Psykoterapi: Moder til kamp mod social uretfærdighed
For nylig er det blevet ret så åbenbart at psykoterapiens verden ofte er parat og villig til at skabe nye mentale sygdomme og forkaste de som tidligere har været oppe i tjenesten for at tjene progressiv ideologi. Efter kønsideologierne fik sat etiket på “mandlig giftighed,” har the American Psychological Association stillet sig på deres side med tilsvarende patologi, stigmatiserende en mængde typisk mandlig opførsel.
Snart efter homoseksualitet og transkønnethed var blevet moderne, mistede disse væremåder pludselig deres APA betegnelse som mentale sygdomme. I stedet fandt modstandere af bøsseægteskab og transkønnethed sig karakteriseret som havende mentale defekter, fobier. Intet af dette burde overraske nogen, da den venstreorienterede dagsorden i psykologien længe har været udmærket dokumenteret.
The Woke bevægelsen er i store træk en udløber af denne uhellige alliance af psykoterapi og det at være venstreorienteret. Det er ingen overdrivelse at sige at faderen til Wokedom er marxismen og dens moder er psykoterapien. Bidraget ved psykoterapien har i store træk været at facilitere skabelsen af Ofre, og skurke til den venstreorienterede narrativ om undertrykte og undertrykkere.
Psykoterapi fungerer nu ofte som et værktøj, og leverer negative bedømmelser mod de synspunkter venstreorienterede ikke godkender. I et typisk eksempel på denne rolle kan nævnes at sidste år fordømte en psykiater ved Yale University den nuværende præsident via Newsweek og advarede om den snarlige udslettelse af menneskeracen.
Psykoterapiens fortalere har i lang tid samarbejdet med venstreorienterede. En prominent psykolog og et medlem af the The Frankfurt School, Erich Fromm (1900 -- 1980), sammenkædede ganske klart Freudiansk psykologi og Marxismen. Han troede af Freudianismen og Marxismen var ægte videnskab, skønt filosoffen Karl Popper mere præcist beskrev begge som pseudovidenskaber der ikke er empirisk bevist eller modbevist.
Ydermere beskyldte Fromm kapitalismen for at skabe autoritære personligheder. Også trækkende på ideerne af Freud og Marx, sekunderede kollega fra Frankfurt School, Theodor Adorno og hans samarbejdspartnere, Fromms synspunkter i The Authoritarian Personality, der rapporterer om et forskningstudium der udelukkende havde fokus på truslen fra fascismen. Bogen synes at male et billede af mange konservative, traditionelt indstillede personer som værende potentielle despoter. Denne analyse er i direkte modstrid med den åbenbare kendsgerning at de fleste morderiske despoter i det sidste århundrede - Hitler, Stalin, Mao Zedong - alle var socialister.
I de senere år har den hædrede, humanistiske psykolog Abraham Maslow udvist en decideret venstreorienteret orientering. I hendes bog om historien og problemerne med humanistisk psykologi bemærker psykologen Joyce Milton at Maslows liste over selvbevidste (selvaktualiserede) rollemodeller “hælder tungt mod venstrefløjen i det politiske spektrum” og omfatter få religiøse personer. Maslow hyldede Democratic præsidentkandidat Adlai Stevenson som nok værende en selvbevidst person, men forkastede Dwight Eisenhower. Milton observerer småsurt, “Således rangerer en politiker uden succes der holdt taler om en verdensregering over en United States præsident der i sin rolle som general blot organiserede besejringen af Adolf Hitler.”
Gentagne gange har konservative politikere lidt under psykologer og psykiateres fjendtlige fordomme og bedømmelser, samtidig med at den bizarre opførsel hos deres modstandere har fået langt mindre opmærksomhed.
I 1964 blev den Republikanske præsidentkandidat Barry Goldwater bedømt som værende mentalt uegnet af over 1000 psykiatere, hvilket senere førte til the “Goldwater rule” der forbød psykiatere at diagnosticere en person de aldrig havde mødt.
Ikke desto mindre er Donald Trump blevet generet, plaget af lignende psykiatrisk misbrug. Fremfor en ‘tosset konservativ præsident har vi muligvis mere at frygte ved det psykiateren Thomas Szasz kalder den The Therapeutic State, overvået af psykiatere og psykologer med udøvende magt over opførsel og trosretning hos borgerne.
I overensstemmelse med venstreorienteredes besættelse af at udpege ‘ofre’ har psykoterapien i stor udstrækning udvidet området, hvor man kan hævde man er et ‘offer.’ Nu kan næsten alle, hævde at være et ‘offer’ blot ved at fremhæve sårede følelser. I manges øjne nu om stunder så kan blot det at høre et udsagn der går imod ens mening kvalificere en til at være et offer. I hendes bog Manufacturing Victims: What the Psychology Industry Is Doing to People, omtaler psykologen Tana Dineen at skønt mange ægte ofre har valgt at stille sig frem har psykoterapi industrien aggressivt opmuntret mennesker til at gøre dette og så har man profiteret ved dem.
På lignende vis er den traditionelle Kristendom blev inficeret med denne mentalitet. Et væsentligt krav for Kristendommen har altid været, at man skal erkende man er synder med et personligt ansvar for personlig skyld i Guds øjne. Den holdning gør ægte personlig anger muligt og at synder kan tilgives. I kontrast hertil har nogle Southern Baptist institutioner og the American Bible Society fremmet en fortælling om lidelsen kaldet “traumatisk slavesyndrom,” der på sæt og vis berører efterkommere af mennesker der var slaver for 150 år siden. I denne fremstilling er vejen til ‘heling’ for de som lider, at andre mennesker skal angre og sone deres “oprindelige synd” med slaveriet.
Helt sikkert er der, og har været, psykologer og psykiatere der afviger fra sådan tankegang. Jordan Peterson, en klinisk psykolog er et udmærket eksempel. Imidlertid synes hans viden og indsigt at stamme fra hans forpligtelse til sund fornufts betonet rationalitet og objektiv sandhed frem for følelser og den nuværende psykologiske ortodoksi.
Peterson forstår krystalklart noget mange psykoterapeuter åbenbart ikke gør i dag: De værste udgaver af autoritarismen stammer sædvanligvis fra ideologier ikke fra personligheden. Idet han hævdede at helbrede os fra vor autoritarisme har psykologer som Erich From faktisk fremmet nederdrægtige udgaver af den.
Psykoterapien har ofte sluttet sig til venstrefløjen i fabrikation af politisk brugbare ofre og skurke. Dette destruktive ‘ægteskab’ udgør definitivt en trussel mod alles sundhed og frihed.
Bruce W. Davidson is a professor at Hokusei Gakuen University in Sapporo, Japan and a contributor to the The Jonathan Edwards Encyclopedia.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar