Yderligtgående islamisk jøde-had I Europa Af Andrew G. Bostom. . Franco Frattini, kommisær I EU, officielt ansvarlig for ‘bekæmpelsen af racisme og anti-semitisme I Europa’, har som beskrevet i The Jerusalem Post 02.02.08 klargjort, at ’muslimer er ansvarlige for næsten halvdelen (50%) af de dokumenterede anti-semitiske hændelser på det europæiske kontinent.’ Demografiske data fra 2007 viser, at det totale antal af europæere er 494,8 millioner, heraf anslået er antallet af muslimer i Europa mellem 15-20 millioner eller svarende til 3.0 – 4.0% af det samlede antal af indbyggere. Procentuelt er muslimer ansvarlige for rundt regnet 24.0 til 32.3. gange antallet af anti-semitiske hændelser i sammenligning med ikke muslimske europæere. Disse data fra 2007/2008 er i overensstemmelse med tidligere resultater fra 2006 som angiver en markant forekomst af klar anti-semitisme rapporteret blandt europæiske muslimog publiceret i The Journal of Conflict Resolution af statistiker ved Yale University doktor Edward H. Kaplam og doktor Charles A. Small fra Yale Institute for the Study of Global Antisemitism. (”Anti-Israel Sentiment Predicts Antisemitism in Europe” Journal of Conflict Resolution 2006, Vol. 50, pp. 548-561.) De to doktorer undersøgte holdningerne hos 5004 europæere, omkring 500 individer, indsamlet fra 9 lande I EU, Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien, England og uden for EU Schweiz. Forskernes offentliggjorte resultater bekræftede deres a priori formodning: antisemitiske følelser ses helt klart og tydeligt ved, at jo mere en person er mod nationen Israel (på en skala fra 0-4)jo større er sandsynligheden for, at personen også nærer anti-semitiske følelser . Et endnu mere slående og relevant resultat af undersøgelsen i lyset af det spirende jødehad, som er tydelig hos Europas muslimske samfund, fik langt mindre opmærksomhed: i en kontrolleret sammenligning blandt europas kristne (sammenligningsgruppen) og europæiske muslimer vises, at sandsynligheden for at være åbenlyst anti-semitisk rundt regnet er 800% større blandt disse. (”Anti-Israel Sentiment Predicts Antisemitism in Europe,” p. 557 and Table 3, p. 558.) Yderligere, I lyset af, Pew Global Attitudes Project’s data om muslimers holdning mod jøder i islamiske lande, vises at undersøgelsen fra Yale universitetet tilsyneladende undervurderede udbredelsen af antisemitisme blandt europas muslimer, dersom dårligere uddannede og dårligere integrerede europæiske muslimer var blevet undersøgt, som også Pew’s tidligere internationale undersøgelse indikerer. (”The Great Divide: How Westerners and Muslims View Each Other”, Pew Global Attitudes Project, 22. juni, 2006.) “I den muslimske verden, er holdningerne mod jøder svært negative, med en 98% klar, åbenlys, ugunstig fjendtligt holdning i Jordan og 97% i Ægypten. Muslimer i vestlige lande har et lidt mere modereret syn på jøder – dog stadig mere negativt end positivt, men ikke nær så ubalanceret som den herskende holdning som dominerer i muslimske lande.” EU kommisær Frattini nævnte disse alarmerende nye EU data om den tydelige forekomst af uforholdsmæssig åbenlys antisemitisme blandt europas muslimer i en samtale med Israels minister for Diaspora Affairs Isaac Herzog i sidste uge. De to herrer overværede det ’Andet Seminar om Den Europæiske Union og Israel Anliggender i Kampen mod Racisme og Anti-semitisme’ i Jerusalem. Herzog som koordinerer den israelske regerings tiltag i kampen mod anti-semitisme mente, at ”det ikke var nyt at Frattini tilskriver en stor procentdel af anti-semitiske handlinger til radikale islamistiske elementer, og at det er vigtigt at sige, ikke Islam som et hele.” Imidlertid er Herzog’s formodning, hvor han adskiller de radikale islamistiske elementers anti-semitisme fra ”Islam”, ønsketænkning idet der ikke tages hensyn til de mængder af udtalelser fra Islam’s grundtekster og retslære gennem mere et årtusind samt vidnesbyrdene om