Pariserkommunen 1871 - hvad har den betydet for socialismen

 Pariserkommunen 18. marts 1871 hvad har den betydet?

Mitchell Abidor

Den 18. marts 1871 fik tropper fra den nye Franske Tredje Republik ordre til at bemægtige sig de 250 kanoner der var stationeret rundt om i Paris. Frankrig havde netop tabt i krigen mod Preussen som den tidligere kejser Napoleon III havde fremprovokeret. Paris havde gennemgået en frygtelig belejring der varede fra september 1870 til januar 1871, og hvor indbyggerne var blevet tvunget til at spise alt endog salami fremstillet af rottekød. Da belejringen endelig blev hævet var pariserne tvunget til at underkaste sig ydmygheden ved de preussiske tropper der marcherede gennem byen og måtte betale en enorm erstatning til sejrherrerne.

Da budskabet om planen for at bemægtige sig kanonerne i arbejderkvarteret Montmartre kom, kanoner som arbejderne selv havde betalt, fik det oprøret til at ulme. Sent om eftermiddagen havde folkemængden slået to generaler, der førte tropperne der skulle fjerne artilleriet, ihjel og i løbet af timer indtog folkemængden Hotel de Ville og lod byen komme under ledelse af Nationalgardens Centralkomite. Kun den, og ikke den regulært indsatte regering, der var flygtet til Versaille med dens leder  Adolphe Thiers, kunne forsvare byen og republikken.

Gnisten der satte gang i revolutionen gjorde den blev noget helt særligt blandt de andre arbejderopstande. Som Antoine Brunel, medlem af Nationalgarden og Commune’s valgte rådgiver skrev år senere. “Oprøret i 1871 bliver stadig misforstået. Den blev fremprovokeret ved en patriotisme og en beslutning om at forhindre den monarkiske regeringsform i at overtage landet.”

Kun i Frankrig kunne en revolutionær magtovertagelse iværksættes ved kærlighed til Fædrelandet, (Patrie) det fædreland der blev forsvaret af revolutionshæren i 1793. Det siges at generaler genudkæmper de sidste krige. Med Pariserkommunen gælder det at generaler genudkæmpede den største af alle Frankrigs Revolutioner, den der begyndte med overtagelsen af Bastillen den 14. juli 1789.

Den 26. marts blev afholdt valg til Rådet for den nyligt erklærede Pariserkommune, verdens første arbejderklasse regering. Den eksisterende stat blev fjernet og en helt ny socialt og demokratisk orden sat i stedet. Fjenden var ikke længere Bismarcks tropper, men den borgerlige republiks. Den Sande Republik, stavet med stort “R” var inspireret af heltene i Den Franske Revolution.

Commune holdt ud i blot 72 dage da de sidste af dens forsvarere blev slagtet den 28 maj mens de kæmpede blandt gravene på Père Lachaise kirkegården. At den holdt så kort tid gav mere glans over den, den blev historiens største ‘sådan kunne det have været.’

Efter Commune’s fald blev den af enorm betydning for socialisterne. For nogle den første socialistiske stat. For andre - anarkismen i funktion. For Friedrich Engels, da han skrev sit efterskrift til Marx’s The Civil War in France, var den “proletariatets diktatur” som han og Marx i Den Første Internationale havde opfordret til. Pariserkommunen var i virkeligheden ikke blot den første revolution af sin art, men på mange måder den sidste, og ikke mindst et produkt og samtidig låst af Frankrigs særlige konditioner og historie.

De metoder Kommunen indførte, en slags regering, der som så meget andet ved dens grundlæggere, stammede helt tilbage fra Den Franske Revolution og som havde givet ekko gennem årtierne, inspirerede bevægelser rundt om i verden og spillede en hovedrolle i venstrefløjens vækst.

Men hvis Engels har ret og Pariserkommunen var selve det fysiske udtryk for Proletariatets Diktatur, så bedrog mange, der senere forsøgte med de samme ideer i sidste ende dette.

Valg til Kommunens råd fandt sted en uge efter man havde forsøgt at inddrage kanonerne. Valg blev udført i hvert arrondissement i Paris, selvom de som blev valgt til Commune’s råd fra borgerskabets kvarterer ikke indtog deres pladser i rådet. Resultatet blev at man havde tre fraktioner og bekræftede den holdning som Robespierre stod for, og sejrherrerne i valget var således neo-Jacobinere.

Denne hægen om fortiden gjaldt også den næststørste gruppe af de valgte Communards, de som fulgte den ‘evige’ konspirator Louis-Auguste Blanqui. Som Gaston DaCosta, en af lederfigurerne hos Blanquist’erne skrev i sine memoirer om perioden, “Blanquisterne kunne ikke være andet på det tidspunkt: Jakobinske revolutionære der rejste sig for at forsvare den truede republik.”

Blanquist’erne med deres konspirations grupper, og ønsker om at styrte regeringen, og troskab mod en leder var forløbere for Lenins Boschevikker. Men i marts 1871 var de Bolsjevikker uden en Lenin, for deres leder var fængslet for sin andel i en opstand i januar måned samme år.

Da Kommunen tog gidsler i et forsøg på at dæmme op for massakrerne på Communards ved tropperne fra Versailles (kendt som Versailles - eller Ruraux) tilbød de at frigive alle deres gidsler mod at Blanqui blev sat fri. Adolphe Thiers nægtede at gå ind på den udveksling.

Den tredje gruppe i Commune var medlemmerne af Karl Marxs Første Internationale. Når man tænker på den senere historie, den rolle og de positioner følgerne af Internationale besad, og kom til at udgøre, var det på overfladen, et ikke forventet resultat.

DaCosta beskrev disse mænd som “intet andet end drømmere” der mangler “et defineret socialistisk program,” hvilket måtte synes at være en besynderlig karakteristisk for de der var med i Marx’s Internationale. Men få medlemmer af Internationalen i Paris var Marxister, og Engels beskrev dem som tilhængere af Pierre Proudhon. Nogle var ja, men karakteristikken er ikke præcis. Den franske afdeling inkluderede de mest overbeviste republikanere, de som var mest dedikerede til en republik, der var fri og retfærdig, det de kaldte “La sociale.”

“Kommunister,” i.e., Marxister var der ikke mange af blandt de franske medlemmer af Internationale, og anarkismen spillede ingen rolle i Commune, faktisk eksisterede bevægelsen endnu ikke i Frankrig. Følgere af Internationale, der blev en minoritet, var kun de medlemmer af Commune der beundrede Den Franske Revolution, men ikke var tryllebundet af den.

MERE LIBERTÉ, EGALITÉ, OG FRATERNITÉ

Blandt Communards var det medlemmer af Internationale der var de ihærdigste forsvarere af det bredest mulige demokrati i Paris. Jules Vallès, deres største skribent forsvarede endog at den konservative avis Le Figaro kunne udgives mens byen var under angreb af tropperne fra Versailles. De gik endnu længere. I de sidste uger af Commune, gik de to største fraktioner med deres Jakobinske og Sans Culotte rødder, endnu længere i deres ekstreme holdninger og foreslog oprettelsen af en Komite for Offentlig Sikkerhed med udvidede beføjelser, og med henrettelse af gidsler som Communard havde taget som modsvar på Versailles tropperne drab på de som kæmpede for Commune.

 

Minoritets gruppen meddelte derpå, at den ikke længere ville overvære møder i Commune rådet og at deres medlemmer ville trække sig tilbage til deres arrondissementer for at deltage i kampen sammen med deres vælgere. Selvom de fortrød og igen indtog deres plads i rådet, er det ikke desto mindre vigtigt at huske, at det var medlemmerne af Internationale der var om ikke følgere af Marx og Engels så dog de med de tætteste bånd til dem og deres bevægelse, der midt i en blodig revolution nægtede at benytte diktatoriske metoder.

Med etableringen af en ‘stat’ ved og for den arbejdende klasse er Communes hævd på storhed de bemærkelsesværdige tiltag den vedtog. Huslejebetalinger blev udskudt, det samme med gældsforpligtelser i en periode på 3 år, uden pålagte renter. Ting som befandt sig i regeringens pantelånerkontorer blev frigivet til deres ejere. Adskillelse af Kirke og Stat blev indført, og regeringen skulle ikke længere betale for kirkelige handlinger og alle religiøse symboler, emblemer blev fjernet fra skolernes klasseværelser. Den stående hær blev ophævet erstattet af National Garden, med officerer valgt af dens medlemmer. Guillotine blev brændt offentligt. Alle valgte medlemmer af rådet i Commune blev kaldt tilbage, deres vederlag sat til det samme som en arbejders. Fabrikker der blev lukket ned af dets ejere under opstanden blev til kooperative foretagender og under arbejderkontrol. Det blev forbudt for bagere at arbejde om natten. Vendome Column, symbolet på Napoleons militære hæder, blev revet ned. Ødelæggelsen af den organiseret af Gustave Courbet.

