En kvindes frigørelse

Jeg brugte mit liv på ikke at være som min mor. Måske havde hun alt det hun altid havde ønsket sig.

SUSAN SHAPIRO

“Giv lige din gamle far en kop kaffe,” bad min far mig i hans herreværelse. Jeg var 13 år. 

Drillende sagde jeg, “Jamen du har allerede een tjenende pige i dette hus.” 

Halvt i sjov sagde han, “Jeg betaler for den undervisning, hvor de lærer dig alt det kvindesludder.”

“Far vil gerne have kaffe,” sagde jeg til mor i hendes åbne Michigan køkken samtidig med jeg rullede med øjnene. Hun skyndte sig at skænke ham en kop, lagde nogle småkager ved sammen med de saltstænger han kunne lide og bad mig bære den ned til ham.

Hun nød virkelig arbejdsfordelingen, som jeg anså som værende sexistisk. Samtidig med jeg tilbad min mor så ville jeg ikke leve et liv som hendes.  

Da hun var 13 år var hun uden forældre på New York’s Lower East Side. Som 15 årig mødte hun min far på Educational Alliance, et nærliggende bosted. Hun følte sig velsignet ved at have fire ældre søskende der tog sig af hende, og håbede selv at få en stor familie.

Far ville være læge for at hjælpe sin mor og søster med at overleve brystkræft. “Jeg er netop kommet ind på lægestudiet i Midtvesten - så kommer du med eller ej,” var hans noget barske frieri fire år senere. Hun var 19 år da hun blev gift med far. 

The author’s mother at 20 as a secretary at the Merchandise Mart in ChicagoCOURTESY THE AUTHOR

Hun støttede ham ved at arbejde som sekretær i hans studieår mens de kæmpede for økonomien og de kvoter der holdt jøder ude af de bedste programmer. Hendes chef mente ikke “en fregnet jødisk pige kunne klare det at være kontorchef - og hun overraskede ham med sin vilje og ihærdighed - hvilket gav hende en kraftig lønforhøjelse. Da så far havde fået et godt arbejde, holdt stoppede hun som sekretær, 27 år gammel, for at få børn. 

Jeg var den ældste, den eneste pige. Da jeg var 8 måneder gammel var mor gravid igen. Da jeg var 7 år havde jeg 3 kloge, højrøstede, energiske brødre der tiltrak sig opmærksomhed. 

Når min far var på vagt på hospitalet var jeg “mors lille hjælper,” når hun skiftede bleer, tørrede mudder af, madede og beroligede de skrigende drenge. Jeg forventedes at hjælpe hende med indkøb, tilberede mad og servere den og rydde af bordet mens mine brødre havde ‘fornuftssnakke’ med min far. 

Jeg havde ondt af mor, og ville bare væk. Jeg mente far dog havde et spændende liv - væk fra morgenstunden, komme sent hjem, underholde os til hudløshed med historier om dumme bureaukrater han måtte bekæmpe for at helbrede de syge patienter.

Hvorfor forlod mor, tænkte jeg, sit job der lød rigtig sjovt for at være hjemmegående, gøre rent, lave mad og vaske tøj hele dagen? Det bekymrede mig at hun syntes det var nødvendigt at spørge far om hun kunne købe en kjole eller et smykke som husmødrene på TV. 

Da jeg var i teenageårende var jeg misundelig på mine brødres bar mitzvahs, da vores konservative synagoge kun havde “indvielsesceremonier” for piger der gik ud af 

Hebrew school.

Som 13 årige placerede drengene deres pengegaver på aktiemarkedet. Jeg forventedes af slutte mig til mine pigeklassekammerater der lagde planer om deres fantasibryllupper. Mine brødre så macho film om politi og brydning mens jeg var fortryllet af Rosalind Russell’s hurtigttalende journalistik i den gamle film His Girl Friday.

Jeg ville så gerne være en arbejdende kvinde som de jeg så i  That Girl og The Mary Tyler Moore Show, der boede alene i den store by.

Mor fik overtalt far til at lade mig komme på den liberale kunst high school jeg havde udset mig. Alligevel gjorde jeg oprør mod dennes konventionelle værdier. Jeg blev hurtigt færdig og fik en eksamen og jeg blev venstreorienteret feminist,  tog afstand fra at kvinder hører til i hjemmet. 

Mor var en udmærket kok, jeg kunne koge vand og foretrak at spise ude. Hun var iført frisk farvede designertøj og elskede Sinatra. Jeg en Dylan freak. Jeg havde sort hår, sort eyeliner, sorte jeans, T-shirts og cowboy støvler. Jeg skrev om mine mest tossede dates og fravalg i Cosmopolitan et årti før den barnløse klummeskribent Carrie Bradshaw hos Sex and the City.

Ligesom min mor blev jeg også forelsket i en smuk jødisk fyr med briller, men jeg giftede mig dog sent. 35 år gammel, iført sort kjole for at sige “det gør jeg” til en manuskriptskribent for TV som var 10 år ældre, og idet jeg ønskede at lave mine egne regler og tjene mine egne penge. 

Jeg måtte gennemgå årevis af afvisninger som spirende forfatter, og solgte først min første bog da jeg var 43.

