fredag den 31. december 2010

Frøers mængde !

Et Tusind Frøer

Bernie Planck

Alle mine hobbier begynder med en nærmest vulkanisk aktivitet af ivrighed, af den slags der får mit hjerte til at slå et ekstra slagll Efter et stykke tid, bliver de seismiske rystelser mindre, og min interesse falder ultimativt og pludseligt til NUL. Sådan er jeg indrettet.

I min post Lions and Tigers og Bears and Me, nævnte jeg, at jeg som hobby opfostrede mere end tusind mus. Det var i året 1992, jeg var dengang 47 år, og stadig et stort barn. De fleste mennesker ville være tilfredse med et dusin mus eller mindre, men ikke jeg. Nej, jeg måtte bare gå amok. Jeg holdt dem i vort vaskerum i mere, end et dusin bure. Min hustru krævede tilsidst, at jeg flyttede dem til et andet sted på grund af lugten og den konstante kriblen, piben og kradsen. Selvom jeg brugte mere, end en time om dagen på at rense og gøre rent, var der stadig en stram odeur, eller som hustru min hustru kaldte det - en afskyelig stank.

En lokal dyrehandel tilbød, at jeg kunne benytte loftet over hendes butik som hjemsted for mine kolonier af mus. Så i nogle måneder i 1994 tilbragte jeg 3 til 4 timer om dagen med at passe mine kæledyr, fodre dem, rense burene og indsamle de nyfødte mus i bytte for foder. Så en dag, to år efter jeg var begyndt, med mere end 50 nyfødte mus om dagen i min varetægt, standsede jeg. Jeg overdrog det hele til butiksejeren, og har aldrig tænkt på dem igen.

Selvom jeg endnu ikke har skrevet om det, men fra 1953 og fremefter købte jeg også et dusin myrefarme (2,95 dollars) gennem annoncer jeg fandt i tegneseriebøger sammen med Røntgenbriller (95 cents), levende 'havaber' (rejelignende) (1.oo dollar), gratis frimærker fra Littleton Stamp & Coin (Jeg har flere end 500000 frimærker), og hele partier af lykønskningskort (Dem tjente jeg faktisk penge på).

Det som jeg gerne vil fortælle om i dag, er historien om et tusind frøer.

Da min hustru og jeg blev gift i 1975 boede vi i hendes forældres hjem i Belford, New Jersey. På det tidspunkt var min svigerfars nedgravede swimmingpool i en elendig tilstand: En slimet grønlig masse dækkede over forrige efterårs løvfald. Faktisk var der vel der mere slam end vand. Nå, men en særlig sommerdag, da jeg ikke var beskæftiget med at manipulere med min nye brud, besluttede jeg at sidde lidt i skyggen og slappe af.

Jeg blev afbrudt i min meditation og drømmeri af denne irriterende summen fra poolen. Jeg rejste mig fra min stol og lurede skævt over på den bageste ende af poolen og så der guldsmede der lagde æg lige ovenfor slamkanten. Da jeg så ned i slammet kunne jeg se bittesmå bobler komme nedefra, Med stor koncentration og sammenknebne øjne var jeg i stand til at betragte utallige biller og haletudser, der for frem og tilbage.

Øjeblikkeligt gik jeg ud og købte et 400 liters fiskeakvarium, fyldte det halvvejs med vand og ventede en dag på at kommunens klorvand var neutraliseret. Jeg gik tilbage til poolen og med en spand øsede jeg en portion af de aktive små kræ, sammen med mudder, kviste og andre slimede sager, op og lagde det hele ned i fisketanken. Det tog næsten en uge for vandet at blive filtreret rent, men da det endeligt var krystalklart åbenbaredes en rovdyrsagtig og voldelig verden. Jeg opdagede at en dam, skønt den forekommer rolig og stille, faktisk er et meget agressivt og voldsomt sted.

Der var tusinder af haletudser og nogle få hundreder af guldsmedenes nymfer, titusinder myggelarver og mitter. Guldsmedenes nymfer ligner ganske meget græshopper. Hurtige og skrupsultne forsøger de at æde alt i deres nærhed: Haletudser, andre fisk, myggelarver, alt der bevæger sig. Når der ikke er nogen større fisk, er de det dominerende rovdyr i små damme, søer og vandhuller.

Haletudser er mere ligesom maller, de farer rundt på bunden med affald og sommetider går de endog efter vandinsekter såsom myggelarver. Det meste af tiden går med at undgå nymferne.

Selvom overlevelsesraten hos guldsmedenymferne kan være så lav som 10% og det tager op til fire år for dem at blive voksne guldsmede så lykkedes det næsten alle mine at blive voksne på mindre end et år. De kravlede ud af vandet for at forvandle sig. Efter et lille stykke tid foldede de deres vinger ud og begyndte at flyve inde i min tank.

Min far besøgte mig da næsten alle haletudserne var blevet til frøer. De fleste opholdt sig på et sandet område i tanken, og da min far så at der langt over tusind små frøer, sagde han til mig. "Zo, hvordan tzejener du penge det detz?"

Jeg forsøgte at forklare, at det jo kun var en hobby, og at jeg ikke gjorde det for at tjene penge. Det brød han sig ikke om.

For at fodre frøerne måtte jeg udklække melorme, titusinder af melorme. I vort skab havde jeg dusinvis af æsker fyldt med melorme og havregryn, men de lave en sådan kriblende og krablende støj i løbet af natten, at de forstyrrede min hustru. Så kunne hun ikke klare mere. Krablelydene sammen med den stigende høje kakofoniske 'sang' af tusind fører der kvækkede blev for meget: Hun bad mig skille mig af med dem allesammen.


Indrøm den er svær at stå for

Det var godt det samme, tror jeg nok. Efter nogle flere uget ville de små babyfrøer være blevet så store at jeg ville få brug for en tank på et par tusind liter for at holde dem. Hmmm, lige siden har jeg spekuleret over, hvordan det ville lyde med tusind voksne frøer i huset.!!

Noter

Jeg benyttede sandfilter i bunden da det er det nærmeste man kommer den måde naturlige økosystemer virker. Samtidig får man beskyttet vandinsekterne, de små snegle, de små fisk eller æg, der ofte opsluges af andre filtreringssystemer. Det kræver tilmed også mindre vedligehold, uden man behøver af skifte filtre eller gøre rent.

artikel fra plancksconstant.org

På årets sidste dag er det svært at vælge en artikel. Man kunne fortsætte med at opremse alt det kedelige og vanvittige gennem 2010, men hvorfor ikke vælge at få læseren til at smile?
GODT NYTÅR

torsdag den 30. december 2010

Ikke leveplads nok for araberne?

Ikke leveplads nok for araberne

Bernie Planck


FN's Flygtningeorganisation har anslået, at der var 711000 arabiske flygtninge som flygtede fra deres hjem under og efter 1948 krigen i Palæstina. Efter årtier med elendighed, sult og sygdomme er det antal nu vokset en til en 'ubetydelighed' af 4.62 millioner. (1)

Nu for tiden er der stadig 1.396.368 registrerede flygtninge i uhumske lejre. For de som det er lykkedes at forlade lejrene da har de fleste af dem ingen statsborgerskab i deres værtslande, selv efter 62 års ophold, fordi deres værter ikke ønsker dem.

I Jordan har titusinder af flygtninge fået deres jordanske statsborgerskab inddraget for at sikre at de ikke bliver i landet. (2)

I Libanon er der over 400000 palæstinensiske flygtning, de fleste af dem lever som kloakrotter (350000 er ikke statsborgere.) En undersøgelse fra 2007 af Amnesty International fordømte de "frastødende sociale og økonomiske forhold" blandt palæstinensere i Libanon (3). Hvorfor giver Libanon dem ikke statsborgerskab? Fordi de fleste muslimske flygtninge opfattes som en trussel for Libanon.

Den Arabiske Liga (medlemslandene med grønt på kortet) har instrueret sine medlemmer om ikke at give statsborgerskab til de palæstinensiske arabiske flygtninge (eller efterkommere af dem) for "at undgå opløsning af deres identitet og beskytte dem i deres ret til at vende hjem til deres hjemland." (4)

22 states of the arab league

22 States of the Arab League (in green)

Hvis Den Arabiske Liga blot havde accepteret flygtninge, som ethvert andet land i verden har accepteret flygtninge, da ville palæstinenserne ikke være den gruppe flygtninge som har haft deres situation uafklaret i længst tid i den moderne historie.

