J.R. Dunn
Som alle vel er klar over nu er vi midt i en fødevarekrise. Priserne på basisfødevarer er steget med 46% i løbet af det seneste år, hvilket har medført at presset på de allerede økonomisk pressede kunder er vokset. I udlandet har der været optøjer over manglen på fødevarer, i Haiti, Cameroun, Burkina Faso, Ægypten, Indonesien, Yemen, og ganske tæt på vores grænse, Mexico. Disse optøjer var så alvorlige, at regeringen på Haiti under ledelse af Jacques Edouard Alexis måtte træde tilbage. Andre steder vil det samme måske ske.
Et utal af forklaringer er blevet fremholdt. Den Globale Opvarmning har selvfølgelig fået sin del, blot for med det samme at blive sat ud på et sidespor af andre kandidater, såsom presset på markedet frembragt af højere levestandard i Kina og Indien og de forøgede priser på brændstoffer og gødningsprodukter takket været OPEC's tøjlesløse prispolitik.
Overbefolkning er blevet fremdraget fra skabet og støvet af endnu engang. Økonomen Thomas Malthus's dystre spøgelse, med hans dødbringende ligning, at forsyningen af fødevarer forøges aritmetisk mens befolkningsforøgelsen er geometrisk, har endnu engang vist sig.
Hvordan skal vi dog brødføde verden?! lyder nødråbet. Festen er forbi, tiden med billige fødevarer er snart slut. Vesten (som sædvanlig) skal tage sig sammen, skal opgive McDonald og Kentucky Fried Chicken i fællesskabets interesse, skal lære at være tilfredse med en skålfuld kålsuppe og en håndfuld bambusskud om dagen. Soylent Green er lige rundt om hjørnet.
I løbet af et år, har profeten for 1200 kalorier diæten påbegyndt sin kampagne, på næsten samme facon som Al Gore (måske vil det være Al Gore, hvis den globale opvarmning går i sig selv igen), idet han efterstræber Nobelprisen som lokker i horisonten. Økoterroristerne vil udvikle nye mål som kan føjes til deres mål for skovbruget. Fast food restauranter vil bryde i flammer i ren skræk. Berømte chefkokke vil få behov for livvagter. Landmænd vil være i fare for at falde i baghold, deres kvæg vil blive forgiftet og spredt.
Og det hele er en kæmpemisforståelse. For der er kun en overordnet grund til de nuværende kriser i de basale fødevarerforsyninger, og det er: Politik.
Mad og Politik
Der er intet nyt i sammenhængen mellem politik og mad. De kinesiske kejsere straffede oprørske provinser ved at lade dem omringe af tropper og konfiskerede derpå alle indkommende forsyninger af fødevarer. Seks måneder senere ville de kejserlige tropper indlede angrebet og henrette de overlevende på grund af kannibalisme. Dette mønster har også været metoden som regeringer har benyttet i moderne tid.
Nogle af de værste forbrydelser i forrige århundrede havde at gøre med ideologisk hungersnød. Sult var almindeligt i venstreorienterede lande, enten ved at mad blev benyttet som et våben eller gennem ren uduelighed. Den Ukrainske "Holomodor " (Hungersdøden) fra 1932-33 har måske dræbt mere end 14 millioner. Mao udkonkurrede sine kejserlige forgængere i Det Store Spring fra 1958-62, der dræbte omkring 45 millioner (sandsynligvis den største enkeltforbrydelse i moderne tid)
Den Ætiopiske Hungersnød i 1984-85 slog på ingen tid over en million ihjel. Lad os heller ikke glemme Nord Korea, med dets groteske, "tilbagevendende" hungersnød, som ser ud til at vende tilbage omtrent årligt. Demokratier, kan på den anden side, defineres som "politiske systemer, hvor hungernød ikke finder sted". Der har ikke været hungernød i noget demokratisk Vestligt land siden 1790'erne.
Men de venstreorienterede regeringer skal nok finde på en metode så tyrannierne kan efterlignes. (Det har de gjort i ganske lang tid, en udbredt overset kendsgerning, som jeg har som emne i min næste bog, der er under færdiggørelse mens du læser dette.) Fødevarepolitik er ingen undtagelse.
Sidste år var det perfekte år for internationalt landbrug. Ikke alene røg olieprisen gennem taget og kravet om mere varieret mad i Asien førte til priskrig på råvarer. Så var der et alvorligt problem med de amerikanske honningbier, der er livsnødvendige for mange arter af afgrøder. Bikolonier døde uden nogen entydig årsag, hvilket førte til at enorme landbrugsområder ikke opnåede fuld frugtbarhed. (Grunden er stadig uafklaret, det kan se ud til at være meget simpelt, nemlig genetisk udmattelse efter årevis af indavl for at forbedre visse karaktertræk, hovedsagelig føjelighed og lettere håndtering. Biavlere der importerede nye kolonier fra udlandet har ikke rapporteret om nogen problemer.)
Oven i alt postyret, ødelagde usædvanlig koldt vejr afgrøderne i områder der strakte sig fra Californien til Kina. (Ja, Al, vi sagde "koldt". Det er vist på tide at komme med en revideret udgave af "En Ubekvem Sandhed.) Under sådanne omstændigheder ser det ud til at 2008 ikke vil blive et mærkeår for landbrugsproduktionen.
Den største afgørende årsag til årets knibe, var beslutningen fra Kongressen om at forøge etanolproduktionen. Kongressen støttede produktionen af 7.5 milliarder gallons. Da landmændene begyndte at være med på ideen voksede den til over 9 milliarder gallons, svarende til en tredjedel af den amerikanske majshøst. Det medførte omgående til inflation på kornpriser - ikke alene direkte, men også som føde til dyr og som sukker der bruges i slik og sodavand. Den pludselige beslaglæggelse af majs havde indflydelse på de andre kornsorter, da forsyningerne af disse faldt fordi der blev plantet majs i stedet og knapheden bed sig fast, da man forsøgte at erstatte majs med hvede, ris og andre kornsorter. I løbet af få måneder havde effekten spredt sig til hele kloden.
Rituel opførsel.
'Besættelsen' af fremstilling af ethanol er et godt eksempel på rituel opførsel. Kan sammenlignes med det omhyggeligt at sortere dåser og flasker til genbrugsvognmanden, der derpå kører dem direkte på lossepladsen. Verden sagde, at Ethanol kunne erstatte enorme mængder af olie og dermed formindske den amerikanske afhængighed fra oversøiske kilder. Den ville udgøre et billigere alternativ på alle områder. Og den ville være en hjælp i kampen med den globale opvarmning ved at mindre CO2 slippes ud i atmosfæren.
I virkeligheden passer ingen af disse påstande. Det kræver over 200 kilo majs at frembringe nok brændstof til at fylde tanken i et automobil -- nok majs til at give føde til en voksen i et år. Det er en elendig handel, især når man gør sig klart, hvor meget majs der er brug for til at leve op til det forventede mål af 36 milliarder gallons om året. Det tal vil kræve mere landbrugsjord end USA har. Al den ethanol der bruges i dag, kræver en tredjedel af høsten, og erstatter kun 3% af olieimporten, en meget lille del.
Når det drejer sig om udgiften da koster det mere i fremstilling end olien, at transportere og opbevare -- ingen af de faktorer bliver indregnet i udgiftskalkulationerne. Ethanolens formodede effekt på den hypotetiske globale opvarmning er på lignende vis overdrevet. Med de traditionelle afgrøder, går kuldioxid direkte tilbage til jorden; med ethanol bliver den brændt og forsvinder ud i atmosfæren med en derpå følgende forøgelse af CO2'en. Under visse omstændigheder kan det vise sig at blive værre. Ifølge en undersøgelse i Science, siger William Tucker, at rydningen af land for at plante afgrøder til ethanol - som det sker i Indonesien og i Latin Amerika - det kan medføre forøgelse i drivhusgasserne med op til 92 gange.
Ethanol er ligesom de fleste "Grønne hjælpemiddeler" værre end selve sygdommen. Udover det føjer ethanol et nyt lag af perversitet til ved også at forøge den menneskelige elendighed på global skala.
Oliestaterne
Det samme kan siges om international oliehandel. OPEC's røveriske soldetur har bragt udgiften til gødning og brændstof udenfor økonomisk rækkevidde for mange udviklingslande, her i blandt også visse arabiske og Mellemøstlige lande. Foragten, der kommer til udtryk hos de olieproducerende landes regeringer, overfor deres egen befolknings velfærd i deres iver efter at få gigantiske profitter er virkelig afskyvækkende. I særklasse er Hugo Chavez der konstant slår sig for brystet i sin iver for at vise sin bekymring for de latinamerikanske bønder, mens hans på samme tid gør det stadig mere vanskeligt for dem at skaffe sig deres udkomme. (sidste weekend bemærkede Chavez, at fremstilling af ethanol er en forbrydelse overfor de fattige. Man må beundre hans oprigtighed.)
Nu da verden trynes af oliestaterne - bortset fra Canada og Norge, - er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt der gøres for at rette op på situationen. Der har ikke været protester på internationalt niveau, ingen diplomatiske initiativer, ingen formaninger fra FN. Det kan se ud som om oliestaterne, som de eneste af alle nationerne i det internationale samfund, tillades at kunne opføre sig ustraffet uanset virkningen på forholdene på jorden.
