Hvordan folk i middelalderens Europa fik deres familienavn/efternavn

 Hvordan folk i middelalderens Europa fik deres familienavn/efternavn

Før det 11. århundrede havde næsten ingen i Europa et efternavn. Da skatteopkrævere begyndte at opkræve skatter, blev en svineslagter til 'Kellogg', og en berømt doven person blev stemplet som 'Gotobed'.

I England blev skiftet til officielle efternavne brat fremtvunget af Vilhelm Erobrerens Domesday Book fra 1086. Normannerne var nødt til at katalogisere alle jordlodder, svin og bonde til skatteformål. Stillet over for tusindvis af identiske navne krævede kongelige kommissærer sekundære identifikatorer.

Domesday-kommissærer dokumenterer jordbesiddere i 1086. Kilde: Wikimedia Commons.

Mange af disse nye identifikatorer var simpelthen en persons erhverv, hvilket forvandlede moderne efternavne til en fossil optegnelse over middelalderlige handler. Mens "Smith" og "Bager" er indlysende, bevares andre navne for jobs, der ikke længere eksisterer. En Fletcher limede fjer til pile. En Lorimer fremstillede metalstykker og sporer til heste. En fodgænger (walker) tilbragte deres dage med at trampe på vådt uldstof for at tykne det. Og som Kellogg-familien til sidst opdagede, var deres tilsyneladende uskadelige navn blot det middelengelske "kill hog".

Andre efternavne var brutale observationer. Middelalderens folk valgte sjældent deres egne navne; deres naboer tildelte dem baseret på definerende karakteristika, og skatteopkræverne skrev dem simpelthen ned.

Sådan blev fysiske fejl til permanente familiearv. Det skotske navn Cruikshank oversættes til "krumme ben", mens Campbell er gælisk for "skæv mund". Hvis du var usædvanligt lav, kunne du blive døbt Pettigrew (fra det franske petit creu, der betyder "lille vækst"). Adfærdsmæssige træk satte sig lige så hårdt fast, hvilket er sådan, en landsbyboer, der foretrak at sove længe, ​​endte med at give det bogstavelige tilnavn Gotobed ​​videre til sine efterkommere.

Selv arvereglerne havde undtagelser. Mens langt de fleste efternavne var patronymer (som Johnson eller Richardson), vendte pludselig enkestand eller kvindelig iværksætteri nogle gange standarden på hovedet. Hvis en mor var den primære forsørger eller leder af en fremtrædende lokal virksomhed, identificerede samfundet sine børn gennem hende. Dette skabte sjældne matronymer, der overlever i dag, herunder Megson (søn af Meg), Molson (søn af Mary) og Babbs (efterkommer af Barbara)