onsdag den 11. januar 2023

Den skumle baggrund for Amerikas udenrigspolitik

 

Den skumle baggrund for Amerikas udenrigspolitik


NATOs  (d.v.s. Amerika) omringning af Rusland svarer groft sagt til at have russiske styrker i El Paso, Tijuana, og  Toronto.’


FRED REED

I betragtning af at en tredjedel af amerikanerne er nærmest analfabeter, at 20% mener at Solen drejer rundt om Jorden, og 70% ikke kan nævne de tre dele af forbundsregeringen er det ikke overraskende at kun få har nogen ide om hvad krigen i Ukraine drejer sig om. Det som ikke er en overraskelse er at så få af de intelligente og lærde har så lidt forståelse af det. Mange af disse, venner, siger at Putin forsøger at genskabe Sovjetunionen, at Rusland er en trussel mod Nato, at Putin er (suk) Hitler, og alt fra inflation til tab af håret er Putins fejl. Niks.  

Lad os se på sagerne fra synspunktet hos de mennesker der er mere eftertænksomme:

I 1991, kollapsede Sovjetunionen og Reagan lovede Gorbachev at NATO ikke ville flytte yderligere østpå. Som en kendt russer har sagt er the United States ikke i stand til at holde en aftale. Snart begyndte NATO at bevæge sig østpå, øget fre 13 lande i NATO til i dag 30, i en helt tydelig indkredsning af Rusland.

I 2014 forsøgte the US et kup i Ukraine med det formål at indsætte en amerikansk marionet i Kiev, men det lykkedes ikke, og Rusland gik ind på Krim. I det næste otte år, trænede NATO det vil sige Amerika ukrainske styrker til forberedelsen på den krig vi nu har. Dette er velkendt hos militæranalytikere og de som studerer Østeuropa.  

I hele den tidsperiode sagde Rusland igen og igen at man ikke ville tillade at Ukraine blev medlem af NATO, de facto eller de jure. Dette ville placere amerikanske styrker på Ruslands grænse og på Krim, sammen med amerikanske flådestyrker i Sevastopol. Amerikanske hypersoniske kernevåben missiler ville have blot 5 minutters flyvetid fra Moskva. 

Se på et kort. Bemærk hvor Ukraine og Krim er. Bemærk at Amerika forsøgte at lokke Georgien til medlemskab af NATO. Mere omslutning af Rusland. Og efter Georgien derpå, Azerbaijan, og dermed adgang for amerikanske styrker til Det Kaspiske Hav Turkmenistan, Kazakhstan, Astrakhan i Rusland, og Irans nordlige kyst. 

Dette ville sådan set svare til at have russiske styrker i El Paso Tijuana, og Toronto. Kan du se hvorfor Rusland var lodret imod? Det vidste Washington, men blev ved at skubbe på. Dette gav så Rusland et valg mellem to elendige løsninger. For det første - lade Ukraine være med i Nato, en kæmpesejr for Washington, eller for det andet indlede en kamp i håbet om en endnu større sejr. Dette er forstået, kalkuleret med og tilsyneladende under anførelse af Vicky the Newt Nuland fra the State Department.

I Washington, har sofistikerede mennesker blandt mine bekendte aldrig hørt om det mindste af dette. Det er ikke fordi de er uenige, men de ved det blot ikke. Mediernes magt til at kontrollere ‘tanken’ er forbløffende.

Hvorfor lader Washington denne krig fortsætte? Det mest nærliggende svar - som hans -Raytheon, the Secretary of Defense har udtrykt det - er at binde Rusland i en langvarig udmattelseskrig, gøre en ende på Rusland som stormagt og få smidt Vladimir Putin på porten.

Man håbede eller mente at dette ville befæstige Washingtons kontrol over Europa, gøre at Europa købte flere amerikanske supervåben, tvinge Europa til at købe dyr amerikansk LNG (flydende naturgas). Oveni, og nu kommer vi til Det Store Billede, eller del af det, krigen ville for evigt gøre en ende på Nordstream II.

At blokere færdiggørelsen af Nordstream II, Rusland gasrørledninger til Tyskland, har været et højt profileret mål for amerikansk politik i årevis. Hvor mange amerikanerne har hørt om det?

Hvorfor blokere rørledningen? Fordi Asien er på fremmarch og det hurtigt. Ikke kun Kina, men hele moletjavsen. Kina har fire gange så mange mennesker som USA, udmærkede universiteter, adskillige gange flere dygtige ingeniører, verdens bedste på mange felter, og i tilgift med at være ethvert lands største handelspartner, er det verdens største marked for så at sige alt. På mange områder halter Kina bagefter Amerika, men hullet lukkes - hurtigt. Washington ved det og vidste at gasrørledningen ville knytte Tyskland til det fremspirende Eurasiske økosystem.

 

Kinas Belt and Road Initiative, planen om at knytte hele Eurasia - ikke kun Asien, men Eurasia til en kæmpe handelsblok fungerer, eller i det mindste sker sammenknytningen. Her kan vi nævne mange af de nye jernbaner der er undervejs - Kina--Vientiane, Pakafuz, Kina-Mandalay, Lanzhou-Tashkent, Kina-Pakistan Economic Corridor, Jakarta-Bandung, den nu ældre Nairobi-Mombasa linje.  Hvis asiatiske lande knyttes sammen og handelsmæssigt udvikler sig, vil det gøre the United States til en dværg. Det var så det Imperium.  

Washington har skubbet, Rusland, Kina og Iran sammen i en  de facto alliance. Dette var spade dumt. Den første lov i et Imperium er “aldrig at lade dine fjender forene sig,” men the US har måske ikke indset at vi ikke længere er i 1955, og synes at tro at man kan klare alt og på een gang. Nu læner Indien sig helt formelt mod Øst, det vil sige man vil handle med Rusland, der er ikke brug for kommentarer fra Washington. Handelskorridorer i Asien åbner sig hurtigt, for eksempel the INSTC, the International North-South Transport Corridor, en slags Mumbai-Chabahar-Azerbaijan-Rusland. For slet ikke at nævne Kinas voldsomme kommercielle investering i Latinamerika og Afrika..

Nordstream II var del af den stadig større forbindelse mellem Asien og Tyskland som Washington bare ikke kunne tillade. Det gør man så ikke, som sprængningen af rørledningen viste. Dette blev gjort på ordrer af England og Washington. Det illustrerer den amerikanske desperation for at forhindre at Europa, der kæmpes om af Øst og Vest, bliver mere kommercielt forbundet med Asien. 

Man kunne fortsætte på hundrede sider med at berette om fremgangen i Asiens handel, teknologi, det har mange allerede gjort i flere bøger. Konklusionen er, som vi siger, at Washington har pistolen for panden. Man skal standse den øgede integration med resten af verden med alle mulige og umulige midler nu da det amerikanske overherredømme falmer. The United States har, eller kan have, et noget mindre vindue med muligheder for at fastholde sit hegemoni. Det første skridt er så at udmatte Rusland med den nuværende krig, og derpå gå videre med at strangulere Kina.

Men kan man gøre dette? Vi får se, men det forekommer usandsynligt. The US kan ikke konkurrere med Kina i fremstilling eller  bygning af infrastruktur - jernbaner, byer, havneanlæg - til lande rundt om i verden. Hjemme står man overfor elendige uddannelser, enorme handelsunderskud, og stor national gæld, øget fattigdom da Washington prioriterer sine krige frem for sit eget folk, massiv korruption og det teknologiske fremskridt fordufter, kriminalitet og social ulighed og læg dertil den indenlandske mangel på enhed. Militæret med sit store netværk af baser rundt om i verden sluger ressourcer der kunne mildne nogle af dårligdommene.

Kinas store svaghed, udover Malakkastrædet, i en verdenskrig er Taiwan og halvledere. Det forstår Washington. Detaljerne i en “krig om chips” er komplekse. Kogt ned, enten fremstiller Amerika det maskineri der er brug for til at fabrikere halvledere, eller man kontrollerer de lande der fremstiller dem - f.eks. ASML i Nederlandene, TSMC i Taiwan, Tokyo Electron i Japan, og Sydkorea. Washington profiterer af salget at avancerede chips til Kina. Imidlertid rejser  kontrol over de førende lande i chip branchen modstand, fjendskab, da virksomheder ikke yderligere bryder sig om at miste store markedsandele til Washingtons globale ambitioner. Tilbagegang i industrien, herunder i Amerika er i øgning. 

Vedrørende Taiwan synes Washington at spille samme spil som i Ukraine. Kina har sagt, igen og igen at Taiwan er del af Kina. Under den berømte Et Kina Politik, der bevarede freden  i årtier var the US enig i at Taiwan var kinesisk, og Beijing gik taktisk ind på ikke at invadere. Nu skærer Washington denne Et Kina doktrin i småskiver og ud af relevans ved først at sende Nancy Pelosi til Taipei, derpå delegationer fra Kongressen og derpå våben, og i store træk er man ligeglade med Kinas indvendinger. Dette er bevidste provokationer med det mål at gøre Taiwan til en de facto uafhængig stat. Washingtons intense interesse i Taiwan eksisterer, fordi Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, verden største og mest avancerede chip fabrik er der. Amerika kan for tiden ikke fremstille avancerede chips. Det værste mareridt er at Kina kunne få kontrol over TSMC.

Dette vil eventuelt tvinge Kina til enten at opgive Taiwan, som man ikke vil, eller kæmpe. Washington vil derpå, som i Ukraine, beskylde Beijing for at indlede krigen, måske sende the Navy til forsvar af øen, og levere våben så kineserne kan slå hinanden ihjel. Igen ser det ud til at the US lever i 50’erne og the Navy vil være en stærk intimiderende modstander for Beijing. Det er the Navy så ikke.

. See here:Pentagon, Chinese analysts agree US can’t win in Taiwan Strait.”


https://barelyablog.com/fred-reed-peering-under-the-rock-checking-the-origins-of-american-foreign-policy/#ixzz7mrwgEFVQ

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails