Hyldest til de ydmyge steder

Hyldest til de ydmyge steder

Det bedste ved små samfund? Alle kender hinanden. Det værste? Alle kender dig.

Læs den og mor dig. Dette er en beretning fra 'fly over country', hvor valget kan afgøres! Er det skræmmende eller tiltalende? (synopsis-olsen)

Burt Prelutsky

Der er så vidt jeg kan se, to slags mennesker. De der elsker at rejse - mennesker der hellere ville lade deres kørekort udløbe, end deres pas.

Og så er der mig.

Da jeg var yngre da var det kun når jeg skrev jobansøgninger, at jeg blev tvunget til at pakke min kuffert. Nu, mellem, endeløse rækker af sikkerhedskontroller, der mere minder om de kilometerlange køer i Disneyland, og så flysæder der er designet til transport af sardiner, er det at de lange rejser har mistet al den tiltrækning de engang havde.

Af alle de rejser jeg har foretaget i mit liv, rejser der har omfattet destinationer som Japan, Jugoslavien, Brasilien og Spanien, da er den mest mindeværdige en jeg foretog for 20 år siden. Destinationen var Oxford, Nebraska. Jeg skulle mødes med mine svigerforældre for første gang.

Gadeparti Oxford , Nebraska

Oxford er en by på omkring 1000 personer, i den sydvestlige del af staten. For en der er født i Chicago og opvokset i Los Angeles var det mere eksotisk end Osaka, Japan. Når du bor i en storby, er det muligt at kunne bevæge dig langt omkring uden, at du møder din nabo, så det var et enormt kulturchok at tilbringe en uge i en by, hvor du er den eneste fremmede.

Min hustru og jeg boede på et motel i en by ca 20 kilometer borte og vi havde lejet en bil. En mørk aften på vor vej tilbage til Bide-a-Wee brød vor bil pludselig sammen, midt ude på landet. Da vi var nærmere min svigermors hus end vort motel, forlod vi bilen, hvor vi forliste og begyndte gåturen tilbage. Omkring 5 minutter senere tog en bil farten af og standsede ud for os. Der var 2 ældre kvinder i bilen. De tilbød os et lift. Da jeg spurgte dem, om de ikke var blot lidt nervøse over at tage fremmede med op midt om natten sagde føreren, "Vi så jeres bil, så vi vidste I var kørt i stykker, og vi vidste vi ville møde Jer på et eller andet tidspunkt før eller senere." Der sad jeg så og funderede. "Hallo, vi er sandelig ikke i Californien længere."

Det viste sig de gode samaritanere ikke boede i Oxford, men de kendte min svigermor, Juanita Boe, og de satte os af ved hendes hoveddør. Det næste usædvanlige der skete er, at en af mine svigerinder øjeblikkeligt ringede til ejeren af biludlejningsselskabet og snakkede ham et øre af, fordi han havde givet os en defekt bil. Klokken var langt over 22.00. Jeg tror han allerede var gået til køjs, men det her var Nebraska, hvor der åbenbart ikke levnes søvn til de onde.

En anden aften var vi ved at løbe tør for benzin. Da der kun var en benzinstation i Oxford og den lukker ved solnedgang, var jeg ærligt talt lidt bekymret. Det var der ingen grund til. Min svigermor så på klokken og fortalte os, hvor den lokale landbetjent højst sandsynligt befandt sig på sin runde. Han havde åbenbart nøglen til benzinpumpen. Rigtigt nok nogle minutter senere var han der, hvor vi havde fået af vide, nemlig på byens festplads. Nogle ekstra minutter efter havde vi bilen fyldt op.

En eftermiddag gik jeg hen til den lokale folkeskole for at spille basketball med min 11 årige svigerindes datter. Jeg spurgte hende, hvad er det bedste ved at bo i en lille by? Hun tænkte sig om et øjeblik og sagde derpå, "Alle kender dig." Jeg spurgte hende så, hvad er da det værste? Denne gang svarede hun uden tøven. "Alle kender dig."

Min svigerinde arbejdede på deltid på den lokale avis. Hun spurgte mig, om jeg havde noget imod at blive interviewet af redaktøren. Så, hvis en by er lille nok, da er selv en TV manuskriptforfatter noget af en berømthed.

Så næste dag, afsted til avisen. Mens jeg sad i redaktørens kontor og ventede på han kom tilbage fra frokost havde jeg et par minutter til at kigge lidt på lokaliteterne. Da han dukkede op spurgte jeg ham om han boede ganske nær ved. Det gjorde han og han undrede sig over, hvordan jeg kunne vide det. "Her forleden dag" forklarede jeg, "gik jeg en tur da en cocker spaniel kom løbende ned af vejen og begyndte at give hals af mig. Jeg synes jeg kan genkende den fra det familieportræt du har stående på skrivebordet."

Så nu kan du nok forstå, hvor lille en by Oxford egentlig er.

Det blev et meget hyggeligt interview, forresten, men jeg tror redaktøren var større fan af Jack Webb alligevel fordi han blev ved med at stave "Dragnet" "Drag Net."

Min mest levende erindring om Oxford drejer sig imidlertid om kalkun. Min hustru havde fortalt om, hvilken pragtfuld kok hendes mor er, og at hun endda havde haft sit eget catering firma i adskillige år. Nuvel, vort første måltid var en vidunderlig,  stegt kalkun. Da vi kom tilbage næste dag til frokost fik vi kalkunsandwiches. Om aftenen fik vi kalkun.

Næste dag fik vi kalkun til frokost. Også om aftenen.

På det her tidspunkt måtte vi være helt inde ved knoglerne, og jeg var parat til en forandring.

Da vi kom næste dag ventede der en ny funklende friskstegt gylden kalkun på mig.

Ved ugens slutning, var jeg ved at udvikle fjer og kalkunhals.

Nu er det sådan, at jeg godt kan lide kalkun ligesom alle andre, men nu var det ganske åbenbart, efter jeg havde rost hendes mors evner som kok, at min hustru måtte forklare nærmere om denne kalkunfestival.

Det var først da vi kom hjem til Los Angeles, at mysteriet blev løst. Min hustru talte med sin mor i telefonen og forklarede, "Min mor ved du er Jøde, og hun ved der er mange ting Jøder helst ikke må spise, men hun regnede med, kalkun var i orden."

Hvis blot min egen mor havde været ligeså betænksom. Hun vidste, hvor meget jeg afskyede ørredkrebinetter og bygsuppe, men  fremstillede  den ene ret hver eneste tirsdag, og den andet hver fredag lige så længe jeg boede hjemme - og aldrig - selv ikke på Thanksgiving dag - lavede hun kalkun.

Juanita Boe døde for næste 10 år siden. Hvis hun har fået plads i Guds køkken, da kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvad der mon er på menuen.

Television writer Burt Prelutsky is the author of The Secret of Their Success: Interviews with Legends & Luminaries.

Cuba under forandring???

Forandring til det værre i Cuba

Stephen Brown

Fra at være indbegrebet af en revolutionshelt er han nu en reaktionær gammel mand.

Cuba's diktator Fidel Castro langede ud efter to af sit lands bedste unge baseball spillere der hoppede af ultimo juli ved en turnering i Edmonton, Alberta, Canada. I en klumme han skrev for den cubanske avis Granma beskyldte den 82 årige Castro, ikke overraskende, alle andre end ham selv for de unge atleters afhopning.

El Comandante irettesatte turneringens værtsland ved at hævde, at Canada stjal hans spillere ligesom USA og Japan gør det ved at 'lokke' de unge cubanere med kæmpe lønninger. Som forventet trak Castro den gamle trætte, halte traver frem, den amerikanske økonomiske blokade af Cuba, som forklaring, derved afslører han, at hans tænkevne er ligeså fastlåst som Cubas økonomi har været det under hans ledelse.

"Japan og USA er store lande," skrev han forarget. "De behøver ikke at være underlagt en økonomisk blokade. Begge land har store ressourcer. Ingen stjæler eller plyndrer dem for deres atleter."

Castro er også vred over at tidligere afhopninger måske vil koste Cuba fem guldmedaljer ved legene i Beijing. Men hans bandbulle var især henvendt til de to unge cubanske baseball spillere, idet han kaldte deres beslutning om ikke at vende tilbage "et foragteligt bedrageri."

Trods Castro's koleriske udskældning er andre cubanere, som bokseren Erislandy Lara, amatørverdensmester i 2005, også flygtet fra Fidel's "socialistiske paradis." En speedbåd samlede Lara op ved Cubas's kyst og førte ham bort til Mexico. Lara gør nu karriere og får sin indkomst i Tyskland sammen med adskillige andre cubanske boksere der også deserterede fra den Marxistisk-Leninistiske tro. Castro, overhovedet for Cuba's Gulagsystem, anklagede promotoren der fik Lara's underskrift for "menneskehandel."

Mexico er nu endestationen for mange almindelige cubanere der er trætte af Fidel's øfængsel og stræber efter et bedre liv. Ved først at tage til Mexioca undgår de Florida's Kystvagt Patruljer og kan stadig komme til grænsen til USA. Uheldigvis mødet sådanne flygtninge stadig vold og er udsat for fare ved at benytte denne rute. 33 cubanere mener man for eksempel er blevet bortført af en menneskesmuglerbande i Mexico i juni måned.

Den kendsgerning at cubanere stadig flygter fra den kommunistiske stat viser at der ingen ægte forbedringer er indført i Cuba efter Casto's højt priste og omtalte "pensionering" i februar. Han blev erstattet som præsident af sin bror Raul, som Humberto Fontova, forfatter til Fidel: Hollywood's Favorit Tyran, kaldte en mand "mere svinagtig og blodtørstig end sin bror Fidel." Tro overfor familietraditionen fik Raul hurtigt slået Cuba's forhåbningerne om forbedringer ned.

I sin tale på Revolutionsdagen sidst i juli, foran et kæmpeportræt, af Fidel, fortale Raul cubanerne at de måtte imødese situationer der ville gøre økonomien dårligere. Efter at have skudt skylden på de stigende priser på livsnødvendigheder på olien snarere end at påpege fejl hos det herskende Kommunistpartis og den Marxistiske-Leninistiske ideologi, sagde Raul, at der ikke ville være nogen afvigelse fra den socialistiske sti. Med andre ord de fortsætter altså med rationeringskort på ris, bønner mv.

Udenlandske iagttagere betragtede ellers regeringens beslutning sidste forår om at tillade et lovligt slag af køkkenudstyr, mobiltelefoner, DVD spillere og computere som et tegn på, at Cuba nu endelig åbnede sig op for verden. Det blev også meddelt, og omtalt, at cubanerne nu kunne få lov at bo på luksushoteller og leje biler.

De fleste cubanere må have syntes det var latterligt eftersom gennemsnitslønnen er ca. 20$ om måneden, derved er sådanne luksusbekvemmeligheder helt udenfor rækkevidde. De kinesisk fremstillede computere (de fleste forsynet med stjålen amerikansk software) kan nu købes i cubanske butikker men koster 750$ og de fleste kan ikke kobles til internettet. En tysk rapport fastslog, at kun godkendte og betroede regeringsembedsmænd og journalister har internetadgang hjemme - skønt jævne cubanere kan købe email adgang på det sorte marked. Udover tilladelse til køb af forbrugsgoder håber den cubanske regering på, at fjerne ligelønspolitikken som meddelt i juni måned, samtidig vil betyde en forbedring af landets elendige økonomi ved at belønne de mere produktive arbejdere. Under det gamle ligelønssystem, som har været herskende i årtier i Cuba fik gode arbejdere det samme i løn som de dårlige.

Et lignende forslag til forbedring af den manglende produktivitet i landburgssektoren blev også stillet. For at forøge produktionen skal landmænd tilbydes ikke opdyrket regeringsejet jord for at de kan opdyrke den. Men de cubanske kommunister har åbenbart intet lært af Sovjetunionens fald. I et forsøg på at bevare Sovjet komunismen introducerede Mikhail Gorbachev lignende reformer for at få sat gang i en stagnerende økonomi. Ligesom Gorbachev er de cubanske mål dømt til at mislykkes eftersom selve problemet er, at staten kontrollerer 90% af økonomien, og det gøres der ikke op med.

I stedet for Gorbachev skulle Castro'erne efterligne deres landsmænds i Miami der med 125300 private virksomheder optjente 26.5 milliarder dollars ifølge US Census Bureau i 1997. De retslige og menneskeretslige friheder der har gjort denne velstand mulig skulle også introduceres i Cuba.

Disse forslag som er blevet fremført, hævdes det, er kun blevet stillet for at lægge pres på EU for at få EU til at slække de diplomatiske sanktioner mod Cuba som blev indført i 2003, på grund af regimets forfølgelse af kritikere. Det formodes at det er derfor Raul har ændret adskillige dødsdomme til livstidsfængsel her i maj måned ( selv om han sagde at dødstraffen ville blive genindført engang i fremtiden) og derfor at der afholdtes en stor bøsseparade i det traditionelt homofobiske Cuba. Den kendsgerning, at Mariela, Fidel Castro's niece, førte an i paraden og det cubanske statslige TV viste en film med homoseksuelt tema;"Brokeback Mountain," afslører at regeringen stod bag med et politisks formål.

Disse overfladiske tiltag lykkedes. EU annullerede sanktionerne i juni måned trods den kendsgerning at der ikke er kommet nogen ægte sociale reformer, såsom at løsne på udrejserestriktionerne. Den cubanske regerings undertrykkelse af dissidenter er heller ikke ophørt, en kendsgerning Præsident Bush selv bekræftede i en 45 minutters telefonsamtale, i maj måned, han havde med cubanske dissidenter der bor i Cuba.

Cuba's største kosmetiske forandring skete imidlertid i februar da Fidel afgav præsidentskabet, men hans magtfulde indflydelse som førstesekretær i Cuba's Kommunist Parti (Raul er andensekretær), og i politbureauet fastholdes. Og når der ikke er nogen ægte overførsel af magten fra en tvær kværulerende Fidel da vil befolkningen i Cuba fortsætte med at lide eller forlade landet for at få velstand og frihed i Amerika. I Cuba, under Castroerne, der kan man være helt sikker på, at intet forandrer sig.

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=AA8D7175-7530-4B30-A34A-573EC1DD9D1B

---

'Demokrater' er det nu rigtigt?

Hvorfor kalder vi dem egentlig 'Demokrater'?

Lance Fairchok

Vi vidste det, selv om Demokraternes talsmænd benægtede det. Bekymrede for, at de negative bibetydninger ville anfægte deres valgbarhed og med øjnene fast rettet mod de lunefulde meningsmålinger opfandt de nye ord for den gamle ideologi, ord som progressivisme og fælleskabsfølelse. Nu ser det ud til, at camouflagen ikke længere er nødvendig. Maskerne er faldet. De går nu helt åbenlyst ind for nationalisering af private virksomheder, indførelse af velfærdskrav for alle og forøgede skatter for at finansiere dem. Hvorfor dog bekymre sig om socialistiske etiketter? Vælgerkorpset er selvtilfreds, velstand har sløvet vore sanser og venstrefløjen har arbejdet dygtigt i mange år for at underminere vor nationale stolthed og afklæde os vor selvopfattelse.

"Det amerikanske folk vil aldrig med overlæg indføre socialismen. Men under mærkatet "liberalisme" vil det indføre enhver del af det socialistiske program indtil en dag Amerika vil være en socialistisk nation, uden rigtig at vide hvordan det skete." Norman Thomas, U.S: Socialist Party, præsidentkandidat, 1940, 1944 og 1948.

Otte år inde i det 21. århundrede er hr. Thomas's forudsigelse ved at komme skræmmende nær sin opfyldelse; Præsidentvalget i 2008 kan meget vel vise sige at give værdi til hans "liberalisme" og den medfølgende Trojanske hest indeholdende Socialismen.

Efter årtiers langsom, dog vedholdende tilpasning til socialismen i vore skoler, i vore medier og i regeringens politik, er amerikanerne blinde for dens nedbrydning af vor velstand, af vore individuelle friheder og af vor nationale identitet.

Politiske kandidater og lovgivere fremfører åbenlyst socialistiske politikker uden den mindste betænksomhed eller vægtige indvendinger, så succesfyldt har Marx og Lenin's filosofier gennemsyret den nationale sjæl.

Huset's Demokrater, har med meget høje råb kastet konsekvenserne af deres energipolitik fra sig og truer med at nationalisere amerikanske olieselskaber. Man vil efterligne marxisten Hugo Chavez, deres svar på energikrisen er, at sløjfe det frie marked.

"Burde det amerikanske folk eje deres egen raffinaderier? Hvorfor ikke. Faktisk så synes jeg det er en god ide. Derved ville vi kunne kontrollere mængden af raffinerede produkter langt mere effektivt end det som kommer ud på markedet..." Maurice Hinchey (Demokrat fra New York) på pressekonference 18. juni med den Demokratiske ledelse.

Medlem af Repræsentanternes Hus, Hinchey er medlem af Interior Appropriations Subcommittee and the Natural Ressources Committee, komiteer med enorm indflydelse på energispørgsmål. Han forsatte, da han stod ved siden af Huset's Demokratisk Valgformand, Rahm Emanuel (Demokrat Illinois):

"Så, hvis der menes noget med det som nogle af vore Republikanere siger her i Huset og andre steder, om at forbedre og udbygge antallet af raffinaderier, da burde de måske være villige til lade disse raffinaderier være ejet af offentligheden, ejet af befolkningen i USA, således at befolkningen i USA kan beslutte, hvor meget der skal raffineres og sendes ud på markedet." "For mig lyder det som en rigtig god ide."

Medlem af Repræsentanternes Hus, Maxine Walter (Demokrat-Californien) en gang regnet som en af Kongressens mest venstreorienterede lod øjensynligt det Demokratiske Parti glide udenom ved en offentlig høring sammen med olieselskabernes direktører her i denne måned:

"Denne liberalisering vil handle om at socialisere, uh, uh...ville handle om ....i hovedtrækkene at overtage og lade regeringen drive jeres selskaber."

At overveje konsekvenserne af deres handlinger fremfor politikkens gennemførlighed er ikke en evne Demokraterne dyrker. Deres stadige, gennem årtier, nej til at støtte udvindingen af hjemlige oliereserver har efterladt os som tiggere på verdensmarkedet, underlagt teokratiske tyranniers,og Marxistiske forbryderes forgodtbefindende.