Efter jeg havde ført min ældste bror sammen med en kollega fra et tidligere job på et tidsskrift giftede de sig og fik fire børn og boede i forstæderne og mine forældre fik den svigerdatter de altid havde drømt om. 

På et besøg en sommer blev jeg noget såret da mor sagde jeg lød som en plade der er gået i hak hele tiden talende om muligheden af at min bog kunne blive filmatiseret,  og hun blev ved at gentage min nevøs meget flotte matematikkarakter i anden klasse.

I terapi blotlagde jeg min oprørstrang. Hun (psykiateren) mente jeg måske følte mig utilstrækkelig ved at jeg aldrig ville kunne leve op til min mor. Hun var trods alt en hjemmets gudinde med en klassisk kærlighedshistorie - fra pjalter til rigdom, en kvartet af unger hun var tæt på, og et smukt hjem..

I analysen af hvorfor jeg kæmpede så hårdt for at være slank gættede hun, “Så da din mor blev tyk, skete der noget skrækkeligt: En bror tog over fra dig. Derpå endnu en. Og en tredje. Det er helt klart at du derfor foretrækker at have en krop som en knægt på 13 år.” Var det derfor jeg genopfandt mig selv som en sortklædt kunstner boende i byen, altså hendes modsætning? Jeg vidste udmærket, hvorfor jeg har valgt min profession da jeg hørte sætningen “at skrive er en måde at tale på uden af blive afbrudt.” 

At have en varmhjertet, morsom ægtemand var helende. Da vi endelig fik råd til det forsøgte vi at få et barn. Jeg var sønderknust da det ikke lykkedes. Jeg kunne ikke spille den rolle jeg sådan set aldrig havde ønsket at spille. 

Med tiden blomstrede jeg som forfatter og professor. Og med 100 elever per sæson, kaldte nogen mig med øgenavnet vores “jødiske mor.” Var jeg ved at gøre en levevej ud af at tage mig af andres børn? Jeg holdt af mine to karrierer, men tilbageslag forekom, og lærte mig at dit job ikke elsker dig på samme måde som du elsker det.

Samtidig med jeg lo af t-shirts med teksten “Ups jeg glemte af få børn” som en anden barnløs kollega sendte mig så følte jeg det ærgerligt at jeg ikke har oplevet den milepæl i livet. 

Men da tiden kom da jeg fik lysten, friheden og den økonomiske mulighed for at få et barn (gennem surrogat, adoption) var min mand ikke klar til det. Jeg var i 50’erne og han stod over for dårligdomme med helbredet. Jeg passede ham plejede ham, lettet over jeg har arvet en smule af mors omsorgsgen.  

The author, at left, with her mother in front of the family’s Michigan homeCOURTESY THE AUTHOR

Da hun kom i min nuværende alder igangsatte hun anden afdeling af sit arbejdsliv efter min yngste bror kom på college. Jeg spurgte far hvorfor - af alle professioner - hun begyndte med et festplanlægningsbureau.

“Som en fattig lille pige, med en syg mor, fik hun aldrig et fødselsdagsfest,” sagde han. Lykkelig over at kunne levere alt godt til festen, blev hun endog mere populær end min far. Så i en alder af 65, i stedet for at udvide forretningen, gik hun på pension med fokus på at være muntre bedsteforældre. “Men du kunne have fået så meget meresucces,” sagde jeg til hende. 

Hun var allerede en succes fastholdt hun havende alt hun nogensinde kunne have ønsket sig og hun var ikke villig til at lave om på dynamikken i hendes ‘mirakuløse’ ægteskab. Min mor nød at lade min far klare regningerne og købe tøj og smykker til hende. På den måde følte hun sig tilbedt og helt speciel.

Efter min far gik bort som 85 årig grundet hjerteproblemer for fire år siden spekulerede jeg på om mor kunne fungere uden ham. Hun udviste en utrolig god økonomisk sans, klarede alle tingene selv. Det førte mig til at undre mig over om mon ikke hun sådan altid havde styret familiefinanserne samtidig med hun gav min far en god følelse af være forsørger.

Under besøg hos min stadig energiske mor opdagede jeg hvor heldig jeg var at have forældre der støttede mig i mine drømme der var så anderledes end deres. Jeg fortrød den nedladenhed jeg havde vist mod hendes valg da jeg var yngre. Hun har altid været der for sine fire unger og fem børnebørn og havde rigtig gode minder om hendes ‘karrierer’ mens jeg aldrig opnåede min mors tålmodige balance mellem det at være forældre, at arbejde og leve. 

Måske havde hun regnet hele det kvindelige kropsur ud, og vidste hvad jeg ikke gjorde, at man kan få det hele, blot ikke samtidig. 

Skønt jeg er opfyldt af Freuds “essentielle kræfter” af kærlighed og arbejde så ville jeg dog ønske, her senere i livet at mit liv havde været mere som hendes.

https://www.tabletmag.com/sections/community/articles/womans-liberation-mother

Susan Shapiro is the author of several books her family hates like The Forgiveness Tour and her new writing guide, The Book Bible. Her debut memoir, Five Men Who Broke My Heart, was just optioned for a movie. You can follow her on Twitter at @Susanshapironet and Instagram @profsue123.