Commune åbnede også vejen for kvindens emancipation ved at give dem lov til en større rolle i politik, mere end de nogensinde havde haft mulighed for. Navnet Louise Michel, der stod i spidsen for en frivilligheds komite og organiserede en ambulancetjeneste er den bedst kendt af de kvindelige Communards, men der var andre der bør have opmærksomhed.

Den vigtigste organisation var Unionen af Kvinder for Forsvaret af Paris og Omsorg for de Sårede, støttet af den russiske indvandrer Elisabeth Dmitrieff, der også kæmpede på barrikaderne i Communes sidste dage og senere flygtede til Schweiz. Kvinder fik dog ikke stemmeret og ret til at sidde med i Commune, men de spillede en nøglerolle på barrikaderne og var med i kampen lige fra begyndelsen. Communards satte så velkendt ild til mange af de mest berømte og vigtige bygninger i Paris, brandstifterne blev til hærgende grupper af revolutionære kvinder kendt som Les Petroleuses. Nogle historikere betvivler eksistensen af disse vandaler, men legende eller fakta, det gjorde at kvinderne i Paris Commune blev en frygtet modstander i opstanden.

Mange af tiltagene vedtaget af Commune var dødfødte fra begyndelsen, tiden og selve de ‘fromme’ tanker var urealiserbare med tanke på omstændighederne og tiden.

Jean Grave, en af den franske anarkisme store fortalere sent i det 19. og tidligt det 20. århundrede sagde 25 år senere, at de fleste af de vedtagne ting ikke blev implementeret, “fordi de som de var tiltænkt, indså at Commune godt kunne lovgive, men kun besad lidt handlekraft for at håndhæve dem.” Betydning havde de dog alligevel, i hans klassiske roman om Det Andet Imperium og Commune L’Insurgé, citerede Jules Vallès en Communard for at sige at det var vigtigt at vise “hvad vi stræber efter, ønsker, (selvom) vi ikke kan gøre det vi ønsker.”

Tiltagene, tankerne var ikke blot frugten af spontane indfald, udbrud, hos folket, men af parlamentarisk handling. Commune var ikke en anarkistisk skabning, eller en generalforsamling i en Occupy ånd; det var ikke folket der var engageret i et direkte demokrati. Valget af officerer til Nationalgarden, der måske kunne anses som en et bevis på dets anarkistiske grundlag, gik nemlig forud for Commune.

Da det nyligt valgte råd i Commune fjernede den gamle stat, erstattedes denne med et antal departementer, kaldet kommissioner, alle under ledelse af en  délégué (delegeret). Trods sin Robespierre tendenser, havde Commune ikke et permanent overhoved, møderne blev i stedet ledet af siddende officerer i en turnusordning.

 

Tiltag blev foreslået, diskuteret og den parlamentariske orden blev ihærdigt fulgt. Som enhver anden fransk regering, havde man en Journal Officiel, der rapporterede om debatterne i Commune. Tro mod traditionerne i fransk demokrati bar de valgte embedsmænd endog en slags embedsmandsuniform, der erstattede republikkens blå, hvide og røde klædning med en mere enkel rød en af slagsen. Der er noget imponerende, det gør indtryk, noget betagende ‘Don Quijotes’ over en forsamling af håndværkere, arbejdere og konservative modstandere af et imperium tiden var løbet fra, og som opretter en lovgivende forsamling der frit diskuterede politiske udfordringer lige til det sidste.

Commune blev besejret, og i løbet af den sidste uge af dens eksistens, Den Blodige Uge blev 20000 arbejdere dræbt af Versailles tropperne. Tusinder flere drog i eksil, blev fængslet eller deporteret til straffekolonierne. Den franske arbejderklasse bevægelse blev halshugget og dens momentum forsinket i årevis indtil en generel amnesti blev givet i 1879. 

At Commune ville kunne sejre var sådan set umulig. Udbrydere fra de etablerede Commune andre steder i Frankrig under opstanden i Paris blev hurtigt elimineret. Faktisk havde Paris løsrevet sig fra Frankrig. Hvis Communard drømte om en føderation af Communes (fra hvilket de kaldte sig fédérés), så havde de ingen at samarbejde med i en føderation.

Blanqui, den største personlighed på venstrefløjen, kunne være blevet en stor leder som alle kunne forene sig om, men hans historie med fiaskoen i hans mange revolutionære forsøg får næppe nogen til at tro at han ville kunne have fået forandret tingene og ført Communes styrker frem mod sejr.

Under alle omstændigheder var han, som nævnt, i fængsel under Commune. Victor Jaclard, officer i Nationalgarden skrev senere at Blanqui måske ville have været den nødvendige “afgørende” faktor, hvis forholdene havde været anderledes, og Blanqui havde kunnet kæmpe.”Han ville have været som så mange andre en impotent magt lammet af omstændigheder. Låst inde i Paris, blev Commune begravet før den var død.”

Uanset omstændighederne, selv med en hær så stærkt motiveret som Commune’s Nationalgarde så ville denne være stillet med en umulig opgave i at besejre hæren fra Versailles. Nationalgarden var i bund og grund en ‘folkehær,’ hvilket passer fint til den romantiske drøm om en revolutionshær, men virkeligheden var at det at folket i en by skulle kunne klare et helt lands styrker i dette tilfælde,deres eget lands - et monumentalt og håbløs foretagende dømt til at mislykkes. ”

Commune’s strategi skiftede mellem at sende sine væbnede styrker ud for at møde Republikkens hær uden for byens mure eller vente indenfor murene og således tydeliggøre at de var ofre. Forfejlede udfald tvang Commune til at forblive defensivt indstillet, og deres generaler skiftedes til at kommandere i forvirrende hastighed, og blev erstattet når de havde lidt nederlag i et slag, og meget ofte blev de anklaget for forræderi.

Fjender af Commune inde i Paris siges at have tilladt at de første tropper fra Versailles kom ind i byen. Forsvaret var elendigt organiseret, med Communards krigere der hovedsageligt koncentrerede sig i store træk om slag og barrikader i deres individuelle arrondissementer eller gader. Ingen større generel plan blev skabt, og resultatet var en sauve qui peut. (redde sig hvem der kan) holdning. 

Barrikader under Paris Commune, nær Place de la Concorde, 1871 AUGUSTE HIPPOLYTE COLLARD/PUBLIC DOMAIN

Det glemmes ofte at selvom Communards havde slået militæret fra Versailles, så var preusserne dog stadig på fransk jord. Et gennembrud af Versailles linjer eller et nederlag til Thiers hær ville have ført til at preusserne var kommet tilbage og helt sikkert knust Commune. 

Jean-Baptiste Clément, medlem af Commune og Internationale og forfatter til en af de mest berømte franske sange  “Le Temps des cerises,” sagde senere at “Paris kunne have overvundet Versailles, men at tro at det ville have medført den sociale revolutions triumf, ville være naivt, for preusserne var ikke langt borte og vi var omringet af provinserne.”

https://www.youtube.com/watch?v=gfUs0y4Cdng

I 1897 udgav det litterære magasin La Revue Blanche, der blandt sine bidragydere havde mange af Frankrigs største tænkere, et symposium om Commune skildrende de bidragydere der var med i bevægelsen.

Nogle veteraner betragtede nu Commune med stor betænkelighed. Jean-Louis Pindy, der blev anarkist og boede i Schweiz efter faldet af Commune, og som havde beordret at Hotel de Ville blev sat i brand, følte at Commune ikke havde været barsk nok i sine metoder: “Jeg mener vi opførte os som børn der forsøger at efterligne voksne hvis navne og ry vi underlagde os, og ikke som mænd med styrke ...som vi skulle have gjort når vi stod ansigt til ansigt med den evige fjende.”

Simon Dereure, skomager og medlem af Minoritets fraktionen af Internationale, følte at Commune “bekymrede sig alt for meget om detaljer og det ville have været at foretrække at gå i disse efter den militære sejr.”

Jean Grave, var på linje med Dereure, ved at sige at Commune “var for parlamentarisk, altfor finansiel, militært og administrativ fikseret, og ikke revolutionær nok” Således hånede han forestillingen om at Communards var revolutionære. “De troede de var det, men kun i ord og i parader. Så lidt revolutionære var de, at selvom de gik ind for stemmeret til pariserne fortsatte de med at betragte sig som ubudne gæster i magtens korridorer.”

Alphonse Humbert, redaktør af en af de mest yderliggående aviser i Commune afviste åbent og ærligt hele affæren. “Jeg anser Commune som et heroisk foretagende, og ikke meget andet, for jeg mener ikke den markerede en dato i socialismens historie.”

Mange af veteranerne var stadig vrede og trods den kendsgerning at Commune havde brug for midler til at betale vagterne i Nationalgarden, og de som byggede barrikaderne så viste disse veteraner alt for megen  respekt for loven og ville ikke røre ved de penge som var i Bank of France. Jean Allemane, senere leder af en fraktion af Den Franske Socialisme, beklagede sig over at “i stedet for at sludre og tale burde man have ramt bourgeoisiet på det mest ømme sted: Sikkerheden!”

