En afgift, toldsats, er ikke en skat

Stephen Helgesen

“Det er skandaløst den måde præsidenten har behandlet de stakkels europæere /og amerikanske forbrugere) ved at lægge besværlige afgifter på produkter der kommer ind i the United States." 

 

"Det er et overgreb ved hans udøvende privilegier, og et tegn på at han hurtigt er ved at blive en handelsdiktator."

 

Sådanne og mange andre kommentarer om præsident Trumps handelspolitik med at indføre høje afgiftssatser på importerede varer har fundet vej til blodbanen i Amerikas medier.

 

Og selvom det er sandt, at ingen præsident i historien har været så utraditionel og dristig i bekæmpelsen af de internationale afgiftsregier som Donald Trump, har der dog være otte præsidenter i de sidste 100 år som ikke have noget problem med at benytte afgifter som justeringsværktøj for at få en bedre aftale for amerikanske forbrugere.

 

Begyndende med Herbert Hoover, the Smoot-Hawley Tariff Act blev indført i 1930 for at beskytte amerikanske landmænd og producenter. Den forhøjede afgifter på mere end 20000 importerede varer - og det ofte med 40-60%.

 

Først var målet med loven produkter i landbruget, men senere udvidedes det til industrielle produkter der var under pres fra lobbyer i fremstillingsbranchen,

 

Resultatet var, at det blev en at de højeste ‘beskyttende’ afgifter i U.S. historien. 

 

Da han bemærkede den succes som Smoot-Hawley var, fik FDR vedtaget the Reciprocal Trade Agreements Act (1934) i Congress.

 

Denne lov øgede ikke afgifterne, men den gav præsidenten muligheden for at forhandle ud fra en position af styrke og med tiden reduceredes gebyrer gennem bilaterale handelsaftaler.

 

I 1963-1964, gjorde Præsident Lyndon Johnson gengæld mod europæiske afgifter i det som blev kendt som "chicken war."

 

Johnson indførte afgifter på importerede lette lastvogne, på brandy, kartoffelstivelse og dekstrin.

 

25% afgiften på lettere lastbiler (the “chicken tax”) eksisterer stadig i dag, og beskytter U.S. bilproducenter.

 

I 1980’erne så vi Præsident Ronald Reagan bruge afgifter mod Japan for at gøre noget ved ubalancen i handlen,  og de uretfærdige handels teknikker Japan benyttede. Han fastsatte kvoter og afgifter på japanske motorcykler der hjalp med til at beskytte Harley-Davidson's konkurrenceevne. Han indførte begrænsninger på import af japanske automobiler og halvledere.

 

Reagan's efterfølger, George H.W. Bush hjalp U.S. stålfremstillere ved at indføre afgifter på brasiliansk og europæisk stål. Bush brugte disse afgifter som et værktøj til forhandling på samme vis som hans forgængere. 

 

I 2002, gik præsident George W. Bush i sin fars fodspor og indførte en 30% afgift på importeret stål for at hjælpe den nødlidende branche herhjemme. 

 

Efter EU truede med sanktioner, gik WTO i en dom mod the U.S. og afgiften blev fjernet efter 21 måneder. 

 

Præsident Barack Obama indførte en afgift på 35% på kinesiske dæk i 2009 for at beskytte U.S. dækfabrikanter. Dette satte gang i dækproduktionen i U.S., men endte med højere forbrugerpriser.

 

Så kom Kina med et modtræk - afgifter på fjerkræ fra U.S. og på bilreservedele.

 

Præsident Trump tog afgiftshandsken af i hans første periode med hans “America First” handelspolitik og lagde pres på Kina, Mexico, EU og andre.

 

Han indførte afgifter for $360+ milliarder på kinesiske varer under Section 301 (intellektuel ejendom); lagde afgifter på stål og aluminium (henholdsvis 25%  og 10%) og truede med at indføre afgift på automobiler, solpaneler og vaskemaskiner.

 

Og mens dette iværksatte global gengældelse, forstyrrede forsyningskæder, blev det den første salve affyret for at genskabe debatter om U.S. handelspolitik. 

 

Selvom Joe Biden kun har været ekspræsident i cirka et år har medierne og kloge ågerne åbenbart glemt Bidens afgiftspolitik. 

 

Ulig Trumps brede og aggressive brug af afgifter, benyttede Biden afgifter som forhandlingsværktøjer - især med Kina - og som værktøjer for industriel- og klimapolitik, frem for udelukkende protektionisme. 

 

Biden fortsatte faktisk Trump tidens afgifter på Kina. Han fastholdt næsten alle Trumps afgifter på kinesisk import og benyttede dem som metoder til forhandling i U.S.–Kina handelsaftaler og i drøftelser om teknologi.

 

Dette blev gjort for at beskytte halvleder branchen, den grønne teknologi, og den vigtige mineralindustri for at fremme hans “grønne økonomi.” 

 

Han forbandt afgifter til the Inflation Reduction Act (IRA) og CHIPS and Science Act, der begge formodedes at styrke produktionen hjemme..

 

I tilgift enten indførte eller overvejede Biden afgifter på kinesiske solpaneler, batterier, og elektrisk biler for at forhindre “dumbning” af kinesisk grøn teknologi i U.S. markedet.

 

Han lempede, men fjernede ikke, afgifterne på stål og aluminium og konverterede Trumps bredspektrede afgifter (25% på stål, 10% på aluminum) til afgiftsbestemte kvoter (TRQs) for allierede som E.U., Japan, the U.K.

 

Dette tillod begrænset import uden afgifter, men opretholdt beskyttelse af producenter i U.S. 

 

I løbet af hans sidste år som præsident hævede Joe Biden afgifter med $18 milliarder på kinesisk import, herunder en 100% afgift på elektriske biler, 50% på solpceller, 25% på stål og 50% på halvledere. 

Disse tiltag var med begrundelsen at beskytte “strategiske industrier.”  

Når man ser tilbage kan det siges at Bidens afgiftspolitik markerede et skifte fra Trumps “handelskrig” til en “industriel forsvars” position. I bund og grund fastholdt han Trumps afgifter, forfinede deres fokus, og føjede klima- og forsyningskæders modstandsdygtighed til som retfærdiggørelser.  

 

Kritikere argumenterer med at denne holdning slører linjen mellem protektionisme og industripolitik, mens støtterne ser det som en strategisk inddæmning af Kinas dominans i vigtige sektorer. 

 

The U.S. Supreme Court begyndte at høre mundtlige argumenter om, hvorvidt præsidenten har myndighed til i al væsentlighed at tage over og/eller beslutte implementeringen og fastlæggelsen af afgifter. 

 

De som er modstandere af at denne myndighed bliver lagt i den udøvendes hænder vil argumentere med at det kun er Congress der har magten til at beskatte og at en afgift er en skat

 

Jeg og mange andre mener at afgifter blot er endnu en lovlig og normal omkostning i at drive forretning, når det drejer sig om importerede varer. Ulig de svingende omkostninger der er direkte relateret til produktion af et produkt, ting som energipriser, ændringer i logistik, ændringer i arbejdsforhold, og så mange andre, er den store forskel med afgifter at de er de mest synlige og fastlagte omkostninger associeret med med et produkt. 

 

Bundlinjen, konklusionen er, at ingen forbruger er tvunget til at købe hvilket som helst importeret produkt hvor der er pålagt en afgift, og hvis de vælger at se bort fra de produkter og beholde pengene i lommen ja så betaler de ikke for omkostninger ved produkter, herunder afgifter.

 

På den anden side med skatter, der anvendes når et produkt enten går fra den ene del af produktions- og distributionskæden til den næste, men de stopper brat hos slutbrugeren, dersom denne siger “Nej tak, jeg køber det ikke.” 

 

Lad os håbe the Supreme Court er klog nok til at finde ud af det.

 

Stephen Helgesen is a retired American diplomat specializing in international trade. He has lived and worked in 30 countries over the course of 25 years under the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush administrations. He is the author of fourteen books, seven of them on American politics, and has written more than 1,500 articles on politics, economics, and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator in Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/a_tariff_is_not_a_tax.html