Se nærmere på kortet. Det grønne er landområder som araberne besidder og som dækker 13.942.000 kvadratkilometer og med en befolkning på 360 millioner. Arabiske læsere der har evner udi matematik vil hurtigt kunne regne ud at dette medfører en befolkningstæthed på cirka 25 personer pr. square mile. Hvor meget er det så? Ufattelig god plads til alle.

Du kunne måske så let tro, at de arabiske stater med lethed kunne acceptere 5 millioner flere fælles arabiske borgere hvilket som helst sted. Hvor har du uret. De arabiske stater vil have alle de flygtninge til at bo på det lille hvide sted på kortet. Har du fået øje på det?

Ikke kun det, men de ønsker også at jøderne der bor på det lille hvide sted skal smides ud.

Kan de jøder så i det mindste ikke drage til de arabiske lande og bo der, hvis de nu skal smides ud af Israel? Sørgeligt nok, NEJ. De arabiske stater har allerede udvist 95% af deres jøder. Hvis de arabiske stater ikke har plads til arabiske flygtninge så er der helt sikkert ikke plads til jøderne i hele Nordafrika og Mellemøsten.

Millioner af palæstinensere og ikke en kvadratmeter plads til dem på det enorme arabiske område. Hvadbehager!


Noter

Australians for Palestine, 21 Jul 2009, Amman inddrager palæstinensernes statsborgerskab

De jordanske myndigheder er begyndt at inddrag borgerskabet hos tusinder af palæstinensere der bor i Jordan for at undgå at de bosætter sig permanent i Kongedømmet, meddelte jordanske og palæstinensiske myndigheder mandag.

Den nye bestemmelse har forøget spændingerne mellem jordanere og palæstinenser der udgør cirka 70% af Kongedømmets befolkning.

“Vort mål er at forhindre Israel i at 'tømme' de palæstinensiske territorier for deres oprindelige befolkning," forklarede Jordans Indenrigsminister Nayef al-Kadi, og bekræftede at Kongedømmet var begyndt at inddrage statsborgerskabet for palæstinensere.

“Vi bør vises taknemmelighed for denne bestemmelse" sagde han. "Vi opfylder vor nationale pligt fordi Israel ønsker at udvise palæstinensere fra deres hjemland."

Amnesty International, Libanon: Forviste og i nød: Palæstinensiske flygtning i Libanon

Denne rapport omhandler de frastødende sociale og økonomiske forhold hos disse flygtninge, de fleste af dem bor i krigshærgede lejre. Diskrimineringen og marginaliseringen som de palæstinensiske flygtninge lider under er med til at gøre deres arbejdsløshed større, sænke lønnen og til elendige arbejdsforhold. Den efterfølgende fattigdom er forstærket af restriktioner på deres mulighed for uddannelse og social hjælp. Megen af diskriminationsbehandlingen som palæstinenserne møder har sin rod i deres manglende statsborgerskab, der er blevet benyttet af de libanesiske myndighder som grund til at nægte dem lige rettigheder.

Arab News, 21 Okt 2004, En Million uden fædreland får gavn af en ny Statsborgerskabslov.

Shubaily ibn Majdoue Al-Qarni, formand for sikkerhedskomiteen der overvåger undtagelserne til loven, sagde at Saudisk statsborgerskab skal være åbent for alle nationaliteter der arbejder i Kongedømmet. "Loven har ikke sigte på en specifik nationalitet. På den anden side skal den dække alle statsløse i landet," fortalte han Al-Madinah.

Men Al-Watan avisen rapporterer dagligt om at naturaliseringsloven ikke skal gælde palæstinenserne der bor i Kongedømmet. Den Arabiske Liga har instrueret, at palæstinensere der bor i arabiske lande ikke bør tilddeles statsborgerskab for at undgå en opløsning af deres identitet og beskytte deres ret til at vende tilbage til deres hjemland.

Diplomatiske kilder har anslået antallet af palæstinensere i Kongedømmet til cirka 500000.

Menneskeskabt sult i USA

Menneskeskabt sult i Amerika

Thomas Lifson

Det forekommer næsten ufatteligt, men mennesker i Amerika sulter en masse på grund af mangel på mad - forårsaget af de politiske myndigheder.

Fresno, Californien er endnu ikke 'søsterby' til Kiev, Ukraine, men de to byer, hovedstæder i frugtbare landbrugsregioner, deler nu en historie om omfattende sult, hvor baggrunden er centralregeringernes manglende interesse i deres befolknings lidelser, i deres stræben efter ideologiske målsætninger.

Investor Business Daily forklarer:
Fresno er Amerikas landbrugshovedstad. Flere fødevarer pr. tønde land dyrkes her, mere end noget andet sted i Amerika og i en større varietet, kan gro og vokse i den frugtbare Central Valley der omgiver dette samfund - ja, måske det mest frugtbare område i hele verden.

Det er dog langt fra Paradiset. Fresno er begyndt at ligne Zimbabwe eller 1930'ernes Ukraine, et offer for en hungermaskine der helt og aldeles er menneskeskabt, ikke af de røde kommunister, men af 'de grønne.'

Stats- og forbundsembedsmænd, presset dertil af en dagsorden skabt af miljøekstremister ,har gjort det yderst vanskeligt for Valleyens landmænd, ved at inføre omkostningskrævende miljøreguleringer og nedskæringer i de vigtige vandforsyninger for at 'frelse' Delta smelten, en agnfisk. Alt dette får økonomien til af 'tørre' ud, kollapse.

Delta smelten

I den sydvestlige del af Central Valley, har vandtildelinger, så lave som 10% af det normale, skabt en synlig støvsky. Virkningen kan ses i byer som Fresno, hvor arbejdsløsheden i november blandt pakkerne, arbejderne i konservesvirksomheder og professionelle landbrugsarbejdere har fået arbejdsløshedstallet til at stige til 16,9%.
Så dårlig er økonomien, på grund af de påtvugne vandrestriktioner, at næsten en fjerdedel af områdets familier lider en vis sult i Fresno:
De lokale aviser og embedsfolk i Fresno County forsøger at mobilisere Facebook brugere til at stemme for Fresno i en konkurrence sponsoreret af Wal-Mart der yder 1 million dollars i velgørenhed til madvarer for de sultne. Fresno, en by med 505000 indbyggere, har lagt sig i 'spidsen' fordi 24.1% af Fresno's familier lider sult.
Ødelæggelsen af landbrugets økonomi i Amerikas mest produktive region er endnu et eksempel på Forbundspolitik der bogstaveligt talt smadrer Amerikas produktivitetskapacitet. Helt sikker giver Fresno hungeren ikke giver årsag til massehungersnød, blot sult. Men dette er Amerika, og at ødelægge jobmuligheder og landbrugets kapacitet er et dadelværdigt, skamfuldt regeringsinitiativ.

http://www.americanthinker.com/blog/2010/12/manmade_famine_in_america.html

Denne artikel kan varmt anbefales http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/06/fdevarekrisen-j.html

onsdag den 29. december 2010

Ondets rod skal rives op

Ondets rod skal fjernes

"Vi tillod os den frihed at komme med nogle forespørgsler vedrørende årsagerne til deres hensigter om at føre krig mod en nation, som ikke har påført dem nogen skade, og bemærkede at vi betragter hele menneskeheden som vore venner, der intet ondt har gjort os eller givet os grund til at føle os provokeret.

Ambassadøren svarede os at det med begrundet i Lovene fra deres Profet, at det var skrevet i Koranen at alle nationer der ikke skulle have anerkendt deres myndighed var syndere, at det var deres ret og pligt at føre krig mod dem hvorsomhelst de kunne finde dem og at gøre slaver ud af så mange af dem de tog til fange, og at enhver musselmand der faldt i kampen helt sikkert ville komme i Paradiset.

Thomas Jefferson udsendt af Kongressen

Han sagde også at den mand der var den første til at borde et fartøj ville få en slave mere end sin andel, og at når de sprang ned på dækket af en fjendes skib, da ville enhver sømand have en daggert i hver hånd og en tredje i munden; hvilket sædvanligvis indgød så megen rædsel hos fjenden at de straks bad om nåde."
http://memory.loc.gov/master/mss/mtj/mtj1/005/0400/0430.jpg
- Thomas Jefferson (1743 – 1826), skrevet den 28. marts, 1786.
Baggrund for citatet:
Da United States officielt havde erklæret sig uafhængige af Storbritannien da var dets fartøjer ikke længere under beskyttelse af British Navy.

