områdeledere (såsom den Hellige Romerske Kejser Leopold 1).

Det fik en dreng på 14 år gjort en afslutning på. Den knægt var Wolfgang Amadeus Mozart.

Mozart var allerede en erfaren og knalddygtig musiker og komponist. Som 8 årig - seks år tidligere - havde han komponeret sin første symfoni, et ud af 600 stykker musik han i årenes løb komponerede i sit korte 36 årige liv.

Men i 1770 gjorde Mozart noget andet, han optrådte i rollen som en Elizabethtidens båndoptager. Mozart overværede den første af to Miserere opførelser, og gjorde det ethvert barnegeni ville gøre: Han skrev det ned, fra hukommelsen, efter kun en gennemhøring. Hans version var ikke helt perfekt, men småfejlene blev hurtigt rettet - Mozart skulle blot lytte endnu en gang og så var det klaret. 

Et år senere gav Mozart (eller måske solgte) han sine noder til en engelsk musikhistoriker ved navn Charles Bruney, der udgav kompositionen. Nu var kirken ikke i stand til på effektiv vis at forbyde opførelser af Miserere, og man ophævede derfor forbuddet. I stedet fik Pave Clement XIV nu rettet sin opmærksomhed mod Mozart som blev kaldt til møde i Vatikanet.

Gud ske tak og lov overgik Pave Clement XIV’s sunde fornuft enhver vrede - i stedet for at ekskommunikere den geniale komponist lovpriste Paven hans geni. I dag er Miserere stadig populær - som selvfølgelig Mozarts værk.

Bonus fakata: Mozart døde blot nogle få uger før sin 36 års fødselsdag. Han blev  begravet i en almindelig grav, og som en myndighed påstår var der ingen sørgende tilstede. Men lad det nu ikke være til ugunst for Mozarts ry mens han levede;  det er i overensstemmelsem med de begravelsessædvaner der fandtes i Wien sent i det 18. århundrede.

 

http://nowiknow.com/mozart-versus-the-pope/

Bøssefædre og forældrefælden

Bøssefædre og forældrefælden

Doug Mainwaring

Aldrig før i historien er børn blevet født med det eksplicitte formål at være berøvet enten mor eller far. Børn bringes dog stadig ind i denne verden for at tilfredsstille ønskerne hos bøsser og lesbiske par. Børnene lever efterfølgende  med den kundskab, at den ene af deres biologiske forældre for evigt vil være et slags gådefuldt fantom.

Børn i kønsløse ægteskaber er en opfindelse der til hensigt har at fuldende billedet af det pæne hjem med det hvide hegn hos bøsse- og lesbiske par. Jeg er selv bøsse, så for mig er dette velkendt.

Indtil fornylig blev børn betragtet som en skøn gave fra Gud. Nye love der omdefinerer ægteskabsbegrebet giver det sørgelige resultat med børn der har det svært ved at definere sig selv, de føler sig reduceret til kvæglignende ‘enheder’ i opfyldelsen af et behov. På den ene side består deres familietræ ikke af forfædre, men af en lille hær af anonyme surrogater, donorer og advokater, der profiterer af det manglende køn i kønsløse ægteskaber.

Filmen fra 1998, The Parent Trap, har en masse interessant at fortælle om børn der vokser op med to bøssefædre eller to lesbiske mødre:

To piger der næsten ligner hinanden, Hallie Parker og Annie James støder tilfældigvis ind i hinanden på en eksklusiv sommerlejr i New England. De erfarer hurtigt at de er tvillinger der blev skilt ad kort efter fødslen. Under den tilbageværende tid i sommerlejren udtænker de en plan for at skifte identitet og væresteder. Hver især ønsker de på desperat vis at møde den forældre de aldrig har set, og derfor er de villige til at skifte udseende, frisurer, manerer, stemmeføring, accent og flytte til et fremmed land -- alt sammen for at de hver især kan få  nogle få fortryllende dage med moren eller faren som de begge har længtes efter.

