Karakter til Sydafrika. Dumpet
President Trumps accept af at nogle få dusin hvide sydafrikanske landmænd kommer til USA som flygtninge er i overensstemmelse med de juridiske krav for accept af flygtninge..
Det er sandsynligt at Trump nyder hyleriet fra venstrefløjen da han tvinger dem til at forholde sig til de normer de selv har sat for flygtninge - alle flygtninge er velkommen - hvilket også må betyde hvide flygtninge.
Men kendsgerningen, at Trump lod disse landmænd komme, hvor andre præsidenter blot ignorerede dem, og regeringen i Sydafrika helt tydeligt er ophidset over det giver en anden interessant mulighed for at nogens ‘hellige ko’ er blevet stanget, og det er Trump der stanger.
Trods alt er flygtningene ikke fra krigszoner - som Ukraine - eller fjerde klasses steder - som Afghanistan, Iran, Pakistan, Haiti, Cuba, Somalia, Yemen, Burma, North Korea, Syrien. Grumme paria lande.
Ved at lade flygtninge komme fra Sydafrika antyder Trump ganske tydeligt at Sydafrika er i samme liga som Yemen og Somalia - et s-hole land ingen ville rejse til, som ikke var nødt til det, et sted hvor advarsler mod rejser dertil og triste beretninger fra turister er i overmål.
Hvilket i den grad er modsat Sydafrikas vision om sig selv - en kommende supermagt på verdensscenen, en nation med udviklingsmuligheder for velstand og indflydelse.
I løbet af de seneste år har Sydafrika fremstillet sig således, især med landets støjende kampagne for at være med i BRIC og nu dets medlemskab af klubben.
Ifølge Google AI, som giver en fin opsummering af konventionel visdom:
Sydafrika, som det nyeste medlem af BRICS, omtales ofte som en kommende stjerne i gruppen. BRICS, et akronym for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, er en blok af fremstormende økonomier, der søger at fremme økonomisk samarbejde og reformere det globale finansielle system. Sydafrikas optagelse i BRIC viser landets globale indflydelse, og dets potentiale til at spille en nøglerolle i at skabe fremtiden for det internationale system.
Her følger, hvorfor Sydafrika betragtes som et opstigende stjerne i BRICS:
Økonomisk vækst og udvikling: Sydafrikas økonomi, trods store udfordringer er en af de største i Afrika, og bidrager i væsentlig grad til BRICS blokkens økonomiske vækst
Geopolitisk indflydelse: Sydafrikas medlemskab af BRICS giver det en kraftigere stemme i internationale fora og forhandlinger, og giver landet mere vægt i skabelsen af global politik og institutioner.
Regional Lederskab:Sydafrikas position som leder på det afrikanske kontinent gør det til en værdifuld partner for BRICS i fremme af samarbejde og udvikling i regionen.
Engagement i civil samfundet:
Organisationer som Sydafrikas BRICS Youth Association (SABYA) aktiverer ungdommen i BRICS initiativer, og skaber bund for kollaboration og fremme det kollektive potentiale for ungdommen i BRICS
Blah, blah, blah. I virkeligheden skabes flygtninge, som i Syrien, et tredje s...hole i verden. Og som andre lande i den liga har de alle lurvede allierede.
Deres valg af partnere inkluderer Rusland, Kina og Iran og især som Ruslands pant
Ifølge GIS Reports Online:
Nogen i det internationale samfund har givet udtryk for blandede følelser ved Sydafrikas position i BRICS. Bekymringerne er mange om de bilaterale relationer Sydafrika har opbygget med autoritære BRICS medlemmer, som Kina, Rusland og Iran.
Da Pretoria fejlede ved ikke at fordømme Moskva efter Ruslands fuldskala invasion i februar 2022 kom Sydafrikas relation med Rusland til debat: Mr. Ramaphosa’s administration er blevet kritiseret af amerikanske diplomater og i Sydafrikas civile samfund for de tætte bånd til Rusland, men man holder fast ved sin holdning. Som modstand til ANCs holdning over for Kreml, og før man blev koalitionspartner foretog lederen af det største oppositionsparti i Sydafrika Democratic Alliance (DA), en tur til Kiev og demonstrerede dermed solidaritet med Ukraines folk.
I optakten til 2023 topmødet gentog den African National Congress (ANC)-ledede administration under præsident Cyril Ramaphosa sin troskab med BRICS alliancen ved at nægte at fordømme Rusland. Han gik så langt som at udtrykke tvivl om grundlaget for the International Criminal Court (ICC)’s ordre om at arrestere Ruslands leder Vladimir Putin på Sydafrikansk jord, hvis han deltog i topmødet. Sydafrikas diplomater hævdede, kontroversielt at ICC ordren blandede sig i Sydafrikas suverænitet, og at arrestere Putin ville være en “krigserklæring."
Udover dette har Sydafrikas regering forsøgt at gøre Israel til en pariastat, og med bøllemetoder forhånet landet for at gå op imod folkedræbende terrorister og udstede arrestordre på Israels premierminister Bibi Nethanyahu, ifølge GIS:
Pretoria bragte Israel for the International Court of Justice (ICJ) med anklager om at landet kunne være involveret i folkesdrabshandlinger i Gaza. Dette tiltag var i direkte modstrid til U.S. der anså rettens behandling som ikke favorabel for at opnå en varig fred i regionen. Sydafrikas officielle oppositionsparti the Democratic Alliance, er også modstander af regeringens holdning over for Israel, som man betragter som fjendtlig og en indrømmelse til det militante Hamas.
“Tale om folkedrab.’'
Trump benyttede ordet forleden nok af samme årsag. Det falder tilbage på Jer Sydafrikas ledere.
Oveni er den økonomiske indflydelse, som forresten ikke er stor, og investorer vil trække sig når landmænd må flygte. Trump gav en mavepuster til noget de har håndteret som Gollums Precious (Ringenes Herre) - deres moralske autoritet på verdensscenen.
Igen ifølge Google AI, opsummering af hvad der foregår:
Sydafrika, især siden afslutningen på apartheid, er blevet betragtet som at besidde betragtelig moralsk autoritet, især i Afrika og internationalt. Dette stammer fra landets succesrige overgang til demokrati og den rolle landets leder Nelson Mandela indtog i at fremme forsoning og menneskerettigheder. Imidlertid kritiserer nogle at Sydafrikas moralske autoritet er blevet eroderet ved landets handlinger og holdninger i internationale udfordringer.
Faktorer der bidrager til Sydafrikas moralsek autoritet: Overgangen fra Apartheid:
Landets overgang til flertalsstyre og dets forpligtelse til et ikke racemæssigt demokratisk samfund fortjener den store anerkendelse og respekt på verdensscenen.
Nelson Mandela's Lederskab: Mandela's lederskab under og efter apartheid, hans betoning af tilgivelse og fornoning, og hans fremtræden globalt som et symbol på håb og retfærdighed har i betragtelig grad bidraget til Sydafrikas moralske autoritet.
En progressiv Forfatning: Sydafrikas forfatning, kendt for sin omfattende beskyttelse af menneskerettigheder og sin betoning af lighed, er blevet hyldet som model for andre lande.
I virkeligheden har de ikke nogen moralsk autoritet - de skaber flygtninge, og ganske tåbeligt følger de modellerne fra Zimbabwe og Hugo Chavez i Venezuela ved at stjæle andre menneskers ejendom i den ‘sociale retfærdigheds' navn, hvilket som slutresultat vil ende i skabelsen af endnu et Zimbabwe.
Her følger så de lovpriste følger af 'Expropriation Law' indflettet i socialistiske løgne:
ANC betragter denne lov som et progressivt og forvandlende værktøj til at fremme landreformer på måder der gør inkluderende vækst mulig sammen med social sammenhæng.
Ved at åbne op for landområder, vil lovgivningen fremme udviklingen af bæredygtige bosættelser, forstærke den landbrugsmæssige produktivitet for de kommende landmænd, og gøre bymæssig udvikling mulig ved at udligne ulighed. Dette er et direkte svar for behovet hos millioner af Sydafrikanere der er blevet udelukket fra at eje land, og adgang til naturens ressourcer i alt for lang tid.
Denne lov er et vigtigt skridt mod at indfri visionen i the Freedom Charter, som erklærede; “Landet vil blive delt blandt de, som bearbejder det.” Det afspejler ANCs forpligtelse til at opnå økonomisk retfærdighed og skabe et Sydafrika, hvor alle borgere nyder lige dgang til nationens velstand og ressourcer.
Historien viser, også den nyere, at præcis det modsatte vil ske, ikke mindst grundet ødelæggelsen af ejendomsrettighederne, der afslutter al adgang til kapital og ejendomsret, de to søjler i faktisk udvikling som Hernando de Soto skrev i "The Mystery of Capital."
Som hos Robert Mugabe og Hugo Chavez, tror de på, at det at stjæle andre mennesker ejendom vil give "fødevaresikkerhed" og forbedre "landbrugsproduktionen." Sådan sludrede Chavez hele tiden om det.
Da jeg besøgte Venezuelas landområder sent 2005 kunne jeg med egne øjne, med hjælp af bloggeren Daniel Duquenal, netop se hvor katastrofalt ekspropriation af land var - hvordan et produktivt landområde var blevet forvandlet til et totalt ødeland.
Et kendetegn ved et tredje verdens land i nedtur er at følge Venezuelas model, der ikke overraskende, skaber flere flygtninge, de selvsamme flygtninge præsident Trump netop anser som flygtninge.
Mennesker er flygtet fra landet i årevis, og som en ny rapport fra New York Times bemærkede virker det som om noget er galt. Men flygtningenes bekymringer er ægte nok ifølge lærebogens juridiske definitioner.
Ifølge the U.S. Citizenship and Immigration Services' website:
Under United States lov er en flygtning en der:
Befinder sig udenfor the United States
Giver anledning til særlig menneskeretlig bekymring for the United States
Demonstrerer at de blev forfulgt eller kan frygte forfølgelse grundet race, religion, nationalitet, politiske holdninger, eller medlemskab af en særlig social gruppe.
Er ikke fast bosat i et andet land
Kan få lov til at komme til the United States
Hvis de bliver tortureret, voldtaget og myrdet og regeringen ikke gør noget ved det og værre endnu, faktisk støtter det med "kill the Boer" sange der ophidser politiserede pøbel, så er der ingen tvivl om at der kan opnås flygtningestatus,
Hvis et land skaber flygtninge, så er landet ikke i første division. Det er et andet Somalia, og nu har Trump understreget den pointe. Det har ikke længere status som en pålidelig stat. Med accept af disse flygtninge har Trump gjort det klart at dette er et land andre troværdige lande bør styre udenom.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar