Var Vietnam Krigen omkostningen værd?

Charles Farlow

Vietnam Veterans’ Day fejres årligt den 29. marts. Her mindes lidelserne og ofrene som ni millioner amerikanere, og deres familier som støttede dem gav ved Vietnam Krigen før, under og efter. 

I årenes løb har jeg forsket en del i krigen for at forstå krigens patologi fra begyndelsen til enden. Jeg er vendt tilbage til Vietnam to gange på besøg i forskningsøjemed og vietnamesiske og amerikanske venner og veteraner har givet mig deres opfattelser og overvejelser. Resultatet af disse anstrengelser har afstedkommet en klokkeklar dom: Krigen var en grum selvpåført skade på vor nation og det på mange planer, en “græsk tragedie” der løb løbsk, der forandrede vort land for evigt, og hvis følger stadig plager os. 

Det var en geopolitisk og udenrigspolitisk fejlbedømmelse af monumental karakter, en bevidst uvidenhed om Sydøstasiens nationalisters motiver og alliancer, racemeæssigt motiveret hybris, grådighed hos virksomheder, og mange muligheder man ikke greb for diplomatiske løsninger hen ad vejen.

Krigen voksede fra små ‘diskret’ hændelser og eskalerede derpå til en ildløs der levede sit eget liv. Den var årsag til at en generation af amerikanere mistede tilliden til deres fædrelands institutioner og sled smerteligt på nationens sociale sammenhæng, åbnede flænger i vort samfund der stadig splitter os.

På den økonomiske front er der blevet argumenteret at de milliarder og atter milliader der blev brugt på krigen medførte tektoniske konsekvenser der fortsat plager vor nationale finansielle stabilitet. Der er ganske enkelt ingen fordele at finde når man ser objektivt på kendsgerningerne i Vietnam kontroversen.  

Så hvad med de af os der tjente derover? Hvordan forliges man med 58000+ liv der gik tabt, de hundredtusinder der blev såret og lemlæstet for resten af livet og den anslåede 1 billion i inflationsjusterede dollars der blev hældt ind i denne bundløse sump? Det kan man ikke. 

Der er ganske enkelt ingen logisk måde at rationalisere dette på et personligt plan, udover at anerkende at vi der “tog mod opfordringen" tjente med ære og gjorde det bedste vi kunne for vort land. 

Som 18-19 årige havde vi helt sikkert ingen forestilling om krigens overordnede strategiske skridt, og fejltrin, og slet ikke de tektoniske, geopolitiske eller socioøkonomiske kræfter der var i spil. Hver af os, vi der befandt os i bunden af pyramiden, så på det med et fokus på vor specifikke mission og det ansvar der fulgte med, og opbyggede loyalitet for de som tjente med os. Alt det andet var ren abstraktion.

Med baggrund i denne kraftfulde smertelige historie, skulle man forvente at lektionerne ville give afsmitning på den politiske, diplomatiske og militære ledelse der kom frem af den æra. 

Tværtimod, de lektioner er blevet ignoreret. Vor efterfølgende interventioner i Irak, Syrien, og sub-Sahara Afrika sammen med vor ydmygende nederlag i Afghanistan har skabt nye hængedynd, for vore tropper og milliarder af dollars er spildt - det har vi ikke råd til

For de tropper der lige for tiden er, eller kan komme i ‘skudlinjen’ og for de unge mænd og kvinder der overvejer at melde sig, følger her nogle værdifulde råd; Vær opmærksom på motiverne hos de politiske ledere og hos de militære “ledere,” Søg information om vore tidligere og nuværende militære mareridt og hvad der kom ud af dem, og fasthold en sund skepsis over for systemet der har gjort dem mulig. Held og Lykke!  

 

Image via Picryl.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/03/was_vietnam_worth_the_cost.html

Finsk undersøgelse: Wokesters er mere nedtrykte end ikke wokesters

 Finsk undersøgelse: Wokesters er mere nedtrykte end ikke wokesters

Olivia Murray

Her er flere nyheder der ikke er nyheder: Et nyt akademisk studium udført af finske forskere har fundet at det at være wokester, dedikeret til “social retfærdighed” betyder man er en person der har “ringere mental sundhedstilstand og lykketilstands niveauer." Fra en artikel af Tierin-Rose Mandelburg på NewsBusters:

Et  studium, udført af psykolog forskere i Finland og udgivet i the Scandinavian Journal of Psychology lader formode at individer der har engageret sig, forpligtet sig til wokeness har ringere mental sundhedstilstand og lykketilstands niveauer

Forskningen omfattede 5000 voksne deltagere i Finland og fandt, at de som er ‘woke’ er mere nedtrykte, har mere angst og mangler glæde/lykke., Som rapporteret, ‘At være mere ængstelig og nedtrykt og mindre lykkelig/glad var mere udpræget hos de som betragter social retfærdighed som en stor udfordring.