Barbar staterne i Nordafrika (med havnene i Tripoli, Algiers og Tangier) havde bortført skibe fra Vesten lige siden det 15. århundrede og taget dem som gidsler. Selv Cervantes, forfatteren til Don Quixote, havde tilbragt fem år som gidsel. Løsepenge blev betalt i Europa og de som ikke kunne løskøbes med penge arbejdede sig til døde som slaver. Moulay Ismail ibn Sharif (c. 1672-1727) byggede et kæmpepalads ved Meknes i Marokko, med arbejdskraften af tusinder af fange europæere og 50000 afrikanske slaver. Der er kun en smule af dette kæmpepalads tilbage efter et jordskælv i 1755.

Nogle af de barbariske pirater, som Murad Reid havde selv været taget til fange, indtil de konverterede til Islam. De jagede blev til jægerne. Murad Reis var oprindeligt en hollænder ved navn Jan Janszoon. Han førte an i et piratangreb mod den irske kyst til Baltimore i 1631 og tog alle de duelige indbyggere som slaver.


I 1786 var mange amerikanske sømænd blevet taget som gidsler af de Barbariske Korsarer, og Jefferson og John Adams havde forsøgt at finde en diplomatisk løsning. De besøgte Tripoli's ambassadør i London, en mand ved navn Sidi Haji Abdrahaman. Citatet foroven er fra deres rapport om der møde med ham.

Kongressen havde givet myndighed til dækning af udgiften på 10000 dollars for at sikre frigivelsen af 20 fanger. En sådan handel fortsatte.

Den 18 august 1786 havde Jefferson skrevet til James Monroe at:

"Staterne skal se ondets rod, måske det burde føles på nogle af dem...enhver indbygger, borger skal have ønske om at se et effektivt værktøj i form af en tvangsforanstaltning, og burde frygte at se det i noget andet element end vandet. En flådestyrke kan aldrig bringe vore friheder i fare, eller forårsage blodsudgydelse, en landstyrke ville gøre begge dele."


Derfor sendte den unge nation en flådestyrke afsted for at afslutte de Barbariske Piraters hærgen. Den første krig varede fra 1801-1805.






















Billede af et monument kaldet the Tripoli Monument i anledning af de førte krige står i dag ved U.S. Naval Academy, Annapolis, Maryland.

11. september 1793 første gang.

'Til Tripolis kyster...'

Joseph Farah

Hold da op hvor tingene er blevet anderledes

Jeg har netop hørt at U.S. Udenrigsministeriet foreslår, at vi bør forhandle med de somaliske pirater ved at betale løsepenge for frigivelsen af 26 bangladeshere om bord på det bortførte skib MV Jahan Moni.

Washington siger at "penge var det eneste motiv" bag gidselstagningen, og at pirater sandsynligvis vil frigive de tilfangetagne for langt færre penge, end de kræver, fordi der er "lavsæson" for pirateri.

Bangla Desh har indtaget en mere principfast holdning - at ingen nation kan betale løsepenge til pirater.

Det kan vel ikke vare længe før U.S. vil bidrage til løsesummer eller betale den fuldt ud.

Sikke en forandring i U.S. udenrigspolitikken.

I 1874 fik Thomas Jefferson, John Adams og Benjamin Franklin til opgave, af den første Kongres, at mødes i Paris for at forberede markedsførelsen af U.S. produkter i Europa.

Jefferson blev hurtigt klar over, at den største udfordring U.S. handelsskibene stod overfor var det som eufemistisk blev kaldt "Barbarer pirater."

De var slet ikke "pirater" i den traditionelle betydning, bemærkede Jefferson. De drak ikke og jagtede ikke kvinder, og de var faktisk ikke ude i deres ærinde for at blive rige. Deres motivation var i stedet strengt religiøst. De købte og solgt slaver, ja helt sikker. De plyndrede skibene. Men de benyttede deres bytte til at købe kanoner, skibe, våben og ammunition.

Ligesom de vi nu kalder "terrorister" anså de sig som værende med i jihad og kaldte sig "mujahedeen."

Hvorfor udgjorde disse 18. tals terrorister sådan en alvorlig trussel mod U.S. handelsskibene? Med uafhængighed af Storbritannien, mistede de tidligere kolonier beskyttelse af den største flådestyrke i verden. U.S. havde ingen flåde - ikke et eneste krigsskib.

Jefferson foresprugte sin europæiske værter, om de ikke ville tage sig af problemet. Han var slået af forundring over at Frankrig og England begge betalte afgifter til fjenderne - der til gengæld benyttede pengene til at udvide deres armada, købe flere våben, bortføre flere handelsskibe, tage flere uskyldige civile som slaver og kræver endnu større løsepenge.

Dette var aldes ufornuftigt for Jefferson. Han indså at 'købet' af fred med muslimerne kun ville være midlertidigt. De ville altid kunne finde en undskyldning for at bryde aftale, give europæerne skylden og kræve endnu højere afgifter.

Efter at have undersøgt militant islams historie i tre måneder fremkom Jefferson med en helt anderledes politik når det drejede sig om terrorister. Men først flere år senere kunne denne politik gennemføres.

Som første udenrigsminister tilskyndede Jefferson til opbygningen af en flåde for at redde de amerikanske gidsler i Nordafrika, og forhindre fremtidige angreb på U.S. skibe. I 1792 fik John Paul Jones til opgave at drage til Algiers under dække af diplomatiske forhandlinger, men den formålet at finde et større mål for et angreb af flåden.

Angrebet på Tripoli 1801

Jefferson var klar til at gå på pension et år senere, da det som kun kan beskrives som "Amerikas første 11. september" indtraf.

Amerika blev ramt af sit første mega-terror angreb gennemført af jihadister. I efteråret 1793, pågreb algierne 11. U.S. handelsskibe og tog flere end 1oo amerikanere som slaver.

Da forlydender om angrebet nåede New York gik børsmarkedet helt i stå. Rejser blev aflyst i enhver større havn. Søfolk blev arbejdsløse. Skibsforsyningsfirmaerne gik konkurs. Det 11. september gjorde ved U.S. økonomien i 2001, var det som masseskibskapringerne i 1793 gjorde ved den skrantende U.S. økonomi i det år.

Som en følge heraf tog det blot Kongressen fire måneder at beslutte at bygge en flåde krigsskibe.

Men selv da, besluttede Kongressen sig ikke for at indlede en krig, som Jefferson foreslog. I stedet sendt man diplomater til algierne for at forhandle mens man byggede det som ville blive til U.S. Navy. Til sidst betalte U.S. næsten 1 million dollars og gav Pashaen af Algiers et nyt krigsskib, "Halvmånen," for at få frigivet de 85 overlevende amerikanske gidsler.

Det var først i 1801, under Jefferson som præsident, at U.S. begav sig i kast med det som blev en fireårig lang krig mod Tripoli. Det var først i 1830, da Frankrig besatte Algeriet, og senere Tunis og Marokko, at terrorismen til søs endelig holdt inde.

Frankrig forlod Nordafrika i 1962 - og hurtigt blev det en større base for terrorisme endnu en gang.

Historiens morale? Forsoning virker aldrig. Jefferson kunne se det. 11. september var næppe begyndelsen. Krigen vi udkæmper i dag er den længst konflikt i menneskehedens historie. Det er virkelig på tide at lære af historien, og ikke gentage dens fejltagelser.

Lad mig stille dig et enkelt fornuftigt spørgsmål: Vil det at betale løsepenge til de muslimske pirater gøre en ende på truslen? Eller vil det langt mere logisk hjælpe med til at skabe et nyt marked for pirateri - og sikre at der aldrig kommer en "lavsæson" for det?

Joseph Farah

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=244129
Joseph Farah is founder, editor and CEO of WND and a nationally syndicated columnist with Creators Syndicate. He is the author or co-author of 13 books, including his latest, "The Tea Party Manifesto: A Vision for an American Rebirth," and his classic, "Taking America Back: A Radical Plan to Revive Freedom, Morality and Justice," now in its third edition and 14 printings. Farah is the former editor of the legendary Sacramento Union and other major-market daily newspapers.

Denne artikel er anbefalelsesværdig: Da Forfatningens Fædre stop op mod islamismen.

mandag den 27. december 2010

Bureauet for Mord

Mord Bureauet

Jamie Glazov

Jamie Glazov er Frontpage Magazine's redaktør. Han har en Ph.D. i historie med Rusland, U.S. og canadisk udenrigspolitik som speciale. Han er forfatter til Canadian Policy Toward Khrushchev’s Soviet Union og er medredaktør (med David Horowitz) til The Hate America Left. Han redigerede og skrev introduktionen til David Horowitz’s Left Illusions. Hans nye bog er United in Hate: The Left's Romance with Tyranny and Terror. Email him at jamieglazov11@gmail.com.


Frontpage Interview’s gæst idag er Alexenia Dimitrova, en forfatter med en 25 års lang karriere i journalistik. Hun har arbejdet for en af Bulgariens største aviser, 24 timer, i de sidste 15 år. Hun er forfatter til 4 dokumentarbøger med baggrund i hendes intensive forskning i de hemmelige arkiver om Koldkrigstiden i Bulgarien og Amerika. Siden 2002 har hun haft sin egen klumme i 24 timer der handler om at finde, og genforene familiemedlemmer og slægtninge over hele verden. For denne artikelserie, der er yderst populær i Bulgarien, modtog hun i 2004 den mest prestigefyldte pris for journalistik i Bulgarien ved navn Tchernorizets Hrabar. Hun er forfatter til den nye bog "Mordkontoret", en bog der beskriver ti tilfælde af hemmelige operationer i udlandet udført af efterretningsvæsenet i Bulgariens kommunist fortid rettet mod dissidenter i udlandet. Hun kan kontaktes på: dimitrovabg@yahoo.com.

FP: Alexenia Dimitrova, velkommen til Frontpage Interview. Fortæl os hvad der inspirerede dig til at skrive "Mordkontoret" og hvad den handler om.

Dimitrova: Tak Jamie!

Lad mig begynde med at definere betydningen af SMERSH for læserne: Det er en russisk forkortelse der betyder "Smert Shpionom" - DØD OVER SPIONER. Dette var det navn man gav den efterretningsenhed der var ansvarlig for neutraliseringen af Sovjet spioner der fandtes inden for Sovjet Hæren i 40'erne.

Inspirationen til at skrive min bog kom fra rygterne og mistænkelighederne der cirkulerede i mange år i Bulgarien om, at en lignende SMERSH enhed også fandtes i det bulgarske efterretningsvæsen under Den Kolde Krig.

I mange år forsøgte jeg at finde ud af om disse rygter var sande eller falske. Jeg har gravet dybt i de bulgarske og amerikanske hemmelige arkiver fra Kold Krigs tiden nu i mere end 20 år. Men først for 2-3 år siden fik jeg chancen, for første gang, at læse nogle af opgørelserne fra den bulgarske efterretningsvirksomhed under Den Kolde Krig. Mange af dem var, og er stadig åben for offentligheden. Første gang da der blev åbnet for en lille del læste jeg disse opgørelseslister. Efter at have gravet i timevis og stædigt set på dem, fandt jeg 3-4 forkortelser - OM, SM, AM, DM, som gjorde mig opmærksom. Det viste sig at disse forkortelser betød skrappe forholdsregler, særlige forholdsregler, aktive forholdsregler og mdiler til misinformation. Da jeg gennemgik dokumenterne så jeg, at en enhed der var ansvarlig for 'skrappe forholdsregler' havde eksisteret siden 1963. Navnet på enheden var Service 7. Under 'skrappe forholdsregler' mentes bortførelser, forgiftning, neutralisering, likvidering af bulgarske emigranter.

FP: Fortæl os om drabene og ofrene.

Dimitrova: Lad mig først gøre det klart, at ikke alle sagerne endte med mord - skønt man var klar til det og forberedt på det. Derfor er det mere præcist at spørge, hvem er udøverne og svaret er: Bulgarske officerer og agenter fra Service 7. De som man stræbte efter mellem 1963-1974 var 10 bulgarske emigranter i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Ætiopien, Tyrkiet, Danmark, Sverige og Schweiz.

Alle sagerne er meget interessante. Den første operation blev forberedt mod bulgareren Blago Slavenov, der undslap til Italien sidst i 40'erne. Operationen var under kodenavnet Libretto. Slavnov skulle bortføres og med vold føres tilbage til Bulgarien fra et skib der lå til kaj i Trieste. Midlerne der skulle bruges til operationen blev forberedt med hjælp af det bulgarske Indenrigsministerium i Sofia. I operationen, var der ifølge dokumenterne, deltagelse af 3 kollaboratører og 2 officerer fra det bulgarske efterretningsvæsen.

Slavenon blev målet for et super-hemmeligt departement, fordi han var en af de førende medlemmer af Den Bulgarske National Komite - en prominent emigrant organisation i udlandet.

Ifølge dokumenterne mislykkedes operationen, men officererne diskuterede den i rapporter som et første og nyttigt erfaringsgrundlag. De fortsatte med at arbejde med den i årevis. Blandt ideerne var, at en kvindelig kollaboratør skulle få Slavenov til at rejse til Wien. Dette forsøg mislykkedes også.

Jeg forsøgte at finde Slavenov i Italien. Uheldigvis var han døde i 1996. Men jeg fandt hans datter Elza. Jeg kunne forstå på hende, at hendes fader godt var klar over de handlinger der var forberedt mod ham og han var meget opmærksom. Han benyttede forskellige teknikker for at undslippe de mennesker der fulgte efter ham. En dag forlod han hjemmet kl. 6.30, den næste kl. 9.00, en dag vendte han hjem kl. 18.00 den næste kl. 11.00. Han udskiftede også, adskillige gange, låsen i døren og lavede om på dagligdagens ruter.

Datteren fortalte mig også i detaljer om, hvordan hendes fader havde undsluppet planen om at bortføre ham på skibet. En italiensk ven bad ham være oversætter for at hjælpe en bulgarsk skibsbesætning der lå i Trieste med at løse et mekanisk problem med skibet. Slavenov tvivlede på denne historie og nægtede at gå ombord. Han var sikker på det var en fælde.

Slavenov vendte tilbage til Bulgarien, men først efter Murens fald i 1989. Trods alle gerningerne mod ham og al hans frygt gennem årene, elskede han sit land højt. Han ønskede at død der. I 1996 blev han begravet i sin fødeby ikke langt fra Plovdiv, i det sydlige Bulgarien.

FP: Hvad med de andre tilfælde?

Dimitrova: Et andet mål for Mordkontoret var Traycho Belopopsky, en eksofficer fra det bulgarske efterretningsvæsen første direktorat der undslap til Storbritannien tidligt i 60'erne og blev dømt til døden i1964.

Jeg fandt ham i live i New York i 2006. Dokumenterne fastslår at han også var målet for Service 7. Min interesse blev vækket af retssagen mod ham, som jeg læste om i arkiverne. I 2006 var Belopopsky nervøs for at sige noget. I en privat korrespondance nævnte han dog at efter nogle år havde hans fader besøgt ham i London og medbragt en salamipølse. Idet han kendte til metoderne hos sine tidligere kolleger fattede han mistanke og gav den til en omstrejfende gadehund. Den døde næsten med det samme i stor smerte.

Spurgt om sagen, benægtede en af de højtstående eksofficerer hos Bulgariens Efterretningsvæsen, oberst Dimo Stankov, at institutionen havde planlagt nogen operation mod Belopopsky. Han benægtede også at kende til, at emigranter fik en dødsdom.

"Vi forsøgte at få ham tilbage ved at sende hans fader og svoger for at overtale ham til det, men det mislykkedes, så vi gav op," påstod Stankov.

De nyligt opdagede rapporter om det hemmelige Departement går imod disse påstande. Tværtimod - så bekræfter de at Belopopsky var en af de planlagte ofre for Service 7 under 2 kodenavne "Den Sorte" og "Mavrov." Tilsyneladende var han i stand til at overleve ved at undslippe fra Storbritannien til USA, hvor han giftede sig for 3. gang. Belopopsky's første hustru og datter, som han efterlod i Bulgarien efter hans emigration så ham aldrig igen.

Der er 8 andre sager om emigrant-mål for det bulgarske SMERSH mellem 1963- 1974 beskrevet i "Mordkontoret." Bogen indeholder næsten 100 dokument faksimiler, der afslører alle detaljerne om de hemmelige operationer og deres mål.

FP: Hvad er betydningen ved disse opdagelser?

Dimitrova: For første gang fandt jeg dokumentation og beviser for den særlige enhed som var ansvarlig for de såkaldte 'skrappe forholdsregler.' Indtil nu kender vi alle til den berømte sag med den såkaldte 'Bulgarske Paraply' - drabet på den bulgarske forfatter Georgi Markov i London september 1978. Lang tid før hans drab blev strategierne, og mennesker forberedt til at udføre sådanne opgaver.

FP: Alexenia Dimitrova, tak for at du var med her på Frontpage Interview.

Jamie Glazov Jamie Glazov


http://frontpagemag.com/2010/11/01/the-murder-bureau/

En lidt sen julegave fra præsident Reagan

En forsinket julegave fra præsident Reagan

Phil Boehmke


I al Julens tumult og trængsel kom jeg bagud med mine emails.

Her til morgen fandt jeg et link som min ven Brian Harrington har sendt mig. Da jeg spillede videoen med Ronald Reagan's 1981 julehilsen til nationen. blev jeg på magisk vis ført tilbage til dengang alt var godt og rigtigt i USA.


Se den og se den igen denne noget forsinkede Julegave og prøv om ikke også du kan føle magien.


Gud velsigne os alle!


Hvis du ser videoen så læs også kommentarerne der er angivet.

søndag den 26. december 2010

Amerikas første jul

Hvordan vi fik vendt heldet til vor fordel i Revolutionskrigen

Rich Lowry

General George Washingtons hær trak sig tilbage fra New York i vanære i november 1776. Da den drog gennem New Jersy, stod løjtnant James Monroe, en fremtidig præsident, ved vejsiden og talte tropperne: 3000 var der tilbage af den oprindelige styrkes 30000 mand.

I december 1776 afhang Amerikas fremtid af en hær klædt i laser, og den var knap et skridt fra udslettelsen.

Amerikanerne stod med 2/3-dele af den britiske hærs styrke, og med en lillebitte flåde, for ikke at nævne de tusinder af hessiske lejesoldater på briternes side. Ron Chernow fortæller i sin nye bog, Washington: Et Liv, at da den britiske flåde stod ind ved New York undrede en amerikansk soldat sig over om det ikke har "hele London til søs."

At kalde det for et forsvar er en overdrivelse. Da de britiske tropper gik ind i Manhattan ved Kips Bay, stak amerikanerne af. Washington udbrød, sådan nævnes det, i skuffelse, "Er det de mænd jeg skal forsvare Amerika med?"

Senere fra New Jersey Palisaderne betragtede han da briterne indtog Fort Washington ved Hudson floden, som ellers blev holdt af 3000 amerikanske tropper, og de overlevende amerikanere blev henrettet. Ifølge en beretning, vendte Washington sig bort og græd "med et barns følsomhed."

Den britiske strategi afhang af at amerikanerne blev rystede i troen på Continental Army og ville forlige sig med, at de oprørske kolonier gik ind under Kronen. Da amerikanerne flygtede til Pennsylvania siden af Delaware Floden, besatte briterne New Jersy og tilbød amnesti til enhver der ville erklære dem troskab. Det var der tusinder der gjorde, inklusive en underskriver af Uafhængighedserklæringen.

Som David Hackett Fischer understreger i sin klassiker Washingtons Crossing, begyndte den amerikanske genvækkelse helt spontant. Med mangel på forsyninger måtte de besættende tropper fouragere for at få mad. Det blev til plyndringer. Det var med til at sætte en græsrodsbevægelse i gang blandt "de lusede bønder" som en hessisk officer udtrykte det.

Med et New Jersey i opløsning og med manglende tilmelding på hvervelisterne, der således truede med at reducere hans hær yderligere besluttede Washington sig for en plan om at krydse Delaware floden Juledag og overraske hessernes garnison i Trenton. Hvis anslaget gav bagslag," skriver Chernow, "var krigen sandsynligvis forbi og han ville kapitulere og blive dræbt."

Bagud i forhold til planen krydser Washingtons hovedstyrke på 2400 mand floden den aften. Jo, de fleste af dem stod op i de fladbundede pramme. Jo, der var isflager. Det var ført kl. 4 om morgenen at alle mændene var ovre. De havde ni mil at marchere til Trenton i en forrygende snestorm og ville ikke kunne nå det før daggry. Washington besluttede at aflyse, men han var allerede kommet for langt. (Læs evt. denne artikel på synopsis.)

De ankom kl.8 til Trenton og hans besjælede tropper syntes "opsatte på at gå videre fremad," skrev han bagefter. De overraskede hesserne, ikke fordide lå og sov i deres julebivuak. Det at de var blevet pint og plaget i New Jersy havde udmattet hesserne, ved at de konstant måtte være på vagt. I et sådant vejr forventede de da ikke et angreb. Kampen sluttede hurtigt - 22 hessere døde, 83 alvorligt såret, og 900 taget fange, to amerikanere døde i kamp.

"Man kan med god ret spekulere over, om så lille et antal mænd har forårsaget større og mere vedvarende effekt på verdenshistorien, på så kort tid,"

skrev den britiske historiker George Trevelyan.

De amerikanske tropper fandt 40 tønder rom i byen, hvilket midlertidigt sløvede deres effektivitet. Washington fulgte sejren op med endnu en ved Princeton. I løbet af nogle få uger havde amerikanerne dræbt eller tilfangetaget op til 3000 fjender, og uafvendeligt vendt krigens dynamik.

David Hackett Fischer ser i denne genopståen, efter at vort held havde været på det laveste niveau, en vederkvægende aspekt ved vor nationale karakter i denne tid med mismod: Vi svarer igen når vi bliver presset. Dr. Benjamin Rush, en stor støtte af den amerikanske sag skrev:

"Vore republikker kan ikke eksistere længe i velstand. Vi har brug for modgang og ser ud til at besidde mest af den republikanske ånd når vi er mest nedtrykte."

Gid det må være således!

http://www.nationalreview.com/articles/255792/america-s-first-christmas-rich-lowry

— Rich Lowry is editor of National Review. He can be reached via e-mail, comments.lowry@nationalreview.com. © 2010 by King Features Syndicate.

lørdag den 25. december 2010

Apollo 8: En mindeværdig rumrejse

Apollo 8: Gaver fra for lang tid siden

“Noget gik rigtigt godt. Noget gjorde os stolte."

I juletiden i 1968, fandt en af de mest betydningsfulde begivenheder i menneskehedens historie sted. Apollo 8 flyvningen var markeringen af første gang mennesket kom ud af Jordens kredsløb og rejste til Månens mørke side. Juleaften kredsløbet om Månen markerede en af de allermest forenende øjeblikke for vor nation. Rumrejsen var på alles læber Julemorgen. Og opfyldelsen af en af menneskets oldgamle drømme var sket mens hele verden så til i forundring.

Med den senere landing af Apollo 11 på Månens overflade, blev Apollo 8' præstation skubbet noget i baggrunden. Skolebøgerne underviser om Apollo 11, men ikke om Apollo 8. Dog Apollo 11's månelanding et resultat af Apollo 8' rejse. Som verden så på live TV-billederne forlod Frank Borman, Jim Lovell og William Anders Jordens kredsløb og på vej ud i rummet for at flyve rundt om Månen for den allerførste gang.

Måske kan Magellans verdensomsejling i 1522 sammenlignes med Apollo 8, og dog døde Magellan da han var nået halvvejs rundt om kloden. Hans rejse havde kun en brøkdel af den betydning og den risiko som Apollo 8 udgjorde. Erfaringer fra gennem århundreder gjorde en sørejse i det 16. århundrede mulig. Da Frank Borman og hans besætning sætte gang i en forbrændingsmotor for at forlade Jordens kredsløb befandt de sig i en skrøbelig kapsel på kun 12 fod i diameter, og drog ud i det iskolde dødsensfarlige uendelige rum. Jovist, Apollo 8 er måske den mest betydningsfulde begivenhed i menneskets opdagelsesrejser.

Ikke alene var Borman og hans mandskab de første til at forlade Jordens kredsløb, de besidder stadig rekorden for de som har været længst ude i rummet. På grund af den anvendte type af flyvning om Månen, kom den længere væk fra Jorden end noget bemandet rumfartøj har været. De var også de første mennesker der kunne se hele Jorden. Forestil dig deres forundring.

Apollo's Julegave, 1968. (NASA)

Synet af den smukke og fjerntliggende Jordklode blev fanget ved Apollo 8's berømte foto af Jorden der står op over Månens horisont. Som modsætning forekommer Månens overflade forfærdende, bleg og livløs for astronauterne - en klode før skabelsen.

Det største TV publikum i amerikansk historie betragtede de levende billeder fra Apollo 8, juleaften 1968. Dette var en af disse forenende oplevelser der var så almindelig i vor nations fortid, men så sjældne i vor moderne verden med masser af information, og kultur der kommer i brudstykker. Der ville kun følge ganske få forenende glædelige begivenheder efter Apollo 8, og nu er vi værre stillet nu.

Noget andet bemærkelsesværdigt skete den Juleaften. Da vor nation samledes om juletæerne og tv-skærmene med nærbilllederne af Månen, da begyndte de tre astronauter skiftevis at tale til verden.

William Anders indledte:

“Til alle mennesker på Jorden har Apollo 8 et budskab vi gerne vil overbringe: I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden. Og Jorden var øde og tom; og der var mørke over vandene. Men Guds ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: "Der blive lys, og Gud så at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket..."

Jim Lovell fortsatte med at læse fra 1. Mosebog:

"Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag. Derpå sagde Gud: "Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!" Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under hvævlingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev morgen anden dag."

Så Frank Borman:

"Derpå sagde Gud: "Vandet under himmelens samle sig på et sted, så det faste land kommer til syne!" Og således skete det, og Gud kaldte det faste land jord, og stedet hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Og Gud så at det var godt.

Borman afsluttede, "Og fra besætningen på Apollo 8 siger vi godnat, med ønske om alt godt, Glædelig Jul og må Gud velsigne Jer alle - alle Jer på den gode Jord."

Aldrig før havde mennesket så levendegjort forstået, hvor god og fuldkommen Jorden er designet for at mennesket kan leve. Aldrig før var Skabelsen blevet beskrevet af så kompetente mænd.

Amerika var i knæ og træt af urolighederne i hele 1968. Tet offensiven (Vietnam). Mord fulgte på mord. Amerikanske byer blev sat i brand. Politisk uenighed endte i pøbelkaos. Den tøjlesløse venstrefløj fyldte gaderne i byerne i Vesteuropa mens deres kampfæller i sovjettiske tanks rullede ind i byer i Østeuropa, og afstedkom død og undertrykkelse.

"Så på den Juleaften fik vi en behagelig forandring," huskede Dan McCormick fra Williamsburg, Virginia mig på. McCormick var ung mand i forstæderne til Buffalo og så Apollo 8 på TV den Juelaften. "Her var der noget der gik godt. Noget der gjorde os stolte og budskabet mindede os om at Gud altid ser ned til os og passer på os."

Apollo 8 præstationen understregede også det fremragende ved opfindsomheden i amerikansk økonomi. Rumkapløbet var mere end blot en folkelig begivenhed. Apollo 8 markerede det øjeblik, hvor vi gik forbi sovjetrusserne. Det demonstrerede storheden i en nation der er tilegnet det frie initiativ, hvor Månemodulet blev bygget af Grumman Corporations, kommandomodulet af North American Aviation og den kæmpemæssige Saturn raket blev bygget af Boeing og Douglas. Jovist, så købte statskassen produkterne til en høj pris, men i bund og grund var det på baggrund af et frit marked, hvor de bedste og mest konkurrencedygtige ideer vandt kontrakterne. Plus det, at vi havde råd til det, hvilket vor konkurrent ikke havde.

En hovedårsag til at Sovjetunionen tabe rejsen til Månen var, at man ikke havde et frit marked. I stedet havde man et stagnerende kommando bureaukrati, der lejlighedsvis kunne fremkomme med resultater såsom Sputnik, men som vi erfarede i 1980'erne da kunne man aldrig overvinde de indbyggede fejl der hæmmede genialiteten i det lange løb.

Uheldigvis er yderligere bemandet rumudforskning effektivt slået ihjel med 2011 NASA budgettet. Dette er en alvorlig fejltagelse. Ikke alene giver rumforskning unikke løsninger på problemer her på Jorden, såsom celleforskning med transplantation for øje eller andre lægehjælpemidler, den har også en strategisk vigtighed.

Menneskehedens historie er om opdagelser af uventede ressourcer, teknologi, og jo, uden at gøre dem til skamme, opnåelse af strategisk styrke. Da modige mennesker drog ud i det ukendte, da definerede de fremtiden, hvilket de der blev hjemme ikke kunne.

Der har fulgt mindre uventede konsekvenser med af udforskning, opdagelsesrejser. Bemærk dominansen af det spanske sprog og kultur på det meste af den vestlige halvkugle. Eller overvej den strategiske indflydelse som Storbritannien havde i næsten 200 år på grund af deres kunnen og evne til at kunne mestre navigation med længde- og breddegrader, en opfindelse der gennem udforsking, gjorde at man beherskede havene.

Jeg anerkender fuldt ud, at NASA har mange af de samme problemer der plager ethvert regeringsbureaukrati. Men svaret er at reformere NASA mens man skubber på for at komme videre ud i rummet, i stedet for at standse den bemandede udforskning. Den ansvarlige brug af NASA er helt sikkert ikke at række kulturelt eller videnskabeligt ud til verdens nationer, der ikke har vist noget interesse i rummet i de sidste 1300 år.

Den sidste rumfærgerejse er programsat til februar 2011. Jeg håber jeg kan være der med min yngste datter. Derefter vil USA ikke have midlerne til at lade mennesker komme ud i rummet - for første gang siden 1961. Jeg vil gerne have hun skal se, hvad denne nation, når den er bedst kan klare. Jeg vil gerne have hun skal vide det som en generation af amerikanere har vidst siden Alan Sheppard som den første amerikaner rørte ved rummet - at vi er en nation der kan klare det ekstraordinære.

Jeg havde hende fornylig med til Kennedy Space Center. Hun erfarede meget om de mange kvindelige astronatuer i rumfærgeprogrammet. Senere diskuterede vi de 12 mand som gik på Månen. Hun var noget forvirret over farmands påstand om, at ingen kvinde havde været på Månen, selvom jeg forklarede at der er kvindelige astronauter. Fremfor at forsøge at forklare tingenes udvikling, fortalte jeg hende det hun havde brug for at vide under disse omstændigheder: Du kan være den første kvinde til at komme på besøg på Månen, en gang i fremtiden.

Disse ord er for at bede om at den næste generation af amerikanerne skal træde frem, hvis vi har viljen til at finde fem.

J. Christian Adams is an election lawyer who served in the Voting Rights Section at the U.S. Department of Justice. His website is www.electionlawcenter.com.

Læs også denne spændende artikel om den private rumforskning her på synopsis.

fredag den 24. december 2010

Beretningen om Julen og Kong Herodes og vor tid

Beretningen om Julen og Kong Herodes

Marie Jon, RA analyst

At Kong Herodes har eksisteret er ikke blot en historisk kendsgerning - han er også en gruopvækkende fodnote i Juleberetningen. Lad os være ærlige om en at hovedpersonerne i Juleberetningen.

Kong Herodes er meget let at komme til at foragte. Trods alt forsøgte han at slå Jesus ihjel, da denne blot var et spædbarn. For at sikre at dette skulle ske, beordrede den onde mand en grusom handling der skal blev udført: Han fik hvert spædbarn i Betlehem myrdet. Hvilket menneske kunne dog finde på noget sådant?
Skønt vi måske ikke er så ugudelige som Herodes er det da muligt at der kan være en lille smule Herodes i os alle? Kong Herodes' navn er blevet et at de mest forhånede i historien på grunde af de afskyelige handlinger han begik mod andre. "Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste

over sine børn, for de er borteJeremias 31:15

En Frygtens Ånd

Herodes den Store er nævnt i Bibelen af en særlig grund. Den Almægtige lægger ofte i Skrifterne særlig vægt på en person der er ond i særklasse. I tilfældet Herodes er der adskillige grunde. Lad os gå lidt i dybden med at undersøge de bibelske grunde og finde ud af hvorfor, ved at se nærmere på beretningen i Mattæus.

