Du er en gris, og jeg er Sokrates

 Du er en gris, og jeg er Sokrates

Jonny Thompson

Den britiske filosof John Stuart Mill argumenterede engang for, at der findes "højere" og "lavere" former for nydelse i livet. Højere nydelse er de ting, som en person med klasse og smag nyder: Caravaggio, kaviar og cigarer. Lavere nydelse er dem, som dyret nyder: fest, kamp og utugt. Hvordan ved jeg, om en nydelse er højere eller lavere? Jeg er nødt til at konsultere en "kompetent dommer", som vil fortælle mig det.

Det kræver ikke en filosof at påpege snobberiet i Mills sondring. Ideen om, at en person fra bestemte samfundsfløje har "mere" eller "bedre" nydelse end nogen anden, er ret usmagelig. Det bliver værre, når Mill skriver: "Det er bedre at være et utilfreds menneske end en tilfreds gris; bedre at være Sokrates utilfreds end en tilfreds tåbe." Den nedladende billedsprog af en "tåbe" eller en "gris", der er tilfreds med sine "lavere" nydelse, er svær at acceptere.

With caption Jonny (R) satisfied with a country stroll 

Jeg har skrevet om, hvor ofte jeg plejede at lyve om min smag. Jeg lod som om, jeg læste bestemte litterære romaner, drak bestemte slags drinks og lyttede til bestemte typer musik. "Min weekend? Åh ja, jeg læste lige David Foster Wallace med en rødvin og lyttede til Händel." I virkeligheden ville det være David Gemmell med en generisk lagerøl i stilhed. Himmelsk.

Det kan være, at nogle mennesker dømmer mig for det, hvilket egentlig er pointen med dette nyhedsbrev. Hvem får lov til at bedømme, hvad en god eller dårlig fornøjelse er? Hvem kan sige, hvad der er "spild af tid", og hvad der er "godt brugt tid?" Da Mill introducerede sine kompetente dommere, sagde han, at de måtte være dem, der havde oplevet en række af livets mange glæder: vin og øl, Wallace og Gemmell, spil og filosofering. Så, efter al den livserfaring, kan de fortælle andre, hvad der rent faktisk giver dem glæde.

Der er to problemer med dette. Det første er spektakulært indlysende: Vi er alle forskellige. Vi har forskellige smagsløg, kroppe og hjerner. Vi oplever verden og nydelse forskelligt. For det andet er det utroligt vanskeligt at udtrække "ren nydelse" fra "mimetisk nydelse". Mimetisk (efterlignende) nydelse relaterer sig til René Girards idé om mimetiske begær, (efterligne andre menneskers begær) hvor han siger, at vi på en måde arver eller låner "hvad jeg vil have" fra andre mennesker. Hvis alle vil have den farve bil, så vil jeg det også. Hvis alle bor i den slags hus, så vil jeg det også. Hvis alle bliver gift og får børn, kan jeg lige så godt. Det samme gælder nydelse. Vi bliver lært, hvad der er, og hvad der ikke er en "god" form for nydelse. Vi bruger vores tid ikke nødvendigvis, som vi vil, men som vi tror, ​​folk vil have, at vi vil have det.

Da vi voksede op, spillede min far og jeg meget World of Warcraft. Jeg var en udmattet elverjæger med et sejt eksotisk ridedyr, og min far spillede som en ildmager, der let kunne dræbes.  Det var det sjove, vi havde. Da jeg sidst så ham, foreslog jeg (lidt i spøg), at vi skulle spille igen.

"Åh," svarede han, "det ville være så godt! Men så burde jeg virkelig øve mig på min guitar og spille golf."

Som I kan se, er min far pensioneret. Få job betaler én for at fumle rundt om en bluesguitar og slå en lille bold rundt i en park. Men pointen er, at min far ofte stresser over, hvor sjovt det er at have det. Selv hvis det ville være utrolig sjovt at spille World of Warcraft, føles det som "spildt tid", fordi det er det, de "kompetente dommeres" dømmende stemmer fortæller os.

Så hvad synes du? Tror du, vi kan danne os en objektiv forklaring på "spild af tid"? Eller er det et spørgsmål, vi hver især skal besvare på egen hånd?