Lige et øjeblik. Fortæller du nig at menensker der ofte hævder at være fanget i den forkerte krop og placerer sig i et “queer” centrum .....og som ofte har unormale og skadelige seksuelle tilbøjeligheder ... mener at det at være selvskadende faktisk er helbredende, og lindrer nedslående svar ved at se sig i spejlet ... som sædvanligvis er overvægtige, og kun spiser dårlig føde...i store træk undgår forpligtende relationer, og slår deres egne børn ihjel på grund af “seksuel frigørelse” eller noget...og hvis liv går ud på at scrolle på sociale medier og se aldrig stoppende streamede shows er de mest ulykkelige? (Her kommer naturligvis “det er ikke Sherlock” talemåden i brug.) 

Nuvel alt det er resultatet af deres personlige filosofi, der som undersøgelsen viste snævredes ned til “social retfærdighed” eller wokism - men hvorfor har ovennævnte realiteter helt klart selskab med “woke” synet på livet? Nuvel, fordi “social retfærdighed” avler narcissisme og narcissisme avler elendighed.  

Wokesters er de mest selvoptagne mennesker i verden, der gentager som en papegøje (og lever ved) det ene selvcentrerede slogan efter det andet. (min krop, mit valg, lev du dit liv, lev din sandhed, pas på dig selv, og elsk dig selv etc.)

Igen vender jeg altid tilbage til den virkelige verden: Virkeligheden er objektiv, men vigtigst er moral, om man så bryder sig om det eller ikke, og om man anerkender det eller ej. Og at svælge i selviskhed, hedonisme, eller pride er en garanteret opskrift på elendighed. Et disicplineret liv, hvor man tjener andre er et lykkeligt liv, som er lige præcis det modsatte af den venstreorienterede wokesters syn på verden. Det er derfor vi kan sige at disse mennesker udsender signaler om dyd frem for at være dydige). 

Venstreorienterede wokesters er narcissister og narcissister er ynkelige - sådan!

https://www.americanthinker.com/blog/2024/03/finnish_study_social_justice_warriors_more_anxious_and_depressed_than_their_nonwoke_counterparts.html

 

Kannibaler på vej til USA?

Monica Showalter

Friske nyheder fra Haitis kaos lader formode at nogle bandeledere har udøvet kannibalisme. En to år gammel video af en mand der spiser en ben fra et menneske fra et bål på gaden, og en anden der hugger et ligs ben af ved knæet som en ‘udskæring’ asammen med den kendsgerning at lederen af dette kaos, en ganster kaldet 'barbecue,' viser at der foregår en slags barbarisme.

Med fængsler tømt for kriminelle, og en masse exodus fra Haiti på vej mod U.S. er det med god grund man kan bekymre sig over at kriminelle med de “værdier”  måske blot forsøger at komme til USA som flygtninge, især siden vetting (kontrol) er tæt på at være ikke eksisterende under Joe Bidens åbne grænser politik. 

Nuvel, det viser sig at det ikke er den eneste gruppe depraverede kriminelle der kommer til the U.S.

De mexikanske "stewmakers" er her også.

Faktisk har de allerede været her og de har haft travlt.

Hvis du nu ikke har hørt om hvad 'stewmakers' eller 'pozoleros' som de kaldes på spansk er, så vil du nok ikke vide det. De er kartel ganstere uden sjæl der dræber og skærer op og koger deres ofre, opløser ligene i tænder med syre. Betjente fangede en flok af dem der opererede omkring Chula Vista lige syd for San Diego

Undersøgende reporter Ioan Grillo fra Crashout Media havde en original rapportt:

Efter at have kvalt de to ofre kastede gansterne deres lig med hovedet først i tænder med syre, idet de brugte samme teknik som den berygtede Tijuana morder kendt som “El Pozolero” eller “The Stewmaker.” De begravede resten af knoglerne og kødet i den tørre jord under en heste ranch. Det makabre brutale sted var ikke i Mexico, men derimod nord for grænsen i San Ysidro ved udkanten af San Diego.

Mordet i 2007 var udført af en bande kaldet “Los Palillos,” en udbryder af the Tijuana Cartel der fortsatte med at bortføre og myrde løs som kostede livet af mindst 14 ofre i the United States, både i Californien og så langt borte som Kansas City, Missouri. De optrådte i U.S. politiuniformer, skød en ægte Chula Vista officer, og tog gidsler (de fleste andre kartel tilknyttede) mod løsepenge i huse i San Diegos forstæder. 

Kartel sicarios slagter de fleste af deres ofre i Mexico, der har lidt under flere end 400000 mord siden 2006. Menneskehandlerne foretrækker at være mindre aktive i the the United States hvor de tjener millioner af dollars på at sælge narko. Imidlertid har der været nogle bemærkelsesværdige udfald med kartelvold på U.S. jord. The Zetas står for  en række drab i det sydøstlige Texas og “El Mano Negra” har gjort dette i årtier. Men måske var det værste kartel myrderi the Palillos spor af mord i det sydlige Californien i år 2000-10.

Det er chokerende at tænke på at aktiviteten allerede sker her - og ingen har fortalt om det før nu. 

Det vil sådan set sige at de mest fordærvede kriminelle i verden er kommet hos os under de åbne grænser. Den type kriminelle vi aldrig har set før på vore kyster. 

Selvom disse handlinger er sket for få år siden, uden at medierne har omtalt dem, og mens kannibaler ikke er blevet set endnu fra Haiti, så er det dog helt åbenbart nogle skrækkelige mennesker derude og i stand til at komme hertil. Verdens værste kommer faktisk hertil. Vi er først nu ved at begynde at høre den sande historie.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/03/its_not_just_cannibals_mexican_cartel_stewmakers_are_active_in_the_us_too.html

 

Det moralske grundlag for hjælp til Ukraine

Russ McSwain

Militærhjælp til Ukraine befinder sig et slags limbo i Kongressen. Tucker Carlson er den mest højlydte offentlige person der er imod hjælpen. Tucker er tydelig i både ord og handling - han  ønsker Rusland får overhånd:

"Hvorfor skulle jeg bekymre mig om konflikten mellem Ukraine og Rusland? Jeg er seriøs. Hvorfor skulle jeg hælde mod Rusland? Som jeg sådan set gør." 

Man kan være imod at hjælpe Ukraine uden at ønske at Rusland vinder, men at tilbageholde hjælp vil sandsynligvis resultere i netop det. Jeg ønsker Rusland taber. Det er i vor interesse og en russisk sejr ville få konsekvenser som en lignende sejr til Hamas ville have. 

Rusland, Kina, Iran og en række andre forbund er forenet i een sag. De ønsker at udskifte Amerika som den dominerende magt i verden. Tucker holder korrekt fast ved at denne gruppe arbejder på at gøre dollaren overflødig som verdens reservevaluta. Det ville medføre et dramatisk fald i vor levestandard. Det er i vor nationale interesse at hæmme denne koalition magt. Biden administrationen er forvirret. Den begrænser Kinas adgang til avancerede chips, men er også forsonlig over for Iran. Det er konservative der er gnierne, og tåbeligt begrænser Ukraines muligheder for at hæmme Ruslands magt og indflydelse. 

De fleste konservative er oprørte over rædslerne Hamas har begået. Af en eller anden grund tolererer de samme vel dokumenterede rædsler og opførsel begået af Rusland. Gilad Erdan, Israels ambassadør til FN sammenligner med rette rædslerne. Det er værd at bruge syv minutter på at lytte til hans UN tale. Han kalder Ukraine en allieret og en fælles kanariefugl i terrorist kulminen. Han gav meddelelse om avanceret militærhjælp, herunder Israels fremragende luftforsvarssystemer.

Der er endnu et eksperiment ud i moralteori. Kan en person retfærddigøre det at en barn druknes på lavt vand og fortsætte med at gå forbi, og lade som ingenting? En retfærdiggørelse kan ikke være, at det ikke lige passede at hjælpe barnet. Ukrainske børn drukner ikke.De bliver bortført og sendt til at erstatte det faldende befolkningstal i Rusland - - 20 tusind bekræftede tilfælde  og flere kommer hele tiden til  Kan vi retfærdiggøre blot at lade det passere, gå forbi? Ukraine beder kun om udstyr, ikke tropper. Det som anmodes om er knap nok en ulejlighed for os. 