Kendsgerningen er uundgåelig, Republikanerne stemte for at udvikle de hjemlige ressourcer, Demokraterne stemte imod, med stor margin. Det Demokratiske Partis ledere kaster nu feberagtigt skylden fra sig og udvikler offentlige afledningsmanøvrer, idet de hævder deres bemærkninger er taget ud af en sammenhæng, og som altid, regner man med at vælgernes lunefulde korttidshukommelse vil fjerne fokus fra emnet.

Vore Demokrat-Socialister støtter uden undtagelse politik der ender dårligt. Biobrændsel har fjernet vigtige fødevareoverskud fra markederne, derved fået fødevarepriserne over hele verden til at stige. Energi og vand, der er nødvendig for at producere fødevarer er at sammenligne med brændstof. Dette er et eksempel på en løsning der er langt værre end problemet.

Deres anti-Irak krigshysteri er en fiasko; demokratiet i Irak går stadig fremad stik mod alle deres forudsigelser, en bemærkelsesværdig udvikling. Beskyldningerne mod regeringen for dårlig ledelse i krigen mod terror, i diplomatiet, ja på et dusin andre områder, har vist sig uden substans.

Selv den Globale Opvarmning har vist sig om ikke at være en and, så dog en vild overdrivelse der mere har med ideologi og penge at gøre end videnskab. Temperatuerne er faldende, CO2 udslippet, har tilsyneladende ikke effekt på vejret, og solen er på vej ind i en naturlig hvilefase, hvilket igen vil medføre årtier med koldere vejr. Endnu en ubkvem "sandhed" falder til jorden.

Dog bliver der født nye 'sandheder' hele tiden. Amerikas socialister er altid foranderlige, skifter mening og tilpasser sig de politiske forandringers omskiftelser. De er kløgtige til at opfinde nye sager og overbevise det amerikanske folk om, at det ikke er deres skyld.

De tillader aldrig at de bliver hængt op på noget; de erkender aldrig nogen skyld.

Vore Forfatningsfædre skabte et samfund der forstod at motivere borgerne på bedste måde: et ønske om et bedre liv for sig selv og deres familier. De udviklede et samfund der accepterede realiteterne i de menneskelige forhold, og tillod at konkurrenceånden og ambitioner kunne indfries med overskud og balance i et bemærkelsesværdigt modstandsdygtigt system. Det er et samfund der fremmer foretagsomhed og velstand og det har været til overmål succesfuldt. Det ønsker Socialisterne at forandre.

Socialismen får vitaliteten i en nation til at forbløde; den udvander den nationale viljestyrke og luller borgerskabet ind i en sløv tilstand, der gør det dårligt egnet til at overleve. Eksistensielle trusler bliver ignoreret når socialprogrammer og tilskudsordninger forbruger stadig større dele af nationalbudgettet.

Kommunismens, Socialismens utroligt ondartede tendens har været en så iøjnefaldende fiasko at det er svært at fatte, hvorledes nogen stadig kan forføres af de falske løfter. Alligevel ser vi Marxistiske autokrater som en Hugo Chavez og Daniel Ortega blive idoliseret med den samme barnagtige naivitet der gjorde Pol Pot og Fidel Castro, spiselig for den venstreorienterede elite i Vesten.

Som det altid er tilfældet når deres uundgåelige tilbageslag chokerer og gør deres vestlige tilhængere forlegne, da forsvinder de hurtigt fra aviserne og TV-skærmene, bortfiltreret af en ideologi der bortvisker ubehagelige sandheder ved at lade som om de ikke er der.

Vores villighed til at foretrække den nemme vej til luksus og kortsigtede fortjenester fremfor en større og længerevarende velstand har ført, til det vi er blevet til. De fleste amerikanere forventer stadig at skulle arbejde for det de ejer. Vi er stolte over vort arbejde. Vi forventer at vore medborgere har samme indstilling. Vi er gavmilde med vor medfølelse, netop fordi den er frivillig. Vi bliver tøjlet af undertrykkende regeringsreguleringer. Vi ved at utopia blot er et fata morgana, og heldigvis, i hvert fald her for øjeblikket, kan et betydeligt antal af os stadig udpege en forfører, en charlatan.

Det Amerikanske Socialist Parti er på skuepladsen iført Demokraternes forklædning. Socialist kontrol med Præsidentembedet og Kongressen ville bringe Amerika ned på knæ som aldrig set før. Det, som var noget man ikke kunne forestille sig for fem år siden, kan nu vise sig at blive en skrækindjagende virkelighed med Obama, Pelosi, Boxer og Reid. Demokraternes visioner om socialisme vil være en katastrofe.

Hvis du synes benzinprisen er dyr nu da vent blot til socialisterne i Kongressen får lov til at styre olieverdenen.

"Fortiden viser helt entydigt, at når et folks frihed forsvinder, da sker det ikke med et slag, men på en stille måde under dække at, at der sørges for dig. Det er den frygtelige fare ved den nuværende tendens mod centralisme. Hvis friheden ikke har følgeskab med kraften til at gøre modstand og til at nægte tjenesteydelser fremfor at opgive, det som er uhåndgribeligt, men risikabelt da vil den ikke længere findes." Richard Weaver, 1962

http://www.americanthinker.com/2008/06/why_do_we_call_them_democrats.html

Religion og politik...

Hvorfor eliten frygter Gudstro

Ralph Peters

INTET jeg kan komme i tanke om har så tydeligt vist splittelsen mellem vort selvudnævnte aristokati og så lægfolket som de intellektuelles kampagne for at tilsvine Guvernør Sarah Palin's religiøse tro.

Samtidig med at angrebene og fornærmelserne falder tilbage på den fortørnede elite selv er dobbelhykleriet knyttet til "Sarah America" en skændsel der ikke kan undskyldes med "at sådan er politik."

Helt sikkert skyldes megen af vreden over Palin, at Demokraterne formodede at det "ejede" den eksklusive ret til at nominere kvinder til de ledende stillinger (på trods af Hillary Clintons kandidatur blev knust). Hvor vover Republikanerne at anbefale en kvinde? Hvor vover de at forandre dette valgsårs dagsorden?

Men selve venstrefløjens rædselsscenarie er, at denne lykkeligt gifte kvinde med fem børn, faktisk ser ud som om hun tror på Gud: Hvordan kan nogen dog være så dum?

En sådan kvinde passer ikke ind i Washington (det ville en mand med en lignende tro heller ikke). I DC området (hvor jeg bor), er der masser af regeringstilknyttede mænd og kvinder, der regelmæssigt deltager i gudstjenester i en kirke eller synagoge. Men når de kommer der er det med værdighed og for at vise sig frem. At vise sin tro mere lidenskabeligt betragtes som værende skamfuldt.

Washington er bange for tro - selv inkarnerede troende fra Bibelbæltet er blevet formet af de verdslige uddannelser og verdslige værdinormer. Mennesket er bange for det, det ikke kan forstå og vor selvsikre herskende klasse kan bare ikke forstå magten og æren, skønheden og ekstasen, ærefrygten og engagementet der opleves og ses hos de der tror på en guddommelig magt. For at citere den nu afdøde Leona Helmsley, "Troen er kun for de umælende."

Troende bliver latterliggjort. Senator Barack Obama's bemærkninger bag lukkede døre i San Francisco om at dem med blåt arbejdstøj klynger sig til Gud og våben viser til fuldkommenhed venstrefløjens syn på verden, hvor man sætter lighedshedstegn mellem de 'to onder' tro og skydevåben og stiller dem op mod det oplyste samfund.

Så dukker Palin op, til det etableredes store fortrydelse - en elgjagende kristen med en arbejdende ægtemand, lige præcis den slags som Obama havde hånet. Mediernes fortsatte angreb på hende siden nomineringen har været noget af det mest uretfærdige jeg har set længe.

Lad mig skære det ud i pap: Jeg er uenig med Palin på en række områder. Men jeg tror på en retfærdig behandling af alle. Og jeg tror på religionsfrihed for alle, der ikke forsøger at påtvinge andre deres tro. En af de mange ærefulde ting ved vort land er, at mænd og kvinder er frie, så de kan søge Gud som de ønsker - eller vælge ikke at gøre det.

Men jeg kan ganske enkelt ikke snuppe den hovne fordømmelse af de som formoder, at det at være troende kun er for tåber. I min verden er tro noget magtfuldt - og glædesbringende. Jeg har slægtninge, hvis tro er fast forankret i fællesskabet i gudstjenesten og ved i fællesskabet at vise sin glæde og fejre forsoningen. Washington og professorerne og medierne kan ikke forstå sådanne troende, de foragter dem.

Jeg har i den senere tid set, og jeg blev virkelig dårlig over det, hvordan CBS har forsøgt det bedste de har lært, at gøre Palin's religiøse overbevisninger til noget farligt. Hun voksede op i en Pinsemenighed - hvis medlemmer, som en selvtilfreds reporter fortalte os, ofte taler i tunger. Skønt rapporten påviste, at der ikke var noget "bevis" på, at Palin selv havde gjort det så var antydningen og formodningen, at Sarah 'Barrucada' jo måtte være uegnet og for skør til jobbet.

Så oplyste CNN os om, at en præst fra Alaska har sagt at hans stat ville være et tilflugtssted i "endens tid." Antydningen var, at Palin også delte denne opfattelse.

Beskyldningerne har virkelig hobet sig op, uretfærdige og u-amerikanske. Den underforståede tone var, at aktiv religøs tro må diskvalificere en kandidat. Nuvel, til trods for al den larmende glædesstøj i visse kirker i Alaska, jeg vil vædde på, med livet som indsats, at ingen af de præster, der har prædiket for Palin i årenes løb nogensinde har råbt "Må Gud forbande Amerika!" eller beskyldt USA for at være skyld i verdens fortrædeligheder eller anklaget vor regering for at have skabt AIDS for at dræbe sorte amerikanere.

Ingen af de hykleriske, hadfyldte udfald fra præsten Jeremiah Wright er blevet taget op for at skabe balance i den tilsmudsning der hober sig op mod Palin's religiøsitet og baggrund. Selvfølgelig passer Wright's anti-amerikanske tirader Demokraternes venstreorinterede verdenssyn - så man lader Obams slippe, fordi han siger at han i løbet af 20 år aldrig har hørt noget hadefyldt i Wright's kirke.

Læg hertil at Demokraterne tror at sorte skal hoppe rundt og råbe i kirken - mens hvide der gør det er småtossede. (nu ingen generaliseringer vel)

Jeg kan ikke få øje på nogen ekstremisme i Palin's tro, jeg kan genfinde Guds kærlighed der sejrer. Mediernes hykleri mod hende siger meget mere om den politiske dagsorden og journalisternes snobberi end det gør om Senator John McCain's støtte, og vicepræsident.

I de senere år har en række af bedrevidende sammenlignet vort land med det gamle Rom. De fleste af deres konklusioner er tåbelige. Men vor herskende elite deler de patriciske Romeres foragt for lægfolkets tro.

http://www.frontpagemag.com/Articles/authors.aspx?GUID=ada9ad96-81d0-4f11-8de2-4e2ee39b48d4

Ralph Peters' latest book is "Looking for Trouble: Adventures in a Broken World."

Mænd (og kvinder) i blåt!

Patrice Lewis

---

---

Bondeknolde stemmer også

---

Jeg modtog en e-mail forleden med titlen "Sarah Palin set fra en som bor i Alaska." Forfatteren til dette 'værk' (en kvinde ved navn Jackie) var angiveligt "forfærdet" over McCain's valg.

E-mailen (oprindeligt tiltænkt hendes studiekammerater ved Bryn Mawr College) begyndte med at fremhæve, "Den mest nøjagtige beskrivelse af (Palin) er en bondeknold (redneck)." Et par afsnit senere skriver hun, "Før hendes ene år som guvernør var hun borgmester i Wasilla, en lille bondeknoldby udenfor Anchorage. Gennemsnits uddannelsesniveauet hos forældre til gymnasielever i Wasilla er 10. klasse. Uheldigvis er jeg nødt til at komme til Wasilla hver uge for købmandsvarer og andre livsnødvendigheder så jeg har hele tiden kontakt med de mennesker som stemte på Palin som borgmester."

OK, jeg er fuldstændig klar over at det blot er en gang humbug skrevet af en der er helt desperat efter at få Obama valgt, men det grundlæggende i holdningerne er vist meget tydelige.

Venstreorienterede er skamfulde og pinlig berørte over arbejdere i blåt tøj.

Kløften og uoverensstemmelsen mellem de veluddannede snobber og alle os andre er blevet så dyb at der er eksempler på, at Ivy League eleverne ikke kan samtale almindeligt med deres blikkenslager. William Deresiewicz skriver, "...skønt disse læreanstalter er optaget af at indføre venstreorienterede synspunkter med det paradoksale formål at de ønsker at gavne arbejderklassen er de dog ikke i stand til at føre en almindelig samtale med nogen fra denne klasse." Han tilføjer yderligere, "....en højere uddannelse indkalkulerer en følelse af at være mere værd...Der er ikke noget galt i at være stolt over sit intellekt eller sin viden. Der er noget galt med den hægen om, og den selvtilfredshed som disse elitelære anstalter lukker øjnene for."

De fleste veluddannede er ikke så indsigtsfulde som Deresiewicz. Ved dette valg er det blevet tydeliggjort, hvad de venstreorienterede åndsaristokrater mener om det arbejdende folk.

Til at begynde med så lad os undersøge, hvad udtrykket "redneck" betyder. Lige netop - røde nakker. Nakkepartier der er røde på grund af en stikkende sol. Nakker brændt røde af at plante og høste afgrøder, lægge tag på bygninger og slå græsplæner. Solbrændte 'bondeknolde' med svedvædet blåt arbejdstøj som vidnesbyrd om ærligt arbejde.

Hvor er jeg dog dødeligt træt af den nedladende overhøjheds attitude og direkte hovne holdning overfor de der arbejder med deres hænder og kroppe. Åh ja, de venstreorienterede pakker deres foragt ind i smukke sætninger om social retfærdighed og lighed, men virkeligheden er at de ned af deres lange snuder ser ned på disse 'bondeknolde'. Dem med blåt arbejdstøj er dem underlegne. De er genstand for mishag. Uuddannede idioter. De uvaskede og uvidende. Med denne attitude afslører venstrefløjen deres helt kolossale dumhed.

Dem med blåt arbejdstøj er selve rygraden, musklerne og senerne i dette land. Deres uddannelse er på enhver måde lige så detaljeret, livslang og vigtig som en doktorgrad fra Bryn Mawr og ofte langt mere nyttig. De er selve dette lands ben og fødder, og (langt mere end venstrefløjen vil indrømme) også hjernen der får dette land til at virke. Det er dem der reparerer din bil, renser dit kloakafløb, gør rent på dit hotelværelse og fjerner dit affald. Det er dem der arbejder i kulminerne og forsyner os med energi. De bygger vore hjem. De sår og høster og forsyner os med mad. De forsvarer dig i det fremmede mod terroristerne. Disse mennesker arbejder og de arbejder hårdt.

Oveni dette, så stemmer de.

Indbyggerne i flyover country (landdistrikterne) er de som forsyner os med de nødvendige livsfornødenheder og tjensteydelser, alt det de elitære klager over når det ikke er til rådighed. Dette land ville kollapse hvis dem med blåt arbejdstøj ikke holdt det kørende og det gør de uden at kny. Alligevel fortsætter snobberne med at behandle dem som mindreværdige og deres stemmer er ikke værd at regne med.

I dette øjeblik er jeg ved at blive afsindig over den skamløse storsnudethed der er blevet afsløret med nomineringen af Palin som McCain's vicepræsidentkandidat fordi Palin netop støttes af disse 'underklasser.' Det har understreget den åbenbare foragt som venstrefløjen betragter 'tyendet' med. Den begejstring der vises for Palin fordi hun er en "af vore" kan simpelthen ikke fattes af de som ikke er det.

Husker du Obamas nedrige kommentar om de "bitre" amerikanere der klynger sig til deres våben og deres religion? Det arbejdende folk 'klynger' sig ikke til deres våben og religion fordi de er bitre. De er kloge nok til at vide at det førstnævnte tilbyder dem beskyttelse og det sidstnævnte tilbyder dem frelse.

Sådan.

Andrea Mitchell, chef for udenrigsstoffet på NBC News sagde: "(Palin) appellerer ikke til de samme kvinder der virkelig stemte på og støttede Hillary Clinton af ideologiske grunde, men de mener de kan afvise nogle af disse arbejderklassekvinder, som ikke er veluddannede ... dem i blåt arbejdstøj der ville stemme på Hillary Clinton og måske ville være mere konservative når det drejer sig sociale forhold."

Hvorfor skulle en stemme fra en 'uuddannet' person være mindre betydningsfuld end en stemme fra en veluddannet? Hvorfor er en doktorgrad i hårdt fysisk arbejde mindre betydningsfuld når det skal afgøres hvem der skal være præsident end en doktorgrad fra Ivy League (de førende læreanstalter i USA).

Demokraterne vil komme til at opdage til deres fortrydelse at der er langt flere "uuddannede" mennesker med præcise holdninger end de tror. De 'uvaskede' masser i dette land vil rejse sig og huske venstrefløjen på at de ikke bryder sig om at blive blive behandlet uden respekt. De mennesker der holder dette land i gang hver eneste dag vil ikke finde sig i at der sættes tal på deres karakter, deres intelligens og deres evne til at give udtryk for deres mening ved stemmeboksene...især ikke fra en flok vicekonger der ikke kan klare noget mere indviklet end at indløse en P-billet.

Tænk på, hvem du vil støtte dig til når lokummet brænder? En ekspert i 18. tals kvindelitteratur eller en der kan reparere, konstruere eller udregne en løsning på et problem?

Så tre 'Længe Leve' til de der løfter tunge ting i Amerika og en stor inderlig "mange tak" for at I holder dette land i gang.

Nu har vi brug for jeres hjælp til at undgå at dette land glider længere ud i problemer og ender med hovedet under armen.

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=75114

Jura, forsvarere og moral...

Jura, forsvarere og moral.....

