Rotter i politik - bogstaveligt talt

 Rotter i politik - bogstavelig talt

I politik er det særdeles vanskeligt at komme til enighed, en fælles holdning. Nogle ting er dog undtaget - F.eks. synet på rotter. 

En lemfældig og elendig kontrol med rotter kan være en katastrofe. 

At bekæmpe rotter, få kontrol over bestanden har været en topprioritet i mange sammenhænge. I 1855, begyndte en byldepest plage at sprede sig hurtigt i Kina, Indien og Sydøstasien og krævede anslået 15 millioner menneskeliv i løbet af de kommende år. Årsagen til spredningen tog sin begyndelse sent det 18. århundrede og man vidste udmærket hvorfra: Gnavere. Som the CDC forklarer,  “Pestbakterien overføres ofte ved bid fra lopper der er inficerede. Under en sådan pestudbredelse dør mange af gnaverne, hvilket gør at de sultne lopper søger andre blodholdige kilder. Mennesker og dyr der besøger steder hvor gnaverne netop er døde på grund af pestbakterien er i risiko for at blive smittet ved loppebid.”

I 1882, fik Frankrig kontrol over det som kaldes Indokina, men som i dag består af Cambodia, Laos, dele af Kina og Vietnam. Frankrig havde førstehåndskendskab til farerne ved en pestplage; Den Sorte Død havde ramt landet mange gange i de tidligere århundreder. Sanitetsforhold blev derfor prioriteret, og de franske guvernører i Indokina indledte at få opbygget infrastruktur og sanitære forhold. Som podcast på Everything Everywhere forklarer.  “Området hvor de franske koloniadministratorer boede i Hanoi så ud som om det lå i Frankrig - minus klimaet. Nabokvartererne havde europæiske huse, brede europæiske boulevarder og europæiske bekvemmeligheder. Det eneste de manglede var vandskyllende toiletter. Sådanne toiletter ville have været en hjælp til bedre sanitære forhold og bringe moderne luksus til franskmændene i Hanoi. Således installerede man 14 kilometer moderne kloakledninger i den franske sektion af byen. Disse rør var alle tilsluttet de franske hjem og således fik de moderne vandskyllende toiletter. ”

At have et kloaksystem i byer er noget godt - og sådan er det overordnet set - men det gav et problem. Nu begyndte antallet af gnavere i Hanoi at eksplodere. Før kloakkerne blev lavet løb rotterne rundt på jordoverfladen og søgte efter føde. Det er ikke godt at have rotter løbende frit rundt, men i det mindste holdt de sig udenfor og ikke inde i husene, og vigtigst udenfor var rotterne bytte for rovdyr der holdt antallet i skak. Kloaksystemet skabte et fristed, et paradis for rotter - de havde her et sted de kunne boltre sig, uden den store risiko for at blive ædt, af f.eks. en kat, og de kunne bruge rørene til at komme uhindret ind i husene. Det var præcist det der skete. 

I bestræbelsen på at stoppe rotterne - og dermed stoppe spredningen af byldepesten de havde med sig - ansatte man officielle rottefængere. Men som Saigoneer forklarer, var det ikke særlig effektivt. Det var rædselsfuldt arbejde; rottefængerne skulle kravle neden under jorden i strømme af menneskers afføring for at fange sygdomsførende rotter. I løbet af den første uge blev tusindvis af rotter dræbt. Den 12. juni, ved toppen af kampagnen, slog rottefængerne 20114 gnavere ihjel. Gennem forskning fandt man imidlertid ud af at denne indsats ikke kunne følge med rotternes formeringsiver, da et enkelt par kan få 35-70 unger om året.” Der var simpelthen ikke nok rottefængere. Derfor besluttede myndighederne at ansætte alle ved at uddele dusører for at slå rotter ihjel. 

Det viste sig at være en dårlig ide. 

Hvis man slog en rotte ihjel, blev man betalt med en cent - et anstændigt beløb dengang for indsatsen. Embedsmænd ønskede ikke at folk skulle komme med døde rotter til deres kontorer, så derfor bad de om at kun halerne skulle være bevis for en succesrig indsats. Planen virkede aldeles udmærket da mennesker fra alle klasser og brancher begyndte at indlevere rottehaler i bunkevis. Men efter nogle få uger syntes antallet af rotter ikke at være påvirket af indsatserne. Så begyndte der at ske noget besynderligt, der kom beretninger om at mennesker så haleløse rotter flintre rundt i Hanoi. Nogle af de som indleverede rottehaler havde med vilje ladet nogle af rotterne overleve i håb om at de så ynglede og der kom flere rotter, og dermed mere profit for rottehalesamlerne,

Og de var ikke alene om dette rotte-venlige forretningstiltag (nuvel, hvis du ikke har noget imod at miste din hale.) Per Atlas Obscura, “Var der også rapporter om at nogle vietnamesere smuglede rotter ind til byen. Sundhedsinspektører ude på landet i omegnen af Hanoi opdagede deciderede rottefarme med hensigten at avle rotter.” Således førte regeringens plan om at få inddæmmet de mange rotter blot til der kom endnu flere. 

Undertiden kaldes denne mislykkede ‘fang en rotte operation’ Den Store Hanoi Rotte Massakre. Dusørsystemet forsvandt lige så hurtig som det kom til, og selvfølgelig voksede rottebestanden. Pestplagen holdt med tiden inde, men ikke før manges liv gik tabt.

Bonus fakta: I 1960’erne var de fattigere kvarterer i Washinton D.C. i ringe stand, og den lokale regering synes ikke at være interesseret i at gøre noget. En mand ved navn Julius Hobson hjalp med til at løse problemet ved at true med at lade rotter være alles problem. WETA forklarer:

Hobson fangede “rotter så store som kaniner” i Shaw og Northeast, og transporterede dem til Georgetown, med løfte om at slippe dem fri midt i det velstående distrikt, medmindre byrådet gjorde noget ved epidemien. Da han var, son en artikel i The Washingtonian udtrykte det “klar over at et DC problem sædvanligvis ikke er et problem før det er et ‘hvidt’ problem,” besluttede han at gennemføre projektet og dermed netop gøre det til et ‘hvidt’ problem.

Hver søndag placerede Hobson næsten et dusin rotter på taget af sin bil i “rotterallies” hvor han højlydt gentog sine trusler. Han hævdede at have en “rottefarm” et eller andet sted i byen hvor han og kolleger havde “hønsebure” fulde af rotter, og de svor at ville løslade dem medmindre regeringen implementerede programmer til rottebekæmpelse der også strakte sig til udover de rige og de hvides kvarterer. Ydermere havde Hobson været godt forberedt og fundet frem til at han ikke havde nogen forpligtelse ifølge loven til at holde rotterne når han havde fanget dem, således kunne han ikke blive retsforfulgt for at følge op på sine trusler. Da mange af byens embedsmænd (for ikke at nævne Kongresmedlemmer) boede i Georgetown blev byrådet naturligvis grebet af panik.

Der krævedes kun få trusler, og så virkede de. Efter nogle få uger eller måneder betalte byrådet for rottepatruljer i D.C områderne der virkelig havde brug for dem.