Lad os se nærmere på grunde til blot at gå forbi.

• Ukraine er korrupt. Sådan lyder rygtet, men ikke virkeligheden. “Flere end 600 embedsmænd i 20 forbundsagenturer overåger US hjælpen til Ukraine..... Dusinvis af rapporter er blevet udarbejdet og endnu flere er på vej.  'Efterforskningerne med relation til Ukraines måde at håndtere hjælp har ikke vist omfattende spild, svindel eller misbrug.’ "Kritikerne har haft fokus på en berygtet sag. Misæderen blev fanget og pengene tilbagebetalt. Ved at lægge begrænsning på vor hjælp til hardware og optræningen eliminerer vi mulighederne for svindel.  

• Europæerne burde give størstedelen af hjælpen. Dette er Trumps holdning. Jeg er enig,. Europæerne giver allerede det meste af hjælpn.. Det vil være sandt selvom den gældende ordning ikke vedtages.

• Vi er ved at løbe tør for udstyr. Bortset fra artillerigranater ellers ikke.. Lad os producere flere granater.

• Ukraine holder ikke valg. Under begge verdenskrige afholdt hverken UK eller Frankrig valg. Ingen tvivler på at et flertal af ukrainerne støtter krigen.

• Vi har ikke råd. Der er mange programmer der er spild og som kunne skrottes. Ukrainsk hjælp på 60 milliarder dollars er ikke en af dem. Det er 40 milliarder i udstyr og 20 milliarder til oplæring. Den militære oplæring vil være der under alle omstændigheder. Det er ikke en blankocheck, og det bør det heller ikke være. 

• NATO ekspansionen provokerede Rusland. NATO er en forsvarsalliance. Den udgør ingen trussel for Rusland. Tucker er nærmest hysterisk. Han undskylder Rusland, fordi landet er bange for kernevåben langs landets grænser. Der er ingen kernevåben i lande med grænse til Rusland. OK, der er kernevåben i Kina og Nordkorea. De provokerer åbenbart ikke Rusland.

• Ukrainerne er ikke villige til at slås. Civile i Ukraine har været under konstant bombardement i over 2 år. Nazi bombningerne af det sydlige England - Blitzen - varede 8 måneder. Selv under disse forhold viser ukrainerne ingen tegn på opgivelse. 

• Vi kan ikke for evigt levere udstyr. Der er en kæmpeindsats for at genoprette Ukraines forsvarsindustri.

• Ukraine kan ikke vinde. For den hårdhjertede realist betyder det ikke noget. Vi burde forlænge Ruslands lidelser så længe som muligt. Det er min mening.. De ’kloge penge’ (herunder mindst 4 firestjernede generaler) satser på at med det rette udstyr kan Ukraine vinde..

I fraværet af amerikansk hjælp er krigen på jorden gået i stå. På havet og i luften en anden snak. Uden en flåde har Ukraine sænket 25% af Sortehavsflåden, og skadet mange andre skibe. Blot i denne uge fik Ukraine sænket patruljeskibet Sergei Kotov. Rusland er blevet tvunget til at flytte de tilbageværende skibe væk fra Krim til en russiske havneby. Fri for Ruslands flåde er eksporten af Ukraines hvede igen på førkrigs niveauer. Når Kerch Broen helt sættes ud af spillet vil der ikke være nogen forsyningsskibe til Krim.

Rusland mister fly i accelererende antal. Med ankomsten af Israels teknologi, så jeg selv jeg ondt af de russiske piloter. 

Holdninger til denne krig afhænger i store træk af holdninger om Rusland. Russisk imperialisme har været konstant gennem landets historie. Der er en lige linje der forbinder russisk Zarisme, Sovjet og post-Sovjet politik. Tucker mener Rusland er anderledes. Han er helt forkert på den. 

Image: RawPixel.com

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/the_moral_case_fo_aid_to_ukraine.html

 

Sagen Tyfus Mary - hvilket magtmisbrug

JEFFREY A. TUCKER  

For fire år siden fremkaldte enhver snak om at tillade at samfundet skulle have lov at fungere som vanligt under en pandemi klicheer om Typhoid Mary (Tyfus Mary). Det er værd at lægge mærke til at denne virkelige hændelse, en paradigmatisk sag af forbløffende og ækel magtbrug af det offentlige sundhedssystem, hvor en fattig irsk indvandrer blev syndebuk for tyfus infektioner i New York stadig lever - her 100 år senere. 

Selv på andre områder har skrupelløse lærde jeg kendte fordrevet hendes navn i forventning om at slutte al diskussion om nødvendigheden af nedlukninger.  

Det er på tide at undersøge sagen. Typhoid Mary var en virkelig person, Mary Mallon (1869-1938). Efter alle forlydender en rigtig god kok der havde betjent mange familier og havde fremragende evner. Hun var aldrig symptomatisk for tyfus. Hun var sund, rask. Men da der kom et udbrud i det hjem hvor hun tjente blev hun jagtet, hendes afføring blev testet positiv og hun kom i karantæne som en atypisk smittebærer (1907-1910). 

Juridisk modstand gjorde at hun blev løsladt tre år efter på betingelse af at hun gik til kontrol og aldrig lavede mad igen. Hun ville ikke indvilge i de betingelser og blev jagtet igen. Denne gang krævede lægemyndighederne at hendes galdeblære blev fjernet, som hun ikke gav lov til. Hun endte med at tilbringe samlet 26 år i isolation før hun døde (1915-1938). 

Der er faktik rigtig meget litteratur om sagen. De bedste er Famous and Difficult Patients: Amusing Medical Anecdotes from Typhoid Mary to FDR, af Richard Gordon (St. Martin’s Press, 1997); Typhoid Mary: Captive To The Public’s Health, af, Judith Walzer Leavitt (Beacon Press, 1996); Typhoid Mary: The Notorious Life and Legacy of the Cook Who Caused a Typhoid Outbreak in New York, af Charles Editors (2020) og mange flere, men frem for alt Typhoid Mary, af Anthony Bourdain (Bloomsberry, 2005), der er en brillant, engageret og virkelig sympatisk bog. Hvis man vil have et overblik findes der mange online artikler. 

De er alle spændende og rimeligt enige om at Mary sandsynligvis (muligvis) spredte tyfus sammen med hundreder af andre i New York der aldrig blev jagtet og fængslet. Hun følte sig aldrig syg. Hun blev ofte testet negativ, og havde dyb mistro til de myndigheder der jagtede hende. 

Manden der indledte det hele var sagfører/efterforsker ved navn George Soper der endte med at skrive en artikel og bog der for evigt var årsag til hun måtte leve med øgenavnet Typhoid Mary. Bogen blev en bestseller og Soper selv en berømt og elsket sygdoms detektiv. 

Offentligheden var så optaget af sagen at børn i New York sjippede til sætningen: “Mary Mary, what do you carry?” Hun forsøgte at lægge sag an, men den blev afvist af New York Supreme Court. Hun fik ikke lov at besøge en øjenlæge skønt hendes øjenlåg var lammet. Hun blev tvunget til at tage ikke autoriseret behandlinger der truede med at ødelægge hendes nyrer. 

Ingen spørgsmål ved at det at pege på hende som offentlighedens fjende nummer et var en genspejling af den herskende holdning til og mod irske indvandrere der blev anset som beskidte og lavklasse. Hun var lavklasse men ikke beskidt. Jeg har læst meget om hende og finder mig ikke helt overbevist om at hun var en kilde til sygdom i alle de tilfælde hun fik skyld for. Bakterien der forårsager tyfus spredes gennem vand hvori der er fækalt materiale. Hvis man fjerner det fækale materiale er problemet elimineret, som man senere erfarede. Oveni er hele regimet med tests, opsporing og indsnævring fyldt med fejl og passer særdeles fint til offentlighedens ønske om at stigmatisere de syge og de på anden vis inficerede, uanset årsagen. .

Grundet offentlighedens had og vedvarende angreb kom Mary sandsynligvis til i sidste ende at tro hun var en kilde, men på et tidspunkt tog hun sig ikke særlig meget af det, hvilket er hvad der sker når et helt land lægger skylden alene på dig for sygdom og myndighederne fængsler dig og truer med at skære dig op. 

Med andre ord - hun blev behandlet som et dyr, ikke en patient, og derpå senere eksperimenteret med og med tilfældige ikke afprøvede behandlinger. Samtidig gik hundreder af smittebærere rundt med bakterien og vandforsyningen var fortsat den primære synder. 