Hallie, der bor sammen med sin far i Californien har alt det en ung pige kan ønske sig: Et dejligt hus på en bakke med swimmingpool og stalde, der midt i Napa Valley. Hun har en nydelig far der er en berømt vinavler. Hun har alt, men savner moren som hun ikke må se.

Annie bor i et stort hus i den fine London forstad. Hendes smukke mor er en verdensberømt modedesigner. Han har tjenere til sin rådighed og en Rolls Royce med chauffør hun kan benytte. Annie savner på lignende vis faren som hun ikke må se.

De to piger lever misundelsesværdige, eventyragtige liv. Men tilskuerne til disse scenarier, flertallet af disse der har langt mindre materielt og i form af materiel tryghed, har medfølelse med de to piger fordi de savner en forældre. Ironien er netop filmens pointe.

Interessant er det også at Hallies tante bor i huset og udgør en slags surrogat mor/husholder, mens Annies bedstefar bor sammen med hende og moren, og udgør en slags faderfigur for Annie. Trods den kendsgerning at de to vidunderlige, meget moderne kærlige hjem har en nær omsorgsfuld slægtning - af det modsatte køn - så er der dog en kløft på størrelse med Grand Canyon i Annies og Hallies hjerter.

Mens filmen kører, erfarer vi at deres familie blev flået i stykker og delt af både et ocean og et kontinent for at tilfredsstille deres forældres ambitioner. I dette tilfælde er de voksne ansvarlige for splittelsen. I sager med børn der skaffes ved kønsløse ægteskaber er voksne ansvarlige for svigtet.

Tabet -- der permanent og uigendriveligt er mejslet ind i menneskenes sjæle ved kønsløse ægteskaber -- er det ikke en mere ubegribelig kynisk foreteelse? Ved at ‘omdefinere’ ægteskabet, ‘omdefinerer’ vor lovgivning, vore domstole, og nu i tre stater begrebet børn.   

Hvad er det vi gør ved vore børn? Vi har brug for omhyggeligt at gennemtænke de utilsigtede, ikke overvejede konsekvenser der lurer -- eller bevidst skjules -- ved vort træk hen mod det kønsløse ægteskab.  

Dette er en vigtig del af debatten om ægteskaber mellem samme køn, der ikke til fulde er kommet ind i den nationale debat udover i akademiske kredse. Og med god grund: Hvis mennesker nemlig faktisk fik chancen for at gennemtænke alle konsekvenserne ved at indføre kønsløst ægteskab, ved at se det ud fra det bedragne barns perspektiv, så ville man måske være langt mindre tilbøjelig til at støtte det.

http://www.americanthinker.com/blog/2012/12/_gay_dads_and_the_parent_trap.html#ixzz2GFHOWIZy

Tvang kan koste liv - Sikkerhedsseler

Tåbeligheden ved påtvungen sikkerhedssele

John Stossel   
                            

Et barn der for første gang forlader hjemmet tager en risiko. Det gør den entreprenør der påbegynder en ny virksomhed også. Jeg ønsker lige så lidt at regeringen forhindrer os i at gøre disse ting som jeg ønsker vi skal leve i velpolstrede celler.

Vi har hver især en forskellig tolerance over for risici. En person kan optage et ekstra lån i huset for at få gang i sin virksomhed. En anden mener det er for nervepirrende, ja nærmest tosset. Ingen af dem er forkert på den. Regeringen kan ikke kende enhvers præferencer, eller chancer for at få succes.                        

                                        

Om den så også gjorde det, hvilken ret har de så til at diktere os hvad vi skal gøre?

Som jeg dokumenterer i min nye bog, “No, They Can’t: Why Government Fails – but Individuals Succeed,” når regeringen blander sig i beslutninger vedrørende virksomheders risici, hvilke der er acceptable og hvilke der ikke er, ja, så sker der rigtig grimme ting og sager.

Dette omfatter regeringens forsøg på at gøre livet bedre ved at regulere spil, og brug af medicin, at forbyde rekreative stoffer og påtvinge os sikkerhedsudstyr i biler.

På hvilken måde er vi frie, hvis vi ikke kan bestemme sådanne ting selv?

Gennem Fødevarestyrelsen hævder regeringen den beskytter os. Men nogle lider på grund af denne ‘beskyttelse’: Nogle dør i deres venten på at midler godkendes.

Ejer vi ikke vore egne kroppe`Hvorfor, i et land vi formoder er frit, står amerikanerne, selv om de er ved at dø, ydmygt på sidelinjen og lader staten begrænse vore valg?

The Drug Enforcement Administration fængsler smertebehandlende læger der udskriver recept af mængder af det smertestillende DEA idet man anser det for “upassende.” Jovist, det er sandt at nogle mennesker skader sig selv med Vicodin og OxyContin, men det vanskeligt for lægerne at adskille de “rekreative” brugere fra de som virkelig lider under store smerter. Nogle cancerpatienter har brug for store mængder af smertestillende midler.

Efter DEA fængslede lægerne begyndte nogle smertespecialister at skrive mindre ud. Hjemmesiden for Association of American Physicians and Surgeons advarer lægerne: Lad være med at beskæftige Jer med smertebehandling. “Stof agenter sætter nu de lægelige standarder....Der kunne komme årevis med forhindringer og bøder.” I dag får endog gamle mennesker på plejehjem undertiden ikke den smertebehandling de har brug for.

Selv de allerbedste sikkerhedsregulativer har uforventede omkostninger. Sikkerhedsseler redder 15000 liv om året, men det er dog muligt de slår flere ihjel end de redder.

University of Chicago økonomen Sam Peltzman argumenterer for at de stadig bedre sikkerhedssystemer i biler har den ironiske effekt at de opmuntrer mennesker til at køre mere hensynsløst. Det kaldes “Peltzman Effekten - en variation af det forsikringseksperter kalder “moralsk hasard.” Undersøgelser viser at mennesker kører hurtigere når de er iført deres sikkerhedsseler.

På samme måde som passagererne i langt mindre grad er udsat for døden, så var der flere ulykker og flere fodgængere der blev ramt.

Måske ville det bedste sikkerhedsudstyr være et søm monteret på rattet - og rettet direkte mod chaufførens.

Der er endnu en grund til at tro at lovene om sikkerhedsseler har været ikke hensigtmæssige. Før regeringen gjorde det tvunget med sikkerhedsseler tilbød mange bilfabrikanterne dem som ekstraudstyr. Volvo havde reklamekampagner med sikkerhedsseler, lamineret glas, polstrede instrumentpaneler og så videre, som være det ansvarlige forældre skulle ønske. Jeg formoder at regeringens intervention fik brugen af sikkerhedsseler hurtigere i gang end det ellers ville være sket, men ved at blande sig i markedet har regeringen samtidig hæmmet innovationen. Det slår mennesker ihjel.

Her følger mit ræsonnement. Det første regeringskrav skabte en standard for sikkerhedsseler. Det ‘befriede’ bilfabrikanterne for behovet med at konkurrere om sikkerhedsseler og komfort. Kørerne og passagererne har ikke fået gavn af forbedringer som konkurrerende bilfabrikanter kunne have skabt.

Hvis hver bilfabrikant forsøger sig med at opfinde et bedre bælte i dag, i stedet for et, så vil jeg vædde på der ville være seks, og de ville alle være bedre og mere komfortable end nutidens standardsele. Fordi de ville være mere komfortable, ville flere passager benytte dem. Med tiden ville det frie marked i sikkerhedsseler redde flere liv.

Vi aner ikke hvilke goder vi kunne have om ikke regeringens tunge fod trådte hårdt på at begrænse vore muligheder.

I et frit land burde det være op til de voksne individer at foretage deres egne valg om risici. Patrick Henry sagde ikke, Giv mig sikkerhed, eller giv mig døden. Frihed er hvad Amerika formodes at handle om

Lad os begynde med at behandle folk som om deres kroppe tilhører dem selv, ikke en kontrollerede og “overbeskyttende” regering.

 

John Stossel is a longtime award-winning broadcast journalist who hosts "Stossel" on the Fox Business Network. His newest book is "No, They Can't: Why Government Fails, but Individuals Succeed." To find out more about John Stossel, visit the Creators Syndicate webpage.

http://www.wnd.com/2012/05/the-folly-of-seat-belt-mandates/

Det største siden 1928 - skivekåret brød

Det største siden 1928 - Skiveskåret brød                                                         

Internet. Automobilen. Toilet papir. Disse ting er blevet udråbt som det største siden brød i skiver. Hvilket igen betyder at skivet brød må være noget ganske forbløffende.

Det viser det sig det er. Men for at vi kollektivt kan lære det, så måtte den amerikanske regering forbyde det.

Skiveskåret brød - maskin skiveskåret - blev næsten - opfundet i 1912, da en mand ved navn Otto Frederick Rohwedder fremstillede en prototype og tegninger til en automatisk brødskæremaskine, men arbejdet gik tabt under en brand. Uden tøven genopbyggede Rohwedder maskinen efter hukommelsen. I 1928 havde han maskinen færdig og klar, og juli det år, blev der produceret maskinskiveskåret brød til masserne.

 

Markedsføringen til produktet satte scenen for nyskabelsen i sproget der benyttes i dag, da Rohwedders brød blev annonceret som “det største fremskridt i bagerindustrien siden man begyndte at pakke brød ind.” I 1930 var Wonder Bread gået over til at være et skiveskåret produkt, og man solgte dette brød over hele landet for første gang.

 

Skiveskåret brød fik forbruget af brød til at stige, som forventet. Men da 2. Verdenskrigs rationeringer kom til i den amerikanske krigsbestræbelse, fik Fødevareadministrator Claude Wickward øje på ‘den største opfindelse’ i århundredet. I håbet om at reducere forbruget af vokspapir som et hele - og fordi - Wickard formodede at skiveskåret brød krævede mere vokspapir til indpakning end ikke skivet - og også i håbet om at reducere prisen på brød, forbød Wickard salget af skiveskåret brød hjemme fra 18. januar 1943-

Øjeblikkeligt gav det anledning til protester fra husmødre der argumenterede for at deres husholdningsfornødenheder blev handikappet af et kortsigtet forbud. For, jovist, skiveskåret brød er dog det største man kan komme på.

Lokale politikere tog sagen i egne hænder med New Yorks borgmester Fiorello LaGuardia der bemærkede at bagerierne kunne bruge deres egne maskiner til skiveskæring og sælge friskbagt (og skivede) produkter direkte til deres kunder. Men det blev modtaget med foragt nogle dage senere da Food Distribution Association krævede ophør af enhver kommerciel skivekæring af brød, for at beskytte de bagerier der hverken havde maskiner til, eller som ønskede at gøre alt for landets krigsindsats. .

Under alle omstændigheder blev forbudet kun kortvarigt. Den 8. marts blev skiveskåret brød igen tilladt i United States, og dets ‘storslåethed’ bevaret for nuværende og fremtidige generationer.

Bonus fakta: Toilet papiret er ikke det mest skelsættende siden brød i skiver - det kan det ikke være fordi toiletpapiret er over 50 år ældre. Kommercielt toiletpapir blev opfundet i 1857 af en New Yorker ved nanv Joseph Gayetty, der solge pakker med 500 blade (hver af den med et vandmærke med hans navn) for 50 cente. Produktet blev solgt som “tidens mest nødvendige brugsvare,” så derfor er brød i skiver det ‘største’ siden toiletpapiret.

 

http://nowiknow.com/the-greatest-thing-since-1928/

Fagforeninger til gavn for arbejderne? Del 3.

Fagforeninger til gavn for arbejderne eller lederne?  (del 3)

Del 3 i en serie.

