Jeg har fornylig lært at fejle - med succes

 

Jeg har for nylig lært at fejle

Jonny Thompson

Eller rettere sagt, jeg har lært at indrømme fiasko. Der er sandsynligvis et par grunde til, at det har taget så lang tid. For det første er britisk kultur berømt for at være hånlig. Vi er en tør og sarkastisk flok. For det andet har min familie altid været en smule konkurrenceminded. Dette manifesterede sig primært i at råbe over brætspil, men det var der i, hvem der kunne tale højest, hvem der kunne være sjovest, hvem der kunne holde rummet længst.

Sæt disse ting sammen, og du får en ung mand, der hader at indrømme fiasko. Hvad nu hvis jeg bliver hånet af mine venner? Hvad nu hvis det betyder, at min bror vinder spillet? Hvad nu hvis hele min selvfølelse fordamper i et enkelt "Ja, undskyld, jeg tog fejl"?

Gennem årene er jeg blevet en smule klogere og meget stærkere. Jeg bekymrer mig langt mindre om andres meninger, end jeg engang gjorde. Og derfor er jeg en fiaskotilhænger. Jeg indrømmer nederlag, hvis du fremfører et bedre argument. Jeg vender mig gerne om, hvis jeg går i den forkerte retning.

Det viser sig, at det ikke blot er ret nemt at indrømme fiasko, men det gør faktisk tingene bedre.
Der er lidt af et paradoks i dette: Jo mere villig du er til at acceptere fiasko, jo større er sandsynligheden for, at du får succes. Og det er noget, der falder langt mere naturligt i den amerikanske tankegang.

Det ville kræve et meget mærkeligt argument at hævde, at Amerika er en fiasko. Amerika fører verden an med hensyn til rigdom, magt og prestige. Trods et par geopolitiske tidevandsskift er det stadig den globale supermagt. Men Amerikas succes er bygget på fiasko. Så meget amerikansk innovation, dristighed og initiativrig iværksætteri er bygget på ideen om, at hvis du bliver slået ned, rejser du dig. Prøv, prøv, prøv igen. Et tilbageslag, et tab, en komplet, katastrofal katastrofe – de er alle sammen småfejl. Hvis du vil lære mere om dette, så overvej at få vores seneste trykte magasin: The Opt-Out Nation. Du kan reservere dit eksemplar, når det udsendes, ved at blive medlem af Big Think.

Denne uge ser vi på filosofien bag fiasko.

Omformuler, vær nysgerrig og ignorer Patrick

Det ville være idealistisk til det naive at antage, at al fiasko er god. Selvom fiasko er vigtig, og et liv uden fiasko er både umuligt og uønsket, bør vi ikke fetichisere fiasko.

Filosoffer og psykologer har en tendens til at skelne mellem to typer fiasko. Der er konstruktiv fiasko - hvor vi kan lære og vokse af et tilbageslag. Og så er der destruktiv fiasko, som skader en person. Det kan knuse deres selvværd, forstærke en følelse af tillært hjælpeløshed eller styre dem mod last. Oprindelseshistorierne for mange tegneserieskurke involverer, at de bliver udstødt, hånet eller på anden måde fejler i noget, der betød noget.

Hvis vi accepterer denne sondring, ser det ud til, at de vigtigste spørgsmål er: Hvilke faktorer gør en fiasko konstruktiv? Og hvordan kan vi konstruere disse faktorer?

Lad os besvare disse spørgsmål med hensyn til den lærende og miljøet.

Den lærende

Det er let at sige, at vi bør forsøge at fremme en åben holdning.

"Du skal ikke slå dig selv ihjel."

"Bliv ikke så defensiv."

Men holdninger er ikke en kontakt, man tænder og slukker for. Hvor åbne eller defensive vi er, afhænger både af vores personlighed og hvor meget vi investerer i opgaven.

For eksempel er nogle mennesker bare mere afslappede end andre. Den magiske kombination af natur og opvækst gør disse mennesker til forbilleder på "væksttankegangen". De trækker på skuldrene, smiler og går videre. De sover den sorgløses søvn. Men ingen af ​​os kan ændre vores genetik eller vores fortid. Vi kan ikke tvinge os selv til et andet udgangspunkt. Men vi vælger, hvordan vi skal fortsætte. Her er tre almindelige tips, du finder i litteraturen, som kan hjælpe:

For det første, indramningen. Der er en værdifuld forskel mellem "Jeg kan ikke gøre det her" og "Jeg kan ikke gøre det her endnu". For det andet, adskil gerningen fra den, der handler. "Det var et dårligt skud" handler om det enkelte øjeblik eller den enkelte handling, men "Jeg er elendig til det her" gør det til en del af dit talent. For det tredje, bliv nysgerrig. Når noget går galt, er "Det er mærkeligt, hvorfor skete det?" en langt mere nyttig refleks end "Hvordan vover du!".

Men en stor grund til, at nogle mennesker er mere defensive end andre, er, hvor meget af sig selv de investerer i en ting. Lad os sige, hypotetisk (og slet ikke relateret til noget, der skete for mig for nylig), at dit 6-årige barn vælter og ødelægger dit bonsaitræ. Hvis du kun havde købt den bonsai for to dage siden, ville du måske være sur, men du kunne nok godt have lagt det på skuldrene. Hvis du havde brugt fire år på at beskære og passe den smukke, frugtbærende søde blomme, ville du være rasende på den hensynsløse græstørv.

Så hvis vi skal være åbne om tingene, bør vi forstå, at vores værdi eller endda fremtidige lykke (normalt) ikke afhænger af denne ene fiasko. Dette gælder bestemt for bonsai og eksamensresultater, men det kan endda være tilfældet for en skilsmisse eller at miste et job. Vi er ikke de ting, vi gør, eller de roller, vi spiller.

Miljøet

Min erfaring er, at den største enkeltstående faktor, der afgør, om jeg lærer af et tilbageslag eller bliver ophidset og vred, er andre mennesker. En historie fra min egen universitetskarriere:

En ung, frisk Jonny med færre rynker og fyldigere hår sidder i et filosofiseminarlokale. Som universitetets politik er, læser han sit forsvar for en filosofisk position op - i dette tilfælde utilitarisme. Jeg synes, det går godt. Underviseren smiler og siger godt gået.

"Så, har du spørgsmål til Jonny?" siger hun.

Patrick går først. Der var altid noget ved Patrick, der irriterede mig, og jeg tror, ​​han vidste det. Hans spørgsmål virkede skarpt og havde til hensigt at såre. Dette var ikke en venlig mulighed for at vokse. Dette var ikke Platons ideelle dialektik. Dette var Patrick, der var en idiot.

Pointen er, at det ofte er andre mennesker, der bestemmer vores holdning til fiasko. Hvis vi omgiver os med mennesker, der støtter os, opmuntrer os og værdsætter os ubetinget, så betyder det ikke noget, om vi fejler. Hvis nogen er varme og venlige i den måde, de sætter spørgsmålstegn ved os på, føles det som terapi, ikke en liv-eller-død gladiatorkamp. Vi har brug for en forælder, en ven, en kollega eller en vejleder, der ønsker, at vi skal vinde. Vi har ikke brug for en Patrick.

Hvis vi vil fejle bedre, skal vi ændre det, vi kan, og acceptere det, vi ikke kan. Vi skal omformulere, være nysgerrige og huske, at vi ikke er fiaskoen. Vi skal omgive os med konstruktive mennesker og erkende, at fiasko ikke er enden. Så fejl. Fejl ofte, fejl fremad, fejl blandt venner. Lad aldrig en snublen stoppe dig fra at gå.