Tyfus blev endelig besejret - ikke ved fængslinger, men ved hygiejne, bedre sanitære forhold og antibiotika. Mary fik skylden for at inficere hundreder, men kun 3-5 døde af den påståede smitte og i de sager hun var beskyldt for. (imidlertid utilsigtet) Igen måske. 

Pointen var at hun blev erklæret skyldig, uanset hvad, og i store træk på grund af hendes klasse, hendes nationale oprindelse og etnicitet. Hun var et let mål, selvom der var tyfusbærere overalt. Samtidig fortsatte Salmonella typhi (kilden til tyfus) med at være et problem og blev først klaret senere ved vaccination, og langt vigtigere - hygiejne.  

Det som er slående er hvordan hele sagen, der så soleklart er et udtryk for offentlig vanvid sammen med offentlig sundheds autoritarisme og direkte brutalitet så ofte citeres som et eksempel på, hvordan vi naturligvis må låse mennesker inde når der florerer en virus.

I virkeligheden har hendes sag rejst tusindvis af spørgsmål om statens magt til at gribe ind i menneskers dagligdag og fængsle dem uden dom og på en påstand om at de er sygdomsspredere. 

Blot at sige at sådanne magtanvendelser kan misbruges er en underdrivelse som vi kender det så ‘udmærket’ i disse post-nedluknings tider. Mennesker der har studeret sagen med Mary Mallon ender altid med af få stor sympati for hende. Det var dengang da moderne lægekundskab var i fremmarch, men det var forventningen om at de rige hun tjente ikke skulle være underlagt de sædvanlige sygdomme der plagede de fattige.

Hun alene blandt hundreder og tusinder af andre sandsynlige smittebærere i området blev udskammet og deres liv ødelagt på grund af en sygdom hun ikke mente at have og ikke med hensigt spredte. Samtidig blev der ikke indledt lignende indsatser for at finde frem til og inddæmme andre spredere af Salmonella typhi. 

Igen hvad afstedkom dette faktisk når vi taler om den offentlige sundhed? Reddede de 30 års ufrivillige fængsling af denne kvinde liv? Ikke til at vide, men mennesker fortsatte helt sikkert med at dø af sygdommen efter hun kom i fængsel, og indtil der kom gode behandlingsmetoder. Samtidig havde sundhedsmyndighederne deres arketype af en sygdomsbærer til at retfærdiggøre deres enorme magtudøvelse. 

Med tiden accepterede Mary sit åg, og blev en stærk tilhænger af Den Katolske tro, og døde fredeligt. Anthony Bourdain tilbyder en yderst rørende fortælling om besøg ved hendes grav på St. Raymond’s Cemetery, Bronx, New York. 

I 1973, købte jeg min første kokkekniv, en high-carbon Sabatier med et poleret træhåndtag. Jeg var yderst stolt af den - og har haft den i alle disse år, erindrende hvor godt den føltes i min hånd da jeg først fik den pakket ud. Måden håndtaget hvilede mod min håndflade, følelsen af bladet, æggets skarphed. Den er gammel nu, og har fået pletter, håndtaget er lettere revnet visse steder. Jeg storelskede den For længe siden opgav jeg at bruge den og vedligeholde den. Men det er en elsket genstand. Noget en anden kok ville værdsætte, håbede jeg - en engang fin ting af fransk kvalitetsstål - en magisk fetisch, en elsket del af min personlige historie. Og et tegn på respekt, jeg håbede at den vil være en indikator for at nogen, et eller andet sted, selv lang tid efter hendes udfordringer og hendes død, vil tage alvorligt, og forstå bare en smule, af hendes livs vanskeligheder som kok. Det er den slags gave jeg gerne ville modtage en jeg ville forstå.

Jeg så mig omkring på kirkegården, sikrede mig at ingen så det, lænede mig fremover og hænderne, trak jeg græsset ved hendes gravsten tilbage. Jeg lagde min kniv der, dækkede den og efterlod den til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. 

En gave. Fra kok til kok.

Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author Jeffrey A. Tucker is Founder, Author, and President at Brownstone Institute. He is also Senior Economics Columnist for Epoch Times, author of 10 books, including Liberty or Lockdown, and thousands of articles in the scholarly and popular press. He speaks widely on topics of economics, technology, social philosophy, and culture.https://brownstone.org/articles/the-case-of-typhoid-mary/