Oleg Atbashian

Amerikanske fagforeninger har brugt næsten en milliard dollars ved et valg der som formål havde at placere politikere der går ind for dem i magtpositioner i Washington. Servicearbejdernes Internationale Fagforening, med deres egen formand ord har, "brugt en formue på at på Barack Obama valgt." Iflg. Washington Examiner har United Auto Workers holdt sig noget tilbage med at bringe bilindustrien i knæ, og gav 1,98 million dollars til Demokratiske kandidater, plus 4,87 millioner dollars i forskellige udgifter til Obamas kampagne.

Pengene kommer fra de tvungne bidrag fra arbejdere der ofte ellers ikke ville have støttet eller stemt på disse mennesker. Som 'betaling' har Obamas arbejdsbutik holdt sig tilbage med gennemførelsen af åbenhedsreglerne, og uden dem er arbejderne ikke i stand til at se hvor deres penge går hen. Fagforeningsbosserne har en rigtig god grund til at skjule deres aktiviteter: AFL-CIO har nemlig brugt så meget på politik at de er kommet ud i en håbløs gæld.

Men tilgengæld får de nu tilbagebetaling. United Auto Workers er blevet belønnet med 55% ejerskab af Chrysler og 39% af General Motors, mens resten af aktierne ejes af Obama regeringen. Lad mig lige benytte lejligheden til at vise min solidaritet med Detroits bilfabrikanter og med kærlige hilsener fra Donbass kulminearbejderne (se del 2 i denne serie) Hvis denne tendens fortsætter, da kan den yngre generation ligeså godt nu spekulere på, hvordan en by uden bilfabrikker dog kunne kaldes Motown.

Da den nuværende recession begyndte, var de første svage led der knækkede den smadrede økonomi de fagforeningsomfattede virksomheder - mest kendt er De Tre Store (bilfabrikanter) der er domineret af UAW. Som kontrast - i Sydens stater med "retten til arbejde, Alabama og North Carolina, har ike fagforeningsarbejdere hos tyske og japanske bilfabrikanter en lavere lønomkostning på 65 cents pr time, end i Detroit og de fortsætter med at beskæftige mere end 60000 amerikanske arbejder uden de beder om skatteyderbetalt hjælp. Og ulig mange af konkurrenterne omfattet af fagforeningerne der er gået på r... da tjener de ikke-fagforeningsorganiserede penge.

Mens den finansielle krise ikke i sig selv havde sin årsag ved fagforeningerne så var den et produkt af den samme økonomiske filosofi der fik regeringen til at blande sig i husmarkedet og dets finansiering. Det begyndte med ønsket om at hjælpe ellers ikke egnede lavindkomst familier ved at give dem ret til at ejer et hjem i "den økonomiske lighed og retfærdigheds navn." Det endte med påtvungen ulighed, da utallige huslån nu betales tilbage af skatteyderne. hvoraf mange slet ikke ejer et hus og hvis udgifter til at købe et er blevet meget ringere.

Forvridningen af markedet skabte en økonomisk 'Gremlin'   - en yngre fætter til det økonomiske Donbass uhyre, om du vil - med den store forskel at nu var den placeret lige i centrum af verdens økonomiske drivkraft. Hvad kan dog gå galt når de selvretfærdige kampagneførere i regeringen for økonomisk lighed beordrer bankerne at udstede risikofyldte huslån til de fattige? Ja, desværre kun en forkrøblende effekt. Efterspørgslen stiger, dermed huspriserne, og chancerne for at lånene kan tilbagebetales falder, presset på regeringen øges yderligere, bankerne lukker det seende øje, bankerne begynder at opsige de elendige låneaftaler, bankerne kollapser, en recession følger efter, låntagerne mister deres arbejde og kan ikke betale tilbage på deres lån, og hele det finansielle system bryder sammen. I den verdensomspændende krise der følger, bliver utallige fattige i udlandet, der aldrig ville kunne få et hus endnu fattigere end før U.S. regeringen besluttede at tvinge "økonomisk lighed og retfærdighed" igennem.

Som man kunne forvente bliver skylden lagt overpå kapitalistisk grådighed og selviskhed.