Burt Prelutsky

Jeg undrer mig ofte over, hvordan mennesker der forekommer at være sunde i sindet nogen sinde kan finde på, at blive forsvarsadvokater. Når selv juraprofessor på Harvard og engang medlem af O.J. Simpson's såkaldte dreamteam, Alan Dershowitz, påstår at over 90% af alle anklagede for kriminalitet er skyldige, hvorfor skulle en person med sansernes fulde brug da ønske at tilegne sit liv for at forsøge at få frifundet hundreder, måske endda tusinder af skurke?

Jeg er klar over at vor lovsystem er baseret på, at enhver morder, voldtægtsforbryder, pædofil og kidnapper har krav på det allerbedste forsvar hans sagfører kan tilbyde, men hvilken slags menneske vågner om morgenen og, endnu før tandbørstningen, har travlt med at finde på måder der kan hjælpe og bistå sådanne monstre? Og hvordan er hans moral egentlig højere end den tåbe, der kører i flugtbilen?

For nogle år siden kan jeg huske en advokat der førte sagen om en morder der var på Death Row (Dødsgangen) og ventede på henrettelsen. Hans argument var, at fordi hans klient havde taget så meget på i vægt mens han var i fængsel da ville det være brutalt og forkasteligt at hænge ham fordi rebet kunne briste. Død ved hængning, forresten, var hans klients eget valg.

Nuvel, hvordan kan nogen med blot et minimum af selvrespekt og sans for humor bruge det argument overfor en appeldomstol uden at komme til at le?

Ærligt talt, hvis jeg havde været i retssalen den dag, da ville jeg have bedt advokaten om ikke at bekymre sig om rebet fordi, selvom det bristede, da ville faldet uden tvivl dræbe hans enorme klient. Men disse lovens væsler kompenserer for deres manglende evner ved at være frække.

Her forleden dag læste jeg om en sag som advokaten Cara De Vito førte for Californiens Højesteret. Hendes klient, Dennis Louis Nelson, blev dømt og afsoner nu en livtidsstraf for voldtægten og mordet på en unge kvinde ved navn Ollie George i 1976.

Hr. Nelson blev kun anklaget, og den frygtelige sag kun opklaret, efter at DNA fra gerningsstedet blev kørt gennem statens DNA forbryderdatabase. Det var fru De Vito's påstand, at den lange ventetid i forfølgelsen af sagen havde gjort det umuligt at sammensætte et tilstrækkeligt forsvar fordi vidnerne var døde, beviser var gået tabt og hukommelsen kunne svigte.

Rigtigt nok, jeg har aldrig gået på jurastudium, men det forekommer mig, at i grunden er hendes argument, at det må være unfair af benytte moderne teknologi for at få ham sat fast så mange år efter forbrydelsen nu, hvor han havde grund til at tro at han ville slippe godt fra det fordi hr. Nelson havde undgået at komme i myndighedernes søgelys.

Hvis jeg havde overværet sagen ville jeg have påpeget overfor fru De Vito at hvis Nelson havde meldt sig selv tilbage i 1976, da ville en livstidsdom, som jo er slem nok, sandsynligvis have betydet at hendes klient var blevet løsladt efter 25 år.

Det der virkelig forundrer mig er dog, at jeg er villig til at vædde på, at hvis fru De Vito havde besluttet sig til at blive luder da ville hendes familie have forkastet hende, men fordi hun fik en jurauddannelse da er hun nok familiens kæledægge.

http://www.exilestreet.com/Columns/Prelutsky/20080616PrelutskyLaw.html

Michael Moore på komedie...

Et amerikansk juleeventyr

En anderledes film skaber uro i Hollywood, Hvor vover de? Vil det samme kunne ske i DK?

Emily Miller

I Hollywood hvor sex, stoffer og Demokraterne er i lige så store mængder og almindelige som kildevand på flasker og ægte mærkevare jeans, kan man da producere en film der er i stand til at sende kuldegysninger langt ned af rygraden på Los Angeles bedrevidende? Det ser ud til at det er lykkedes. Filminstruktørerne David Zucker og Myrna Sokoloff fandt ud af, at de ramte det ømme punkt blandt L.A. meningsdannerne da de lavede en film med et - åh nej - konservativt. borgerligt politisk budskab.

Deres film, An American Carol, er en komedie der handler om, som Sokoloff siger, "at gå direkte på venstrefløjen" ved at understrege og fremholde fire budskaber: Amerika er en forkæmper for godhed i verden; USA's militær bør æres og respekteres; fredsforsoning med fjender er forkert og ineffektivt, og Amerika blev grundlagt af mennesker der var troende.


Naturligvis blev dette budskab opfattet som et direkte åbenlyst angreb på Hollywoods værdinormer og politiske filosofi.

"Hollywood er en forretning. Man har imidlertid også en dagsorden,"fortalte Sokoloff bloggers ved Heritage Foundation tidligere denne måned.

Hun påpeger at An American Carol ikke passer ind i det sædvanlige Hollywood koncept, og der forventes derfor en negativ reaktion på fimen blandt hendes ligemænd i LA.

"På den ene side vil de enten sige, at det er jo blot endnu en dum David Zucker smagløs, ligegyldig komedie? Eller også vil de førende medier komme efter os fordi det jo er så farligt. De vil sige, at det er en Republikansk film, at det er en borgerlig film, det er altså ikke en rigtig komedie, så flertallet af publikum vil ikke ønske at se den."

Sokoloff's fornemmelse er meget præcis da filmen allerede har medført glødende modstand fra den lokale presse. En Los Angeles Times blog har anmeldt filmen og overskriften var "Republikanerne invaderer!", til hvilket Sokoloff svarede at de venstreorienterede "tror at de ejer denne by og at vi er nogle fremmede fra rummet...så kommentaren er meget typisk."

Såvel Zucker som Sokoloff er ikke bange for den allergiske reaktion fra pressen på deres projekt og vil ikke underlægge sig presset fra anmelderne i et område der fuldstændig forgabt og pro-Obama. "Vi er virkelig overbevist om det vi tror på og nu tillader vi os endelig at sige det," erklærer Sokoloff.

Blot at få projektet igang krævede en kolossal kamp på grund af, at der ikke var producere der turde finansiere det. Men de to filmskabere fandt et finansielt tilflugtssted i MPower Pictures, en produktionsvirksomhed der ledes af to konservative skuespillere (John Shepard og Todd Burns) og Stephen McEveety, der producerede The Passion of the Christ.

Sammen med MPower kunne filmen skabes og An American Carol er nu planlagt til at få premiere i ca. 2000 teatre over hele landet den 3. oktober.

Sokoloff tror at selvom filmen fremfører et konservativt budskab da vil den have en appel til et større publikum fordi Amerika er delt omtrent 50-50 ideologisk.

Hun understreger, at det er en komedie, ikke en dokumentar, at den er fyldt med politiske vittigheder der vil få alle blandt publikummet til at smile og le selv når den gør grin med de utroligt mange venstreorienterede personligheder og organisationer, såsom Michael Moore og MoveOn.org.

Kevin Farley har hovedrollen, han er bror til afdøde komiker Chris Farley, han spiller en overvægtig, sjusket filmproducer ved navn Michael Malone, der fører kampagne for at få fjernet den 4. juli festen. Imidlertid kommer Malone, som i en Charles Dickens historie, til at indse sine fejltrin da han får besøg af tre store amerikanske ånder: George Washington, George S. Patton og John F. Kennedy.

Kelsey Grammar (Frasier) er General Patton

Selve historien er helt tydelig provokerende i det venstreorienterde Hollywood, men Sokoloff's hovedmotiv for at lave filmen er at gøre Hollywood klar over at der også skal være plads til konservative, borgerlige film.

Hendes egen erfaring som Republikaner i et venstreorienteret miljø har betydet at hun har holdt lav profil om sine holdninger og afholdt sig fra sige noget når filmkollegerne lader deres kæft løbe med at bashe George W. Bush og hans lige, noget hun kalder "Bush Karakterdrabs Syndromet." Se evt. denne artikel på Synopsis.

"I kan ikke gøre jer nogen forestilling om, hvor ondskabsfuldt det er," siger Sokoloff.

Sokoloff og Zucker var særligt bekymrede da det gjaldt om at spørge skuespillerne (som de formodede var Demokrater) om at spille rollen som Michael Malone. Da hun skulle spørge Kevin Farley siger Sokoloff, at hun dansede som katten om den varme grød, for at fortælle at An American Carol var en borgerlig film for at få gjort kevin Farley interesseret.

"Vi måtte til sidst gå til bekendelse og spørge han direkte om han ville spille rollen som Michael Moore i en komedie. Vi var ikke sikre på, hvordan han ville reagere. Så på en måde fortalte vi ham det ikke først," erindrer hun.

Det blev afsløret lige så snart Farley læste manuskriptet (som han modtog med strege instrukser om at at vise det til sin agent). Farley spurgte om de var Republikanere og han lo da han fortalte instruktørerne at han selv var borgerlig.

"Vi kørte hele komediespillet (Hollywood dance)," siger Sokoloff. "Vi anede ikke hvad den anden part følte, og formodede de var Demokrater og ikke havde lyst til at indgå i et samarbejde. Han på den anden side tænkte, at hvis vi fandt ud af, at han var konservativ, da ville han ikke få rollen."