 

Ikke alle så så dyster på opstanden. For Louise Michel, satte Commune et lysende eksempel i de kampe der forestod: “Enhver revolution vil nu være social og ikke politisk; dette var det sidste åndedrag, Commune’s ultimative forhåbning i dens vilde storslåede ægteskab med døden.”  

Communard Edouard Vaillant, der senere skulle blive en grundlægger af Socialist Partiet, betonede Commune’s internationale mål: “Hvis socialismen ikke blev født med Commune, så er det dog fra Commune at segmentet med den internationale revolution stammer, som ikke længere ønsker at kæmpe i en by for blot at se den omringet og knust, men i stedet ønsker at proletariatet i hvert eneste land angriber den nationale og internationale reaktion og gør en ende på det kapitalistiske regime.”

At Commune led nederlag har kun givet den ære. Den forholdsvis lille håndfuld gidsler der blev henrettet i dens sidste dage, herunder ærkebiskoppen af Paris, blegnede i forhold til de massedrab der blev udført af sejrherren. Communards havde “stormet Himlen” og det mislykkedes. Commune’s ry forblev relativt uplettet. Det samme kan ikke siges om mange af de som den inspirerede.

Vaillant and Michel fik ret: Commune skulle komme til at tjene som inspiration for næsten enhver bevægelse rundt om på kloden der som mål havde at erstatte kapitalismen med en mere retfærdig orden. Fra socialister til kommunister til anarkister til fritænkere og endog Frimurere - de fandt alle inspiration i denne korte periode af fransk historie.

Men dagene i 1871 gik direkte ind i en historisk vision der endte med en endelig voldelig kataklysme der skulle bringe den gamle orden i knæ og erstatte det med en verden renset for fortidens råddenskab, det som franskmændene kaldte - Le Grand Soir.  Og dog fejlede næsten alle efterfølgerne, efterlignere af Commune og de få det lykkedes at fremstå som vindere svigtede, bedrog det som Commune stod for under kampen for at vinde. Commune var første skridt i venstrefløjens fremkomst, men trods alle forhåbninger og forventninger blev dens fremståen begyndelsen til dens fald.

Fiaskoerne blev mange. Tysklands Spartakister  i 1919, revolutionen i Ungarn samme år, Shanghai Commune fra 1927 var delvist inspireret af Paris Commune - de endte alle i blodbade. Det revolutionære Barcelona i 1936, og Frankrig i maj, juni 1968, man søgte begge steder en anderledes mere human måde at organisere samfundet på som mindede om de håb der blev næret i 1871 i Paris. Deres barrikader, bannere og slogans var spækket med ånden fra Commune, og dog blev også de kuet.

Eksemplet med Commune blev højlydt proklameret i Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. Lenin skulle have danset af glæde i sneen den dag Bolschevik staten havde eksisteret længere end Commune. Selvsamme Lenin skulle i The State and Revolution skrive, at “det er stadig nødvendigt at undertrykke bourgeoisiet og knuse dens modstand. Dette var især nødvendigt for Commune og en af grundene til at dens nederlag var at man ikke gjorde det med tilstrækkelig beslutsomhed.” Den “beslutsomhed” han havde i tanke var symboliseret i en Stat der var det modsat af Commune lige til denne Stat kom i problemer der førte til døden ved at man gjorde knuste al opposition og udviklede et politisk apparat der ikke holdt sig tilbage med af fængsle og slå sine fjender ihjel. 

Den Russiske Revolutions overlevede ikke i 72 dage, men i 75 år - et helt menneskeliv. I den proces valgte man at overleve ved at tage alle nødvendige midler i brug. Gik til diktatur, slå millioner af egne borgere ihjel lade resten underkaste sig socialismens åg. Den vej der gav løfter om en retning for menneskeheden blev i stedet en blind vej. 

Kina gik det ikke meget bedre. I 1927 var der et Pariserkommune lignende forsøg i Shanghai der mislykkedes. Men 17 år efter at være kommet til magten skabte Mao i skyggen af Commune Den Store Proletariatets Kultur Revolution. Det gjorde han i et forsøg på at udjævne Commune’s ødelæggelse af de eksisterende bureaukrati og som resulterede i millionvis af døde, at Kinas økonomi blev smadret, hungersnød og endog kannibalisme.

Kulturrevolutionens vanvittige tiltag førte til en afsky for socialismen i Kina der førte direkte til den brutale kapitalisme der har erstattet den Maoistiske stat.

https://www.tabletmag.com/sections/history/articles/anniversary-paris-commune-mitchell-abidor

Mitchell Abidor is a writer and translator who has published over a dozen books on French radical history.