I Mattæus 2:1, kan vi læse: "Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham. Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. "

Efter at have ventet desperat og skuffende i århundreder blev byen Jerusalem foruroliget over en meddelelse om at Messias måske var kommet og trivedes fint. Man bør forstå Herodes måde at ræsonnere på for at kunne få mening med hans handlinger. Ikke alene var han kendt som en mand der kunne beordre mord på hvem som helt, der udgjorde en trussel i Romerriget, men hans egne familiemedlemmer var ikke immune for hans brutale ondskabsfulde jalousi.

Mange kom til at betale den ultimative pris, hvis Herodes mistænkte dem for at ville tilrane sig hans trone. Enhver eller en situation der kunne anses som en trussel mod Herodes' magt var det samme som frygt og stress for indbyggerne i hele byen. Det er derfor ikke nogen overraskelse at frygt og ængstelse var blandt byens indbyggere da de Vise Mænd pludselig ankom fra Øst for at lede efter Frelseren.

Forventninger i konflikt

Vedrørende Messias' rolle var der på den tid en udbredt misforståelse. Man havde den overbevisning, at han ville smide Romerne ud. Hvis det skete ville det betyde, at Romerrige ville gå under og Kong Herodes ikke længere kunne regere over folket. Man kunne da drage den konklusion at et antal præster og religiøse ledere med fuldt overlæg ville underbetone Skrifternes profetier, fordi de var nervøse og rædselsslagne over Herodes.

Det kan være svært at forstå, hvorfor de ikke var helt med på at være ivrige efter at opleve en Messias komme. Mange mennesker dengang var opmærksomme på profetierne i Bibelen vedrørende Kristi første komme. Historien bevidner dette. Hvis du var en af de religiøse ledere på den tid, og gjorde folket opmærksom på Kristi komme da ville du være blevet offer for en jaloux, ussel konge.

Dagen oprandt da mystiske fremmede kom ind i byen, og kunne give meddelelse om Jødernes Konges fødsel. Hvem var de tre vise mænd fra Øst? Kristen tradition har givet dem navne - Kaspar, Melkior og Baltasar. Imidlertid nævner Skrifterne ikke at der var tre mænd, heller ikke deres navne. Gud Ord nævner udelukkende de tre gaver af guld, røgelse og myrra.

Hvordan vidste disse fremmede langt borte fra, at Messias endelig var kommet? Disse var Guds mænd der var meget bekendte med den messianske profeti som blev givet af profeten Balaam: "Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel!" (Numbers 24:17). Da de vise mænd så en nye stjerne på midnathimlen vidste de, at Jødernes Konge var blevet født. Bibelen omtaler dem som Vise Mænd. Det originale græske sprog benytter ordet Magikere. Det er en betegnelse der udelukkende anvendes på de højt uddannede klasser i oldtidens Østen. Disse mænd var filosoffer og videnskabsforskere i oldtidens verden. De var den tids universitetsprofessorer.

Højst sandsynligt studerede de de Hebraiske Skrifter og andre skrifter hos gamle religioner. Nationen Israel havde tilbragt 70 år i fangenskab i Babylon. Under den tid havde profeten Daniel været at regne som en magiker eller en vis mand i det babyloniske rige. Hans egne forbløffende profetier om en kommende Messias kom faktisk med data, og tid om hvor det ville finde sted. Daniel's visioner og profetier førte de vise mænd til stedet hvor Jesus Kristus fødtes århundreder senere.

Det kan ikke benægtes at disse vise mænd var meget rige på kundskab og meget interesserede i Messias' ankomst.

Vor egen selvtilfredshed

Vi lever i det mest velstående land på jorden. Amerikanerne har adgang til Guds Ord, og dog forekommes det som om, at mange af os ikke er interesserede i Kristus, som de der bor i fremmede lande langt borte. Mennesker i Den Tredje Verden kan bare ikke få nok af beretningen om Jesus. Deres ønske om at følge ham er forbavsende og dybt inderligt. Der er en tydelig kontrast mellem disse mennesker og de blandt os der lever i Vesten der har adgang til Guds Ord. Vi er blevet den utaknemmelige generation af mennesker der behandler deres præster som om vi gjorde dem en tjeneste ved at dukke op i kirken hver uge. Med det i tanke kan jeg godt spekulere på, at vi er bedre åndeligt udrustede til at møde Jesus ved Hans Andet Komme end Kong Herodes var ved det første.

De som var Guds udvalgte og var i besiddelse af profetierne var de som var mest uinteresserede. I stedet for at blive 'Et Lys for Hedningerne' vendte de sig bort fra Guds Plan med dem. De ville være i stand til, og skulle ellers have prædiket evangeliet for hele verden. Ligesom kristne i dag ønskede de alle goderne ved at blive kaldt Guds Folk, men samtidig ønskede de bare ikke at han blandede sig i deres liv. Ligesom oldtidens hebræere tror mange i dag at de har en begunstiget stilling. Nogle indenfor Kirken føler de besidder prestige og magt, især hvis de tilhører en særlig religiøs retning eller en særlig religiøs udnævnelse.

Amerikanerne er blevet velsignet ved at have mere adgang til Bibelens profetier end så mange andre folk. Dagligt kan Guds Ord høres i radioen og ses på TV og i programmer på internettet. Imidlertid kan man stille et spørgsmål. Hvad nu hvis det levende Ord i Bibelen - Messias - pludseligt trådte ind i vor midte? Er kristne ligesom ikke-troende, så bedre forberedt i dag på at modtage sandheden end oldtidens Jerusalem? Ville vi være villige til at leve op til selv de enkleste krav Kristus beder os om i vore liv?

Kristne der bor i Amerika har genskabt Guds Søn i så mange forskellige afstøbninger at det er blevet særdeles vanskeligt at sige, hvem den ægte Jesus er. Nogle forestiller sig Kristus som en overbevist kapitalist hvis hovedformål er at prædike de gode tidender om personlig velstand og succes - mens andre ser Ham som en "social retfærdigheds aktivist" hvis eneste formål at forkaste de etablerede og befri verdens masser fra ægte og indbildte undertrykkere.

Kirke og Stat

Det er ikke min mening at træde nogen over tæerne, men der er noget andet vi kan lære af historien om Herodes som er vigtig. Har beretningen noget at lære os når det drejer sig om at regne ud hvor grænserne mellem Kirke og Stat bør trækkes?
Da jeg så Glenn Beck forleden uge, slog det mig, netop fordi han stillede sin gæst det selvsamme spørgsmål.

Ordet fortæller os at en masse fortidens og nutidens problemer i verden begyndte da folk forventede at vor Frelser skulle opbygge et jordisk rige. Mens jeg igen læste Johannes kapitel 6, grundede jeg over den nedslående beretning, i hvilken forklares formålet med Hans Tjeneste. Da han er færdig med at tale går mange af hans egne disciple væk derfra. Og hvorfor skete det da? Kristi mission passede ikke til deres forudfattede holdninger om det Messianske Rige. Jesus gjorde det tilstrækkeligt klart at han nægtede politisk eller regeringsmæssig magt. Herrens hovedfokus var på et rige i Himlen. Da han var i den verdslige domstol hos Pilatus, den romerske guvernør sagde han disse ord: "Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf."

Hvad forsøger jeg at udlede med dette? Vi ved fra Guds ord, at kristne ikke forventes at sidde passive og lade tingen ske - sløvt se til mens ondskab hersker - men der er en fin grænse når vi bevæger os fra at bede, forkynde og personlige gerninger til at støtte politiske kandidater fra prædikestolen. De progressive trosretninger har gjort det i årtier. Traditionalister bør være i stand til at regne ud, hvem der bedst kan tjen vort land ved at benytte vor Gud-givne visdom og Hans Ånds ledelse.

Det Demokratiske Parti er tæt knyttet til fagforeningerne - de samme fagforeninger der fremkom med voldelige trusler mod præsident Ronald Reagan, da han erfarede at mange af dem var infiltreret af kommunister.
Kristne skal være sandfærdige. Vor nations moral er i forfald. Nogle mennesker vil gerne opfatte sig som åndelige, fremfor at 'uddanne' sig til at blive godkendt og have et grundlag for sin tro. Der er ingen tvivl om at vi har mistet grebet om de grundlæggende moralnormer, de som engang gjorde os stærke.

Mens frustrationerne ophobes over vor moralske forfald, da er det let at miste sigtet ved den bibelske rolle Jesus gav Kirken. Vort job er at føre syndere til det gamle slidte kors, ikke at mobilisere en flok vælgere gennem vore tilbedelsesteder. Når præsterner overtræder denne grænse - fra at prædike Kristus til at være opslugt at af fremme kandidater før et valg - nuvel da har vi måske behov for at nærmere på Herodes.

Den hellige prædikestol


Herodes så bort fra Bibelens profetier til fordel for sin egen politiske agenda. Han var så forgiftet af sin egen magtsyge at han ikke kunne se eller tænke klart. Da De Vise Mænd meddelte om Jesu ankomst, gik han faktisk til Skrifterne for at kunne planlægge sit næste djævelske træk: Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:"Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham." Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes. Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved Profeten: Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal vogte mit Folk Israel.

(Mattæus 2:4-6).

Herodes vidste hvad Bibelen lærte. I stedet for at være glad og forbavset over hvor troværdigt profetien var blevet opfyldt blev han endnu mere bekymret for sin egen politiske indflydelse og kontrol. Han troede at Guds profeti var blevet opfyldt, men han var mere bekymret for sine egen jordiske ambitioner.

Han forstod Skrifterne tilstrækkeligt til at vide at barnet fra Betlehem var den længe ventede Messias. Alligevel fortsatte han med at tro, at han kunne ændre den profetiske histories retning for at fastholde sin egen kærlighed til magten. Herodes forsøgte at røve verden ved at plyndre den hellige Guds Søns vugge. Er det muligt at nutidens kristendom har handlet på en lignende måde? Har den kristne prædikestol erstattet den enkle forkyndelse af Kristus med sine egne politiske ambitioner og med en Jesus der passer på en særlig agenda? Er den klare lyd af evangeliet blevet erstattet af slet tilslørede politiske kampagner?

Jeg ønsker at være meget klar og specifik. Jeg siger ikke, at kristne ikke skal søge politiske embeder eller blive involveret i politik. Faktisk er det sådan, at flere kristne bør påtage sig deres borgeransvar meget mere alvorligt end de gør. Mange burde overveje at blive en deltager i ledelsen af dette land. Vore vokale stemmer bør høres - og vi skulle især bede i denne tid for vor nye ledelse af Repræsentanternes Hus. Men samtidig, vil jeg anmode kristne overalt om at holde prædikestolen hellig, et sted hvor vise mænd og vise kvinder stadig kan komme og møde den Ægte Søn af Gud.

Guds Kærlighed versus verdens kærlighed

Lad os komme direkte til detaljerne, fordi her følger hvorfor vi skal være forsigtige. I Åbenbaringen er der en forbavsende profeti der metaforisk beskriver, hvad Herodes forsøgte at gøre med Kristus. "Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit Hoved. Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer." (Åbenbaringen 12:1,2). De ord der følger maler et billede af Guds folk beskrevet som en kvinde der afventer Messias. "Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner.Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det. (vers 3 og 4).

I vers 9, får vi at vide helt utvetydigt, at dragen repræsenterer Djævelen der venter på at ødelægge Guds Søn, den selvsamme dag han blev født. Med andre ord var Herodes motiveret af Djævelen selv. Guds Ord identificerer kilden til denne ondskab som en sygelig jaloux stolthed.

Det er derfor Herodes var villig til at dræbe ethvert barn i byen. Det som er så overraskende er den næste profeti man finder i Åbenbaringen begyndende med Åbenbaringen 13: 1-2: "Og jeg stod på Sandet ved Havet.Og jeg så et Dyr stige op af Havet, som havde ti Horn og syv Hoveder, og på sine Horn ti Kroner, og på sine Hoveder Bespottelsens Navne.Og Dyret, som jeg så, var ligt en Panter, og dets Fødder som en Bjørns, og dets Mund som en Løves Mund; og Dragen gav det sin Kraft og sin Trone og stor Magt." Profetien synes at henvise til en global politiske og religiøs magt der griber kontrollen over den civiliserede verden.

I resten af kapitlet fortæller Gud os, at hele verden undrer sig over dette Dyr og tilbeder det. Dette er den eneste henvisning man kan finde i Bibelen der påpeget et verdensomspændende religiøst rige der eksisterer før Kristi Andet Komme. Det gøres klart, at dette verdensomspændende rige er oprettet ved den samme Drage der benyttede Romerriget og Kong Herodes i forsøget på at dræbe Guds Søn. Se det er virkelig en tanke der maner til eftertænksomhed!

Som kristne skal vi indrømme at har gjort forfærdelige fejltagelser i fortiden. Historisk set har mennesker der har erklæret deres såkaldt kristne tro, ført utallige til døden af deres samvittighedsgrunde. Hvis man ser på historien da vil man opdage, at Kristne er fremkommet med en masse gode argumenter for at gøre det. De har overbevist sig selv om, at de torterede og myrdede folk for at frelse deres sjæle. Inkvisitionen vil aldrig blive en sidebemærkning i Kristendommen, og må aldrig glemmes. Den er en påmindelsen af menneskets grusomhed overfor medmennesket.

Hvem trak i trådene til Herodes' hjerte og hvem trak i Kirkens hjertetråde da så mange uskyldige mennesker blev dræbt? Jeg siger til Kirken, at det at forkynde om Kristus ville have medført mere godt for verden end at brænde mennesker på bålet. Hvis Kristi kærlighed var blevet demonstreret blandt hans folk, ville det have udført mere end alle fangekældrene og torturinstrumenterne. Forkyndelsen af Guds Hellige Ord, der i så mange år var utilgængelig for folket, ville have været mere effektivt end at stjæle folkets ejendom og besiddelser, eller at nedbrænde deres hjem.

Forkynd Kristus

Der er en bemærkelsesværdig profeti i Daniels bog der forudsiger Kristi Riges komme. Jeg ønsker at give dig blot en yderligere tanke fra den bog. Her fastslås meget klart at Kristi Rige er en Klippe skabt uden menneskers medvirken. Det betyder at hverken du eller jeg vil bygge den - det vil Gud og det gør Gud.

Som kristne er vor kaldelse den samme som den var for 2000 år siden. Vi er blevet forpligtede af Herren til at forkynde Kristus og hans korsfæstelse. Vort arbejde er med glæde at forberede et folk for det himmelske rige, ikke at bygge et. Og jeg kan ikke komme i tanker om en bedre måde at frelse vort store land for Gud, end ved at benytte prædikestolene til at bringe folket til Korsets fod, fordi trods alt, det er der hjerterne virkelig forandres og berøres.

John Huss blev brændt på bålet for sin kristne overbevisning, der i lyset at hvad Skrifter siger, viste sig at være den evangeliske sandhed. De som brændte ham på bålet var overbeviste om at de gjorde det for at ære Gud. Efter deres overbevisning, udryddede de det som de bedømte som kætteri. De troede også at offentlige henrettelser ville hæmme folket i at følge Huss' eksempel. Den elskede mand klagede aldrig. Han accepterede sin skæbne og lagde sit liv i Guds hænder. Hvem vil blive husket i denne beretning igennem historien? Jeg tror det vil blive Huss og ikke de mænd der var med til at dræbe en uskyldig mand. Hvem igangsatte en vækkelse og reformation blandt Guds folk på den tid? Var det den der fremmede sine religiøse synspunkter ved at benytte menneskeskabte love og traditioner eller den som ofrede sit liv for Jesus?Her er der noget at tænke over.

En sidste overvejelse her ved Juletid

Er du bekymret over den moralske tilstand i landet? Jeg er. Bed om løsninger på de steder hvor Gud allerede har givet dem. Når vi ser på vor nation ser vi hjerter der brister. (Se Lukas Lukas 21:25-27, og Esajas 13:6-11.) Vort land er ikke det samme som for en generation siden. Alt for mange af os, sådan kan det forekomme, er overordentlig onde. Alt det vi har brug for at gøre er at stå op hver morgen og høre dagens nyheder. Det burde være tilstrækkeligt til at få os til at dirre af retfærdig indignation og frygt. Mange længes efter at opleve en hellig vækkelse. Vi ønsker at se venner og familiemedlemmer komme til at kende deres Himmelske Fader og blive frelst. Til trods for Kong Herodes og denne usædvanlige Julehistorie, er det dog en helt særlig tid på året. Med Julens komme, da ser vi endnu engang mod det himmelske og byder Betlehemstjernen velkommen. Kom lad os tilbede ham.

Selected Music: YouTube — Hark the herald angels sing

Marie Jon Marie Jon
http://www.renewamerica.com/analysis/jon/10121