Opgør med modernismen - Klassisk arkitektur - Guds sprog

Lars Møller

Det strækker sig naturligvis tilbage til templerne, amfiteatrene og arenaerne i det gamle Grækenland. Vi skylder de gamle mestre alt. Æstetiske idealer der repræsenterer Vestens civilisation ind til midt det tyvende århundrede stammer fra den overlegne perception af skønhed der blev kultiveret i Antikken.  

Århundreder før de frie borgere i Attica, trådte frem i historien fandtes konstruktionspricipperne hos mesopotamierne og egypterne, hvis overmenneskelige monumenter - “megastrukturer” efterlignede kæmpe myretuer, der på grund af deres proportioner - står den dag i dag (henholdsvis Zigguraterne og Pyramiderne). Som en inspiration for den dystopiske science fiction metropolis i George Orwells “1984” til Frank Herberts “Dune” er de virkelig langt borte fra den klassiske udtryksform. En del af det særlige bidrag til æstetikken ved de førende arkitekter Ictinus og hans følgere, herunder Vitruvius er at den betragtede mennesket som målet frem for - en ubetydelig ‘myre.’

From Wikipedia Commons: Fantasy View with the Pantheon and other Monuments of Ancient Rome (Giovanni Paolo Panini, 1737)

Tendenserne hos de demokratisk indstillede athenere skiller sig ud med deres relative lethed og elegance, et brud med de alter lignende, massive strukturer karakteristisk for Mesopotamien og Egypten. I overensstemmelse med et fundamentalt anderledes syn på menneskeheden nægtede klassisk arkitektur at medvirke til et sceneri med ceremoniel tilbedelse associeret med menneskeofring. Uheldigvis har et tyrannisk syn på mennesker og tilbedelse ført til konstruktionen af gigantiske pyramider på kloden, herunder Mesoamerika. Også de overdimensionerede bygninger ved Stalin og Hitler, men aldrig erkendt (det vil sige Sovjet Paladserne i Moskva, Ceaucesus byggerier i Bukarest, Volkshalle i Berlin som eksempler) er i sync med dette megalomani. 

Vestens filosoffer og andre lærde har diskuteret essensen i skønhed i århundreder. Som mennesker vælger vi den ikke kun i naturen, om det er miljøet som vi bor i eller hos vore medmennesker. Åbenbart forsøger vi at fremkalde den i værker som vi lader stå, det være sig bygninger, haver eller kunstværker. 

Ganske passende for dens ry hyldes klassisk arkitektur for de harmoniske proportioner, symmetrien og de delikate ornamenteringer - sædvanligvis inspireret af naturens former - blade, blomster og menneskets anatomi. Klassicismens organiske motiver er mangeartede og en stadig kilde til nydelse. Naturalistiske blomstrende mønstre (akantus blade, blomsterknopper, menneskelige figurer) afspejler en evigvarende forbindelse til den organiske verden, til liv og menneskelig erfaring. Skønhed stammer fra en ordens balance - noget der er tilført genstanden ved et menneske - og naturens kompleksitet og der er skabt en opløftende æstestik centreret om mennesket.

Uden tvivl har den klassiske model haft til formål at frembringe følelsesorienteret resonans, forstærke de kulturelle paradigmer om harmoni og samtidig fremme forestillingen om en fælles forbindelse mellem det guddommelige og naturen. Ulig geometriske abstraktioner, lader organiske motiver antyde vækst, vitalitet, og ufuldkommenhed - det hele deles af levende systemer. Man appellerer til menneskelige følelser udover det logiske: Intuition, spiritualitet, det følelsesbetonede. 

I klassisk arkitektur er organiske motiver en modvægt til rigide strukturelle krav, der genererer rumligheder der føles levende og relaterbare. I en vis udstrækning gennemtrænger denne effekt alle stilarter med rod i antikken, inklusive Renæssancen, Barokken, og Art Nouveau. Den psykologiske påvirkning af klassisk æstetik er velkendt: Organiske designs føles varme, indbydende og velbehagelige, og fostrer en følelse af tilhørsforhold.

Som det diamentralt modsatte af alt der er smukt og indbydende har modernismen i seriøs grad udfordret humaniteten, kendetegnende en nihilistisk revolution mod Antikkens æstetiske traditioner. Modernistisk arkitektur er karakteriseret af minimalismen, rene linjer, geometriske former og flagellant forkastelse af udsmykninger. Prominente medlemmer af den modernistiske bevægelse der fik et bygge momentum efter 1. Verdenskrig  var Walter Gropius, grundlægger af Bauhaus, Le Corbusier, og Mies van der Rohe.

Ikke uden god begrundelse har intellektuelle kritikere - modsat delvist tavse brugere - anklaget modernistiske arkitekter for “dehumanisering” af miljøet. Efter deres mening er den æstetisk fattiggørende. Den modernistiske model er typisk beskrevet som steril, uden sammenhæng og fremmedgørende. Idet den forkaster emotionel eller følelsesmæssig gratifikation fremmer den abstraktion, funktion og effektivitet. 

Modernismen har med tiden været associeret med mentale sundheds konditioner der kræver psykiatrisk evaluering, om ikke behandling, herunder autisme (ASD) og PTSD (granatchok.) Lejlighedsvis når debatten degenererer til polemiske angreb benyttes den neuropsykiatriske holdning “autistisk” for at benytte en ekstrem tendens til at systematisere eller en helt tydelig besættelse af orden og logik. Dette retoriske trick benytter sig af latterlige stereotypier og fordomme om ASD (dvs. rigide mønstre, perfektionistiske standarder, og bogstavelig tænkning). Selvom det antydes, er analogien benyttet af kritikere til at sætte fokus på hvordan modernismens geometriske simplicitet kan opfattes følelsesforladt og fremmedgørende.

I en stræben efter “renhed” i en eller anden forstand og for at rense arkitekturen fra traditionens indflydelse forestillede modernisterne sig, på en arrogant vis, at de var ‘kaldet’ til at “forbyde” (a) strukturelle konventioner (buer, pedimenter, søjler, relieffer), (b) lignende konventionelle dekorationer (planter, dyr, mennesker), og (c) “irrationel” fascination at den ‘fjerne’ fortid for at stimulere fremskridt, teknologi og rationalitet. 

Parterne i den ideologiske konflikt er tydeligt defineret. Klassisk arkitektur der rammer en balance mellem repetitive strukturelle elementer og organiske motiver, er som en hyldest til kompleksiteten, varmen og den følelsesmæssige rigdom ved livet siden tidernes begyndelse. Den fungerer gennem naturinspireret skønhed, skabende en menneskecentreret æstetik. Som kontrast afspejler den geometriske simplicitet ved modernistisk arkitektur en radikal afvisning af tradition, og man mener at have fokus på funktionalitet. Man fornægter genkendelige elementer af den klassiske model og kultiverer i stedet abstraktion og mekanisk distance fra mennesket som værende et levende væsen med et medfødt ønske om skønhed.  

Det modernistiske designstudium bliver et steril laboratorium befolket af koldhjertede videnskabsfolk der leger med former og funktioner. I deres hænder er mennesker kun som insekter som de kan placere med vilje i ugæstfrie strukturer. Arkitekten der bilder sig ind han virkelig har tænkt på “alt” ser uberørt til mens de bliver mere syge og forsvinder i humanitetens sarkofag, en sarkofag han har tegnet. Som følge heraf er kritikerne rasende og beskylder modernisten, der handler uden hensyn til æstetiske overvejelser og menneskelige følelser, for at være “autistisk”. Hans konstruktioner ligner ondskabsfulde eksperimenter med menneskeheden. 

At læse “mental sygdom” ind i arkitekturen og i kunstværker kunne meget vel være et udtryk for ondsigtet hensigt, for bevidst at miskreditere skribenternes dømmekraft. At fortolke det kontraintuitive fravalg af strukturel og ornamental skønhed i modernismen er imidlertid et nødvendigt imperativ. Vi har brug for at vide “hvem” der faktisk omformer verden lige for vores øjne. At identificere en forbindelse mellem neuro divergent opfattelse og en præference for den modernistiske model kan også give dybere indsigt i menneskesindet. Målet er ikke at begrænse den individuelle frihed i udtryksmåden, men at forstå hvilke motiver der i sidste ende afgør valget af design. Modernismen kan ikke ignoreres, når man overvejer dens skadelige virkninger. 

At den såkaldte “forstyrrelse” med ASD (Autismespektrumforstyrrelse (ASD), en neurologisk og udviklingsmæssig lidelse) kunne forklares med neuropsykologiske udtryk er med Le Corbusiers “dehumaniserede” arkitektur en gammel mistanke. Ved at favorisere funktion frem for menneske-skala varme og skønhed, er hans bygninger kolde, upersonlige og intimiderende.  Den rigide geometri og de gentagne modulopbygninger forekommer temmelig mekaniske, begrænsende et følelsesmæssig engagement. Hans massive boligprojekter negligerer konstant de elementære, emotionelle og sociale krav som deres beboere deler. 

Renset for skønhed i enhver form, en forhånelse af den menneskelige ånd og en “beboelsesmaskine” i overstørrelse, for at blive i hans egen slang. “L’Unité d’Habitation”, et kollektivistisk totalitært projekt udklækket af Le Corbusier, pralende med “fælles faciliteter,” og med rette kan det kritiseres for dens brutale, bunkerlignende fremtoning. For melankolikere med tendens til eftertænksomme sindsstemninger er den samlede påvirkning af denne typologi noget der rejser sig i vejret som en invitation til at springe ud fra taget.

Kritikerne fordømmer Le Corbusiers stil som “autistisk.” For den almindelige smag er den ufølsom, han opsætter regler, mønstre og systemer over emotionelle, sociale eller følsom ophøjelser. Hans sparsomme interiører, de hårde materialer, beton, stål, og den nonfigurative “ornamentering” gør at stederne er ‘fattige’. Ydermere er selve skalaen i visse projekter overvældende. Le Corbusiers arbejde reflekterer det ekstreme i det tyvende århundredes modernisme - angiveligt med et ønske om af omfavne “fremskridt” og “rationalitet,” dog helt åbenbart på bekostning af sociale og kulturel samhørighed.

Mennesket blev skabt i Guds billede. Helt sikkert er det arkitekturen der passer mennesket bedst, respekterer hans værdighed og imødekommer hans behov for skønhed på klassisk vis. Modellen bærer Guds aftryk. Det er et arkitektonisk sprog skabt i himlen. 

Modernismen markerer en dyster tilbagevenden til fortidens megastrukturer, reducerer mennesket til en myre uden individuel betydning. Modernismen dehumaniserer miljøet. Den er i bund og grund totalitær. Dens struykturer giver baggrund for mareridt, der drejer som om en fremtid uden menneskelighed. Ja, faktisk uden en kærlig Gud.  

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/in_the_language_of_god.html