Send hende til Teheran

Send Faiza Ali til Teheran

Besøg: Newsreal

Jamie Glazov

Faiza Ali, fra New York afdelingen af CAIR, har erklæret at muslimer helt frit kan forlade islam uden at de behøver bekymre sig. Islam siger hun praktiserer ikke tvang og prædiker at en påtvunget tro ikke er en ægte tro. Hun er fremkommet med denne vurdering i sin kritik af Pamela Geller's "Leaving Islam" reklame kampagne på byens busser. Kampagnen har som mål at hjælpe muslimer, som Rifqa Bary, de som er bange for at forlade deres religion på grund af islams dødstraf for frafald.

Hmmm, hvis Faiza har ret så undrer jeg mig over hvad denne fattige familes problem handler om.

Jeg får en ide, lad os begynde med at sende Faiza Ali til Iran og derpå Pakistan og Saudi Arabien.

Lad hende stå midt på en travl gade, i landenes hovedstæder, og begynde at meddele at hun er muslim og at hun forlader islam for at blive kristen eller endnu bedre, jøde. Lad hende uddele nogle brochurer der undsiger islams læresætninger såsom at: "Enhver der har udskiftet sin islamiske religion, slå ham ihjel." (Bukhari 9.84.57).

Vi skal nok betale hendes tur, hvis hun er villig til at bevise sin påstand med dette lille muntre eksperiment. Når hun så kommer tilbage efter al festivitasen, klubbesøgene, hvilen og afslapningen (som hun forhåbningsvis vil være i stand til at nyde ved sit frafald), så vil vi tilbyde hende en kontant præmie - oveni i betalingen for hendes tur og de midler hun har brugt til brochurer mv.

Nogen interesserede?

I mellemtiden så se Pamela Geller forklare sin kampagne på Fox and Friends:

Jamie Glazov

Race og uvilje mod succes

Race og uvilje mod succes

---

Thomas Sowell

Beretninger fra såvel Philadelphia som San Francisco fortæller om sorte studerende der gennembanker asiatiske-amerikanske studerende. Dette er i særlig grad beklageligt og smerteligt for de som forventede at valget af Barack Obama ville markere begyndelsen til et Amerika uden racefordom.

Da Obama vandt flertallet af stemmerne i overvejende hvide stater synes det at kunne antyde at mange amerikanere allerede er klar til at sætte sig udover racespørgsmålet, og så er det yderst smerteligt klart, at andre ikke er det.

De som forklarer racemæssig antagonismer ud fra en rationel baggrund vil have meget svært ved at bevise, hvordan asiatiske-amerikanere har gjort livet sværere for sorte. Det er helt sikkert, at ingen af de historiske fejlovergreb der er blevet begået mod sorte er foretaget af den lille asiatiske-amerikanske befolkning, der i de meste af deres historie i dette land, har haft rigeligt at gøre med at forhindre at der blev begået diskrimination mod dem.

Mens ækle racemæssige og etniske konflikter sjældent kan forklares ved rationelle økonomiske eller andre selviske interesser, er de blevet alt for almindelige til at man blot kan forklare dem som nogle uforklarlige omstændigheder - om det er i Amerika eller i andre af verdens lande, og om det er i dag eller for århundreder siden.

Uvilje og fjendskab mod mennesker der har succes er en af de allermest udbredte menneskelige fejl. Uvilje mod succes er endnu mere dødbringende, end misundelse af rigdom.

Hadet mod mennesker der begyndte helt nede fra bunden af samfundet og arbejdede sig op har overgået enhver fjendskab mod de som bare var født til velstand. Ingen af sultanerne der arvede de ekstreme rigdomme i Malaysia er blevet hadet som kineserne, der ankom ludfattige og gennem egne bestræbelser rejste sig.

Arvingerne til Rockefeller formuen er blevet valgt som populære guvernører i tre stater, og har ikke tiltrukket sig noget fjendskab som de jødiske immigranter ,der fra fattigdommen på Manhattan's Lower East Side rejste sig og blev velhavende på en række erhvervsområder.

Andre der begyndte på bunden og arbejdede sig til velstand - libaneserne i Vestafrika, inderne på Fijiøerne, armenerne i det osmanniske imperium som eksempler - har på lignende vis været hadet for deres succes. At være født som sultan eller en Rockefeller er ikke en succes.

Succeser er en afspejlning hos andre der måske havde lignende, og undertiden, bedre muligheder, men som ikke greb deres chancer. Succes er som et slag i ansigtet på de som ikke har den, og mange mennesker reagerer med samme vrede som den en fornærmelse kan afstedkomme.

Især i vor tid er dette ikke blot en spontan reaktion. Mange af vore undervisere, vor intelligentsia og vore medier - for ikke at nævne vore politikere - fremmer den holdning af andre menneskers succes er beklageligt, fremfor de er eksempler.

Når sorte skolelever der har arbejdet hårdt i skolen og det lykkes for dem at få akademisk succes, ja så bliver de faktisk angrebet og banket af sorte klassekammerater fordi de jo "opfører sig som hvide." Hvorfor er det så overraskende, at en lignende fjendtlighed rettes mod asiatiske-amerikanere, der ofte opnår, på det akademiske felt, mere end hvide?

Denne indstilling er ikke så mærkelig for nogle i det sorte samfund eller for USA. Det samme fænomen kan findes blandt underklasse hvide i Storbritannien, hvor akademisk succesrige hvide studerende er blevet gennembanket af deres hvide klassekammerater så meget så de måtte på hospitalet.

Dette er de giftige og selvdestruktive konsekvenser af den stadige trommerytme af ideologisk hysteri om forskelligheder der så bliver "oversat" til "uretfærdigheder og "uligheder," der er medvirkende til misundelse og uvilje som man så pynter på ved at kalde det "social retfærdighed."

Asiatiske-amerikanske skolebørn der får tæsk er blot nogle af de ofre for disse følelser der piskes op. Unge mennesker der gennemsyres af modvilje, i stedet for at gribe de uddannelsesmæssige og de andre muligheder der er for dem, er de helt store ofre i det lange løb, uanset om de er sorte i USA eller underklasse hvide i U.K. Et årti efter omgange med prygl, vil disse asiatiske-amerikanere være kommet langt frem i verden, mens de dumrianer der pryglede dem med stor sandsynlighed er på vej ud i kriminalitet og fængsel.

Mennesker der kalder forskelligheder for "uligheder" og succes for "privilegier" efterlader social ulykke i deres kølvand, samtidig med at de føler sig meget ædle ved at være på de mindre heldiges side. Det falder dem aldrig ind, at de har noget ansvar for skade de påfører både sorte- og asiatiske-amerikanere.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=149389

---

Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."

Dunkerque konservatisme

Dunkerque konservatisme

Quin Hillyer

Den største redningsaktion i historien begyndte i fuld skala for 70 år siden i disse dage. På ni dag begyndende den 27.05.1940, reddede British Navy og hundredevis af private fartøjer det forbavsende store antal af 338266 mænd fra Dunkerque's strande og havne, mens Frankrig hele tiden var under konstant bombardement fra tysk luftvåben og tyske landstyrker der slog 68111 briter ihjel og mere end 80000 blev taget til fange. I stedet for at Storbritannien blev overladt til den tyske dødsmaskines nåde, havde ønationen reddet en hær tilstrækkelig stor til at modstå en naziinvasion.

Som Winston Churchill så korrekt bemærkede: "Vi skal være meget omhyggelige med ikke at regne denne redningsaktion som en sejr. Krige vindes ikke ved evakueringer?"

Konservative amerikanere ser lige nu ikke ud til at indse at vi er i en nuværende post-Dunkerque fase af en ønsket politisk genrejsning.

Over hele landet hører jeg konservative der muntert taler om, hvor mange sæder Republikanerne vil opnå i dette efterårs kongresvalg, og hvor mange af disse Republikanere der vil være ægte konservative.

For eksempel er Newt Gingrich igang derude med sit sædvanlige ekstravagante taleri om en kommende sejr. Den 18. maj forudså han en op til 70-sæders gevinst af Republikanere i Huset. Den 29. maj, på basis af et udvalgt valg, nedtonede han sin forudsigelse til "mellem 30-50 sæders fremgang" -- hvilket stadig ville være ganske imponerende, set ud fra historiske standarder.

Denne form for luftfantasier er ikke ny: Dette er den selvsamme Gringrich der lovede en 30 sæders Republikansk fremgang i 1998, blot for at erfare en faktisk tilbagegang på 5 sæder.

Måske skulle vi lære noget af 1998. Eller 1980 da meningsmålingerne seks dage før Valget havde Jimmy Carter og Ronald Reagan helt lige, blot for at se Reagan vinde 489 ud af 538 valgmandstemmer. Konventionel visdom siger at "seks måneder er en evighed i politik." Faktisk er seks dage en evighed i politik. Seks måneder er måske endda en "uendelighed af tid."

HVILKET FØRER OS TILBAGE TIL DUNKERQUE. På den selvsamme dag som evakueringen begyndte var det Britiske Krigskabinet kommet nær en skammelig aftale med Italiens Mussolini der ville medføre en permanet Nazi/Fascist dominans på det europæiske kontinent - man var kommet så tæt på at kun Churchill's allermest stædige viljekraft stod mellem aftalen og en fortsat kamp for civilisationen. Seks dage efter man var kommet så nær på det som nærmest var en overgivelse, var en kvart million soldater blevet evakueret, og det var klart, at briterne var klar til at kæmpe endnu et slag. Seks dage fra et tilsyneladende nederlag til overlevelse.

Jo, seks dage er som en evighed.

Det er derfor den nuværende konservative kæphøjhed er helt malplaceret. Jo, de mere konservative kandidater vandt afastemningerne i New Jersey, Virginia, Massachusetts, og Hawaii, og konservative har vundet primærvalg i Utah, West Virginia og Idaho, mens konservative har besjeret eller endog tvunget mere venstreorienterede kandidater ud af kapløbene i Florida, Pennsylvania, Nevada og andre steder. Altsammen meget fint. Men det det betyder er, at konservative nu igen kan føre en ægte kamp. Det betyder at vi har undgået at komme ind på den kurs som Obama-Pelosi_ACORN-SEIU brigaderne har planlagt for os. Vi er blevet evakueret. Men vor politiske D-Dag, og V-E Dag, og V-J Dag er stadig langt ude i fremtiden, og udkommet er på ingen måde sikret.

Der er noget der tyder på, at ikke alt er såre godt. Republican National Committee har kun 12 millioner dollars i kassen, sammenlignet med 40 millioner på samme tidspunkt i den senest sammenlignelige cyklus. De tre hoved komiteer på nationalt plan er hærget af skandaler, og de er elendigt ledet. Tusinder af dollars brugt i strip-klubber og sportsudstyr. Formanden skal hele tiden komme med forklaringer. Utidig indblanding i primærvalgskampe over hele landet fremfor at lade de lokale vælge deres egne kandidater samtidig med at komitterne kan spare penge og opspare prestige og holde krudtet tørt til tiden er inde til at slå Demokraterne fremfor deres egen Republikanske kolleger.

Medmindre nogen skulle have glemt det, så fortsætter konservative med at tabe på lovgivningsområdet. Sundhedssystemet er blevet nationaliseret. Lån til studerende er blevet nationaliseret. Finanssektoren er vendt helt på hovedet. Forbruget forsætter med at ryge gennem taget. Bilindustrien er blevet delvist nationaliseret. Halvdelen af 1996 velfærdsreformerne er blevet indført. Justistsministeriet er under ledelse af korrupte, venstreorienterede ideologer. Der er gået politik i demografien.

AmeriCorps er blevet udvidet tifold og er ved at blive forandret med de første tiltag som en politisk hær, mens dens chef ulovligt er blevet jaget fra emebedet -- og således er den interne kontrol mod direkte politisering slået i smadder. Borgerrettighederne gælder nu kun for minoritetsgrupperne, men ikke for de hvide og asiater. I en sag fra North Carolina, blev borgerrettighederne endog erklæret som værende ikke i brug, medmindre Demokraterne faktisk fik garanti for valgsejren. Højesteretten udgøres nu af de mes radikale medlemmer nogensinde, en farlig Latina, der absolut ikke er særlig kløgtig -- og det ser ud til at hun får tilslutning af endnu en venstreorienteret, denne intelligent og med udstråling nok til at have en chance for at få Dommer Justice Anthony Kennedy over på deres side.

Katastroferne er fortsat og fortsat. Mens konservative får folkelig opbakning og lejlighedvis vinder nogle valg, har Venstrefløjen indsamlet enorme summer på det politiske kontinent -- og det mest af disse landvindinger vil det blive endog meget vanskeligt af lave om på. Nogen der tænker på Anzio? Guadacanal? Somme i 1. Verdenskrig? Korea som det ser ud nord for 38. breddegrad? Kan nogen have tvivl om at besiddelse af territorium, sammen med magtens redskaber der følger med, intet andet medfører, end gigantiske fordele.

Venner, kampen om at generobre det der allerede er tabt vil blive et meget langt, hårdt slag. Overmod ville være upassende.

Jo, det er sandt at optimisme, næret af den grumme realisme helt sikkert ikke er usandsynlig i betragtning af meningsmålingerne, græsrøddernes entusiasme Tea Parties og inkompetencen og hensynsløsheden hos så mange på venstrefløjsoppositionen. Men tilliden skal bakkes op, ikke kun med hårdt arbejde, men også med klogt arbejde. Konservative skal ikke falde i den grøft blot at vise deres holdning med baggrund i en ufokuseret anti-etablissementsindstilling. Nogle mennesker der er i regeringen er ikke kun "bumser" der blot fortjener at blive klemt ud. Og nogle af de 'vilde lovløse' udenfor er faktisk ikke kompetente eller kloge. Konservative skal lære at skelne, hvem der er hvem.

I dyb respekt og ærbødighed for den opgave der ligger foran, men på samme tid med retfærdig tillid til at sejren virkelig kan opnås, kan konservative virkelig lære af Churchills advarsel om at evakueringer ikke er sejre, men også fra den beslutning at ægte sejre opnås gennem ekstremt hårdt arbejde og mod svære odds. Med risiko for at gentage det som er blevet så almindeligt at det er kedsommeligt, så lad os huske hvad Churchill ellers sagde umiddelbart efter Dunkerque. Husk hans ord, læs dem og overvej dem som var de helt og aldeles nye:

"Vi må og skal fortsætte til enden. Vi skal kæmpe....på havene og oceanerne, vi skal kæmpe med stadig større tillid og med stadig større styrke i luften; vi skal forsvare vort land, uanset hvad omkostningerne vil være. Vi skal kæmpe på markerne og i gaderne, vi skal kæmpe i bjergene; vi vil aldrig overgive os."

Det burde give os styrke at Barack Obama forbød busten med Churchill i Det Hvide. (se denne artikel på synopsis) Obama forstår intet. Bed til Herren om at vi konservative forstår. Og aldrig overgiver os.

Brev til en araber i Gaza fra Nonie Darwish

Jeg modtog fornylig en mail der anklagede mig for at hade araberne og min far. Denne mail er typisk for de arabiske mediers beskyldninger på grund af mine synspunkter vedrørende den arabisk-israelske konflikt. Da de fleste arabere ikke har mulighed for at læse min bog, Now They Call Me Infidel, Why I Renounced Jihad for America, Israel and the War on Terror, der i detaljer forklarer min holdning, da vil jeg svare på mailen med denne artikel. Først, kommer en oversættelse af den arabiske mail som jeg modtog uden afsender.

Salam til dig,

Med al den ærbødighed vi har for din far beder vi til at Allah må velsigne ham med Paradiset, hvilket er ønsket hos enhver person efter dette korte byrdefulde meningsløse liv. Jeg vil gerne spørge dig om din far er blevet din fjende efter han døde? Vi i Gaza by er stolte over din far og jeg bor på en gade med navnet Shahid Moustafa Hafez, der er også en skole med det navn. Vi vil aldrig glemme hans offer, så hvordan kan du være en fjende af det torturerede palæstinensiske folk der stadig lider på grund af den arabiske Zionister? Jeg beder til Allah om at du må få sundhed og styrke.

Idet jeg afventer dig svar takker jeg dig på forhånd.

Her er så mit svar:

Kære indbygger i Gaza,

Jeg blev berørt af din mail skønt dine beskyldninger er forkerte. Jeg er ikke fjende af araberne og jeg kan forsikre dig om, at jeg elsker min originale kultur og folk. Det som gør en forskel for mig er, at jeg ikke alene elsker araberne, men jeg elsker også det jødiske folk. Jeg siger dette udfra min samvittighed. Jeg respekterer deres ret til at leve i fred deres lille hjemland, Israel. Jeg forstår, hvordan det kan være besynderligt og utroligt for mange arabere at elske både jøder og arabere.

Vi arabere har lidt under en unaturlig og vedvarende indoktrinering om at islam er overlegen og om had til jøder i 1400 år. Således er det ubegribeligt for det arabiske sind at forstå at man kan elske både arabere og jøder. Vor kultur har berøvet os, i mange århundreder, kærligheden til hele menneskeheden som ligeværdige, gennem intens religiøs indoktrinering der har resulteret i selvpåført isolation og manglende-integration med andre kulturer.

Denne isolation og jihad mod ikke-muslimer er i stadig stigende grad blevet vanskelig af opretholde. Muslimerne overalt forsøger desperat at redde ansigt, at reformere islams image og benægte det som ikke kan benægtes. Men de ønsker også deres del af kagen og får den også. Mens de fortæller verden at islam er fredens religion så ønsker de at fortsætte jihad'en mod ikke-muslimske lande. Mens den ene leder sig, "lad os dræbe alle jøderne og overtage Rom, siger andre til medier i Vesten at islam er fredens religion, og at de er dybt krænkede over anti-islam retorik. For at fortsætte med dette syge spil, må den muslimske kultur leve et uhensigtsmæssigt dobbeltliv hvor alle bedrages, herunder også muslimerne.

For således at udføre den slags jihad som Bin Laden, Ahmadinejad, Hamas, Det Muslimske Broderskab, Assad, Nasser, de saudiske jihadister og så videre anbefaler, og som den dikteres af Sharia, så synes muslimer det meget vanskeligt at være ærlige. Derfor hævder muslimerne de er ofre for at retfærdiggøre jihad. Hele den muslimske verden benytter dit folk, araberne på Vestbredden og Gaza til at retfærdiggøre deres islamiske jihad, ikke kun mod Israel, men mod alle ikke-muslimske lande. Det indbefatter Iran som støtter Hamas og Hezbollah.