De ideologiske stater
Det tredje led i fødevarepolitikkens jerntriangel stammer fra de lovmæssige indgreb fra det 20. århundredes ideologiske teorier. Idet man har benyttet fødevarevåbnet mod sine egne befolkninger har de ideologiske tyranner og deres 3. Verdens efterlignere ødelagt landbrugskulturen i de involverede lande og områder. Ukraine f.eks. kunne engang brødføde store dele af verden. Efter hungersnøden frembragt af Stalin, den efterfølgende kollektivisering af landbruget, var det knap i stand til at brødføde sig selv. Situationen er næsten den samme i dag. Ukrainsk landbrug holder stadig fast ved de ødelæggende metoder fra Sovjettiden, idet de gamle metoder er gået i glemmebogen. Landbruget i Ukraine er forringet med 12% siden Den Kolde Krigs ophør. Mange af de tidligere Sovjet stater, sammen med Kina, opretholder stadig strukturen og procedurerne fra statslandbrugene. Skønt de ville være fuldstændig i stand til at drage fordele af forandringerne på markedet for landbrugsvarer har socialismens kolde døde hånd og ånd forhindret dem i at gøre det.
Men det er i Afrika at ideologien har efterladt det mest brutale aftryk. Zimbabwe kunne med lethed brødføde det sydlige Afrika dersom det ikke led under den ulykke at blive regeret af en vanvittig og hans Maoistiske klike. Robert Mugabes politik med af fjerne de hvide farmere ødelagde landets landbrugssystem der igen betød at landet er blevet helt ødelagt. Et antal af disse fordrevne farmere flyttede til nabolandet Zambia, der i løbet af ganske få år er blevet til en førende landbrugsnation. Stagnation i landbruget kan også ses i Kenya, Angola og adskillige andre små nationer.
Faren består i, at den nuværende "krise" vil få det internationale samfund til at gå amok i tiltag, der blot vil gøre forholdene værre. Det vil svare til at forsøge at slukke en ildebrand med ethanol. F.eks. at udvide FAO's (FN's fødevare og landbrugsorganisation) beføjelser som forsøg på at "kontrollere" eller sætte i "system" det internationale landbrug. FN's "Særlige Undersøger for Retten til Mad" er en venstreorienteret schweizisk akademiker Jean Ziegler, kammerat med Castro og Mugabe, fjende af Zionisme og medstifter af Moammar Gaddfis Menneskerettigheds Pris. Alene tanken om at lægge den internationale landbrugspolitik i et sådant individs hænder er jo naragtigt, hvis det ikke var fordi det er sandsynligt.
Den aktuelle løsning er åbenbar: adskillelse af poltik og fødevarer. Stop ethanol eventyret. Fremfor alt gør en indsats for at få de historiske steder for landbrugsjorder på fode igen.
United Kingdoms Gordon Brown har lagt pres på EU for at få den til at opgive eller begrænse EU's ethanol målsætning. USA bør gøre det samme. Om nogle få år vil en ny proces for at fremstile ethanol - en der benytter 'ukrudt' og andet landbrugsaffald - være klar (der foregår industrielle forsøg lige nu) og derpå kan vi erfare om der er substans bag ideen. Indtil da bør intet barn sulte for at 'De grønne kan føle sig frelste.'
Det kan måske endda være muligt at overtale oliestaterne til at holde igen. At lægge pres på OPEC er måske en ønskedrøm. Men den internationale olieverden er ved at undergå omstrukturering i stor stil. De nylige opdagelser af store oliefelter i USA, i vandet udfor Mexico og i det Sydlige Atlanterhav udfor Brasilien vil være med til at gøre olievåbenet sløvt og hæmmet.
Den langt vigtigste faktor er at genskabe de traditionelle landbrugsområder. Det kan måske forekomme at være en ønskedrøm når det drejer sig om Afrika, der måske skal lide fuldstændig destruktion under Mugabe og hans kloner før end nogen form for forandring er mulig. Men Ukraine burde af sig selv komme på samme niveau som Amerika og Canadas Midtvest. Det der kræves er mod, uddannelse og økonomiske midler til at skabe en ny infrastruktur. Det er ikke noget for FN eller de almindelige NOG'er at beskæftige sig med. Ukraine er ikke en tredje Verdens stat. Der er ingen grund til at opbygge et bureaukrati af mammutstørrelse for at gennemføre denne bestræbelse over generationer. Et relativt beskedent program, blot med nok administration til at sikre at de økonomiske midler kommer derhen hvor de vil gøre gavn er det der kræves. Et forslag kunne være at gennemføre et udvekslingsprogram for landmænd hvor unge ukrainske landmænd opholder sig en sæson i Midtvesten så de kan se, hvordan man kan gribe tingene an.
Fremfor alt, det er ikke en apokalyptisk situation. Landmænd over hele landet planter majs som vanvittige (trods henstillinger om at variere afgrøderne fra Landbrugsministeriet) hvilket vil få priserne til at falde med raketfart næste år. Men den Anden Rytter's hurtige trav har afsløret nogle alvorlige mangler i den internationale landbrugsstruktur. De fleste af disse mangler er forårsaget af politisk indblanding. Hold op med at blande sig og mange problemer vil finde deres løsning. Den udviklede del af verden har erfaret at erhvervslivet ikke manipuleres effektivt gennem politiske tiltag. Vi glemmer undertiden at landbrug er en industri som alt andet.
Og ja tak, min bøf skal være gennemstegt!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar