Når et turiststed bliver for populært brænder man det ned

For meget af det gode

Af og til beskyttes (især i  Vestens samfund) historiske bygninger mod enkeltindividers påfund. Mens disse bygninger med tiden ejes af private eller virksomheder så forhindrer disse beskyttelseslove ejerne fra, uden omtanke, at renovere eller ødelægge de historiske kendetegn, der måske befinder sig midt i et sprudlende bycenter, og som måske for ejeren ikke har den store værdi, men det har det stykke jord den ligger på.

På den anden side kan det at eje et historisk mindesmærke være ganske udmærket - på grund af de turister der kommer. Men alt for mange turister? Det kunne lyde som en god forretning, men for nogle er det en stor pestilens. Hvilket er en del af årsagen til at William Shakespeares sidste hjem ikke længere eksisterer.

Shakespeare blev født i 1564 i den engelske by Stratford-upon-Avon, men han havde ikke succes før han flyttede til London tidligt i tyveårsalderen. Da han var cirka 30 overvejede han allerede hvad han skulle tage sig til i sin alderdom. Hans søn Hamnet, var for nylig død, og i 1597 købte Shakespeare et hus i Stratford-upon-Avon ved navn “New Place,” hvoraf man kan se en tegning her.

New Place var oprindeligt opført sent 1400 tallet af en købmand ved navn Hugh Clopton. Huset var muligvis et Shakespeare havde lagt mærke til under sin barndom, da det nu menes at have været et af de største i byen på den tid. Shakespeare’s datter arvede huset efter hans hustru Anne var død i 1623, og Suzanne, overdrog det til sin datter Elizabeth.

Elizabeth giftede sig med Thomas Nash, som var nabodrengen. Da Elizabeth døde af en eller anden grund (måske fordi Elizabeth forlod huset for at flytte ind ved siden af, skønt det er ren spekulation) overtog Hugh Cloptons arvinger ejerskabet til New Place. En af Cloptons arvinger gjorde huset i stand og solgte det efter et stykke tid til en præst ved navn Francis i midten af 17. tallet.

I 1753 var Shakespeares berømmelse udbredt, og Gastrells hjem blev en kendt turistattraktion. Selv et enebærtræ plantet af Avons Bard blev genstand for de gennemstrømmende besøgendes interesse. Gastrell havde imidlertid ikke til hensigt at sælge billetter til personer der ønskede at se ind i hans soveværelse eller trampe rundt i haven. Som BBC bemærker, så fandt han disse besøgende irriterende og uvelkomne. Derfor huggede han enebærtræet omkuld.

Dermed blev problemet selvfølgelig endnu værre. Byens folk og turister gjorde gengæld og smed sten gennem New Place’s vinduer (hvilket forekommer at være en tåbelig måde at protestere på mod ødelæggelsen af et historisk mindesmærke). Byrådet trådte til - men ikke til Gastrell’s fordel. Man benægtede Gastrell ret til at udvide New Place haven og forhøjede hans skatter. I 1750 slog Gastrell tilbage:

Han lod huset brænde ned til grunden.

Snart efter forlod Gastrell Stratford-upon-Avon og blev en persona non grata efter at have ødelagt William Shakespeares sidste hjem. I 1891 købte Shakespeare Birthplace Trust (der blev oprettet i 1864 for at købe Bardens barndomshjem, og for at forhindre U.S. showmanden P.T. Barnum i at købe det og sende det “sten for sten” til Staterne), resterne af New Place sammen med Thomas Nash hjemmet. Stedet er nu åbent for turister, uden trusler om yderligere ødelæggelse.

Bonus fact: Udtrykket "too much of a good thing" (for meget af det gode) blev skabt af Shakespeare. Han benyttede første gang talemåden i stykket “Som Man Behager.” As You Like It.