En Uafhængighedserklæring for Alberta

Bruce Pardy   

Alberta er faktisk ikke mit ‘sted.’ Jeg er fra Ontario. Hvem er jeg at skulle udforme en uafhængighedserklæring for Alberta? Svaret er, jeg er canadier, og mit kompromitterede, selvtilfredse land har brug for en rystetur. Og måske er jeg i ånden fra Alberta. Hvis Alberta og andre dele af Canada besluttede sig for at løsrive sig, er der så noget at sige til det? De kunne blive et uafhængigt land eller slutte sig til the United States. Jeg hævder ikke jeg repræsenterer følelserne i Alberta, men hvis jeg var fra Alberta så ville jeg sige således.

Alberta Declaration of Independence

We the People of Alberta beslutter at forlade Canada føderationen af provinser. Vil vil være et uafhængigt land eller slutte os til the United States of America.

Når et folk foreslår at opløse de politiske bånd der har været med et andet folk, burde de fremføre de ting der ‘tvinger dem til separationen.

Alberta blev en provins for 120 år siden. Det var muligvis uundgåelgt da canadiske interesse allerede kontrollerede territoriet. Men for folket i Alberta, har det vist sig som en fejl. 

I 1775, længe før her var et Alberta skrev George Washington til Canadas indbyggere. Han inviterede dem til at forkaste den britiske konges styre og gå med amerikanerne i deres kamp, krav om at være frie. 

“Kom nu, mine Brødre, foren jer med os i en uopløselig Union, lad os gå sammen mod det samme Mål. Vi har taget Våben i brug i Forsvaret for vor Frihed, vor ejendom, vore hustruer og vore børn, vi er besluttede på at beskytte dem eller dø. Vi ser fremad med glæde til den dag, om ikke så lang tid, (håber vi) når indbyggerne i Amerika skal have en fælles overbevisning, og den fulde glæde ved velsignelserne af en fri regering.”

Canadierne afviste ham. De ønskede at være Kronens undersåttere. Frihed er Amerikas grundlæggende ide. Canadas er behørig respekt for myndighed.

Canadierne er stadig undersåtter. Deres monark er nu en ‘kransekagefigur’ men The Crown er stadig den Suveræne. Under Westminster regeringssystemet var det kun en lille gruppe personer der styrede både den lovgivende og den dømmende magt. De udpegede dommere og senatorer til Parlamentet fra overklassen. Jovist, selv i 2025 er vore senatorer ikke valgt, men udpegede. Ved magten kan vor premierminister meget vel være som en konge. Canada fastholder feudalismens grundprincip. The Crown ejer territoriet, dens menneskene og deres ejendom er underlagt den ‘godgørende’ hånd.. 

Canada’s mantra er ikke “Life, liberty, and the pursuit of happiness,”men “Peace, order, and good government.” De offentlige myndigheder fortæller dig hvad du skal gøre. 

I 2025, har en anden amerikansk præsident åbnet døren igen. I ånden er Alberta gået ind af den for længe siden. Vi har friheden i vort blod. Vi mener også at disse sandheder er åbenbare, at alle individer er skabt som lige. At vi har ukrænkelige rettigheder til liv, frihed og søgen efter lykken. At regeringer eksisterer for at sikre disse rettigheder. At de får deres magt fra de lededes samtykke. 

Ingen tvivl om at Amerika har sine udfordringer. Men med tiden har man klaret storme både inde- som udefra. Amerikas konstitutionelle arkitektur har stærke knogler. Vi respekterer adskillelsen af magten og balancerne. Vi beundrer den robuste Bill of Rights. Vi tror på princippet, der i for lang tid ikke bruges i Canada, om lige beskyttelse for loven. 

Vi ønsker at bo i en republik, hvor folket hersker.

Canada er ikke et sådant land. Vi har tøvende konkluderet, at landet ikke har nogen realistisk udsigt til at blive det. I stedet befinder vi os som medlemmer af et belærende, korrumperet, manipuleret samfund. Skjulte interesser og ‘hellige køer’ gør meningsfulde reformer umulige. Canada er et land i tilbagegang, mere interesseret i at omfordele velstand end at skabe den, mere opsat på at administrere end at bygge, og mere tilbøjelig til at være svag end at kæmpe.

Folket har solgt deres frihed for tilstedeværelsen af sikkerhed, og konkurrencen for solidaritet med de som mener de er ofre. Den kultur straffer risiko og belønner konformiteten. De elitære samarbejder med fremmede magter og globale institutioner. De ofrer folkets interesser for at plyndre det land og det der er tilbage af dets velstand. For den privilegerede klasse af “offentlige tjenere,” er Canada blevet et svindelforetagende. 

I the Canadian Federation, er Alberta yngste søn, den som tjener pengene der holder familien oven vande. Alligevel skubber hans utaknemmelige søskende ham stadig rundt ved spisebordet. Den canadiske regering obstruerer for Albertas vigtigste industrier. Den underminerer Albertas konstitutionelle jurisdiktion. Den beskatter velstanden hos Albertas befolkning og sender den til andre dele af landet. 

Et politisk- og selskabs aristokrati fra Ontario og Quebec kontrollerer staten i Canada. De er Laurentianere, (befindende sig ved St.Lawrence floden) et centralt canadisk etablissement med base i de store byer i the St. Lawrence River området, herunder Montreal, Ottawa, og Toronto. De afviser vores forsøg på at reformere the Canadian Federation. De nægter at vi får et valgt senat med lige repræsentation fra hver provins. De tøver med at ændre det canadiske “ligheds” system. De giver ikke lov til nogen tiltag for at dæmpe deres indflydelse eller forstyrre den Laurentianske konsensus. Rester af den Gamle Verden modstår den Nye.  

Vi har været stolte og loyale canadiere. Vort land har ikke givet tilbage. Vi er et hårdført folk: Flittige, selvforsørgende, masser af ressourcer og initiativer. Vi søger ikke godgørenhed, men kun friheden til at klare os selv. Canadiere fra hele landet der deler vore følelser kan måske ønske at flytte til Alberta, og slutte sig til vores rejse. Vi byder dem velkommen- De, som os, hører ikke hjemme i den trældom som Canada er blevet. 

Vi forkaster den canadiske ærbødighed for autoritet. Vi nægter at være undersåttere længere. Når hvilken som helst slags regering bliver ødelæggende for friheden siger the American Declaration of Independence, er det folkets ret at ændre og fjerne den. Eller at gå fra hinanden.

Det er på tide at gøre det nu. 

Republished from the author’s Substack

https://brownstone.org/articles/a-declaration-of-independence-for-alberta/

 

Den Kejserlige dømmende magt i The United States

Vince Coyner

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er...."

Dengang Jesus levede var det den religiøse leder i Rom, faktisk var det Kejseren der var  Guds stemme, for Kejser Augustus havde selv indtaget stillingen som Pontifex Maximus, den øverste ypperstepræst.

Der ville indtræffe en opdeling af Kirke og Stat sent det 4. århundrede. da Sankt Ambrosius, Milanos biskop fik dem skilt ad.

I 390 AD, i Tessaloniki en makedonsk by i Det Romerske Imperium myrdede byens beboere kommandøren over en romersk garnison, fordi han havde anholdt den mest populære stridsvogn fører lige før et større løb. En ildglødende af raseri Kejser  Theodosius gav sine soldater ordre til at nedslagte hele befolkningen. Da røgen lettede var 7000 døde, mænd, kvinder og børn i det som kaldes Massacre of Thessalonica.

Ambrosius den mest magtfulde mand i Kristendommen på den tid forbød at kejseren kunne gå til messe. Theodosius I, var en yderst hengiven, troende mand og skulle i seks måneder søge om tilgivelse hos Ambrosius, angre og betale aflad. Med tiden besluttede Ambrosius at Kejseren havde vist tilstrækkelig anger og tillod ham at vende tilbage til kirken, men ikke før han blev tvunget til at gøre Kristendommen den officielle religion i Kejserriget og ikke tillade nogen anden tro..

Image by Vince Coyner

Det var en af de første og mest magtfulde kontroller med en monarks magt i den vestlige civilisations historie. Endnu en skulle finde sted i år 1215, da den engelske konge John af en gruppe oprørske baroner blev tvunget til at underskrive Magna Carta, der ydede beskyttelse til kirken og garanterede, at baronerne fik  mange forskellige friheder og rettigheder. 

Nu hurtigt 562 år frem, og endnu et skridt mod begrænset regeringsmagt skulle finde sted i Philadelphia i 1787. Med et hidtil ikke set spring frem for Vestens civilisation, og i oprigtighed for menneskeheden skrev the Founding Fathers the Constitution of the United States. Men en præcis forståelse af menneskets natur, blev dette dokument tilstrækkeligt robust og forudseende så det ville holde ved i århundreder. 

Som direkte reaktion til det engelske system skrev de en forfatning, hvor den primære magt lå i lovgivningen, og alle tre grene blev kontrolleret af de to andre og i sidste ende af borgerne og the Bill of Rights.

For at give et overblik over hvor magtens fokus i den nye forfatning var placeret så sammenlign paragrafferne der definerer de tre grenes magtbeføjelser. Article I, the Legislature, har 2,268 ord. Article II, the Executive, har 1,025 ord, mens Article III, the Judiciary, har sølle 377 ord. 

The Founding Fathers gik virkelig langt for at dele magten op, og sørge for afbalancering og kontroller således at et pøbelstyre og demagoger ikke ville kunne overtage regeringen og indføre tyranni. 

En af de kontroller var the Judicial Branch:

De Forenede Staters dømmende magt skal tilfalde én Højesteret og i sådanne underordnede domstole, som kongressen fra tid til anden måtte ordinere og oprette.

Alexander Hamilton forsikrede alle og enhver om at retsvæsenet ville være den svageste gren idet han skriver i Federalist 81:

Det kan i sidste ende bemærkes, at den formodede fare for domstolenes indgreb i den lovgivende myndighed, som er blevet gentaget ved mange lejligheder, i virkeligheden er et fantom.

Han slog fast at en retslig usurpation af lovgivningen ikke kunne ske:

Dette kan med sikkerhed udledes af den dømmende magts generelle karakter, af de områder, som den relaterer til, af den måde, hvorpå den udøves, fra dens komparative svaghed og af dens totale manglende evne til at støtte sine tilranelser sig med magt.

Dette kombineret med Congress muligheden  for at retsforfølge dommere for juridiske indgreb, sagde Hamilton, ville være tilstrækkeligt til at holde juridiske overgreb i skak. Hamilton svarede på skriverierne af Dommer Robert Yates, der advarede om et rovdyrlignende retsvæsen i Anti-Federalist No. 78.

Hamilton tog fejl, og Yates havde ret. 

I løbet af meget kort tid blev det tydeligt at Hamiltons tog fejl og Yates forudseenhed var tydelig. Marbury v. Madison etablerede Judicial Review i 1803, og her bragte man for Retten muligheden for at ændre en lov der bedømtes værende i konflikt med Constitution. Selvom retten kun brugte den magtmulighed to gange i de første 70 år af Amerikas eksistens, skete det 50 gange i de næste 75 år, og yderligere 125 gange i de sidste 90 år.  Den mulighed afspejler ikke kun den ekstraordinære vækst i områder vedrørende livet i Amerika som den Leviathan lignende udvidelse af regeringen har ført til, men afspejler også et langt mere aktivist retsvæsen 

Hvordan kan vi vide det? Se på de nationsomfattende påbud. Dommere har udstedt seks nationsomfattende påbud mod George Bush på otte år - et hver sekstende måned. Barack Obama blev udsat for 12 - eller en hver ottende måned. I Trumps første periode udstedte dommere 64 nationsomfattende påbud, eller et hver 22. dag. Efter Biden tog over ‘slappede’ domstolene lidt mere af, Joe Biden fik 14 eller et hver tredje måned. Nu her i hans anden periode har Trump modtaget 12 påbud på blot 6 uger, - en hver fjerde dag. I de fire år med hans første periode stod han over for flere af disse påbud, flere end nogen anden præsident i 60 år tilsammen. 

Men det forunderlige er, at påbud ikke kan findes i the Constitution. Ikke desto mindre med næsten 700 forbundsdommere kan aktivister med lethed finde åndsfæller og kolleger, der er mere end villige til at gøre en indsats. Det er ingen tilfældighed at dommerne der har udstedt mange påbud mod Trump har bånd med tilknytning til klokkeklare venstreorienterede:

• Søn af demmeren der blokerede for at deportere Khalil Mahmoud arbejder for Chuck Schumer.

• Datteren til dommeren der blokerede for at deportere Tren de Aragua bande medlemmer arbejder for en NGO der pjuridisk vejledning til kriminelle illegale indvandrere.

• Hustruen til dommeren der blokerer for USAID nedlukningen arbejdede for Joe Biden.

• Dommeren der blokerede for DOGE og nedksæringen til NOG’ere, funding var the Solicitor General of the District of Columbia, det embede der anlagde en civil retssag mod the Proud Boys og Oath Keepers.

Ved at benytte påbud, en radikal venstreorienteret kabale, er forsøg på at hæmme præsident Trump i hans arbejde, som han er valgt til, og som netop er at sørge for at lovene i the United States håndhæves. Desværre er rigsretssager ikke svaret, fordi der er NUL chance for at få en domfældelse, med halvdelen at the Senate der hylder dommernes handlinger. 

Det første Trump burde gøre er at ignorere afgørelsen. Dette vil tvinge SCOTUS og/eller Congress til handling. 

Det næste han burde gøre er kraftigt at opfordre Congress til handling, uanset hvad SCOTUS gør. (Eller ikke gør, når man tager den Manchuriske Roberts og ACB i betragtning).  Congress har den endelige forfatningsmæsige magt til at definere retsvæsenets jurisdiktion, om det så drejer sig om at give den eller pålægge restriktioner. De burde eliminere eller lægge restriktioner på forbundsdommernes mulighed for at udstede påbud eller som et minimum forbyde nations omfattende påbud. 

The Founders skabte et system med kontroller og afbalanceringer der har virket fint for Amerika i det meste af vores historie. Men det system fungerer kun når de tre grene forbliver trofaste over for deres formål, natur. 

Man kan argumentere for at Congress har overdraget for meget af sin magt til den regulerende stat, men det er en sag med en gren der villigt, dog tåbeligt, har overladt magt til en anden. I tilfældet med Judicial Branch, betragter vi noget andet. Aktivistiske dommere over hele landet vurderer at de helt grundlæggende har magten til at mikrostyre hvorden Executive Branch udfører sine forfatningsmæssige pligter. Det har de ikke, men det betyder intet hvis Executive Branch tillader at det bliver virkelighed. Og virkeligheden er, at de benytter Højesteretsdommer Roberts’ forræderiske udkast “normal klagebehandlings proces” til at trække alt i langdrag hosi præsident Trump. Og  det ved Trump.

I 1832, som reaktion på Worcester v. Georgia, sagde præsident Jackson, som det forlyder: “John Marshall har taget sin beslutning, nu lad os se han gennemfører den!” Donald Trump burde fastslå uigendriveligt at han ikke vil tillade aktivister forklædt som jurister at udnytte de rette funktioner ved the Executive Branch. Amerikanerne, som Jesus, Ambrosius og Jackson gjorde, forstår at der er adskilte felter i regerings udførelse, og om det er godt eller skidt, så er det de valgte præsidenter der indfører lovene, ikke dommerne

Follow Vince on X at ImperfectUSA

https://www.americanthinker.com/articles/2025/03/the_imperial_judiciary_of_the_united_states.html

Hvordan danskerne, og grønlænderne ser på Trumps Amerika?

 Hvordan danskerne, og grønlænderne ser på Trumps Amerika?

Stephen Helgesen

Jeg er nervøs for at danskerne er i risikozonen for at miste deres gode gammeldags dømmekraft, især når det drejer sig om USA og landets folk. 

Jeg befinder mig i Danmark og forleden dag lyttede jeg til en podcast fra en populær dansk radiostation hvor værten hævdede at Donald Trump var det værste der kunne ske for verden og at Danmark burde afslutte sin alliance med det han kaldte “Trumps Amerika.” 

Selvom han flere gange blev spurgt om hvad der specifikt skulle gøres, dansede han rundt om spørgsmålet og nægtede at give et præcist svar. 

For mig var podcasten og værten eksempler på de mange provokerende udsendelser og bombastiske overskrifter som medierne her står for - nærmest døgnet rundt. De er alle rettet mod at tegne et negativt billede af USA overfor de almindelige seere og lyttere. 

Jeg skal haste med at føje til at mange af disse debatprogrammer og interviews er redigeret, skabt at velmenende professionelle mediefolk og at mange af panelerne er besat af erfarne akademikere og andre såkaldt “Amerika eksperter.” 

Desværre er der alt for mange der blot gentager de samme argumenter og de store overskrifter som andre programmer og kloge åger tidligere har givet udtryk for. Det ender med at blive en endeløs kaskade af negative holdninger baseret på mangel på kendsgerninger og viden om vores kulturs kompleksitet.

Men denne bølge af foragt og skuffelse over for Amerika er faktisk reel og eksisterer  i endnu højere grad i dag end under tidligere Democratic præsidenter. 

Dog er det mange danskere som hævder at Amerika har svigtet dem, og glemmer at vi amerikanere, ligesom dem må leve med vore valgte ledere, uanset deres lederskabs kompetencer eller evner. Det er sådan det er i Vestens demokratier og, i vores tilfælde, et land, en konstitutionel republik bestående af 50 stater. Det er i forskellen mellem disse systemer, at selve sagens kerne ligger begravet.

Ligesom med æbler og appelsiner der begge er frugter ligner the U.S. og Europa ofte hinanden på de store stræk, men ligeså ofte er der uoverensstemmelser når det drejer sig om fundamentale værdier, som f.eks. ytringsfrihed.

Kendsgerningen er, at vi amerikanere valgte Donald Trump og det af mange gode grunde - ikke nødvendigvis fordi vi mente han var den absolut bedste leder af alle potentielle ledere i Amerika. Vi valgte ham fordi flertallet i bund og grund er uenige med Democrats og deres stadige kulturkrig mod Amerikas kerneværdier, og fordi vi troede Kamala Harris ville fortsætte med at følge Bidens politik (for ikke at nævne hendes mangel på erfaring og evne til at lede os). Traditionelt indstillede amerikanere der ikke bort på Østkysten eller Vestkysten, men bor i vort hjerteland forkastede tydeligt Democrats forfejlede økonomiske og kulturelle politik og i en vis grad vor udenrigspolitiske retning.  

Amerikas massivt forfejlede budget- og handelsbalance er et produkt af Congress’s langvarige bevidste modstand mod at gøre noget ved problemet. Trump lovede at lægge kursen om. Det er derfor han erklærede “krig” mod de over bureaukratiserede amerikanske departementer og regerings agenturer, som han tror har forårsaget betragtelig skade. Det stod klart for mange af os der har fulgt Trumps karriere, at han ville indtage samme holdning til organisationer som NATO, WHO og så videre.

Endnu en misopfattelse i Europa er at Trump er krigsgal. I virkeligheden er han fredssøgende, selvom det kan se ud til han holder af en konflikt. Han praktiserer det jeg kalder “snebobbel politik” - en metode der minder os om de snebobler vi legede med, der indeholder et vinterlandskab en vinterscene, og derpå faldende sne når kuglen rystes. 

Det er Trump i en nøddeskal. Han vender tingene på hovedet og venter og ser hvor lang tid det tager for ‘sneen’ af falde til ro. 

Diplomati er blot et sofistikeret ord for Hestehandel. 

Europæerne føler at den bedste form for diplomati er diskussioner/samtaler - mange endeløse samtaler. Og hvis der ytres noget offentligt skal det være formuleret så diskret og ofte så vagt som muligt. Ingen bør ydmyges eller trænges op i et hjørne. Det er sådan det altid har været, og europæerne føler sig godt tilpas med det. Det er derfor mange ganske enkelt ikke kan forstå Donald Trump og amerikanerne - fordi vi efterlader dybe fodtrin og følger ikke altid den “accepterede” diplomatiske praksis. 

I over 50 år har Trump befundet sig på begge sider af et forhandlingsbord. Han har ansat tusindvis af arbejdere og været bestyrelsesformand for et forretningsimperium. Han var Amerikas præsident i fire år, rejste verden rundt og kender mange af verdens ledere. Men det betyder absolut intet for mange europæiske ledere. De bryder sig bare ikke om ham. De føler sig overset, krænkede, og ønsker ham ikke som medlem af deres eksklusive klub af “respektable” politikere.

Og nu er det de almindelige europæeres tur til at være oprørte. De truer med at boykotte amerikanske varer uden at være klar over, hvor mange produkter der produceres under licens i Europa. Her i Danmark har Coca-Cola en aftale med Carlsberg bryggeriet om at producere deres produkter. Den Danske Salling Gruppe har licens til at lede Starbuck kæden og  Carl’s Jr. burgerkæden.

Mange danske virksomheder har lignende aftaler med amerikanske producenter og en boykot ville ikke kun skade de amerikanske virksomheder - den ville kunne koste danske jobs og skatter hvis den implementeres..

Ideologisk betinget handel og boykot er ødelæggende for et lands økonomi og relationer.

Jeg spørger ofte danskere om de dog ikke lige ville tage sig tid til at læse hvad der står på varernes indpakninger for at sikre sig et produkts oprindelsesland før de køber. Mange siger de har for travlt. Heldigvis for dem. Europæiske forbrugere kan se, hvor deres fødevarer stammer fra, men der er ingen yderligere information om hvor råmaterialer eller ingredienser kommer fra. Andre non-food produkter følger ikke samme regler, så ingen kan altid helt præcist sige hvilket land der er oprindelseslandet. Hvis vi skulle følge vor politiske samvittighed og KUN købe produkter fremstillet hos os selv og af de som vi politiske eller etisk er enige med, ville vi skulle lave om på vore indkøbsvaner ganske markant.

I the U.S. skal der på alle produkter sættes information om deres oprindelsesland. De som er produceret med mere end 50% amerikanske komponenter eller har en produktionsværdi på 50% kan kvalificeres som  "Made in America." Dette gør det lettere for os at finde og boykotte udenlandske varer, hvis det er det vi vælger. I sidste ende ville europæerne ikke få gavn af at boykotte amerikanske varer blot fordi de ikke kan lide Donald Trump eller fordi de føler sig krænkede af hans udtalelser.

Således er mit råd til dem - køb de bedste produkter du har råd til og hvis der kun er en producent i et land hvis politik du ikke bryder dig om så overvej om du faktisk har brug for produktet og lev med din samvittighed og din tegnebog. 

Med hensyn til Grønland, landet der netop har haft valg og det ledende parti blev tvunget fra magten. Den nye vinder er et parti der læner sig mod selvstyre og fik 29% af stemmerne, sammen med et meget pro-separatistisk parti, der muligvis vil indgå i koalition med dem. Den nye regering vil benytte sin nyvundne støtte til at presse den danske regering for flere penge, mere selvbestemmelse, noget de kan takke Donald Trump for, fordi før han begyndte at vise interesse for Grønland følte grønlænderne at de blot var passagerer i det danske styres bus.

Det har imidlertid ikke ændret på hvordan danskerne føler om USA. En frisk meningsundersøgelse lavet af Berlingske Tidende viser et dramatisk fald i respekten blandt almindelige danskere i deres holdninger over for amerikanerne. Ikke siden Vietnam konflikten har jeg set en meningsundersøgelse i Danmark så lav. Klik her og se resultatet og benyt lejligheden tilat forsøge at bruge AI til oversættelse. Du vil blive overrasket om ikke andet så noget trist til mode.

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2025/03/the_danes_the_greenlanders_and_how_they_see_trump_s_america.html