Det pudsige er, at Sokoloff engang for længe siden var Demokrat før hun blev Republikaner og først skiftede parti efter 11.09.2001. Zucker (instruktør på Airplane, og Højs Pistolføring) er også tidligere Demokrat og har oplevet det samme som Sokoloff, det tog ikke lang tid efter, at de to påbegyndte deres samarbejde at ideen om at ville støtte deres nye politiske parti dukkede op. I 2004, blev duoen, berømt for at have produceret annoncerne der fremstillede John Kerry som en flip-flopper i forskellige problemstillinger.

Som forholdsvis 'nykonverteret' til højrepartiet ønsker Sokoloff at hendes stemme skal høres i Hollywood på samme niveau som en venstreorienterets. I årtier har de venstreorienterede råbt og skreget og domineret scenen ved at fremføre den venstreorienterede holdning og gjort de konservatives værdier og budskab tavst.

"Men nok er nok" siger Sokoloff.

"Vi vil fremstå som åbenlyst konservative og ikke føle vi skal gemme os," siger Sokoloff. "Vi har ret til vore meninger og vi vil gerne fremkomme med dem, ligesom venstrefløjen har ret til at fremkomme med deres."

http://www.aim.org/briefing/american-carolling/

Frihedskæmpere

Solzhenitsyn, Reagan, og dødstødet til afspænding

Paul Kengor

I en hyldest jeg skrev tidligere udgivet på National Review bemærkede jeg, at det er umuligt at indfange alt det Solzhenitzyn har betydet i en klumme og, hvordan han formidlede det til Vesten. Professorer som jeg kender kun alt for godt den frustration, mens vi kæmper for at sammenfatte en sådan persons betydning til en klasse med elever der er født efter Berlinmurens fald.
I en tidligere artikel nævnte jeg Gulag Øhavet, Solzhenitsyn's afslørende og chokerende førstehånds beretning om de Sovjettiske tvangsarbejdslejre, hvor han selv blev holdt fangen, og hvor millioner og atter millioner af uskyldige forsvandt. 'Sørgeligt' nok kan den bog have gjort Solzhenitsyn's til den måske vigtigste russiske forfatter, og sikke en pris når man tager alle de andre forfatteres kvaliteter i betragtning.

Solzhenitsyn i sin Gulag fangedragt

Denne bog havde en uvurderlig indflydelse og ramte plet med en sådan styrke i 1970'erne som ingen Sovjettisk SS20 raket kunne have medført og gjorde Solzhenitsyn til en paria i Ondskabens Imperium. En af de vigtigste effekter af bogen var, at den gav Solzhenitsyn den moralske troværdighed til at blive en af de førende talsmænd rettet mod det politisk-moralske skibbrud der hed afspænding. Samtidig gav den en afgørende støtte til typer som Ronald Reagan, der før han blev præsident brugte sidste halvdel af 70'erne på at angribe afspændingspolitikken og argumenterede for at USA i stedet for skulle gå til angreb, og ikke forsøge at tilpasse sig Sovjetunionen og deres ekspansionspoltik, men underminere USSR og hele det kommunistiske imperium, fra Prag til Budapest til Moskva.

Da Ronald Reagan fremkom med det argument i perioden 1974-76, mens han udfordrede Gerald Ford og det elitære Rockefeller-Republikaner establishment der havde erklæret sig enige i afspænding under Ford, Nixon og Henry Kissinger, fik han behov for troværdighed, altså noget vægt bag sine holdninger. Partiets ledelse var ikke enige med ham, pressen og akademikerne var uenige med ham og selvfølgelig var venstrefløjen absolut ikke enige. Så kom meget belejligt Solzhenitsyn og Gulag Øhavet.

Løsladt fra den Sovjettiske koncentrations lejrs lænker (Leninog Trotsky's talemåde for Gulag), slog Solzhenitsyn alarm. Han gav oplysninger til amerikanerne om den sovjettiske kommunismes spedalskhed - det samme system som amerikanske ledere sagde skulle tolereres, accepteres og bydes velkomment i deres hjem.

Han sagde nøjagtig det samme som Reagan, at afspænding med Moskva for evigt ville gøre alle i Østeuropa til slaver og derved tvinge ærlige mennesker til at fortsætte med at leve under den kommunistiske totalitarismes jernåg. At indgå en handel med slaveejerne i Øst ville betyde at Polakkerme, Ungarerne, Østtyskerne, Rumænerne, Tjekkerne, Bulgarerne og Albanierne ville være fortabte. Det ville være en dårlig handel for en god nation der var grundlagt på menneskets frihed. Amerika skulle aldrig underlægge sig en sådan aftale. Afspændingspolitikken skulle forkastes.

Derfor, ligesom venstrefløjen og de moderate republikanere alle stillede sig på en linje for at være enige i at Reagan var en hulemand og en cowboy (Yuri Zhukov, "Den Poltiske Dinosaur's Genopstandelse," Pravda 11.04.1975), da kom Solzhenitsyn og støttede de selvsamme tanker og ideer som Reagan var talsmand for. I sommeren 1975 sagde Solzhenitsyn følgende foran et AFL-CIO publikum i Washington DC:

"Jeg har forsøgt at gengive for jeres landsmænd Østeuropæernes kvælende ufrie liv i disse uger, samtidig med at en fredelig diplomatisk aftale graver en fællesgrav til de kroppe der stadig kan trække vejret. Jeg har forsøgt at forklare amerikanerne at 1973, afspændingens år, præcis var det år da hungersrationer i Sovjets fængsler og koncentrationslejre blev skåret endnu længere ned. Og i de seneste måneder mens flere og flere af Vestens talsmænd har påpeget afspændingspolitikkens gavnlige virkninger har Sovjetunionen indført en ny og vigtig forbedring i sit straffesystem: For at fastholde deres 'glorværdige' overhøjhed i tvangsarbejdslejrene har de sovjettiske fængselsspecialister indført en ny metode til kollektiv afstraffelse - tvangsarbejde i isolationsceller. Det betyder kulde, sult, mangel på frisk luft, utilstrækkeligt lys og komplet umulige arbejdsmålsætninger. Hvis disse mål ikke indfries straffes det med indespærring under endnu mere brutale forhold."

Som en forløber for Reagan's senere så kontrversielle talemåde, og en afvisning af det som var blevet skrevet af Whittaker Chambers og de tidligere kommunister i bogen "The God that Failed", sagde Solzhenitsyn til publikum, at USSR var "selve indbegrebet af verdens ondskab."

Sovjetunionen afskyede og hadede dette. Dette sandhedens lys, der var blevet rettet mod dem sendte dem rystet tilbage i mørket. De var virkelig opbragte da Reagan med sin udfordring til Gerald Ford ved nomineringen i 1976 direkte henviste til Solzhenitsyn da han forsøge at introducere en linje i det Republikanske Parti kaldet "moral i udenrigspolitikken." Dette skulle indbefatte:

Vi anerkender og anbefaler dette store fyrtårn af menneskeligt mod og moral, Alexander Solzhenitsyn, for hans nødvendige budskab om, at vi skal møde verden uden illusioner om tyranniets natur. Vores udenrigspolitik skal være en der altid skal huske dette.... aftaler der er blevet forhandlet, såsom den der blev indgået i Helsinki må ikke fjerne håbet om frihed hos dem der en dag håber på at opnå den.... Ærligt, med åbent sind og med overbevisning skal vi gå frem som et forenet folk og at støbe en varig fred i verden baseret på vor ægte tro på menneskets rettigheder, lovens retfærdighed og under ledelse af Guds hånd.

Dette programpunkt blev vidt og bredt og ganske korrekt opfattet som en tilbagevisning af Ford-Kissinger udenrigspolitkken og et opgør med forhandlingerne mellem USA og Sovjet.

Cowboyen og frihedshelten Reagan

Solzhenitsyn's tidligere fangevogtere og dommere var fuldstændig uenige med ham og Reagan og var edderspændte over, at de to var på samme side. De Sovjetrussiske regerings kontrollerede medier faldt over dem med fuld styrke. Den frastødende propagandist Valentin Zorin - en af de mange politiske gangstere i Sovjet der i en parodi af en retssag undgik at komme i fængsel for en ødelæggende strøm af løgne gennem hele livet - skræppede op om, at disse mænd forsøgte af "forgifte atmosfæren" og "så tvivl om" og endog "forkaste" afspændingen. Zori sagde, at det var "fuldstændigt uansvarligt" at hævde, at det kun var Sovjet der havde gavn af afspændingen på Amerikas bekostning.

Det viste sig dog, at afspændingen ikke virkede. Hvis man skal udpege en dødsdato ville det sandsynligvis være juleugen i 1979, da Sovjet invaderede Afghanistan, og fik Jimmy Carter, afspændingspolitikkens Demokratiske apostel til at knurre:

"Min holdning om Russerne har ændret sig dramatisk i den forløbne uge...Denne handling af Sovjet har medført en meget dramatisk ændring i min personlige holdning af hvad Sovjets endelige mål er end noget af det de tidligere har foretaget sig mens jeg har været i embedet."

Når selv Jimmy Carter kan sætte navn på totalitarisme, da ved man at de totalitære er i vanskeligheder. Dette var afspændingspolitikkens dødsstød.

Men det var endu ikke dødsstødet for USSR. Det måtte vente på Carter's exit som præsident og Reagan's indsættelse. Det begyndte i 1981 da Ronald Reagan fortsatte sin offensiv mod endemålet, intet mindre end USSR' opløsning. Hele vejen kunne han regne med Solzhenitsyn's venlige støtte. Faktisk beundrede såvel Solzhenitsyn som Reagan hinanden, som Solzhenitsyn sagde til Reagan efter mordforsøget på denne:

"Jeg glæder mig over, at USA endelig har fået en præsident som Dem og uden ophør takker jeg Gud for, at De ikke blev dræbt af slynglens kugle.

Reagan takkede også Gud for Solzhenitsyn. Den store dissident gjorde langt mere end at skrive en bog eller to. Solzhenitsyn spillede en vigtig rolle i de amerikanske bestræbelser på at stoppe den militante ateistiske Sovjet kommunisme.

Og for dette og så meget mere kan Alexander Solzhenitsyn nu hvile i fred, og forhåbentligt modtage nogle velfortjente belønninger, for evigt fri fra det Sibiriske helvede der blev ham påført af hans plageånder.

Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include God and Ronald Reagan: A Spiritual Life, The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand , and The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism.

Nato kaput???

FARVEL NATO

Victor Davis Hanson

Da jeg voksede op i 1960'erne havde vi en frugthave med majestætiske Santa Rosa blommetræer i min families have. Træerne var 40 år gamle og var blevet mere end 10 meter høje. Min bedstefar huskede altid med stolthed, hvordan høsten af de enorme mængder af store søde blommer havde hjulpet ham til at overleve den store Depression og faldet i landbrugspriserne efter krigen.

Men nu her i 1960'erne var de tårnhøje statelige træer blevet en del af en park snarere end en profitabel frugthave. De aldrende grene var vokset for højt op til at det var muligt at plukke frugten, der også var blevet for lille og alt for få til at der var økonomi i det. Alligevel nænnede min bedstefar ikke at fælde de uproduktive gamle frugttræer, der samtidig betød han mistede penge.

NATO er ligesom denne ærværdige Santa Rosa frugthave. Vi husker alle hvordan NATO engang reddede Vesteuropa fra at falde i kløerne på den globale kommunisme. Successen førte til nutidens EU. Sovjetunionen blev holdt stangen. Amerikanerne var engagerede mens efterkrigstidens store Tyskland var optaget af fredelige sysler. Et genopbygget Europa var resultatet, sikker nok til at det kunne få større velstand samtidig med at det selvtilfreds skar ned på forsvarsudgifterne og dog udvidede interesseområderne.

Efter Den Kolde krig var vundet blev NATO's raison d'etre meget mere problematisk - selvom det i teorien nu omfattede hele grænsen mod det gamle Sovjetunionen. Hvad skulle nu retfærdiggøre alliancens eksistensberettigelse i dette transatlantiske kollektiv uden kampen mod Sovjets ondskab?

Vi kunne betragte NATO's handlingslammelse med Europas manglede initiativ ved Serbiens etniske udrensning i 1990'erne. Da NATO endelig handlede med det formål at fjerne Slobodan Milosevic i 1999 viste det sig at den meget kritiserede intervention næsten udelukkende var en luftkrigskampagne ført af Amerika.

Artikel 5 i NATO's charter kræver af dets medlemmer, at de skal hjælpe enhver medlemsnation der er under angreb. Da det blev aktuelt efter 11.09.2001 for første gang skulle NATO ikke risikere noget udover at sende, som en gestus, overvågnings fly til Amerika, fremfor at bekæmpe de islamiske terrorister.

Australien, et ikke NATO medlem, gør meget mere i kampen mod Taliban end Tyskland eller Spanien. Mange Vesteuropæiske lande har nationale retningslinjer der skal forhindre angrebsinitiativer mod Taliban og andre afghanske oprørere, derved ses der bort fra NATO's militære doktrin.

Hvis Canada, England, (Danmark, synopsis kommentar) og USA trækker sig tilbage fra Afghanistan da ville den samlede NATO styrke kollapse på ganske få timer.

Fjenden i Afghanistan ved dette. Det smarte og ondskabsfulde Taliban har netop rettet et angreb mod en fransk deling. Det regnede med at tabet af 10 franske soldater ville have en mere demoraliserende virkning på den franske offentlighed end tabstallet ved Verdun i 1916 medførte. Frankrig mistede her næsten en halv million døde og sårede i deres heroiske kamp mod den tyske fremrykning. Men for 90 år siden fortsatte Frankrig med at kæmpe for at vinde krigen. Nu skal det franske Parlament måske mødes for alligevel at diskutere en tilbagetrækning.

Det nævnes ofte, at hvis Georgien havde været NATO medlem da ville Rusland ikke have angrebet landet. Sandheden er meget værre.

Selvom Georgien havde været med i NATO da ville ingen europæiske styrker have været villige til at dø for Tblisi. Husk på furoren i 2003 da nogle NATO lande - der var vrede på USA - forsøgte at forhindre støtte til medlemslandet Tyrkiet, hvis Saddam's Irak havde ført gengældelsesangreb mod Ankara på grund af USA's invasion med det formål at fjerne Saddam.

Den stivnede Alliance, med de bedste hensiger, bliver ved med at give løfter til de nye medlemmer, som er svagere, fattigere og i større fare på grund af deres beliggenhed, men de gamle selvtilfredse lande der oprettede alliancen er ikke villige til at indfri disse løfter.

I løbet af de to sidste årtier har hensynet til sikkerheden i et rigt Vesteuropa givet næring til en kontinental læresætning om sekularisme, socialisme og antiamerikanisme, der også omfatter den løgn, at FN har bevaret freden mens Amerika har sat freden på spil. Men hvis et afmilitariseret kontinent regnede med fortsat støtte på USA's bekostning er det selvmorderisk at håne sin beskytter.

Hvis NATO opløses vil Europa i det mindste komme til at opleve et realitetschok. Det skal måske endda lære igen at investere i sit eget forsvar. Europæernes forbindelse med Amerika ville i så fald være mere ægte, og USA kunne stadig skabe individuelle bånd med lande der virkelig ønsker at være ægte samarbejdspartnere og ikke karikaturer på allierede.

Hvad så med den smukke Santa Rosa frugthave? Da den endelig blev fældet, rødderne gravet op og skåret op til brænde græd vi næsten alle sammen - men min bedstefar fik plantet nye arter af blommetræer i stedet for det næste forår.

---

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=7503BA6E-CEF7-4E98-A23E-0E1E63303335
Victor Davis Hanson is a military historian at Stanford University's Hoover Institution and the author of "A War Like No Other" (Random House).

Politikerfabrikken

Hvordan kan det være, at universiteterne i Ivy League (Princeton, Harvard, Yale m. fl.) frembringer præsidenter og politikere som på samlebånd?

POLITIKERFABRIKKEN

Burt Prelutsky

Efeu er virkelig en smuk plante, men det er ikke anbefalelsesværdigt at gå igennem en bevoksning. Her i det sydlige Californien er det almindeligt kendt, at de fleste af vore gnavere, skadedyr, holder til i beplantningerne. Dersom byldepest brød ud i Los Angeles ville man uden tvivl kunne finde oprindelsen lurende i krattet.

Det der gør, at jeg dvæler lidt ved efeu (ivy) er min erkendelse af, at det meste af det jeg ikke bryder mig om ved amerikansk politik - nemlig amerikanske politikere - kan spores tilbage til Ivy League universiteterne. Det kan simpelt hen ikke være en tilfældighed at fire ud af fem universiteter bliver ved at at spytte præsidentkandidater, og deres ægtefæller, ud med en regelmæssighed som Notre Dame gjorde det med All American fodboldspillere.

Ydermere viser det sig, at det ikke er noget der pludseligt er opstået, eller blot er begrænset til det ene parti. William Howard Taft, undskyld han nævnes, gik på Yale. Theodore Roosevelt gik på Harvard, og det gjorde hans længere ude fætter Franklin Roosevelt også. Woodrow Wilson, undskyld endnu engang, gik på både Yale og Harvard. Bill Clinton, Hillary Rodham Clinton og John Kerry gik alle på Yale. Al Gore og Michael Dukakis gik på Harvard. Ted Kennedy gik på Harvard, endda to gange. Den første gang blev han smidt ud på grund af snyderi med eksamen i spansk.

Barack Obama gik på Columbia og hans hustru Michelle gik på Princeton. Med et så skrækkeligt fodboldhold kan det ikke undre, at hun aldrig har været stolt over, at være amerikaner.

Når man tager i betragtning hvilke politikere disse læreanstalter har sluppet løs på os, da burde de kaldes Giftig (efeu)Ivy League.

Det er i hvertfald grund nok til at jeg undrer mig over, hvorfor jeg godt kunne lide Harry Truman, han var nemlig den eneste præsident siden 1896 som ikke havde en universitetsuddannelse. Ronald Reagan havde en, men den var fra Eureka College, som højst sandsynligt ikke engang havde efeu voksende på murene.

Det er værd at bemærke, at skønt Harvard har eksisteret siden 1636, Yale siden 1701 og Princeton siden 1746, da har ingen af dem haft hverken Washington, Jefferson eller Lincoln som elever. George Washington var oplært og uddannet i hjemmet. Thomas Jefferson fik undervisning af William og Mary og gennemførte sit studium på to år. Abraham Lincoln var ligeledes oplært hjemme, men han var tillige lærer og student, en ægte autodidakt som læste Bibelen, Shakespeare og sine jurabøger i skæret fra stearinlys.

Dwight Eisenhower var fra West Point og John McCain fra Naval Academy. Så det kan ikke være nogen overraskelse, at Ike var i stand til at føre krig mod de barbariske nazister og at McCain var i stand til at modstå Viet Cong sadismen i fem lange år. Forresten, når man tænker over det, det er længere end Barack Obama har brugt på at indsamle ledelseserfaring ved at lytte til typer som Ted Kennedy og Robert Byrd der fører sig selvbevidst frem i Senatet.

Den eneste grund der forhindrer mig i at give min helhjertede støtte til de militære uddannelser er, at en af vore tidligere præsidenter også blev uddannet fra Naval Academy: Jimmy Carter.

http://pajamasmedia.com/blog/poison-ivy-league/

Palin til sammenligning

Palin til sammenligning

Melanie Philipps

Er såkaldt almindelige menesker begyndt at kæmpe imod de kræfter der i løbet af de sidste 50 år har forandret deres verden så radikalt?

Over på den anden side af Atlanten er amerikanerne rystet over den pludselige sensation: Sarah Palin.

Med et slag har denne hockeyspillende moder, 'pittbull med læbestik', givet substans til John McCains bestræbelse på at blive præsident og givet Obamas Demokrater deres hidtil største og måske uovervindelige problem.

Men hendes betydning standser ikke her. Trods forskellighederne mellem USA og UK kan hendes triumf også medføre en vigtig lære for britiske politikere.

Palin stormende entre i det politiske citadel er outsiderens sejr, den man ikke regnede med, der nu træder i karakter overfor det etablerede - og vinder.

I Storbritannien og Amerika - som i andre dele af den Vestlige verden - er der en gigantisk kløft der gaber mellem lederne og folket.

Folk har fundet ud af at politikere fra alle partier åbenbart bebor en helt anderledes verden der styres af egoisme, kynisme, korruption, inkompetence, dyb foragt for vælgerne og et uforbederligt talent og instinkt til at bedrage dem.

Politikerne ved det godt. Det er derfor de lader som om de er indstillede på af ville 'forandre.' Men 'forandring' fra hvad og til hvad, helt nøjagtigt?

Medmindre der er et entydigt svar bliver 'forandring' et meningsløst ord der har den fare at det giver indtryk af endnu mere politisk taskenspilleri.

Det er netop den fælde Barack Obama er gået i. Jo, han har ganske vidst forbavsende talegaver og karisma; parret med sin ungdom og sorte forfædre, hjælper det altsammen til at skabe det indtryk at han er en outsider og er symbolet på noget nyt og friskt.

Men hvis man ser nærmere efter da ligner han i mistænkelig grad blot endnu mere af det gamle spil. Den måde han 'forandrer' sit politiske budskab på for at tilpasse det til det publikum han taler til passer meget dårligt med hans 'tale' om at han repræsenterer en ny politik fyldt med integritet.

En opgørelse over hans stemmeafgivning og holdninger på sociale områder placerer ham helt entydigt på den yderste venstrefløj, den fløj der har erklæret en altødelæggende krig mod Vestens moralske værdier.

På den modsatte side har Palin en meget stærk retfærdighedsfølelse dybt grundlagt i hendes evangelisk kristne tro. Selvfølgelig stempler det hende som ond i venstrefløjens øjne som en der er 'yderst til højre.'

Det er fuldstændig absurd: Hun er en udearbejdende mor til fem, der har bevist at hun er i stand til at stå op imod de store olieselskaber og andre politiske karteller i offentlighedens interesse, ligesom hvis hun gik på elgjagt.

Ydermere har hun gjort det som venstrefløjen anså for fuldstændig umuligt: Hun får socialkonservatismen til at være spiselig.

Ikke alene er hun ung, køn, klog, morsom og stridbar; hendes kærlighed til sin baby med Down's syndrom giver håb til fremtiden.

Når det drejer sig om hendes 17 årige datters foreslåede lynbryllup er hensynet her til det ufødte barns velbefindende.

Som en modsætning har den feminine venstrefløj sloganet 'retten til at vælge', som vil give alle kvinder retten til at fratage en baby sin far, det forekommer ikke alene hjerteløst og selvisk, men ligefrem morderisk.

Det er derfor de såkaldte 'progressive' på begge sider af Atlanten har fået vredeskramper og er i panik over Sarah Palin.

Hun har netop taget venstrefløjens formodede karaktertræk - ungdom, dynamik, forandring, spænding og social samvittighed - og præsenteret dem som konservative dyder.

Da venstrefløjen sædvanen vis fremmer sin egen sag ved at dæmonisere de konservative som væmmelige, tilbageskuende, med ondt i sinde, livsbenægtende, fordømmende, dumme og kedelige, ser de i hende en dødstrussel - ikke alene til Obama, men til hele deres politiske ståsted.

Som følge deraf oppiskes smædeord og mistænkeliggørelse af hende. Måske vil hun ikke kunne stå for presset.Men hvis hun overlever denne heksejagt da vil hendes rolle give mere energi til McCain's kernevælgere.

Fordi - og det er her, hvor de britiske Tories skulle have været opmærksomme - McCain er ikke populær hos de sande konservative Republikanere.

Hans personlige mission har været at afgifte det dødbringende upopulære republikanske brændemærke. Han synes at være i stand til at kunne gøre det fordi hans meninger går på tværs af partierne og det har gjort ham spiselig for midtervælgerne. (Lyder det bekendt?)

Problemet er, ved at gøre det har han samtidig frastødt kernerepublikanerne. Hans holdning til den menneskeskabte klimaforandring (han tror på det), abort (her er han en smule ulden) eller immigration (tilhænger) har gjort kernerepublikanerne mistænksomme overfor om mon ikke han er Demokrat i forklædning.

Resultatet, faren, er at de ville vende sig imod ham på valgdagen. Nøjagtig samme fare lurer på David Cameron. Hvis konservativt indstillede vælgere virkelig vil af med Labour, men ikke er alt for begejstrede for Tories er risikoen, at de ganske enkelt bliver hjemme.

Ligesom McCain og Obama har Cameron fanget offentlighedens modvilje overfor det etablerede.

Men han har gjort den fejl at han formoder at det gamle reaktionære der skulle forkastes var konservatismen, mens forandring, håb og fremskridt var knyttet til venstrefløjen.

Det er dog en parodi, som selvom det er en trosartikel i medierne, kun har ringe forbindelse med virkelighedens verden.

Det er venstrefløjen der opretholder den miserable sociale og uddannelsesmæssige status quo der forårsager elendighed og skade på så mange på samfundets bund.

Det er venstrefløjen der prædiker håbløshed ved at tro der ikke kan gøres noget for at standse sociale dårligdomme som kriminalitet, stofafhængighed eller teenagegraviditeter. I stedet iværksætter man enorme hjælpeforordninger på skatteydernes regning for at formilde de værste effekter - hvilket har den virkning at de blot uddyber og gør disse sociale dårligdomme endnu værre.

En løsning, det eneste håb om virkelig forandring til det bedre, ligger i genskabelsen af vort lands moralske traditioner baseret på den kristne baserede samvittighed, som det oprulles hos Tories' Social Justice Commission.

Man må give Cameron, at det ser ud til han er klar over det. Derfor hans støtte til ægteskab og hans støtte til Kommissionens arbejde, men budskabet er stadig altfor dobbelttydigt.

Det er rigtigt at Gud, våben og abort ikke spiller samme rolle i UK som det gør i Amerika. Men middelklassebriterne er ikke desto mindre desperate efter en leder, som de ikke kan finde i Tory partiet.

Mellemklassebriterne sørger over at deres land er ved at blive forandret gennem masseimmigration; men er for dæmoniserede til at turde sige det højt.

Det er forfærdeligt at England understøtter hensynsløs opførsel gennem velfærdsgoderne; man beskyldes for at være hjerteløs, hvis man siger det højt. Mellemklassen er oprørte over at de homoseksuelles dagsorden gør grin med familielivet; man betragtes og anses som homofob, hvis man siger det højt. Og så videre. Og så videre.

Torierne er ved at nærme sig dele af denne dagsorden. Men ude at stand til at gøre sig fri af den besættelse at kun de socialliberale er attraktive, og fremkommer derfor med blandede eller dobbeltydige budskaber - der efterlader folk forvirrede eller mistænksomme overfor om Cameron blot er endnu en slibrig politiker.

I dagens verden, hvor holdninger ikke har samme betydning som personlighed, er det dødbringende.

Trods deres meget forskellige holdninger vinder McCain og Palin fordi de begge er mønsterbrydere - der er ærlige overfor sig selv.

Det Cameron'erne endu mangler at begribe er, at det ikke så meget var de konservative holdninger som den britiske offentlighed forkastede, men Tory lederne.

Der er millioner der længes efter et konservativt forsvar for Storbritannien og landets værdier af en leder de kan respektere og beundre.

Sarah Palin kan meget vel vise sig at være mellemklasseamerikas hævn på eliten. Mellemklassebriterne kan holde øjene åbne - og håbe at det nu er jagtsæson på elgene på den britiske venstrefløj.

http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=610