Sagen Tyfus Mary - hvilket magtmisbrug

JEFFREY A. TUCKER  

For fire år siden fremkaldte enhver snak om at tillade at samfundet skulle have lov at fungere som vanligt under en pandemi klicheer om Typhoid Mary (Tyfus Mary). Det er værd at lægge mærke til at denne virkelige hændelse, en paradigmatisk sag af forbløffende og ækel magtbrug af det offentlige sundhedssystem, hvor en fattig irsk indvandrer blev syndebuk for tyfus infektioner i New York stadig lever - her 100 år senere. 

Selv på andre områder har skrupelløse lærde jeg kendte fordrevet hendes navn i forventning om at slutte al diskussion om nødvendigheden af nedlukninger.  

Det er på tide at undersøge sagen. Typhoid Mary var en virkelig person, Mary Mallon (1869-1938). Efter alle forlydender en rigtig god kok der havde betjent mange familier og havde fremragende evner. Hun var aldrig symptomatisk for tyfus. Hun var sund, rask. Men da der kom et udbrud i det hjem hvor hun tjente blev hun jagtet, hendes afføring blev testet positiv og hun kom i karantæne som en atypisk smittebærer (1907-1910). 

Juridisk modstand gjorde at hun blev løsladt tre år efter på betingelse af at hun gik til kontrol og aldrig lavede mad igen. Hun ville ikke indvilge i de betingelser og blev jagtet igen. Denne gang krævede lægemyndighederne at hendes galdeblære blev fjernet, som hun ikke gav lov til. Hun endte med at tilbringe samlet 26 år i isolation før hun døde (1915-1938). 

Der er faktik rigtig meget litteratur om sagen. De bedste er Famous and Difficult Patients: Amusing Medical Anecdotes from Typhoid Mary to FDR, af Richard Gordon (St. Martin’s Press, 1997); Typhoid Mary: Captive To The Public’s Health, af, Judith Walzer Leavitt (Beacon Press, 1996); Typhoid Mary: The Notorious Life and Legacy of the Cook Who Caused a Typhoid Outbreak in New York, af Charles Editors (2020) og mange flere, men frem for alt Typhoid Mary, af Anthony Bourdain (Bloomsberry, 2005), der er en brillant, engageret og virkelig sympatisk bog. Hvis man vil have et overblik findes der mange online artikler. 

De er alle spændende og rimeligt enige om at Mary sandsynligvis (muligvis) spredte tyfus sammen med hundreder af andre i New York der aldrig blev jagtet og fængslet. Hun følte sig aldrig syg. Hun blev ofte testet negativ, og havde dyb mistro til de myndigheder der jagtede hende. 

Manden der indledte det hele var sagfører/efterforsker ved navn George Soper der endte med at skrive en artikel og bog der for evigt var årsag til hun måtte leve med øgenavnet Typhoid Mary. Bogen blev en bestseller og Soper selv en berømt og elsket sygdoms detektiv. 

Offentligheden var så optaget af sagen at børn i New York sjippede til sætningen: “Mary Mary, what do you carry?” Hun forsøgte at lægge sag an, men den blev afvist af New York Supreme Court. Hun fik ikke lov at besøge en øjenlæge skønt hendes øjenlåg var lammet. Hun blev tvunget til at tage ikke autoriseret behandlinger der truede med at ødelægge hendes nyrer. 

Ingen spørgsmål ved at det at pege på hende som offentlighedens fjende nummer et var en genspejling af den herskende holdning til og mod irske indvandrere der blev anset som beskidte og lavklasse. Hun var lavklasse men ikke beskidt. Jeg har læst meget om hende og finder mig ikke helt overbevist om at hun var en kilde til sygdom i alle de tilfælde hun fik skyld for. Bakterien der forårsager tyfus spredes gennem vand hvori der er fækalt materiale. Hvis man fjerner det fækale materiale er problemet elimineret, som man senere erfarede. Oveni er hele regimet med tests, opsporing og indsnævring fyldt med fejl og passer særdeles fint til offentlighedens ønske om at stigmatisere de syge og de på anden vis inficerede, uanset årsagen. .

Grundet offentlighedens had og vedvarende angreb kom Mary sandsynligvis til i sidste ende at tro hun var en kilde, men på et tidspunkt tog hun sig ikke særlig meget af det, hvilket er hvad der sker når et helt land lægger skylden alene på dig for sygdom og myndighederne fængsler dig og truer med at skære dig op. 

Med andre ord - hun blev behandlet som et dyr, ikke en patient, og derpå senere eksperimenteret med og med tilfældige ikke afprøvede behandlinger. Samtidig gik hundreder af smittebærere rundt med bakterien og vandforsyningen var fortsat den primære synder. 

Tyfus blev endelig besejret - ikke ved fængslinger, men ved hygiejne, bedre sanitære forhold og antibiotika. Mary fik skylden for at inficere hundreder, men kun 3-5 døde af den påståede smitte og i de sager hun var beskyldt for. (imidlertid utilsigtet) Igen måske. 

Pointen var at hun blev erklæret skyldig, uanset hvad, og i store træk på grund af hendes klasse, hendes nationale oprindelse og etnicitet. Hun var et let mål, selvom der var tyfusbærere overalt. Samtidig fortsatte Salmonella typhi (kilden til tyfus) med at være et problem og blev først klaret senere ved vaccination, og langt vigtigere - hygiejne.  

Det som er slående er hvordan hele sagen, der så soleklart er et udtryk for offentlig vanvid sammen med offentlig sundheds autoritarisme og direkte brutalitet så ofte citeres som et eksempel på, hvordan vi naturligvis må låse mennesker inde når der florerer en virus.

I virkeligheden har hendes sag rejst tusindvis af spørgsmål om statens magt til at gribe ind i menneskers dagligdag og fængsle dem uden dom og på en påstand om at de er sygdomsspredere. 

Blot at sige at sådanne magtanvendelser kan misbruges er en underdrivelse som vi kender det så ‘udmærket’ i disse post-nedluknings tider. Mennesker der har studeret sagen med Mary Mallon ender altid med af få stor sympati for hende. Det var dengang da moderne lægekundskab var i fremmarch, men det var forventningen om at de rige hun tjente ikke skulle være underlagt de sædvanlige sygdomme der plagede de fattige.

Hun alene blandt hundreder og tusinder af andre sandsynlige smittebærere i området blev udskammet og deres liv ødelagt på grund af en sygdom hun ikke mente at have og ikke med hensigt spredte. Samtidig blev der ikke indledt lignende indsatser for at finde frem til og inddæmme andre spredere af Salmonella typhi. 

Igen hvad afstedkom dette faktisk når vi taler om den offentlige sundhed? Reddede de 30 års ufrivillige fængsling af denne kvinde liv? Ikke til at vide, men mennesker fortsatte helt sikkert med at dø af sygdommen efter hun kom i fængsel, og indtil der kom gode behandlingsmetoder. Samtidig havde sundhedsmyndighederne deres arketype af en sygdomsbærer til at retfærdiggøre deres enorme magtudøvelse. 

Med tiden accepterede Mary sit åg, og blev en stærk tilhænger af Den Katolske tro, og døde fredeligt. Anthony Bourdain tilbyder en yderst rørende fortælling om besøg ved hendes grav på St. Raymond’s Cemetery, Bronx, New York. 

I 1973, købte jeg min første kokkekniv, en high-carbon Sabatier med et poleret træhåndtag. Jeg var yderst stolt af den - og har haft den i alle disse år, erindrende hvor godt den føltes i min hånd da jeg først fik den pakket ud. Måden håndtaget hvilede mod min håndflade, følelsen af bladet, æggets skarphed. Den er gammel nu, og har fået pletter, håndtaget er lettere revnet visse steder. Jeg storelskede den For længe siden opgav jeg at bruge den og vedligeholde den. Men det er en elsket genstand. Noget en anden kok ville værdsætte, håbede jeg - en engang fin ting af fransk kvalitetsstål - en magisk fetisch, en elsket del af min personlige historie. Og et tegn på respekt, jeg håbede at den vil være en indikator for at nogen, et eller andet sted, selv lang tid efter hendes udfordringer og hendes død, vil tage alvorligt, og forstå bare en smule, af hendes livs vanskeligheder som kok. Det er den slags gave jeg gerne ville modtage en jeg ville forstå.

Jeg så mig omkring på kirkegården, sikrede mig at ingen så det, lænede mig fremover og hænderne, trak jeg græsset ved hendes gravsten tilbage. Jeg lagde min kniv der, dækkede den og efterlod den til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. 

En gave. Fra kok til kok.

Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author Jeffrey A. Tucker is Founder, Author, and President at Brownstone Institute. He is also Senior Economics Columnist for Epoch Times, author of 10 books, including Liberty or Lockdown, and thousands of articles in the scholarly and popular press. He speaks widely on topics of economics, technology, social philosophy, and culture.https://brownstone.org/articles/the-case-of-typhoid-mary/