de endeløse hverdagshændelser og iagttagelser såvel i fortid som nutid. For eksempel skrev Muhammed Sayyid Tantawi disse ord i sin 700 siders afhandling, som dokumenterer og forklarer muslimers jødehad, Banu Isra’el fi al-Qur’an wa al-Sunna (Jøder i Koranen og i traditionen)udgivet i 1970’erne og genudgivet i 1986/87. ”Koranen beskriver Jøden som værende i besiddelse af en særlig degeneret karakter, som kommer til udtryk i f.eks. drabet på Allahs profeter. Han besudler Allahs ord ved at benytte det forkert. Opsluger folkenes velstand uden skam. Undlader at tage afstand fra det onde han udøver, og er i besiddelse af andre frastødende karaktertræk forårsaget af hans dybt forankrede liderlighed … blot et mindretal af jøder er ordholdende… Ikke alle jøder er ens. De gode blandt dem bliver muslimer, de onde ikke (Koran 3:113.)” Tantawi er tilsyneladende blevet belønnet for sin afhandling ved at blive udnævnt som Grand Imam ved Al-Azhar University i 1996 en titel han stadig opretholder. Dette er altså de offentliggjorte, ’omhyggeligt undersøgte’ synspunkter om jøder fremholdt af den muslim man kan sammenligne med Paven – altså overhovedet for det ansete center for læren om Islam blandt Sunnier. Sunni’er repræsenter ca. 85% af verdens muslimer. Sheik Tantawi har ikke mildnet sådanne hadefyldte påstande siden han blev Grand Imam af Al-Azhar, hvilket hans udtalelser om jøder ”som fjender af Allah, stammende fra aber og svin”, og ”legitimering af selvmordbomber mod jøder” eller om ’meningsudveksling’ tydeliggør: ”….enhver som undgår at mødes med fjenderne for at imødegå deres tvivlsomme påstande og stikke fingrene i deres øjne er en kujon. Min holdning er fra Allah’s bog (Koranen), af hvilken mere end en tredjedel beskæftiger sig med jøder… jeg skrev en afhandling omhandlende dem (jøder), om alle deres falske påstande og om deres straf ved Allah. Jeg fastholder stadig alt jeg skrev i denne afhandling.” Tantawi’s sag illustrerer tilstedeværelsen og alvoren af hellig ’normsættende’ jøde had i den muslimske verden i dag. Som Islams førende lærde symboliserer Tantawi således den virkelige arv af muslimsk jødehad og at vold stadig er fast forankret i den ortodokse mainstream Islams troslære, og altså ikke nogen atypisk afart af ”radikal islamisme.” Således står de nutidige udtalelser og læren i den Romersk Katolske Kirke i tydelig modsætning. Professor Philipp Cunningham (i, “Education for Shalom: Religion Textbooks and the Enhancement of the Catholic-Jewish Relationship,” 1995, p. 39) opsummerer de vigtigste slutninger af Second Vatican Council’s “Declaration of the Relationship of the Church to Non-Christian Religions” (Nostre Aetate), udgivet i 1965 med for eksempel, dette: “Nostre Aetate forkastede elementer i den gamle anti-jødiske tradition. ”Jøderne var ikke skyldige i korsfæstelsen, er ikke blevet forkastet af Gud er ikke under en forbandelse og deres pagtsforhold med Gud består.” Således er det ubegribeligt (og selvfølgeligt skete det ikke) at kardinal Ratzinger, tyve år før han blev valgt som Pave Benedict, kunne have skrevet en 700 sider lang afhandling og i detaljer forsvare de mest giftige anti-jødiske motiver bevaret i kristen teologi, og skamløst skulle have fortsat med at forherlige disse(og i al evighed) som Pave. Trist, at det som er utænkeligt i Kristendommen ikke blot har fundet sted , men foregår bogstaveligt uden erkendelse i den muslimske verden af i dag. Sheik Tantawi som vidne. En ærlig intellektuel vurdering og forståelse af Islams anti-semitisme og volden mod jøder den medfører må begynde med en ikke undskyldende analyse af motiverne for hadet mod Jøden som det findes i de grundlæggende tekster i Islam (Koranen, hadith, sura) samtidig med at identificeringen af de, uanset deres ’stilling’, som Sheik Tantawi, der stadigvæk prædiker og sanktionerer dette religiøse hykleri, fortsætter. http://www.americanthinker.com/2008/02/rampant_islamic_jewhatred_in_e.html