Dit folk i Gaza bør kunne indse dette spil og det for lang tid siden, men i nægter at ville se og at være åbne om, hvem der er Jeres sande undertrykker. Arabiske og muslimske medier benytter og krænker dit folk med det formål at retfærdiggøre deres islamiske jihad rundt om i verden. Det er derfor de aldrig har haft ønske om at løse Jeres problemer, og de ønsker at I skal lide og bo i konstant terror rettet mod Israel.

Under islamisk lov, er ikke-muslimske lande aldrig på samme plan som muslimske lande og faktisk må deres selvstændighed som et ikke-muslimsk land altid udfordres gennem islamisk jihad. Islamisk lov betegner jihad som en permanent krig mod ikke-muslimerne for at fremme religionen. Muslimerne er således nødt til at benytte Taquiyya, løgne, for at lovliggøre deres agression mod Israel og Vesten. Det er derfor muslimske lande aldrig kan holde op med deres hadpropaganda, løgne og misinformation om Israel og Vesten. Hvis det holder op, så holder deres jihad op. FN skal hele tiden bombarderes med klager fra arabiske lande mod Israel. De arabiske gader skal hele tiden bombarderes med latterlige påstande om zionist konspirationsteorier. Her fornylig på syrisk TV anklagede en syrisk intellektuel Israel for at sjæle menneskeorganer på Haiti, mens de hjalp til med oprydningen efter jordskælvet. Det er der ikke noget nyt i; det begyndte i det 7. århundre da profeten Muhammad anklagede jøderne for forrædere da de jo var efterkommere af aber, svin og fjender af Allah.

Muslimerne benytter stadig de samme ord og verden falder stadig for dem.

Den arabiske tankegang blev optrænet i aldrig at beskæftige sig med noget udenfor den æske der kan kaldes islamisk overhøjhed, og det har forhindret os i at behandle resten af menneskeheden som ligemænd. Det er helt fremmed for muslimske prædikanter at prædike kærlighed til hele menneskeheden og ønske at ikke-muslimer får samme rettigheder som muslimer. Jeg har aldrig hørt det fra en muslimsk prædikant. Kun efter 9/11 og i Vesten i dag, kan vi se nogle muslimske prædikanter forsøge at prædike om visse af Vestens værdier og være med i dialoger mellem religionerne, for at rehabilitere islams image i Vesten og få flere til at konvertere. det

Jeg får ofte mail fra verdslige muslimer der spørger mig: Jeg kan forstå at du har valgt at forlade islam, men hvordan kan du dog støtte jøderne? Jeg får mail som denne fordi, i muslimens tankegang er det at elske, acceptere og have varme følelser for jøder og kristne og opfatte dem som ligeværdige utænkeligt og en forræderisk handling i selve islam og det der er værre. Det er som om hele islam som religion er forpligtet på at hade og dræbe jøderne.

Efter århundreder med den slags uddannelse har den muslimske verden skabt et dårligt fungerende samfund, ude af stand til at relatere med resten af verden. Mens de ønsker at overbevise verden om at de er fredens religion, om ikke at være bange for islam, så de er stadig forhippet på at erobre verden til islam. Det er islams dilemma i dag.

Det som jeg, og nogle få andre, forsøger at gøre er at bringe sandheden til såvel muslimer som ikke-muslimer for at de skal indse dette syge spil. Vi ønsker at opmuntre arabere til at se på jøderne og andre som mennesker og ikke som fjender der skal besejres. Hvilken Gud vil bede sine tilhængere om at dræbe mere end halvdelen af menneskeheden, hvis den ikke underlægger sig islam? Den muslimske verden i dag er en katastrofe. Ahmadinejad der ikke er araber ønsker at fortsætte den islamiske jihad mod jøderne ved at ødelægge Israel. Jeg har nyheder især til venstrefløjen i Europa og Amerika: Islamisk jihad vil ikke slutte med Israel; du er den næste.

Til min mail skribent: I dit brev til mig har jeg lagt mærke til dit syn på livet som er meget pessimistisk beskrevet som et kort og meningsløst slid. Dit synspunkt er fremherskende i den muslimske kultur og jeg har hørt det tusinder af gange dengang jeg levede i Mellemøsten. Jeg husker endog at vi lo og fnisede som unge piger, og vi blev øjeblikkeligt bedt om tavshed da det var upassende og at Allah ikke bryder sig om at vi ler uden grund eller offentligt. Selv et lattermildt smil til en muslim skaffede dig ikke venner, men kritik. Dit budskab til mig og til muslimer er at livet på jorden ikke vil bringe os lykke og at vi kun kan undslippe elendigheden gennem den evigtvarende lykke i Allahs vidunderlige paradis efter vi er døde i jihad. Men hvorfor tage jøderne med os? De ønsker at leve og nyde livet og dyrke jorden, lige her og nu, til et meget bedre sted.

Vor afvisning af livet er ikke en tilfældighed da jihad ikke giver livet værdi, så må den give døden værdi. Det første offer for jihad princippet er freden, og det er derfor jeg aldrig erfarede fred som en værdinorm i Gaza. Jeg har aldrig hørt en fredelig sang på arabisk. At tænke på fred med jøderne er det samme som forræderi mod islam. Afvisning af fred har skadelige konsekvenser for araberens personlige sunde udvikling, for hans familie, for samfundet og hele regionen. Det er ikke et tilfælde at saudierne gennem lovgivning forbyder fejringen af Valentine's Dag, afviser det at højtideligholde kærligheden mellem en mand og kvinde, at undervise deres børn i at udvise fred og fordragelighed overfor andre. Se blot i de islamisk lovbøger, og man kan se de mest grusomme og besynderlige afstraffelser der er fundet på i nogen kultur i verden. Kun en kultur der kræver krig og terror kan fremme en sådan grusomhed.

Med hensyn til dit spørgsmål om jeg hader min far, da vil jeg igen forsikre dig for at jeg beundrer og respekterer min far mere, end folket i Gaza. Faktisk så elsker jeg ham og ønsker ham alt god fordi han ikke dræbte jøderne, men fordi han var et godt menneske der var elsket af mange herunder de israelske soldater der slog ham ihjel. Han var kendt for, selv hos israelerne at have integritet og ære. Min far var offer for en blodtørstig dødskultur der omgav ham. Han er en af de mange tusinde, ja millioner af ofre for jihad ideologien der er blevet praktiseret i 1400 år.

Kære Gaza borger, jo jeg kan ikke give skylden til det jødiske folk, eller til Israels regering, for det som du kalder palæstinensernes "elendighed." Jeg kan kun give skylden til araberne og den islamiske kultur der bruger og misbruger dig, og som du giver lov til. Jeg tror at dette er en selvpåført arabisk krise der intet har at gøre med Israel.

Det arabiske uddannelsessystem har aldrig fortalt os sandheden om det israelske folk og historien set fra deres side, og hvad Jerusalem betyder for dem. Vi har fået at vide at Jerusalem er en muslimsk by, blot fordi Muhammad en nat drømte at han gik til den moske der lå længst borte, men han nævnte aldrig Jerusalem. Koranen nævner ikke Jerusalem, der er omtalt hundredvis af gange i Bibelen som selve hjertet og sjælen hos det jødiske folk. Vi som muslimer har aldrig respekteret andre religioners hellige byer, og altid påstået at de tilhørte islam; selv Spanien og Indien siges at tilhøre muslimerne. Det var traditionen hos muslimske erobrere at konvertere kirker og templer til moskeer og det er nøjagtigt hvad der sker med det jødiske Tempelbjerg, da muslimske erobrere, 100 år efter Muhammad død byggede moskeen netop der. Forestil dig blot om jøder og kristne havde bygget et tempel ovenpå Kaaba'en i Mekka. Således behandler islam jøderne. Det er på tide at muslimer søger forsoningen og tilgivelsen og ikke rækker en hånd ud til fred og fordragelighed med det jødiske folk.

Nonie Darwish

Author: Cruel and Usual Punishment; the terrifying global implications of Islamic law.

Fra embedsmænd til Herremænd

Fra offentlighedens tjenere til herremænd

---

Thomas Sowell

En af de mange letkøbte talemåder der lyder så rigtig - hvis man ikke standser op og tænker over det - er at "på et tidspunkt, så har man tjent tilstrækkeligt med penge."

Nøgleordet i denne udtalelse, som præsident Barack Obama fornylig fremsatte er "man." Der er intet forkert ved at jeg selv afgør hvor mange penge der er tilstrækkeligt for mig eller for at du bestemmer, hvor mange penge der er tilstrækkeligt til dig, men når politikerne mener at de skal afgøre hvor mange penge der er tilstrækkelig for andre mennesker, da har vi indledt en rutchebanetur.

Politikere med magten til at bestemme hver borgers indkomst er ikke længere offentlighedens tjenere. De er offentlighedens herremænd.

Er vi virkelig så opslugt af misundelse eller så fortryllet af retorik, at vi er villige til at ofre vor egen frihed ved at give politikerne magten til at bestemme, hvor meget vi hver især skal tjene og få lov til at beholde? Selvfølgelig vil det kun benyttes overfor "de rige," men historien fortæller os helt sikker at det ikke slutter der.

Den Franske Revolution begyndte med tvungen henrettelser blandt aristokratiet, men sluttede med tvunge henrettelser af alle slags mennesker, herunder endog ledere af selve Revolutionen, såsom Robespierre.

Et meget lignende mønster fremkom i Bolschevikkernes Revolution og under Nazisternes, og i utallige andre tilfælde og på andre steder, hvor en omfattende udvidende og totalitær magt blev et redskab for politikerne - og blev benyttet mod befolkningen som et hele.

Når man først har antaget det argument, at et segment hos borgerne bør miste deres rettigheder, blot fordi de er foragtede eller misundte, da sætter man selv sine rettigheder i farezonen - udover at man underminerer enhver baggrund for at respektere nogens rettigheder. Man åbner op for en flodbølge af påtvunget magtudøvelse. Når først sluserne er åbne , så kan man knap forudsige hvor vandet strømmer hen.

Den moralske fallit ved holdningen om at tredjepart kan bestemme, hvornår nogen anden har "tilstrækkeligt med penge" passer med dens økonomiske fallit. Resten af landet er ikke fattigere ved den formue som Bill Gates har i dag, eller var ikke fattigere ved det beløb John D. Rockefellers formue udgjorde for et århundrede siden.

Begge mænd solgte et produkt som andre også sælger, men flere mennesker vælger at købe deres. De mennesker ville ikke firvilligt fortsætte med at betale deres hårdtjente penge for Rockefellers olie eller Gates's software, hvis det de modtog ikke var mere af værdi for dem end det de betalte.

De formuer som sælgerne ophobede var ikke en reduktion af købernes velstand. Køberne og sælgerne havde begge gavn af disse transaktioner ellers ville transaktionerne ikke fortsætte.

Ida Tabell's berømte skelsættende bog, "Historien om Standard Oil Company," sagde at Rockefeller "ville være tilfreds" med de penge han havde optjent i 1870, og antydede derved en grådighed i hans fortsatte bestræbelser på at forøge størrelsen og udbyttet af Standard Oil. Men ville offentligheden havde haft det bedre eller dårligere om Rockefeller havde trukket sig tilbage i 1870?

Et af de væsentligste kendsgerninger der udelades i Ida Tabell's bog var at Rockefellers forbedringer af olieindustrien bragte prisen på olie ned til en brøkdel af hvad den havde været førhen.

Blot som et eksempel - olie blev først udskibet i tønder - hvilket stadig er målemetoden for olien i dag der netop beregnes i tøndemål, selvom olie yderst sjældent, ja vel aldrig mere udskibes i tønder. John D. Rockefeller sendte sin olie videre i jernbanetankvogne, og reducerede derved omkostningerne til transport sammen med andre omkostningsreducerende metoder han fandt på.

Ville offentligheden have det bedre, hvis ældre og mere omkostningskrævende produktionsmetoder og transport af olie var blevet fortsat med at blive benyttet, hvilket uundgåeligt ville føre til langt højere priser end tilfældet er nu?

Det ser ud til at Rockefeller selv besluttede, på et tidspunkt, at han havde tilstrækkeligt med penge, og derpå donerede han tilstrækkeligt af dem til et tredjeverdens universitet - University of Chicago - ligesom han donerede til utallige andre filantropiske projekter.

Men det er noget helt og aldeles anderledes end at have politikere til tage sådanne beslutninger for andre. Politikere der påtager sig den rolle får økonomisk fremskridt til at stivne, og dræner andre mennesker penge bort for at uddele 'godter' der vil hjælpe dem til at blive genvalgt. Nogle kalder det "social retfærdighed" selvom der er en antisocial politik.

---

Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."

Che og arbejderne

Humberto Fontova

Helten hos så mange på venstrefløjen var faktisk ikke som de mener han var. En 1. maj Dag uden plakater med Che Guevara og med mexikanske flag er som en fisk med en cykel. Vi kunne betragte det underholdende skue for et par uger siden. Nu er det tid til eftertanke.

Nogle af de marcherende var tilsyneladende noget skyldbetyngede ved de to symbolers tilstedeværelse, og havde udtænkt en belejlig modus vivendi for deres plagede samvittigheder.

Det så ud som om at nogle få grupper af de demonstrerende mexikanere har glemt den mand der ifølge det der siges i juni 1956 forhånede mexikanerne som et hele ved at kalde dem "et slæng af snotdumme indianere."

I 1956 da han boede i Mexico og trænede med Castro brødrene til deres "invasion" af Cuba, snerrede Che af sine værter og det "slæng" af mexikanske borgere der boede rundt om træningslejren med netop de ord. Således husker en af Che' militærtrænere fra den tid, cubaneren (men ikke kommunist) Miguel Sanchez.

Hvor mange "Chicano aktivister" kender til dette? Arbejdergrupperinger var fremherskende på denne 1. Maj dag med deres Che Guevara udstyr. "Arbejderbevægelsen har ingen grænser," proklamerede deres mange, mange plakater. Men arbejdergrupper, blev forbandet af skæbnen, i forsøget på aktivisme under det regime der støttede Che Guevara. Du kan godt holde op med at lede efter dette på NPR eller History Channel, meget mindre i lærebøger på skolerne, Det var kun de første mest militante og de mest udbredte oppositionsgrupper, der netop kom fra cubanske arbejderorganisationer der forsøgte sig med modstand mod Stalinismens Ernesto "Che" Guevara (der ofte uforskammet underskrev sit navn med "Stalin II").

Hvem kan kritisere dem? Her følger en UNESCO rapport om Cuba cirka 1957: "En side ved Cubas sociale struktur er en stor middelklasse" begynder den. "Cubanske arbejdere er mere organiserede i fagforeninger, (i forhold til hele befolkningstallet) end arbejdere i USA. Gennemsnitslønnen for en otte timers arbejdsdag i Cuba i 1957 er højere end for arbejdere i Belgien, Danmark, Frankrig og Tyskland. Cubanske arbejdere får 66,6% af nationalindkomsten. I USA er tallet 70%, i Schweitz 64%. 44% af cubanerne er under social sikkerhedsnet, højere end i USA."

I 1958 havde Cuba en højere indkomst pr. indbygger end Østrig og Japan. Cubas industriarbejdere havde den ottedehøjeste løn i verden. I 1950'erne tjente cubanske havnearbejdere mere pr, time end deres kolleger i New Orleans og San Francisco.

Tusinder af disse greb til våben mod Che Guevara. MRP (Movimento Revolucionario del Pueblo) var blandt disse cubanske modstandsgrupper der for det meste bestod af arbejdere. Men der er mere. Her er hvordan FBI og CIA beskrev dem: "I langt overvejende grad var de medlemmer af arbejderbevægelsens med socialistisk oplæring.

Målet for dem var at vælte Castro indefra; gå ind for nationalisering af økonomien, en landbrugsreform og utopiske social reformer." I en TV-tale den 26. juni 1961 proklamerede Che Guevara, der da var Cubas Industriminister: "De cubanske arbejderne skal begynde at vænne sig til at leve i et kollektivistisk regime, og de kan under ingen omstændigheder strejke."

Denne "under ingen omstændigheder strejke" forordning var uacceptabel for cubanske arbejdere - mange af dem greb til våben i protest. En af disse var en 20-årig knægt ved navn Tony Chao Flores, der straks blev pågrebet af Che's håndlangere. I løbet af nogle uger sørgede Che for at Tony var klar til henrettelsespælen.

Tony Chao kravlede hen mod den på krykker. Han havde fået 17 kugler fra Castroitterne tjekkiske maskingeværer under den ildkamp der gik forud for hans tilfangetagelse. På vejen til henrettelse, blev Tony tvunget til at kravle ned af en brostensbelagt trappe. En anden cubansk arbejder der var fængslet af Che betragtede processen fra sin fængselscelle. "Jeg har aldrig kunnet forstå hvordan Tony kunne overleve de gennembankninger" husker øjenvidnet og tidligere politiske fange Hiram Gonzales, der var tilknyttet MRP.

De trak Tony ud af cellen og begyndte at skubbe ham frem mod henrettelsesgården. Men Tony faldt og tumlede ned af en lang række trapper. Han endte tilsidst på brostenene, vridende sig i smerte og grimasser. Det ene af Tony's sønderskudte ben var blevet amputeret på hospitalet, det andet var der koldbrand i og dækket med betændelse. Castro vagterne lo da de nærmede sig for at kneble Tony med tape.

Tony betragtede dem nærme sig mens han knyttede sin raske hånd. Derpå da den første Røde nåede ham. KLASK! lige mellem øjnene. Den forkrøblede Tony var næsten død af sparkene, slagene, maskingeværkuglerne, men endelig holdt hans fangevogtere inde forpustede og ømmende sig. Det lykkedes dem at få tape om knægtens mund, men Tony skubbede vagterne væk før de kunne binde hans hænder. Deres Castro kommandør nikkede og bad dem trække sig tilbage.

Nu begyndte Tony at kravle hen mod den gennemsplintrede og blodige henrettelsespæl cirka 25 meter borte, trækkende og skubbende sig med sine hænder mens hans benstump trak et spor af blod i græsset. Da han nærmede sig pælen, standsede han og begyndte at slå sig for brystet.

Hans Castro henrettelseshold blev forvirrede. Den forkrøblede knægt forsøgte at sige noget. Men hans budskab blev forstummet af den knebel som Benicio del Toros idol havde gjort obligatorisk for sine tusinder af ofre. Tony's glødende øjne og grimasse sagde tilstrækkeligt. Men ingen kunne forstå knægtens mumlerier. Tony blev ved med at skubbe sig fremad, med lukkede øjne for at se bort fra smerten ved anstrengelsen. Hans bødler rystede nervøst, løftede deres rifler, sænkede dem. De så hen mod deres kommandør, der rystede på hovedet. Endeligt rakte Tony mod sit ansigt og flåede den tape bort som Benicio del Toro's pin-up dreng krævede hos sine ofre.

Den 20-årige frihedskæmpers stemme gjaldede ud. "Skyd mig lige her!" brølede Tony mod sine måbende Castro bødler. Hans stemme som torden og hans hoved oprejst under stor anstrengelse. "Lige her i brystet!" Råbte Tony. "Som en mand!" Tony stoppede og flåede sin skjorte åben, skød brystet frem og lavede grimasser af de 'tapre' bødler og stønnede. "Lige her!"

På sin sidste dag i live havde Tony modtaget et brev fra sin mor i fængslet. "Min kære søn, trøstede hun. "Hvor ofte har jeg ikke advaret dig mod at blande dig i disse ting. Men jeg vidste det var forgæves. Du har altid krævet din frihed, Tony, selv som lille dreng. Derfor vidste jeg du aldrig ville kunne gå ind for kommunismen. Men Castro og Che fangede dig tilsidst. Søn, jeg elsker dig af hele mit hjerte. Mit liv er nu ødelagt og vil aldrig blive det samme, men det eneste der er tilbage nu Tony er ...at dø som en mand."

"¡Fuego!" Che's lakaj råbte kommandoen og kuglerne smadrede Tony's forkrøblede krop, netop som han nåede pælen, rejste sig og stirrede beslutsomt på sine mordere. Che's bødler myrdede sædvanligvis en helt der stod op. Denne Tony, uden ben, var et besynderligt mål. Nogle i gruppen kunne ikke og skød ved siden af den unge. Tid for coup de grace.

Normalt er det en kaliber 45 der smadrer hovedskallen. Hiram Gonzales husker at Tony krævede -- POW!POW!POW! - tre. Det ser ud til at bødlens hænder rystede ret voldsomt. Men det lykkedes tilsidst.

Time Magazine der hylder dem som "helte og ikoner i århundredet"havde fået endnu et hak på sit våben. Endnu en fjende ekspederet -- bundet og kneblet som de plejer.

Castro og Che var i 30'erne da de myrdede Tony. Ifølge den autoritative "Kommunismens Sorte Bog" fjernede Castro og Ches bøddelhold endnu 14000 bundne og kneblede frihedskæmpere. Mange, (måske de fleste) af deres mordofre var knægte, drenge sent i teenageårene og tidligt i 20'erne. Nogle af dem var endog yngre.
Sammenlign så Tonys død med Che's tilfangetagelse: "Skyd ikke!" ynkede ærkemorderen sine fangevogtere. "Jeg er Che! Jeg er mere værd i live for Jer end død!"

Spørg så dig selv: Hvis ansigt burde være på T-shirts hos unge der bilder sig selv ind de er oprørske og frihedselskende, og tapre? Hvem fortjener en Hollywood film?

Humberto Fontova is the author of four books, including Fidel: Hollywood's Favorite Tyrant and Exposing the Real Che Guevara. Visit hfontova.com.

Omvendt burka-lov

Et beskedent forslag: En omvendt burka-lov

En enkel plan til at forbedre Englands æstetik på spindesiden og medføre multikulturel ligebehandling? Den sidder lige i skabet.

Theodore Dalrymple

Mennesket er dog en besynderlig og modsatrettet skabning, der hader at gøre det som er godt, og elsker at gøre det der skader ham.

For eksempel. Da jeg arbejdede som læge i et fængsel bemærkede jeg at de som tog imod medicin ikke havde brug for den, men enhver der havde behov for den ikke ville tage den. Denne naturlov har dog sine undtagelser, selvfølgelig; men det så som oftest ud som om, at de eneste fanger der ikke tog deres medicin mod anfald var epileptikerne.

Menneskets kontrære indstilling har ført til en teknik kendt som paradoksal hensigt, ifølge hvilken en forældre eller terapeut beder en modvillig ung person om at gøre nøjagtig det modsatte af hvad han faktiske ønsker personen skal gøre. Hvis du beder et barn om at tale, så bed barnet om at holde mund. Hvis du beder ham om at sove, så fortæl barnet at han ikke må gå i sent. Der er helt sikker ingen bedre metode til at gøre en person stiv som et bræt, end at fortælle vedkommende at han skal opføre sig naturligt, være sig selv.

Disse overvejelser har ført mig til at formulere en 'omvendt burka lov' som jeg blev inspireret til da jeg vendte hjem efter en lille tur til Frankrig her fornylig. Jeg læste en artikel i Le Monde, at Belgien var blevet det første land i Europa der forbyder den kvindelige klædning der dækker kvinder helt og aldeles ligesom pestlægerne i det 16. århundrede.

Helt fint alt sammen, men hvis den blev vedtaget i Storbritannien da ville problemet om kvinders påklædning ikke være løst helt og aldeles. Vi i Storbritannien har ikke kun problemer med niqab og burka, men også det modsatte problem med unge kvinder der afklæder sig alt for meget.

Når jeg siger "for meget," mener jeg om det strengt æstetiske, ikke fra et moralsk synspunkt. I hver britisk by og landsby, dukker der fede og kvabsede britiske piger op, oftest tatoverede, og de udstiller at de er på en konstant diæt af fast food, sodavand, og alt for meget øl, der gør dem ligblege. De dukker op om fredagen og lørdagen i meget lidt tøj, for at skrige og råbe som vulgære drukkenbolte, hvilket de oftest er. Her var der i hvertfald, en platform for niqab og burka.

Disse klædninger ville have flere fortrin. For det første, selvfølgelig, at de ville give (indrømmet i forhold til grimheden) mere æstetik på vore gader. De ville også gøre det mere vanskeligt for kvinden indenfor, at drikke for meget, og således ville det være et element i den offentlige sundhedsbestræbelse; og så ville de dæmpe lyden af deres skingre, primalskrig, og det vil helt sikkert være til stor glæde for enhver der værdsætter intelligens og kultur.

Det jeg vil forslå er derfor, at hver eneste by og landsby nedsætter en komite, som med de retningslinjer som Komiteen for Offentlig Sikkerhed i den franske revolution havde for at bestemme hvilke unge kvinder der skulle pålægges at være iført niqab og burka for at forhindre krænkelser mod god offentlig smag. Ved første overtrædelse skulle niqaben benyttes i et stykke tid, ved anden overtrædelse, såsom at udstille en tatovering for offentlig skue (to gange og du er ude) ville være det samme som en livtidsdom iført burka offentligt.

Mit forslag ville også berolige den frygt muslimerne har om at de er udsat for udstødelse af andre, der trods alt, værdsætter offentlig kontrol over påklædning ligeså meget som de gør. En sådan ligebehandling er meget vigtigt i et multikulturelt samfund som vores.

Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

Kim - et pragtværk

Kipiling's Kim et storslået værk

James Lewis

I en rytmisk leg med ord på engelsk siges:

When Rudyards cease from Kipling

And Haggards Ryde no more ...

Men den passer ikke, fordi man kæder to forfattere sammen, som kun rent overfladisk er identiske: Ryder Haggard og Rudyard Kipling.

Kun Kipling kommer i nærheden af ægte storhed, og når han er bedst, på linje med Chaucer, Shakespeare og Tolstoj. Det får vi ellers ikke at vide, fordi Kipling af venstrefløjen er ugleset, fordi han talte om den britiske imperialisme og skabte debat om normalitet. Venstrefløjen kontrollerer propagandamedierne og i Storbritannien har den kulturelle venstrefløj haft kontrollen i et århundrede. For venstrefløjen er der ingen kunstnere, men kun propagandister for og imod dem. Alt drejer sig om politik. Men store forfattere varer længere end deres politiske fjender. Hvem bekymrer sig egentlig idag om Shakespeare støttede Tudor eller ej?

Venstrefløjens forsøg på at lægge røgslør ud over kulturen er helt forkert på den med Kipling, som de så ofte er forkert på den. Deres vision er i alvorlig grad hæmmet af de sort/hvide briller de benytter. Kipling fremviser den mest hjerteskærende empati for menneskelige lidelser, som venstrefløjslitteraturen så gerne vil have monopol på. Han går langt videre end Charles Dickens, for eksempel, i omfanget af hans empatiske varme. Han kan glorificere værdigheden, styrken og glæderne hos en ekstraordinær gruppe af ægte mennesker, og ikke kun fordybe sig i deres svagheder og grusomheder, eller deres offergørelse ved et Ondt Socialt System.

Kiplings berømte roman om Britisk/Indien, ved navn Kim, er et af de mest læseværdige værker på engelsk. Jeg har fundet en bemærkelsesværdig fortolkning af den britiske skuespiller Sam Dastor - en pragtfuld audiobog af en stor roman. Man får det ikke bedre.

Indenfor rammerne af en drenge eventyrroman lykkes det Kipling ikke at reducere personerne til tegneseriefigurer. Til sammenligning har Charles Dickens, Oliver Twist, en slags sadistisk kvalitet, en slags snu fejring af grusomhed og lidelse. Lille Oliver tvinger nærmest sine læsere til at være empatiske med alle de stakkels udhungrede tiggere. Dickens var pioner i lidelsesfascisme, standard tricket hos venstrefløjen. I slutningen ser vi på Oliver som permanent Twisted (forandret) -- hvilket sandsynligvis er derfor Den Politiske Korrektheds Flok elsker den lille slyngel. Men ægte menneskelige væsener er ikke som Lykønskningskort.

Kipling i 1926

Som modsætning opnås gennem Kim de højeste niveauer af smil, indsigt, ironi, åndelig respekt, medfølelse, sanddruhed og kærlighed. Det er helt og aldeles underholdende. Det er en stor hyldest til Indien på den tid som forfatteren voksede op i. Det er derfor protagonisten er en ung anglo-irsk dreng, livlig som en vild tigerunge, med et minimum af overvågning, dér på gaderne i den særdeles livlige by Lahore. Den unge Kim taler knap nok engelsk, men han er veluddannet på alle områder af livet. Dette er Raj-tidens Indien , det rimeligt oplyste styre af britiske soldater og bureaukrater over subkontinentet, som omfatter nutidens Indien, Pakistan og Bangladesh.

Bundi Palace hvor Kipling fik inspiration til at skrive Kim

Indien er mere velstående i dag, end under Raj-tiden, men der er en grund til, hvorfor det engelske sprog fastholdes som et påkrævet sprog i såvel Pakistan som Indien, og hvorfor de parlamentariske styreformer bliver omhyggeligt fastholdt. Før Raj-tiden var subkontinentet nemlig en samling af hensynsløse lokale tyrannier. Bagefter antog de det bedste briterne havde at tilbyde i styreform, økonomi og teknologi. Det var det et barbarisk Europa lærte af Romerne tusind år tidligere. En tid med imperialt styre kan være en gave, ligesom de Allieredes sejr over Nazityskland og det smuldrende Sovet imperium var en gave til Europa.

Venstrefløjen synes de er tvunget til at forhåne Kipling (uden at have læst hans bøger) for alle de onde "ismer:" Militarismen, kolonialismen, imperialismen og endog kapitalismen. Men god litteratur afslører' ismerne' ligesom ægte individer gennemskuer alle de barske sociopolitiske kategorier. Kipling-fobien er endnu et Venstrefløjs tabu, og den er ikke værd at tage alvorligt. Lad dem lege med deres fabler, og lad ikke Politisk Korrektheds tabuerne komme i vejen for at du opdager noget ganske vidunderligt.

Kim introduceres som en sej og glad selvstændig gadedreng på side ét, lige i det øjeblik hans store alter-ego kommer stavrende ind på byens markedsplads: En høj og ældre tibetansk Lama, der har gået og kørt med larmende tog tusinder af miles fra Himalayas bjerge til de livfulde byer i syden, for at finde en buddhistisk flod med renselse og oplysning. Kim forsvarer den høje og ældre Lamas ret til at sidde og hvile under den dekorative kanon på markedspladsen mod den nævenyttige indblanding fra en politimand. Der opstår en sympati mellem Lama'en og gadedrengen...og historien tager fart.

Lamaen og drengen har begge en udfordring - den ene efter floden med oplysning, og den anden efter at gå på opdagelse i det enorme Hind, landet Indien. Begge når deres mål så at sige, men det er Kim der har interessens fokus, da det viser sig han er en Sabib (søn af en irsk slendrian af en soldat fra Maverick regimentet.) Kim får en slags dobbelt uddannelse, ved at være indmeldt i en katolsk skole for drenge af det britiske bureaukrati og mentoret som en ung og talentfuld spion for Raj i den Store Strid mod Rusland; men det er landet og menneskene der giver ham hans rigtige uddannelse. Kipling giver os lov til at se gennem Kims spillevende og pragtfulde unge øjne på en række karakterfulde personer på hans rejse gennem Britisk Indien.

I årtusinder har det indiske subkontinent været et mødested, og kampplads, mellem oprindelige stammer, hinduer, buddhister, muslimer, sikher, grækere, persere, mongoler, afghanere og kinesiske-tibetanere der er flyttet rundt, kulminerende med det Britiske Raj. Dette bragte en vestlig indflydelse - man byggede jernbaner, underlagde sig uafhængige fyrstedømmer blandt Maharajaerne, og naturligvis igangsattes den sædvanlige post-koloniale reaktion hos mennesker som Jawaharla Nehru, der selv var et produkt af en socialistisk britisk elite. Nehru stod for en socialistisk Euro-imperialisme under dække af anti-kolonialisme. Han indgik alliancer med Sovjet Imperiet - ikke noget god erstatning for det Britiske Raj.

Indisk socialisme førte til den sædvanlige stagnation, og at man skulle finde syndebukke, men derpå som ved at mirakel i statsledelse blev landets politiske klasse klar over at de nægtede dets egen befolkning chancen for at blomstre op og få vækst. I dag er Indien langt mindre reaktionær overfor Raj-tiden, måske på grund af at den uddannede middelklasse klarer sig så godt i det frie markeds miljø, og fordi Indien er virkelig god til at tilpasse sig.

Hele subkontinentets historie er om invasion på invasion der begyndte selv før Bhagavat-Gita, det helt centrale drama i Vedanta Hinduismen, der igen er beretningen om indo-europæiske krigerklaner der blev opslugt af den sofistikerede åndelighed ved Vedanta og Buddhismen. Muslimske invasioner over flere århundreder medførte en ny og mindre tolerant tro, og de buddhistiske templer blev ødelagt for stedse, men islam blev med tiden fordrevet af Sikhismen og andre reaktioner.

Ligesom Rusland kan Indien blive invaderet, men det sætter altid sit evige stempel på den fremmede invasion. Det omfatter helt sikkert det Britiske Raj. Det store Taj Mahal Palads er et monumentet over menneskelig kærlighed, men det blev bygget af en søn af en hensynsløs erobrer.

Derfor er der i Kims verden en forbavsende mangfoldighed af personer. Udover Red Hat Lama, får han en faderfigur i en patansk hestehandler fra Afghanistan; en beskyttende men snu mester i spioneri, og en fed bondesnu og komisk bengal, der er delt mellem sit ønske om at tilslutte sig Royal Society for sine etnologiske undersøgelser og de dystre intriger i Det Store Spil. (kampen mellem Rusland og briterne om magten i Centralasien).

I baggrunden er der så sympatiske briter og irere, fra Kims fattige, narkoafhængige fader, der har været død længe, til de lærde fra Vesten der først yderst grundigt forskede i og forsøgte at bevare traditionerne og de etniske befolkningsgrupper der udgør Indien, og til de anglikanske og katolske præster der tiltaler Kim med lige præcis det rette sæt af religiøse kulturelle fordomme.

Men alle bruger persienner i denne livsbekræftende roman, fordi sådan er det jo i det virkelige liv. Det er en del af den Menneskelige Komedie. Gennm Kims øjne ser vi en til overflod parade af mennesker med al deres værdighed og alle deres fejltagelser. Denne bog sentimentaliserer ikke; den betragter mennesker uden frygt og uden skam, det er en bog fyldt med ubegrænset kærlighed.

Det er slet ikke dårligt udført af en ond, imperialistik, kolinialistisk sterotypi for Venstrefløjen. Se bagom den etiket der er skåret over Rudyard Kipling og du vil finde en ekstraordinær forfatter på toppen.

I tilgift er sproget .... ja, sproget er bare storslået. Mine varmeste anbefalinger.

Links, billeder indlagt af synopsis-olsen. Ja, og hvilken bog! Skrives sådanne værker i dag??

Flæskesvær - en meget farlig ide!

Flæskesvær - en meget farlig ide!

John Thomas, der har produceret følgende video sendte mig også en introduktion til videoen.

"En farlig ide" er et satirisk indblik i en af Amerikas mest populære snacks, og hvordan denne snack har givet en muslimsk butiksejer et dilemma.

Er flæskesvær halal?

Efter at have fået leveret en kasse med flæskesvær til en muslimsk ejet dagligvarebutik, opstod en diskussion mellem butiksejeren og denne søns om, hvorvidt det ville være moralsk passende at sælge noget der kaldes "flæsk" svær eller ej. Det overraskende slutresultat er komisk svar fra butiksejeren.

Selvom filmen er satirisk stiller den dog spørgsmål ved religion og handel. Er det imod islams troslærer at sælge flæskesvær, selvom produktet måske slet ikke indeholder noget flæsk? Sønnen argumenterer ved at sige at kondomer, pornografi og cigaretter jo sælges. Er disse varer imod den traditionelle tro? Et mere omfattende spørgsmål kunne være om det ville være passende for en konservativ katolsk butiksejer at sælge kondomer? Eller en jødisk delikatesseforretning at sælge kunstige krabber? En mangfoldighed af valg hos forbrugerne har skabt et gråt område for mange troende. Er det religion versus profit? Du bestemmer!

Jeg har skrevet et antal gang om at der er langt flere jøder end nogen andet etnisk gruppe i New York, og trods det at det har været sådan i mere end et hundrede år, har ingen offentlig skole i byen forbudt flæsk fra deres cafeteriaer. Dog, har nogle få muslimer inficeret Michigan gennem kun nogle få år, og bang! adskillige skoledistrikter har fjernet produkter med grisekød fra deres menuer i cafeteriaerne. Dearborn skolerne har helt og aldeles forbudt flæsk for at undgå selv den mindste mulighed af at muslimske elever ved en fejltagelse kunne komme til at spise det.

Det varer vel ikke længe førend at ordet gris bliver helt forbudt af frygt for at fornærme muslimer - undtagen selvfølgelig i de tilfælde hvor vi henviser til grådige jødiske banksvin.

Photo Credit: thoughts from podunk

artikel fra plancksconstant.org

Pornografi og kontrol med mænd

Drejer kontrol med porno sig om kontrol over mænds seksualitet?

Forvrider porno mænds holdninger ligeså meget som kærlighedsromaner og TV-serier forvrider kvinders?

Helen Smith

National Review Online havde fornylig en artikel med titlen "Om at tage Pornografi alvorligt" med følgende advarsel: "Det er ødelæggende for amerikanske familier." Forfatteren er "en psykolog, der bor med sine børn i Virginia." Hun skrev stykket anonymt. Den anonyme fastslår:

Forestil dig et stof så kraftigt at det kan ødelægge en familie, ved blot at forstyrre en mands opfattelse af sin hustru. Forestil dig en afhængighed så giftig at den har potentialet til at gøre en hel generation ude at stand til at skabe vedvarende ægteskaber, og så udbredt at den giver i årlig afkast - 97 milliarder dollars på verdensplan i 2006 - mere end alle de førende teknologi virksomheder tilsammen. Betragt at narkotikum så lumsk, at det sniger sig ind på seriøs videnskabelig forskning og på lovgivningen i årtier, og stortrives under den evig-udvidende ramme af 1. Amendment.

“Hmmm,” tænkte jeg, "Er 1. Amendment virkelig evigt-udvidende?" Det mener jeg ikke; den forekommer at være i evig -indskrænkning, men det må være emnet for en anden artikel. Mit hovedproblem med artiklen, jeg henviser til, er at man insinuerer at porno har skylden for at en hel generation ikke er i stand til at skabe vedvarende ægteskaber, og at det ødelægger familierne og fører til voldtægt, og alt andet sygt i samfundet.

Forfatteren til artiklen mener hun mistede sin mand på grund af "porno" (han stak af med en anden kvinde). Hun nævner et antal rapporter der peger på pornoen "skadelige effekter," såsom den som blev udgivet af Witherspoon Institute. "The Social Cost of Pornography" påstår at pornografi har negative virkninger på individer og samfundet. Den ildevarslende video på rapportens hjemmeside, får mig imidlertid til at spekulere over hvad motivet egentlig er. Måske er det kontrol over mænds seksualitet.

Da Anonym var igang med at skrive artiklen da burde hun have set på begge sider af emnet porno. Havde hun været mindre følelsesmæssigt engageret, ville hun kunne have set denne undersøgelse der peger på at "alle mænd ser porno" og at porno ikke ændrer ved mænds opfattelse af kvinder eller deres forhold til dem.

Undersøgelsen fandt ud af, at mænd ser porno der passer til deres egen opfattelse af seksualitet og meget hurtigt går bort fra materiale der forekommer dem stødende og usmagelig.

Professor Lajeunesse sagde pornografi ikke har en negativ effekt på mænds seksualitet.

"Ikke en havde en patologisk seksualitet," sagde han. "Faktisk var alle deres seksuelle praksiser ganske konventionelle. Pornograf i har ikke ændret deres opfattelse af kvinder eller deres forhold til dem, som de alle ønsker skal være så harmonisk og fyldestgørende som muligt," tilføjede han.

Skønt Anonym påstår at det at se porno fører til voldtægt, så er voldtægtsraten for nedadgående, selvom porno bliver mere og mere fremherskende. Jeg er ked at at Anonyms ægteskab ikke kom til at fungere. Men at give skylden til porno, for alle de sociale dårligdomme og for at hendes ægteskab opløstes, kan måske få hende til at komme igennem det, men at gå på korstog for love der skal få andre mænd til at betale for denne fiasko vil ikke føre til bedre ægteskaber. Det vil føre til at endnu flere mænd, i det skjulte, vil se porno - og havde skyldfølelse, fordi de gør det.

Jeg tror der er rigtig mange grunde til at ægteskaber ikke fungerer, men porno mener jeg er et af de mindre problemer. Jeg spekulerer på - om porno forvrider mænds holdninger og indstilling ligeså meget som kærlighedsromaner og TV-serier der forvrider kvindernes? Måske burde vi diskutere de mange sociale institutioner der giver kvinder urealistiske forventninger til mænd, og en følelse af, at de har ret til at kontrollere mænd og mændenes seksualitet, til egen fordel.

Hvad mener du?

Helen Smith is a psychologist specializing in forensic issues in Knoxville, Tennessee, and blogs at drhelen.blogspot.com.

Borgerlig revolution under udvikling!

Revolutionen: Vær med eller stå ikke i vejen

---

Een af straffene for at nægte at deltage i politik er, at det ender med at du bliver regeret af fjolser.

– Den græske filosof Plato (c. 428-348 f.v.t.)

Henry Lamb

Amerika er ved at udvikle en åbenbaring som ikke er set siden kongen forsøgte at påtvinge, med magt, en politik ned i halsen på de uvillige kolonister. Amerikanerne sagde; "NEJ!," derpå "For Helvede, Nej!" Så måtte kongen vige.

En moderne selvindbildt konge, kommanderer nu en hær af venstreorienterede lemminger der forsøger at påtvinge deres magtsyge dagsorden ned i halsen på uvillige amerikanere. Den 15. april sagde Tea Party deltagerne, "NEJ!," og derpå den 12. september sagde Tea Party deltagerne i Washington og over hele nationen, "For Helvede, Nej!" (Artiklen er skrevet i 2009.)

Derpå skal kongen og hans lemminger til at forføje sig.

De amerikanske kolonister vidste at der skulle mere end Tea Parties til at nationen kunne befri sig for kongen og hans politik. De arbejdede uden den fordel som en offentlig talerstol har, og de organiserede deres frivillige til delinger af soldater der var besluttede på at erklære uafhængighed og gøre sig fortjent til den frihed de higede efter.

Nutidens amerikanere ved at det vil kræve mere end Tea Parties at slippe for Washington og den selvindbildte konge og hans venstreorienterede hær af lemminger. For hver amerikaner der dukker op til et Tea Party er der endnu 50 usynlige amerikanere der organiserer sig til delinger af soldater der er fast besluttede på at forsvare U.S. Forfatningen og kræve den frihed som nations grundlæggere skabte grobund for, og vandt.

Den selvindbildte konge og hans venstreorienterede lemminger kan ikke se det, nægter at se det. De betragter Tea Parties som intet andet end simple, rå udtryk for de uvaskede masser, der umuligt kunne vide hvad der tjener nationen bedst.

Nyhedsorientering for Kongen: Revolutionen er på vej!

Patrioter organiserer sig i hver stat, i hver county, i hver forstad for at transformere den energi der kommer til udtryk i Tea Parties til konkrete handlingsplaner. Naboer bliver blidt skubbet ud af deres tilsyneladende ligegyldighed for at møde op og lære om de stemmemuligheder vælgerne har, og alternativerne til Kongens politik.

Kandidaterne udtrykker deres støtte til Forfatningen og sværger en ed for at forsvare principperne ved mindre regering, mindre beskatning og mere velstand gennem det frie marked, og de får stadig flere støtter.

Kandidaterne måles på deres forfatningsmæssige rygrad, ikke på deres parti tilhørsforhold.

Ud af alle Tea Parties folkemængderne rejser sig en forvisning om, at Forbundsregeringen har glemt alt om magtens begrænsninger, som Forfatningen påbyder den. Amerikanerne ønsker disse begrænsninger genindsat og respekteret.

Det kongresmedlem der stemte for regeringens sundhedssystem eller kongens cap and trade (handel med CO2 kvoter) trampede på Forfatningen - og på egen ed på at forsvare den - for ikke et eneste Kongresmedlem kan pege på en specifik magt i Forfatningen der giver myndighed til disse love. En præsident stiger op til at være konge - i egne øjne - og tramper på Forfatningen - ved at han udnævner dusinvis af zarer, med det klare formål at undgå de forfatningsmæssige krav om at 'lakajer' med beføjelser skal være godkendt af Senatet.

Disse eksempler er blot de seneste i en lang række af misbrug der har hærget et tålmodigt vælgerkorps, hos begge politiske partier, under adskillige administrationer. Gennem Tea Party'er over hele landet, siger amerikanerne at nok er nok.

En revolution er undervejs, vær med eller stå ikke i vejen.

Rekrutterne i Revolutionshæren er ikke bekymrede om parti tilhørsforhold. De leder efter kandidater der først og fremmest vil sværge at forsvare Forfatningen. Tomme ord duer ikke; de som stiller op til Kongressen skal være med til at stemme for Enumerated Powers Act (H.R. 450), lovgivning der vil kræve at hvert medlem af Kongressen der kommer med lovforslag skal gøre det med helt specifik forfatningsmæssig begrundelse

De som stiller op, og kandidater der kunne ønske sig det, skal offentligt sværge, at de helt og fuldt går ind for de forfatningsmæssige principper i de møder som afholdes lokalt i hver stat - og det før valgdagen. Disse møder er under planlægning og der bliver flere og flere. Kampagnemidler indsamles lige nu. De som er på valg - selv den magtfulde majoritetsleder i Senatet Harry Reid - kan begynde at mærke presset fra det ikke så tavse flertal af amerikanerene der er djævleblændt forhippet på igen at kræve deres frihed fra et tyrannisk regeringsstyre.

Almindelige mennesker der ellers aldrig har blandet sig søger nu hen til de lokale organisationer, hvor deres mening og stemmer og anstrengelser kan forstærkes. De læser de love deres repræsentanter ikke læser. De bevæbner sig med kundskab, mod og beslutsomhed for at kræve svar af deres opstillede, og forkaste de som ikke har levet op til deres ed.

Amerikas kolonister vandt ikke deres frihed i et enkelt slag. Det vil heller ikke ske i nutiden gennem et enkelt valg. Valgene i 2010 vil være de første i mange slag der skal vindes ved stemmeboksen i de næste år. Amerikas regeringer - på alle niveauer - skal genbefolkes med patrioter der ærer og respekterer Forfatningen som allerførste kvalifikation for at besidde et embede. Når de er valgt vil deres opgave være at standse væksten i forbundsregeringens magt, og begynde at sende den retur til staterne og til folket, til friheden og magten og velstanden som Forfatningen giver.

Henry Lamb

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=110238

Sådan fortolkes Koranen

Sådan kan Koranen fortolkes

I min artikel -Changing How Americans... ser på Islam, påpegede jeg at når en muslim bliver spurgt om en passage i Koranen der går ind for at vantro dræbes, så påstår muslimen at oversættelsen er fordrejet eller ikke repræsenterer troen eller den er taget ud af konteksten.

Som bevis, og det er ikke usædvanligt det sker, så har muslimer i de seneste dag bevist min sag ved deres kommentarer.

Oversættelsen er fordrejet

En kommentator efterlod følgende svar på min artikel, Hvor var muslimerne da South Park hånede Jesus:

....problemerne der plager det muslimske samfund har at gøre med den bogstavelige fortolkning af Koranen, Sunnah, og Hadith.

Arabisk er et meget metaforisk sprog. Blot ved definitionen af ordet 'oversætte', kan det ikke oversættes.

Hvis der altså er noget i Koranen, der forekommer vildt, brutal, morderisk -nuvel - så er det et oversættelsesproblem.

Misfortolkning

Med lad os antage at en vantro faktisk forstår arabisk og læser Sura 5:51 "Oh troende, vær ikke venner med jøder og kristne; de er venner med hinanden. De af Jer som bliver venner med en af dem, bliver en af dem. Gud fører ikke et uretfærdigt folk."

Ifølge muslimske apologeter misfortolker vantro denne passage. Før jeg fortæller dig hvad muslimerne lader som om de mener, så læs dette: En kommentator har givet dette svar på min artikel Muslims Want World to adopt Mecca time: (læs også denne artikel på synopsis)

glem for et øjeblik den muslimske religion. Tænk logisk på hvad islam er ved at læse Koranen. Stil spørgsmål til store islamiske lærde eller internationale gejstlige (Dr. Zakir Naik - www.irf.net, www.peacetv.tv )
Vær neutral og tænk logisk og velovervejet for a forstå hvad islam faktisk er. Islam er den mest misforståede religion i verden.

Værså go: "Islam er den mest misforståede religion i verden." Hvis en vantro derfor faktiske kan læse arabisk, og mener han har oversat det passende, så er det ikke tilfældet. Vantro misfortolker altid.

Hvad siger muslimerne så om denne passage? Her følger en gengivelse som de retter til kristne og jøder:

[5:51] Oh du som tror, få ikke jøder og kristne som allierede; disse er allierede med hinanden. De blandt jer der indgår alliancer med dem bliver som dem. Gud leder ikke overtrædere.

Her får vi at vide, at passagen kun er rettet mod det at acceptere allierede i krigstid, når muslimer angriber andre. Fald ikke for det. Når muslimerne taler med hinanden er udlægningen en helt andet: Her er en muslim der spørger Sheik Muhammad Salih Al Munajid, en velkendt islamisk forelæser og forfatter:

Islam Spørgsmål og svar, Kan en muslim være en oprigtig ven med en kaffir (ikke-troende)?

Jeg har spørgsmål om islam; kan du give mig en forklaring? Er det tilladt for en muslim at være en oprigtig ven med en person som er ikke-muslim?

S: Priset være Allah.

Det er ikke tilladt for en muslim at blive venner med en mushrik (enhver der ikke tror på den sande Gud Allah) eller lade ham blive en nær ven, fordi islam pålægger os at undsige kaffirerne (ikke-troende) og foragte dem, fordi de tilbeder en anden end Allah. Allah siger (fortolkning af betydningen)

"Oh, du troende! Tag ikke som venner de fok som opildnede Allahs Vrede (dvs. jøderne). Helt sikkert har de frasagt sig (det at modtage noget godt i) det Hinsides, ligesom de vantro som er i graven." (som ikke vil blive oprejst på Dommens Dag).

[al-Mumtahanah 60:13]

Dette var belæringen af Profeten (Allahs fred og velsignelser til Ham).

1 - Det blev fortalt fra Abu Sa'eed al-Khudri (må Allah synes om ham), at han hørte Allahs budbringer (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige, "Vær ikke i selskab med nogen som ikke tror og lad ikke nogen spise din mad, men kun den som er from." (Fortalt af al-Tirmidhi, 2395; Abu Dawood, 4832. Abu ‘Eesa al-Tirmidhi sagde: denne hadeets er hasan. Den blev også kaldt hasan af al-Albaani in Saheeh al-Tirmidhi, 2519).

For mig er det soleklart.

Kontekst

Til sidst, som en sidste udvej, så uanset hvad du læser i Koranen, selv på arabisk, så betyder det ikke det der står fordi du skal læse det i den kontekst som var i den tid det blev skrevet på. Selvom Koranen instruerer muslimerne:

“Slå den ikke troende ihjel hvor du finder ham.” Quran 2:191

“Før krig mod de vantro der bor i dit nabolag” Quran 9:123

“Når lejlighed viser sig, så dræb de vantro når du pågriber dem.” Quran 9:5

“Ingen anden religion end islam kan accepteres.” Quran 3:85

“Jøderne og de kristne er perverse; bekæmp dem” Quran 9:30

“De vantro er urene, lad dem ikke komme ind i en moske.” Quran 9:28

“Straf de ikke-troende med ildens flammer, stænger af jern, kogende vand; smelt deres hud og maver.” Quran 22:19

“Søg ikke efter fred med de vantro; halshug dem når du fanger dem.” Quran 47:4

“De ikke-troende er dumme; opfordr muslimen til at bekæmpe dem.” Quran 8:65

“Muslimer må ikke have vantro fremfor muslimer som venner.” Quran 3:28

“Terroriser og halshug de som tror på andre skrifter end Koranen.” Quran 8:12

“Muslimer skal benytte alle våben for at terrorisere de vantro.” Quran 8:60

Så får vi at vide at alt ovenstående refererer til en tid da Muhammad var i krig. Vi får at vide at undtaget nogle få hundrder ekstremister, da er de fleste muslimer og helt sikkert de fleste intelligente amerikansk-fødte muslimer klar over forskellen mellem det 7. århundrede og så de moderne tider. Imidlertid forklarer det ikke Zachary Adam Chesser der for blot to år siden var et normalt menneske, men derpå konverterede til islam og blev en muslimsk tåbe der her fornylig foreslog at skaberne af "South Park" skulle være dødsdømte.

Dette forklarer ikke de tusinder af muslimer der protesterer i USA, i Storbritannien, i Frankrig, i Nederlandene, i Belgien, i Schweitz og over hele Afrika, der fremviser bannere med krav om atsharia lov skal indføres i deres værtsland, at ytringsfriheden skal forbydes, at islam skal herske over verden.

Problemet for den vestlige verden er ikke at der er for mange ikke-muslimer der misfortolker eller fejloversætter Koranen eller tager den ud af kontekst, problemet er at der er for mange muslimer der helt korrekt forstår og fortolker Koranen og benytter den i dagens kontekst.

Hvis du kender, fredelige, venlige muslimer, og verden er fyldt med dem, så er det fordi de er intelligente og ignorerer Koranen eller også er de dumme og har ikke korrekt fattet betydingen af det de har læst. De eneste mennesker der virkelig forstår Koranen og er trofaste overfor dens forordninger er Osama bin Laden og hans følgesvende.

Sørgeligt nok, så kan vi ikke fortælle når moderate muslimer bliver til jihadister: Husk at major Nidal Malik Hassan (Fort Hood dræberen) - før han led af SPIS (Syndromet Pludselig Islamisk Død) - var en amerikansk født moderat muslim uden nogen kriminel løbebane.

Artikel fra plancksconstant.org