Ordet "selviskhed" bliver vidt og bredt benyttet som et nedsættende ord, synonymt med umoralitet. Venstreorienterede ideologer benytter det i vid grad til at slå forsvarerne af "kapitalismen"  i deres gennemført individualistiske hoveder. Imidlertid kan de samme ideologer aldrig påberåbe sig selviskhed når denne praktiseres af en gruppe - idet man antager at selviskhed per definition aldrig kan være kollektiv, eller at ved at være kollektiv, da bliver selviskhed ført op til et højere moralsk stade, som om ting der gennemføres i 'almenvellets' hellige navn aldrig kan være umoralske.

Og så dog,  ikke alene har gruppe selviskhed altid eksisteret på alle samfundsniveauer - fra klaner der bekriger hinanden til nationer og racer - men selviskhed udøvet af kollektivistiske grupper er ofte den laveste, mest ufornuftige og umoralske form for selviskhed.

Hvor selviskhed hos et enkeltindivid kan enten være fornuftig eller ufornuftig, det afhænger af om den er baseret på fornuft eller rå følelser, da er gruppe-selviskhed altid ufornuftig fordi masse psykologien bag for det meste er drevet af primale kollektivistiske instinkter. Mussolini var udmærket klar over kraften i gruppe selviskhed og opbyggede hele sin ideologi på det, som han kaldte fascisme efter fasci - et bund med grene der var bundet sammen så de ikke kunne brydes. I Ukraine hvor jeg voksede på sagde folket med et klogt, men sarkastisk ordsprog, "Selv det at banke din fader kollektiv er en lindring."

En moralsk styrke der motiverer en person til at få succes i livet gennem egne bestræbelser og dygtiggørelse kan også beskrives som selviskhed. Men kollektivitsterne ser ingen forskel mellem et individs fornuftige, konstruktive forfølgelse af egeninteresse og den ufornuftige, destruktive selviskhed der får en person til at ofre andre menneskers liv eller ejendom for personlig vindings skyld eller for at komme frem i samfundet. De to definitioner er der himmelvid forskel på - og dog slås de ofte sammen, især med det formål at tilsvine succesrige forretningsfolk og virksomheder.

Det helt ekstreme udtryk for en persons irrationelle destruktive selviskhed - bedrageri, tyveri, udnyttes og vold - er strafbart ifølge loven. Samfundet undlader aldrig at fordømme det som umoralsk,  og fint nok. Men når den samme irrationelle destruktive selviskhed udføres af en gruppe, da forårsager det yderst sjældent den samme moralske indignation. På samme vis , er kollektivt bedrageri, tyveri, udnyttelse og endog vold ikke nødvendigvis noget der resulterer i straf. I nutiden ideologiske klima, er det at ofre andre menneskers liv eller ejendom for kollektiv fortjeneste, eller at stræbe efter at opnå magt i samfundet noget der næppe bedømmes som kriminelt eller umoral.

Tværtimod så fremstilles gruppeselviskhed som en dyd og stilles på parade under sådanne eufemistiske etiketter, af Orwellsk karakter, som - retfærdighed, rimelighed, lighed, bevidsthed og borgerlige rettigheder. Ifølge den kollektivistiske moralkodeks er der ikke noget offer der er for stort hvis den er i 'sagens' tjeneste eller for de "mange" - den perverterede forestilling om "det fælles gode" skønt det næppe kan konkurrere i omfang med kommunisternes 'altruistiske' handlemåder.

Men selvom det ikke resulterer i groteske massemord, da er gruppe selviskhed stadig umoral, fordi den umenneskeliggør ved at nægte dem deres helt egen individualitet, og fremmedgør dem overfor sig selv. Den forårsager at mennesker bliver bedømt, ikke på deres karakter, men på deres hudfarve, sociale klasse, etnicitet, seksuelle præferencer eller deres handlemønstre. Og når disse sekundære initiativer udmanøvrerer de rent menneskelige initiativer da holder mennesket op med at være enkelt individer og bliver som skabeloner i pap, de bliver som offerdyr og som en slags pant i sammenstødet mellem de kollektivistiske grupper der udøver pres for at opnå ufortjent status, priviligier, penge og magt.

I USA har den korrumperende indvirkning af ufortjent særrettigheder (Entitlements) opildnet af klassemisundelse og stadige klager allerede rekrutteret tilstrækkeligt med medlemmer så de udgør en solid vælgergruppe, hvis valgte repræsentanter aldrig ophører med at forsøge at lovliggøre deres kollektivistiske nye dagsorden. Kravet om ufortjente rettigheder går hånd i hånd med kravet om den ufortjente moralske autoritet - et vrangbillede som kun få tør udfordre. Og da antallet af uudfordrede vrangbilleder fortsætter med at bliver flere og flere, således vokser også antallet af kollektivistiske grupper og deres appetit på mere indflydelse.

Endnu et populært emne at bekæmpe for venstrefløjsideologerne er det som næsten udgør et varemærke for dem - "grådighed." Det ligestilles med umoralitet, og det benyttes dagligt i de venstreorienterede amerikanske medier for at give støtte til en spærreild af anti-kapitalistiske argumenter.

The American Heritage Dictionary definerer "grådighed" som et "overdrevnet begær efter at opnå eller besidde mere end det der en ens behov eller det man fortjener." Lad os lade ordet "behov" ligge et øjeblik sammen med spørgsmålet "Hvem skal definere behovet?" til en anden diskussion. Nøgleordet her er "fortjener", hvilket kan være synonymt med  "gøre sig fortjent til." Da et individs ønske, begær om at besidde mere end vedkommende har gjort sig fortjent til, med god ret kan bedømmes som væres umoralsk, da er et kollektivt begær, ønske om at komme i besiddelse af mere end medlemmerne af gruppen har gjort sig fortjent til blevet stadig mere moralsk acceptabelt for mange amerikanere, der nu er villige til at ofre deres eget land for den moralske illusion af gruppens overhøjhed over enkeltindividets rettigheder.

Til at begynde med var jeg chokeret over at mennesker der er til overflod beriget med individuelle friheder og muligheder som amerikanerne har kunnet falde for sådan en tilbagestående og forkastelig social model. Men gruppepresset fra diverse interessegrupper har en sær pervers form for magnetisme. der kan ligne den der kan ses hos gadebander, der virker så attraktive for nogle at de slutter sig til dem og dermed forspilder chancen for selv at komme frem i virkelighedens verden. Medlemskab af en bande giver personen en slags tilhørsforhold, uden man behøver at gøre fremskridt selv. Man behøver ikke være en stræber, føre et moralsk liv, eller gøre noget andet for den sags skyld - alt det han skal gøre er at skubbe sin individualitet til side og ikke stille spørgsmål.

Kollektivt gruppepres er alt dette og så meget mere mere oveni. De lokker mennesker med løftet om øjeblikkelige rettigheder blot fordi man er medlem. Hver gruppe har sin egen rolle, arv, klager og en vrimmel af aktiviteter. Hver gruppe kommer med paletten af privilegier og eksklusivsærrettigheder for dem selv og skaber nye regler og kommer med nye talemåder der gør Forfatningen uden betydning. Sammen skaber de en illusion om et stort moralsk flertal, en repræsentation der konkurrerer med Kongressen, en slags alternativ regering, en massiv front der er i krig mod amerikansk kapitalisme og den individualistiske civilisation.

Mens enhver af disse gruppe mere eller mindre ville passe på Lenins skabelon af "en skole for kommunismen," så har fagforeninger indiskutabelt været pionerer der har banet vejen for dem alle. I dag fortsætter de med at være de mest aktive og mest magtfulde medspillere i det system de selv skabte.

http://pjmedia.com/blog/unions-lenin-and-the-american-way-part-iii/

I serien indgår følgende artikler:

1. http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/fagforeninger-og-udvikling-eller-mangel.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/fagforeninger-og-udviklingen-del-1-del-b.html

2.

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/fagforeninger-til-gavn-for-arbejder.html

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/11/fagforeninger-til-gavn-for-arbejder.html 2. del.